Kritik af Gotha-programmet
Karl Marx og Friedrich Engels (1875/91)
Skrevet af K. Marx i begyndelsen af maj 1875. Offentliggjort første gang (med udeladelser) i "Die neue Zeit", årgang 1891. Efter manuskriptet.
1. "Arbejdet er kilden til al rigdom og al kultur, og da nyttebringende arbejde kun er muligt i samfundet og ved samfundet, tilhører arbejdsudbyttet ubeskåret, med lige ret, alle samfundets medlemmer."
Paragrafens første del: "Arbejdet er kilden til al rigdom og al kultur".
Arbejdet er ikke kilden til al rigdom. Naturen er i lige så høj grad kilden til brugsværdierne (og det er vel af sådanne, den materielle rigdom består!) som arbejdet, der selv kun er udtryk for en naturkraft, den menneskelige arbejdskraft. Den frase kan man finde i enhver ABC, og den er for så vidt rigtig, som det underforstås, at arbejdet foregår med de genstande og midler, der hører til. Men et socialistisk program må ikke tillade sådanne borgerlige talemåder at fortie de betingelser, der alene giver dem mening. Og for så vidt mennesket fra første færd forholder sig som besidder over for naturen, den første kilde til alle arbejdsmidler og -genstande, og behandler den som sin ejendom, bliver hans arbejde kilde til brugsværdier, altså også til rigdom. Borgerne har meget gode grunde til at tildigte arbejdet overnaturlig skaberkraft; thi netop fordi arbejdet er betinget af naturen, bliver resultatet, at det menneske, der ikke er i besiddelse af andet end sin arbejdskraft, under alle samfunds- og kulturtilstande må være slave for de andre mennesker, der har gjort sig til ejere af de materielle arbejdsbetingelser. Han kan kun arbejde med deres tilladelse, altså kun leve med deres tilladelse.
Lad os nu forlade denne sætning, som den står, eller snarere, som den halter. Hvilken konklusion skulle man have ventet? Åbenbart denne:
"Da arbejdet er kilden til al rigdom, kan heller ingen i samfundet tilegne sig rigdom uden som produkt af arbejde. Når han altså ikke arbejder selv, lever han af fremmed arbejde og tilegner sig også sin kultur på bekostning af fremmed arbejde."
I stedet tilføjer man ved hjælp af ordskruen: "og da" endnu en sætning for så at drage en slutning af den og ikke af den første.
Paragrafens anden del: "Nyttebringende arbejde er kun muligt i samfundet og ved samfundet."
Ifølge den første sætning var arbejdet kilden til al rigdom og al kultur, altså var heller ikke noget samfund muligt uden arbejde. Nu får vi omvendt at vide, at intet "nyttebringende" arbejde er muligt uden samfund.
Man kunne lige så godt have sagt, at kun i samfundet kan unyttigt, ja endog samfundsskadeligt arbejde blive en erhvervsgren, at man kun i samfundet kan leve af lediggang o.s.v. o.s.v. – kort sagt man kunne have afskrevet hele Rousseau.
Og hvad er "nyttebringende" arbejde? Det kan kun være det arbejde, der frembringer den tilsigtede nyttevirkning. En vild – og mennesket er en vild, efter at det er ophørt at være abe -, som dræber et dyr med en sten, samler frugt o.s.v., udfører "nyttebringende" arbejde.
For det tredje: konklusionen: "Og da nyttebringende arbejde kun er muligt i samfundet og ved samfundet, – tilhører arbejdsudbyttet ubeskåret, med lige ret, alle samfundets medlemmer."
En dejlig slutning! Hvis det nyttebringende arbejde kun er muligt i samfundet og ved samfundet, tilhører arbejdsudbyttet samfundet – og følgelig tilkommer der kun den enkelte arbejder så meget af det, som ikke er nødvendigt for at opretholde arbejdets "betingelse": samfundet.
Faktisk har forsvarerne af hver given samfundstilstand også til alle tider hævdet denne sætning. Først kommer regeringens krav med alt, hvad dertil hører, thi den er samfundets organ til opretholdelse af samfundsordenen; så kommer kravene fra de forskellige slags privatejendom, thi de forskellige slags privatejendom er samfundets grundvold o.s.v. Man ser, at man kan vende og dreje sådanne hule fraser akkurat, som man har lyst til.
Nogen som helst fornuftig sammenhæng mellem paragrafens første og anden del får man kun i følgende formulering:
"Kilde til rigdom og kultur bliver arbejdet kun som samfundsmæssigt arbejde", eller, hvad der er det samme, "i og ved samfundet".
Denne sætning er ubestridelig rigtig, thi selv om det isolerede arbejde (forudsat at dets materielle betingelser er til stede) nok kan skabe brugsværdier, kan det hverken skabe rigdom eller kultur.
Men lige så ubestridelig er en anden sætning:
"I samme grad som arbejdet udvikler sig samfundsmæssigt og derved bliver en kilde til rigdom og kultur, udvikler der sig fattigdom og elendighed hos arbejderen, og rigdom og kultur hos ikke-arbejderen." Dette er loven for al hidtidig historie. I stedet for at komme med almindelige talemåder om "arbejdet" og "samfundet" skulle man her konkret have påvist, hvordan der i det nuværende kapitalistiske samfund endelig er blevet skabt materielle o.s.v. betingelser, som sætter arbejderen i stand til og tvinger ham til at bryde denne samfundets forbandelse.
Men faktisk er hele denne stilistisk og indholdsmæssigt forfejlede paragraf kun indsat for at skrive Lassalles stikord om det "ubeskårne arbejdsudbytte" som løsen øverst oppe på partifanen. Jeg kommer senere tilbage til "arbejdsudbyttet", den "lige ret" o.s.v., da det samme kommer igen i en noget anden form.
2. "I det nuværende samfund er arbejdsmidlerne kapitalistklassens monopol. Arbejderklassens heraf betingede afhængighed er årsag til enhver form for elendighed og trældom."
Denne sætning, der er taget fra Internationales statutter, er i denne "forbedrede" udgave urigtig.
I det nuværende samfund er arbejdsmidlerne monopol for grundbesidderne (grundbesiddelsens monopol er endog basis for kapitalmonopolet) og for kapitalisterne. Internationales statutter nævner i den pågældende passus hverken den ene eller den anden klasse af monopolister. De taler om "monopol på arbejdsmidlerne, d.v.s. livskilderne". Tilføjelsen: "livskilderne" viser tilstrækkelig klart, at jorden er indbefattet i arbejdsmidlerne.
Forbedringen blev indføjet, fordi Lassalle, af grunde der nu er almindelig kendt, kun angreb kapitalistklassen og ikke grundbesidderne. I England er kapitalisten som regel ikke engang ejer af den grund, hans fabrik ligger på.
3. "Arbejdets befrielse kræver arbejdsmidlernes ophøjelse til samfundets fælleseje og kollektiv regulering af det samlede arbejde med retfærdig fordeling af arbejdsudbyttet."
"Arbejdsmidlernes ophøjelse til fælleseje", skal vel betyde deres "forvandling til fælleseje". Dette skal dog kun bemærkes i forbigående.
Hvad er "arbejdsudbytte"? Arbejdets produkt eller dets værdi! Og i sidstnævnte tilfælde produktets samlede værdi eller kun den del af værdien, som arbejdet har føjet til værdien af de forbrugte produktionsmidler?
"Arbejdsudbyttet" er et vagt begreb, som Lassalle har sat i stedet for bestemte økonomiske begreber.
Hvad er "retfærdig fordeling"?
Påstår bourgeoisen ikke, at den nuværende fordeling er "retfærdig"? Og er den faktisk ikke den eneste "retfærdige" fordeling på grundlag af den nuværende produktionsmåde? Reguleres de økonomiske forhold af retsbegreber, eller har retsforholdene ikke omvendt deres udspring i de økonomiske forhold? Har ikke også de socialistiske sekterere de mest forskellige forestillinger om "retfærdig" fordeling?
For at få at vide, hvad man ved denne lejlighed skal forestille sig ved frasen "retfærdig fordeling", må vi sammenholde den første paragraf med denne. Den sidstnævnte forudsætter et samfund, hvor "arbejdsmidlerne er fælleseje, og det samlede arbejde reguleres kollektivt", og af den første paragraf ser vi, at "arbejdsudbyttet ubeskåret, med lige ret, tilhører alle samfundets medlemmer".
"Alle samfundets medlemmer"? Også de ikke arbejdende? Hvor bliver så det "ubeskårne arbejdsudbytte" af? Kun de arbejdende medlemmer af samfundet? Hvor bliver så alle samfundsmedlemmers "lige ret" af?
Imidlertid er "alle samfundets medlemmer" og "den lige ret" åbenbart kun talemåder. Kernen er den, at enhver arbejder i dette kommunistiske samfund skal have et "ubeskåret" lassallesk "arbejdsudbytte".
Hvis vi først tager ordet "arbejdsudbytte", idet vi opfatter det som arbejdsproduktet, så er det kollektive arbejdsudbytte lig med samfundets samlede produkt.
Herfra må man nu fradrage:
For det første: dækning til erstatning af forbrugte produktionsmidler.
For det andet: en ekstra del til udvidelse af produktionen.
For det tredje: reserve- og forsikringsfonds mod uheld, forstyrrelser på grund af naturkatastrofer o.s.v.
Disse fradrag fra det "ubeskårne arbejdsudbytte" er en økonomisk nødvendighed, og deres størrelse må bestemmes efter de forhåndenværende midler og kræfter, tildels ved sandsynlighedsberegning, men de kan på ingen måde kalkuleres ud fra retfærdighed.
Tilbage er den anden del af det samlede produkt, der skal tjene som forbrugsmidler.
Før man når til den individuelle deling, fragår herfra yderligere:
For det første: de almindelige administrationsomkostninger, der ikke hører med til produktionen.
Denne del bliver fra første færd indskrænket ganske betydeligt i sammenligning med det nuværende samfund og formindskes, efterhånden som det nye samfund udvikler sig.
For det andet: hvad der er bestemt til kollektiv tilfredsstillelse af behov, såsom skoler, sundhedsvæsen o.s.v.
Denne del vokser fra første færd betydeligt i sammenligning med det nuværende samfund og vokser, efterhånden som det nye samfund udvikler sig.
For det tredje: fonds til arbejdsudygtige o.s.v., kort sagt, hvad der i dag hører med til den såkaldte officielle fattigforsorg.
Først nu kommer vi til den "fordeling", som programmet under Lassalles indflydelse snæversynet alene har for øje, nemlig den del af forbrugsmidlerne, der fordeles blandt de individuelle producenter i samvirksomheden.
Det "ubeskårne arbejdsudbytte" er imidlertid allerede blevet forvandlet til det "beskårne", selv om producenten i sin egenskab af samfundsmedlem direkte eller indirekte nyder godt af det, som han mister i sin egenskab af privatindivid.
Ligesom frasen om det "ubeskårne arbejdsudbytte" er forsvundet, således forsvinder nu frasen om "arbejdsudbytte" overhovedet.
Inden for det kollektive samfund, der er grundet på fælleseje til produktionsmidlerne, ombytter producenterne ikke deres produkter indbyrdes; lige så lidt viser det arbejde, der er blevet anvendt på produkterne, sig her som disse produkters værdi, som en egenskab ved selve tingen, da det individuelle arbejde nu ikke mere, i modsætning til det kapitalistiske samfund, eksisterer ad en omvej, men eksisterer umiddelbart som bestanddel af det samlede arbejde. Ordet "arbejdsudbytte", der også i dag er forkasteligt på grund af sin tvetydighed, mister således fuldstændig al betydning.
Det vi har at gøre med her, er ikke et sådant kommunistisk samfund, som har udviklet sig på sit eget grundlag, men tværtimod et sådant, som lige udgår fra netop det kapitalistiske samfund, og som altså i enhver henseende, økonomisk, moralsk og åndeligt endnu er behæftet med modermærkerne fra det gamle samfund, af hvis skød det kommer. I overensstemmelse hermed får den enkelte producent – minus fradragene – nøjagtig lige så meget tilbage, som han giver. Det han har givet det, er hans individuelle arbejdskvantum. F.eks. består hele samfundets arbejdsdag af summen af de individuelle arbejdstimer: den enkelte producents individuelle arbejdstid er lig med den af ham leverede del af hele samfundets arbejdsdag, hans andel i den. Han modtager af samfundet et bevis for, at han har leveret så og så meget arbejde (efter at hans arbejde for de fælles fonds er trukket fra), og med dette bevis får han lige så meget af samfundets forråd af forbrugsmidler, som hans arbejde koster. Det kvantum arbejde, han har givet samfundet i den ene form, får han tilbage i den anden.
Her hersker åbenbart samme princip som det, der regulerer vareudvekslingen, for så vidt det drejer sig om udveksling af lige store værdier. Indhold og form er forandret, fordi ingen under de forandrede omstændigheder kan give andet end sit arbejde, og fordi på den anden side intet kan gå over i den enkeltes eje, bortset fra individuelle forbrugsmidler. Men hvad disses fordeling blandt de enkelte producenter angår, så råder der det samme princip som ved udvekslingen af lige store vareværdier; en bestemt mængde arbejde i den ene form ombyttes med lige så meget arbejde i den anden form.
Den lige ret er derfor her endnu stadig i princippet – den borgerlige ret, skønt princip og praksis ikke mere ligger i hårene på hinanden, mens udvekslingen af lige store værdier ved vareudvekslingen kun eksisteret i gennemsnit, og ikke for det enkelte tilfælde.
Trods dette fremskridt er denne lige ret endnu stadig begrænset af en borgerlig skranke. Producenternes ret er proportional med det arbejde, de leverer; ligheden består i, at der måles med samme målestok: arbejdet.
Men den ene er fysisk eller åndeligt den anden overlegen og leverer altså i samme tid mere arbejde eller kan arbejde i længere tid; og for at tjene som mål må arbejdet bestemmes efter udstrækning eller intensitet, ellers hører det op med at være målestok. Denne lige ret er ulige ret for ulige arbejde. Den anerkender ingen klasseforskel, fordi enhver kun er arbejder ligesom alle andre, men den anerkender stiltiende den ulige individuelle begavelse og følgelig ydedygtighed som naturlige privilegier. Den er derfor efter sit indbold en ulige ret ligesom at anden ret. Retten kan ifølge sin natur kun bestå i anvendelse af den samme målestok; men de ulige individer (og de ville ikke være forskellige individer, hvis ikke de var ulige) kan kun måles med samme målestok, for så vidt man ser dem fra samme synspunkt, fra en bestemt side, f.eks. i det givne tilfælde betragter dem alene som arbejdere, ikke ser noget andet i dem og ser bort fra alt andet. Endvidere: den ene arbejder er gift, den anden ikke; den ene har flere børn end den anden o.s.v. o.s.v. Ved samme arbejdsydelse og følgelig samme andel i samfundets konsumtionsfond får den ene altså faktisk mere end den anden, er den ene rigere end den anden o.s.v. For at undgå disse uheldige tilstande skulle retten være ulige i stedet for lige.
Men disse misforhold er uundgåelige i den første fase af det kommunistiske samfund, der efter lange fødselsveer lige er fremgået af det kapitalistiske samfund. Retten kan aldrig stå over samfundets økonomiske struktur og den deraf betingede kulturudvikling.
l en højere fase af det kommunistiske samfund, når den lænkebindende underordning af individerne under arbejdsdelingen er forsvundet og dermed også modsætningerne mellem legemligt og åndeligt arbejde; når arbejdet er blevet ikke blot et middel til at opretholde livet, men selve den første livsfornødenhed; når også produktionskræfterne er vokset med individernes alsidige udvikling, og alle den kollektive rigdoms kilder vælder stærkere frem – først da kan den snævre borgerlige retshorisont helt overskrides og samfundet skrive på sine faner:
Enhver yder efter evne, enhver får efter behov!
Jeg er gået udførligt ind på det "ubeskårne arbejdsudbytte" på den ene side og "den lige ret", "den retfærdige fordeling" på den anden side for at vise, i hvor høj grad man synder, når man på den ene side igen vil påtvinge vort parti forestillinger, der på et bestemt tidspunkt havde en mening, men som nu er blevet til forældet frasesnak, altså vil påtvinge vort parti dem som dogmer, mens man på den anden side igen forvansker den realistiske opfattelse, der med så stort besvær er blevet bibragt partiet, men som nu har slået rod i det, forvansker den ved hjælp af ideologiske rets- og andre floskler, som demokraterne og de franske socialister har så let ved at bruge.
Bortset fra det, der hidtil er blevet udviklet, var det overhovedet fejlagtigt at gøre så meget væsen af den såkaldte fordeling og lægge hovedvægten på den.
Den til enhver tid eksisterende fordeling af forbrugsmidlerne er kun en følge af fordelingen af selve produktionsbetingelserne. Men denne fordeling er karakteristisk for selve produktionsmåden. Den kapitalistiske produktionsmåde f.eks. hviler på, at de materielle produktionsbetingelser er tildelt ikke-arbejdere i form af kapitalejendom og grundejendom, mens massen kun er ejer af den personlige produktionsbetingelse: arbejdskraften. Når produktionens elementer er fordelt på en sådan måde, så følger den nuværende fordeling af forbrugsmidlerne af sig selv. Når de materielle produktionsbetingelser er arbejdernes kollektive ejendom, så følger deraf også en fordeling af forbrugsmidlerne, der er forskellig fra den nuværende. Vulgærsocialismen (og fra den atter en del af demokratiet) har fra de borgerlige økonomer overtaget den vane at betragte og behandle fordelingen som uafhængig af produktionsmåden, og følgelig at fremstille socialismen som en lære, der i hovedsagen drejer sig om fordelingen. Hvorfor skal vi igen gå baglæns, efter at det virkelige forhold forlængst er klarlagt?
4. "Arbejdets befrielse må være arbejderklassens værk; i forhold til den er alle andre klasser kun een reaktionær masse."
Første strofe er taget fra indledningsordene til de internationale statutter, men i "forbedret" form. Dér hedder det: "Arbejderklassens befrielse må være arbejdernes eget værk"; hvad er det derimod "arbejderklassen" skal befri her? – "arbejdet". Forstå det, hvem der kan.
Som skadeserstatning er derimod indsat en modstrofe, et Lassalle-citat af reneste vand: "i forhold til den (arbejderklassen) udgør alle andre klasser kun een reaktionær masse".
I Det kommunistiske manifest hedder det: "Af alle de klasser, som i dag står overfor bourgeoisiet, er det kun proletariatet, der er en virkelig revolutionær klasse. De andre klasser går tilbage og forsvinder, efterhånden som storindustrien trænger frem, men proletariatet er storindustriens alleregentligste produkt" [1].
Bourgeoisiet er her opfattet som revolutionær klasse – som bærer af storindustrien - i forhold til feudalherrerne og middelstanden, der vil holde fast ved alle samfundspositioner, der er skabt af forældede produktionsmåder. De udgør altså ikke sammen med bourgeoisiet kun een reaktionær masse.
På den anden side er proletariatet revolutionært i forhold til bourgeoisiet, fordi det, der selv er vokset op på storindustriens grund, stræber efter at fjerne produktionens kapitalistiske karakter, som bourgeoisiet søger at forevige. Men manifestet tilføjer, at "mellemlagene ... bliver revolutionære med henblik på den overgang i proletariatets rækker, der forestår dem".
Ud fra dette synspunkt er det altså igen noget vrøvl, at de sammen med bourgeoisiet og oven i købet sammen med feudalherrerne "kun udgør een reaktionær masse" i forhold til arbejderklassen.
Har man ved sidste valg tilråbt håndværkerne, de små industridrivende o.s.v. og bønderne: i forhold til os udgør I sammen med bourgeoisiet og feudalherrerne kun een reaktionær masse?
Lassalle kunne "Det kommunistiske manifest" udenad, ligesom hans troende tilhængere kender de saliggørende skrifter, han har forfattet. Når han altså forfalskede det så plumpt, skete det kun for at pynte på sin alliance med de absolutistiske og feudale modstandere mod bourgeoisiet.
I ovennævnte paragraf bliver hans vise ord nu tilmed trukket frem ved hårene, uden nogen sammenhæng med det forfalskede citat fra Internationales statutter. Det er altså her simpelthen en uforskammethed, og ingenlunde en, der mishager hr. Bismarck, en af de godtkøbs uvornheder, som Berlins Marat [2] gør i.
5. "Arbejderklassen virker for sin befrielse først og fremmest inden for den nuværende nationale stats rammer, i den bevidsthed, at det nødvendige resultat af dens kamp, der er fælles for arbejderne i alle kulturlande, vil blive det internationale broderskab mellem folkene."
Lassalle har i modsætning til Det kommunistiske Manifest og til al tidligere socialisme set arbejderbevægelsen fra det snævreste nationale standpunkt. Man følger ham på dette punkt, og det endda efter at Internationale har gjort sin indsats!
Det er en selvfølge, at arbejderklassen, for overhovedet at kunne. kæmpe, må organisere sig hjemme hos sig selv som klasse, og at indlandet er den umiddelbare skueplads for dens kamp. For så vidt er klassekampen national, ikke efter sit indhold, men, som "Det kommunistiske manifest" siger, "efter sin form". Men "den nuværende nationale stats rammer", f.eks. det tyske riges, eksisterer igen på sin side økonomisk "inden for verdensmarkedets rammer", politisk "inden for det internationale statssystems rammer". Den første den bedste købmand véd, at tysk handel tillige betyder udenlandsk handel, og hr. Bismarcks storhed består jo netop i en slags international politik.
Og hvad reducerer det tyske arbejderparti sin internationalisme til? Til bevidstheden om at resultatet af dets kamp "vil blive det internationale broderskab mellem folkene" – en frase, der er lånt fra det borgerlige Forbund for frihed og fred [3], og som skal være et ækvivalent for arbejderklassens internationale broderskab til fælles kamp mod de herskende klasser og deres regeringer. Om den tyske arbejderes internationale funktioner findes der altså ikke et ord! Og det er alt, hvad arbejderklassen skal sætte op mod sit eget bourgeoisi, der allerede har sluttet forbund med bourgeoisiet i alle andre lande imod den, og mod hr. Bismarcks internationale sammensværgelsespolitik!
Faktisk står programmets internationalisme endda uendelig langt under frihandelspartiets. Også det påstår, at resultatet af dets kamp er "det internationale broderskab mellem folkene". Men det gør også noget for at gøre handelen international og nøjes ingenlunde med bevidstheden om - at alle folk driver handel hjemme hos sig selv.
Arbejderklassens internationale virksomhed er på ingen måde afhængig af "Den internationale Arbejderassociation"s eksistens. Denne var kun det første forsøg på at skabe et centralorgan for denne virksomhed; et forsøg, der ved de impulser, der kom fra den, har fået varige resultater, men som efter Pariserkommunens fald ikke længere kunne gennemføres i sin første historiske form.
Bismarcks "Norddeutsche" [4] havde fuldstændig ret, når det til sin herres tilfredshed forkyndte, at det tyske arbejderparti i sit nye program havde afsvoret internationalismen.
"Ud fra disse grundsætninger tilstræber det tyske arbejderparti med alle lovlige midler den frie stat – og – det socialistiske samfund; ophævelse af lønsystemet med den jernhårde lønningslov – og – af udbytningen i enhver skikkelse; afskaffelse af al social og politisk ulighed."
Den "frie" stat kommer jeg senere tilbage til.
Altså for fremtiden har det tyske arbejderparti at tro på Lassalles "jernhårde lønningslov"' For at den ikke skal gå tabt, begår man den meningsløshed at tale om "ophævelse af lønsystemet" (det skulle hedde lønarbejdssystemet) med den "jernhårde lønningslov". Ophæver jeg lønarbejder, så ophæver jeg naturligvis også dets love, de være "jemhårde" eller svampede. Men Lassalles bekæmpelse af lønarbejdet drejer sig næsten udelukkende om denne såkaldte lov. For altså at bevise, at den lassalleske sekt har sejret, må man ophæve "lønsystemet med den jernhårde lønningslov" og ikke uden denne.
Af den "jernhårde lønningslov" tilhører som bekendt kun ordet "jernhårde" Lassalle, og det er lånt fra Goethes "evige, jernhårde, store love". Ordet jernhård er et kendetegn, på hvilket de rettroende kender hinanden. Men tager jeg loven med Lassalles stempel og følgelig i hans betydning, så må jeg også tage den med hans begrundelse. Og hvordan er den? Som Lange viste allerede kort efter Lassalles død: Malthus' (af Lange selv docerede) befolkningsteori. Men er denne rigtig, så kan jeg omvendt ikke ophæve loven, selv om jeg ophæver lønarbejdet nok så mange gange, fordi loven så behersker ikke alene lønarbejdssystemet, men ethvert samfundssystem. I halvtreds år og mere har økonomerne, idet de netop støttede sig til dette, bevist, at socialismen ikke kan ophæve den naturgivne elendighed, men kun almindeliggøre den, fordele den jævnt udover hele samfundets overflade!
Men alt dette er ikke hovedsagen. Ganske bortset fra den forkerte lassalleske formulering af loven, består det virkelig oprørende tilbageskridt i følgende:
Efter Lassalles død har den videnskabelige forståelse banet sig vej i vort parti, at arbejdslønnen ikke er det, den synes at være, nemlig arbejdets værdi eller pris, men kun en maskeret form for arbejdskraftens værdi eller pris. Dermed var hele den hidtidige borgerlige opfattelse af arbejdslønnen såvel som hele den kritik, der hidtil var blevet rettet imod denne opfattelse, een gang for alle kastet over ende, og det var blevet klarlagt, at lønarbejderen kun har tilladelse til at arbejde for sin egen tilværelse, d.v.s. at leve, for så vidt han en vis tid arbejder gratis for kapitalisten (altså også for dem, der sammen med denne tærer af merværdien); at hele det kapitalistiske produktionssystem drejer sig om at forlænge dette gratisarbejde ved udvidelse af arbejdsdagen, ved udvikling af produktiviteten eller større anspændelse af arbejdskraften o.s.v.; at altså lønarbejdssystemet er et slaverisystem, og tilmed et slaveri, der bliver hårdere i samme grad, som arbejdets samfundsmæssige produktivkræfter udvikles, hvad enten arbejderen så får bedre eller dårligere betaling. Og efter at denne forståelse mere og mere har banet sig vej i vort parti, vender man tilbage til Lassalles dogmer, skønt man nu måtte vide, at Lassalle ikke vidste, hvad arbejdslønnen var, men i følge med de borgerlig, økonomer forvekslede udseendet med sagens væsen.
Det ville svare til, at slaver, der endelig havde fundet ud af slaveriets hemmelighed, gjorde oprør, og en i forældede forestillinger hildet slave så skrev i oprørets program: slaveriet må afskaffes, fordi slavernes ernæring under slaverisystemet aldrig kan overskride et vist lavt maksimum!
Den blotte kendsgerning, at vort partis repræsentanter var i stand til at begå et så uhyrligt attentat mod den forståelse, der er udbredt blandt partiets masser, beviser ikke den alene, med hvilken forbryderisk letsindighed, med hvilken samvittighedsløshed, de er gået til værks ved affattelsen af kompromisprogrammet!
I stedet for paragrafens ubestemte slutfrase "afskaffelse af al social og politisk ulighed" burde man have sagt, at med afskaffelsen af klasseforskellen forsvinder af sig selv al den sociale og politiske ulighed, der udspringer af den.
"For at bane vej for en løsning af det sociale spørgsmål kræver det tyske arbejderparti, at der oprettes produktionsforeninger med statsstøtte under det arbejdende folks demokratiske kontrol. Produktionsforeningerne skal for industri og agerbrug kaldes til live i et sådant omfang, at der af dem opstår en socialistisk organisation af det samlede arbejde."
Næst efter Lassalles "jernhårde lønningslov" profetens middel til frelse. Der "banes vej" på værdig måde. I den eksisterende klassekamps sted træder der en avissmørerfrase: "det sociale spørgsmål", hvis "løsning" man "baner vej for". I stedet for at opstå af samfundets revolutionære forvandlingsproces "opstår" den "socialistiske organisation af det samlede arbejde" af den "statsstøtte", som staten yder de produktionsforeninger, som den, ikke arbejderen, "kalder til live". Det kan stå mål med Lassalles indbildning om, at man med statslån lige så godt kan bygge et nyt samfund som en ny jernbane!
Af en rest skamfølelse stiller man "statsstøtten" – under det "arbejdende folks" demokratiske kontrol.
For det første består "det arbejdende folk" i Tyskland for størstedelen af bønder og ikke af proletarer.
For det andet betyder "demokratisk" på tysk "volksherrschaftlich" ("folkestyret"). Men hvad betyder "det arbejdende folks folkestyrede kontrol"? Og tilmed når der er tale om et arbejdende folk, der gennem de krav, det stiller til staten, udtaler sin fulde bevidsthed om, at det hverken sidder inde med styret, eller er modent til at styre!
Det er overflødigt her at komme ind på en kritik af den recept, som Buchez under Louis Philippe skrev op i modsætning til de franske socialister, og som blev antaget af de reaktionære arbejdere, der sluttede sig til Atelier [5]. Det, der især vækker anstød, er heller ikke, at man har sat denne specielle mirakelkur ind i programmet, men at man overhovedet går tilbage fra klassebevægelsens til den sekteriske bevægelses standpunkt.
At arbejderne vil skabe betingelserne for den kooperative produktion i samfundsmæssig, og foreløbig hjemme hos sig selv i national målestok, betyder kun, at de arbejder på en omvæltning af de nuværende produktionsbetingelser, og har ikke noget til fælles med oprettelse af produktionsforeninger med statsstøtte. Men hvad de nuværende produktionsforeninger angår, så har de kun værdi, for så vidt de er uafhængige, skabte af arbejderne og hverken står under regeringernes eller bourgeoisiets beskyttelse.
Jeg kommer nu til det demokratiske afsnit.
A. "Staten skal bygges på frihedens grund."
Ifølge II tilstræber det tyske arbejderparti først og fremmest "den frie stat".
Frie stat – hvad er det for noget?
At gøre staten fri er ingenlunde noget formål for arbejderne, der er kommet af med den indskrænkede undersåtforstand. I det tyske rige er "staten" næsten lige så "fri" som i Rusland. Friheden består i at forvandle staten fra et organ, der står oven over samfundet, til et organ, der afgjort står under det, og også nu er statsformerne mere frie eller mindre frie i samme grad, som de indskrænker "statens frihed".
Det tyske arbejderparti – i hvert fald, hvis det gør programmet til sit – viser, hvorledes de socialistiske ideer ikke engang er nået igennem huden på det; i stedet for at behandle det bestående samfund (og det gælder for ethvert fremtidigt samfund) som grundlag for den bestående stat (eller det fremtidige samfund som grundlag for den fremtidige stat) behandler det tværtimod staten som et selvstændigt væsen, der har sit eget "åndelige, moralske og frie grundlag".
Og nu tilmed det grove misbrug, som programmet driver med ordene "nuværende stat" og "nuværende samfund", og de endnu grovere misforståelser, som det skaber om den stat, det retter sine krav til!
Det "nuværende samfund" er det kapitalistiske samfund, som eksisterer i alle kulturlande, mere eller mindre frit for middelalderlig tilsætning, mere eller mindre modificeret af hvert lands særlige historiske udvikling, mere eller mindre udviklet. Derimod skifter den "nuværende stat" med landegrænsen. Den er anderledes i det preussisk-tyske rige end i Schweiz, anderledes, i England end i De forenede stater. "Den nuværende stat" er altså en fiktion.
Imidlertid har de forskellige kulturlandes forskellige stater, trods den brogede forskel mellem dem, hvad formen angår, alle det tilfælles, at de står på det moderne borgerlige samfunds grund, kun at dette samfund er mere eller mindre udviklet i kapitalistisk henseende. De har derfor også visse væsentlige karaktertræk til fælles. I denne forstand kan man tale om den "nuværende stat" i modsætning til fremtiden, da dens nuværende rod, det borgerlige samfund, vil være døet bort.
Spørgsmålet er så: hvilken forvandling vil der ske med staten i et kommunistisk samfund? Med andre ord, hvilke samfundsfunktioner bliver tilbage dér, som er analoge med de nuværende statsfunktioner? Dette spørgsmål kan kun besvares videnskabeligt, og man kommer ikke problemet så meget som et loppespring nærmere, fordi man sætter ordene stat og folk sammen på tusind forskellige måder.
Mellem det kapitalistiske og det kommunistiske samfund ligger den periode, hvor det ene samfund revolutionært omformes til det andet. Dertil svarer også en politisk overgangsperiode, under hvilken staten ikke kan være andet end proletariatets revolutionære diktatur.
Programmet beskæftiger sig imidlertid hverken med det sidste eller med det kommunistiske samfunds fremtidige stat.
Dets politiske krav indeholder ikke noget udover den gamle fortærskede demokratiske vise: almindelig valgret, direkte lovgivning, folkeret, folkevæbning o.s.v. De er et rent og skært ekko af det borgerlige Folkeparti [6], af Forbundet for fred og frihed. Det er altsammen krav, der, for så vidt de ikke er drevet ud i fantastiske forestillinger, allerede er realiseret. Kun ligger den stat, som de tilhører, ikke inden for den tyske rigsgrænse, men i Schweiz, i De forenede stater o.s.v. Den slags "fremtidsstat" er en nuværende stat, omend det er uden for det tyske riges "rammer" den eksisterer.
Men der er een ting, man har glemt. Da det tyske arbejderparti udtrykkeligt erklærer, at det bevæger sig inden for "den nuværende nationale stat", altså inden for sin stat, det preussisk-tyske rige, – dets krav ville jo ellers også for størstedelen være meningsløse, da man kun kræver, hvad man ikke har – så burde det ikke glemme hovedsagen, nemlig at alle disse rare småting hviler på anerkendelse af den såkaldte folkesuverænitet, og at de følgelig kun er på deres plads i en demokratisk republik.
Da man ikke har mod – og det er klogt, thi forholdene maner til forsigtighed – til at forlange den demokratiske republik, sådan som de franske arbejderprogrammer gjorde under Louis Philippe og under Louis Napoleon – så skulle man heller ikke have taget sin tilflugt til det hverken "ærlige" [7] eller værdige kneb at forlange ting, der kun har mening i en demokratisk republik, af en stat, der ikke er andet end et politibevogtet militærdespoti, der er stadset op med parlamentariske former og blandet op med feudal tilsætning, hvor bourgeoisiet allerede har vundet indflydelse, og hvor der findes et fasttømret bureaukrati, og så oven i købet bedyre over for denne stat, at man tror at kunne pånøde den sligt "med lovlige midler"!
Selv vulgærdemokratiet, der i den demokratiske republik ser tusindårsriget og ikke har nogen anelse om, at netop i denne det borgerlige samfunds sidste statsform skal klassekampen definitivt uldkæmpes - selv det står endnu himmelhøjt over den slags demokratisme inden for grænserne af, hvad der er tilladt af politiet og forbudt af logikken.
At man faktisk ved "stat" forstår regeringsmaskineriet eller staten, for så vidt den i kraft af arbejdsdelingen udgør en egen organisme, skilt fra samfundet, viser allerede ordene: "det tyske arbejderparti forlanger som økonomisk grundlag for staten: en eneste indkomstskat efter stigende skala o.s.v.". Skatterne er det økonomiske grundlag for regeringsmaskineriet og ikke for noget andet. I den i Schweiz eksisterende fremtidsstat er dette krav nogenlunde blevet opfyldt. Indkomstskat har som forudsætning de forskellige samfundsklassers forskellige indtægtskilder, altså det kapitalistiske samfund. Det er altså ikke noget opsigtsvækkende, at finansreformmændene fra Liverpool – bourgeois'er med Gladstones broder i spidsen - fremsætter det samme krav som programmet.
B. "Det tyske arbejderparti kræver som åndeligt og moralsk grundlag for staten:
I. Almindelig og lige folkeopdragelse ved staten. Almindelig skolepligt, gratis skoleundervisning."
Lige folkeopdragelse? Hvad forestiller man sig ved disse ord? Tror man, at opdragelsen kan være lige for alle klasser i det nuværende samfund (og det er kun dette, man har at gøre med)? Eller forlanger man, at også de højere klasser tvangsmæssigt skal reduceres til det opdragelsens mindstemål – folkeskolen – som alene er foreneligt med ikke alene lønarbejdernes, men også bøndernes økonomiske kår?
"Almindelig skolepligt. Gratis skoleundervisning." Det første eksisterer selv i Tyskland, det andet i Schweiz og i De forenede stater for folkeskolens vedkommende. Når også højere undervisningsanstalter er "gratis" i nogle stater her, så betyder det faktisk kun, at man bestrider de højere klassers opdragelsesomkostninger af den almindelige statskasse. I parentes bemærket gælder det samme om den under A. 5 krævede "gratis retspleje". Kriminaljustitsen kan man overalt få gratis; civiljustitsen drejer sig næsten kun om ejendomskonflikter og berører altså næsten kun de besiddende klasser. Skal de føre deres processer på bekostning af folkets pengepung?
Paragrafen om skolerne burde i det mindste have krævet tekniske skoler (teoretiske og praktiske) i forbindelse med folkeskolen.
Ganske forkastelig er en "folkeopdragelse ved staten". Ved en almindelig lov at bestemme folkeskolernes budget, lærerpersonalets kvalifikation, undervisningsfagene o.s.v. og, som det sker i De forenede stater, ved hjælp af statsinspektører at overvåge, at lovens forskrifter opfyldes, det er noget ganske andet end at udnævne staten til folkeopdrager! Tværtimod må regering og kirke i lige høj grad lukkes ude fra enhver indflydelse på skolen. Og nu tilmed i det preussisk-tyske rige (og man skal ikke ty til den dårlige udflugt, at man taler om en "fremtidsstat"; vi har set, hvordan det står til med det) – dér er det omvendt staten, der trænger til, at folket giver den en meget hårdhændet opdragelse.
Trods al demokratisk klingklang er hele programmet fra ende til anden forpestet af den lassalleske sekts undersåtlige tro på staten, eller, hvad der ikke er bedre, af den demokratiske tro på mirakler, eller det er snarere et kompromis mellem disse to slags mirakeltro, der står socialismen lige fjernt.
"Frihed for videnskaben" lyder en paragraf i den preussiske forfatning. Hvorfor altså her!
"Samvittighedsfrihed"! Hvis man på denne kulturkampens tid [8] ville lægge liberalismen dens gamle stikord på sinde, så kunne det dog kun ske i denne form: enhver må kunne forrette sin religiøse og legemlige nødtørft, uden at politiet stikker sin næse i det. Men arbejderpartiet burde dog ved denne lejlighed udtale, at det er klar over, at den borgerlige "samvittighedsfrihed" ikke betyder andet, end at man tolererer alle mulige arter af religiøs samvittighedsfrihed, og at det for sin part tværtimod stræber efter at befri samvittigheden for religionens spøgelse. Men man ynder ikke at overskride det "borgerlige" niveau.
Jeg er nu nået til ende, thi det tillæg, der så følger i programmet, udgør ikke nogen karakteristisk bestanddel af det. Jeg skal derfor fatte mig ganske kort her.
2. "Normalarbejdsdag."
Ikke eet arbejderparti i noget andet land har indskrænket sig til et så ubestemt krav, men har altid fikseret arbejdsdagens længde, således som det under de givne omstændigheder anser den for normal.
3. "Indskrænkning af kvinders og forbud mod børns arbejde."
Arbejdsdagens normering må allerede inkludere indskrænkningen af kvindearbejdet, for så vidt den vedrører arbejdsdagens længde, pauser o.s.v.; ellers kan det kun betyde, at kvindearbejdet lukkes ude fra arbejdsgrene, der er særlig sundhedsskadelige for det kvindelige legeme eller moralsk forkastelige for kvinder. Hvis det var dét, man mente, så skulle man have sagt det.
"Forbud mod børns arbejde!" Her ville det være absolut nødvendigt at angive aldersgrænsen.
Almindeligt forbud mod børns arbejde er uforeneligt med storindustriens eksistens og derfor et forfængeligt, fromt ønske. Gennemførelse af det – hvis det var muligt – ville være reaktionært, da forbindelse af produktivt arbejde og undervisning på et tidligt tidspunkt er et af de mægtigste forvandlingsmidler i det nuværende samfund, forudsat at arbejdstiden strengt reguleres efter de forskellige alderstrin, og at der træffes andre forsigtighedsforanstaltninger til beskyttelse af børnene.
4. "Statstilsyn med fabriks-, værksteds- og hjemmeindustrien."
Over for den preussisk-tyske stat burde man bestemt have forlangt, at inspektørerne kun kan afsættes ved domstolenes hjælp; at enhver arbejder kan anmelde dem for domstolene på grund af pligtforsømmelser; at de skal tilhøre lægestanden.
5. "Regulering af fængselsarbejdet."
Et småligt krav i et
almindeligt arbejderprogram. I hvert fald må man klart udtale,
at man ikke vil have, at de almindelige forbrydere af brødnid
behandles som kvæg, og at man navnlig ikke vil afskære
dem fra deres eneste forbedringsmiddel: produktivt arbejde. Det
var dog det mindste, man kunne vente af socialister.
6. "En effektiv ansvarlighedslov."
Man burde have sagt, hvad man forstår ved en "effektiv" ansvarlighedslov.
I parentes bemærket har man under normalarbejdsdagen overset den del af fabrikslovgivningen, der vedrører sundhedsforanstaltninger og beskyttelsesmidler mod ulykker o.s.v. Ansvarlighedsloven træder først i virksomhed, så snart disse forskrifter krænkes.
Kort sagt, også dette tillæg udmærker sig ved sjusket redaktion.
Dixi et salvavi animam meam [9].
1. Marx' Se Marx/Engels Udvalgte Skrifter, bd. I, s. 36. – eller klik her.
2. Med udtrykket Berlins Marat betegner Marx åbenbart ironisk Hasselmann, chefredaktøren for Lassalleanernes hovedorgan "Neuer Social-Demokrat".
3. Der menes den Internationale Freds- og Frihedsliga, en organisation af borgerlige demokrater og pacifister, stiftet 1867 i Geneve. I. Internationale førte på initiativ af og under ledelse af Marx en energisk kamp mod ligaens demagogiske paroler, som tjente til at bortlede proletariatets opmærksomhed fra klassekampen.
4. Marx mener den ledende artikel i "Norddeutsche allgemeine Zeitung" nr. 67 af 20. marts 1875. I denne artikel behandledes pkt. 5 i det socialdemokratiske partiprogram, med den bemærkning, at den "socialdemokratiske agitation i mange henseender var blevet forsigtigere" og at den "frasagde sig Internationalen".
5. "Atelier" – et månedsskrift for arbejdere, udkom 1840/50 i Paris, under indflydelse af ideerne i Buchez' katolske socialisme.
6. Folkepartiet stiftedes i september 1865 i Darmstadt og fik faste organisatoriske rammer på sin kongres i Stuttgart september 1868. Det var et parti for småborgerskabet, væsentligt i Sydtyskland; det opstillede føderalismens småborgerlige principper som modvægt mod Bismarcks politik til samling af Tyskland under det junkerlige Preussens førerskab.
7. Eisenacherne blev også kaldt "de ærlige".
8. Kulturkampen – den kamp som Bismarck i 1870'erne førte mod det katolske centrumsparti, ved hjælp af politiforfølgelser af katolicismen.
9. "Jeg har talt og reddet min sjæl".