|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
Ifølge Lukács gjorde proletariatets tyske parti i tiden omkring VKPD's opløsning store fremskridt. Hans position faldt sammen med Thalheimer og Kuns. Den halv-filosofiske retfærdiggørelse af nederlaget ser i "Rote Fahne" således ud: "Det går ikke mere an, at vente indtil forholdene er "modne". Hvad er kriteriet på, at forholdene er modne? Hvornår har bourgeoisiet begået nok forbrydelser? Kriteriet for modenhed ligger ikke kun i, hvad der sker uden for os, men også i os selv. Beredskabet til handling vokser ikke kun frem af den kapitalistiske omverden, men også frem af proletariatet selv".[1] Dette militante sprog forsøger at fortrænge nederlaget ved at kalde til nye kampe (og nederlag). Når nederlaget imidlertid ikke bliver kritisk analyseret og gjort historisk gennemsigtigt, men derimod bliver hængende i moralske abstraktioner, så står vi midt i oprindelsen til Kominterns autoritære voluntarisme. Her begraves så den emancipative subjekt-dimension, denne fundamentale radikalitet i de undertrykte og ydmygede klassers socialistiskkommunistiske "oprejste gang". De undertrykte og ydmygede klasse-subjekters interesser og behov i deres artsmæssige kreativitet bliver ikke synlig i en sådan voluntarisme, fordi specificiteten i de politisk- og social-økonomiske etapper, de til enhver tid specifikke styrkeforhold mellem klasserne ikke kan formidles historisk konkret gennem en abstrakt revolutions-moral.
VKPD forsøgte at handle gennem "handlinger" for at bryde massernes tilsyneladende 'mensjevisme'. De begreb ikke, at denne pseudoteoretiske vurdering af arbejderklassens reaktionsformer og "klasseinstinkt" var udtryk for en fuldstændig falsk forståelse af de umiddelbare interesser og behov i de proletariske, agrare og fabriksarbejdende klassegrupper i denne etappe, udtryk for en utilsigtet massefjendtlighed i VKPD-ledelsen omkring Béla Kun.[2]
Hvor meget Lukács i månederne efter Martsaktionen og frem til den 3. KI-kongres stemte overens med denne voluntariske retning omkring Kun, Bucharin og Sinoviev, Thalheimer osv. - trods alle forskelle i den ungarske situation - viser frem for alt hans filosofisk spekulative og uhistoriske legitimationsartikler om martsaktionen i "Internationale" og hans vurdering af opgaverne for KIs 3. Kongres.
Havde Lukács endnu til den 2. kongres gjort det tydeligt, at en eksekutiv-komité i Moskva ikke er i stand til at lede kampene i Europa, indrømmer han nu til den 3. kongres - efter martsaktionen - en krise i KI-sektionerne i almindelighed. Han mener imidlertid, trods de store "tekniske"[3] vanskeligheder med eksekutiv-komitéen i Moskva, at disse problemer ikke længer vil eksistere gennem en overvindelse af "hæmninger af åndelig og derfor af organisatorisk karakter".[4] "Overvægten af russiske kammerater, deres - nødvendige - ledende rolle i internationalen kan først ophøre, hvis verdensproletariatet bliver jævnbyrdige med dem i revolutionær beslutsomhed, i revolutionært skarpsyn og i revolutionære erfaringer".[5] Den "kommunistiske ånd". den "revolutionære ånd". den "virkelige vilje til revolution". der "organisatorisk kun kommer til syne i viljen til centralisme"[6] er her ifølge Lukács alene at finde i Moskvas eksekutiv-komité og i KPR. Ved at gøre organisationsspørgsmålet til et "åndeligt" spørgsmål, til et spørgsmål om vilje, bliver det muligt nu at udelukke, de objektive forhold, landets samfundsmæssige grundlag, den reale særegenhed, spørgsmålet om den "økonomiske form". og den "deraf betingede kulturudvikling i samfundet" (Marx). Det specifikke i klassekampene går tabt, mere præcist: det konkrete indhold. Derfor er det så logisk, at forråde spørgsmålet om den revolutionære autonomi "som opportunismens spørgsmål".[7]
Lukács fastholder den "store smidighed i organisationsspørgsmålet"[8] og den "store elasticitet" i spørgsmålet om "centralisme". fordi han ser "revolutionens interesser" truet i en bureaukratisk opportunistisk centralisering af KI-sektionerne: "Thi enhver organisationsform er kun et kampmiddel, kun et led i den altbestemmende og altafgørende totalitet: totaliteten af revolutionære processer".[9]
Abstraktionen i kategorien om den "revolutionære proces" uden historisk konkretisering af problemsammenhængene i klassekampen i de pågældende lande og i det internationale kompleks, som den imperialistisk-socialistiske epoke er, osv. fører til en mytologisering af "verdensrevolutionen" til en legitimering af revolutionær handling" i sig selv og til en tilsløring af de historiske fremtrædelsesformer for den reale virkelighed, for de reale opgaver i etapperne af "revolutionære processer" i arbejderklassens og deres forbundsfællers emancipationskamp.
Lige så lidt som Bucharin, Sinoviev og Lenin, respekterer Lukács, at forskellen mellem de zaristiske trældomsforhold i den russiske klassekamp og fremmedgørelsesforholdene i den vesteuropæiske form for udbytning også må bære andre politisk-organisatoriske særegenheder i sig. Det er altså intet "teknisk" og intet "åndeligt" problem, det er et specifikt samfundsmæssigt problem på basis af det økonomiske indhold og det dermed givne kulturkompleks. Fælles for dem er ganske vist imperialismens epoke og det revolutionære omslag i socialismen.
Fremmedgørelsesforholdene i Vesteuropa opstår ifølge Marx gennem den tingsliggørende maskinelle arbejdsproces i den kapitalistiske produktionsmåde. Det er en sammenhæng, som derimod ikke opstår i de zaristiske trældomsforhold - som jeg har forsøgt at vise det -, for hertil mangler det samfundsmæssige produktionsgrundlag. Den "industrielle overbygning" taler ikke imod dette. Denne forskel i samfundsmæssige produktionsforhold genspejler sig ved en nærmere betragtning i "ånden". i "viljen" og i "organisationen". Lukács' forsøg på at forstå spørgsmålet om "revolutionære processer" og revolutionære organisationer i Europa med begreberne om "ånd" og "vilje" når sit højdepunkt ved, at han gør VKPDs og KIs teoretiske, politiske og organisatoriske krise til en ideologisk "krise i proletariatet".[10]
"Gennem VKPDs selvstændige initiativaktioner"[11] "skulle ifølge Lukács den ideologiske krise, proletariatets mensjevistiske sløvhed gennembrydes i martsaktionen".[12]
I "organisatoriske spørgsmål om de revolutionære initiativer[13] og i hans teoretiske forarbejde til kapitlet "Metodisk til organisationsspørgsmålet" i "Historie og Klassebevidsthed" (en videre retfærdiggørelse af martsaktionen) går Lukács ikke videre i dette spørgsmål. Overfor Rosa Luxemburg henviser han ganske vist med rette, at hendes angreb på den leninske partikonception overså et væsentligt punkt: "De forhøjede krav til de enkelte partimedlemmer".[14] Men Lukács ser heller ikke her, at karakteren af, indholdet i og formen for større krav til partimedlemmerne i de forskellige samfundsformer for "kapitalen i dens realitet" fremviser forskelle i det konkret historiske stof og i de dermed potentielt givne kommunikative samværsformer som peger i retning af den proletariske revolution".[15] Imperialismen som kapitalismens højeste stade" (Lenin) besejrer ikke disse social-økonomiske og kulturelle forskelle, den kautskyanske ide om en almengørende "ultra-imperialisme" blev korrekt altid bekæmpet af Lenin. Da han imidlertid subsumerede den revolutionære kamp i de forskellige lande under den abstrakte taktik fra KI-kongres til KI-kongres, var det hverken for ham eller for KI-eksekutiv-komitéen eller for KI-sektionerne muligt at konstituere de for de pågældende lande rigtige typer af revolutionære partier og rigtige forhold mellem de undertrykte klasser og det revolutionære parti eller at bestemme de konkrete etappemål og bestandig formidle dem med det utopiske endemål. Lukács fordrejer for sig selv og os dette problem. Derfor har klassekampene i Sachsen i hans fremstilling intet historisk-specificerende indhold. Hvorledes "proletariatets mensjevistiske krise" er opstået, forbliver en gåde, præcis ligesom overvindelsen af "resterne af den kapitalistiske tingsliggørelse i bevidstheden og følelserne"[16] indenfor det proletariske parti.
Hvorfor den påståede "mensjevistiske krise i proletariatet" tvinger Lukács til at kræve en relativ autonomi for KI-ungdomsorganet, er et vigtigt spørgsmål. Det drejer sig her for mig om at forsøge at uddybe og formidle den lukács'ske legitimering af martsaktionen gennem hans forhold til ungdomsorganisationen.
Lukács havde "kun" i sin artikel mod Zieglers (Kurella) polemik[17] holdt fast på "autonomien" i den kommunistiske ungdoms-internationale i den forstand, at det for ham naturligvis ikke drejer "sig om en avantgarde i avantgarden". men snarere om at opfatte "opkomsten og udviklingen af avantgarden som proces og ikke længere som en fastslået kendsgerning".[18] På anklagen om "ungdomssyndikalisme" fra Ziegler, der optrådte som repræsentant for den sovjetiske sektion af KJI (den kommunistiske ungdomsinternationale), sagde Lukács, at det centrale i Zieglers argumenter ligger i, at denne mekanisk vil overføre "forbindelsen mellem ungdom og parti, således som den er i Rusland, på hele bevægelsen".[19] Baggrunden for Zieglers positioner: Det, som sker i Sovjet, er rigtigt; som 'disciplineret' kommunist i KI-sektionen: "KPU i eksil" angår det på en vis måde ikke Lukács. Men på den anden side var det før den 3. KI-kongres endnu muligt at optræde så bestemt, som Lukács gjorde det, overfor et så simpelt angreb.
Lukács ender i denne polemik i en konsekvens, der tilsyneladende står i modsætning til hans legitimeringsartikler om martsaktionen: "Men når vi i avantgardens opkomst øjner en proces, så har vi retten og pligten til at undersøge den vej, den går og de grupperinger, den skaber i proletariatet, i fortroppen".[20]
Forkert er, her ligesom før, begrebet om "processen". Klassekampene og klasseforholdene i deres etappespecificitet bliver prisgivet til fordel for en undersøgelse af reaktionerne fra det kommunistiske partis aktioner på partiet og på klassen. Denne undersøgelse kan ikke drejes i en kritisk-materialistisk retning, fordi martsaktionen, som aktion var ophøjet til revolutionært princip. Den revolutionære vilje i KIs forstand eksisterer ifølge Lukács ikke i KI-sektionerne. Således må det kommunistiske partis revolutionære "autonomi" blive hængende i ungdomsorganisationen. Af den reale kapitalbevægelse i Tyskland og de nye klassegrupper bliver intet forstået. Og alligevel lærte Lukács at kende de forestående konfrontationer på den 3. KI-kongres netop gennem sit arbejde i KJI. KI-eksekutiv-komitéens opløsning af KJI-kongressen i Jena var et "præcedens-tilfælde" der foregreb skiftet på den 3. KI-kongres, en beslutningsproces, der genspejlede Sinovievs taktik overfor Lenin og den sovjetiske kursændring på vej mod NEP. (Den nye økonomiske Politik).
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] "Rote Fahne", Berlin, 1921, 5. april: "Revolutionær offensiv. Til martsaktionen". I virkeligheden er myten om proletariatets umodenhed en farlig mystifikation, der stammer fra det dannede borgerskab og rækker ind i kommunisters og socialisters lag. Alternativet er imidlertid ikke myten om det modne proletariat, men derimod, den altid kritisk-materialistisk bestemte tendens i klassekampen i kapitalforholdenes brydningsepoke. Når vi sammenligner denne artikel fra "Rote Fahne" med Jozsef Revai's "Kommunistische Selbstkritik und der Fall Levi" [Kommunistisk selvkritik og Levis fald"], hvor "kendetegnet på sand selvkritik" bliver forstået således, "at den betragter de begåede fejl i den kritiserede aktion på den ene side som personlige tekniske og taktiske fejl, men pa den anden side som nødvendige fejl, som objektivt ikke kunne undgås p.g.a. mangel pa erfaring". (ibid., s. 475), så er forskellene og lighederne slående. Dominerer den "rene" voluntarisme i "Rote Fahne", så går Lukács-"kommunismen" til problemet med "dialektiske" konstruktioner. Fælles for begge er, at historien er rene hændelser, den konkret materialistiske substans i arbejderklassens sanselige objektiveringer gennem den historisk-specifikke arbejdsproces i det borgerlige samfund, gennem den objektive mulighed for at sprænge forholdene bliver ikke gennemskuelig.
[2] 3. årgang hæfte 6, s. 208ff., hefte 8, s. 298ff. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[3] "Kommunismus", helte 17-18, s. 583ff. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[4] Ibid., s. 590.
[5] Ibid., s. 591. Begrebet om "verdensproletariatet"" er en typisk Lukács-abstraktion uden konkrete formidlinger, mere tomme end de af Lenin kritiserede abstraktioner om "arbejderstaten" i Sovjetunionen, som Bucharin og Trotzki talte om i 1928. Lukács retfærdiggør ikke historisk-materialistisk prioriteten af den sovjetiske linie i KI-eksekutivkomitéen, men derimod idealistisk med henvisning til "eksekutivkomitéens revolutionære ånd, som i dag (til revolutionens hyldest!) trods repræsentationen af alle partier star under stærk russisk indflydelse", (s. 591) hvorved "opportunismen" i mange sektioner står under kontrol og bliver bekæmpet. At "opportunismen" i KI-sektionerne vil vokse, når de kommunistiske partier fortsat mister deres selvstændighed, er for en tom radikalisme ikke tænkelig.
[6] Ibid., s. 591. Trods de lukács'ske teoretiske og politiske metamorfoser bliver det her påny synligt, at der stadig lindes en kontinuitet siden tiden fra "Bolsehewismus als ethisehes Problem" [Bolsjevisme som etisk problem] "geisten", den daværende "sjæl" og særlige betydning af "viljen", hvor etikken har til huse, er ikke til at tage fejl af.
[7] "Kommunismus" hefte 17-18, s. 591.
[8] Ibid., s. 592.
[9] Ibid. Denne tomme totalitet fornedrer den revolutionære organisation som negation af de konkrete forhold og som foregribelsen af nye forhold til et "led" i en indholdsløs "proces". Denne rene historiskhed hos Lukács, som konstituerer den idealistiske subjekt-objekt-identitet, fører nødvendigvis til en konkret historieløshed, som ikke kan se den historiske sanselighed i klasstrnes samfundsmæssige arbejdsprocesser.
[10] Lukács: "Spontaneitåt der Massen, Aktivität der Partei [Massens spontaneitet, Partiets aktivitet], i: "Internationale" hefte 5, 1921, s. 212.
[11] Ibid., s. 213. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[12] Nogle taler om proletarisk "sløvhed", andre igen om proletarisk kampberedthed" i Sachsen, der alene p.g.a. et for svagt parti ikke havde kunnet sejre. - den ene opfattelse er ligeså forkert som den anden, som vi har set.
[13] Se "Internationale" 1921, hefte 8 s. 298f.
[14] Ibid., s. 314. Hvorved ganske vist også de "større krav" må alledes - ikke formalistisk, men derimod indholdsmæssigt udfra det opnåede produktionstrin, udfra højden af den konkrete klassekamp, udfra nederlagene og sejrenes historie.
[15] "Internationale", ibid., s. 307. Etappens politisk-økonomiske krisesammenhæng bliver hos Lukács gjort til proletariatets "andelige" krise. Hvilket er helt igennem konsekvent udfra hans fortrøstning om væksten i Kapitalismens Krise. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[16] Ibid.
[17] "Jugend Internationale" 8, nr. 10, 1921 s. 84ff.. Denne Ziegler (Kurella), der i de sidste årtier russiske bjerge, steg stadig videre mod toppen, mens Janossy blev indsat i en stalinistisk lejr. "Opstigning" og "nedstigning" får her en egenartet forskel.
[18] Ibid., nr. 1 1 1921, s. 313. Forsøget pa at henlægge den vesteuropæiske radikalisme til "ungdoms-internationalen", for udfra den "i en proces" at overvinde de opportunistiske retninger i KI-sektionerne med hjælp fra den sovjetiske ledelse, går ud fra den vesteuropæiske arbejderklasses store nederlag med henblik på 1. verdenskrig og proletariatets "sløvhed" - som Lukácsmener det - i anledning al den tyske martsaktion. Her må man være klar over, at i virkeligheden var det den kommunistiske ungdomsinternationale (KJI) under ledelse af Willi Munzenberg, der politisk selvstændigt og meget militant medvirkede i martskampene i Sachsen. For det andet var det KJI, der umiddelbart efter kampene og det store nederlag, indkaldte til en kongres i Jena som KI-eksekutiv-komitéen allerede maneder før forsøgte at forhindre. Da den på trods af det fandt sted i Jena, opløste eksekutivkomitéen ved et forbud kongressen og udsatte den til den ordinære 3. KI-kongres i Moskva. "Med forlæggelsen af den internationale ungdomskongres til Moskva" er det overhovedet blevet umuligt for KJI pa en fælles kongres at tage stilling til såvel beslutningerne på den 2. kongres som til dagsordenen ibr 3. kongres. Efter vores mening er det ikke kun er ret, som hvert medlem af KI har, men derimod også en selvfølgelig pligt, som ingen burde forsømme. Det er selvfølgelig meget vanskeligt at polemisere mod en beslutning, hvis motiver og begrundelser er ubekendte". (Jugend Internationale, ibid., nr. 10, 1921, s. 280).
[19] Ibid.
[20] Ibid., s. 313.
Last updated on: 8.22.2008