Staten og Revolutionen af Vladimir Lenin (1917)
1. Problemstillingen hos Marx
2. Overgangen fra kapitalisme til kommunisme
3. Det kommunistiske samfunds første fase
4. Det kommunistiske samfunds højere fase
Noter
Mest udførligt drøfter Marx dette spørgsmål i sin Kritik af Gotha-Programmet (63) (brev til Bracke af 5. maj 1875, offentliggjort så sent som 1891 i Neue Zeit, 9. årgang, bd. 1, på russisk er den udkommet i en særlig udgave). Den polemiske del af dette betydningsfulde værk, der giver en kritik af lassalleanismen, har så at sige trængt den positive del i baggrunden, nemlig: analysen af sammenhængen mellem kommunismens udvikling og statens bortdøen.
Når man overfladisk sammenligner brevet fra Marx til Bracke af 5. maj 1875 med Engels' tidligere nævnte brev til Bebel af 28. marts 1875, kunne det se ud, som om Marx langt mere end Engels var et "statsmenneske", og som om der bestod en meget betydelig forskel mellem de to forfatteres anskuelser om staten.
Engels anbefaler Bebel at holde op med al den snak om staten, at fjerne ordet "stat" helt fra programmet, og erstatte det med ordet "fællesskab", ja, Engels erklærer, at Kommunen ikke mere var en stat i egentlig forstand. Marx derimod taler endog om "det kommunistiske samfunds fremtidige statsvæsen", dvs. han anerkender tilsyneladende, at det er nødvendigt at have en stat selv under kommunismen.
En sådan opfattelse ville imidlertid være bundfalsk. En nærmere betragtning giver til resultat, at Marx' og Engels' anskuelser om staten og dens bortdøen stemmer nøje overens, og at Marx' førnævnte udtryk netop refererer sig til denne bortdøende statsorganisme.
Det er klart, at der ikke kan være tale om at fastslå tidspunktet for, når staten vil "dø bort", så meget mere, som det selvfølgelig drejer sig om en langvarig proces. Forklaringen på den tilsyneladende meningsforskel mellem Marx og Engels ligger i, at de behandler forskellige emner og har stillet sig forskellige opgaver. Engels stillede sig den opgave anskueligt, skarpt og i store træk at vise Bebel, hvor tåbelige de gængse fordomme om staten var (fordomme, som også Lassalle i høj grad delte). Marx strejfer kun i forbigående dette spørgsmål, han interesserer sig for et andet emne, det kommunistiske samfunds udvikling.
Hele Marx' teori er udviklingsteorien – i den mest konsekvente, mest fuldkomne, mest gennemtænkte og indholdsrige form - anvendt på den moderne kapitalisme. Ganske naturligt opstod for Marx spørgsmålet om også at anvende denne teori på kapitalismens forestående sammenbrud, og på den fremtidige kommunismes fremtidige udvikling.
Men på grundlag af hvilke kendsgerninger kan man rejse spørgsmålet om den fremtidige kommunismes fremtidige udvikling?
På det grundlag, at den vokser frem af kapitalismen, udvikler sig historisk af kapitalismen, er resultatet af en samfundsmæssig kraft, som kapitalismen har frembragt. Hos Marx finder man heller ikke spor af forsøg på at konstruere utopier eller at gætte ud i det blå om ting, man ikke kan have kendskab til. Marx stiller spørgsmålet om kommunismen sådan, som naturforskeren ville stille spørgsmålet med hensyn til lad os sige en ny biologisk afart, når man véd, at den er opstået på den eller den måde og modificerer sig i den og den bestemte retning.
Marx fjerner fremfor alt den forvirring, som Gotha-programmet havde fremkaldt i spørgsmålet om forholdet mellem stat og samfund.
"Det 'nuværende samfund' er det kapitalistiske samfund," skriver han, "som eksisterer i alle kulturlande, mere eller mindre fri for middelalderlig tilsætning, mere eller mindre modificeret af hvert lands særlige historiske udvikling, mere eller mindre udviklet. Derimod skifter 'den nuværende stat' med landegrænsen. Den er anderledes i det prøjsisk-tyske rige end i Svejts, anderledes i England end i de Forenede Stater. 'Den nuværende stat' er altså en fiktion.
Imidlertid har de forskellige kulturlandes forskellige stater, trods den brogede forskel mellem dem, hvad formen angår, alle det tilfælles, at de står på det moderne borgerlige samfunds grund, kun at dette samfund er mere eller mindre udviklet i kapitalistisk henseende. De har derfor også visse væsentlige karaktertræk tilfælles. I denne forstand kan man tale om den 'nuværende stat' i modsætning til fremtiden, da dens nuværende rod, det borgerlige samfund, vil være døet bort.
Spørgsmålet er så: hvilken forvandling vil der ske med staten i et kommunistisk samfund? Med andre ord, hvilke samfundsfunktioner bliver der tilbage dér, som er analoge med de nuværende statsfunktioner? Dette spørgsmål kan kun besvares videnskabeligt, og man kommer ikke problemet så meget som et loppespring nærmere, fordi man sætter ordene stat og folk sammen på tusind forskellige måder …" (64)
Efter at Marx således har hånet al snak om "folkestaten", formulerer han spørgsmålet og siger ligesom advarende, at man ved en videnskabelig besvarelse af spørgsmålet kun må operere med sikre videnskabelige data.
Det første, som hele udviklingsteorien og hele videnskaben overhovedet ganske nøje har fastslået, er den omstændighed - hvad utopisterne har glemt, og de nuværende opportunister, der er bange for den socialistiske revolution, er i færd med at glemme – at der historisk utvivlsomt må findes et særligt stadium eller en særlig etape, hvor overgangen fra kapitalismen til kommunismen sker.
"Mellem det kapitalistiske og det kommunistiske samfund," fortsætter Marx, "ligger den periode, hvor det ene samfund revolutionært omformes til det andet. Dertil svarer også en politisk overgangsperiode, under hvilken staten ikke kan være andet end proletariatets revolutionære diktatur." (65)
Denne følgeslutning hviler hos Marx på en analyse af den rolle, som proletariatet spiller i det nuværende kapitalistiske samfund, på kendsgerningerne om dette samfunds udvikling og om uforsonligheden i modsætningsforholdet mellem proletariatets og bourgeoisiets interesser.
Tidligere formulerede man problemet således: proletariatet må for at gennemtvinge sin befrielse styrte bourgeoisiet, erobre den politiske magt og oprette sit revolutionære diktatur.
Nu formulerer man problemet noget anderledes: overgangen fra det kapitalistiske samfund, der udvikler sig i retning mod kommunismen, til det kommunistiske samfund er umulig uden en "politisk overgangsperiode", og staten i denne periode kan kun være proletariatets revolutionære diktatur.
Hvorledes forholder dette diktatur sig nu til demokratiet?
Vi har set, at Det Kommunistiske Manifest simpelt hen stiller to begreber ved siden af hinanden: "at hæve proletariatet op til herskende klasse" og "at tilkæmpe sig demokratiet". På grundlag af alt, hvad der er sagt ovenfor, lader det sig nøjere fastslå, hvorledes demokratiet forandrer sig under overgangen fra kapitalisme til kommunisme.
I det kapitalistiske samfund har vi, idet vi forudsætter dets gunstige udvikling, et mere eller mindre fuldstændigt demokrati i den demokratiske republik. Dette demokrati er imidlertid stadig presset ind i den kapitalistiske udbytnings snævre rammer og er derfor i grunden stadig et demokrati for mindretallet, kun for de besiddende klasser, kun for de rige. Friheden i det kapitalistiske samfund er stadig omtrent det samme, som den var i de antikke græske republikker: frihed for slaveholderne. De moderne lønslaver er takket være den kapitalistiske udbytnings betingelser i den grad kuet af nød og elendighed, at de "har andet at tænke på" end demokrati og politik, så at befolkningens flertal under begivenhedernes almindelige fredelige gang er udelukket fra at tage del i det offentlige og politiske liv.
Denne påstands rigtighed bekræftes måske mest anskueligt af Tyskland, da den forfatningsmæssige legalitet netop holdt sig forbavsende længe og stabil i denne stat, næsten et halvt århundrede (1871-1914), og da socialdemokratiet i denne tid langt mere end i andre lande forstod "at udnytte legaliteten" og at organisere så stor en del af arbejderklassen i et politisk parti som ikke noget andet sted i verden.
Hvor stor er nu denne procentsats af politisk bevidste og aktive lønslaver, der er den højeste, der nogen sinde er blevet iagttaget i det kapitalistiske samfund? En million medlemmer i det socialdemokratiske parti – af femten millioner lønarbejdere! Tre millioner organiseret i fagforeninger – af femten millioner!
Demokrati for et forsvindende mindretal, demokrati for de rige - det er demokratismen i det kapitalistiske saxnfund. Betragter man det kapitalistiske demokratis mekanisme nøjere, så ser man overalt, i de "ubetydelige", såkaldte "ubetydelige", enkeltheder ved valgretten (bestemmelser om, at man skal have opholdt sig en vis tid i kommunen, udelukkelse af kvinderne osv.) og i de repræsentative organers teknik, i de faktiske indskrænkninger i forsamlingsfriheden (de offentlige bygninger er ikke for "tiggere"!), og i dagspressens rent kapitalistiske organisation osv., osv. – overalt hvor man ser hen, indskrænkninger og atter indskrænkninger af demokratiet. Disse indskrænkninger, undtagelser, hindringer for de fattige ser ubetydelige ud, navnlig for den, der aldrig selv har kendt til nød og ikke er kommet i berøring med det liv, de undertrykte klasser fører (og det er tilfældet med 9 af 10, om ikke med 99 af 100 borgerlige skribenter og politikere) men taget under ét bevirker disse indskrænkninger, at de fattige udelukkes, fortrænges fra politikken, fra den aktive deltagelse i demokratiet.
Marx har glimrende sammenfattet dette det kapitalistiske demokratis væsen, da han i sin analyse af Kommunens erfaringer sagde: De underkuede klasser får med flere års mellemrum lov til at afgøre, hvilken repræsentant for den herskende klasse der i parlamentet skal ud- og undertrykke deres krav.
Men fra dette kapitalistiske, uundgåeligt snævre demokrati, der ganske stille støder de fattige tilbage og derfor helt igennem er hyklerisk og løgnagtigt, fører udviklingen ikke simpelt hen jævnt og glat frem "til et stadig større demokrati", som de liberale professorer og småborgerlige opportunister ynder at fremstille det. Nej. Udviklingen fremad, dvs. udviklingen til kommunismen, går over proletariatets diktatur, og kan heller ikke gå nogen anden vej, for ingen uden proletariatet er i stand til at bryde de kapitalistiske udbytteres modstand, og anden vej findes ikke.
Men proletariatets diktatur, dvs. de undertryktes fortrop organiseret som herskende klasse med det formål at holde udbytterne nede, kan ikke simpelt hen nøjes med at udvide demokratiet. Samtidig med den uhyre udvidelse af demokratiet, der for første gang bliver et demokrati for de fattige, for folket og ikke et demokrati for de rige, medfører proletariatets diktatur en række undtagelser fra friheden, hvad undertrykkerne, udbytterne og kapitalisterne angår. Dem må vi holde nede for at befri menneskeheden fra lønslaveriet, deres modstand må brydes med magt, og det er klart, at dér, hvor der findes undertrykkelse og tvang, er der ingen frihed, intet demokrati.
Engels har udtrykt dette fortrinligt i sit brev til Bebel, hvor han, som læseren vil huske, sagde, at "så længe proletariatet endnu bruger staten, bruger det den ikke i frihedens interesse, men for at holde sine modstandere nede, og så snart der kan være tale om frihed, hører staten som sådan op med at bestå."
Demokrati for folkets vældige flertal og undertrykkelse med magt af folkets udbyttere og undertrykkere, altså deres udelukkelse fra demokratiet – det er demokratiets modificering ved overgangen fra kapitalisme til kommunisme.
Først i det kommunistiske samfund, når kapitalisternes modstand allerede definitivt er brudt, når kapitalisterne er forsvundet, og der ikke mere findes klasser (dvs. når der ikke mere findes nogen forskel mellem samfundets medlemmer i deres forhold til samfundets produktionsmidler) – først dér "hører staten op med at bestå", og først dér "kan der være tale om frihed". Først dér er et virkelig fuldstændigt demokrati muligt, demokrati uden nogen som helst undtagelse, først dér kan det virkeliggøres. Og først da begynder demokratiet at dø bort, af den simple grund, at menneskene, befriet for det kapitalistiske slaveri, for den kapitalistiske udbytnings utallige rædsler, tåbeligheder, gemenheder og brutale handlinger, efterhånden vil vænne sig til at overholde de mest elementære regler for kollektivt liv, regler, som er kendt fra gammel tid, og som gennem årtusinder er blevet gentaget i alle forskrifter, og overholde dem uden magtanvendelse, uden tvang, uden underordning, uden det særlige apparat til tvangsudøvelse, der hedder staten.
Udtrykket "staten dør bort" er valgt meget rammende, for det peger hen på, at processen både foregår lidt efter lidt og med elementær kraft. Kun vanen kan og vil utvivlsomt udøve en sådan virkning, for vi kan rundt omkring os tusinder af gange iagttage, hvor let mennesker vænner sig til at overholde de nødvendige regler for kollektivt liv, når der ikke er nogen udbytning, når der ikke findes noget, som oprører dem, udfordrer til protest og opstand og gør undertrykkelse til en nødvendighed.
Altså: i det kapitalistiske samfund har vi et beskåret, nødtørftigt, falsk demokrati, et demokrati alene for de rige, for et mindretal. Proletariatets diktatur, den periode, i hvilken overgangen til kommunismen foregår, vil for første gang skabe et demokrati for folket, for flertallet, ved siden af den nødvendige underkuelse af mindretallet, af udbytterne. Ene og alene kommunismen er i stand til at frembringe et i sandhed fuldstændigt demokrati, og jo mere fuldstændigt dette er, des hurtigere vil det blive unødvendigt og dø bort af sig selv.
Med andre ord: under kapitalismen har vi en stat i ordets egentlige forstand, en særlig maskine til den ene klasses undertrykkelse af den anden, og således at det er mindretallet, der undertrykker flertallet. Hvis et sådant forehavende som dette: at udbytternes mindretal systematisk undertrykker de udbyttedes flertal, skal lykkes, kræver det naturligvis enorm grusomhed, bestialsk undertrykkelse og strømme af blod, som menneskeheden vader igennem under slaveriet, livegenskabet og lønarbejder.
Endvidere, under overgangen fra kapitalismen til kommunismen er undertrykkelsen endnu en nødvendighed, men det er allerede da de udbyttedes flertal, der undertrykker udbytternes mindretal. Et særligt apparat, en særlig undertrykkelsesmaskine, en "stat" er endnu en nødvendighed, men det er allerede en overgangsstat, ikke en stat i egentlig forstand, for det er en så forholdsvis let, simpel og naturlig sag, at flertallet – de, der i går var lønslaver underkuer udbytternes mindretal, at det vil koste langt mindre blod end at undertrykke opstande af slaver, livegne og lønarbejdere og vil blive langt billigere for menneskeheden. Og det kan også forenes med, at demokratiet udvides til et så overvældende flertal af befolkningen, at nødvendigheden af en særlig maskine til undertrykkelse begynder at forsvinde. Udbytterne er naturligvis ikke i stand til at holde folket nede uden at have en meget kompliceret maskine til at opfylde denne opgave. Folket derimod er i stand til at holde udbytterne nede med en meget simpel "maskine", næsten uden "maskine", uden et særligt apparat, ved hjælp af de bevæbnede massers simple organisation (sådan som arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter, indskyder vi, idet vi foregriber det følgende).
Endelig: kun kommunismen skaber den tilstand, under hvilken staten bliver fuldstændig unødvendig, for der er ingen, der skal holdes nede, "ingen" i betydning af en klasse, i betydningen: systematisk kamp mod en bestemt del af befolkningen. Vi er ikke utopister og benægter aldeles ikke muligheden og uundgåeligheden af enkelte personers udskejelser samt nødvendigheden af at skride ind over for sådanne udskejelser. Men for det første behøver man ingen særlig maskine, ikke noget særligt undertrykkelsesapparat til dette formål. Det vil det bevæbnede folk iværksætte lige så simpelt og let, som en hvilken som helst skare civiliserede mennesker endog i det nuværende samfund skiller slagsbrødre ad eller forhindrer, at en kvinde voldtages. For det andet véd vi, at den sociale grundårsag til de udskejelser, der betyder en krænkelse af reglerne for det kollektive liv, er massernes udbytning, deres nød og elendighed. Når denne hovedårsag er fjernet, vil udskejelserne uundgåeligt begynde at "dø bort". Vi véd ikke, hvor hurtigt og i hvilken rækkefølge det vil ske, men vi véd, at de vil dø bort. Samtidig med, at udskejelserne dør bort, vil også staten dø bort.
Uden at indlade sig på utopier fastslog Marx nøjere det, der allerede nu lader sig fastslå om denne fremtid, nemlig forskellen mellem det kommunistiske samfunds lavere og højere fase (trin, etape).
I sin Kritik af Gotha-programmet modbeviser Marx indgående Lassalles idé, at arbejderen under socialismen vil få det "ubeskårne" eller "fulde udbytte af sit arbejde". Marx viser, at der fra samfundets samlede produktion skal fradrages en reservefond, en fond til udvidelse af produktionen, endvidere til erstatning af opslidte maskiner osv., dernæst af forbrugsmidlerne en fond til administrationsomkostninger, til skoler, sygehuse, alderdomshjem og lignende.
I stedet for Lassalles tågede, uklare almindelige frase ("arbejderen skal have det fulde udbytte af sit arbejde") beregner Marx nøgternt, hvordan det socialistiske samfund vil blive nødt til at indrette sin økonomi. Marx giver sig i lag med en konkret analyse af livsbetingelserne i et sådant samfund, hvor der ikke mere findes kapitalisme, og siger:
"Det vi har at gøre med her" (ved drøftelsen af arbejderpartiets program) "er ikke et sådant kommunistisk samfund, som har udviklet sig på sit eget grundlag, men tværtimod et sådant, som lige udgår fra netop det kapitalistiske samfund, og som altså i enhver henseende, økonomisk, moralsk og åndeligt endnu er behæftet med modermærkerne fra det gamle samfund, af hvis skød det kommer" (66)
Dette kommunistiske samfund, der først lige er kommet til guds skønne verden af kapitalismens skød, og som i enhver henseende bærer det gamle samfunds præg, betegner Marx netop som det kommunistiske samfunds "første" eller lavere fase.
Produktionsmidlerne er allerede nu ikke længere enkelte personers privatejendom. Produktionsmidlerne tilhører hele samfundet. Hvert medlem af samfundet yder en vis del af det samfundsmæssigt nødvendige arbejde og får af samfundet et bevis for, at han har leveret så og så meget arbejde. For dette bevis får han et tilsvarende kvantum produkter i de offentlige forbrugsmagasiner. Efter at det kvantum arbejde, der er bestemt for de fælles fonds, er trukket fra, får hver arbejder altså lige så meget tilbage af samfundet, som han har givet det.
Der hersker på en vis måde "lighed".
Men når Lassalle, der havde en sådan samfundsordning for øje (som i almindelighed kaldes socialisme, mens Marx kalder den kommunismens første fase), siger, at dette er "retfærdig fordeling", "lige ret til det samme arbejdsudbytte", så tager han fejl, og Marx afslører hans fejltagelse.
Lige ret, siger Marx, har vi ganske vist her, men det er endnu den "borgerlige ret", der, som al ret, forudsætter ulighed. Al ret betyder anvendelse af den samme målestok på forskellige individer, som i virkeligheden ikke er ens men ulige, den "lige ret" er derfor en krænkelse af ligheden og en uretfærdighed. Faktisk får enhver, der har ydet en lige så stor del af det samfundsmæssige arbejde som en anden, den samme andel i samfundets produktion (efter at de nævnte fradrag er foretaget).
Men de enkelte mennesker er ikke lige: den ene er stærkere,
den anden er svagere, den ene er gift, den anden ikke, den ene
har flere, den anden færre børn osv.
"... Ved samme arbejdsydelse," konkluderer Marx, "og følgelig samme andel i samfundets konsumtionsfond, får den ene altså faktisk mere end den anden, er den ene rigere end den anden osv. For at undgå disse uheldige tilstande skulle retten være ulige i stedet for lige." (67)
Retfærdighed og lighed kan kommunismens første fase altså endnu ikke give, der bliver ved at være forskel i rigdom, og en uretfærdig forskel, men det vil være umuligt, at det ene menneske udbytter det andet, for det vil ikke længere være muligt at tilrive sig produktionsmidlerne, fabrikkerne, maskinerne, jorden osv. som privatejendom. Idet Marx sønderlemmer Lassalles småborgerlige, uklare frase om "lighed" og "retfærdighed" overhovedet, viser han udviklingsgangen i det kommunistiske samfund, der er tvunget til først kun at fjerne den "uretfærdighed", at enkelte personer har sat sig i besiddelse af produktionsmidlerne, og som foreløbig ikke er i stand til med ét slag også at fjerne den yderligere uretfærdighed, at fordelingen af forbrugsmidlerne sker "efter arbejdsydelsen" (og ikke efter behovet).
Vulgærøkonomerne, deriblandt de borgerlige professorer, deriblandt også "vor" Tugan, bebrejder bestandig socialisterne, at de glemmer menneskenes ulighed og "drømmer" om at fjerne denne ulighed. Som vi ser, viser en sådan bebrejdelse kun d'herrer borgerlige ideologers store uvidenhed.
Marx tager ikke alene meget nøje hensyn til menneskenes uundgåelige ulighed, han tager også hensyn til, at produktionsmidlernes blotte overgang til hele samfundets fællesejendom ("socialisme" i ordets gængse betydning) ikke fjerner manglerne ved fordelingen og "den borgerlige rets" ulighed, som vedbliver at herske, for så vidt produkterne bliver fordelt "efter arbejdsydelsen".
"Men disse misforhold," fortsætter Marx, "er uundgåelige i den første fase af det kommunistiske samfund, der efter lange fødselsveer lige er fremgået af det kapitalistiske samfund. Retten kan aldrig stå over samfundets økonomiske struktur og den deraf betingede kulturudvikling." (68)
I det kommunistiske samfunds første fase (som i almindelighed kaldes socialisme) afskaffes den "borgerlige ret" altså ikke fuldstændigt, men kun delvis, kun i overensstemmelse med den allerede opnåede økonomiske omvæltning, dvs. kun med hensyn til produktionsmidlerne. Den "borgerlige ret" anerkender dem som enkeltindividers privatejendom. Socialismen gør dem til fælles ejendom. For så vidt – og kun for så vidt – falder den "borgerlige ret" bort.
Den vedbliver imidlertid at bestå i andre henseender, den består vedblivende som regulator (ordner) ved arbejdets og produkternes fordeling blandt samfundets medlemmer. "Den, der ikke arbejder, skal heller ikke have føden", dette socialistiske princip er allerede virkeliggjort, "det samme kvantum produkter for det samme kvantum arbejde" - også dette socialistiske princip er allerede virkeliggjort. Det er imidlertid endnu ikke kommunisme, og det afskaffer endnu ikke den "borgerlige ret", der giver ulige mennesker anvisning på den samme mængde produkter for ulige (faktisk ulige) arbejdsydelse.
Det er et "misforhold", siger Marx, men det er uundgåeligt i kommunismens første fase, for hvis man ikke vil henfalde til utopier, må man ikke tro, at menneskene samtidig med kapitalismens fald pludselig vil lære at arbejde for helheden uden nogen som helst retsnormer, og desuden er de økonomiske forudsætninger for en sådan ændring ikke øjeblikkelig givet med kapitalismens afskaffelse.
Men andre normer end den "borgerlige ret"s findes endnu ikke. For så vidt er det stadigvæk nødvendigt at have en stat, der skal beskytte arbejdsydelsens lighed og ligheden ved produkternes fordeling og samtidig varetage samfundets ejendomsret til produktionsmidlerne.
Staten dør bort, for så vidt der ikke mere findes kapitalister eller klasser, og man derfor heller ikke mere kan undertrykke nogen klasse.
Staten er imidlertid ikke døet helt bort, for beskyttelsen af den "borgerlige ret", der sanktionerer den faktiske ulighed, vedbliver endnu at bestå. For at staten fuldstændig kan dø bort, kræves den fuldstændige kommunisme.
Marx fortsætter:
"... I en højere fase af det kommunistiske samfund, når den lænkebindende underordning af individerne under arbejdsdelingen er forsvundet og dermed også modsætningerne mellem legemligt og åndeligt arbejde, når arbejdet er blevet ikke blot et middel til at opretholde livet, men selve den første livsfornødenhed, når også produktionskræfterne er vokset med individernes alsidige udvikling, og alle den kollektive rigdoms kilder vælder stærkere frem – først da kan den snævre borgerlige retshorisont helt overskrides og samfundet skrive på sine faner: Enhver yder efter evne, enhver får efter behov!" (69)
Først nu kan vi fuldt ud værdsætte, hvor rigtige Engels' bemærkninger er, når han skånselsløst forhåner det meningsløse i at sammenkæde ordene "frihed" og "stat". Så længe der findes en stat, er der ingen frihed. Når der engang findes frihed, er der ikke nogen stat mere.
Det økonomiske grundlag for statens fuldstændige bortdøen er en så høj udvikling af kommunismen, at modsætningen mellem åndeligt og legemligt arbejde forsvinder, og altså dermed en af de vigtigste kilder til den nuværende sociale ulighed fjernes, en kilde, som man ingenlunde kan skaffe ud af verden på én gang, ved at produktionsmidlerne går over til samfundsejendom, ved simpelt hen at ekspropriere kapitalisterne.
Denne ekspropriation vil muliggøre en gigantisk udvikling af produktivkræfterne. Og når vi ser, hvorledes kapitalismen allerede nu hæmmer denne udvikling ganske utroligt, hvor meget mere der kunne produceres på grundlag af den teknik, vi allerede er nået til i dag, så er vi berettigede til at sige med fuld overbevisning, at ekspropriationen af kapitalisterne uundgåeligt vi have en uhyre udvikling af det menneskelige samfunds produktivkræfter til følge. Men hvor hurtigt denne udvikling vil skride frem, hvor hurtigt den vil føre til at ophæve arbejdsdelingen, fjerne modsætningen mellem legemligt og åndeligt arbejde og forvandle arbejdet til "den første livsfornødenhed", det ved vi ikke, og vi kan ikke vide det.
Vi har derfor også kun ret til at tale om statens uundgåelige bortdøen, når vi betoner denne proces' langvarighed, dens afhængighed af, hvor hurtigt kommunismens højere fase udvikler sig, og spørgsmålet om tidspunktet eller om de konkrete former for denne bortdøen står fuldstændig åbent, for der eksisterer ikke noget materiale til afgørelse af sådanne spørgsmål.
Staten vil kunne dø fuldstændig bort, når samfundet har virkeliggjort grundsætningen: "Enhver yder efter evne, enhver får efter behov," dvs. når menneskene har vænnet sig til at følge grundreglerne for det kollektive liv og deres arbejde er så produktivt, at de frivilligt yder efter evne. "Den snævre borgerlige retshorisont", der fører til, at man med en Shylocks snæverhjertethed passer på, at man endelig ikke arbejder en halv time længere end den anden eller får nogen ringere betaling end den anden – denne snævre horisont er man da kommet ud over. Det vil da ikke mere være nødvendigt, at samfundet normerer, hvor meget der tilkommer hver enkelt ved fordelingen af produkterne, enhver vil frit tage "efter behov".
Ud fra et borgerligt standpunkt er det let at betegne en sådan samfundsstruktur som "ren utopi" og at grine ad, at socialisterne lover enhver ret til at få et hvilket som helst kvantum trøfler, automobiler, klaverer osv. af samfundet, uden nogen kontrol af den enkelte borgers arbejdsydelse. De fleste borgerlige "lærde" nøjes endnu den dag i dag med dette grin og forråder derved deres egen uvidenhed og egennyttige forsvar for kapitalismen.
Uvidenhed – for det er ikke faldet nogen socialist ind at "love", at den højere fase af kommunismens udvikling vil indtræde. Og når de store socialister forudser, at den vil indtræde, forudsætter de en ganske anden arbejdsproduktivitet end den nuværende og har ikke den nuværende spidsborger for øje, som er i stand til at øde samfundets rigdom bort og forlange umulige ting "for sjov", omtrent som eleverne på præsteseminariet hos Pomjalovskij. (70)
Indtil vi er kommet ind i kommunismens "højere" fase, kræver socialisterne den strengeste kontrol fra samfundets og fra statens side med arbejdets og forbrugets mængde, men denne kontrol må i hvert fald begynde med at ekspropriere kapitalisterne, med arbejdernes kontrol over kapitalisterne, og den skal gennemføres ikke af bureaukraternes stat, men af de bevæbnede arbejderes stat.
Når de borgerlige ideologer (og deres lakajer af samme kaliber som d'herrer Tsereteli, Tjernov og konsorter) i egen interesse forsvarer kapitalismen, sker det netop ved, at de ved hjælp af diskussioner og snak om fjerne kommende tider forfalsker den nuværende politiks vitale og brændende spørgsmål: kapitalisternes ekspropriering, alle borgeres forvandling til arbejdere og funktionærer i et stort "syndikat", nemlig hele staten, og den fuldstændige indordning af hele dette syndikats samlede arbejde under den virkelig demokratiske stat, arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetters stat.
Når den lærde professor, og med ham spidsborgeren og med ham igen d'herrer Tsereteli og Tjernov, taler om bolsjevikkernes meningsløse utopier og demagogiske løfter, om umuligheden af at "indføre" socialismen, så mener de netop kommunismens højere stadium, den højere fase, som ikke alene ingen har lovet, men heller ingen har tænkt på at "indføre", da den overhovedet ikke lader sig "indføre".
Og her er vi nået til spørgsmålet om den videnskabelige forskel mellem socialisme og kommunisme, som Engels berører i sine ovenfor nævnte betragtninger om det urigtige i at benytte betegnelsen "socialdemokrat". Politisk vil forskellen mellem kommunismens første eller lavere og dens højere fase sandsynligvis engang være uhyre stor, men det ville være latterligt at fremhæve denne forskel nu under kapitalismen, og højst nogle enkelte anarkister kunne skyde den i forgrunden (for så vidt der blandt anarkisterne endnu skulle være nogen tilbage, der intet har lært, efter at Kropotkin, Graves, Cornelissen og andre anarkistiske "lys" er forvandlet til socialchauvinister af "plekhanovsk" type eller til skyttegravs-anarkister – som Ge. en af de få anarkister, der endnu har ære og samvittighed i behold, har udtrykt sig).
Men den videnskabelige forskel mellem socialisme og kommunisme er klar. Det man i almindelighed betegner som socialisme, kaldte Marx det kommunistiske samfunds "første" eller lavere fase. For så vidt produktionsmidlerne bliver fælleseje, er ordet "kommunisme" også på sin plads her, når man ikke glemmer, at det ikke er nogen fuldstændig kommunisme. Den store betydning af Marx' forklaringer består i, at han også her konsekvent anvender den materialistiske dialektik, udviklingslæren, idet han betragter kommunismen som noget, der udvikler sig af kapitalismen. I stedet for skolastisk spidsfindige, "udspekulerede" definitioner og ufrugtbare ordkløverier (om hvad der er socialisme, og hvad der er kommunisme) leverer Marx en analyse af det, man kunne betegne som trin i kommunismens økonomiske modning.
I sin første fase, på sit første trin kan kommunismen i økonomisk henseende endnu ikke være fuldstændig moden, fuldstændig fri for kapitalismens traditioner eller spor. Dette forklarer et så interessant fænomen som bibeholdelsen af den "snævre borgerlige retshorisont" under kommunismens første fase. Den borgerlige ret, der gælder ved fordelingen. af forbrugsmidlerne, forudsætter naturligvis også den borgerlige stat, for retten er intet uden et apparat, der er i stand til at gennemtvinge overholdelsen af retsnormerne.
Heraf følger altså, at under kommunismen bliver ikke alene den borgerlige ret ved at bestå en vis tid, men endog den borgerlige stat – uden bourgeoisiet!
Dette kan tage sig ud som et paradoks eller en rent dialektisk leg med ord, som det hyppigt bebrejdes marxismen af folk, der ikke i mindste måde har gjort sig umage for at studere dens overordentlig dybe indhold.
I virkeligheden viser livet os for hvert skridt, i naturen som i samfundet, rester af det gamle midt i det nye. Og Marx har ikke vilkårligt puttet et lille stykke "borgerlig" ret ind i kommunismen, men har taget det, der økonomisk og politisk er uundgåeligt i et samfund, der vokser frem af kapitalismens skød.
Demokratiet er af uhyre betydning i arbejderklassens befrielseskamp mod kapitalisterne. Men demokratiet er ingenlunde en grænse, der ikke er til at overskride, men kun en af etaperne på vejen fra feudalisme til kapitalisme og fra kapitalisme til kommunisme.
I demokrati ligger der lighed. Det er klart, hvor stor en betydning proletariatets kamp for lighed og parolen "lighed" har, når man opfatter ligheden rigtigt, nemlig som klassernes afskaffelse. Men i demokrati ligger der kun formel lighed. Og straks efter virkeliggørelsen af alle samfundsmedlemmers lighed, hvad besiddelsen af produktionsmidlerne angår, dvs. lige arbejde, lige løn, vil det spørgsmål uundgåeligt rejse sig for menneskeheden, hvordan den skal skride frem fra den formelle til den faktiske lighed, dvs. til virkeliggørelse af reglen: "Enhver yder efter evne, enhver får efter behov". Hvilke etaper menneskeheden skal gennemløbe på vejen til dette højere mål, hvilke praktiske forholdsregler den skal gribe til i denne henseende – vi ved det ikke og kan ikke vide det. Men det er vigtigt at blive klar over, hvor uendelig forløjet den almindelige borgerlige fremstilling er, at socialismen er noget dødt, stivnet, noget der er givet én gang for alle, mens der i virkeligheden først med socialismen vil begynde et hurtigt, virkeligt, et sandt massefremskridt på alle privatlivets og det offentlige livs områder, først under deltagelse af befolkningens flertal og senere af hele befolkningen.
Demokratiet er en statsform, en af statens varianter. Det er derfor som enhver stat en organiseret, systematisk anvendelse af tvang over for mennesker. Det er den ene side. Men på den anden side betyder demokrati den formelle anerkendelse af ligheden mellem borgerne, alles lige ret til at bestemme statens forfatning og administration. Dette har atter til følge, at demokratiet på et bestemt trin af sin udvikling for det første sammensvejser kapitalismens klassefjender, det revolutionære proletariat og giver det mulighed for at sønderslå, at sønderbryde den borgerlige, endda republikanske statsmaskine - stående hær, politi, bureaukrati – at skaffe den ud af verden og at erstatte den med en mere demokratisk maskine (men stadig væk en statsmaskine), der består af de bevæbnede arbejdermasser, der efterhånden forvandles til det samlede folks deltagelse i militsen.
Her "slår kvantiteten om i kvalitet": dette trin af demokratiet er knyttet sammen med en sprængning af det borgerlige samfunds rammer, med begyndelsen til dets socialistiske omformning. Når faktisk alle tager del i statens ledelse, så kan kapitalismen ikke holde sig. Omvendt skaber kapitalismens udvikling forudsætningerne for, at virkelig "alle" kan tage del i statens ledelse. Til disse forudsætninger hører den almindelige skolepligt, der allerede er gennemført i de mest fremskredne kapitalistiske lande, endvidere den opgave at "skole og disciplinere" millioner af arbejdere ved hjælp af det store, komplicerede nationaliserede apparat: postvæsenet, jernbanerne, storbedrifterne, storhandelen, bankvæsenet osv., osv.
Under sådanne økonomiske forudsætninger er det absolut muligt med det samme, fra den ene dag til den anden, efter at kapitalisterne og embedsmændene er blevet afsat, at erstatte dem – hvad kontrollen med produktionen og fordelingen og hvad registreringen af arbejdet og produkterne angår - med de bevæbnede arbejdere, med hele det bevæbnede folk. (Man må ikke forveksle spørgsmålet om kontrol og registrering med spørgsmålet om det videnskabeligt uddannede personale, ingeniører, agronomer osv.: disse herrer arbejder i dag, idet de føjer sig efter kapitalisterne, de vil arbejde endnu bedre i morgen, idet de føjer sig efter de bevæbnede arbejdere.)
Registrering og kontrol – det er hovedsagen for at komme i gang med det kommunistiske samfunds første fase og få den til at fungere rigtigt. Alle borgere forvandles her til lønnede funktionærer i staten, der består af de bevæbnede arbejdere. Alle borgere bliver funktionærer og arbejdere i ét stats"syndikat", der omfatter hele folket. Det drejer sig kun om, at de alle skal arbejde i lige grad, gøre deres portion arbejde rigtigt og have løn i lige grad. Registreringen og kontrollen heraf har kapitalisterne forenklet til det yderste og forvandlet det til usædvanlig simple opsyns- og noteringsoperationer, der forstås af enhver, der kan læse, skrive og regne, og som er i stand til at udstede tilsvarende kvitteringer. *)
Når folkets flertal selvstændigt og overalt tager fat på en sådan registrering, en sådan kontrol med kapitalisterne (der nu er blevet til funktionærer) og med de fine herrer intellektuelle, der har bibeholdt kapitalistiske uvaner, så vil denne kontrol blive virkelig universel, almindelig og national, så vil man ikke mere kunne unddrage sig den, "hullerne er stoppede".
Hele samfundet vil blive et enkelt kontor og en enkelt fabrik med lige arbejde og lige løn.
Men denne "fabriks"disciplin, som det sejrrige proletariat, efter at kapitalisterne er styrtet og udbytterne fjernet, vil indføre overalt i samfundet, er alt andet end vort ideal eller vort endelige mål, den er kun et trin, der er nødvendigt for radikalt at få samfundet renset for den kapitalistiske udbytnings nederdrægtighed og gemenhed og for at komme videre frem.
Fra det øjeblik, da alle samfundets medlemmer eller i det mindste deres overvældende flertal selv har lært at regere staten, selv har taget denne sag i deres hånd, har "ordnet" kontrollen med kapitalisternes forsvindende mindretal, med den slags hertuger, der gerne ville bevare de kapitalistiske uvaner, med de arbejdere, der er blevet dybt demoraliseret af kapitalismen, fra det øjeblik begynder nødvendigheden af en hvilken som helst regeren overhovedet at forsvinde. Jo mere fuldstændigt demokratiet er, des nærmere er det øjeblik, hvor det bliver overflødigt. Jo mere demokratisk den "stat" er, der består af bevæbnede arbejdere, og som "ikke mere er nogen stat i egentlig forstand", des hurtigere begynder al stat at dø bort.
For når alle har lært selvstændigt at lede samfundsproduktionen og faktisk leder den, når de selvstændigt virkeliggør registreringen og kontrollen med snylterne, fars sønnerne, kæltringerne og lignende "vogtere af kapitalismens traditioner", vil det uundgåeligt blive så uhyre vanskeligt at slippe uden om denne af hele folket gennemførte registrering og kontrol, det vil være en så sjælden undtagelse og sandsynligvis drage en så hurtig og alvorlig straf efter sig (idet de bevæbnede arbejdere er praktiske mennesker og ikke sentimentale intellektuelle og næppe er til at spøge med), at nødvendigheden af at overholde de ukomplicerede grundregler for alt menneskeligt samliv meget hurtigt vil blive en vane.
Og dermed vil den port, der fra det kommunistiske samfunds første fase fører til den højere fase og dermed også til statens fuldstændige bortdøen, stå på vid gab.
*) Når staten i en væsentlig del af sine funktioner reduceres til, at arbejderne selv foretager en sådan registrering og kontrol, holder den op med at være en "politisk stat", så "forvandles de offentlige funktioner fra politiske til simple administrative funktioner". (Jvf. ovenfor kapitel IV, par. 2, om Engels' polemik med anarkisterne.)
63. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 7 ff.
64. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 25.
65. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 25.
66. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 16.
67. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 17.
68. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 17.
69. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 17-18.
70. I sine Skitser fra Seminarielivet blottede N. Pomjalovskij den absurde opdragelse og de brutale sædvaner i Ruslands præsteskoler i 1850-1860'erne.