Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Fra pjecen Kritik af Gotha-programmet, Forlaget Tiden 1977.
London, 5. maj 1875.
Kære Bracke!
Når De har gennemlæst efterfølgende kritiske randbemærkninger til koalitionsprogrammet, er De nok så venlig at sende dem til Geib og Auer, Bebel og Liebknecht, så at de kan sætte sig ind i dem. Jeg er overbebyrdet med arbejde og må allerede arbejde langt ud over det antal timer, lægen har foreskrevet mig. Det var derfor ingenlunde nogen "nydelse" for mig at skrive så lang en skylle. Det var imidlertid nødvendigt, for at skridt, som jeg senere agter at foretage, ikke skal blive misforstået af de partifæller, som denne meddelelse er bestemt for.
Når koalitionskongressen er blevet afholdt, vil Engels og jeg nemlig offentliggøre en kort erklæring, i hvilken det hedder, at vi helt igennem står det nævnte principielle program fjernt og ikke har noget at gøre med det.
Dette er absolut nødvendigt, da man i udlandet har den opfattelse – den absolut fejlagtige opfattelse –, der omhyggeligt næres af partifjender, at vi i al hemmelighed leder det såkaldte Eisenachpartis bevægelse herfra. I et russisk skrift, der for nylig er udkommet, gør Bakunin mig f.eks. stadig ansvarlig ikke alene for alle dette partis programmer o.s.v., men endogså for hvert skridt, som Liebknecht har gjort fra den dag, han begyndte at arbejde sammen med Folkepartiet.
Bortset derfra er det min pligt heller ikke ved diplomatisk tavshed at anerkende et program, der efter min overbevisning er absolut forkasteligt, og som demoraliserer partiet.
Hvert skridt virkelig bevægelse er vigtigere end snese af programmer. Hvis man altså ikke kunne gå videre end Eisenachprogrammet – og tidsomstændighedeme tillod det ikke –, så skulle man simpelthen have afsluttet en overenskomst om aktion mod den fælles fjende. Men affatter man principielle programmer (i stedet for at udskyde dette til en tid, hvor den slags er forberedt ved længere fælles virksomhed), så oprejser man for alverdens øjne mærkepæle, på hvilke man måler partibevægelsens niveau. Lassalleanernes chefer kom, fordi forholdene tvang dem til det. Hvis man fra første færd havde erklæret over for dem, at man ikke indlod sig på nogen sjakren med principperne, så var de blevet nødt til at nøjes med et aktionsprogram eller en organisationsplan til fælles aktion. I stedet tillader man dem at indfinde sig bevæbnet med mandater og anerkender på sin side disse mandater som bindende, overgiver sig altså på nåde og unåde til dem, der selv har hjælp behov. For at sætte kronen på værket holder de igen en kongres forud for kompromiskongressen, mens vort eget parti holder sin kongres post festum [1]. Man ville åbenbart holde al kritik nede og forhindre vort eget parti i at tænke over sagen. Man véd, hvordan den blotte kendsgerning, at sammenslutningen er tilvejebragt, tilfredsstiller arbejderne, men man tager fejl, hvis man tror, at denne øjeblikkelige sejr ikke er købt for dyrt.
Forøvrigt duer programmet ikke, ganske bortset fra kanoniseringen af Lassalles trosartikler.
Jeg vil i nærmeste fremtid sende Dem de sidste hefter af den franske udgave af "Kapitalen" [2]. Fortsættelsen af trykningen blev i lang tid hæmmet ved forbud fra den franske regering. I denne uge eller i begyndelsen af næste bliver man færdig. Har De modtaget de tidligere seks hefter? Vær så venlig at sende mig Bernhard Beckers adresse, som jeg ligeledes vil sende de sidste hefter til.
"Volksstaat"-boghandelen [3] har sine egne manerer. Således har man f.eks. indtil dette øjeblik ikke sendt mig så meget som et eksemplar af det nye oplag af "Kommunistprocessen i Køln".
Med bedste hilsen
Deres Karl Marx.
1. Efter festen, d.v.s. bagefter.
2. Den franske oversættelse af "Kapitalen"s første bind redigeredes af Marx selv og udkom i hefter i årene 1872/75 i Paris.
3. Der sigtes til det socialdemokratiske arbejderpartis forlag, der var oprettet ved redaktionen af partiets hovedorgan "Der Volksstaat" (1869/76) i Leipzig.