|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
I parlamentarismedebatten i 1920 havde Lukács "straks anerkendt" Lenins kritik af ham "som rammende".[1] Det var kritikken af en abstrakt radikalisme. Denne kritik "tvang mig til at sammenknytte mine historiske perspektiver mere differentieret og formidlet med hverdagstaktikken, og den betød forsåvidt starten på en ændring af mine anskuelser: dog blot inden for et endnu i væsentlig grad sekterisk verdensbillede. Det viste sig et år senere, da jeg ganske vist vurderede enkelte taktiske fejl i martsaktionen kritisk, men dog fortsat godkendte den ukritisk-sekterisk i sin helhed".[2]
De små og vigtige differentieringsprocesser på den 3. KI-kongres (juni-juli 1921), som vel var et udtryk for forskydninger i hovedparolerne i KI-taktikken og en stadig tilspidsende konfrontation med de skæbnesvangre fejl hos Béla Kun og hans fraktion af "KPU i Eksil", fører til politisk-teoretiske "nuance-forskydninger" i Landler-fraktionen.
Hvor meget de partiinterne konfrontationer på den 3. KI-kongres får relevans, viser Lukács' polemik mod Pogány, repræsentanten for Kun-fraktionen, der ledende havde medvirket i VKPDs martsaktion. Lukács angriber Pogánys - og dermed Kuns - pseudoteoretiske legitimation af kupmageriet. Han siger, at det er kupmageragtigt vanvid at sætte de arbejdsløse op mod de arbejdende i fabrikkerne og at ville forklare dette med kapitalismens "oprindelige akkumulationsproces".[3] Det er et væsentligt punkt. Når alt kommer til alt, var det i martsaktionens sidste faser ofte kommet til konflikter mellem "arbejdende" og "arbejdsløse" kampe som uddybede spaltningen i arbejderklassen.
Med et tilråb henviser Radek i denne sammenhæng til, at Lukács' kritik af Pogány i grunden var en selvkritik.[4] Forskellen er blot den, at Pogány og Kun[5] stagnerer politiskteoretisk, mens Lukács udvikler sig. Det sagde Radek ikke.
Hvor begrænset dette læreskridt dog er, viser sig i hans "dialektiske" spørgsmål om de tyske klassekampe: "Hvad er det specifikke i situationen i Tyskland sammenlignet med alle andre lande?" På dette marxistiske spørgsmål, der kender begrebet om særegenheden, følger et subjektivistisk-partibornert, et abstrakt-moralsk og derfor forkert svar: "For det første, at der i Tyskland findes et kommunistisk parti, der er et mere befæstnet masseparti end partierne i andre lande. Derfor rejser der sig store forpligtelser for dette parti"[6] En emancipativ kritik - selvkritik, at lære sejrens retning af nederlaget, er ikke at spore her. Et alvorligt medtaget parti, der aldrig havde lært, at gå virkelig oprejst og selvstændigt, bliver kunstigt-moralsk gjort til det "største" af Lukács.
Ud fra denne abstrakt-moraliserende, men ikke konkret-materialistiske position, er det konsekvent at sige: "På den anden side står de kontrarevolutionære arbejderorganisationer. Teserne stiller fagforeningerne, som er i hænderne på en kontrarevolutionær ledelse, nogenlunde på linie med de kontrarevolutionære arbejderpartier, mens disse arbejderpartiers funktion er en væsentlig anden og farligere end de kontrarevolutionære fagforeninger"[7] Den abstrakte differentiering er ikke i stand til at aflede forskellene og lighederne mellem SPD og SPD-beslægtede fagforeninger udfra politisk-økonomiske formidlinger. Kapitalbevægelsens udvikling bliver ikke forfulgt. At den kapitalistiske produktions naturgroede bevægelse ikke går i ét med arbejderbevægelsens udvikling, viser hele klassekampenes historie. Den klassemæssige bærer af den sociale omvæltning får sit reale bestemmelsessted i rammerne af de gennem kapitalbevægelsen satte objektive muligheder for dynamik i klassernes kampe. Således får vi sluttelig gennem analysen af klassekampene indenfor rammen af kapitalbevægelsen i den borgerlige formation og de dermed givne overleverede produktionsformer, overleverede bevidsthedsformer og historisk opstående og skiftende politisk samfundsmæssige organisationsformer nøglen til indsigten i udfoldelsen af historisk-økonomiske nødvendigheder.
Således som det er muligt - ligesom Lukács - på subjektivistisk "grund" at forbigå det centrale, således er det helt igennem også muligt i den objektivistiske bestemmelse af kapitalbevægelsen at forbigå det centrale, klassekampens emancipation. "Putschisme" og "opportunisme" finder her deres grundlag. Igen var det denne dobbelte politisk-økonomiske, den "konkrete analyse af den konkrete situation" (Lenin), som ikke forelå hos Lukács. Det yderst relative skift i vurderingen af martsaktionen viser sig slutteligt deri, at den kunske VKPD-parole om "bevæbning af proletariatet" kun var ukorrekt, "fordi de kontrarevolutionært udviklede masser"[8] ikke straks kunne forstå en sådan parole. Først i kampens slutfase skulle parolen om bevæbning have været trukket frem: "Den store fejl bestod deri, at aktionen er indledt med mulige slutparoler og derfor ikke opnåede, hvad der kunne have været opnået".[9] Hvorledes det kunne have set anderledes ud, bliver ikke vist, kritikken bliver derfor abstrakt-almen, uden politisk brændstof mod Kuns, Pogánys osv. eventyrspolitik.
Masserne var blevet "kontrarevolutionære" "mensjevistiske" det skulle være årsagen til nederlaget. At en KPD- eller KI-ledelse ikke evnede at erkende klassernes reale behov, at de teoretiske og politisk organisatoriske fejltagelser således allerede kunne ligge i den metodiske tilgang og i vurderingen af klassekampenes betingelser i Tyskland, denne forestilling var umulig for Lukács på denne tid. Hvor lidt kritisk-materialistisk tænkning der var tilstede i denne "messianske" holdning viser han os i den selvbiografiske skitse: Jeg havde ikke "virkelig erkendt afmattelsen i den revolutionære bevægelse" ville "holde håbet levende gennem 'aktioner'. "[10]
Klassernes reale bevægelse i overgangen til en ny etappe i klassekampene i det tyske samfund, således som den var opstået i slutningen af 1. verdenskrig i de emancipative borgerkrigsmuligheder, disse nye kampbetingelser og de "undertrykte og ydmygedes" alliancemulighed imod det tyske bourgeoisi blev hverken gennemtænkt af KIs eksekutiv-komité, eller af KPD-ledelsen eller af Lukács og Béla Kun osv.
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] Lukács: Forord i nyudgaven (1967) af "Geschichte und Klassenbewusstsein", Neuwied-Berlin 1967, s. 12, se LW, bd. 21, s. 153-55.
Selvom Lukács ændrede sin position efter Lenins kritik, kan der ikke tales om en virkelig afsked med sekterismen. En konsekvent ændring i parlamentarismespørgsmålet fulgte i "Legalität und Illegalität", op. cit., s. 1328, hvor den positive parlamentsfiksering såvel som den rent antiparlamentariske form for direkte aktioner bliver betegnet som borgerlige positioner, fordi denne fiksering implicerer anerkendelse af den borgerlige "retsorden".
Også her drejer det sig for Lukács om anvendelsen af forskellige "våben" i overensstemmelse med den givne situation, om det rigtige forhold mellem "legalitet og illegalitet". Forskellen i udviklingen mellem Kun og Lukács er i dette grundforhold for revolutionær politik særlig bemærkelsesværdig. Se Kun-Pogány: "Bolchewistische Flugblätter" nr. 1. "Kun handlingen", altså den pragmatiske, men ikke den marxistiske praksis fører Lukács nærmere Kun. Overgangen fra "Luxemburgisme" til "Leninisme" er åbenlyst ikke vanskelig: "Enhed af teori og praksis består ikke kun i teorien, men også for praksis. Ligesom proletariatet som klasse kun i kamp og handling kan erobre og fastholde sin klassebevidsthed og hæve sig op på niveau med sin - objektivt givne - historiske opgave, så kan parti og enkeltkæmpere kun virkeligt tilegne sig deres teori, når de er i stand til at bære denne enhed ind i deres praksis". (Lukács: "Rosa Luxemburg som Marxist" i "Kommunismus" s. 18). Omend det også er rigtigt, at "kampen" og "handlingen" er det sidste kriterium på arbejderklassens befrielsesproces, så må der imidlertid spørges og siges, hvor kampen bærer hen, og den må som grundlag have klassebehov og ikke selvstændiggjorte partiinteresser. Den politiske handling må have sin basis i den sociale proces. Heri ligger vanskeligheden i forholdet mellem teori og praksis.
[2] Lukács: Forordet (1967) op. cit., s. 12. Kort før den 3. KI-kongres sagde Lukács-"kommunismen" som sædvanlig: "KI har ikke opgivet sin teoretiske overbevisning, som er basis for dens handlinger, nemlig, at den imperialistiske kapitalisme i international målestok er bankerot og kun handlingen, proletariatets revolution er nødvendig for at give den nådesstødet". "Kun handlingen" bliver gjort til kriterium for revolutionsprocessen.
[3] Se Lukács "Protokoll" ibid., s. 591/592: "Når det her bliver påstået af kammerat Pogány, at den aktuelle arbejdsløshed økonomisk udtrykker adskillelsen mellem producenter og produktionsmidler i den oprindelige akkumulationsperiode, så er det fuldkomment vanvid. Arbejderen på fabrikken er økonomisk ligeså meget skilt fra produktionsmidlerne, som den arbejdsløse" ibid., s. 591/592. Lukács angriber Pogány-Kun-gruppen, men forbliver ligesom dem fjernt fra den virkelige kapital- og klassebevægelse.
[4] Ibid., s. 592. Radek henviser til en artikel af Lukács i "Internationale".
[5] Se Trotzkis kritik af Pogány, "Protokoll" op. cit., s. 129ff.
[6] Lukács, op. cit., s. 592. "Taktik og Ethik" fortsætter i sådanne svar; kriteriet for "etik" som begrundelse for "handling" forsvinder og den abstrakte "taktik" fra den 2. KI-kongres tager til.
[7] Lukács, op. cit., s. 592. Idet han ikke ser strukturforandringerne i den kapitalistiske arbejdsproces, det historiske trin i produktivkræfternes udvikling, postulerer kapitalismens "bankerot" og går hen over dynamikken i den kapitalistiske produktionsmådes antagonisme, bliver hans klassevurdering, vurderingen af fraktionering i arbejderklassen, forandringerne, overgangene osv. til en politisk rodebutik af abstrakt radikalisme, dvs. tom radikalisme.
[8] Ibid. Hvorledes massefjendtlighed, den kommunistiske ledelses tingsliggjorte bevidsthed, udvikler sig i en abstrakt-tom radikalisme, hertil leverer historien og diskussionen om den tyske martsaktion i 1921 tilstrækkeligt anskuelsesmateriale.
[9] Lukács, ibid., s. 393. Den store fejl omkring massefjendtligheden hos Kun-Thalheimer, Bucharin, Lukács osv.'s "offensivteori" bliver overfladisk berørt. Trotzki og Lenins nye politisk-økonomiske helhedsvurdering, der også angik martsaktionen bliver ignoreret af Lukács i hans artikel.
[10] Lukács, "Gelebtes Denken" (Udkast til en selvbiografi) s. 33. Denne abstrakte radikalismes tradition, der vil bortforklare de politiske og socialøkonomiske grundlag for og tendenserne i den givne etappe til en planløs tomhed af idealistisk-eksistentialistisk aktivisme, rækker op i nutiden, og den er ikke heraf blevet mere sand. Den subversive kraft i den kritisk-materialistiske virksomhed i det revolutionære plans perspektiv som det førende og som en negation af de dynamiske kapitalforhold, der er sammenkædet med de objektive tendenser var og er den dialektiske ophævelse af den planløse aktivisme og kapitalindfanget opportunisme. Lukács erstatter det med VKPD's "iniativ-aktioner", han vil løsrive de "politisk bundne masser" fra "kontrarevolutionen" og havde måneder efter martsaktionen stadig ikke forstået VKPD's store nederlag; om en selvkritik i betydningen kommunistisk sandhed uden tilsløring kan der ikke tales.
Last updated on: 8.22.2008