|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
Lenins forslag om at forlægge KI-eksekutiv-komitéen til Europa, og helst i Berlin forekommer mig at hænge sammen med, at han havde erkendt den opståede interesseidentitet mellem KI-eksekutiv-komité og sovjetisk stats- og partimaskine og så dennes konsekvenser: lammelse af den internationale kommunismes dynamik og den begrænsede udnyttelse af den internationale klassekamp. For det andet taler meget for, at han så måske den største sikkerhed for verdensrevolutionens udvikling og for kampen mod bureaukratiseringen i Sovjetunionen i en virkelig kritisk-solidarisk balance mellem KI-sektionerne, en relativ selvstændig KI-eksekutiv-komité og SUKP.[2]
Få uger før hans andet sygdomsanfald (15./16. december 1922) gør Lenin i en "Tale på plenarforsamlingen for Moskva-sovjetterne"[3] igen klart, at statsbureaukratiets 'gamle apparat' der stammer fra den zaristiske og borgerlige statsmaskine, er forblevet uforandret, og at dets uvæsen driver det 'nye' statsapparat: "Vort apparat er forblevet det gamle, og vor opgave består nu i at omforme det på en ny måde ... Det må være sådan, at de, disse kommunister, behersker det apparat, som de er stillet i spidsen for, og ikke sådan som det ofte er tilfældet, at dette apparat behersker dem. Her må man intet hemmeligholde, man må tale åbent herom".[4]
Omformningen af statsapparatet forbliver et parti-anliggende og bliver ikke principielt til et procesagtigt klasse-anliggende for befriende afskaffelser og omformninger.
Hvad er de leninske grunde til stats- og partiudviklingens enhed, som fuldbyrdes adskilt fra arbejder- og bondeklassen? Et moment, som stadig mere intensivt inddrages, er talen om "... den halvasiatiske kulturløs hed, som vi endnu ikke er kommet ud af (fremhævelser af mig, R.D.), og som vi ikke uden de alvorligste anstrengelser kan komme ud af, skønt vi har muligheden derfor, thi masserne er intetsteds så interesseret i sand kultur som hos os".[5]
Hvad er for Lenin den "sande kultur"? Og hvorledes er det muligt at nærme sig den? "Til at begynde med skulle en virkelig borgerlig kultur være tilstrækkelig for os, til at begynde med skulle det være tilstrækkeligt for os, hvis vi klarer os uden de særligt udprægede typer af førborgerlig kultur, dvs. funktionær- og livegenskabskulturen".[6]
Den "proletariske kultur" står ikke til diskussion for Lenin. Han kræver i januar 1923, kort efter sit andet sygdomsanfald, at studiet af forholdet mellem by og land intensiveres, og at dannelsen af "arbejderforeninger"[7] fremskyndes. Og han tilføjer, at det her ubetinget gælder om "med alle midler" at "forhindre" "deres bureaukratisering".[8] Men hvordan?
Han bliver klar over, at "kooperationernes enorme betydning"[9] blev miskendt i overgangen til NEP og derefter, og at de allerede delvist bliver[10] "glemt".[11]
Lenin søger efter metoder, midler og former i kampen mod den tiltagende bureaukratisering af det sovjetiske samfund. Lenin griber her metodisk tilbage til Marx' og Engels' asiatiske konception og anvender den nu overbevist på Rusland, på arbejder- og bondeklassen. Også en svag arbejderklasse i et stagnerende agrarland med halvasiatisk statskapitalisme, anfægtet af krig og borgerkrig, er en real arbejderklasse.
Lenin ved ikke, hvorledes han skal komme bureaukratiproblemet til livs. Begge klasser, arbejder- og bondeklassen, er for det kommunistiske parti blevet til lige så nødvendige som farlige alliancepartnere. Lenin ønsker europæisk produktion og kultur. Og hvor bliver tatariseringens historiske trauma af? Traumet om den bureaukratiske restauration? I fabrikkerne er der ifølge Lenin "tilfældige elementer",[12] men ingen 'ægte' proletarer. At politisk-partisk og statslig angst for uro i arbejderklassen spiller en rolle i denne dom forekommer mig at være sikkert. Det er det 'europæiske', rent preussiske perspektiv for Rusland, som løbende må føre til fejltagelser: "Ved evnen til at være handlende, forstår jeg evnen til at være en handlende, der tilfredsstiller kulturelle krav".[13] Lenin taler igen mod den 'halvasiatiske kulturløshed' og miskender derved produktionstraditionen, som også betyder en specifik kulturtradition, naturligvis ikke nogen 'europæisk-civilisatorisk' men en landlig-plebejisk kulturtradition.
Derfor siger Lenin - og de "russiske mennesker eller simpelthen bønderne" kan "skrive sig det bag ørerne"[14]: "Han driver i dag handel på asiatisk maner; men for at forstå at være handlende må man drive handel på europæisk maner. Fra dette adskiller en hel epoke ham".[15]
Lenin vil 'indhente' Europa, på at 'overhale' tænker han endnu slet ikke. Den med den russiske historie, med den agrikole produktions- og kulturtradition specifikt givne overgangstype, dvs. den grundlæggende særegenhed ved den russiske vej til socialismen ansås af ham stadig ikke som perspektiv, men som en hindring og hæmsko, der skulle overvindes gennem 'europæisering'. Lenin forblev her stadig den russiske 'europæer' der satte 'civilisation' og 'vesterland'lig. Hanshenvisningtildenforestående "kulturrevolution"[16] viser os først i dag - efter den kinesiske kulturrevolution - ligheden og samtidig også forskellen mellem den leninske og mao'ske forståelse af den "proletariske kulturrevolution".[17] Det væsentligste punkt i det leninske "kulturrevolutions"begrebs indskrænkethed ligger vel i, at han lige så lidt som nye revolutionære bølger i by og på land forstod denne kulturrevolution som drivende momenter i dynamikken i "revolutionen i revolutionen" (Korsch). Derfor kan de russiske tendenser mod socialisme kun vanskeligt og kun igennem den mest radikale korrektur nå deres mål. Imod den tiltagende tvang i sovjetternes bureaukratiseringsproces og indenfor stadig større dele af partibureaukratiet griber Lenin ikke til en mobilisering af klasserne, der gennem oktoberrevolutionen havde taget afgørende skridt mod emancipation: "Denne kulturrevolution tjener os nu til at blive et fuldstændigt socialistisk land, men denne kulturrevolution byder os uhyre vanskeligheder, såvel af rent kulturel (thi vi er analfabeter) som også af materiel natur (thi for at have kultur har man brug for en bestemt udvikling af de materielle produktionsmidler, har man brug for en bestemt materiel basis)".[18] Lenin har skabt sig en bestemt tvang; det udviklede 'vesterlands' produktions- og kulturforståelse. Ud fra en sådan forståelse er masserne endnu ikke 'objektivt' i stand til at tage deres egen sag i deres egen hånd. Derfor kan for Lenin kampen mod bureaukratismen kun føres 'ovenfra'. Det står ham derfor ikke klart, at den planlagte sønderknusning af bureaukratismen 'ovenfra' kun er mulig, hvis massevirksomhedens afdækkende og medvirkende sprængkraft - dvs. nedefra - er den antibureaukratiske kampagnes handlende fundament. Det samfundsmæssige 'Nede' er overhovedet ikke repræsenteret i det almene statsapparat. I "Hellere mindre, men bedre"[19] det sidste af ham selv kontrollerede offentligt udgivne bidrag, efterlader Lenin igen ingen tvivl om, at den 'nye statstypes' 'apparat' ikke er ny, men en farlig statsmaskine af den gamle type med nykalket facade. Dette statsapparats rødder, der "hos os er så sørgelig, for ikke at sige afskyelig",[20] ligger hos Lenin i den nutidige fortid. Han påpeger den væsentlige forskel mellem ødelæggelse og overvindelse (dvs. dialektisk ophævelse) af strukturforhold. Netop derfor må "vi først grundigt overveje"[21] hvordan vi kan afskaffe denne farlige arv (den gamle statsmaskine-struktur). Lenin reproducerer den fundamentale problemstilling. Det står ham klart, at det arbejdende statsapparat, i hvilket også de fleste partimedlemmer er beskæftiget, ikke fortjener at bære "navn af et socialistisk, et sovjetisk osv".[22]: "Man må besinde sig i rette tid".[23]
Sovjet- og partiinstitutionernes bureaukratiseringsproces,[24] nemlig selvstændiggørelsen af stats- og partimaskinen, adskillelsen af arbejdernes og bøndernes behov og interesser, modsætningen mellem parti-stats-interesse og klasseinteresserne erkendtes i almindelighed som et særligt problem. Hvad er nu årsagen til den farlige udvikling, som oktoberrevolutionen tog? Her sker der hos Lenin en temmelig radikal vending.
Det er ikke mere bare borgerkrigen, som ødelagde arbejderklassens bedste kræfter og således lod de tidligere bureaukratiske lag fra zarismen trænge ind i det nye statsapparat, det er hele arven, hele produktions- og kulturmiseren i den leninske betydning, som endnu ikke muliggør den virkeligt "nye statstype": Arbejderklassen ville gerne "give os det bedste apparat. Men de ved ikke hvordan man gør det. De kan ikke gøre det. De har endnu ikke gennemløbet den udvikling, endnu ikke tilegnet sig den kultur, som er nødvendig dertil".[25] Hvis det ligger sådan, hvorfor må så den farlige kæmpemaskine fyldes med de fra arbejderklassen adskilte gamle og nye bureaukrater. Snart seks år efter "Staten og revolutionen" og "Vil bolsjevikkerne holde statsmagten?" insisteres der ganske vist stadig på, at det "for det første" er "arbejderne"[26] der må deltage i skabelsen af det nye statsapparat, men som følge af deres for statsopbygningen nødvendige 'europæiske' 'kultur' i den nuværende etappe frakendes de evnen til skabelse af det virkeligt socialistiske apparat i den nye statstype. Hvor ser Lenin perspektivet for ophævelsen af en sådan modsætning? "Uforandret forbliver kravet om højnelse af 'kulturniveauet' og om at lære, lære og atter lære"[27] for at forny statsapparatet. Med det mål endegyldigt at bryde "geskæftigheden" "nytteløsheden eller sågar skadeligheden"[28] "af vort statsapparat" det "tilsyneladende arbejde" der "i virkeligheden forurener vore institutioner og vore hjerner",[29] og få det under kontrol.
Hans afskaffelses-metode lyder: "Hellere et mindre antal med højere kvalitet" for "at få" et "solidt menneskemateriale".[30] Han opfordrer til "gigantisk modstand"[31] mod de bureaukratiske maskiners tingsliggørende tvangsmekanismer, da vi "kun gennem et sådant arbejde vil blive i stand til at nå vort mål, og først når vi har nået dette mål vil vi skabe en republik, der virkelig er værdig til at kaldes sovjetisk, socialistisk osv. osv".[32] Ville Lenin kalde dagens Sovjetunionen en socialistisk republik? Lenin slår fast, at "arbejder- og bondeinspektionerne ... ikke" nyder "den ringeste autoritet"[33]: "De arbejdere som vi inddrager som medlemmer af ZKK (centralernes kontrolkommission) må (være) dadelfri som kommunister, man bliver nødt til at beskæftige sig med dem i længere tid for at bibringe dem metoderne og opgaverne i deres arbejde".[34] Artiklen "hellere mindre, men bedre" er mellem linierne endnu klarere i sin afdækning af bureaukratiproblemet i Sovjetunionen. Dertil hører nemlig mere end det, som vi har betonet.
Lenin fører den antibureaukratiske kamp abstrakt-alment. Den største leninist, Lenin, undgik på grund af 'angst' for en spaltning, han, den store bolsjevistiske 'spalter', på grund af det uophævede fraktionsforbud enhver politisk-personal konkretisering af den bureaukratiske fjende i sit parti, nemlig bureaukratifraktionen omkring Stalin[35] Han angriber skjult Stalin med sin kritik af den med Stalin sammenrottede "arbejder- og bonde-inspektion". Men hans alternativ er kun en teknisk-organisatorisk løsning, ud fra enheden af stat og parti og uden den drivende og for socialismens realisering uomgængelige virksomhed hos masserne. Hvordan kan han drømme om en levende arbejder- og bonde-inspektion, når specielt arbejderklassen er berøvet selvvirksomheden, strejkemuligheden og kritikken af partiet? Den leninske drøm forbliver en "bolsjevikadækvat" drøm, en "elitær" men ikke nogen "egalitær" for arbejderne og bønderne. Lenin forstår ikke, at i en stats- og partimaskine på vej mod bureaukratisering er 'spaltning' udsmidning af bureaukratifraktionen og massemobiliseringen den største sikkerhed for de næste etapper i den komplicerede opbygningsproces i det socialistiske overgangssamfund.[36] Forbuddet mod fraktionsdannelse havde styrket bureaukratifraktionen fra Stalin til Sinoviev, og de forberedende møder til de tilsvarende centralkomitébeslutninger fandt sted i 'triumviratet' (Kamenjew, Sinoviev, Stalin) bevidst uden Trotzki, i virkeligheden imod Lenins eventuelle "efterfølger".[37]
De bolsjevistiske samkvemsformers væsen i partiets organisationstype er på denne tid med kampe om ledelsen utilsløret kommet for en dag. Fælles for dem er den politisk-personlige Klike-k(r)amp(e) om ledelsen hinsides og bag om ryggen på masserne og 'nedre' partimedlemmer.
Lenins fortvivlede forsøg på at modsætte sig triumviratets bureaukratiske dominans og særligt Stalins, forblev begrænset af arbejderklassens[38] manglende deltagelse, men naturligvis også af hans fysiske tilstand, selv om også hans gamle kampbeslutsomhed var ubrudt; i overensstemmelse med situationen og de potentielle alliancepartnere forsøger han at handle. Som efterfølger kom på dette tidspunkt ikke andre på tale end Trotzki. Udgangspunktet for denne alliance med Trotzki var nationernes selvbestemmelsesret ud fra Georgiens lærestykke. Lenin havde anbefalet Ordshonikidse at tage vare på Georgiens nationale særegenhed, at sætte den "dygtige og smidige dannelse af en egenartet taktik" (!) i centrum og ikke at benytte "anvendelsen af den russiske skabelon". (!)[39] Men et år senere beskyldte Ordshonikidse så, understøttet af Stalin og Dsershinski, - med storrussisk chauvinisme og voldsomt som den "typiske russiske bureakrat"[40] - den kommunistiske ledelse af Georgien for afvigelse: "Det forekommer mig, at Stalins hastværk og hans hang til at administrere såvel som også hans vrede over den ominøse 'socialnationalisme' her har spillet en skæbnesvanger rolle. Vrede er i politik sædvanligvis overhovedet et stort onde".[41] Lenin, der ikke mere havde den politiske magt i landet under kontrol, kommer til den yderst selvkritiske konklusion: "Hvis det var kommet så vidt, at Ordslhonikidse lod sig give hen til fysisk voldsanvendelse ..., så kan man forestille sig, i hvilken sump vi er landet".[42]
De zaristisk-borgerlige holdningers sump i stats- og partimaskineriet stinker til himlen, visionen om arbejder- og bondeklassens frihed vil synke i den, bureaukraterne er rettet mod arbejderne og bønderne, og de vil undertrykke dem.[42a]
Det nationale spørgsmål blev for Lenin af overordentlig betydning for bedømmelsen af situationen, nemlig bedømmelsen af oktoberrevolutionens historiske stade. I sidste instansvardenleninske parti-type med "demokratiskcentralisme" uadskilleligtforbundet med hans stats-type, der i udgangspositionen måtte tage hensyn til nationaliteternes selvstændighed. Hvorved denne struktursammenhæng naturligvis var den social-økonomiske, som vi allerede i 1914 og 1917/18 mødte i nationalitetsproblemet. Den lokalt-stedlige selvvirksomhed skal udtrykke den demokratiske side af den centralistiske totalsammenhæng, selvstændig beslutningsmyndighed i økonomien eksempelvis, såvel i industrien som på det flade land. Idet Lenin og bolsjevikkerne lod denne føderative, demokratisk-plebejiske bestanddel i den 'demokratiske centralisme' forsvinde i borgerkrigen og dermed opgav den demokratiske modvægt til det almene statsbureaukrati, og i første omgang ikke fremskyndede den, voksede centralismen hen over alle ansatser til plebejisk-proletarisk demokrati. Stalin-gruppens grove undertrykkelse af de georgiske kommunister står som repræsentativ for den almene problematik. Så behøver man ikke længere skelne mellem "demokratisk centralisme" og "bureaukratisme" så består der en real identitet. Så drejer det sig stadig mere om stigning i arbejdsproduktiviteten indenfor den statsligt ledede industri, stadig mere om produktion og stadig mindre om producenternes selvbestemmelse, formindskelse af arbejdstiden osv. Virksomhedernes "selvforvaltningsorganer" bedriftssovjetterne, hører til virksomhedens politiske facade, de er en videreførelse af partikontrollen med arbejderne, men de er ikke organer for arbejderkontrollen over produktion og fordeling af produkterne.
I det georgiske spørgsmål støder Lenin på grundproblemerne i en kamp mod bureaukratisering. Formidlingen mellem "politik" og "økonomi" synes imidlertid ikke at blive ham klart, i hvert fald forholdes vi stadig hans hemmelige studie over hændelserne i Georgien. Derimod ses tydeligt det politiske angreb på Stalin og på den begyndende restauration af russiske trældomsforhold uner det statssocialistiske slør.
Lenin anklager Stalin, Dserschinski og Ordshonikidse for de alvorligste politiske fejltagelser: "Stalin og Dzierzynsi må naturligvis gøres"[43] "politisk ansvarlige for hele denne i sandhed storrussisk-nationalistiske kampagne"[44] mod georgierne. Det gælder om eksemplarisk at afstraffe Ordshonikidse og at begynde undersøgelsen af Georgien påny[45] Lenin kæmper mod førende partipersoner, som repræsenterer en principielt farlig tendens i forhold til socialismens realisering, det selvstændiggjorte apparat, "en borgerlig-zaristisk blanding".[46]
Efter at han den 3. marts 1923 havde modtaget resultaterne af sin specialkommission omkring Georgien - dokumenter, som de russiske arbejdere, de russiske bønder og det absolutte flertal af partimedlemmerne den dag i dag ikke har fået at se -, gik Lenin over til direkte angreb på Stalin.[47]
Lenin, der forstod sig som ansvarlig leder af Sovjetunionens kommunistiske parti, var "altid beredt til at handle".[48] Denne læren af virkeligheden, denne "praksis" dominerende almagt"[49] havde sygdommen ikke kunnet fjerne[50] Således kommer det den 5.3. til politisk-personale afgørelser, et brev for Trotzki[51] og et imod Stalin.[52] Politikkens primat er hos Lenin aldrig blevet stående ved personlige anliggender, brevene var politisk gennemkalkulerede beslutninger om SUKP's vej, var momenter i forberedelsen af den 12. partikongres for at kunne nybestemme ledelsen og den politiske linie. "Kampen på liv og død"[53] imod den storrussiske chauvinisme og den dermed forbundne bureaukratisme var begyndt. At lade den fremstå som en uenighed med personen Stalin, der kunne bilægges ved Stalins undskyldning, var et dygtigt taktisk fif. Den politisk-personelle linie i kampen om den politiske ledelse var nu endegyldigt blevet bestemt. De der hævder at Lenins 'uvenlige' brev til Stalin er resultatet af dennes sygdomstilstand, har ikke forstået den leninske holdnings væsen, ikke forstået hans grundlæggende "Hvad må der gøres?"-spørgsmål som praksisprincip.[54] Trotzki besvarede brevet af 5.3. positivt, men foreslog den 6.3. Lenin noget, som viste Lenin, hvor lidt Trotzki rigtigt - rigtigt i ordets bolsjevistiske betydning - havde forstået af hele alvoren i den politiske, organisatoriske og personale kamp mod triumviratet og frem for alt mod Stalin. Trotzki foreslog faktisk at informere Kamenjew om den hemmelige georgiske undersøgelses resultater. At give den politiske fjende i partiet de rigtige argumenter i hænde i det forkerte øjeblik, det var en alvorlig fejl, det var, sådan som sagerne stod i partiet, allerede begyndelsen til enden for de antibureaukratiske positioner. Lenin, der først havde besvaret Trotzkis taktiske kampsvaghed ved at forbyde ham at videregive informationerne til Kamenjew.[55] ændrede derpå sin kurs. Han lod Trotzki vide, at han skulle vise Kamenjew dokumentet mod Stalin, sammen med et nyt lille brev til de georgiere, som var betrængte af den "storrussisk-nationalistiske kampagne" (Lenin): "(strengt hemmeligt) til kammeraterne Mdiwani, Macharadse og andre. Kære kammerater! Med varmt hjerte følger jeg jeres sag. Er dybt rystet over Ordshonikidses grovhed og hensigten fra Stalin og Dzierzynnskis side. Jeg forbereder artikler og en tale til fordel for jer. Med højagtelse, Lenin, 6. marts 1923".[56]
Trotzki forstod aldrig Lenins beslutning herom[57]; mig forekommer den imidlertid at være den eneste mulige konsekvens, efter at Trotzki på så afgørende et punkt havde vist sig svag. Lenin så, at han i det georgiske spørgsmål heller ikke ville kunne komme overens med Trotzki. I denne sidste store politiske kontrovers, som Lenin deltog i, viser den bedste bolsjevistiske kæmper sig: "Hans liv er stadig handlen, uafbrudt kamp i en verden, i hvilken der efter hans dybeste overbevisning ikke findes nogen udvejsløs situation, hverken for ham eller modstanderen. Derfor gælder for ham som ledetråd i livet: altid rustet til handlen, til rigtig handlen".[58] Hans holdning til Georgien er bebudelsen af den åbne kamp på den kommende partidag, og han åbner kampen, ikke Trotzki. Den bureaukratiske, og ikke længere den lille antibureaukratiske fraktion var angrebsmålet. Cirka en dag efter noten til de georgiske kammerater led Lenin det tredje svære sygdomsanfald, som udelukkede ham fra den politiske praksis.
Var Lenin i overensstemmelse med den (Lukács'ske) type på den historisk adækvate her-og-nu-tid og handlede han altså "historisk adækvat" så var den store revolutionær Trotzki uden Lenin som en flodseng uden drivende og strømmende vand. SUKP's 12. partikongres i april 1923 syntes ikke at stille spørgsmålstegn ved Trotzki som Lenins efterfølger i partiets ledelse. Men det var denne Trotzki, der indgik de kompromisser med triumviratet, som Lenin så indtrængende havde advaret imod. Hos Isaac Deutscher kan man læse herom i detaljer. Trotzki havde hverken forstået den leninske kampbebudelse eller den nye partikongres' aktuelle opgaver. Han gav efter i det brændende spørgsmål om den georgiske selvbestemmelse, som for Lenin skulle være skruebrækker imod den bureaukratiske maskine: "Georgierne vidste hverken ud eller ind, da de hørte, hvordan selve Stalin med ægte harme i stemmen talte imod chikaneringen af ikke-russiske nationaliteter, og da de konstaterede, at deres egen 'fordømmelse' af den storrussiske chauvinisme var blevet overtaget i teksten med de stalinske 'teser'. Dette skuespil, et resultat af det trotzki'ske kompromis med Stalin, forekommer dem at være en hån mod deres besværligheder og protester".[59] Hånen mod Lenin burde ikke forblive upåtalt!
Idet bolsjevikkerne som demokratisk-centralistisk parti ikke udvidede deres demokratisk-kommunikative side gennem partibasis, gennem sovjetterne, gennem de partiløse etc. efter magtovertagelsen, udleverede de sig til centralismen og mistede deres masseadækvate relationer og formidlinger indenfor og udenfor partiet. Udfoldelsen af proletarisk-landlig egalitet i det samfundsmæssige dagligliv, under ledelse af arbejderklassen og dens parti, var ikke blot blevet forhindret af borgerkrigen; egalitet havde overhovedet kun eksisteret i få historiske øjeblikke og blev af bolsjevikkerne heller aldrig ophævet til organisatorisk princip for den socialistiske opbygning. Og fordi bolsjevikkerne ikke forstod og håndhævede massevirksomheden og kritikken og diskussionen med partiet som hovedfundament for revolutionens fortsættelse, kunne den nødvendige bi- og hjælpeorganisation i revolutionen, tjeka'en, blive et selvstændiggjort og ikke virkelig kontrolleret politisk organ og i sidste instans til en sump, der også opslugte revolutionen. Den fandt sin fuldstændiggørelse såvel som dens basis i den stadigt voksende parti- og statsmaskine og dennes bureaukratiske apparat. Hvilket særligt Georgien beviste.
Fraktionsforbuddet problematiserede endegyldigt den i forvejen allerede stærkt reducerede variant af den leninske partitype. Den pragmatiske adskillelse af streng partidisciplin og videnskabelig diskussion og altså opspaltningen af teori og praksis, hvis enhed udgør den emancipative marxisme, måtte føre til yderligere alvorlige fejltagelser. Undertrykkelsen af nationaliteter var en af dem.
Det var ikke helt sådan, som Rosa Luxemburg efter oktoberrevolutionens sejr formulerede det i sin kritik af Lenin og som hendes biograf Peter Nettl[60] gengiver det og gør det til sit eget, at den "ufornuftige anvendelse af selvbestemmelsens princip" førte til opkomsten af fjendtlige bevægelser i nationaliteterne. Det er ganske sikkert et moment. Men lige så sikkert er hans almengørelse fejlagtig, i særdeleshed hvis dette som hos Peter Nettl fører til, at den stalinistiske terrors begyndelse fremtræder som det direkte resultat af en forkert nationalitetspolitik. Afgørende var, for endnu engang at betone det, den permanente og vedvarende underminering af det demokratiske aspekt i partiets, statens,[61] produktions- og nationalitetsforholdets strukturtype. Centralismen kunne således snige sig ind på alle områder og hærde sig som det dominerende princip; vejen til en restaurering af gamle magtstrukturer på historisk nyt grundlag blev tænkelig.
Dette var Lenins bekymringer; vi ved, hvor meget han havde ret. Imod gamle og nye bureaukrater hjalp kun socialistiske demokrater. Når Lenin i Georgiens tilfælde beskyttede "delens" selvbestemmelsesret imod "helhedens" tendentielt "despotiske" centralisation, så var han dermed kommet på sporet af en modgift mod den revolutionære udviklings lammelsessymptomer. Hvis dette spor var blevet fulgt og hvis partiet som en konsekvens heraf var begyndt at lade arbejderne og bønderne medvirke stadig mere egenmægtigt i udformningen af de samfundsmæssige forhold, så var Sovjetunionen sandsynligvis slået ind på en anden vej, og så ville Europa, måske hele verden have set anderledes ud i dag. Men det er ikke vores problem, vores problem er den kritiske analyse af den historiske virkelighed.
Det, som Lenin begyndte, frygtes endnu i dag i Sovjetunionen. Det er det spor, der fører til nationernes socialistiske selvbestemmelsesret, til den demokratiske rådsorganisation i partiet og i sovjetterne, til afskaffelsen af statens magtmaskine og til nye samfundsmæssige former i et overgangssamfunds produktions- og livsproces. Overgang til hvad egentlig? Teorien siger overgang "til socialisme og kommunisme". For ikke i praksis at blive reaktionær behøver enhver utopi imidlertid den konkrete historiske formidling. Den revolutionære marxisme står og falder med "menneskets" konkrete "menneskeliggørelse som historiens indhold" (Lukács), og den tilblivelsesproces er en selvfor andringsproces af mennesker i et givet samfundsmæssigt fletværk, en udfoldelsesproces mod en kvalitativ ny individualitet, men ikke dennes indsnævring til fordel for en abstrakt kollektivitet, der i så fald af statsmaskinen påny bindes i trældom. Men konkret kollektivitet er befriende. Den er forudsætningen og konsekvensen af alle enkeltdelenes befrielse og kan ikke adskilles fra de enkelte menneskers udvikling mod en "oprejst gang". Anskaffelserne i producenternes selvforvaltning betinger statens afskaffelser som selvstændiggjort centralmagt i den bureaukratiske maskine.
De sovjetiske ledelseskampe udspilledes hinsides arbejderklassen, hinsides alliancen med bondepartiet, hinsides det absolutte flertal af partimedlemmer og naturligvis hinsides KI-sektionerne. Fra denne principielle fejl kan heller ikke Lenin på noget tidspunkt sige sig fri.
De nationale kommunistiske partier forblev hvad angik de grundlæggende problemer i den socialistiske opbygning uden egalitær kommunikation og information. Lenin, der på den 4. KI-kongres endnu havde påpeget de enkeltes forskellige veje, var efter foråret 1923 ikke længere kampduelig. Sinoviev, Kamenjew og Stalin lod af taktiske grunde slet ikke KI-årskongressen i 1923 afholde, fordi de var kommet dårligt af sted overfor KI's medlemsskare, medens Trotzki her ville have stået sig godt. Triumviratet havde på den 12 partikongres lært mere om "manipulationer" end Trotzki. SUKP's 12. partikongres, hvor Lenin ville have skilt sig af med Stalinfraktionen, fandt sted uden Lenin, der var dødssyg. Trotzki på sin side, der havde indladt sig på kompromisser med sine modstandere, kompromisser som bagefter ... forekommer utroligt tåbelige" (Isaac Deutscher), holdt sig fuldstændigt tilbage. Og således kom det ikke på partidagen til nævneværdige beslutninger, og slet ikke i Lenins forstand. Trotzki manglede netop, i modsætning til Lenin, evnen til "nu-tiden" i den politiske ledelses- og klassekamp. Han, den store internationalist, kæmpede ikke i rette tid for den KI-kongres, på hvilken han kunne have korrigeret sine fejltagelser på den 12. partikongres.
Da den næste kongres så endelig fandt sted i 1924, havde den politiske scene fuldstændigt forandret sig. Trotzki var politisk udmanøvreret, holdt ikke engang nogen tale længere, og Sinoviev, Kamenjew, Stalin og deres tilhængere beherskede diskussionerne.[62]
Lenin har villet afværge sit lands bureaukratiske arv. Men han gjorde det modsætningsfyldt. Medens han eksempelvis krævede den sociale og økonomiske selvbestemmelse for Georgien, bidrog han på den anden side til formindskelsen af demokratiet og til styrkelsen af bureaukratiet ved at indføre "enkelte personers diktatur i bestemte arbejdsprocesser" og unddrage dem "kontrollen nedefra". Lenin har villet gøre en ende på den forkerte udvikling i partiet og med partiet, men ikke i masserne og med masserne. Kampen om partiets ledelse var for ham altid et partianliggende, som de partiløse arbejdere og bønder og også langt størstedelen af partimedlemmerne selv var udelukker fra, og som de først bagefter blev oplyst om. Det skete dog åbent og ærligt og ikke i bedragets tegn, sådan som det senere under Stalin blev almindeligt.
Og her kommer vi tilbage til udgangspunktet for denne Ruslands-rekonstruktion: "Da det tatariske uhyre endelig udåndede, viste Iwan ved dets dødsseng sig snarere som en læge, der har forudsagt døden og venter på den, end som en kriger, der fører dødsstødet". Nu er det ganske vist socialismens utopi, der uddør. Iwan Kalitas "machiavellisme" som Marx siger, var imidlertid atter opstået i partiledelsen. Marx om Iwan Kalita: "Selv den åbne vold blev til intrige. I et sådant system af intriger, korruption og hemmelig usurpering måtte han have forgiftet sit offer, før han åbent slog det ned".[63] Og hos Isaac Deutscher kan man læse følgende beskrivelse af et stalinsk intrigespil fra en tid, hvor Lenin endnu levede, og hvor de første ansatser til en tilstand viste sig som så videreudvikledes i anden halvdel af tyverne indenfor SUKP: "For for eksempel at bevise Trotzkis 'defaitisme' slog han mønt på en privat udtalelse fra Trotzki, der engang havde sagt til Lenin, at 'gøgen snart ville synge sin dødssang for Sovjetrepublikken'. Stalin forfulgte her flere hensigter. Han regnede stadig med den mulighed, at Lenin ville vende tilbage til sit arbejde; og tog Lenins udnævnelsesforslag op, da han på denne måde håbede at fremmedgøre Lenin og Trotzki for hinanden. Han vidste, at intet ville være mere pinligt for Trotzki end antagelsen af, at han stræbte efter Lenins position. Det var en snu beregning. Trotzki følte sig meget ramt. Han havde mere håndfaste grunde til at håbe på Lenins tilbagevenden end Stalin, da deres 'blok' i så fald kunne træde i funktion. Men helt bortset herfra følte han sig så sikker på sin egen stilling i partiet og i landet som på hans overlegenhed over sine modstandere, at han ikke havde lyst til at kæmpe for tronfølgen. Han forsøgte ikke at mobilisere partnere og allierede; og det faldt ham end ikke ind, at han måtte gå særligt behændigt til værks. Og Stalins beskyldninger og antydninger var af en sådan art, at det for Trotzki var lige så absurd at tilbagevise dem som det var farligt at ignorere dem. De havde til hensigt at gøre ham til den lille og at aflokke ham sådanne tåbeligheder og undskyldninger, om hvilke ordsproget 'Den der undskylder, anklager sig selv' gælder.[64]
Stalin, skriver Deutscher, angreb Trotzki med "en fuldstændig uvant vildskab og ondskab". Vi erkender i historisk ny form den traditionelle omgangsform, som allerede forudså den farligste modstanders nederlag, altså Lenins nederlag, og som allerede forbereder angrebet på den taktisk svagere fjende, altså på Trotzki.
"Jag alle de ikke særligt smidige, men kloge folk væk, og lad kun de lydige idioter tilbage, så ødelægger I garanteret partiet". Det er et citat fra Lenin. Det bekræftedes historisk. I hvor høj grad han selv deltog i profetiens opfyldelse, har vi set.
Vi har allerede på forskellig vis talt om enkelte menneskers rolle i historiens gang. Men det betyder ikke, og for historiske materialister er det en selvfølgelighed, at vi nu i en slags omvendt personkult hæver pegefingeren og retter den mod Stalin i det "håb" i hans personlige fejltagelser at have klargjort den sovjetiske udviklings fejltagelser, idet vi ganske vist også inddrager Lenin i kritikken. Jeg kan ikke her føre nogen diskussion om, på hvilke tidspunkter og igennem hvilke forskellige objektive omstændigheder det sovjetiske samfund dengang og nu ville have kunnet tage en anden vej eller hvorfor og hvornår det gerådede stadig dybere ind i den udvikling, som vi ser for os, og som har fjernet det så håbløst langt fra målene i begyndelsen.
Den der imidlertid siger, at den internationale situation og den verdensomspændende kapitals permanente trussel mod den unge Sovjetunionen ikke tillod en anden vej, end den der blev gået ind på, til ham må der svares, at marxistisk determinismeforståelse er dialektisk og ikke mekanisk. Det vil sige: i enhver historisk situation er der givet rammer for objektive muligheder og dermed et spillerum for forskellige beslutninger. Om der f.eks. øves proletarisk internationalisme eller borgerlig udenrigspolitik imod fascisme, det er ikke et spørgsmål om opportunt diplomati, det er et spørgsmål om den indre samfundsmæssige struktur. Bøgerne herom må skrives i Sovjetunionen.[65] De er nyttige for os; men det er ikke de bøger, som vi må skrive om vor fortid og til vor fremtid. For rigtigt at kunne forstå bolsjevikkerne, er det vigtigt ikke at blive stående ved kritikken af Lenin, men at gå tilbage til socialismens teoretiske og praktiske begyndelse for så til sidst af denne vej igen at havne i aktuelle problemer. Dertil er det nødvendigt at se socialismens historie og socialismeforståelsens historie på sin side dialektisk. Det anbefaler Karl Korsch os.[66] Og han formulerer det i dialektikkens klassiske triade således: "Tese: Utopisk socialisme. Antitese: 'Videnskabelig socialisme'. Syntese: De afskaffelser, som er tilegnelser". Den "utopiske socialisme" det er "sværmerne" for friheden i det 19. århundrede, med deres fantastiske udkast og projekter for et kommunistisk samfund. Marx og Engels forsøgte at bringe disse utopier på den politiske økonomis begreber, at hente drømmene tilbage til samfundets realitet og de økonomiske lovmæssigheders realitet i deres udvikling, derfor altså "videnskabelig socialisme". Hvorved så kommunismens drøm, som er mere end forudgribelsen af den udvikling, der er anlagt i den daværende realitet, efterhånden gik under. Det bringer os med Korsch frem til en kritik af marxismens udspring selv, til en kritik af Marx, der troede endegyldigt at have afregnet med utopisterne og dermed lod en vigtig dimension indenfor alle frihedsbevægelser gå under i afsanseliggørelse og intellektualisering. Konsekvensen var, siger Korsch, spaltningen af den socialistiske bevægelse og teori på den ene side i "abstrakt anarkisme" og på den anden i "socialistisk videreudvikling af kapitalismen". Hvad betyder det? At Marx trods al kritik af kapitalismens politiske økonomi selv forblev fanget i kapitalismens kategorier. "Man kan opfatte den planøkonomi, der foresvævede Marx som socialisme, på en sådan måde, at den kun virkeliggør vareproduktionens gamle fornuft ..." "Som Hegels filosofi er udtryk for en allerede bestående restauration, så kunne Marx være den anticiperede restauration af en endnu forestående revolution". (Altsammen Korsch) Marx negerer de kapitalistiske produktionsforhold, men går aldrig over til at bestemme de socialistiske friheder. Den socialistiske bevægelse selv gentager derfor væsentlige momenter i den kapitalistiske arbejdsdeling. Arbejdsdelingen mellem ånds- og håndsarbejde; i politik på den ene og økonomi på den anden side; i fagforeninger her og politisk massebevægelse der; Bernstein, der Rosa Luxemburg; her "reform" og der "revolution". Mekanisk historieforståelse er resultatet.
Sovjetunionens reale historie (og senere "Warzawa-pagt"-landenes historie) står, så meget er sikkert, nærmere ved den "socialistiske virkeliggørelse af kapitalismen" end virkeliggørelsen af frihedens nye kvalitet. Enheden af videnskabelig socialisme og ophævet, ikke kasseret utopisk socialisme, det er hos Korsch syntesen af de "afskaffelser, som er tilegnelser". Afskaffelse af magtstaten og afskaffelse af lønarbejdet som højeste mål. Udvikling af konkrete overgangsprogrammer, for at de historiske skridt også altid kan blive skridt, der nærmer sig netop denne utopi. Disse programmer har vi ikke. Vi har brug for dem. Vi har brug for dem nu.
En tilbagestående etnolog kunne endnu i tyverne sige: "Et menneske uden stat er allerhøjest et halv-menneske". "Et menneske med stat" er i nutiden på vej til at blive et halv-menneske i det tyvende århundrede. Socialisme med konkret frihed eller moderniseret barbari - det er påny spørgsmålet.
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] Lenin, Über die nationale Frage [Om det nationale spørgsmål], Berlin 1960, s. 650.
[2] Minder om de Bucharinske udtalelser på den 3. KI-kongres.
[3] LW, bd. 33, s. 420ff.
[4] Ibid., s. 428.
[5] Ibid., s. 448.
[6] Ibid., s. 474; de "krumme" og revisionistiske kommunister i DDR oversætter "stagnation" med "ubevægelighed", begrebet "trældom" med 'feudalisme' - således bliver "trældom" (krepost-ničestvo) til 'feudalisme'; 'livegenskabskultur' tilsidesætter den russiske histories særegenhed. Treenigheden af stat, bureaukrati og trældom skal tilsløres.
[7] LW, bd. 33, s. 452.
[8] Ibid.
[9] Ibid., s. 455.
[10] Ibid.
[11] Men han griber alligevel ikke tilbage til den oprindelige russiske arv fra landsbykommunerne for praktisk at forankre kommunistiske samkvemsformer i landbrugets menneskelige og økonomiske relationer på et historisk nyt stade for landproletariatet og de fattige bønder, som alternativ til det voksende lag af kulakker. Med "kammeratskabslegeværk" (LW, bd. 33, s. 226), der gebærder sig kommunistisk, skulle man ikke nærme sig bønderne. De havde gjort de dårligste erfaringer med kommunisterne og "rekvireringskomitéerne". Det gjaldt også her om at begynde forfra, at huske på de marxske overvejelser over den russiske fremtid. (Se MEW, bd. 19, s. 242ff.).
[12] LW, bd. 33, s. 268.
[13] Ibid., s. 456.
[14] Ibid.
[15] Ibid., s. 457; fremhævelsen af R. D. - Hvad en nærhed til "vareproduktionens urtilstand" (Engels) indeholder af produktivitet, har Engels fortalt os. Cirkulationssfærens døde omkostninger, som kendetegner den udviklede kapitalisme med dens 'europæiske kultur' og dens vareudveksling, havde åbenbart endnu ikke præget by-land relationen i Rusland.
[16] LW, bd. 33, s. 460f.
[17] Den russiske revolutions undergang hjalp den kinesiske til væsentlige korrekturer. De mangfoldige vanskeligheder, problemer og fejltrin ved den kinesiske vej står ikke her til diskussion. Om forskelle og ligheder mellem den russiske og kinesiske produktionshistorie, se Kramer, ibid.
[18] LW, bd. 33, s. 461.
[19] Ibid., s. 474ff.
[20] Ibid.
[21] Ibid.
[22] Ibid., s. 475.
[23] Ibid., (fremhævet af R. D.).
[24] Ibid., s. 483.
[25] Ibid., s. 475.
[26] Ibid.
[27] Ibid., s. 476.
[28] Ibid.
[29] Ibid.; (fremhævet af R. D.).
[30] Ibid., s. 477.
[31] Ibid.; (fremhævet af R. D.).
[32] Ibid., s. 477.
[33] Ibid. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[34] Ibid., s. 478.
[35] "Hellere mindre, men bedre" kan først rigtig forstås, når artiklen læses i sammenhæng med Lenins først i 1956 (!) for første gang offentliggjorte bidrag "Om nationaliteternes problem..." (i: Lenin, Über die nationale und die koloniale nationale Frage [Om det nationale og det koloniale nationale spørgsmål], Berlin 1960, s. 650ff.) fra slutningen af december 1922, et angreb på Stalin, Ordshonikidse og Dsershinski, der forsøgte at slå retten til national selvbestemmelse i Georgien ned. Genopstandelsen af det moskovitiske selvherredømme over de nationale mindretal meldte her sin ankomst, altså et grundmoment i restaurationen, omend også samfundet ikke igen kunne blive som det var under zaristiske trældomsforhold. Den kendsgerning, at Lenin tog kampen op mod denne restaurering af undertrykkende strukturer, fratager enhver, og særlig da Solsjenitsyn, der jo tager sandheden moralsk alvorligt, retten til at sætte lighedstegn mellem Lenins politik og den stalinistiske "fremskridtsvenligt" funderede restauration.
[36] Lenins eneste håb i kampen mod bureaukratismen lå i, "at enhver nok så lille besparelse" "kommer udviklingen af vor maskinelle storindustri, udviklingen af elektrificeringen og hydrotori-udvindingen, færdiggørelsen af byggeriet på Wolchowkraftværket osv. til gode". (LW, bd. 33, s. 489). Så, mener Lenin, bliver det muligt at bryde igennem "den landlige indskrænketheds rige" (ibid.) med retning mod socialismen. At industrialiseringen kan drives frem gennem et stadig dybere forankret rige af bureaukratisk indskrænkethed, det så Lenin netop ikke.
[37] Se Arthur Rosenberg, Geschichte des Bolschewismus [Bolsjevismens historie], Berlin 1932, s. 191f.; se Deutscher, op. cit., s. 83ff.
[38] Som ikke var tilfreds med sin situation. De 'vilde' strejker i sommeren 1923 forblev stadig uden en ledelse, der ville kunne have ledet kampen mod bureaukratifraktionen.
[39] LW, bd. 32, s. 158.
[40] Lenin, Om nationaliteternes problem..., op. cit., s. 651.
[41] Ibid.; her bliver allerede "Hellere mindre, men bedre" mere forståelig, det er angrebet på Stalins administrativt-bureaukratiske hastværk.
[42] Ibid., s. 650.
[42a] Naturligvis har despotiets fremtrædelsesformer, sådan som de vender tilbage i det sovjetiske statssamfund, en anden socialøkonomisk basis end zarismen. De ligheder, der findes, bør ikke udviske dette.
Stalins opstigning i SUKP var ikke noget tilfælde, og jeg minder om at det var Stalin, der allerede før oktoberrevolutionen anså opbygningen af socialisme i et land for muligt og her befandt sig i fuldstændig overensstemmelse med Lenin, også selv om Lenin satsede langt mere på de europæiske arbejdere. Stalin, en førende bolsjevik der næppe havde prøvet det vestlige eksil, ikke havde gjort nogle vesteuropæiske erfaringer og ejheller satte pris på dem, sagde på SDAPR's 6. partidag, altså få uger før oktoberrevolutionen: "Den mulighed er ikke udelukket, at netop Rusland bliver det land, der baner vejen for socialismen. Hidtil har endnu intet land i krigsforhold nydt en sådan frihed som Rusland og ikke et eneste land har forsøgt at gennemføre arbejderkontrol over produktionen. Forøvrigt er vor revolutions basis bredere end i Vesteuropa, hvor proletariatet ganske alene står ansigt til ansigt med bourgeoisiet. Hos os derimod understøttes arbejderne af de fattigste lag indenfor bondestanden ... Man må lade den overleverede forestilling falde, at kun Europa kan vise os vejen. Der lindes en dogmatisk marxisme og en skabende marxisme. Jeg står på den sidstnævntes grund". (Betoning af mig.). At høre disse sætninger fra Stalin lyder underligt, men de giver os de første vigtige praj om, hvorfor han satte sig igennem i SUKP. Stalin polemiserer her mod Preobrashenski, der ved siden af Bucharin var den mest betydende teoretiker i politøkonomiske spørgsmål, politisk stod i nærheden af Trotzkis position og på den nævnte partidag gjorde den russiske revolution afhængig af den proletariske verdenssituation. Stalin, der havde blikket rettet mod Rusland, kunne derfor bedre bedømme styrkeforholdene i sit eget land. Uden på den anden side at råde over noget teoretisk fundament for, hvordan denne socialismes opbygning skulle gå for sig, hvordan staten, hvordan samfundet på langt sigt skulle se ud, hvilket altså det konkrete program på langt sigt skulle være. Om alt dette fandtes der ikke andet end almene forestillinger om, at der netop matte og ville opstå et nyt samfund, men der fandtes ingen overvejelser over, hvordan det dag for dag og dog i vekselvirkning med det utopiske fjernmål kunne se ud. Det gjaldt ikke bare for Stalin, det gjaldt for bolsjevikkerne overhovedet, og det gjaldt naturligvis også for Lenin. Umiddelbare opgaver besvaredes umiddelbart, blev ikke målt og korrigeret ud fra et perspektiv, som virkelig forsøger i store træk at konkretisere, hvorhen partiet virkelig vil føre arbejderne og bønderne.
Den modsætning, som lå i denne praksis, kommer til udtryk i dette Lenin-citat, hvori man ikke kan overse en "skyldfølelse", ja det tror jeg faktisk man kan kalde det: "Jo mere beslutsomt vi nu må gå ind for en hensynsløs stærk magt, for enkelte personers diktatur i bestemte arbejdsprocesser med bestemte momenter af" rent udøvende funktioner, desto mere mangfoldige må formerne og metoderne for kontrol nedefra være for at paralysere den mindste mulighed for at forvanske sovjetmagten, for stadig utrætteligt at rykke bureaukratismens ukrudt op". (LW, bd. 27, s. 266). Lenin siger "kontrol nedefra", men i virkeligheden dominerede efter indførelse af en-mands-ledelsen "enkelte personers diktatur" i virksomhederne. Under præstationsmaximeringens "nødvendighed" (denne burde vi også diskutere) voksede virksomhedslederens ret til autoritært at tage beslutninger om produktions- og arbejdsprocesser, imod arbejderkontrol og imod fagforeningerne. Tabet af arbejderkontrol i økonomien går hånd i hånd med tabet af politisk indflydelse på udviklingen i stat, parti og samfund. Men nu deraf at drage den konklusion, at "alt var forkert fra begyndelsen", sådan som Solsjenitsyn og andre gør, er ofte udtryk for en tænkning, der på sin side ingenlunde sætter massevirksomhed i centrum, og for hvilken vejene til massernes befrielse lige så lidt er et problem som en revolutionær situation, hvor der i overensstemmelse med betingelserne må handles radikalt. Stalin, der kendte indholdet i "arbejderkontrol" og "frihed" mindre end sit lands bureaukratiske traditioner, måtte i fasen med indskrænkning af oktoberrevolutionens resultater med nødvendighed træde i forgrunden.
I hvor høj grad den zaristiske traditions gamle statsapparater strukturelt og formelt, ofte med de samme personer og dvs. dybt borgerlie typer, blev overtaget, se Walter Pietsch, Revolution und Staat. Institutionen als Träger der Malcht in Sowjetrussland 1917-1923 [Revolution og stat. Institutioner som magtbærere i Sovjetrusland 1917-1923], Köln 1969. Denne bogs styrke er mængden af fakta indtil den mindste detalje om den umiddelbare vej efter oktoberrevolutionen. Svagheden er, at Pietsch ikke har nogen forståelse for Ruslands halvasiatiske udvikling. På samme måde ser jeg Uwe Brügmanns arbejde om "Die russischen Gewerkschaften in Revolution und Bürgerkrieg 1917-1919" [De russiske fagforeninger i revolution og borgerkrig 1917-1919], Räteverlag, Wiener Neustadt 1973. I begge bøger kan man læse virkelig meget om de historiske hændelser og om direkte formidlinger, som for det meste går tabt i min rekonstruktion af de leninske problemer.
[43] Lenin, Zur Frage der Nationalitäten..., op. cit., s. 655.
[44] Ibid.
[45] Ibid.
[46] Ibid., s. 651. Kampen for "vort apparats renselse" (LW, bd. 33, s. 489) i "Hellere mindre..." er den offentlige bebudelse af kampen mod Stalin, som repræsentant for bureaukratifraktionen, og Dsershinski, som leder af den ukontrollerede Tscheka. Lenin havde, som bolsjevistisk taktiker, sine grunde til endnu ikke at lade angrebene blive mere direkte, og for det andet havde fraktionsforbuddet efter min mening også for Lenin uheldige konsekvenser. Stalin ville ikke lade offentliggørelsen af "Hellere mindre ... "slippe igennem, den var rettet mod ham. (Se Deutscher, op. cit., s. 97ff). Sinoviev og Kamenjew danne ganske vist sammen med Stalin triumviratet, men Lenins Stalin-kritik forekom dem at sikre balancen, og derfor gik de sammen med Trotzki ind for ofentliggørelsen. Sidstnævnte havde imidlertid et andet motiv, for ham drejede det sig - såvel som for Lenin - om kampen mod den ukontrollerede bureaukratiske maskine. Trotzki 'truede' med at fremlægge den leninske Stalinkritik for hele partiet. Det var, i bolsjevistisk forstand, taktisk forkert. Hvad Lenin på den 12. partidag havde for med Stalin, forstod Trotzki med sin for bolsjevistisk ledelse uegnede 'moral' aldrig virkeligt. Alligevel var 'truslen' egnet til allerede fire uger efter færdiggørelsen, den 4. marts, at sikre offentliggørelsen af den af Stalin blokerede artikel "Hellere mindre..." i Prawda.
[47] Bidraget "Zur Frage der Nationalitäten..." havde kun Trotzki faet, publikationen ville han tydeligvis vente med til partidagen for at garanteref sin afregning med bureaukratifraktionen!
[48] Lukács, Lenin..., op. cit., s. 97.
[49] Ibid.
[50] At Lenin nærede mistro til Stalin etc., men ikke lige med det samme, i december 1922, havde stolet på Trotzki alene, viste sig i, at han først traf sin beslutning, efter at han personligt sammen med sin sekretær havde gennemført en mere eller mindre 'hemmelig' undersøgelse af den georgiske konflikt, uafhængigt af centralkomiteen.
[51] "Jeg ville gerne bede Dem om at overtage forsvaret af den georgiske sag i partiets centralkomité. Sagen 'forfølges' nu af Stalin og Dzierzynski, og jeg kan ikke forlade mig på deres upartiskhed. Tværtimod. Hvis De ville være villig til at overtage forsvaret, ville jeg kunne være rolig. Skulle De af en eller anden grund ikke kunne indvillige, vil jeg bede Dem sende hele materialet tilbage til mig. Det vil jeg betragte som tegn på Deres afslag. Med gode kammeratlige hilsener, Lenin" (LW, bd. 54, s. 329 i den russiske udgave. Findes hverken i DDR-udgaven eller i Lenin-bindet "Über die nationale Frage..."; jeg citerer fra M. Levin, Lenins letzter Kampf [Lenins sidste kamp], Hamburg 1970, s. 100).
[52] Det angiveligt rent personlige brev hedder: "Til kammerat Stalin, strengt hemmeligt, personligt, afskrifter til kammeraterne Kamenjew og Sinoviev" - der taltes altså til triumviratet -; "Højt ærede kammerat Stalin, De har tilladt Dem den uforskammethed at ringe til min kone pr. telefon og at såre hende. Men hun har meddelt Sinoviev og Kamenjew det. Jeg har ikke til hensigt så let at glemme, hvad man har gjort imod mig, og det er indlysende at jeg betragter det, som man har gjort imod min kone, som rettet mod mig. Derfor beder jeg Dem overveje, om De er rede til at trække det sagte tilbage og bede om undskyldning, eller om De foretrækker at afbryde forbindelserne imellem os. Med højagtelse, Lenin" (LW, bd. 54, s. 329-30 i den russiske udgave, citeret fra Lewin, op. cit., s. 101f.).
[53] Lenin, Notits til politbureauet om kampen mod stormagtschauvinismen, i: Über die nationale Frage..., o.a., s. 648.
[54] Brevet til Stalin er fortsættelsen af hans ansporing af partiet til at udskifte Stalin, som normalt betegnes som Lenins egentlige såkaldte 'testamente', men i virkeligheden var der i månedsvis tale om overordentlig skarpe og bstemte angreb på Stalin. Et citat fra 'testamentet': "Stalin er for grov, og denne mangel som sagtens kan gå i vor midte og i samværet kommunister imellem" - hvad der kan betvivles - "kan ikke tolereres i funktionen som generalsekretær. Derfor foreslår jeg kammeraterne at overveje, på hvilken måde man ville kunne udskifte Stalin og sætte en anden på denne plads, der i enhver henseende kun adskiller sig fra kammerat Stalin ved et fortrin, nemlig derved at han er mere tolerant, loyal, høflig og mere opmærksom, mindre lunefuld osv. overfor kammeraterne". På dette tidspunkt foreligger hverken de forfalske eller de af ham foranledigede nye undersøgelser af den georgiske sag for Lenin. Derfor er Stalin i dette øjeblik endnu ikke hovedfjende nr. 1 i partiet. Men Lenins kamplinie er allerede klar, og den bliver endnu mere markant efter vurderingen af dokumenterne om Georgien. Den nye kritik af Stalins personlige karakter efter fornærmelsen af Krupskaja er et yderligere skridt i den almene politiske kamp mod bureaukratifraktionen omkring Stalin.
[55] "Fojewa'erne overbragte Lenin dette spørgsmål og kom tilbage med en kategorisk negativ-besked. 'Under ingen omstændigheder. Wladimir Iljitsch siger, at Kamenjew straks viser Stalin alt, men at Stalin vil indgå et fordægtigt kompromis og derpå bedrage'". (Lewin, op. cit., s. 102).
[56] LW, bd. 54, s. 330 - russisk udgave. Lewins oversættelse, op. cit., s. 102f. blev benyttet.
[57] Se Trotzki, Mein Leben, Versuch einer Autobiographie [Mit liv, forsøg på en selvbiografi], Berlin 1930, s. 468.
[58] Lukács, Lenin..., op. cit., s. 93.
[59] Deutscher, op. cit., s. 102.
[60] Nettl, Rosa Luxemburg, Köln 1965, s. 667.
[61] Lewin har ikke forstået, at Lenin - omend modsætningsfyldt - fra starten af sin analyse af de russiske forhold helt bestemt forstod den zaristiske statsmaskine som den herskende klasses bureaukrati indenfor den førkapitalistiske produktionsmåde - og ikke som det svage bourgeoisis. Lenin ville på grund af sin teoretiske bundethed til den traditionelle europæiske marxisme ikke opgive sit 'moderne statsapparat'. Arbejderne og bønderne skulle udvikle sig og produktionsmæssigt og derpå kontrollere statsapparatet. Som om en Central Kontrolkommission (ZKK) og arbejder- og bondeinspektioner uden klassernes aktive medvirken kunne være en relativ selvstændig kontrolinstans i opbygningen af socialismen! Carrs bebrejdelse mod Lenin (se Socialism in one country [Socialisme i et land], 2. bind, s. 200) for at denne ikke virkeligt har set forvaltningsproblemet i et samfund under 'modernisering', rammer hverken Lenin indholdsmæssigt eller historisk; se "Vil bolsjevikkerne holde statsmagten?". Jeg mener, at Lenin netop på dette sted var 'moderniteten' for nær, at han ikke ramte Ruslands virkelige forhold og tendenser, og at statstypen derfor blev "overfremskridtsvenlig", iblandet reaktionære elementer.
[62] Og Lukács fik allerede få uger efter den direkte udelukkelse af Lenin fra den politiske aktion at føle, hvorhen den nye retning på langt sigt vil føre. Anmeldelsen af "Geschichte und Klassenbewusstsein", som Hermann Duncker, en af de mest indflydelsesrige partilærere i KPD, offentliggjorde i "Rote Fahne", forudgreb allerede der det, som på den kommende KI-kongres i 1924 ville blive startet af angreb på den kommunistiske intelligens fra Lukács til Korsch (se Duncker-anmeldelsen i bogens dokumentariske appendiks).
[63] Marx, i: Rjasanov, op. cit., s. 22.
[64] Deutscher, op. cit., s. 93f.
[65] Bl.a. er i den forbindelse bogen "Das Jahrhundert der Wolfe" [Ulvenes århundrede], Frankfurt, 1971, læseværdig, og især også for kammerater for så vidt som de kan tåle andet end bekræftelser; skrevet af Nadescha Mandelstam, den russiske lyriker Ossip Mandelstams hustru, ikke socialist, men en forfatterinde, der stiller de spørgsmål om de indrerussiske årsager til forfølgelse, hvis svar ingen socialist, der tager kommunismen som frihedens realisering alvorligt, kan komme særlig let om ved.
[66] I sit udkast til "Buch der Abschaffungen" [Afskaffelsernes bog] et cirka 30 sider langt og endnu utrykt manuskript fra de tidligere halvtredsere, altså fra den tid, hvor Korsch beskæftigede sig intensivt med samfundenes problemer i overgangen til socialismen.
Last updated on: 8.22.2008