|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
I den anden halvdel af 20'erne, efter afslutningen af "rationaliseringsperioden" var kemisektoren den ledende fraktion inden for det tyske bourgeoisi. En social kolods, hvor KPD (og de andre revolutionære organisationer) aldrig igen kunne få fodfæste, fordi de ikke begreb den social-økonomiske formidlingssammenhæng i nederlaget i 1921, nemlig sammenfletningen af de enkelte momenter, der samlet førte til nederlaget, begyndende med spørgsmålet om kapitalakkumulation og frem til problemet omkring kvalifikations-forskydningerne indenfor arbejderklassen. KPD har ikke analyseret dette nederlag, de har snarere forvansket det til en revolutionær myte.
Denne tilsløring bliver med stor bevægelighed reproduceret på et andet trin af Wolfgang Schwierdzik (Politik und Theater, Märzstürme 1921 [Politik og teater, martsangrebene 1921] i: Sozialistische Zeitschrift für Kunst und Gesellschaft, april 1973). Idet Schwierdzik reducerer de historiske problemer i klassekampen til forræderiideologien (SPD har skylden!), til den "demokratiske centralisme" og til "parti-faktoren" (havde det rigtige parti bare eksisteret, så var det ikke endt i nederlag!), idet han altså betjener sig af disse argumenter, ender han indenfor den autoritære "voluntarisme" og "subjektivisme" hvor det netop ikke er menneskene, men organisationerne, der skaber historien. I "voluntarismen" og "subjektivismen" er Schwierdzik altså igen endt ved det fænomen, som han med rette anså for kritisabelt i sin SPD-fortid. Ganske vist er derved på grund af den fejlagtige for-ledelses-forståelse hele arven på en gang gået tabt, ligesom også evnen til at analysere en genstand kritisk-materialistisk. Men ingen ville vel eksempelvis alvorligt forstå APO's (udenomsparlamentariske oppositions) foreløbige nederlag som en følge af SPD's "forræderi". Må man ikke antage, at også Weimar-SPD's "forræderi" var politisk og økonomisk formidlet?
Som om den organisatoriske overgang fra de 'socialdemokratiske boligområder' til de 'bolsjevistiske celler' allerede i sig selv ville indeholde den rigtige erkendelse af arbejderklassens strukturforandringer.
Den socialdemokratiske fagarbejder-ideologi, påduttelsen af denne gruppes avantgardefunktion i arbejderklassen var blevet overtaget af KFs KPD-sektioner. Den 'bolsjevistiske' vending i organisatorisk og teknisk forstand var derfor en 'overbygnings'-forandring i partiet, som reproducerede grundfejlen. Denne forskydning af klassens grupper i den kapitalistiske produktionsforms videnskabeliggørelsesproces må altså være begyndt i Tyskland før 1. verdenskrig: " 'Industrividenskaben', hvis fejl Rathenau konstaterede ..., vil netop blive den 'nye videnskab' for denne uopløste syntese af arbejde og kapital. Fra nervelægerne til management-videnskaben".
(Cacciari, op. cit., s. 122, anmærkning 8. Omkring udviklingen af "rådsbevægelsen" før og op til 1. verdenskrig. Se Bologna: Zusammensetzung der Arbeiterklasse und Theorie der Partei an den Anfängen der Ratsbewegung, [Sammensætningen af arbejderklassen og partiteorien ved begyndelsen af rådsbevægelsen], i: op. cit., s. 9-53, denne bog anbefaler jeg særligt). Den nye "industrividenskab" var kun mulig og for Rathenau kun tænkelig, fordi de væsentligste tendenser til forandring i arbejdsprocessen allerede havde fundet sted. Det var det første trin i den tyske taylorisering. At det var denne Rathenau, der blev myrdet af det 'Sorte Rigsværn' i 1922, hvilket dengang fremkaldte proletariskdemokratiske demonstrationer, taler ikke herimod. Det var Rathenau-balancepolitikken mellem kontrarevolution og arbejderklasse, som tilslørede de reale klasseforhold og kampmuligheder. Bourgeoisiets republikanske fraktion omkring Rathenau ville forhindre kejserrigets tilbagevenden, og dertil benyttede de sig af SPD og arbejderklassen. Men for at hindre denne klasse i at udfolde sine subversive klasseinteresser og klassekampsmål, behøvedes den kontrarevolutionære arme i forbund med SPD-ledelsen. Hvorledes kunne det ellers være kommet til råds- og partikatastrofen i den tyske arbejderklasse i 1918?
Vi griber endnu engang tilbage til dette historisk enestående forløb for sluttelig at komme nærmere til grænserne for den socialdemokratiske og kommunistiske politik i denne periode og således afmystificere nederlagenes historie. "Det bolsjevistiske parti svigtede"; et sådant svar falder ved siden af disse problemer: Den tyske rådsorganisation nedværdigede sig fra begyndelsen til demobiliseringsråd. De blev ingen samfundsmæssigt sprængende klasseorganer for proletariatet, for bønderne og soldaterne. Der opstod ingen politisk-økonomisk-militær selvforvaltning i de klasser, der skulle befri sig selv. Tværtimod begyndte de nye kapitalakkumulationsforsøg i krisens anden fase: "Gennem de sidste to år" (1919-21) "er der gennemført en uophørlig koncentrationsproces i det tyske samfund ... Den tyske økonomis kamp for de nye organisationsformer fuldbyrdes i socialiseringens eller fusioneringens tegn, altså i den økonomiske koncentrations tegn til venstre eller højre ... Stinnes og Selverberg, repræsentanter for industrimagnaterne, fører altid skinfægtninger over for Lederer i 'socialiseringskommissionen' ". (Kommunismus, op. cit., 1921, s. 627 ff.). For at sikre kapitalagenternes profitter, var kullet via den statslige reguleringssektor allerede for længst nationaliseret: "Den kapitalistiske stat garanterede kulkapitalisterne en gennemsnitsprofit i form af renter, henlæggelser osv., ekstraprofit i form af præmier og med mulighed for korruption ved afregningen af forskellige godtgørelser". (Kommunismus, op. cit., 1920, s. 1390). Den kapitalistiske nationalisering af kullet via den kapitalistiske statsmaskine var yderst vigtig. Stinnes, Thyssen og Klockner kunne ikke adskilles fra kullet.
Den store monopolfraktion modtog altså af statsmaskinen allerede i midten af 20'erne en yderst vigtig hjælp til udviklingen af deres fusioneringer. Og Langer siger: "Så har vi i Tyskland i stedet for nationaliseringen fået fusioneringen. Her fuldbyrdes en naturlov - siger Rathenau - viljen til orden". "Ydelsesevne" og "profitrate" i den internationale konkurrencekamp måtte igen udvikles: "En koncentration er mulig i to retninger, som på det seneste bliver benævnt som horisontal og vertikal fusionering. Vertikal udvikling udtrykker sig ved, at producenterne af råstofferne forenes med de videreforarbejdende producenter. Den horisontale forening er sammenlægningen af mange ensartede bedrifter i et fællesskab". (op. cit., s. 627) af udbytning. Langer hører til de få, der fremhæver forbindelsen mellem "fusionering" og "taylorisering i stor målestok", arbejdsdeling fra fabrik til fabrik". (s. 636).
Dynamikken i generhvervelsen af den kapitalistiske ligevægt, krisens anden fase, blev mindst opdaget af dem, der tænkte på og/eller arbejdede for en "verdensrevolution" kommunisterne. Forholdet mellem kapitalbevægelse og klassekampsbevægelse er imidlertid grundlaget for revolutionsprocessen. Faren for gennem tayloriseringen af den kapitalistiske arbejdsproces at splitte proletariatet, har Langer tydeligt været klar over, uden at tage de revolutions strategiske konsekvenser heraf: "Taylor-metoden belærer ikke arbejderne om de bedste arbejdsmetoder, den udvikler ikke arbejdernes intelligens, tekniske kvalifikationer og initiativer. Den fordrer ikke en kvalificering [Durchgeisterung] af arbejdet. Tværtimod, den dekvalificerer [entgeistigt] arbejdet, den dræber enhver tankebevægelse hos arbejderen, den automatiserer ham og degraderer ham til en maskine". ("Kommunismus" op. cit., 1921, s. 371). "Dialektikken i arbejdets fremmedgørelse" (Sohn-Rethel), og nødvendigheden af en ny enhedsstrategi for de fraktioner i arbejderklassen, der er opstået gennem kapitalbevægelsens arbejdsproces - særligt de legemlige og åndelige - blev overhovedet ikke erkendt i 20'erne; problemet begynder først i dag på ny at vinde betydning.
Hertil må der kunne gives social-økonomiske grunde. Til sammenspillet mellem SPD og bourgeoisiet har jeg allerede tidligere henvist. Hvilke momenter spiller videre en væsentlig rolle? Vi støder her på et betydeligt moment i stats-problematikken. I sin artikel "Vil bolsjevikkerne holde statsmagten?" overvurderede Lenin omfanget og betydningen af den "moderne" statsmaskine i Rusland, fordi der ikke kan opstå en "moderne" borgerlig statsmaskine i den asiatiske "kapitalismes" fremherskende udbyttersamfund, det "moderne statsapparat var i Rusland et zaristisk kunstprodukt. Den "moderne" statsmaskine som en samfundsmæssig med kapitalforholdet sammenblandet magtinstitution var imidlertid en real og for den proletariske magtovertagelse afgørende struktur i den kapitalistiske modstand. Det tyske samfundsmæssige udviklingstrin udfoldede sig i virkeligheden gennem et "moderne apparat" hvori industri, banker, forvaltning og militær udtrykte en samfundsmæssig enhed, altså gennem helheden af de tyske produktionsforhold (vor "kapital i dens realitet" (Marx)).
Disse samfundsmæssige apparater var - og er, omend historisk videreudviklet for at forebygge modrevolutionen - de afgørende bastioner, som efter den tyske imperialismes nederlag intetsteds blev angrebet: "Det tyske folks revolutionære organer har hverken eksproprieret det flygtende dynasti eller afskaffet "miniature"-staten [Kleinstaaterei], underkastet rustningskapitalen eller det nationale kreditsystem nationens kontrol. De har hverken ændret på den gamle forvaltning med (dens) fagministre i spidsen eller skaffet revolutionen en bevæbnet magt". (Sering, ibid., s. 77). Da den tyske arbejderklasse aldrig målbevidsthavde forberedt sine forbundsfæller i fabrikkerne og på landet på kampen om den nye samfundsmæssige kvalitet og på kampen om den politiske magt og sociale frigørelse, var tendensen til arbejderklassens nederlag givet - omend ikke tvingende. For subversivt at "overtage" et højtudviklet apparat, må dialektikken mellem forandrende massevirksomhed og en nedefra kontrolleret ydelsesevne fungere. Den i kapitalismen objektivt udviklede adskillelse mellem "åndeligt" og "legemligt" arbejde - der i ansatser kun kan overvindes i organisationer til negation af forholdene - behøver de militante på fabrikkerne, institutionerne osv., for således på de (forskellige) trin af produktivkræfternes udvikling at forberede det samfundsmæssige omslag. Hverken Rosa Luxemburg og de andre myrdede ledere eller Lenin og Trotzki for eksempel havde draget nogle konsekvenser af det tyske proletariats egenartede nederlag i 1918/19. Hvorfor da også nederlaget i 1921 skal betragtes som en gentagelse af nederlaget i 1918 og 1920 på et særligt lavt trin af de samfundsmæssige klassekampe. Som et højtudviklet industriland med kapitalistisk struktur har vi 'brug for' statsmaskinens "moderne apparat" (Lenin). Derfor måtte dets kvalitative omfunktionering indledes, og netop gennem den samfundsmæssigt bevidste planlægning med producentkontrol nedefra, med afskaffelsesprocesser, der vil udvikle de emancipative anskaffelser.
Dette blev den tyske arbejderklasse ikke forberedt på og havde den ikke forberedt sig på. Derfor var det muligt for det tyske borgerskab med den ubrudte statsforvaltning, med arméen, som var reetableret gennem kampene mod proletariatet og i alliance med SPD at fremskynde reorganiseringsprocessen af den moderne tyske industri på bekostning af arbejderklassen og at føre det 'gamle' produktionstrin over i et nyt. S. Langer - fra Lukács' "Kommunismus" - hørte til de få, der ikke trøstede sig med kapitalismens almene krise, som Lukács jo også gjorde.
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
Last updated on: 8.22.2008