Kritik af Gotha-programmet
Karl Marx og Friedrich Engels (1875/91)
Bilag til pjecen Kritik af Gotha-programmet, Forlaget Tiden 1977.
Det borgerlige samfunds økonomiske udvikling fører med naturnødvendighed til undergang for den lille bedrift, hvis grundlag er arbejderens privatejendom til hans produktionsmidler. Den skiller arbejderen fra hans produktionsmidler og forvandler ham til en besiddelsesløs proletar, imens produktionsmidlerne bliver til et monopol for et forholdsvis lille antal kapitalister og store jordejere.
Hånd i hånd med denne monopolisering af produktionsmidlerne går der en fortrængning af de opsplittede småvirksomheder gennem kolossale storvirksomheder, går udviklingen fra værktøj til maskine, går en kæmpemæssig vækst af det menneskelige arbejdes produktivitet. Men alle fordele ved denne forvandling bliver monopoliseret af kapitalisterne og de store jordejere. For proletariatet og de forsvindende mellemlag – småborgere, bønder - betyder den, at usikkerheden i deres eksistens, elendigheden, undertrykkelsen, trældommen, nedværdigelsen, udbytningen vokser uafbrudt.
Stadig større bliver antallet af proletarer, stadig større armeen af overflødige arbejdere, stadig skarpere modsætningen mellem udbyttere og de udbyttede, stadig mere forbitret klassekampen mellem bourgeoisi og proletariat, der deler det moderne samfund i to fjendtlige lejre og er det fælles kendetegn for alle industrilande.
Afgrunden mellem besiddende og besiddelsesløse uddybes endnu mere gennem de kriser, der har deres årsag i den kapitalistiske produktionsmådes væsen og bliver stadig mere omfattende og ødelæggende, gør den almene usikkerhed til samfundets normaltilstand og leverer bevis for, at produktivkræfterne er vokset det nuværende samfund over hovedet, at privatejendommen til produktionsmidlerne ikke længere kan forliges med deres hensigtsmæssige anvendelse og fulde udvikling.
Privatejendommen til produktionsmidlerne, der førhen var et middel til at sikre producenten ejendomsretten til hans produkt, er i dag blevet et middel til at ekspropriere bønder, håndværkere og småhandlende og lade de ikke-arbejdende – kapitalister, store jordejere – komme i besiddelse af arbejdernes produkt. Kun forvandlingen af den kapitalistiske privatejendom til produktionsmidlerne – jord, gruber og bjergværker, råstoffer, værktøj, maskiner, transportmidler – i samfundets ejendom og forvandlingen af vareproduktionen i socialistisk produktion, der drives for og af samfundet, kan bevirke, at storbedriften og det samfundsmæssige arbejdes stadigt voksende produktivitet fra en kilde til elendighed og undertrykkelse for de hidtil udbyttede klasser bliver til en kilde til den højeste velfærd og alsidig harmonisk fuldkommengørelse.
Denne samfundsmæssige forvandling betyder befrielse ikke blot af proletariatet, men af hele menneskeheden, som lider under tilstandene som de er i dag. Men den kan kun være arbejderklassens værk, fordi alle andre klasser på trods af deres indbyrdes interessestridigheder bygger på privatejendommen til produktionsmidlerne og har bevarelsen af det nuværende samfunds grundlag som fælles mål.
Arbejderklassens kamp mod den kapitalistiske udbytning er nødvendigvis en politisk kamp. Arbejderklassen kan ikke føre sine økonomiske kampe og ikke udvikle sin økonomiske organisation uden politiske rettigheder. Den kan ikke bevirke produktionsmidlernes overgang i helhedens eje uden at være kommet i besiddelse af den politiske magt.
Det er det socialdemokratiske partis opgave at gøre denne arbejderklassens kamp til en bevidst og enig kamp og pege på dens naturnødvendige mål.
Arbejderklassens interesser er de samme i alle lande med kapitalistisk produktionsmåde. Med udvidelsen af verdenssamkvemmet og produktionen for verdensmarkedet bliver arbejdernes stilling i hvert land stadig mere afhængig af arbejdernes stilling i de andre lande. Arbejderklassens befrielse er altså en opgave, som arbejderne i alle kulturlande har ligelig del i. I denne erkendelse føler og erklærer Tysklands socialdemokratiske parti sit fællesskab med de klassebevidste arbejdere i alle andre lande.
Tysklands socialdemokratiske parti kæmper altså ikke for nye klasseprivilegier og forrettigheder, men for afskaffelse af klasseherredømmet og af klasserne selv og for lige rettigheder og lige pligter for alle uden forskel af køn og afstamning. Udgående fra disse anskuelser kæmper det i det nuværende samfund ikke blot mod udbytningen og undertrykkelsen af lønarbejderne, men mod al slags udbytning og undertrykkelse, om den nu er rettet mod en klasse, et parti, et køn eller en race.
Udgående fra disse grundsætninger kræver Tysklands socialdemokratiske parti i første række:
Til beskyttelse af arbejderklassen kræver Tysklands socialdemokratiske parti først og fremmest:
*) Ved "truck-system" forstår man en ordning, hvor arbejderen enten får udbetalt en del af sin løn i naturalier eller er tvunget til at købe sine livsfornødenheder i arbejdsgiverens butikker, naturligvis til højere priser.