|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
Lukács' politiske nederlag ved KI-eksekutiv-komitéens beslutning om forlægning af Den kommunistiske Ungdomsinternationale fra Berlin til Moskva og tilsidesættelsen af de sidste rester af dens relative politiske autonomi, men frem for alt Landler-fraktionens nederlag på den 3. KI-kongres havde i væsentlig grad forandret Landler-fraktionens hele partiarbejde i Wien og kooperationen med particellerne i Ungarn og vanskeliggjort kadrenes virksomhed i illegaliteten.
Eksil-KPU's virkelige flertal var ved KI-eksekutiv-komitéens beslutning blevet udråbt til mindretal, og tidsskriftet "Kommunismus" var blevet opløst.[1] Efter Kun-fraktionens sejr på den 3. KI-kongres blev Béla Kun, denne politiske "nar" (Lenin), den 26. august påny trukket ind i 'verdensrevolutionens' omdøbte "inderste gemakker;' sammen med Heckert, der havde forkyndt Kuns 'tanker' om organisationsspørgsmålet i sit afsluttende referat om kongressens organisationsspørgsmål.[2]
14. september 1921 deltog Kun også i udgivelsen af den "Kommunistiske Internationale"; sammen med Kuusinen var han ansvarlig for organisationsbidragene.[3] Den store fiasko i Ungarn, der prisgav det unge, af ham selv medstiftede KPU for at fortsætte en helt forkert alliance med SPU (det ungarske socialdemokratiske parti) i et 'fælles' parti,[4] den store fiasko i KPU's organisationsspørgsmål i eksil og illegalitet, den store fiasko i den sachsiske martsaktion 1921, den 'store' elev af Sinoviev fortsatte med at spille sin hæmmende rolle for KI. Pogány, Kuns nærmeste medarbejder,[5] der allerede før den 3. kongres' beslutninger havde 'ledet' bladet "Proletár" omend under Landler-flertallets kontrol, var i mellemtiden blevet en selvstændig og ukontrolleret udgiver.
Medens Landler-fraktionen så den fascistiske terrors realitet i Ungarn, vurderede forbrydelsen og undertrykkelsen af KPU rigtigt og gik i gang med politisk og organisatorisk subversivt at tilpasse sig situationen, ville Kun-fraktionen, det masseløse 'flertal' i centralkomitéen, initiere en 'åben kommunistisk bevægelse' i Ungarn.[6]
Derfor krævede de endvidere at den "partiskat" som alle ungarske fagforeningsmedlemmer i årtier automatisk havde måttet betale til SPU (Ungarns Socialdemokratiske Parti,[7] nu skulle boykottes af de kommunister, der af illegalitetsårsager formelt var organiseret i det socialdemokratiske parti, hvilket var det samme som en adskillelse fra SPU og deres egen illegale partiorganisation. En parole, der under 'legale' kampmuligheder for KPU ville være rigtig og nødvendig, men som i det kommunistiske partis absolut illegale klassekamp betyder et fraseagtigt eventyr, en Kun-adækvat, men ikke nogen klasseadækvat handlen. Thi når alt kommer til alt var SPU, men ikke KPU efter "rådsdiktaturets" nederlag et parti med visse arbejdsmuligheder.[8]
I problemet om det illegale KPU's forhold til fagforeningerne og til SPU var der delte meninger i fraktionskampen.[9]
Skønt også KI-eksekutiv-komitéen - ligesom Landler-fraktionen - anså bidragsvægringen overfor SPU for fejlagtig,[10] drev Pogány og Kun denne parole, der var vokset op af eksil-pseudoradikali tetens jord, over "syndikalisme"-kritikken og kritikken af den "hollandske kommunisme"[10a] frem mod et fraktionelt højdepunkt i opgøret med Landler-fraktionen og især med Rudas og Lengyel. Efter at Rudas og Lengyels svar på Pogány-demagogien forsinket og forkortet den 15.10. udkom i Pogánys "Proletár"; efter at det af KI-eksekutiv-komitéen formindskede flertal ikke opgav dets eventyrlige vægrings-ideologi overfor "partiskatten"; og efter at det blev nægtet oppositionen at kunne tage stilling til "Karls andet kup"[10b] fulgte så i slutningen af oktober 'mindretallets' 'afsked'.[11]
Landler-fraktionen bestemte sig i modstrid med sig selv for udtræden af partiet[12] Den endelige udtræden var imidlertid uundgåelig for en alternativ politik: fraktionsdannelse var nemlig som i det sovjetiske kommunistparti forbudt.
I slutningen af oktober og begyndelsen af november kommer det første - og sidste - nummer af "Vörös Újsag" (Det Røde Blad) som "oppositionsgruppens" selvstændige blad. Deri udkom Lukács' "noch einmal Illusionen" [Endnu engang illusioner] og Révais' "Massenbewegung und Illegalität" [Massebevægelse og illegalitet] grundlæggende kritikker af Kun og hans politik.[13]
I tiden med tiltagende - omend ikke højtudviklede - klassekampe var det af fundamental betydning, om de kommunistiske kadrer i Ungarn skulle slås i stykker gennem eventyrpolitik eller udvikles indenfor mulighedernes grænser: "130 medlemmer, altså flertallet af de af centralen registrerede medlemmer, har sluttet sig til vores oppositionsgruppe. Alle organisationer i Ungarn har tilsagt os deres støtte. Men hvorpå støtter centralen sig? På den hurtigt og uden valg sammenregistrerede emigration fra Mailand til Helgoland".[14] Næppe havde partiets politbureau den 16.11.1921 overfor EKKI (Den kommunistiske Internationales eksekutiv-komité) udtrykt "sin forundring over". "at tre medlemmer af Det ungarske Partis centralkomité, kammeraterne: Landler, Lukács og Hirossik, er udtrådt af centralkomitéen uden først at henvende sig til KI's eksekutiv-komité"[15] - at handle selvstændigt var den alvorligste forseelse i en kommunistisk internationale -, før Sinoviev allerede 3. december fik dette andragende sat igennem: "Indtil Moskva-konferencen" om de ungarske stridigheder "skal udgivelsen af al litteratur, så som aviser, brochurer, opråb, åbne breve, flyveblade osv. indstilles fra begge retninger hos de ungarske kammerater. Eksekutiv-komitéen erklærer bestemt, at alle medlemmer af det ungarske parti, som ikke underkaster sig disse beslutninger, bliver udelukket fra Den kommunistiske Internationale".[16]
Her hører vi anti-kommunikationens autoritært-centralistiske sprog, tingsliggørelsen af kommunistisk solidaritet og selvkritik. Det er igennem denne autoritært-pragmatiske adskillelse af teori og praksis, denne udelukkelse af egalitet og kommunikation, at socialistisk-kommunistiske læreprocesser og en "oprejst gang" forhindres, rettere, ikke kan udvikle sig. Sinoviev taler ikke klassekampens og de objektive muligheders sprog indenfor den vest- eller østeuropæiske udvikling, hans kategorier og sprogføring afspejler de sovjetiske forhold[17]
Kun havde i første omgang ignoreret Lukács' og Révais kritikker, hvilket også var meget let, eftersom de udkom på ungarsk og derfor ikke var læselige i en større kommunistisk offentlighed. Kun reagerede først på offentliggørelsen på det tyske sprog, f.eks. på Unger-brochuren[18] der bebrejdede ham for spekulanten indenfor partiet og forræderi under rådsdiktaturet. Det faldt ikke Kun vanskeligt at afværge denne problematiske og i hvert fald ikke helt beviselige anklage. Især med hjælp fra August Thalheimer, en af hovedaktørerne i den sachsiske marts, som nu straks tog parti for Kun i den Røde Presse-korrespondance. Han henviser til, at det var Lenin, der, skønt han skarpt havde kritiseret Kun hvad angik martsaktionen, dog til sidst havde insisteret på anerkendelse af "Kuns personlige karakter".[19] Efter Thalheimers retfærdiggørelse stillede Kun, der nu igen optrådte i Moskva, i et brev til EKKI sig til disposition for en unersøgelse af disse anklager[20]
I disse dage udkom så det væsentligste angreb, nemlig Rudas-skriftet "Abendteurer- und Liquidatorentum. Die Politik Béla Kuns und die Krise der KPU".[21]
De foregående kritikker af H. Unger og E. Bettelheim var, ligesom Levis i martsaktionens dage, politisk dømt til døden, fordi de enkelte partimedlemmers eller sympatisørers oppositionsskrifter brød partidisciplinen eller ikke behøvedes at blive taget alvorligt. Anderledes med skriftet fra den Landlerske "oppositionsgruppe" der af taktisk rigtige grunde var trådt ud af partiet, men ikke af Komintern. Udgivet blev altså publikationen gennem Rudas. Fraktionsdannelse og brud på partidisciplinen kunne altså ikke formalt påvises. "Dette skrift er et kampskrift og kampen går mod Béla Kun og hans vedhæng i KPU ... en kamp, som bolsjevikkerne førte mod mensjevikkerne og likvidatorerne. Dette var også en personlig kamp, bag hvilken en kamp om principperne for revolution og organisation af proletariatets revolutionære parti klart trådte frem".[22]
Rudas bebrejder Kun-Pogány etc. for i "tre år" at have begået "fejltrin på fejltrin"[23] fejltagelser, der "bragte forvirring og forfald ind i alle Europas kommunistpartier; opelskede korruption og byzantisme ..."[24]
Rudas' angreb ramte KI-eksekutiv-komitéen mere end de enkelte ungarske 'ledere'. Dette var Rudas etc. sig ikke bevidst. Konflikterne indenfor KPU forblev for dem primære; Rudas var den drivende kraft for en eksklusion af Béla Kun af KPU.[25]
I denne analyse af den Kunske illusionspolitik påpeger Rudas særlig omfunktioneringen af de principielle kategorier for en marxistisk-klasseadækvat analyse af den konkrete etappe til en ny art af "analyse", der fra dag til anden lader "nye teorier" opstå. Det sociale grundlag for en sådan vulgær-marxistisk indstilling ser Rudas i de kommunistiske for-førere, der fremtræder som 'teoretikere' for de til pjalteproletariatet nedsunkne lag i eksil, men som forbliver uden formidling og forbindelse til det ungarske proletariat og dets vanskeligheder.
Utålmodighed og eventyreri, illusionspolitik og sekterisme kan ikke adskilles. Marx påpeger at "det socialistiske sektvæsens udvikling og den virkelige arbejderbevægelses udvikling ... altid "står" i omvendt forhold til hinanden". Han fortsætter: "Sålænge sekterne er (historisk) berettigede, er arbejderklassen endnu umoden til en selvstændig historisk bevægelse. Såsnart den når denne modenhed, er alle sekter væsentligt reaktionære. Imidlertid blev det, som historien overalt viser, gentaget i internationalernes historie.
Det forældede søger indenfor den nyvundne form at genopstå og hævde sig".[26] Denne alment rigtige konstatering må imidlertid konkretiseres i overensstemmelse med den historiske ramme for at undgå deterministiske og organisatoriske misforståelser. Og sekt og sekt er to ting. Forskellene at nærme sig etappens opgaver og muligheder på - trods den objektivt fælles samfundsmæssige situation - bliver derved til væsentlige problemkomplekser. Thi den objektivt drivende tendens bærer i sig forskellige retninger, f.eks. også retninger, som ikke i øjeblikket kan sætte sig igennem, men som på langt sigt fremstiller det klasseadækvate perspektiv.
Landler-fraktionens medlemmer lod sig i denne for arbejdet i KPU vigtige tid endnu ikke drive af de Sinovievske trusler om partieksklusion, af den stadig mere krumbøjede sovjetiske kommunismes ideologiske pisk. Almengørelsernes proces og realiseringen af det sovjetiske fraktionsforbud også i KI-sektionerne var 'først' lige begyndt. Lukács kommer ind til kernen i en KI-sektions bureaukratisering, i dette tilfælde Kun-flertallets. Han gør opmærksom på, at Kun etc. artikler, beretninger og politiske linie, at hans "målsætning"[27] på den ene side genspejler emigrationens permanente uklarhed, depression og utålmodighed og på den anden side ønskerne hos eventyrerne i eksil om international indflydelse i KI. Han peger på, at Kuns, Pogánys og Rákosys etc. bidrag derfor ikke er rettet mod Ungarn, mod et ituslået og først ansatsvist opstående partis problemer, "men bliver skrevet for Moskva".[28] Spørgsmål: Spiller det isolerede Sovjetunionens ønsker om international indflydelse ingen rolle?
Her begynder den Lukács'ske vanskelighed; han håber, "at der i Moskva sidder kloge mennesker"[29] der gennemskuer Kuns for Moskva skrevne fraser og drømme".[30]
Men han stiller ikke spørgsmålet om, hvorfor det er muligt for Béla Kun etc. at sende beretninger til Moskva, der intet har at gøre med det beskrevne lands reale bevægelse. Det ville have været at spørge om maskineriets struktur og funktion indenfor KI-eksekutiv-komitéen, et spørgsmål, der i sidste ende havde måttet problematisere den leninske partitypes anvendelighed for klassekampen i Mellemeuropa[31] Derfor bliver det heller ikke Lukács og Rudas og de andre kritikere muligt virkelig at aflede den Kunske holdning, hans principielle skuen mod Moskva (før der blev skrevet om Ungarn eller Tyskland) af KI-eksekutiv-komitéens struktur og dennes relation til det sovjetiske stats- og partiapparat. Der opstår en fænomenologi, men ikke nogen konkret analyse af forholdet mellem KPU (i eksil) og KI-eksekutiv-komitéen, der kommer ikke nogen fremstilling af den bureaukratiserede leninske partitype eksemplificeret gennem det Kunske KPU-flertal i stand[32]
Men Lukács leverer dog kritikken af det pseudorevolutiomere eventyreri hos ledende skikkelser i KI-sektioneme og i KI-eksekutiv-komitéen; han gør det ud fra Béla Kun og dennes politik i det ungarske kommunistparti og i Komintern. Og denne Lukács' kritik er efter min mening, trods alle begrænsninger, alligevel den værdifuldeste kritik, der dengang udvikledes i KI-sektionerne.[33]
Ud fra konkrete politiske eksempler forsøger Lukács overfor det ungarske proletariat (igennem det nye "Vörös Újság" Det røde blad) og den kommunistiske KI-offentlighed (igennem Rudas-publikationen) at demonstrere Kuns holdning som ungarsk og international kommunistleder.[34] Han henviser til at Kun den 10.11.1921 i "Proletár" skrev, at KPU "under ledelse af KI i mer fremtid" vil vil være "et stærkt masseparti i Ungarn"[35] og modsiger dette: "Den, der betragtede den ungarske situation blot en smule nøgternt og indretter sin politik på resultater, der er opnåelige og som bør opnås der, ved udmærket, at denne proklamation af et snarligt opstående kommunistisk masseparti som forestilling er: en fantastisk illusion, og som målsætning: en samvittighedsløs eventyrer-politik".[36] Lukács kommer til den konklusion, at "centralkomitéen ... allerede i dag" er "slave af disse illusioner" "som i begyndelsen af den fremadskridende bevægelse frivolt og samvittighedsløst opelskede og udnyttede".[37] En kritik af KI-taktikkens fantastiske illusioner om 'verdensrevolutionen' etc. faldt Lukács langt vanskeligere! For det første fordi fraktionsforbuddet, som var gældende i SUKP, også havde sat internationale skranker for KI-sektionerne. For det andet var hans positive forudindtagethed overfor Sovjetunionen (solidaritet for enhver pris) gennem hans eksistens som kommunist i eksil særlig stor.[38] Det hindrer ham dog endnu ikke i at videreføre kritikken af "centralkomitéens hjerteløse bureaukratisme" (i KPU), "der vil levere øjeblikkelige og store resultater for Moskva og for emigrationen".[39]
Han forsøger at lade sammenhængen mellem illusions-politik - politik uden begrundelse i partiarbejdets klassemæssige muligheder i Ungarn - og opkomsten af et hæmmende apparat med bureaukratisk struktur træde klart frem: Dette apparat kan ikke skabe andet "end Potemkinske landsbyer".[40] Det illegale arbejdes særegne form, perspektiv og kontinuitet i Ungarn kan hverken erkendes endsige praktisk-organisatorisk realiseres med et sådant Kun-apparat. Apparatet var endog snarere egnet til at ødelægge de af det tidligere Landler-flertal opbyggede virksomhedsceller, kommunikationsmulighederne i selve Ungarn og mellem Ungarn og Wien (igennem vægringen af fagforeningspengene til SPU f.eks.). Det var endnu en grund for det 'tidligere', rettere: reale flertal til at udtræde af Kun-Pogány-bureaukratiets KPU: "Det bureaukratiske apparat producerer altså, for så vidt det overhovedet producerer noget, akter og materiale til gensidige anklager. Materiale til gensidige anklager kammerater imellem, som engang vil blive benyttet i de med nødvendighed opstående personlige kampe".[41] Læsningen af Lukács gør det klart, at rødderne til deformationsperioden ('stalinismen') og "Opbygningen af socialismen i et land" (Stalin 1924) skal søges i Lenin-tidens første formationsperiode, som er belastet med principielle fejltagelser i dette sovjetiske overgangssamfund. Uden imidlertid af den grund på noget tidspunkt at komme på den tanke - trods de principielle ligheder -, at identificere Lenin og Stalins person og politik. Lukács mener, at ledelsen og autoriteterne som en konsekvens af den Kunske partistruktur vinder deres legitimation ikke gennem praktisk arbejde, gennem diskussion og argumentation og kommunikation, men gennem partimedlemmernes blinde og slaveagtige "underkastelse".[42] Sådanne ledere fører ikke gennem et medvirkende og kontrollerende medlemsskab, men de for-fører og undertrykker kammeraternes potentielle kraft i partiet. Det er derfor uundgåeligt, at der udvikler sig en "kunstig og uberettiget autoritetsdyrkelse"[43] og et system af borgerlige standsrelationer, men ikke kritisk-solidariske egalitetsrelationer mellem ledelse og parti-medlemmerne.
Påfaldende, men ikke overraskende er, at kritikken af den kommunistiske bureaukratisme også her gør holdt foran KI-eksekutiv-komitéen, den sovjetiske stats- og partimaskine og foran den pragmatiske adskillelse af teori og praksis, skønt jo Béla Kun er et særligt eksempel på denne pragmatisme. Kun står stedfortrædende for verdensrevolutionens "inderste gemakker" for illusionerne, eve'ntyreriet, sekterismen og KI-eksekutiv-komitéens manglende samarbejde med KI-sektionerne og partimedlemmerne, for slet ikke at tale om masserne, som det dog drejer sig om.
Bundethed til Sovjetunionen og ægte kærlighed til den resultatrige oktoberrevolution blev hos Lukács suppleret med 'indsigten' i nødvendigheden af diskussionsgrænser for en kommunist i eksil og altså for en resultatløs kommunist, til og med en intellektuel kommunist med kritiske evner. Smidighed var nu af elementær betydning. Naturligvis vidste Lukács kun alt for godt, at illusionerne blev opelsket i KI-eksekutiv-komitéen, og at ikke primært Kuns personlighed skulle gøres ansvarlig derfor, Kun var jo fuldstændig på Kominterns linie, da han i slutningen af 1921 talte om det "stærke masseparti i Ungarn i "nær fremtid". Radek havde proklameret det: "Arbejderbevægelsen i Ungarn kommer sig på trods af den hvide terror. Det ungarske Kommunistiske Parti vil i løbet af kort tid igen være stærkt forankret i masserne. Der blev indsat en provisorisk centralkomité med et flertal af kammeraterne på venstrefløjen".[44]
Den ikke åbent udtalte, men tydelige "mistænksomhed mod bureaukratisk dogmatisme i Komintern"[45] under ledelse af Sinoviev, som Kun lærte sin kommunisme af, er aldrig blevet opgivet af Lukács. Men at Komintern-bureaukratismen havde sine rødder i denne organisations konstitutionssammenhæng og i de personalt-finansielle-politiske formidlinger over det nye bureaukratis udvikling i SUKP, denne sammenhæng forstod Lukács ikke. Dertil ville det have været nødvendigt at tage de leninske refleksioner over den russiske udviklings halvasiatiske variant alvorligt, at differentiere deres særegenheder ud fra forløbet af klassekampens revolutionære opgaver i Europa.
"Abenteurer- und Liquidatorentum" [Eventyr og likvidation], denne alligevel væsentlige bog med Rudas', Révais og Lukács' kritik af Béla Kun, en bog som i det skjulte klargør sammenhængen mellem Kun-fraktion og Komintern-eksekutiv-komité, holdes af KI-eksekutiv-komitéen tilbage fra den kommunistiske verdensoffentlighed. Den ignoreres og kritiseres ikke offentligt og indholdsmæssigt - det bedste middel til at tilsløre indholdet.
Angrebet på Kun afværgedes internt af en kommission, der var blevet indkaldt af KI-eksekutiv-komitéen og som bestod af sovjetiske kommunister: "Bucharin, Lunatscharski (repræsenteret ved kammerat Pjatakow) og Sokolnikow".[46] Beretningen forsøgte at gøre hele den ungarske stat til en "sørgelig psykologisk"[47] fremtrædelsesform for emigrationen og derfor af den mening, at "det ikke er nødvendigt yderligere at forfølge denne begivenhed" og endelig har kommissionen undersøgt de "vigtigste" "anklagepunkter".[48] Alle anklager har 'vist sig' at være falske, og der udtrykkes den fulde tiltro til Béla Kun. Undersøgelsesskriftet underskrives af personer, som ikke gennemførte undersøgelsen: "A. Lunatscharski, C. W. Kuusinen og Boris Reinstein".[49] Derefter viser "C. Zetkin, H. Walecki, Friis" sig i kontrolkommissionen og afgiver deres placet og den dermed forbundne sympatierklæring for Kun. Og her var Clara Zetkins rolle særlig vigtig, eftersom hun på den 3. kongres ved siden af Lenin havde været den skarpeste kritiker af Kun, Rakosi etc. Hendes åbenlyse understøttelse af Kun er yderligere en distancering fra de rigtige momenter i Levis' kritik - såvel som hele Lenins kritik - af Kun.[50]
Da så repræsentanten for den "ungarske opposition kammerat Landler"[51] vovede at plædere for en "åbning af diskussionen" om kommissionens 'resultater' for påny at tale om den "kunstige og uberettigede autoritetsdyrkelse" (Lukács), greb "kammerat Sinoviev i præsidiets navn" ind "mod en tilladelse af diskussionen"[52] og satte sig igennem.
Den 27.2.1922 afsluttede KI-eksekutiv-komitéen 'debatten' om Béla Kuns rolle og funktion i klassekampens internationale og nationale rammer. At indrømme Kuns illusioner og hans sekteriske eventyreri ville have betydet en grundlæggende kritik og selvkritik af den bureaukratiske KI-maskine i Moskva og det ikke herfra adskillelige bureaukrati-problem i den sovjetiske stat. En sådan selvkritik ville have været det bedste for udviklingen af selvstændighed og selvvirksomhed i KI-sektionerne og for en af det sovjetiske stats- og partibureaukrati uafhængig KI-eksekutiv-komité; ville have været af en grundlæggende produktivitet for analysen af de indre problemer i opbygningen af socialismen. Det uforandrede blik rettet mod det bolsjevistiske parti og dettes kritikløse internationalisering forhindrede en sådan radikal forandring.
Konsekvensen var videreudviklingen af den krumme, krumbøjede kommunisme, der kigger mod Moskva før den af(til)dækker dens egen klassekamp, som ganske vist går oprejst mod kapitalen men krumbøjet i spørgsmålet om sovjet-socialismen. Ledernes kendelser og autoritært-antikommunikative holdninger i KI-eksekutiv-komitéen var kendetegnende for samværsformerne og den ringe grad af egalitet og solidaritet i KI.
Udelukkelsen af kommunister[53] den påtvungne opløsning af fraktioner, KI-eksekutiv-komitéens 'nye anvisninger' på hvorledes de ungarske kommunister skal handle - det er resultatet. Begge fraktioner kritiseres ganske vist, men kun den ene, den Landlerske, rammes grundlæggende.
Radek mener, at hele begivenheden var en "skandale"[54] der "i Kominterns interesse" såvel som "også emigrationens egen"[55] interesse ikke må gentage sig. Hvilke interesser taler Radek til? Var det en kommunistisk 'watergate'-skandalé i KI-eksekutiv-komitéen på grund af Kun, eller var det en skandale i Landler-fraktionen?
I virkeligheden, når først engang tilsidesættelsen af KI-sektionernes politisk-økonomiske selvstændighed er begyndt, så bliver kritisk-solidariske diskussioner umulige, så udvikler det bureaukratiske apparats halve sandheder og løgne sig, som KI-sektionerne må tilpasse sig. Den på egalitet og kommunikation beroende modstand brydes på forskellig vis. Ud over udelukkelsen (af Bettelheim og Unger) og det fornyede fraktionsforbud blev det endvidere af Radek 'klogeligt' tilføjet, at Rudas og Pogány må tage til Moskva "på andre poster"[56] "til nytte for eksekutiv-komitéen".[57] Det som for Kun-Pogány var en nydelse, var for Landler-Rudas en plage.
Sinoviev glemte ikke på ny at insistere på og gennemføre sin 'tidligere' ide: "Alle blade i Wien opløses. I Wien kan der ikke findes noget ungarsk partikorpus. De ungarske kammerater i Wien må være organiseret i KPÖ [Østrigs Kommunistiske Parti] (som sektion)". Ud over kravet om opløsning af fraktionen tilføjede Sinoviev: "Eksekutiv-komitéen erklærer" igen "på kategorisk vis: den der ikke føjer sig efter denne beslutning, bliver uden videre udelukket fra den 3. Internationale".[58] Sinoviev stoppede diskussionen, skaltede og valtede som en 'Stalin' indenfor eksekutivapparatet. I KI-eksekutiv-komitéen blev der med sammensmeltningen med organer indenfor den sovjetiske statsmaskine indledt farlige retninger, der imidlertid endnu ikke kunne sætte sig igennem, fordi Lenins modstand mod den tiltagende bureaukratisering af partiet og sovjetterne endnu var ubrudt. KPU var hverken blevet et sovjetisk "masse"- og ejheller et "regeringsparti"[59] hvilket for Lenin, ud over agrarkrisen og NEP-beslutningen, havde været forudsætningen for fraktionsforbuddet i Sovjetunionen. Sinoviev etc. forbød ikke blot fraktionerne, de opløste endog det ganske unge parti. Efter eksilpartiets opløsning måtte der kun findes politiske "grupper" af ungarske kommunister, de enkelte kommunister var tvunget til at træde ind i deres eksillandes kommunistpartier. For den ungarske kommunistiske intelligens i udlandet blev det et eksistensproblem fortsat at kunne virke som åndsarbejdere, efter at også "Vörös Újság" (Det røde blad) var blevet forbudt af KI-eksekutiv-komitéen. Den publicistiske og finansielle understøttelse, som var kommet fra KI-eksekutiv-komitéen, blev væsentlig formindsket.
To fra hinanden adskilte grupper anerkendtes hverken som parti eller som fraktioner. En af KI-eksekutiv-komitéen krævet genforening af fraktionerne kom ikke i stand. I midten af maj lod KI-eksekutiv-komitéen det forlyde: "Offentliggørelsen af det fælles opråb, udfærdiget af alle tre eksisterende fraktioner, må udskydes i nogen tid".[60]
At være medlem af et opløst parti og fraktion og dog at forblive kommunist, afhængig af KI-eksekutiv-komitéen, var på grund af den yderst nærliggende eksklusionsmulighed en stilling, som krævede den højeste 'smidighed'. Det måtte Lukács som politisk elev af Landler lære igen og igen. Allerede kort før KI-eksekutiv-komitéens hentydning til den ikke i stand komne fælles erklæring fra fraktionerne, hvad der udtrykte partiets opløsning, var det lykkedes Lukács og Fogarasi regelmæssigt at få boganmeldelser af litterær og abstrakt-teoretisk natur i KPD's "Rote Fahne". I den første større recension om Tagore - Das Heim und die Welt [Hjemmet og verden], München 1921 - siger Lukács blændende: "En åndelig strømnings betydning viser sig netop ved det, den er i stand til at sige om dagens mest brændende spørgsmål - hvis den gør opmærksom på at optræde som ledende i en forvirret tid. Ja, en teoris, en verdensanskuelses (og dens fortaleres) værdi og værdiløshed viser sig netop i, hvad den har at sige de lidende og handlende mennesker på dens tid. Visdommen 'i sig selv' i den rene teoris lufttomme rum (og i en fornem salons verdensafskærmede rum) er vanskeligt kontrollerbar". 'Visdommen' hos "det engelske politis åndelige håndlangere" imod de undertrykte klasser i Indien træder således, mener Lukács, særlig tydeligt frem hos Tagore[61]
Kritisk og ironisk skal der henvises til, at Lukács etc. faktisk havde meget at sige, men at den autoritært handlende KI-eksekutiv-komité og den særegne position som ungarsk kommunist i eksil og uden parti hindrede dem i at udtale sig om de "mest brændende" spørgsmål, om de politiske diskussioner i KI. Litteraturanmeldelser og 'tilbagetoget' til den "dialektiske metodes" abstraktion var konsekvensen.
I anmeldelsen af "Diltheys fremstilling af Hegels ungdomshistorie" gør Lukács det klart, hvorledes Hegel under indflydelse af oplysningens filosofi og, i sammenhæng med denne, under indflydelse af den franske revolution via den borgerlige revolutions historiske proces i almindelighed og via Preussens særegne situation i særdeleshed "metodisk" når frem "til dialektikken" "og dog indholdsmæssigt affandt sig med sin tids reaktionære preussianisme".[61a]
Her forekommer mig at ligge et vigtigt punkt i den Lukács'ske position. Han påpeger at Hegel allerede i sin teori om "kærligheden som centralt spørgsmål i religionsfilosofien i høj grad foregriber de feuerbachske teorier" og forsøger "at begribe ethvert fænomen ikke blot abstrakt-begrebsligt, men ud fra totaliteten af det konkret-historiske liv, af det 'uendelige liv'". Og han mener, At dét er "fundamentalt vigtigt": "Ikke blot fordi vi her kan se, fra hvilke kilder den næsten uoverskuelige fylde i Hegels senere livsværk springer, men fordi den historiske totalitets problem, den indre sammenhæng i de uendeligt mange konkrete bestemmelser, bestemmer hans erkendelses mulighed og metode og alle logiske problemstillinger hos den unge Hegel. Og han når, som Dilthey viser, til den erkendelse, at den hidtidige tænknings metoder, den abstrakte refleksion ikke slår til her. En ny logik: den dialektiske metode viser sig altså som nødvendig konsekvens af den historisk-samfundsmæssige problemstilling".[62]
Den Lukács'ske forståelse af den "dialektiske metode" den begrebslige forståelse af klassekampenes historiske proces i 1919 i "Taktik og Etik" indskrænkedes gennem denne forståelses uophævede filosofiske og socialdemokratisk-metodiske arv i forbindelse med den 'teoretiske' legitimation af Kuns fejlagtige opløsning af KPU (understøttet af Lukács). Udfoldelsen af forståelsen og behandlingen af den 'dialektiske metode' indenfor rammerne af det historiske stof, der i arbejdet konstitueres gennem stofskiftet mellem menneske og natur, måtte nu ligge under for en ny begrænsning derved, at KI's politisk-organisatoriske præmisser og linier efter fraktionsforbuddet og i særdeleshed efter KPU's nye opløsning (denne gang gennem KI-eksekutiv-komitéen) havde levnet et mindre spillerum for politiske og teoretiske muligheder for Lukács som medlem af Landler-retningen.
Udviklingen af den "dialektiske metode" går således hos Lukács ikke længere i retning af analyse af det "konkret-historiske liv" de konkrete klasseforhold. Fylden i det historiske stof om de proletariske og proletarisk-bondemæssige revolutioners sejre og nederlag forklares hos ham - som følge af KI-eksekutiv-komitéens tvang - stadigt 'dybere' "metodisk" og tilsløres (tildækkes) indholdsmæssigt!
Lenin-kritikken havde Lukács, som hans kritik af Kun viste, helt forstået, men forholdene i KI var nu engang ikke længere særlig egnet til marxistiske læreprocesser. Afdækning og kamp mod bureaukratisk tilsløring var i KI-eksekutiv-komitéen ikke ophævet til emancipativt princip. Er netop ikke virkeligheds- og historietabet konsekvensen? Opstår ikke hegelianiseringen af Marx hos Lukács, bl.a. fordi den aktuelle praksis autoritært begrænses af KI[63]-maskinen?
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] Dette primært politisk-teoretiske skrift havde indtil 1. juni 1921 allerede udviklet sig så meget, at det større oplag havde brug for en boghandel i Berlin til salget. G. Eisler, Lukács etc. kunne stolt meddele: "På grund af talrige, fra alle sider tilkommende opfordringer herom har forlaget besluttet at udgive første årgang af tidsskriftet Kommunismus i to komplette bind med lærredsbind og dybtrykspåskrift i kunstnerisk udførelse". Relevansen og grænserne for et tidsskrift for den revolutionære intelligens bliver synlige; de intellektuelle bekymrer sig om dybtryk, men den på den 3. Kongres forudsigelige beslutning om dette publikationsmiddel ignoreres. Den 1. juli, hefte 21/22, følger allerede tilbageslaget, "Kommunismus" mistede som følge af "uforudsete tekniske vanskeligheder" den ungarske arbejderboghandel" i Berlin og altså sit netop nu så afgørende salgsnet i Tyskland. I stedet for at gøre sig den Kun'ske interesse i at standse "Kommunismus" klar, opretholdes de "tekniske vanskeligheder" som (bort)forklaring. Kun-fraktionens sejr på den 3. KI-kongres førte til, at Eisler, Lukács, Révai etc. måtte skifte redaktionssted. Lukács, der så avisens endeligt, deltog ikke i de sidste numre. Opløsingen af "Kommunismus" kunne ikke længere udsættes (se Internationale Presse-korrespondenz, nr. 2, 1921, s. 23).
[2] Se Protokoll des III. Kongres... [Protokol over den III. kongres...], op. cit., s. 956ff. De andre i centrum for centralisationen af 'verdensrevolutionen' var Sinoviev, Bucharin, Radek, Gemnan (Italien) og Souvarine (Frankrig); se Die Tätigkeit der Exekutive und des Präsidiums des E. K. der Kommunistischen Internationale [Eksekutivkomitéens og præsidiet for eksekutivkomitéens handlinger indenfor Komintern] (fra 13. juli til 1. februar 1922, Petersburg 1922, Verlag der Kommunistischen Internationale).
[3] Die Tätigkeit..., op. cit., s. 195.
[4] Rudas, Abendteurer- und Liquidatorentum, Die Politik Béla Kuns und die Krise der KPU, Wien 1922, s. 44ff.
[5] Rudas, op. cit., s. 29, s. 184.
[6] Rudas, op. cit., s. 175. Tilspidsningen af fraktionskampene i KPU var udtryk for den uduelige leder Kuns krav om førerskab, der understøttedes af KI-eksekutivkomitéen. Hertil kom klassekampenes lave niveau i Ungarn efter det ituslåede rådsdiktatur. Årsagerne til nederlaget kunne ikke længere - som først - indskrænkes til socialdemokratisk forrædderi. KPU's falske opløsning ved Kun-Pogány problematiseredes. Rudas og E. Bettelheim - der i slutningen af 1920 indtrådte i centralkomitéen - var de bestemteste modstandere af Kun etc. Til sidst er den politisk-personale forkrampethed hos intellektuelle og særlig halvintellektuelle medlemmer af KPU i eksil, der i eksilet er uden klassebasis, men heller ikke fra dag til anden kan vinde nogen sådan i Ungarn, yderst markant.
[7] Den Almene Ungarske Fagforening var blevet grundlagt i maj 1899. På kongressen i 1903 blev sammensmeltningen af fagforening og SPU fastlagt i statutterne, og resulatet bliver "partiskatten". Efter rådsdiktaturet, da kommunisterne såvel som socialdemokraterne, ganske vist i mindre udstrækning end kommunisterne, blev forfulgt, forblev fagforeningen en legal organisation.
[8] De tyske kommunister fra det bayriske rådsdiktatur trak sig efter Noske-armeens nedslagtning tilbage til USPD for politisk at kunne overleve og arbejde videre.
Ideen' om fagforeningernes "neutralisering" ved et bredt lag kommunistiske fagforeningsmedlemmers nægtelse af den socialdemokratiske partiskat var allerede i april-maj 1921 blevet formuleret af Kun og Pogány i brochuren "Vi vil et parti": "I tiden før rådsdiktaturet havde partiet som nærmeste mål stillet sig fagforeningernes adskillelse fra SPU. Denne parole var allerede dengang, da fagforeningsbureaukratiet og socialdemokratiet endnu var den herskende magt, meget populær, og det jo mere de blev fulgt". Den Kun-pogányske logiks absurditet viser sig i argumenternes konsekvens: "Idag ville en aktion gående ud på, at der ikke indbetales partibidrag til fordel for socialdemokratiet i fagforeningerne, og at fagforeningerne skal adskilles fra socialdemokratiet, være en meget gunstig form for partiarbejde, også selv om, hvilket er meget sandsynligt, det socialdemokratiske bureaukrati ville regne dette for en kommunistisk manøvre". Fejlvurderingen af klasse- og magtforholdene, dialektikken mellem "legalitet" og "illegalitet" i klassekampen på den herskende klasses terror-betingelser bliver til politisk selvmord, når Kun og Pogány siger: "For en sund partidannelse og for socialdemokratiets ødelæggelse er denne parole og denne aktion den nødvendige forudsætning i Ungarn". Og det i en situation, hvor SPU har visse legale muligheder og KPU er totalt forfulgt. (Alle citater fra den nævnte brochure; oversat af Thomas Ehleiter og direkte indtalt på bånd.)
[9] Rudas, op. cit., s. 245;
Lukács, Diskussion über die Blum-Thesen (1956), [Diskussion af Blum-teserne (1956)], i: Schriften zur Ideologie und Politik, Luchterhand 1967, s. 766ff
[10] Se Die Tätigkeit der Exekutive..., s. 138f.
[10a] Den "hollandske marxisme", repræsenteret ved Gorter og Pannekoek, forenede socialister og kommunister fra Holland, der imidlertid havde deres politiske virksomhed og udvikling frem for alt i det tyske socialdemokrati, de kæmpede før og især under første verdenskrig på Lenin/Luxemburg-linien mod imperialismen. "Hollænderne" udspaltede sig i 1920 endegyldigt fra KI, Gorters "Åbent brev til kammerat Lenin" viser motiverne. Derefter orienterede de sig efter KAPD [Tysklands kommunistiske Arbejderparti]. Hvad er det særegne ved den hollandske retning? At, med Lukács, "organisationsspørgsmålet er spørgsmålet om revolutionens ledelse, - og dermed revolutionens vitale spørgsmål", (i: Proletár, Wien, 17.10.1920), det turde være velkendt. Anderledes ser det ud i rellektionen over arbejderklassens forførelse. Det er Gorter og de andres pointe; de vil afskalle alle ledere og alene overlade det til massernes direkte aktion at tage bestemmelse om deres skæbne. I denne radikale kritik af lederne fra 2. Internationale er Lukács generelt enig med Gorter; Lukács: "Kun i opgørets form tager han fejl. Han sætter massernes mystiske aktionsenhed op imod de opportunistiske og forrædderiske ledere. I stedet for det gamle socialdemokratiske kvaksalveri sætter han en revolutionær mytologi, fremfor at anbefale den videnskabelige revolutions medicin. I stedet for en dårlig ledelse sætter han ikke en god ledelse, men anbefaler ledelsens fravær". At "ledelsens fravær" ikke kan være svaret for revolutionsprocessen er helt korrekt, men Lukács besvarer bare ikke dermed de problemer som Gorter ser i, at en med russiske erfaringer arbejdende og ledende KI-maskine hæmmer udviklingen af den vesteuropæiske revolution. I hvilken forbindelse Gorter ganske vist ikke havde udviklet det ringeste politisk-organisatoriske alternativ. Sammenligner vi endelig Gorters "syndikalisme" med Sorels, så har de den "direkte aktion", fabriksbesættelsen, masse-myten, antiparlamentarismen etc. til fælles. Forskellen mellem disse syndikalistiske positioner er nævneværdig. Medens den antidemokratiske, autoritære og voldsdyrkende socialist-kommunist Sorel i 1922 tager parti for Lenin (og ganske vist også forstår at sætte pris på Mussolini og, efter hvad jeg har læst hos den sene Lukács, også havde adskilligt til overs for Ebert) og retfærdiggør bolsjevikkernes revolutionære vold, angriber den demokratisk-antiautoritære socialist-kommunist Gorter stadig hæftigere bolsjevikkernes politik. I første omgang kritiserede de hollandske marxister KI-maskinens politik på den internationale arena, men anerkendte bolsjevikkernes politik i Sovjetunionen. Da KI-maskinens fejltagelser tog til, udvidede deres kritik af bolsjevikkerne sig til også at gælde for Sovjetunionen.
[10b] Karl IV. forsøgte i marts og igen i oktober 1921 at genindføre monarkiet. I begge tilfælde uden held. Det yderste højres nederlag faldt kronologisk næsten sammen med nogle arbejderstrejker, hvori KPU så en vis basis for nye muligheder for indflydelse på arbejderklassen. Af lige præcis den grund blev det igen forbudt i 1921. Sympatisører og medlemmer af de to hinanden fjendtligt sindede KPU-fraktioner, på den ene side Landler og på den anden side Kun, arbejdede under den ungarske illegalitet i adskilte grupper. Man kan se denne absurditet levende for sig!
[11] Rudas, op. cit., s. 212.
[12] I den Bettelheimske kritik af Landler-fraktionen hedder det - ud over den almene Kun-kritik: "Disse ledere (dvs. Landler, Rudas, Lukács etc. - R. D.) demissionerer som medlemmer af centralkomitéen, men stiller sig samtidig til rådighed som partiarbejdere for dennes øvrige del. De forbliver i partiet, men opfordrer samtidig de partiansatte til strejke. De ignorerer centralkomitéen og retter dog et ultimatum til den. De betegner den anden fraktion som korrupte skurke og udleverer alligevel alle vegne hele partiapparatet til den, uden så meget som et ord". (E. Bettelheim. Die Krise der KPU [KPU's krise], Wien 1922, s. 56/57).
[13] På tysk første gang i: Rudas, Abendteurer- und Liquaidatorentum, op. cit., januar 1922, s. 254ff. Rudas-publikationen var et samleskrift fra Landler-fraktionen mod dens egen parti-centralkomité, som Moskva havde muliggjort og støttet, og var stilet til netop disse partimæcener i Moskva. At bogen kom på tysk, er naturligvis også et symptom på de nationale sektioners stilling i KI. Moskva-centralen fra Radek til Sinoviev, der beherskede det tyske sprog, kunne ikke nås med en ungarsk publikation. Så langt rakte nationernes ret ikke, at de kunne benytte deres eget sprog overfor KI-eksekutivkomitéen. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[14] Rudas, op. cit., s. 220/21. Hvorledes man kan vinde valg uden at vælge, havde Kun allerede lært i Sovjetunionen.
[15] Die Tätigkeit der Exekutive und des Präsidiums..., op. cit., s. 255.
[16] Altsammen i: Die Tätigkeit..., op. cit., s. 289.
[17] Landler-"oppositionsgruppen" blev først og fremmest hindret i al publikation. Pogány derimod beholdt stadig retten til at udgive "Proletár"; se Die Tätigkeit der Exekutive..., op. cit., s. 319.
[18] Se Unger, Die magyarische Pest [Den ungarske Pest], Wien i november 1921.
[19] Thalheimer, Eine Pogromhetze gegen die Komintern [En pogromhetz mod Komintern], i: Internationale Presse-Korrespondenz, nr. 40/41 af 24.12.1921, s. 360. At Lenin anerkendte Béla Kuns "personlige karakter" og dog samtidig havde betegnet ham som politisk "nar", forekommer mig at være en typisk holdning for Lenin. Det er adskillelsen af teori og praksis. Teoretisk-politisk er Kun en "nar", praktisk-politisk er han en "nar" med "moral".
[20] Kun, An das Präsidium der KI, an die Berliner Rote Fahne [Til Kominterns præsidium, til Berlins Røde Fane], i: Internationale Presse-Korrespondenz, nr. 5 af 12.1.1922; Kun, Emigrantensumpf [Emigrantsump(en)], i: Internationale Presse-Korrespondenz, nr. 9 af 21.1.1922.
[21] Wien 1923, med de til tysk oversatte bidrag af Révai, s. 243ff. og Lukács, s. 254ff. fra "Vörös Újság".
[22] Rudas, op. cit., s. 3.
[23] Rudas, op. cit., s. 216.
[24] Ibid.
[25] Opgørene var begyndt direkte i januar 1921.
[26] Karl Marx til F. Bolte i New York, i: Marx-Engels, AW, bd. II, s. 437, Dietz Verlag.
[27] Lukács, Noch einmal Illusionspolitik [Endnu engang illusionspolitik], i: Rudas, op. cit., s. 254.
[28] Ibid., s. 255.
[29] Ibid.
[30] Et moment af kritik af KI-eksekutivkomitéen er der ganske vist hos Lukács, for ham har de vendt sig til "højre" (ibid.).
[31] En tanke, der aldrig faldt den overbeviste leninist Lukács ind, efter hans luxemburgistiske fase op til martsaktionen 1921. Det marxistiske forhold mellem politik, organisationsform og økonomisk struktur måtte stadig gå igennem KI-tågerne med retning mod Sovjetunionen.
[32] Jeg er ikke enig med F. Carutti, der mener at Lukács har forudgrebet en "fænomenologi for den stalinske parti-type", i: Geschichte und Klassenbewusstsein heute; Diskussion und Dokumentation [Historie og klassebevidsthed i dag; diskussion og dokumentation], Amsterdam 1971, s. 40. Den Lukács'ske Kun-kritik er ikke nogen forudgreben "stalinisme"-kritik, men er den relativt konkrete genspejling af en specifik etappe, nemlig den, der begyndte med den 3. KI-kongres.
[33] Lukács' fænomenologiske bureaukratibegreb må ikke forveksles med Marx's socialøkonomiske. Herom siger Kajo Heymann: "Marx og Engels indskrænkede bureaukratibegrebet i overensstemmelse med dets oprindelige betydning til den statslige funktionærstand som en kunstig kaste ved siden af samfundets virkelige klasser, en distinktion der specificerer det grundlæggende 'basis' og 'overbygning'. De forklarede bureaukratisering ud fra den statslige centralisation, som det borgerlige samfund krævede til fremstilling af et enhedsmæssigt markeds-, finans- og retssystem såvel som til undertrykkelse af de arbejdende klasser. Vekselforholdet mellem den økonomiske basis og det statslige bureaukrati begribes dobbelt: dette udvikler sig til et differentieret apparat igennem deling af forvaltningsvirksomheden i overensstemmelse med fremskridtene i den samfundsmæssige arbejdsdeling, som med nye interessegrupper skabte nyt materiale til forvaltningen". (K. Heymann, Bürokratisierung der Klassenverhältnisse im Spätkapitalismus [Klasseforholdenes bureaukratisering i senkapitalismen], i: Gesellschaftsstrukturen. Udgivet af Klaus Meschkat og Oskar Xegt, op. cit., s. 99f.). "Klasseherredømmets maskine" (MEW, bd. 17, s. 336) indenfor de kapitalistiske produktionsforholds struktur er ikke identisk med den sig bureaukratiserende KI-maskine, som ikke har sin russiske oprindelse i den "frastødende og brutale centralisationsform, der endnu er behæftet med sin modsætning, feudalismen" (MEW, bd. 17, s. 204), men i halvasiatiske, asiatisk-'kapitalistiske' struktursammenhænge. Altså sammenhænge i en specifik akkumulationsproces, der modificerer bureaukratibegrebet specifikt.
[34] At Rudas ubrudt giver KI-eksekutivkomitéen ret til at ophøje et mindretal til et flertal - uden nogen formidling og kontrol fra partimedlemmerne -, men på den anden side betegner KI-eksekutiv-komitéens beslutning] for Kun som den "største fejl" - om denne modsigelse se Rudas, op. cit., s. 182ff.
[35] Lukács, Noch einmal Illusionspolitik, i: Rudas, op. cit., s. 256.
[36] Ibid.
[37] Ibid.
[38] Derudover ville en udsmidning af partiet være det største tilbageskridt i den principielle "ændring af hele levevisen", "livsførelsen" (Lukács, "Skizze...", op. cit., s. 28), i den nye dynamiske ligevægt, som det praktiske partiarbejde bærer i sig. Dermed ville den komplicerede overgang fra den borgerlige intelligens' verdensanskuelse og livsmåde til den kommunistiske klassepartiskhed for arbejderklassen være stoppet for Lukács. I denne sammenhæng må man se alle Lukács' tilpasninger og metamorfoser.
[39] Lukács, Noch einmal Illusionspolitik, i: Rudas, op. cit., s. 257.
[40] Ibid., s. 258.
[41] Ibid., s. 259.
[42] Lukács, Noch einmal Illusionspolitik, i: Rudas, op. cit., s. 259.
[43] Ibid. (fremhævelse af mig, R. D.).
[44] Die Tätigkeit der Exekutive... fra 13. juli 1921 til 1. februar 1922, s. 105.
[45] Lukács, Skizze..., s. 35.
[46] I "Die Taktik der Kommunistischen Internationale gegen die Offensive des Kapitals. Bericht über die Konferenz der erweiterten Exekutive der Kommunistischen Internationale [Den kommunistiske Internationales taktik imod kapitalens offensiv. Beretning om den udvidede eksekutivkomités konference for den Kommunistiske Internationale], Moskva, fra den 24.2. til den 4.3.1922", s. 96.
[47] Ibid., s. 97.
[48] ibid.
[49] Ibid.
[50] I denne fraktionskampenes endnu politisk eksplosive fase indenfor KPU kom Rosa Luxemburgs kritik af den russiske revolution, (udgivet af Levi). Uden her at gå kritisk ind på kritikken af af Lukács' kritik skal der dog bringes en anmærkning fra Internationalen, som ikke findes i "Geschichte und Klassenbewusstsein", hvorved kritikkens udgangspunkt tilsløres: "For at forebygge eventuelle misforståelser skal det med det samme siges, at de følgende fremstillinger udelukkende relaterer sig til den følgende brochure. Jeg ser mig på ingen måde foranlediget til at trække så meget som et ord fra min tidligere artikel om R. L. (Kommunismus, nr. 1-2) tilbage". (Lukács. Kritische Bemerkungen zu Rosa Luxemburgs 'Kritik der russischen Revolution' [Kritiske bemærkninger til Rosa Luxemburgs 'Kritik af den russiske revolution], i: Die Internationale IV/8, (1922) s. 186). Det teoretiske dilemma at formidle Rosa Luxemburgs akkumulationsteori med W. I. Lenins revolutionsteori forekommer mig at være hovedpunktet i Lukács' modsigelse. Hertil kommer, at denne kritik som legitimationsforsøg overfor den bolsjevistiske politiks teori og praksis i Sovjetunionen bl.a. havde den funktion at styrke Landler-fraktionens situation i kampen mod Kun-fraktionen.
[51] I: Die Taktik der Kommunistischen Internationale gegen die Offensive..., op. cit., s. 98.
[52] [Nottexten mangler i vores udgave - MIA.]
[53] F. eks. Bettelheim, som Landler trods forskelle plæderede for, mens Sinoviev gik imod; se Bericht über die Tätigkeit des Präsidiums und der Exekutive der Kommunistischen Internationale für die Zeit vom 6. März bis 11. Juni 1922, s. 7 [Beretning om præsidiets og den Kommunistiske Internationales Eksekutivkomités virksomhed i tiden fra den 6. marts til den 11. juni 1922].
[54] I: Bericht über die Tätigkcit der Exekutive und des Präsidiums des E. K. [eksekutivkomité] der Kommunistischen Internationale für die Zeit vom 6. märz bis 11. Juni 1922, s. 7.
[55] Ibid.
[56] Ibid., s. 6.
[57] Ibid.
[58] Altsammen fra: Bericht über die Tätigkeit der Exekutive, op. cit., s. 7.
[59] LW, bd. 32, s. 176.
[60] I: Bericht über die Tätigkeit..., op. cit., s. 55. "I nogen tid" trak ud til den 5. KI-kongres i 1924.
[61] Se Lukács, i: Rote Fahne, 23.4. 1922.
[61a] Lukács, Diltheys Darlegung der Jugendgeschichte von Hegel [Diltheys fremstilling af Hegels ungdomshistorie], i: Rote Fahne, 2.5.1922.
[62] Ibid.
[63] At Lukács' teoretiske fejl ikke må forblive indskrænket til KI's politiske fremtrædelsesformer, skal jeg forfølge i et videre arbejde ud fra kritikkerne af "Geschichte und Klassenbewusstsein", med særligt henblik på organisationsspørgsmålet.
Last updated on: 8.22.2008