|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
Kære kammerat! ...
Ja, sådan er det: 1. mangelen på en alvorlig skoling og revolutionær opdragelse (ikke blot hos arbejderne, men også hos de intellektuelle), 2. en ilde anbragt og overdreven anvendelse af valgprincippet og 3. arbejdernes fremmedgørelse overfor aktiv revolutionær virksomhed - deri består i virkeligheden hovedmangelen ikke blot hos St.-Petersborgerne, men også i mange andre lokale organisationer indenfor vort parti. Jeg deler fuldstændigt Deres grundopfattelse af de organisatoriske opgaver og tilslutter mig Deres organisationsudkast, for så vidt dets hovedpunkter er blevet mig klare ud fra Deres brev. Og især er jeg ganske enig med Dem i, at opgaverne indenfor det samlede russiske arbejde og især indenfor det samlede parti overhovedet i særdeleshed må betones; hos Dem kommer det til udtryk deri, at det første punkt i Deres udkast lyder: "Det ledende centrum i partiet" (og ikke blot i en komite eller et distrikt) "er bladet 'Iskra', der altid har korrespondenter blandt arbejderne og er nært forbundet med organisationens indre arbejde". Jeg ville blot gerne bemærke, at bladet kan og må være partiets ideologiske fører, og at det i dette eller hint øjeblik skal udvikle det samlede partis almene opgaver. Bevægelsens umiddelbare praktiske ledelse kan imidlertid kun ligge i hænderne på en særlig central gruppe (lad os kort sagt kalde den centralkomite), der står i personlig forbindelse med alle komiteer, forener alle de bedste revolutionære kræfter hos alle russiske socialdemokrater i sig og leder alle anliggender indenfor det samlede parti, så som fordelingen af litteratur, udgivelsen af løbesedler, fordelingen af kræfterne, betroelsen af ledelsen af specifikke opgaver til personer og grupper, forberedelsen af samlede russiske demonstrationer og af opstanden osv. Overfor nødvendigheden af at øve den strengeste konspiration og at bevare bevægelsens kontinuitet, kan og må vort parti have to ledende centre: CO (centralorganet) og CK (centralkomiteen). Førstnævnte skal varetage den ideologiske, den anden den umiddelbare og praktiske ledelse. (...) Organisationens almene type må altså efter min mening være af følgende karakter: I spidsen for den samlede lokale bevægelse, for det samlede lokale socialdemokratiske arbejde står komiteen. Fra den udgår følgende, den underordnede institutioner og forgreninger: for det første et net af udførende agenter, som (så vidt muligt) omfatter hele arbejdermasen og er organiseret i form af distriktsgrupper og bedrifts- (fabriks-)underkomiteer. Dette net af agenter vil i fredstider udbrede brochurer, løbesedler og konspirative meddelelser fra komiteen, i kamptider foranstalte demonstrationer og lignende kollektive aktioner. For det andet udgår fra komiteen alle mulige cirkler og grupper, som står i den samlede bevægelses tjeneste (propaganda, transport, allehånde konspirative foretagender osv.). Alle grupper, cirkler, underkomiteer osv. skal gælde som komiteens institutioner eller forgreninger. Mange af dem vil åbent udtale ønsket om at tilslutte sig Ruslands socialdemokratiske Arbejderparti og vil også, under forudsætning af komiteens bekræftelse, tilslutte sig det, de vil (på komiteens vegne eller i god forståelse med den) overtage bestemte funktioner og forpligte sig til at følge partiorganernes anordninger, og de vil få alle partimedlemmernes rettigheder, blive betragtet som næste kandidater til komiteen osv. Andre vil ikke tilslutte sig Ruslands socialdemokratiske Arbejderparti, men deres stilling vil stadig være domineret af cirkler, der oprettes af partimedlemmer eller knytter sig til den ene eller anden partigruppe osv.
I alle indre anliggender er alle disse cirklers medlemmer selvfølgelig lige så ligeberettigede, som komitemedlemmerne er det indbyrdes. Den eneste undtagelse herfra må være, at retten til personlig forbindelse med den lokale komite (såvel som med CK og CO) kan kun den (eller de) have, som af denne komite er bestemt dertil. I enhver anden relation skal en sådan forbindelsesmand være ligeberettiget med de øvrige, som har den samme ret til (ganske vist ikke personligt) at henvende sig såvel til den lokale komite som til CK og til CO. Den nævnte undtagelse vil altså i grunden slet ikke være nogen ødelæggelse af ligeberettigelsen, men kun en nødvendig indrømmelse til konspirationens ubetingede krav. Et komitemedlem, der ikke bringer en meddelelse fra "sin" gruppe videre til komiteen, CK eller CO, vil ligefrem gøre sig skyldig i en ødelæggelse af partipligten. Hvad der iøvrigt angår de forskellige cirklers karakter og organisatoriske struktur, så vil det afhænge af arten af deres funktioner; følgelig vil der findes de mest forskelligartede organisationer (fra den "strengeste" snævre og i sig selv aflukkede til den "frieste" brede, åbne og løst organiserede). For budenes gruppe f.eks. må der kræves den største konspiration og militæriske disciplin. For propagandisternes gruppe er konspiration ligeledes nødvendig, men militærisk disciplin i langt mindre grad. For gruppen af arbejdere" som læser legale tryksager eller foranstalter diskussioner om faglige nødvendigheder og ønsker, er endnu mindre konspiration nødvendig osv. Grupperne af bude må tilhøre SDAPR og kende et vist antal medlemmer og funktionærer i partiet. En gruppe, der studerer arbejdsbetingelser i forskellige erhvervsgrene og udarbejder adækvate fagforeningskrav, skal ikke ubetinget tilhøre SDAPR. En gruppe studenter, officerer eller funktionærer, der under deltagelse af et eller to partimedlemmer beskæftiger sig med personlig skoling, bør endog ofte slet ikke vide af disses tilknytning til partiet osv. I en relation må vi imidlertid kræve ubetinget maximal organiserethed af arbejdet i alle disse undergrupper, nemlig: Hvert partimedlem, som tager del deri, er formelt ansvarlig for arbejdets gennemførelse i disse grupper og forpligtet til at træffe alle foranstaltninger, for at enhver sådan gruppes sammensætning, dens arbejdes hele forløb og hele indholdet af dette arbejde gøres så tilgængeligt for CK og CO som muligt. Det er nødvendigt for det første for at centralen kan have et fuldstændigt billede af den samlede bevægelse, for det andet for at den ud af en størst mulig personkredss kan foretage en udvælgelse til besættelse af vigtige partifunktioner, for det tredje for at alle lignende grupper (gennem centralens formidling) i hele Rusland kan lære ud fra en gruppes eksempel, og endelig for at stikkere og tvivlsomme elementers indtrængen forhindres - kort sagt, det er ubetinget og under alle omstændigheder absolut nødvendigt.
Hvorledes opnår man dette? Regelmæssige beretninger til komiteen, meddelelser om en størst mulig del af indholdet i et størst muligt antal af disse beretninger, foranstaltning af besøg til alle mulige cirkler fra centralkomiteen og den lokale komites medlemmer, og endelig obligatorisk deponering af forbindelserne med denne cirkel, dvs. navnene og adresserne på nogle medlemmer af cirklen, på et sikkert sted (og i CO og CK's partibureau). Kun når beretninger indgives og forbindelser overbringes, kan man anerkende, af et partimedlem, der deltager i en bestemt cirkel, har opfyldt sin pligt; kun da vil partiet som helhed være i stand til at lære af hver enkelt cirkel, som yder praktisk arbejde; kun da behøver arrestationer ikke at forskrække os, thi når forbindelser er til stede med de mest forskelligartede cirkler, vil det altid være let for en delegeret fra vor CK straks at finde suppleanter og igen at bringe arbejdet i gang. En arrestation af komiteen vil i så fald ikke ødelægge hele apparatet, men kun rive de ledere bort, som der imidlertid allerede er erstatning for. Man skal ikke imødegå os [ved at sige] at overbringelsen af beretninger og forbindelser er umulig på grund af konspiration: man skal blot have viljen, så er muligheden for at overgive (eller at sende) meddelelser og forbindelser altid til stede og vil altid være til stede, så længe vi har komiteer, en CK eller en CO. Vi er nu kommet til en meget vigtig grundsætning for den samlede partiorganisation og partivirksomhed: Er en størst mulig centralisering nødvendig, når det drejer sig om bevægelsens ideologiske og praktiske ledelse og om proletariatets revolutionære kamp, så er en størst mulig decentralisering nødvendig når det drejer sig om det centrale partikontors (og følgelig også det samlede partis) information om bevægelsen, når det drejer sig om ansvarligheden overfor partiet. Ledelsen af bevægelsen må forestås af et mindst muligt antal så vidt muligt ensartede grupper af erfarne og prøvede professionelle revolutionære. Deltage i bevægelsen må et størst muligt antal så vidt muligt forskellige og mangfoldige grupper fra de forskelligste lag af proletariatet (og andre folkeklasser). Det centrale partikontor må om hver enkelt af disse grupper altid være i besiddelse af ikke blot præcise angivelser af deres virksomhed, men også så vidt muligt fuldstændige angivelser om deres sammensætning. Vi må centralisere bevægelsens ledelse. Vi må også (og netop) til dette formål, thi uden information er enhver centralisering umulig) stærkest muligt decentralisere ansvarligheden overfor partiet hos hvert enkelt partimedlem, hos hver medarbejder og hos enhver cirkel, der tilhører eller støtter sig på partiet. Denne decentralisering er den nødvendige forudsætning for den revolutionære centralisering og dennes uundværlige korrektiv. Først når centraliseringen er ført fuldstændigt til ende og vi har en CO og en CK, vil hver enkelt lille gruppes mulighed for forbindelse med disse - og ikke blot muligheden for forbindelse, men også den gennem mange års praksis oparbejdede regelmæssighed i forbindelsen med CO og CK - udelukke muligheden for sørgelige konsekvenser af en tilfældigt mislykket sammensætning af denne eller hine lokale komite. Nu, hvor vi står umiddelbart overfor den faktiske forening af partiet og skabelsen af en virkelig central ledelse, må vi særligt indprente os, at denne ledelse vil være magtesløs, hvis vi ikke samtidig gennemfører en maximal decentralisering, såvel hvad angår ansvaret overfor denne som hvad angår dens indsigt i det mindste hjul i partimaskinen. En sådan decentralisering er ikke andet end bagsiden af den arbejdsdeling, der som alment bekendt er et af de livsvigtigste praktiske krav til vores bevægelse. Den officielle anerkendelse af en bestemt organisation som den førende, grundlæggelsen af formale CK'er vil endnu slet ikke gøre vor bevægelse til een og vil endnu ikke skabe noget fasttømret kampparti, hvis det centrale partikontor ligesom før fortrænges fra det umiddelbare praktiske arbejde af lokale komiteer af den gamle slags, dvs. komiteer, til hvilke der på den ene side hører en hoben folk, der befatter sig med alle mulige anliggender uden at hellige sig enkelte funktioner i det revolutionære arbejde, uden at være ansvarlige for specifikke aktioner og uden at føre den engang begyndte, vel gennemtænkte og godt forberedte sag til ende, som ødsler mængder af tid og kraft på skinradikal geskæftighed, medens der på den anden side findes en hel masse studenter- og arbejdercirkler, af hvilke den ene halvdel overhovedet ikke er kendt af komiteen og den anden halvdel lige så ubehjælpsom som komiteen, lige så lidt specialiseret, [som] ikke oparbejder nogen professionel erfaring, [som] ikke udnytter de andre gruppers erfaring og [som] ligesom komiteen er beskæftiget med endeløse diskussioner "om alting" med valg og med affattelsen af statutter. For at centralkontoret kan arbejde godt, må de lokale komiteer omformes og blive til specialiserede og "sagligt" arbejdende organisationer, som i den ene eller anden praktiske funktion kan bringe noget til en virkelig "fuldendelse". For at centralbureauet ikke blot (som det hidtil var tilfældet) kan rådgive, overtale og diskutere, men virkeligt dirigere orkestret, er det nødvendigt, at man præcist ved hvem, der spiller hvilken violin hvor, hvor og hvordan han har lært eller er ved at lære at spille hvilket instrument, hvem der spiller falskt hvor og hvorfor (når musikken skurrer i ørerne) og hvem man, hvordan og hvorhen, må forflytte for at fjerne mislyden osv. (...) Formindskelsen af komitemedlemmernes antal, betroelsen af en bestemt specifik funktion til så vidt muligt hver enkelt af dem, for hvilken han er ansvarlig og må aflægge regnskab, grundlæggelsen af et bestemt og talmæssigt ret lille, ledende centralbureau, tilvejebringelsen af et net af udførende agenter, der forbinder komiteen med enhver stor virksomhed og enhver fabrik, sørger for den regelmæssige udbredelse af litteratur og giver centralbureauet et nøje billede af denne udbredelse og af alle sammenhænge i arbejdet, og endelig grundlæggelsen af talrige grupper og cirkler, hvis virksomhed og sammensætning stedse må være komiteen og centralbureauet bekendt, som overtager forskellige funktioner og bringer folk sammen som står socialdemokratiet nært, hjælper dette og er i færd med at udvikle sig til socialdemokrater - heri må omformningen af partikomiteerne i St. Petersborg og alle andre steder bestå, og derfor er statusspørgsmålet af så ringe betydning. (...)
Og statutter er ikke bare nytteløse, fordi det revolutionære arbejde ikke altid tillader en fast form. Nej, en fast form er nødvendig, og vi må bestræbe os på, så vidt muligt at give det samlede arbejde en fast form. Og en fast form er i betydeligt større omfang tilladeligt end man normalt antager, men den opnås ikke gennem statutter, men kun og udelukkende (vi gentager det atter og atter) gennem nøje undervisning af det centrale partibureau: først da vil der udvikle sig en real fast form, som er forbundet med real ansvarlighed og (parti) offentlighed. Thi hvem af os ved ikke, at alvorlige konflikter og meningsforskelle hos os i grunden aldrig afgøres ved "lutter statut" afstemning, men gennem kamp og gennem trusler om "at gå videre"? Flertallets historie indenfor vor komite har i de sidste tre, fire år været fyldt med sådanne indre kampe. Det er i høj grad en skam, at denne kamp ikke er blevet ledt ind i nogen fast form; den ville i så fald have kunnet bidrage langt mere til belæringen af partiet og til formidlingen af erfaringer til vore efterfølgere. Men en sådan nyttig og nødvendig form skabes ikke gennem nogen statut, men udelukkende gennem partioffentligheden. Under selvherredømmet findes der hos os ikke noget andet middel og ikke noget andet værktøj for partioffentligheden end den regelmæssige information af det centrale partibureau.
Først når vi lærer i vid udstrækning at gøre brug af denne offentlighed, kan vi faktisk samle erfaringer om disse eller hine organisationers funktionsmåde, og kun på grundlag af sådanne omfattende og mangeårige erfaringer kan der komme statutter i stand, som ikke er papirstatutter.
To sektioner af den kommunistiske Internationale så sig for nylig konfronteret med nødvendigheden af at tage konkret stilling til spørgsmålet om deltagelse i parlamentet. K.P.D.-O. [KPO, Kommunistisk parti-opposition] besluttede sig for boykot af parlamentsvalgene, K.P.D. (Spartakusforbundet) derimod for deltagelse i parlamentsvalgene. I den tyske gren af den kommunistiske Internationale gik lange selvforståelses- og selvforvirringsdebatter og organisationsopløsende kampe forud for denne beslutning. Den østrigske beslutning betragter parlamentarismespørgsmålet for enhver kommunist som principielt afgjort og tager - meget rigtigt - kun konkret stilling til det taktiske spørgsmål, om partiet skal deltage i de forestående østrigske parlamentsvalg eller ej. Hvilke resultater gennemførelsen af den tyske beslutning om at gå ind i valgkampen vil føre til - ikke ud fra de omstridte mandaters synspunkt, men ud fra synspunktet om den organisatoriske forenelighed med det kommunistiske parti - skal foreløbigt forbigås. Men det kan allerede på forhånd fastslås, at det østrigske K.P.D.'s beslutning for fremtiden vil virke mægtigt fremmende for partiets organisatoriske enhed og fasthed og at boykottens virkeliggørelse i den kommunistiske forstand vil bidrage betragteligt til opløsningen af den østrigske arbejderstands parlamentarisk-demokratiske illusioner, til revolutioneringen af arbejderklassen og til partiorganisationernes sunde vækst.
Hvad forstår vi ved boykottens gennemførelse i kommunistisk forstand?
Den syndikalistiske boykot af parlamentarismen er fornægtelsen af arbejderklassens parlamentarisk-politiske virksomhed af principielle grunde. Deraf kommer det, at den syndikalistiske antiparlamentarisme altid kun forblev et negativt løsen uden at kunne udfolde nogle positive aktioner overfor parlamentsvalgene. Ingen steder og på intet tidspunkt formåede syndikalismen under valgpropagandaen at føre en vellykket kamp, med sit "Ikke andet end parlamentarisme" blev den nødvendigvis trængt ud i passiviteten. Den forkyndte bestandig antiparlamentarismen, men kunne under valgene højest i ringe grad opnå en vis neutralitet hos en del af arbejderbestanden, uden selv at kunne frembringe en positiv masseaktion imod deltagelse i valgene. Kort sagt: den syndikalistiske antiparlamentarisme førte - netop på grund af sin principielle natur - til passivitet, den forblev ren negation og kunne ikke blive til kilde for en positiv masseaktion.
Den marxistiske kommunisme forkaster fundamentalt kun parlamentarismen som en til den borgerlige statsorganisation historisk og indholdsmæssigt adækvat institution, der ikke egner sig til at være organ for den proletarstat, der leder fra kapitalismen over i socialismen. Dette standpunkt er altså ikke den absolutte fornægtelse af deltagelse i den parlamentariske aktion. Kommunisternes boykot er et delspørgsmål i den revolutionære taktik og hvis i en bestemt historisk fase af revolutionen det spørgsmål dukker op, om det kommunistiske parti skal afvise muligheden af at benytte de parlamentariske våben og bestræbe sig på at fjerne masserne fra den politiske kamps parlamentariske sfærer, er allerede også følgende spørgsmål givet:
1. Hvilke kræfter skal den derigennem frigjorte energi vendes imod, for at de nu disponible kræfter ikke nytteløst spildes.
2. Hvilke taktiske midler må benyttes for i den konkrete historiske, hhv. politiske situation at omsætte boykottens blotte fornægtelse i en for proletariatets befrielse positivt tjenende aktion: Masseaktionen. Den kommunistiske parlamentsboykot tåler altså ikke passiviteten. Overfor syndikalismens nødvendigvis passive antiparlamentarisme betyder den i kommunistisk forstand indledte boykot en aktiv boykot, boykotten selv må altså forvandle sig til en masseaktion. Netop fordi det kommunistiske partis stillingtagen mod deltagelse i parlamentet ikke er af fundamental natur, men resultatet af en taktisk stillingtagen i en konkret politisk situation, i en given periode af revolutionen, derfor kan den ikke udmattes i antiparlamentarismens dagligdags forkyndelse som evig sandhed, derfor kan den ikke forblive passiv, derfor må den manifestere sig i til situationen adækvate masseaktioner.
På det første af de ovenfor udkastede to spørgsmål giver modstillingen mellem arbejderråd og parlament i den øjeblikkelige periode af den proletariske klassekamp af sig selv svaret. Efter beslutningen om parlamentsboykotten er det de kommunistiske partiers opgave, i stigende grad at opbygge arbejderrådene til kamp- og magtorganisationer, at udvikle dobbeltmagten, dvs., øge arbejderrådenes magt på bekostning af bourgeoisistatens demokratiske organer og stille begge desto skarpere op overfor hinanden. For at bruge en almindelig frase: skyggeregeringen må omformes til modregering. Det videre (er) så alment et spørgsmål om revolutionær taktik og hører ikke til det behandlede problem: parlamentsboykotten.
På det andet spørgsmål vil vi svare med en diskussion af begrebet om den aktive boykot. Den aktive boykot betyder at det kommunistiske parti ikke beskæftiger sig med paroler mod deltagelse i valgene, men der imod i interessen for at gennemføre boykotten udfolder en ligeså bredt anlagt revolutionær agitation som om de var indtrådt i valgene og havde indstillet deres agitation og aktion på at vinde det højst opnåelige antal proletarstemmer. Det er den minimale betingelse for boykottens aktivitet, det må altså ubetinget sættes igennem af det kommunistiske parti, det øjeblik det i vurderingen af det revolutionære moment har besluttet sig for parlamentsboykotten. I en tilsvarende revolutionær situation, med en videre udvidelse af den revolutionære krise, som under valgkampen, men som især i kraft af den påkrævede aktivitet under den kommunistiske boykot kan udvikle sig voldsomt - lader aktionen sig udvide til en tilintetgørelse af afstemningen gennem en masseaktion.
Det giver sig selv at boykotagitationer i denne forstand kræver den samme mængde løbesedler, plakater, reklamer, vælgerforsamlinger og konferencer som valgagitationen. Til gennemførelsen af boykotaktionen må der derfor stables midlertidige organisationer og aktionskomitéer på benene, som om partiet rustede sig til valg. I overensstemmelse med dette er det kun naturligt, at boykotaktionens paroler ikke kun kan være negative: "ikke en øre, ikke en stemme til det parlamentariske demokratis spilfægterier", at det ikke udelukkende kan være negative antiparlamentariske paroler, derimod må alle de opportunistisk-reformistiske arbejderpartiers bourgeoisi-demokratiske, pseudorevolutionære paroler holdes op imod den proletariske revolutions positive løsninger.
Efter at have afsløret dets løgnagtighed stiller kommunist-partierne i valgbevægelsen bourgeoisi-demokratiet overfor proletariatets diktatur, bourgeoisi-republikken overfor rådsrepublikken, "folkehæren" overfor proletariatets klassehær osv. Særligt skal henvises til nødvendigheden af, at demaskere parolen om den "rene socialistiske regering" Nu melder spørgsmålet sig, hvilket forhold der består mellem værdien af den revolutionære virkning af en sådan aktiv boykot og værdien af en revolutionær valgagitation. Uden her at give en kritik af beslutningen, det være sig K.P.D. (Spartakusforbundet), det være sig K.P.D.-O., eller blot at ville se disse to resolutioner i deres historiske situation, stiller vi i overensstemmelse med K.P.D.'s (Spartakusforbundet) beslutning om at undlade valgagitation overfor den ovenfor omdiskuterede aktive boykot.
Et af hovedmotiverne bag K.P.D.'s (Spartakusforbundet) beslutning er: udnyttelsen af de muligheder for revolutionært oplysningsarbejde, som valgkampagnen kræver. Et andet hovedmotiv er: udnyttelsen af den parlamentariske scene, medens bourgeoisidiktaturets permanente undtagelsestilstand råder. I lyset af den ovennævnte modstilling spiller den anden bevæggrund ingen rolle.[1]
"Valgkampen må føres som en kamp for revolutioneringen af de brede arbejdermasser, som hidtil har været fanget i det borgerlige demokratis illusion" - siger K.P.D.'s (Spartakusforbundet) resolution.
Uden tvivl kan dette revolutionerende arbejde langt skarpere og lettere udføres indenfor rammerne af en aktiv boykotagitation end i en valgagitation, hvor situationen kompliceres på følgende måde: De brede arbejdermasser, som "hidtil har været fanget i det borgerlige demokratis illusion" (og vel at mærke det parlamentariske demokrati), skal oplyses under vilkår hvor det parti, som forkynder parlamentarismens værdiløshed, selv bejler efter stemmer og således - omend kun tilsyneladende - overfor de brede masser kommer ud i modsætning til sig selv.
Selv om altså et revolutionært parti på grundlag af en bedømmelse af en revolutionær situation kan tillade sig - og det kan det efter vor mening - at give afkald på det parlamentariske arbejde, så er en aktiv valgboykot af langt større revolutionær værdi end en valgagitation, der føres med nok så revolutionære paroler og med nok så stærk en nedvurdering af parlamentarismen.
Den opfattelse at de kommunistiske partier altså, for at udnytte valgenes agitationsmuligheder, burde tage del i parlamentsvalgene og gøre disse skade ved blot at stille sig på den parlamentariske boykots standpunkt er så forkert, at netop det modsatte er tilfældet.
Ligeså fejlagtigt er det argument, at det skulle være lettere, at få masserne til at afgive deres stemmer i revolutionær retning end til at afholde sig fra at stemme. K.P.D. (Spartakusforbundet) - som marxistisk revolutionært parti - erklærer i sin resolution på forhånd, at det ikke anser de opnåede stemmer og mandater for afgørende. Det kommunistiske parti, som leder af boykotten, må bestræbe sig på at gøre afholdelsen fra at stemme så stor som mulig, dog ligesom antallet af de opnåede stemmer ikke er af primær betydning således afholdelsen fra at stemme heller ikke.
Det er sikkert, at den revolutionære boykotagitation langt klarere end den agitation, som fisker efter stemmer, anskueliggør de principielle og taktiske forskelle mellem kommunistiske partier og den revolutionære frases partier for de masser, der skal revolutioneres. I bedømmelsen af de to metoder er dette af afgørende vigtighed.
Alle disse spørgsmål, som hverken berøres i Berlinerbureauets grundsætninger eller i Amsterdambureauets teser om parlamentarismen, kan meget snart blive aktuelle i Jugoslavien og Polen, hvor valg til nationalforsamlingen er forestående, i Tjekkoslovakiet, i Bulgarien og Italien, hvor de nyvalgte parlamenters virksomhed inden længe vil blive umuliggjort og eventuelt kræve udskrivning af nye valg som en følge af arbejderpartiernes eller enkelte fraktioners revolutionær-parlamentariske taktik - altså af sabotage af det parlamentariske arbejde. I mange af disse lande vil en styrkelse af revolutionen udløse boykot af valgene og den såldes gennemførte revolutionære aktive boykot-masseaktion kan i givet fald føre til en forkastelse af parlamentarismen og til indførelsen af rådsmagten. Det østrigske K.P.D.'s resolution og de hermed forbundne spørgsmål er derigennem sikret international betydning.
Dette udmærkede tidsskrift, som udkommer i Wien under den anførte titel, bringer meget yderst interessant materiale om den kommunistiske bevægelses vækst i Østrig, Polen og andre lande, samt en kronik om den internationale bevægelse og artikler om Ungarn, Tyskland ang. de almene opgaver, taktikken osv. En mangel, som allerede ved en flygtig gennemlæsning straks springer i øjnene, må ikke lades upåtalt. Jeg tænker på de uomtvistelige symptomer på "'venstreradikalismens' børnesygdom i kommunismen" som tidsskriftet lider af og som jeg har viet en lille brochure, der netop er udkommet i Petrograd.
Jeg kunne her tænke mig ganske kort at gøre opmærksom på tre symptomer på denne sygdom i det udmærkede tidsskrift "Kommunismus". Nr. 6 (fra 1.3.1920) indeholder en artikel af kammerat G.L.: "Om parlamentarismens problem" som redaktionen betegner som diskussionsartikel og som kammerat B.K. (til alt held), forfatteren til artiklen "Gennemførelsen af parlamentsboykot" (nr. 18 fra d. 8.5.1920), entydigt tager afstand fra, idet han erklærer, at han ikke deler det deri forfægtede standpunkt. G.L.'s artikel er en meget radikal og en meget dårlig artikel. Marxismen i den er kun ordenes marxisme. Adskillelsen mellem "defensiv" og "offensiv" taktik er fortænkt. Der mangler en konkret analyse af helt bestemte historiske situationer. Det væsentlige tages der ikke hensyn til (nødvendigheden af at erobre og lære at erobre alle arbejdsområder og indretninger, gennem hvilke bourgeoisiet udøver sin indflydelse på masserne osv.). I nr. 14 (fra d. 17.4.1920) kritiserer kammerat B.K. i artiklen "Begivenhederne i Tyskland" erklæringen fra et tyske kommunistpartis centralkomite af 21.3.1920, som jeg ligeledes kritiserer i min brochure. Alligevel er karakteren af vores kritik fundamentalt forskellig. Kammerat B.K. kritiserer på grundlag af Marxcitater, der relaterer sig til en fra den nuværende helt forskellig situation, afviser flot taktikken i det tyske kommunistpartis centralkomite og forbigår fuldkommen det allervigtigste. Han forbigår det som udgør det inderste væsen og den levende sjæl i marxismen: den konkrete analyse af en konkret situation. Når et flertal af arbejderne i byerne er gået fra Scheidemann-folkene over til kautskyanerne, og når de i Kautskys parti, (som er "uafhængig" af den rigtige revolutionære taktik), stadig mere overgår fra højre- til venstrefløjen, det vil faktisk sige til kommunismen, når det står sådan til - bør man da affærdige den opgave, at udforme overgangsforanstaltninger og kompromisser med henblik på disse arbejdere, med et skuldertræk. Er det tilladeligt at overse og fortie bolsjevikkernes erfaringer, som i april og maj 1917 i virkeligheden gennemførte netop en kompromissets politik, da de erklærede: Vi kan ikke ganske simpelt styrte Den provisoriske Regering (med Lwow, Miljukow, Kerenski o.a.), thi arbejderne i sovjetterne står stadig bag disse folk; vi må først opnå, at flertallet eller en betragtelig del af disse arbejdere ændrer deres meninger. Mig forekommer det ikke tilladeligt.
Endelig afslører den nævnte artikel af kammerat B.K. i "Kommunismus" 's nr. 18 særlig klart, anskueligt og indlysende hans fejltagelse, som består i at sympatisere med parlamentsboykottens taktik i dagens Europa. Thi idet forfatteren afgrænser sig fra den "syndikalistiske boykot" fra den "passive boykot" og udklækker en særlig "aktiv" (ak, hvor "radikalt") boykot, viser han med forbløffende tydelighed, hvor fundamentalt forkert hans tankegang er.
"Den aktive boykot" skriver forfatteren, "betyder, at det kommunistiske parti ikke beskæftiger sig med paroler mod deltagelse i valgene, men derimod i interessen for at gennemføre boykotten udfolder en lige så bredt anlagt revolutionær agitation som om de var indtrådt i valgene og havde indstillet deres agitation og aktion" (arbejde, virksomhed, aktivitet, kamp) "på at vinde det højst opnåelige antal proletarstemmer". (s. 552) Det er en sand perle. Det vil aflive antiparlamentarikerne bedre end al kritik. At opfinde en "aktiv" boykot" "som om" vi deltog i valgene!! Masser af uoplyste og halvoplyste arbejdere og bønder tager i fuld alvor del i valgene, for de tror endnu på de borgerligdemokratiske fordomme, de er endnu fanget i disse fordomme. Men i stedet for at hjælpe de uoplyste (omend ofte "kulturelt højtstående") spidsborgere med at overvinde deres fordomme på grundlag af egne erfaringer, skal vi vige tilbage for parlamentsdeltagelse, skal vi more os med at udklække en taktik, som er uberørt af dagligdagens borgerlige smuds!! Bravo, bravo, kammerat B.K.! Med Deres forsvar for antiparlamentårismen vil De hurtigere hjælpe denne dumhed af med livet end jeg med min kritik.
| 12.6.1920 | N. Lenin | |
| Offentliggjort 1920 | Efter manuskriptet |
I sin artikel "Parti og ungdom i Ungarn" stiller kammerat Lukács sig den yderst rosværdige opgave, at forsyne diskussionen om spørgsmålet om forholdet mellem kommunistiske ungdomsorganisationer og kommunistisk parti med et teoretisk fundament. En sådan teoretisk afklaring som indledning til en bred, vidtrækkende diskussion er en god ting og sparer megen tid og energi - lykkes den imidlertid ikke, så skaber den så meget mere forvirring. Og desværre må man sige, at det ikke er lykkedes kammerat Lukács at finde nogen tilfredsstillende løsning på den opgave, fra starten at give diskussionen den rigtige instilling ved at stille ind på de teoretiske kerneproblemer.
Det første princip, han opstiller, er ubetinget korrekt (og opvejer næsten fuldstændigt de senere fejl): Det er rigtigt, at målet med reguleringen af forholdene mellem de kommunistiske ungdomsorganisationer og kommunistpartiet må stå os klart: "den form for samarbejde, der i det givne øjeblik er egnet til at sikre den største slagkraft for proletariatet". Men denne konstatering indeholder samtidig en begrænsning. Vi må stille os spørgsmålet, hvor langt teoretiske og principielle begrundelser overhovedet rækker i sager som disse. Faktum er, at den proletariske ungdomsbevægelse har spillet en bestemt revolutionær, fremaddrivende rolle i arbejderbevægelsen. Men hvad betyder dette faktum? I hvor høj grad har vi ret til, at spørge efter almengyldige årsager hertil? For os står det fast, at der i vor tidsalder kun findes en faktisk revolutionær klasse, proletariatet. Denne nye klasses fremvækst som social, økonomisk og politisk magt af den gamle og forfaldne magts skød ledsages af dannelsen af en ny ideologi, hvis kerne er klassens bevidsthedsgørelse, dens forberedelse af tilkæmpelsen og udøvelsen af den politiske osv. magt. Som bærere af denne ideologiske (og senere magt-) koncentrationsproces, som udvikles i den revolutionære klasses indre, fremtræder kommunisterne. Dem tilfalder altså en fremskyndende rolle i den revolutionære klasses udviklingsproces fra spredt og tjenende til samlet og herskende samfundsfaktor. Kommunisterne er altså den revolutionære klasses avantgarde.
Ud over denne afsondring af en del af klassen, som tildeles en særlig ledende revolutionær rolle, kan der ikke eksistere nogen anden fortrinsstilling frem for andre for helt bestemte dele af klassen: Allerede kommunisternes rolle kan ikke lægge beslag på bestemte dele af klassen med særlige kendetegn. Men enkelte klasseelementers overgang til en avantgardes fremtrædende stilling sker tilnærmelsesvis i lige høj grad fra alle den revolutionære klasses lag og grupperinger, der adskilles ved deres stilling i produktionen o.m.a. Og vi erkender først en, som tilhører avantgarden, en kommunist, når en bestemt individuel proces har fundet sted i ham - men heller ikke før og på nogle andre kendetegn, således at vi kunne sige: han og han vil bestemt og med nødvendighed blive kommunist. De heraf vundne principper er to:
1. Når vi retter blikket mod en såkaldt rangorden indenfor de proletarisk-revolutionære kræfter (så som: kontrarevolution - indifferente lag - pseudorevolutionær (småbonde med længsel efter land) - ubevidst revolutionær (industriproletariat) - bevidst revolutionær (kommunister), så findes der ikke noget højere end det sidste stadium: "Kommunist".
2. En særlig prædestination (forudbstemmelse) til kommunisme, som skulle være fundamentalt forbundet med egenskaber og forudsætninger hinsides ordenen i klassebevidsthedsprocessen, findes ikke. Det er de for en marxist klare grænser for opsøgningen af et teoretisk grundlag for relationerne mellem parti og ungdom. Den der overskrider denne grænse og leger med tanken om en intensivering af kommunismen, om en "avantgardens avantgarde" og om prædestinationen til den "bedste kommunisme" hos bestemte dele af klassen, udmærkede ved fælles kendetegn - han forlader den kommunistiske tankes bane. Han gør, cun grans salis, det samme som syndikalisterne gør med deres fremhævelse af proletariatets egenskab af produktionssubjekt; og er derfor, netop en "ungdomssyndikalist" - eller i det mindste på vej til at blive det. (Idet det indrømmes, at begrebet ungdomssyndikalist er en afskyelig orddannelse og ikke netop egnet til en afklaring af sagerne).
Og denne fejl har kammerat Lukács desværre begået. Lige så meget vi kan takke ham for opstillingen af det førstnævnte synspunkt, lige så lidt må vi følge ham på hans videre vej, når han spørger: "Er ungdommens avantgarde-rolle i stand til at holde sig gennem alle klassekampens faser".
Med det spørgsmål er vi allerede inde på et sidespor. (Hvorfor en kritik af kammerat Mullers artikel er overflødig. Kammerat Muller har netop valgt denne ulykkelige tese hos Lukács som udgangspunkt og rutsjer lystigt videre af sidesporet uden så meget som at ane hovedvejen! Selv om han iøvrigt har haft held med en række meget rigtige og bemærkelsesværdige detailiagttagelser).
Lad os som begrundelse for dette udsagn undersøge ungdomsavantgardens historiske begreb med henblik på dets reale indhold. Under krigen så vi store skarer ungarbejdere løsrive sig fra de socialdemokratiske organisationer og drive en politik på egen hånd, som havde en varig virkning på den samlede arbejderbevægelse. Hvad var årsagen hertil? For det første ramte krigens byrder med krigstjeneste og hjemmeindustri netop ungarbejderne pludseligt og hårdt. Det måtte i det mindste hos en del af dem resultere i en historisk modningsproces af tilsvarende hårdhed - en styrkelse af deres revolutionære energi. For det andet var hæmningerne, fra en simpel opgivelse af det belastende jeg i den umiddelbare kamp til dets tilsidesættelse, ringere hos ungdommen, som altid er mere hæmningsløs, dumdristigere og mindre bekymret for den fremtidige opretholdelse af de bestående forhold. For det tredje var ungarbejdernes indstilling, der ikke var influeret af et langt liv i borgerlige livs- og tankeformer, bedre i stand til og mere villig til at lade sig påvirke end indstillingen hos de gamle proletarer. Dette sidste moment, som kammerat Lukács fremhæver som det eneste og tror at kunne gøre til nøgleproblemet, er iøvrigt vigtigt - for det modsatte af det, som kammerat Lukács viser: De tre nævnte omstændigheder var årsagerne til dannelsen af en instinktiv og skærpet revolutionær energi hos arbejderungdommen. Først indflydelsen og den formgivende indblanding fra de få (voksne!) kommunister, der dengang gik ind for de kommunistiske ideer og paroler,[2] gjorde denne ungdom til avantgarde! Den blev til avantgarde ikke som ungdom, men som den første gruppering af kommunister i den internationale arbejderbevægelse! Den var avantgarde og fortrop, fordi den store masse af arbejdere havde været tilbagestående i det øjeblik, hvor tilsynekomsten og koncentrationen af den kapitalistiske samfundsordens morderiske karakter kun krævede fælles samling og et fælles fremstød fra arbejderbevægelsen, som skulle befries. Den internationale ungdoms første revolutionære aktioner var, som jeg allerede har skrevet andetsteds, de første livstegn fra III. Internationale. En særlig historisk situation tildelte den ungdom, der var udmærket ved særlige (delvist væsensbestemte) forudsætninger, rollen som de første moderne kommunister. Ungarbejderorganisationerne var som de første kommunistiske grupper den internationale arbejderbevægelses avantgarde. Undomsorganisationerne har bibeholdt deres væsen, som gjorde dem egnede til denne rolle, de er blevet på deres plads - men deres isolation er forsvundet. Den internationale arbejderbevægelse har i det videre historiske forløb fostret andre organisationer, der som kommunistiske partier har indtaget pladsen i spidsen for den revolutionære bevægelse, hvor tidligere kun ungdommen havde stået forpost. Kun en ungdomssyndikalist kan endnu engang kunstigt isolere den kommunistiske ungdom fra den proletariske kamps store avantgarde og henvise til betydningen af en "avantgardens avantgarde". Teoretisk er en anden "avantgarde" end det kommunistiske parti umulig. At den kommunistiske ungdom næsten altid var et hestehoved foran de radikale arbejderorganisationer, som var i færd med at udvikle sig til rigtige kommunistpartier, er en anden sag, der ikke har noget at gøre med den teoretiske undersøgelse og forsøget på en grundlæggende afklaring.
Det har kun mening at tale om en avantgarde-rolle, hvis man derved forstår en politisk ledende holdning i kommunismens forstand. At arbejderungdommen i den samlede arbejderbevægelse overtog denne rolle som den første del af den historiske revolutionære klasse, står kun i en udvendig sammenhæng med de særlige kendetegn, der udmærker arbejderungdommen frem for hele arbejderstanden. Man kan altså ikke gå ud fra den politiske avantgarderolle som et entydigt faktum og spørge, "om den er i stand til at holde sig gennem alle klassekampens faser".
Og det er klart, at en sådan problemstilling måtte gøre alle de andre argumenter hos kammerat Lukács mere eller mindre værdiløse. Vore kammerater har ved læsningen af hans argumentation for betydningen af ungdommens "uberørthed" og dens dialektiske forvandlinger utvivlsomt opdaget det voldsomt konstruktive ved denne bevisførelse. Og ligeså har de set, at man alligevel umuligt på denne "uberørthed" et helt igennem negativt kriterium, kan opbygge en særlig bestemmelse om en kommunistisk ledende rolle, der som forudsætning har et stort mål af positiv viden, klar indsigt og taktisk kamperfaring. Kammerat Lukács er for klog til at drage falske konklusioner, og alt hvad han siger er rigtigt med visse forbehold - selvom indpakningen er dårlig! Og derfor forbliver hans undersøgelse utilfredsstillende, og konklusionen på hans redegørelse, der ender i en fuldstændig relativisme, resulterer i en ligefrem pinlig fornemmelse - det ligner næsten en falliterklæring.
Nej, vi kan og må komme frem til en klar principiel løsning på problemet. Lad os undersøge, i hvilken retning denne løsning skal søges, og hvordan dens begrundelse teoretisk skal angribes. Mere end en henvisning skal der heller ikke gives her, en henvisning, der stiller ind på den rigtige diskussion, i overensstemmelse med Lukács' intention. Kammerat Lukács' første markante tese taler om et "samarbejde" mellem parti og ungdom. Den forudsætter altså eksistensen af to grupper. Det er, eftersom vi har at gøre med en teoretisk undersøgelse, ingenlunde nogen selvfølge, især da vi altid taler om klassens enhed og enheden indenfor dens fortrop. Men antagelsen af denne forudsætning er fuldt ud tilladelig og nødvendig.
Adskillelsen af ungdoms- og partiorganisation er et historisk faktum. I ungdommens særlige organisering kom de forskelle, der adskiller arbejderungdommen fra den voksne arbejderstand, klart til udtryk. Disse forskelle består. Det ville være tåbeligt at benægte dem. Og det er unødvendigt endnu engang at gøre dem til genstand for udførlig diskussion her.
Ud over disse særegenheder, der i sin tid med rod i en bestemt udviklingsgrad af den økonomiske situation førte til dannelsen af særlige ungdomsorganisationer, er - som tidligere nævnt - de momenter kommet til, der betingedes af den krigsskabte, historiske situation og som førte til undommens avantgarde. Der består altså også i høj grad en indre sammenhæng mellem ungdommens særlige kendetegn indenfor klassen og det faktum, at den fremtrængende revolutionære ide først bemægtiger sig den. Men da denne særlige historiske situation, hvor arbejderstandens store masse var forblevet tilbagestående, ebbede ud, og kommunistpartierne overtog ledelsen af de proletariske masser, måtte rollen som fortrop blegne. Den frigjorde sig så at sige fra ungdomsbevægelsen, og i dag har ungdomsorganisationerne atter kun en række særlige funktioner indenfor den samlede kommunistiske bevægelse, der svarer til deres særegenheder. Efter at ungdommen under kommunistpartiernes fravær havde overtaget disses opgaver, kan den nu atter indgå i en arbejdsdeling med dem. Denne arbejdsdeling er et højere organisationsprincip og netop forudsætningen for en størst mulig udnyttelse af den større energi, der slumrer i den proletariske ungdom. Den teoretiske undersøgelse af denne arbejdsdelings indhold og form, den præcise konstatering af den kommunistiske ungdoms særlige funktioner er det, der forestår. Og en sådan undersøgelse vil give os svaret på spørgsmålet: "hvilken form for samarbejde, der i det givne øjeblik er egnet til at sikre den største slagkraft for proletariatet".
Lad os opfatte ungdomsbevægelsens "avantgarde" i det ejendommelige regi, som bestemtes af de historiske hændelser under og efter krigen, som en episode i arbejder-ungdomsbevægelsen. Det faktum, at de unge kammerater altid var og vil vedblive med at være de dristigste og offervilligste forkæmpere, indskrænkes på ingen måde derved. Ja, jeg tror og gentager endnu engang, hvad jeg allerede lejlighedsvis sagde i forrige nummer: Ungdomsinter-nationalens, den internationale kommunistiske ungdomsbevægelses, store historie begynder måske først der, hvor ungdomsbevægelsen indgår i en arbejdsdeling med partibevægelsen, og overtager og udbygger deres særlige funktioner indenfor III. Internationale. Efter slutningen på avantgarde-tidens heroiske episode bliver forholdet mellem ungdoms- og partibevægelse altså formelt igen ligesom det var før krigen. Men ud over den uhyre forskel, at vi nu har at gøre med en kommunistisk internationale og en kommunistisk ungdomsbevægelse, består der en yderligere forskel: I den kamp, der havde ungdomsorganisationernes løsrivelse fra de socialdemokratiske partier som indhold og som forberedte den senere revolutionære rolle, har ungdomsorganisationerne erobret to nye grundsætninger for deres virksomhed. Noget formynderskab fra partiet over ungdomsorganisationerne må i den revolutionære bevægelses interesse aldrig mere finde sted. Den selvstændige organisering under selvvalgt ledelse er den ubetingede forudsætning for ungdomsarbejdets opdragende virkning. Og bevidstgørelsen af unge arbejdere i forhold til alle de krav, der stilles til kommunistiske forkæmpere, kan ikke ske afsides som abstrakt belæring, men igennem aktiv deltagelse i klassernes kamp og den kommunistiske fortrop. Disse to grundsætninger hører til de kommunistiske ungdomsorganisationers fundament og må forblive bestemmende faktorer i fastsættelsen af relationerne mellem parti og ungdom.
Selve fastsættelsen må Den anden Verdenskongres træffe. Jeg håber her at have givet nogle ikke uvigtige og afklarende henvisninger til den diskussion, der må gå forud.
En væsentlig del af Georg Lukács' bog "Geschichte und Klassenbewusstsein" [Historie og klassebevidsthed] er helliget "tingsliggørelsesprocessen" i kapitalismen. Til denne hører også indhylningen og tilsløringen af den menneskelige bevidsthed, sådan som den i den kapitalistiske tidsalder fremtræder hånd i hånd med dannelsen af varens fetischkarakter, gennem arbejdsdeling, erhvervsspecialisering og social indskrænkning. Lukács ville ikke have kunnet fremlægge noget bedre eksempel på en sådan tingsliggjort sløring af bevidstheden end denne bog selv. Den intellektuelle åndsspecialist - opdraget i den akademiske verden - taler her sin egen dybsindige og lærde latin, der forekommer almindelige dødelige forbandet våset. Han gør sig i en begrebs- og problemakrobatik, som lægmanden højest kan undre sig over, men dårligt tyde. For så vidt Lukács har skrevet de her samlede artikler for sin egen selvforståelse, skulle der ikke siges et ord om fremstillingens form. Men trykning forudsætter en læser. Hvilke læsere kan komme i betragtning til disse studier over marxistisk dialektik, som værkets undertitel lyder? Til en afklaring af vore kommunistiske funktionærer, endsige da masserne formår bogen ikke at bidrage med noget. Den forbliver langt hen uforståelig for dem. Den filosofisk uskolede læser vrider sig i fremmedordenes og abstraktionernes aflukke. Åbenbart er forfatteren flintrende ligeglad med at komme sine læsere i møde igennem fremstillingens anskuelighed. I den forbindelse siger Lukács ganske rigtigt: "Kommer partimedlemmerne med deres samlede personlighed ind i et levende forhold til partilivets og revolutionens totalitet, da ophører de med blot at være specialister, der nødvendigvis er underkastet faren for den indre stivnen". (s. 338) Det burde ikke mindst også de litterære og intellektuelle specialister lægge sig på sinde! De af Lukács oprullede problemer fortjente bestemt en alvorlig gennemarbejdning i kammeratkredse. Så meget mere beklageligt er det, at det som Lukács behandler - f.eks. om volden som økonomisk potens, om partiets legalitet og illegalitet, om nødvendigheden af en social og økonomisk totalitetsbetragtning og meget andet - er lukket med pigtråd for den proletariske læser.
Den diskussion, som L. gerne ville fremkalde med sin bog, er dermed meget vanskeliggjort. Og dog findes der hos ham en række udsagn, der indtrængende kræver yderligere diskussion. Således forstår L. ved "ortodoks marxisme" kun forskningsmetoden, der intet har at gøre med resultaterne af Marx's forskning! Dermed kommer L. i et forbandet tæt naboskab med reformister som B. Renner, der gerne vil udgive sig som marxister og dog ikke betragter sig som bundet af den marxistiske læres positive indhold. Efter vor mening kan kun den betegne sig som ortodoks marxist, der betjener sig af den marxistiske metode og anerkender veje og mål, som den marxistiske erkendelse af politikken har anvist.
En hovedbestanddel i den marxistiske forskningsmetode sammenfatter vi under "dialektik". I den bredeste betydning af ordet forstår vi derved den udviklingsmæssige betragtning af al værens tilblivelsesproces og den deraf følgende flydende karakter hos alle begreber. Lukács foretager også her en overraskende indsnævring: den dialektiske betragtning kan ikke anvendes på naturen, men kun på den historisk-sociale virkelighed. (s. 17) I en polemik mod Engels, der jo netop har behandlet dialektikkens væsen med naturprocesser som eksempel, opstiller L. erkendelsen af vekselvirkningen mellem subjekt og objekt i den historiske proces som den dialektiske metodes væsentlige kriterium. Den således betegnede revolutionære praksis er dog kun den marxistiske dialektiks tidshistoriske virkninger i nutiden. Den dialektiske erkendelsesmetode må dog som bestanddel af verdensanskuelsen kunne anvendes på totalprocessen i al bevægelse, alt liv og al virksomhed indenfor virkeligheden. Så Marx ikke også i Darwins lære et "naturhistorisk grundlag" for sin udviklingsbetragtning?
I den "historiske materialisme" finder den dialektiske metode sin særlige anvendelse på de sociale fænomener. Og her møder vi igen hos Lukács en forbløffende indsnævring af den hidtidige ortodokse opfattelse. L. regner egentlig kun med, at den materialistiske historieopfattelse gælder fuldt ud for den kapitalistiske tidsalder". Den økonomiske klasseinteresse som historiens bevæger trådte først i kapitalismen frem i sin nøgne renhed". (s. 70) "Den historiske materialismes indholdsmæssige sandheder ... er sandheder indenfor en bestemt social og produktionsmæssig orden". (s. 234) "Den historiske materialisme kan ikke anvendes på de førkapitalistiske sociale formationer på ganske samme måde". (s. 244) Den historiske materialisme er et forskningsprincip, der utvivlsomt af dens grundlæggere blev opstillet med gyldighed for al historisk betragtning. Noget andet er, om produktionsforholdenes virkninger er lige klart påviselige i alle historiske perioder, eller om de overhovedet formuleres i den til enhver tid eksisterende klassebevidsthed. At den samfundsmæssige væren bestemmer bevidstheden, var for Marx en sætning af absolut gyldighed. "I store træk kan asiatiske, antikke, feudale og moderne borgerlige produktionsmåder betegnes som progressive epoker i den økonomiske samfundsformation. Den vældige opbygning af en sociologisk monisme, en økonomisk determinisme, sådan som Marx og Engels har udført den, bryder sammen, hvis man med Lukács deklarerer selve den historiske materialisme som en kun forbigående historisk kategori, og vel at mærke en kategori for det kapitalistiske samfund. Døren ville igen være åbnet på vid gab for en historisk idealisme og mysticisme.
Men L. henviser nu også for den kommunistiske tidsalders vedkommende den historiske materialisme til pulterkammeret. Da vil nemlig "de objektive økonomiske lovmæssigheder - så som staten - uddø" (s. 316). "Styring og vold" vil ophøre (s. 259). Ja, forestiller L. sig "frihedens rige" som et slaraffenland, så bliver det faktisk overflødigt at styre. Men det overskrider allerede den fourierske fremtidsfantasi. Denne tanke formår vi ikke længere at følge.
Endelig indskrænker L. endog også for kapitalismen den historiske materialismes gyldighedsområde. I overgangstider og kriseperioder "afbrydes" nemlig ifølge Lukács økonomiens love, da er det "selvfølgelig umuligt at tale om nogen økonomisk lovmæssighed, der skulle beherske hele samfundet". (s. 249) Andetsteds erkender L. imidlertid krisens struktur som ren forøgelse af kvantiteten og intensiteten i det borgerlige samfunds dagligliv (s. 112) og taler om kapitalismens latent-permanente krise (s. 53). Nu bliver det forståeligt, hvorfor L. overhovedet ikke mere vil se marxismens kernetanke i "de økonomiske motivers dominans i den historiske forklaring" (s. 39). Hvordan alt det dog stadig skal være ortodoks marxisme, står os, mildt sagt, uklart!
[1] Separat skal det nævnes, at også bedømmelsen af den parlamentarisk udviklede kommunistiske aktion hører med i bedømmelsen af K.P.D., som ellers kun kan tænkes på grundlag af en analyse af den tyske revolutions nuværende situation. Det ville overskride denne artikels rammer, og iøvrigt ville man netop p.g.a. situationernes fundamentale forskellighed næppe kunne finde noget fælles grundlag for en simpel modstilling af de to nævnte beslutninger. Uden at ville tage stilling i spørgsmålet om den kommunistiske, parlamentariske taktik og specielt omkring tyskernes kommunistiske parlamentsaktion, bemærker denne artikels forfatter, at han ikke deler kammerat G.L.'s standpunkt i spørgsmålet om den parlamentariske aktion, sådan som det udvikles i nummer 6 af "Kommunismus"
[2] Som det mest klassiske eksempel herpå vil jeg nævne afklaringen af det internationale ungdomssekretariats antimilitaristiske standpunkt gennem Lenins og Trotzkis indgreb.
Last updated on: 8.22.2008