|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
Det var på den 4. KI-kongres i 1922 (7.11. - 4.12.), den 13. november, at Lenin for sidste gang i den internationale kommunismes arena gav henvisninger med henblik på at problematisere revolutionsprocessen i de forskellige lande. I dette bidrag, som de socialistiske og kommunistiske militante har taget alt for lidt hensyn til, gør Lenin - ligesom allerede i 1905 og 1921 - på den ene side rigtigt og på den anden side forkert, opmærksom på den særegne "tilbageståenhed" på de samfundsmæssige produktivkræfters, kulturens og samværsformernes lave udviklingsniveau, og glemmer ikke at henvise til Sovjetunionens ekstra vanskeligheder, der er opstået gennem kapitalens internationale boykot.[1] "For det fjerde har vort statsapparat skylden. Vi har overtaget det gamle statsapparat, og det var vor ulykke. Statsapparatet arbejder meget ofte mod os".[2] Hvorledes er det muligt, at statsapparatet kan arbejde imod partiapparatets mål og interesser?" Sagen var den, at statsapparatet i 1917, efter at vi havde grebet magten, saboterede os. Vi forskrækkedes dengang meget og bad: "Vil De ikke nok være venlig at komme tilbage til os! Og alle kom tilbage. Det var vor ulykke".[3] Lenin er kommet grundproblemet nærmere, men holder på den anden side stadigvæk fast ved den fundamentalt forkerte konstellation af et 'moderne statsapparat' i et 'umoderne' land. Det er således konsekvent, når han 'jamrer': "Vi har nu en enorm mængde funktionærer, men vi har endnu ikke tilstrækkeligt dannede kræfter til virkeligt at styre dem".[4] Han stiller ikke her spørgsmålet om afskaffelse, han vil 'blot' anskaffe bedre 'dannede kræfter' for at kunne tilsidesætte egenmægtigheden i statsapparatets basis.
Vil ikke det modsatte ske? Særlig når der ikke er nogen klasse- og massekontrol?
Men hvad er nu den sociale herkomst af disse enorme mængder funktionærer'? Lenin skelner her mellem ansatte, der stammer fra det zaristiske bureaukrati, og sådanne, der kommer fra det kortfristede "borgerlige samfund".[5] Han taler om hundredtusinder af sådanne typer ansatte. Deres 'nødvendighed' problematiseres ikke. Alene gennem årelange forandringer i apparatet, vel at mærke udført af "unge mennesker",[6] der blev uddannet i sovjetskoler og arbejderfakulteter, kunne statsapparatet forbedres. Fordi Lenin forenkler forholdene, ikke nærmer sig modsætningerne mellem stats- og partiapparat, mellem statsapparat og arbejderklasse, mellem arbejder- og bondeklasse, mellem fagforeningerne og det kommunistiske parti og ikke gør massemobiliseringen og udfoldelsen af disse kræfter til kriterium i udviklingen af en statsmaskine og i udviklingen af en masseadækvat partilinie på vej mod egalitet, må statens 'drivende' og dog så hæmmende rolle træde stadig tydeligere frem.
Fanget i denne modsigelse, men dog som næppe nogen anden i SUKP i kamp mod bureaukratismen i Sovjetunionen, er hans syn på KI's rolle og funktion såvel som problemer ærligere end KI-maskinens repræsentanter, der fra starten af var en kopi af bureaukratifraktionen i stats- og partiapparatet. Eventyreri, sekterisme og bureaukratisme kunne ikke adskilles i dette tilfælde. Lenin kommer til erkendelse af, at resolutionen, som den 3. KI-kongres vedtog "om det kommunistiske partis organisatoriske opbygning og om metoden og indholdet i dets arbejde"[7] er "udmærket", "men den er næsten udelukkende russisk, dvs. alt er taget fra de russiske forhold. Det er det gode ved resolutionen, men det er også det dårlige".[8] Denne resolution er "helt igennem gennemtrængt af en russisk ånd"[9] en genspejling af Ruslands samfundsmæssige forhold: "Det er mit indtryk, at vi med denne resolution har begået en stor fejl, nemlig, at vi har spærret os selv vejen til endnu et fremskridt".[10]
Lenin kritiserede denne hæmmende totalisering af den russiske revolutionsproces' politisk-organisatoriske principper: "... vi har ikke forstået, hvorledes vi med vor russiske erfaring må nærme os udlændingene".[11] Han stiller spørgsmålet om formidlingerne, den egalitære kommunikation og diskussion mellem KI-sektionerne, uden at udfolde dem yderligere. Almengørelsen af den russiske klassekampshistorie, der tilsidesætter særegenhederne og forskellene i de europæiske kapitalforhold, kan således heller ikke udarbejde nogle reale formidlinger og principielle fællestræk, men ender i 'døde bogstaver'.
Lenin afdækker - uden at sige det - KI-eksekutiv-komitéens bureaukratisk-autoritære maskineri, såvel som sit eget partis: "Og hvis vi ikke begriber det, vil vi ikke komme fremad".[12] Derfor mener Lenin, at det er af grundlæggende betydning "nu roligt at lære"[13] da vi for tiden ikke angribes militært, derfor må vi udnytte denne tid, "til at lære, og det fra bunden".[14] Hvad vil Lenin sige? I hvert fald sigtes der med dette 'fra bunden' til hin 'ulykke' det fejlagtige i at overtage det gamle statsapparat: "... også de udenlandske kammerater må lære, ikke i den forstand vi må lære - at læse, skrive og forstå det læste, hvad vi stadig har svært ved. Men strides om, om det hører til den proletariske eller til den borgerlige kultur. Jeg lader dette spørgsmål stå åbent ... Udlændingene behøver ikke dette. Det som de behøver er allerede noget højere. Dertil hører fremfor alt, at de nu også forstår det, som vi har skrevet og udlændingene undertegnet om det kommunistiske partis organisatoriske opbygning, uden at have læst og uden at have forstået det".[15] Udlændingene må ikke stille sig tilfreds med de russiske erfaringer, gentager han, ikke hænge resolutionen fra 1921 "op på væggen som et helligt billede"[16]: "Dermed er intet opnået. De må optage et stykke af de russiske erfaringer i sig".[17] Og han stiller det eneste rigtige spørgsmål med det dertil hørende svar: "Hvorledes vil det ske? Det ved jeg ikke".[18] Han ønsker at den europæiske arbejderklasse samler nye erfaringer, italienerne med fascismen og nødvendigheden af ny oplysning for at afværge 'sorte hundredemandsgrupper' etc.
Denne oplysning om klassekampene skulle kædes sammen med nye midler og veje for SUKP med henblik på at 'klargøre' den så vigtige og så ambivalente resolution om organisationsspørgsmålet fra den 3. kongres: "Ellers er de absolut ikke i stand til at gennemføre denne resolution".[19]
Her begynder det leninske dilemma, på den ene side drejer det sig om "et stykke af de russiske erfaringer", på den anden side drejer det sig om den almene gennemførelse af de russiske erfaringer. Abstrakt-teoretisk erkender han den grundforskellige samfundsmæssige struktur, praktisk-politisk bestrider han dog den proletariske revolutions selvstændige vej i Europa. Var indsigten i den principielle forskellighed blevet fasthold, så havde dette måttet føre til, at kun de erfaringer, som virkeligt kunne overføres, eller også forbilledlige holdninger (den virkelige kampbeslutsomhed eksempelvis) var blevet inddraget i de egne vesteuropæiske organisationsstrukturer, at altså "kun" etstykke, laddet også være et yderst vigtigt, af hele Ruslands økonomisk-historiske situation havde fået adgang til klassekampen på den vesteuropæisk-kapitalistiske byttehandels økonomiskhistoriske stade. Det ville f.eks. også have krævet, at "enhedsfronts"-parolen som direkte barn af SUKP-resolutionen fra 1921 blev "afrussificeret" og europæiseret!
Det klarede KI-eksekutiv-komitéens maskine med dens dobbeltbundede udenrigspolitik (idealistisk verdensrevolution plus borgerligt-"realistiske" ordninger) imidlertid aldrig. KI-sektionernes selvvirksomhed var allerede blevet belastet af KI-konstitutionen. Uden selvvirksomhed bliver selv-kritikken "krumbøjet", tilsidesættes sektionernes selvstændige handleevne og forhindres udviklingen af den befriende selvforandring, den samfundsmæssige "individuation".[19a] At Lenin kæmpede mod strømmen i SUKP ses allerede deraf, at han efter vurderingen af KI's misere stiller forslag om at forlægge KI-eksekutiv-komitéen "til Berlin eller en anden europæisk hovedstad".[20] Denne rigtige, men sene, ja forsinkede erkendelse af, hvordan man muligvis kan komme nærmere problemet om den europæiske revolution, mødte ikke lydhøre ører. KI-sektionerne kunne ikke længere lære at løbe, de og apparatet havde allerede nået deres faste punkt.
Ophæves selvvirksomheden ikke til princip, men tværtimod ikke engang er tilladt, hvorfra skulle da sektionerne få selvtillid til at tage et revolutionært skridt?
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] Interessant nok kommer "verdensrevolutionens" rolle for Sovjetunionen mindre ind i billedet end i "tidligere" tider, da det endnu hed: "Når vi, det bolsjevistiske parti, har taget hele værket i vore hænder, så har vi gjort det i den overbevisning, at revolutionen modnes i alle lande ... Vores redning ud af alle disse vanskeligheder er, som sagt, revolutionen i hele Europa" (LW, bd. 27, s. 81). Var den "tyske revolution" på den 7. partidag i særdeleshed for Lukács endnu en nødvendig betingelse for at kunne overleve, så var denne situation forbi. Sovjetunionen overlevede, og den internationale revolutions funktion tildeltes dermed en forandret karakter.
[2] LW, bd. 33, s. 414. Lenin ser ikke klart, at de kun kunne saboteres af sabotører, fordi bolsjevikkerne bibeholdte den gamle struktur i forholdet mellem stat og samfund- og det på trods af "Staten og revolutionen". Her bliver det igen tydeligt, hvor skæbnesvangert det var, at formidlingen mellem partiapparat, statsmaskine og rådssystem, forholdet mellem stat og samfund ikke betragtedes som grundproblem i den russiske historie og dens halvasiatiske tradition.
I 1919 sagde Lugen Leviné i sin "Bericht über den I. Alldeutschen Råtekongress" [Beretning om den I. altyske rådskongres]: "Vor opgave er først og fremmest at skabe en rådsorganisation, som ikke blot står på papiret. En rådsorganisation, der står på papiret, kan saves af. Vor opgave i den nærmeste tid er påny at påbegynde bygningen nedefra. I de store virksomheder ville jeg foreslå at gå frem efter det russiske mønster. Ikke direkte at vælge ti eller tolv folk fra forsamlingen, thi i så fald dukker igen de velkendte talere op, eller partiledere og ikke folk fra massen, men i første omgang i hver fabrik at danne et fabriksråd". Leviné fortsætter med en egenartet sætning: "I den russiske rådsorganisation var grundstammen i en store virksomhed fabriksrådet. Dette var så værdifuldt, fordi folkene her kunne se deres repræsentanter nærmere an". (Jeg citerer fra en fotokopi af Leviné-teksten, som jeg før min udvisning af England, som jeg skylder den konservative regering, i 1971 venligst havde fået af kammerat Rosa Meyer-Leviné i London).
Det burde altså undersøges, hvorigennem den befriende "grundstamme" i socialismens udvikling opløstes i Sovjetunionen. Også selv om enmandsledelsen af virksomhederne, som de beskæftigede i sidste instans ikke kontrollerede, var medvirkende til det russiske rådssystems ødelæggelsesproces, som alt taler for, så må der dog spørges om, hvorfor en spontan organisationsform for klassen, som sovjetterne, relativt hurtigt kunne forsvinde. Forholdet mellem parti og klasse forbliver det dialektiske grundproblem. For Lenin stillede spørgsmålet sig ikke sådan, fordi det historiske subjekt for ham altid var partiet, klassen var objekt for partiets interesser og mål. Vejen for den "demokratiske centralisme" i partiet til den ukontrollerede enmandsledelse i virksomhederne er så kort som vejen fra den ukontrollerede enmandsledelse i virksomhederne til den ukontrollerede enmandsledelse i SUKP.
[3] Ibid.
[4] Ibid. (fremhævelser af R. D.). "Dannelse" i statsmaskinen og ikke "dannelse" som udvidelse af opdragelsen til "arbejderkontrol" er kriteriet hos Lenin.
[5] LW, bd. 33, s. 415.
[6] Ibid.
[7] Ibid., s. 416.
[8] Ibid.
[9] Ibid.
[10] Ibid., (fremhævelse af mig, - R. D.). Idet han går ud fra en iøjnefaldende ydre forskel, henviser også Jeno Landler os til problemet omkring forskellen mellem samfundsmæssige livszoner: "Når vore russiske kammerater taler om partiet, bliver de bløde og næsten sentimentale. Så megen kærlighed, trofasthed og hengivenhed åbenbarer sig i deres ord og skrifter, når talen er om partiet og dets problemer står på dagsordenen, at enhver, der hører eller læser det, alene på stemmen kan gøre sig et begreb om partiets betydning. Skønt vi dog virkelig kun i den forbindelse kan tale om et strengt centraliseret parti med militært organiseret disciplin. Hvorledes er det muligt, at det, som ligger de russiske revolutionære så meget på hjerte, hos de vest- og mellemeuropæiske revolutionære virker så fremmed?" (i: Proletár af 8.12.1921). Det rigtigt stillede spørgsmål får nu imidlertid et svar, der argumenterer med "mod" i stedet for til enhver tid at aflede forholdet til partiet og selve partiets struktur af situationen legalitet og illegalitet.
[11] LW, bd. 33, s. 416.
[12] Ibid., s. 417.
[13] Ibid.
[14] Ibid.
[15] Ibid.
[16] Ibid. Lenin fordrer den kritisk-solidariske ligeberettigelse mellem KI's kommunistiske sektioner, hvormed han fuldstændigt forbigår realiteten i forholdet mellem eksekutivkomité og sektioner og derfor heller ikke virkeligt kan begribe, hvorfor de vest- og mellemeuropæiske kommunister ikke er kommet videre i organisationsspørgsmålet. Det moskovitiske "hellige billede på de europæiske vægge" havde allerede antaget anseelige dimensioner, og de enkelte nationale sektioners afhængighed af SUKP var, som vi har erfaret gennem begivenhederne omkring det ungarske kommunistparti, meget udbredt. Landler kunne ganske vist endnu skrive så almene sætninger som: "Om det er et åbent eller et lukket parti, om det er et masseparti eller ikke, organisationens fundament er cellen. Det vil sige opbygning nedefra". (Landler, Taktik und Organisation, i: Proletár, 26.1.1921). Realiteten så anderledes ud.
[17] LW, bd. 33, s. 417.
[18] Ibid.
[19] Ibid.
[19a] Historisk adækvat, gennem klassekamp formidlet selvforandring henholdsvis individuation er modsætningen til den individualisme, der tilpasser sig. Igennem selvforandring og individuation opstår den personlighed, der er negationen af den borgerlige person, det er "tilnærmelsen til det artsmæssie i det individuelle liv", det er den "virkelige udfoldelse af individualiteten", for at tale med Lukács ("Skizze", s. 53). Denne afgørende vending, som Marx "sågar" indrømmede de russiske bønder, rettere, fra hvilke han i Rusland anså dette for mest muligt, var for Lenin et problem, der lå hinsides hans tænkning.
[20] Deutscher, ibid., s. 151. Det var et politisk-teknisk forslag, der ved første øjekast åbenbarede, at dets ophavsmænd kendte KI's tekniske maskine og dens ubevægelighed lige så lidt som KI-eksekutivkomitéens daglige politik i de enkelte sektioner.
Last updated on: 8.22.2008