|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
Henvisningen til den "ufuldendte" organiseringsproces i VKPD er ved nærmere betragtning utilstrækkelig. Georg Lukács siger, at VKPD som "revolutionens ledende parti" har den opgave, uafbrudt at tilspidse klasseantagonismen, og stille sig i spidsen for alle spontane bevægelser i arbejderklassen; hvad enten bevægelsen er af økonomisk eller politisk karakter, at bringe en revolutionær målbevidsthed og retning ind i denne bevægelse, som instinktivt måtte komme p.g.a. de økonomiske kriser".[1] Er dette også abstrakt-alment 'rigtigt' så springer manglen på konkretisering af de historisk-samfundsmæssige betingelser straks i øjnene. Et revolutionært parti må i alle tilfælde lede arbejderklassens aktuelle og muligt kommende kampe organisatorisk og målrettet - med udgangspunkt i den revolutionære klasses virkelige og reale behov - og ikke i modsætning hertil. Hvorved de undertrykte og udbyttede klassers virkelige og reale umiddelbare interesser ikke får til huse i kategoriernes abstraktioner, men derimod i klassernes reale virkelighed. At erkende dem der og ikke abstrakt at over-se deres frigørende og sanselig-empiriske skikkelse, var meget vanskeligt for et parti som VKPD, hvis revolutionære type var "revolutionært" sprøjtet ind ude fra, fra KI. Den "demokratiske centralismes" type, som under zaristiske forhold tendentielt var subversiv, udtrykker under tyske forhold den indre borgerlige struktur i adfærdsmåder og autoritetsbundne samværsformer, der rækker lige fra borgerskabet og til socialdemokratiet. At komme fri af SPD gennem "demokratisk centralisme" er objektivt håbløst. Denne modsigelse mellem sådanne partiinteresser og frigørende klassebehov måtte være endnu større, når kommunister fra KI-eksekutiv-komitéen - eller deres revolutionære agenter - mødte op i Tyskland og forsøgte at bestemme livet, ledelsen og retningen af politikken i partiledelsen. For rigtigt at kunne vurdere den rolle og funktion, som Béla-Kun, Pogány og A. Guralsky havde i forberedelsen og gennemførelsen af martsaktionen og derefter i VKPD, er det nødvendigt at opsøge den teoretiske baggrund i KI. En af de få ledere i VKPD, der stammede fra Spartakus-forbundet under 1. verdenskrig og som tog denne tradition alvorligt, henviser os til det 'teoretiske' grundlag for "offensiv-taktikken" og "offensiv-teorien" i den tyske martsaktion, til anvisningerne fra den 2. KI-kongres: "Det kommer mest tydeligt til udtryk i ændringen af en vigtig sætning i teserne fra den 2. verdenskongres om den kommunistiske internationales opgaver. Den oprindelige bestemmelse, at revolutionen ikke kunne forceres, blev samtidig med den sovjetrussiske røde armees sejrrige march mod Polen ændret til sætningen: "At øjeblikkets opgave for de kommunistiske partier nu består deri, at fremskynde revolutionen uden at fremkalde den med kunstige midler, før de tilstrækkelige forberedelser er udviklet. Proletariatets forberedelse til revolutionen må fremskyndes gennem handling".[2] Det var på trods af "øjeblikkets opgave" den politisk-teoretiske legitimation for et brud på den store politiske sandhed i Lenins ord om revolutionens udvikling, om en nations selvbestemmelsesret. Lenin og KI-eksekutiv-komitéen brød her med det revolutionære princip om nationernes og nationaliteternes selvbestemmelsesret, hvad netop Lenin med rette havde forsvaret overfor Rosa Luxemburg. Dette brud er fortsættelsen af et allerede fra starten af KI's konstituering fuldbyrdet brud, udelukkelsen af det kommunistiske partis konkrete ret og uforanderlige pligt til revolutionær autonomi i et lands til enhver tid givne specifikke klassekamp. Klassekampen er efter sit indhold international og efter sin form national - det havde "Det Kommunistiske Manifest" ikke glemt! Heller ikke dialektikken i denne differentiering!
Bucharin havde udvidet det teoretiske brud fra den 2. kongres. I artiklen "Om offensivtaktikken" siger han: "Enhver mulighed for at bringe kapitalismen i andre lande til fald, er en revolutionær nødvendighed".[3] Begrundelsen for fremrykningen mod Warzawa - efter den befriende tilbagedrivelse af den polske arme, som ville erobre Ukraine -, er sammenligningen med den franske revolution. Fordi det ifølge Bucharin også der - ligesom i Sovjetunionen - drejede sig om, under etableringen af den nye statsmagt til afværgelse af kontrarevolutionen at gå ud over sine egne grænser i angrebet på denne. Den indre klassekrise, klassekampene i Polen, som det lokale bourgeoisi gennem fremrykningen mod Ukraine ville binde udefra, blev til et "nationalistisk" problem, fordi Sovjetunionen, efter den emancipative tilbageerobring af Ukraine, aggressivt og uden formidling til de undertrykte klasser, marcherede mod Warzawa. Det polske bourgeoisi kunne påny drive den indre klassekamp i en anden retning og heldigt reproducere dens antagonismer.[3a] Den bucharinske position forekommer mig at være det originale russiske grundlag for en sovjetisk udenrigspolitik, der endda via Stalin i Breshnev-"doktrinen" har fået en særlig chauvinistisk-reaktionær drejning.
Bucharin, Sinoviev og Lenin (omend mindre rettet herimod) osv. ville gennem fremrykningen mod Polen såvel som gennem de revolutionære kampe i Tyskland eller andre europæiske lande 'redde' den russiske oktoberrevolution hhv. fremskynde "verdensrevolutionen". De forstod ikke virkelig deres i tiltagende grad hæmmende rolle, hæmmende på udviklingen af KI-sektionernes selvvirksomhed, hæmmende for udviklingen af en kritisk solidaritetskvalitet, der kunne være med til at konstituere videreudviklingen af den russiske revolution. Det abstrakte begreb om "verdensrevolution" tilslørede kun. Men da nu KI-sektionerne fra begyndelsen ikke rådede over en ledende autonomi i de revolutionære partier for de givne lande i organisatorisk-personal forstand, var det ikke vanskeligt for Béla Kun i Tyskland f.eks. efter hans ankomst mellem slutningen af februar og begyndelsen af marts 1921, at spille en ledende rolle i VKPD som repræsentant for KI-eksekutiv-komitéen. Fra Marx ved vi, at ledere både kan virke hæmmende og ansporende. Ledelseskrisen i VKPD i slutningen af februar 1921, Levis, Däumlers og Clara Zetkins udtrædelse af partiledelsen, den ufuldendte reorganisering og centralisering af det unge VKPD og det ikke reviderede taktiske princip fra 2. KI-kongres om fremskyndelsen af verdensrevolutionen gennem "handling" dette muliggjorde kun alt for hurtigt den særlige rolle for Béla Kun, den tidligere leder af den ungarske rådsrepublik. "Partiledelsen, der kun nogle uger forinden var blevet enstemmigt valgt af delegerede for efter sigende en halv million partimedlemmer, forsvandt før martsaktionen "uden en lyd" ... Levi erkendte rigtigt, at han stod i vejen for en ny politisk retning, som blev krævet af KI-eksekutiv-komitéen".[4]
At retningen i VKPD officielt blev begyndt af KI-eksekutiv-komitéen på den 2. KI-kongres - Poul Levi protesterede allerede dér[5] - skal her indvendes mod den ellers så værdifulde bog af K. Retzlaw. Det forekommer mig, at have været en grundliggende fejl af Levi, at han uden kamp opgav sine lederopgaver og muligheder. Det afslører den kvalitative afstand til Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht, Jogisches og Leviné. Levi opgav, blot fordi flertallet i centralkomitémødet d. 22.-24. februar 21 havde udtalt sig imod hans Serrati-venlige[5a] holdning i striden mellem de italienske Serrati-socialister og KI-repræsentanterne (28 imod, 23 for Levi).[6] I den afgørende afstemning om politikken i Tyskland havde han vundet flertallet og netop i spørgsmålet om arbejdet med de andre arbejderpartier, om arbejderorganisationernes enhedsfront. Levi afslørede sin mangel på ledelsesevner. Få uger senere havde den nye partiledelse omkring Brandler og Stacker, "teoretisk"-politisk bundet til Béla Kun og Thalheimer, netop i disse så vigtige politiske grundspørgsmål for den tyske klassekamp fuldstændigt ændret sin kurs: de andre arbejderpartier var blevet kontrarevolutionen. Denne første principielt væsentlige fejltagelse i Levis' udtrædelse blev gennem den måde han kritiserede martsaktionen på drevet op til en endnu mere sekterisk position. Offentliggørelsen af "Unser Weg. Wider den Putschismus. Mit einem Artikel von Karl Radek als Anhang", [Vores vej. Imod putschismen. Men en artikel af Karl Radek som tillæg], Berlin 1921, såvel som "Was ist das Verbrechen? Die März-Aktion oder die Kritik daran" [Hvad er forbrydelsen? Marts-aktionen eller kti tikken af den], Berlin 1921, ringeagtede de parti-interne former for konfrontation (er) i KI. På trods af at hidtidige partileder Levi "i mange centrale anliggender har ret".[7] Da han undervurderede den parti-interne kamp, foretrak han flugten til den parti-eksterne "offentlighed": "Levi, der for de andre prædiker en forsigtig og gennemtænkt strategi, begik selv flere dumheder end en hvilken som helst grønskolling, da han så forhastet, så uforberedt, så vanvittigt, så vildt kastede sig ud i kampen, at han med sikkerhed måtte tabe kampen (og for mange år ødelagde og vanskeliggjorde arbejdet for sig selv), selvom denne kamp kunne og måtte være vundet. Levi har handlet som en "intelligens-agtig Anarkist" (hvis jeg ikke tager fejl, kalder man det en adelanarkist på tysk) i stedet for at gå frem som et organiseret medlem af den proletariske kommunistiske internationale. Levi har brudt disciplinen".[8] Levi hørte til de få vesteuropæiske kommunister, der tendentielt ville slå ind på en oprejst kommunist-gang i den tyske klassekamp, men som snarere viste sig at være uden evner.[9] Modsigelserne mellem KPD-interesserne og interesserne i KI-eksekutiv-komitéen omkring Sinoviev, Bucharin osv., der langtfra altid stemte overens med den leninske linie, blev med Levis' udtrædelse yderligere tildækket og ikke afsløret.
Da Levi i slutningen af februar havde prisgivet partiledelsen, kunne Béla Kun som repræsentant for KI's eksekutiv-komité endnu mere overmægtigt styre KPD end KI-repræsentanterne i Levi-tiden, hvor VKPD trods store fejltagelser (se Kapp-kuppet) i det mindste var et tendentielt ledet parti. Dengang havde det endnu kæmpet om afklaringen af den tyske vej til den emancipative proletariske revolution, endnu vægret sig imod at være et parti af krumme sovjetkommunister.[10]
Hvor lidt Béla Kun, Pogány og A. Guralsky (Heifiz) forstod de tyske klasseforhold og den sachsiske arbejderklasses behov i denne tid, i disse modsigelser mellem lønarbejde og kapital, hvor meget Thalheimer, Brandler osv. tilpassede sig KI-repræsentanterne, det viste allerede opstands-parolen fra den 18.3.21 i "Rote Fahne": "Lad hånt om loven" grib til våben, hvor de end befinder sig". Det var Béla Kuns ord fra "Vörös Újsag" (Den Røde Avis) i Budapest, hvor han den 20.3.19 i Ungarns revolutionære klima havde overeksponeret en artikel således: "Jeg blæser på denne lov". Et historisk-samfundsmæssigt øjeblik er aldrig identisk med andre øjeblikke. Enhver etappe er en ny etappe. Fra de internationale og nationale til de lokale problemer gælder det om at differentiere, for at få fat på den radikale kerne i kampmulighederne, for politisk og organisatorisk at kunne vende den subversive dialektik mellem teori og praksis svarende til etappen. Det vil sige at kunne bringe den subjektive faktor dialektisk til virkning under objektive tendenser og betingelser. Fra den 17.3. var Kun og Thalheimers sprog et eventyrssprog, men ikke et sprog, for politiske ledere i et revolutionært parti i klassekampen.
Denne retning forandrede ikke sin sekteriske karakter i bestemmelsen af parolerne for den proklamerede generalstrejke den 24.3. Den velmente, men tomme, abstrakte og ikke formidlede parole om forbund med Sovjetunionen blev opgivet. En politisk ide, som ikke berørte de reale behov hos arbejderklassen i Sachsen eller i hele landet, deres kamp mod provokationer, for løn og arbejdspladser. Følgen var isoleringen af VKPD fra de undertrykte klasser, og ikke mindst også den indre opløsning af partiet. Opløsningen, nederlaget og dets årsager blev ikke diskuteret i KPD-ledelsen. Forståelsen blev erstattet af tilslørende bortforklaring". At arbejdergrupper og kommunister har kæmpet modigt i Sachsen må ikke glemmes. Det var intet "kup" som Levi fejlagtigt påstod, det var klassekampe i en situation, hvor det tyske bourgeoisi og ikke proletariatet gik i offensiven.
At kommunister og socialister i revolutionære faser må forholde sig politisk-organisatorisk offensivt, står ikke til diskussion.[11] Det er et til enhver tid af de kapitalistiske forhold påtvunget og i kampen mod disse tilegnet, emancipativt princip for en praksis rettet mod omvæltning. Fremfor alt andet drejer det sig bestandigt for mig om parolerne og retningen i VKPD's ledelse i martsaktionerne: om KI-eksekutiv-komitéens specifikke rolle; om spaltningen af den tyske arbejderklasse fremskyndet gennem martsaktionen. Spørgsmålet er ikke, (som Plechanow siger om 1905): "De havde ikke behøvet at skyde". Spørgsmålet er etappevurderingen. Netop her svigter KPD og KI-eksekutiv-komitéen. Denne sejr for det republikanske borgerskab i Tyskland blev af det ledende flertal i VKPD-ledelsen ikke erkendt som et stort klassenederlag, som et nederlag for organisationen, men derimod tilsløret som et vigtigt skridt på vej mod den tyske revolution. Af et nederlag kan man kun lære, hvis det bliver begrebet som nederlag. Det centrale i VKPD's sekteriske holdning var anlagt i de almene taktikker fra 2. KI-kongres og varede også indtil den 3. kongres.[12]
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] Lukács: Vor dem Sturm [Før stormen]. Hvad ikke behøver at betyde, at det kommunistiske parti kautskyansk-leninistisk griber ind "udefra", derimod at dets ledelses krav og ledelsesevner må udvikles gennem den reale modsigelse mellem lønarbejde og kapital, i politisk organisatorisk form og med proletarisk emancipativt indhold, som således ikke står fjendtligt overfor arbejdernes og bøndernes laglige interesser (Proletár 31.3.21, s. 1 af oversættelsen).
[2] Ernst Meyer: Über Offensivtaktik. Ein abschließendes Wort zu den Debatten über die Märzaktion [Om offensiv taktik. Et afsluttende ord til debatterne om Martsaktionen] i: "Rote Fahne" 22.1.1922. Udvidelsen af den revolutionære subjektivisme af Lenin osv. på den 2. KI-kongres var et fornyet delvist fortvivlet forsøg på at bringe den proletariske revolutions sejr i Tyskland, som ifølge Imperialismekonceptionen var nødvendig for revolutionens sejr i Rusland, videre. Derfor også fremrykningen mod Warszawa. Med NEP bryder Lenin med de elementer i imperialismeteorien, der angår Rusland, efter hvilken den russiske revolution ikke er mulig uden verdensrevolutionens udvikling; han bliver klar over, at udviklingen i Rusland ikke længere alene kan gøres afhængig af udviklingen i Europa. Han reviderer det abstrakte begreb om verdensrevolution, noget, der endnu ikke var tale om på den 2. KI-kongres. Revisionen når således sit højdepunkt på den 3. KI-kongres, som vi vil se. Den indre krise i RKP og den tiltagende bureaukratisering er grundene til Lenins revision. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[3] Kommunistische Internationale, årgang nr. 15.
[3a] Det interessante sted hos Lenin om Radek i det polske spørgsmål bliver ikke gengivet i DDR-udgaven af "Clara-Zetkin-samtaler med Lenin. Vi citerer fra originalen (1929): "Radek havde forøvrigt forudsagt os, hvad der ville ske. Han havde advaret os. Jeg har ærgret mig meget over ham. Jeg skældte ham ud for at være "defaitist". Men han fik i hovedsagen ret. Han kender forholdene udenfor Rusland og navnlig i vesten bedre end os, og han har talent. Han er os meget nyttig ... (s. 20/21). Solidarisk tak til Herbert Kuehl og Manfred Wilke, der lod mig se originalteksten, der også er bemærkelsesværdig derved, at man kan se at Zetkin-udgaven i DDR også på mange andre punkter ikke stemmer overens med originalen. Hvad betyder det for os? Det drejer sig om de faldne, de skudte kommunisters historie, de der er smidt ud af KI-partierne, men som ikke er glemte! Retfærdiggørelsesvidenskaben må gribe til løgne og halve sandheder for at få os til at tro på en kontinuitet i den herskende linie.
[4] Retzlaw: Spartakus; Aufstieg und Niedergang. [Spartakus, udvikling og undergang] Verlag Neue Kritik, Ffm 1971, s. 212. Når et parti, hindret af struktur og personkonstellationer, ikke lærer at lederen også må opdrages af partimedlemmerne og ikke bare kan erstattes af andre ledere, så bliver partiledelsen i klassekampen en forledelse (afvigelse), så opstår de opportunistiske eller kup-mageriske tendenser i et sådant parti. Skeptisisme (Levi) og tom radikalisme (Thalheimer - Kun osv.) er følgen. En selvkritik omkring revolutionsprocessens vej, den konkrete historiske etappevurdering er ikke mulig med en sådan ledelse. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[5] Se Meyer, op. cit.
[5a] Serrati, repræsenterede flertalsfraktionen i Italiens socialistiske parti før spaltningen, som KI-eksekutivkomitéen satte i scene, en fler'talsfraktion, der dengang blev betegnet som "maximalisterne" og som havde Levi, Zetkin osv.'s understøttelse. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[6] Det var den ungarske kommunist fra Kun-fraktionen, Rakosi, der på Sinovievs forslag havde fremtvunget spaltningen af det italienske socialistiske parti, og det selvom flertallet var for en indtrædelse i KI. Med den kritisable spaltning var den fascistiske sejr muliggjort. Det fulgte snart. Se Zetkins kritik af Rakosi på den 3. KI-kongres "Protokolle" s. 283ff..
[7] LW, bd. 32, s. 541. Det benægter Sinoviev, Kun osv.
[8] LW, bd. 32, s. 541f. I Lukács-"Kommunismus" siger Jozsef Revai hertil: "Disciplinbruddet i det socialdemokratiske parti, bruddet med den fagforeningsmæssige disciplin var i sit væsen forskelligt fra disciplinbruddet i et centralistisk kommunistisk masseparti". Hvad er forskellen? Revai: "Thi der var ikke her tale om disciplin i almindelighed, ikke om, at man måtte forkynde "sandheden" også på trods af disciplinen. Thi "sandheden" i det socialdemokratiske parti var principielt identisk med disciplinbrud, "sandheden" i et kommunistisk parti er derimod principielt identisk med disciplin" (Kommunismus, op. cit., s. 488). Hverken det ene eller det andet forekommer tilstrækkeligt til at reflektere relationen mellem den historiske position i almenhed, den konkrete situation i sin særegenhed og den konkrete sandhed i enkeltheder. "Disciplin" og "sandhed" er aldrig identiske, det gælder ligeledes for den formodede identitet mellem "sandhed" og disciplinkrise".
[9] Levis uklarhed, se hans udenrigspolitiske tale den 2.2.1921 i Rigsdagen (Stenografisk referat vol. 347 s. 2316-2319). Levi opfordrede det tyske borgerskab til alliance med Sovjetunionen mod Lntenten.
[10] Hvorledes der før den 3. KI-kongres eksisterede momenter af kritisk-solidarisk holdning til oktoberrevolutionens erfaringer, viser Revai: "Den tyske revolutions lære var kun frugtbar for en bestemt etappe af den mellemeuropæiske revolution, dens mekaniske anvendelse på perioder med andre krav ville være teoretisk forfejlet, taktisk skæbnesvangert. ("Kommunismus" op. cit., s. 476). Denne abstrakt-almene kritik slog imidlertid i Lukács-"kommunismen" aldrig om i en konkret-specifik.
[11] Ernst Meyers reserverede holdning til martsaktionen var en undtagelse. At han snart igen blev afsat fra partiledelsen, står sikkert i sammenhæng hermed. KI-eksekutivkomitéen var ikke i stand til at samarbejde med en relativ selvstændig ledelse. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[12] Hvor der påny blev udsendt almene anvisninger, der ikke reflekterede særegenhederne.
Last updated on: 8.22.2008