Staten og Revolutionen af Vladimir Lenin (1917)
Noter fra webside-redaktøren:
1. Noterne er placeret sammen med de enkelte af bogens afsnit. For dem, der ønsker en samlet oversigt, er de samlet her. Linken, som er tilknyttet notenummeret, peger tilbage på det sted i teksten, som noten hører til.
2. Nogle af disse noter (som stammer fra det hedengangne Forlaget Tiden, ejet af DKP) er lettere præget af deres stalinistiske baggrund.
1) Karl Marx og Friedrich Engels: Udvalgte skrifter, Forlaget Tiden, København 1973, bd. II, s. 317.
2) Socialrevolutionære – (SR'er) – et russisk småborgerligt parti, der opstod 1901-02 gennem en forening af forskellige narodnik-kredse.
Narodnikkerne (1861 ff.), en dels revolutionær, dels liberal demokratisk bevægelse, hvis taktiske hovedmiddel mod tsardømmet var Individuel terror udført af konspirative grupper. Nogle narodnikiske grupper gik ind for propaganda ude i folket (russ.: narod). De satte deres lid til bøndernes demokratiske muligheder.
Under 1. verdenskrig gik de fleste SR'er ind for Ruslands krigsdeltagelse. Efter den borgerlig-demokratiske revolution i 1917 blev de socialrevolutionære sammen med mensjevikkerne den provisoriske regerings væsentligste støtte. Partiets ministre i regeringen var med til at sende straffekolonner mod de bønder, som havde taget godsejernes jord i besiddelse. Under oktoberrevolutionen gik partiet over på kontrarevolutionens side og isoleredes fra den revolutionære befolkning.
I november 1917 dannede en venstrefløj af partiet et selvstændigt parti: de venstre-socialrevolutionære. Formelt anerkendte dette parti det sovjetiske styre og samarbejdede med bolsjevikkerne; men under interventionskrigene og borgerkrigen støttede partiet de udenlandske magter og den indre kontrarevolution.
3) Mensjevikker. Om mensjevikker og bolsjevikker, se note 62 om det russiske socialdemokratis 2. kongres.
4) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 317-318.
5) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 318.
6) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 318-319.
7) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 319.
8) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 320.
8a) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 320.
9) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 321.
10) Marx/Engels: Werke, bd. 20, s. 261-262 (Dietz Verlag, Berlin, 1973).
11) Trediveårskrigen (1618-1648) – begyndte som de tyske lensfyrsters kamp mod kejseren. Senere blev imidlertid de fleste europæiske lande deltagere i krigen som et udtryk for skærpede modsætningsforhold mellem forskellige stater. Udadtil tog krigen form som en kamp mellem katolikker og protestanter.
12) Marx/Engels: Werke, bd. 20, s. 171.
13) Karl Marx: Den Tyske Ideologi – Filosofiens Elendighed, Forlaget Rhodos, København, 1974.
14) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 19-59.
15) Gotha-programmet – det tyske socialdemokratis program, vedtaget på kongressen i Gotha 1875. Marx: Kritik af Gotha-programmet, se Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 7-42 og artikelsamlingen Kritik af Gotha-programmet (Forlaget Tiden 1976).
16) Marx: Den Tyske Ideologi – Filosofiens Elendighed, s. 249.
17) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 37-39 og 46.
18) Pariserkommunen – revolutionært styre, hvis regering blev valgt i Paris 26. marts 1871 efter opstanden 18. marts. Regeringen bestod af arbejdere, intellektuelle, tjenestemænd og repræsentanter for småborgerskabet og udøvede for første gang i verdenshistorien proletariatets diktatur. Kommunens to store politiske grupperinger var blanquisterne og proudhonisterne.
Med støtte fra Preussen bekæmpede det franske bourgeoisi Kommunen, hvis sidste barrikade faldt den 28. maj samme år.
19) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 325-326.
20) Kadetter – medlemmer af partiet de Konstitutionelle Demokrater et liberalt-monarldstisk parti, dannet i Rusland 1905. Under 1. verdenskrig støttede det aktivt tsarrigets erobringsbestræbelser. Under februarrevolutionen 1917 forsøgte det at redde monarkiet. Som det ledende parti i den provisoriske regering førte det en politik, som ikke tjente folket, men amerikanske, engelske og franske imperialister. Efter oktoberrevolutionen blev partiet en uforsonlig modstander af sovjetstyret, og det deltog på de »hvide«s side i borger- og interventionskrigene.
21) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 238-239.
22) Tilføjelse til 2. oplag 1919.
23) Die Neue Zeit – det tyske socialdemokratis teoretiske tidsskrift 1883-1923. Bladet blev indtil oktober 1917 redigeret af Karl Kautsky. En del af Marx' og Engels' artikler blev optaget i tidsskriftet, og Engels ydede bladet støtte, samtidig med, at han kritiserede det for dets afvigelser fra marxismen. Efter Engels' død i 1895 begyndte bladet jævnligt at optage revisionistiske artikler, bl. a. af Eduard Bernstein.
24) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 453.
25) Lenin: Udvalgte Værker, Forlaget Tiden, København 1948, bd. 10, s. 27 ff. Udkommer desuden i nærværende udgave, bd. 11.
26) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 512. Forordet til Det Kommunistiske Manifests tyske udgave 1872, samme sted, bd. I, s. 20.
27) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 464.
28) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 468 ff.
29) Det andet kejserdømme, dvs. kejserdømmet under Napoleon III (1852-1870) til forskel fra Napoleon I's kejserdømme (1804-1814).
30) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 515-516.
31) Delo Naroda (Folkets Sag) – dagblad udgivet af de socialrevolutionære i Petrograd marts 1917-juli 1918. Bladet gik ind for fædrelandsforsvaret og støttede den provisoriske regering. Fra oktober 1918 udkom bladet med fire numre i Samara og fra marts 1919 med ti numre i Moskva. Bladet blev forbudt på grund af kontrarevolutionær virksomhed.
32) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 516.
33) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 516-517.
34) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 518.
35) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 544 ff.
36) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 568-569.
37) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 626.
38) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 610.
39) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 635.
40) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 635-636.
41) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 35.
42) Erfurt-programmet – det tyske socialdemokratis program, vedtaget på kongressen i Erfurt 1891. I Kritik af Gotha-programmet. Forlaget Tiden 1976.
43) Kritik af Gotha-programmet. Forlaget Tiden 1976.
44) Kritik af Gotha-programmet. Forlaget Tiden 1976.
45) Kritik af Gotha-programmet. Forlaget Tiden 1976.
46) Undtagelsesloven, eller socialistloven, blev indført af Bismarck 1878 for at undertrykke den socialdemokratiske bevægelse i Tyskland. Den blev ophævet i 1890.
47) Kritik af Gotha-programmet, Forlaget Tiden, 1976.
48) Kritik af Gotha-programmet, Forlaget Tiden, 1976.
49) Kritik af Gotha-programmet, Forlaget Tiden, 1976.
50) Kritik af Gotha-programmet, Forlaget Tiden, 1976.
51) Engels hentyder til det splittede Tysklands samling til en enkelt stat, gennemført »ovenfra« med militær magt af Preussens magthavere. Preussens krig mod Østrig i 1866 førte til dannelsen af det Nordtyske Forbund; den fransk-tyske krig i 1870 resulterede i oprettelsen af det tyske kejserrige med Preussen i spidsen.
52) Kritik af Gotha-programmet, Forlaget Tiden, 1976.
53) Kritik af Gotha-programmet, Forlaget Tiden, 1976.
54) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 468 ff.
55) Mensjevikken Tsereteli, der var minister i den provisoriske regering, hævdede i en tale over for præsidiet for den 1. Al-russiske Sovjetkongres m. fl., at den demonstration, som af bolsjevikkerne var berammet til den 10. (23.) juni, skulle have til formål at gennemføre en bolsjevikisk revolution.
56) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 474.
57) Bevægelsen Bort fra Kirken (Los-von-Kirche-Bewegung) antog massekarakter i Tyskland før 1. verdenskrig. Ledende socialdemokrater mente, at partiet måtte forholde sig neutralt over for bevægelsen, og partiets medlemmer måtte afholde sig fra at føre anti-religiøs og antikirkelig propaganda i partiets navn.
58) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 478.
59) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 479.
60) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 479-480.
61) Marx/Engels: Werke, bd. 22, s. 417-418.
62) Det russiske socialdemokratis 2. kongres afholdtes i 1903, først i Bruxelles, hvorfra den under politiets tryk blev flyttet til London. Det var på denne kongres, at det russiske socialdemokrati reelt blev stiftet og partiets program og love vedtaget. Den revolutionære retning i partiet blev ledet af Lenin, den opportunistiske af Martov. På kongressen udfoldedes kampen mellem de to retninger væsentligt om organisationsspørgsmål og resulterede i en spaltning af partiet i to grupper, bolsjevikkerne og mensjevikkerne. Navnene stammer fra valget af partiets ledende organer. Lenins tilhængere fik de fleste stemner og kaldtes siden bolsjevikker (af russ. bolsjinstvo, flertal), medens Lenins modstandere fik navnet mensjevikker (af russ. mensjinstvo, mindretal).
63) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 7 ff.
64) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 25.
65) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 25.
66) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 16.
67) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 17.
68) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 17.
69) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 17-18.
70) I sine Skitser fra Seminarielivet blottede N. Pomjalovskij den absurde opdragelse og de brutale sædvaner i Ruslands præsteskoler i 1850-1860'erne.
71) I Internationales kongres i Haag fandt sted i 1872 med 65 delegerede fra 15 nationale organisationer. I forbindelse med kongressens forberedelser gjorde Marx og Engels et stort arbejde for at sammensvejse de revolutionære kræfter.
På kongressen fandt Marx' og Engels' mangeårige kamp mod forskellige former for småborgerlig sekterisme udtryk, og Bakunin og andre blev udelukket af Internationale.
72) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 8.
73) Kautsky forelagde kongressen en resolution, som med visse forbehold tillod socialister at indtræde i borgerlige regeringer.
74) Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 20.
Bakunin, Mikhail (1814-1896) – en internationalt kendt russisk repræsentant for anarkismen, modstander af marxismen og den videnskabelige socialisme. Han bekæmpede enhver stat, også proletariatets diktatur, og mente ikke, at arbejderklassen skulle organisere sit eget poliltiske parti. Marx og Engels bekæmpede i I Internationale hans småborgerlige synspunkter. Han blev udelukket af Internationalen i 1872 på grund af forsøg på at undergrave arbejderklassens organiserede kamp.
Bebel, Ferdinand August (1840-1913) – en af grundlæggerne og lederne af det tyske socialdemokrati. Han begyndte sin politiske virksomhed først i 60'erne; var medlem af I Internationale. I 1869 var han i Eisenach en af stifterne af det tyske socialdemokrati, hvis formand han var fra 1891 til sin død. Han blev flere gange valgt ind i den tyske rigsdag. I 90'erne og begyndelsen af det 20. århundrede tog han afstand fra reformismen og revisionismen i det tyske socialdemokrati, men han begik dog selv en række fejl af centristisk art (utilstrækkelig bekæmpelse af opportunismen og overvurdering af de parlamentariske kampformers betydning osv.). Han øvede en betydelig international indflydelse.
Bernstein, Eduard (1850-1932) – leder af den mest opportunistiske fløj inden for det tyske socialdemokrati og II Internationale. Teoretiker for revisionisme og reformisme.
Bernstein deltog i den socialdemokratiske bevægelse fra 70'erne. 1881-1889 var han redaktør for socialdemokratiets centralorgan Der Sozialdemokrat. I 1896-1898 offentliggjorde han i tidsskriftet Die Neue Zeit en række artikler Socialismens Problemer, hvori han gik ind for en revision af marxismens filosofiske, økonomiske og politiske grundlag. Han mente, at arbejderklassens væsentligste opgave var at kæmpe for reformer og en forbedring af dens økonomiske situation (»Bevægelsen er alt – målet intet!«).
Kautsky, Karl (1854-1938) – en af det tyske socialdemokratis og II Internationales ledere. Fra 1881 udvikledes hans forfatterskab under Marx' og Engels' indflydelse. I 80'erne og 90'erne udgav han en række marxistiske skrifter. I 1910-11 kom hans opportunistiske standpunkter stærkt frem, og under 1. verdenskrig blev han aktiv modstander af den revolutionære marxisme. Efter oktoberrevolutionen vendte han sig skarpt mod den proletariske revolution, proletariatets diktatur og sovjetstaten.
Kerenskij, Aleksander (1881-1970) – en af de socialrevolutionæres deputerede til IV statsduma. Under 1. verdenskrig støttede han Tsarruslands krig. Efter den borgerlig-demokratiske revolution februar-marts 1917 blev han justits- og krigsminister og derefter statsminister i den provisoriske regering og landets militære øverstkommanderende. Efter oktoberrevolutionen bekæmpede han sovjetstyret. I 1918 flygtede han til udlandet.
Lassalle, Ferdinand (1825-1864) – tysk småborgerlig socialist. Han var grundlægger af den Almindelige Tyske Arbejderforening, der var af stor betydning for den tyske arbejderbevægelse, men Lassalle førte den ind på en opportunistisk vej. Han og hans tilhængere regnede med ad legal vej at kunne få oprettet produktionskooperativer med støtte fra den Bismarckske stat. Lassalle støttede en samling af Tyskland »fra oven« under Preussens ledelse. Hans anskuelser var en hæmsko for udformningen af klassebevidstheden i Tyskland og I Internationale.
Liebknecht, Wilhelm (1826-1900) – en af det tyske socialdemokratis grundlæggere. Fra 1875 og til sin død var han medlem af det tyske socialdemokratis øverste ledelse og ansvarshavende redaktør for centralorganet Vorwärts. Flere gange valgt til den tyske rigsdag. Adskillige gange i fængsel for revolutionær virksomhed. Tog aktivt del i I og II Internationales arbejde.
Marx og Engels værdsatte Wilhelm Liebknecht og vejledede hans virke, men kritiserede samtidig hans forsoningspolitik over for opportunistiske elementer.
Mikhajlovskij, N. K. (1842-1904) – kendt russisk talsmand for narodnismen, repræsentant for den subjektive skole i sociologien. Bekæmpede i tidsskriftet Russkoje Bogatstvo (Den Russiske Rigdom) marxisterne.
Pannekoek, Anton (1873-1960) – en af de ledende personligheder i det hollandske socialdemokratis venstrefløj. Fra 1919 indledte han et snævert samarbejde med venstrefløjen inden for det tyske socialdemokrati. Under 1. verdenskrig var han internationalist og var med til at udgive tidsskriftet Vorbote, der var teoretisk talerør for Zimmerwald-venstre, som opfordrede de krigsførende landes masser til at vende sig mod krigen gennem revolution mod deres egne regeringer. I 1918-1921 var Pannekoek medlem af Hollands Kommunistiske Parti, og han deltog i Kominterns arbejde. Han indtog en sekterisk ultra-venstre holdning. I 1921 trådte han ud af det kommunistiske parti og ophørte hurtigt efter med aktiv politisk virksomhed.
Plekhanov, G. V. (1856-1918) – materialistisk filosof, propagandist for marxismen i Rusland.
I 1875 kom han i forbindelse med narodnikkerne og sluttede sig til den revolutionære kamp. For at undgå tsarregimets forfølgelser flygtede han til udlandet, hvor han udviklede sig til marxist. I 1883 oprettede han den første russiske marxistiske organisation: Arbejdets Befrielse. I 90'erne indtrådte han i avisen Iskra og tidsskriftet Sarjas redaktioner.
Efter det russiske socialdemokratis 2. kongres hældede han mod opportunismen og knyttede sig til mensjevikkerne. Under den første russiske revolution i 1905 indtog han i afgørende spørgsmål et mensjevikisk standpunkt, men ikke desto mindre vendte han sig i tiden derefter mod de forsøg på revision af marxismen, som hovedsagelig blev gjort af mensjevikkerne.
Under 1. verdenskrig indtog han et social-chauvinistisk standpunkt. Efter februarrevolutionen ledede han det yderste højre blandt de mensjevikiske forsvarstilhængere. Han tog afstand fra bolsjevismen og den socialistiske revolution, da han ikke regnede med, at Rusland var modent til socialismen; men han bekæmpede ikke det sovjetiske styre.
Proudhon, Pierre-Joseph (1809-1865) – fransk skribent, økonom og sociolog, en af anarkismens grundlæggere.
I 1840 offentliggjorde han bogen: Hvad er Ejendom? Proudhon drømte om at gøre småbesidderen til samfundets grundsten og kritiserede kapitalismen ud fra en småborgerlig synsvinkel. Hovedårsagen til klassemodsætningerne var efter hans mening staten, og han fremsatte et utopisk projekt for statens fredelige likvidering, hvori han udtalte sig negativt om den politiske kamp. I 1846 offentliggjorde han sine filosofiske og økonomiske synspunkter i bogen Elendighedens Filosofi, som Marx kritiserede i sit modskrift Filosofiens Elendighed.
Spencer, Herbert (1820-1903) – engelsk filosof, psykolog og sociolog; positivist. Han mente at kunne begrunde den sociale ulighed ved henvisning til kampen for tilværelsen i naturen, som han mente var grundlæggende for menneskenes sociale tilværelse.
Stirner, Max (1806-1895) – tysk filosof, en af anarkismens og den småborgerlige individualismes teoretiske grundlæggere. Sine synspunkter har han udviklet i bogen Der Einzige und sein Eigentum (Den Eneste og Hans Ejendom), der udkom i 1844.
Struve, P. B. (1870-1944) – borgerlig økonom og publicist, en af »kadetterne«s dvs. det liberalt-monarkistiske partis ledere. I 90'erne var han en af de mest fremtrædende repræsentanter for den »legale marxisme«, der ville »øve kritik« mod og »supplere« Marx' økonomiske og filosofiske teorier for at tillempe marxismen til bourgeoisiets interesser.