|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
De forskubbede styrkeforhold i den tyske klassekamp efter Kapp-kuppet, kontrarevolutionens større mulighed for at erkende den samfundsmæssige klassekampssituation fra deres standpunkt, prægede allerede den anden halvdel af 1920. Hvorved naturligvis på den anden side også den revolutionære "stemning" var vokset i forskellige dele af arbejderklassen som følge af det mislykkede Kapp-kup. Men en "stemning" er endnu ikke noget klart politisk mål. KPD og med det halve KI havde det mål, at skaffe sig en virkelig massebasis i landet. Det uldne USPD, der talte kommunister og ordens-socialdemokrater, men som ikke udgjorde nogen selvstændig socialistisk retning, fremtrådte for KPD og KI som det rigtige "objekt" for derigennem selv at kunne blive et samfundsrelevant politisk subjekt. Det gjaldt altså om at fremme spaltningen af USPD. De 21 teser som man måtte acceptere ved indtrædelsen i KI, var her det afgørende punkt. Problemet var, at KPD, tro overfor KI-beslutninger og den nye taktik, siden februar 1920 klart havde sagt til USPD, at man ikke agtede at optage USPD's førende politikere og teoretikere, f.eks. Hilferding og Kautsky. Spaltningen var det eneste alternativ. Dette skete så d. 16.10.20, hvor et flertal ved en afstemning om indtrædelsen i KPD accepterede de 21 teser. Udaf KPD og USPD-flertallet dannedes "Tysklands forenede kommunistiske parti" VKPD[1] med massebasis og revolutionær "stemning" KPD bredte sig, USPD brød sammen! Man kunne være sikker på, at det ikke ville vare længe før resten af USPD, nemlig højrefløjen, ville vende tilbage til SPD.
Hvori så nu VKPD sin politiske opgave i en sådan situation? Hvad var den organisaske struktur i dette masseparti, der var opstået gennem en spaltning? Ekstreme vanskeligheder var uundgåelige.
Som et ungt revolutionært masseparti, der allerede i februar, marts 1921 gerådede ud i en svær ledelseskrise, hvor den nye organisatoriske strukturering endnu ikke havde kunnet sætte sig igennem; i denne tid, hvor efterretnings- og militærapparat, ødelæggelses- og terrorgrupper i VKPD endnu var abstrakte KI-begreber, havde VKPD den politiske pligt til at fremme "den bevidste organisering af revolutionære kræfter, samling af kræfterne til den afgørende kamp og undgå den herskende klasses kamp og provokationer så længe organisationen ikke var virkelig kampdygtig".[2]
Det forløsende moment i denne tid ligger for Lukács gemt i "den afgørende kamp". De reale kampbetingelser og styrkeforhold i den konkrete klassekamp, forskellen mellem den revolutionære situation og den nødvendige forsvarskamp, mellem opstående "overgange" og politiske "omslag" i arbejderklassens kampe er ham ligeså fremmed som erkendelsen af de temporære social-økonomiske 'stabiliserings'-forsøg udgående fra den tyske "kapital i dens realitet" (Marx) i alliance med socialdemokratiet på bekostning af arbejderklassen. Derved kan Lukács ikke vurdere de politiske og økonomiske paroler og de forskellige etappers kampformer korrekt.
Situationen i Tyskland var urolig, den undertrykkende versaillestraktat måtte de undertrykte klasser og ikke det tyske borgerskab betale. Den udenrigspolitiske situation var ligeså kritisk som den indre. De allieredes konference (Ententen) i Paris i januar 1921, såvel som den i London d. 1.3. - hvori den tyske regering deltog - bragte ingen 'fremskridt'.
De krævede krigserstatninger var 'Tyskland' ikke i stand til at betale. Hvordan skulle det også være muligt? Dertil havde etableringen af et nyt og videreudviklet og alligevel så gammelt udbytningsapparat i den kapitalistiske produktionsmåde endnu ikke 'stabiliseret' sig tilstrækkeligt. Det ikke besvarede ultimatum fra det franske bourgeoisi d. 7.3. førte d. 8.3. til franske troppers besættelse af Duisburg, Düsseldorf osv. Denne konflikt mellem det franske og det tyske borgerskab på bekostning af arbejderklassen, faldet i den tyske valuta til fordel for den tyske storkapital o.a. skabte nøvendigvis nye kriseformer i de tyske forhold. Ustabile samfundsmæssige produktionsforhold, fremdrevet af den kapitalistiske 'stabilitet', bærer latent i sig en revolutionær situation, som imidlertid ikke reelt er til stede i ethvert øjeblik.
At en sådan revolutionær situation som følge af de ikke realiserede muligheder i 1918 - 20 påny ville foreligge, herom er der ingen tvivl, men enhver situation er specifik og skal behandles som sådan.
VKPD måtte 'tilpasse' sig de politiske betingelser i landet og emancipatorisk-indholdsmæssigt trække de organisatoriske og militære konsekvenser for i de forskellige etapper at udvide det nødvendige kampberedskab. Overordentlig vigtig var det for det for det unge revolutionære parti ikke at lade sig tvinge ind i en situation, hvori det blev isoleret som parti og adskilt fra den undertrykte klasse.
Den i Tyskland begyndende inflationsbølge truede folkets umiddelbare interesser, men det gav ingen umiddelbar, ingen reel revolutionær 'stemning' i landet. Strejkebølger er ikke i sig selv revolutionære. Til den revolutionære bevægelse hører undertrykte klasser, der ikke mere er villige til at underordne sig kapitalen og legitimere de herskende forhold. For det andet kræves hertil en herskende klasse, der tendentielt har mistet sine magtmuligheder. Det var blevet anderledes efter det ikke revolutionært udnyttede Kapp-kup. Borgerskabet havde lært noget, og de kampberedte masser i denne fase havde påny oplevet arbejderpartierne som inkompetente ledere, herunder KPD. De var skuffede og måtte værge sig overfor den særlige udbytning i den tyske kapitals 'nye' akkumulationsproces og sætte sine umiddelbare interesser som lønarbejdere igennem.
Den almene udvikling af den herskende klasse i Tyskland og dens kapitalfraktioners rationaliseringsforsøg blev vurderet lige så forkert som Kapp-kuppets muligheder og de spontant organiserede kampe i Ruhrområdet. Den dominerende del af VKPD-ledelsen omkring Heinrich Brandler og Walter Stoecker - efter Paul Levis' tilbagetræden mellem d. 22. og 24. februar 1921 - forstod ikke strejkebølgerne i Sachsen, der allerede var begyndt i efteråret 1920, som arbejdernes spontane modstand mod de nye udbytnings-former i produktionsmaskineriet, men derimod totalt forkert som udtryk for en revolutionærsituation. De lod sig blænde og 'udviklede' i marts 1921 en "revolutionæroffensiv-teori". Efter nederlaget blev det igen forsøgt, at legitimere denne offensiv.
Den omsiggribende strejkebølge i Mansfeld grube distrikt (kobberskiffer, kul) i Hettstedt, i Eisleben (kulbjergværksdrift) i Leuna værkerne (kemi) osv. kunne påny have været et lærestykke med henblik på at gøre kapitalens objektive proces og arbejdernes spontane politisk-organisatoriske modstand til udgangspunkt for en analyse, for heraf at drage nye konsekvenser. Men denne strejkebølge blev udlagt som 'revolutionær'. Med den voksende udbytning, med den store arbejdsløshed og faldet i den tyske valuta havde VKPD-KPD vundet politisk voksende indflydelse i Sachsen og i Thüringen. Borgerskabets forsøg på, at sætte det kapitalistiske lønslaveri i de sachsiske storindustrier i vejret gennem strengere overvågning af arbejdere på arbejdspladsen, med privatdetektiver inden og uden for bedriften og med driftspoliti, at sænke lønnen, og med psykisk-fysisk magt at gøre arbejderne 'bekendt med' den forandrede produktionsmåde og at forhøje kapitalens profitter blev besvaret med strejker og bedriftslige (antikapitalistiske) sabotager på arbejdspladsen.[3]
Den preussiske indenrigsminister Severing anså det efter valget til den preussiske landdag d. 20.2.1921, som f.eks. i Halle-Merseburg valgområdet havde givet VKPD et absolut flertal,[4] for 'påkrævet' igen at kalde den 'røde sachsiske lejr' til orden, at reorganisere den lokale politistruktur osv. O. Hörsing - overpræsident for Sachsen-provinsen og ligesom Severing socialdemokrat - beordrede i slutningen af februar, dvs. i tiden omkring VKPD's ledelseskrise, sikkerhedspoliti til at forberede sig på en indmarch i Sachsen. Den planlagte provokation skulle begynde d. 19.3.[5] Det subtile i denne aktion lå i, at man over for de allierede demonstrerede, at man trods opfyldelsen af artikel 177 og 170 i Versaillestraktaten omkring nedrustning, og trods den dermed sammenhængende reorganisering af politiet i Sachsen, var i stand til at gennemføre provokationen overfor arbejderklassen og VKPD. Bayern benyttede lejligheden til at gøre op med kommunisterne, understøttet af det paramilitæriske "Orgesch" (det venstreradikale borgerværn omkring den bayeriske embedsmand Dr. Escherich). Bag ved Orgesch, rigsværnet og sipos bajonetter i fred for flertalssocialisterne, kunne det tyske bourgeoisi føle sig sikre. Dette var konsekvensen af nederlaget i Sachsen.
Den sachsiske strejkebølge skulle brydes, det kommunistiske masseparti slås ned i deres højborg og kadrene på arbejdspladserne skulle elimineres. Med sikkerhedspolitiet og sluttelig rigsværnets indmarch, kunne dette mål fra den herskende klasses standpunkt angribes rigtigt.[6]
Den preussiske statskommissær for sikkerhed, Weismann, der sandsynligvis havde initieret bombeanslaget, der startede d. 13.3. ved sejrsstøtten, gennemskuede situationen langt bedre end VKPD's centralkomité, der først mellem d. 16. og 17.3. diskuterede den politiske problematik i Sachsen.[7] Uforberedt og uformidlet blev betingelserne i Sachsen pludselig betegnet som 'revolutionære'. Det drejede sig ifølge den "Røde Fane" 17.3. imidlertid ikke om at organisere forsvarskampen mod de forestående provokationer, men derimod om et 'revolutionært magtproblem'. Det blev forsøgt, at udvide den tilsyneladende revolutionære situation, som i virkeligheden var en lokaliseret forsvarssituation, og som krævede specifikt andre kampformer, gennem partimilitæriske og ikke klassekampsmæssige kape, hvori den militæriske side er et vigtigt moment, men ikke væsenet i revolutionær politik. Kampen skulle endeligt gennem kravet om generalstrejke bringes op på nationalt plan (således som ved Kapp-kuppet i 1920 (!)) da rigsregeringen d. 24. marts erklærede Hamburg og Sachsen i 'nødtilstand'. Derved var strejkebølgen mod politibesættelsen imidlertid vokset op til d. 24. marts, selvom SPD og USPD totalt afviste VKPD's løsninger. Op til dette tidspunkt havde der eksisteret en relativ enhed mellem bedriftsarbejderne og de arbejdsløse mod besættelsen, det militæriske aspekt havde endnu ikke overtaget kampenes centrum, forblev snarere blot et vigtigt moment i den sachsiske arbejderklasses politiske forsvarskamp. Det ændrede sig da VKPD d. 24. marts opfordrede til generalstrejke, som reaktion på Sachsens og Hamburgs nødtilstand, der var blevet erklæret på denne dag og den samtidige udnævnelse af Horsing til rigskommissær med uindskrænket fuldmagt. Den "Røde Fanes" opfordring d. 24. marts til bevæbning, tog arbejderklassen ligeså lidt alvorligt som opfordringen fra d. 17. marts. Et parti som på den ene side i en revolutionær situation som Kapp-kuppet, ikke militært og politisk er forberedt,[8] men i en situation, der på ingen måde er revolutionær, driver arbejderne selvom det også er uvillet, i kontrarevolutionens fælde, må betragtes kritisk.
Det havde den sachsiske arbejderklasse en bedre næse for end VKPD, det centrale parti, der modstræbende havde integreret sig i de lokale partigrupper. Det var det Forenede kommunistiske Parti, der d. 25. marts påny besatte de delvist 'rømmede' fabrikker, primært med partimedlemmer og arbejdsløse, og isoleret fortsatte kampen, for derigennem at udvide generalstrejken. Hvad man skal mene om det, bliver allerede indlysende, når man tænker på at d. 25. marts var en Langfredag, arbejderne havde altså fri nogle dage. De "arbejdsløse" var således politisk-militært spillet ud mod "arbejderne" det måtte blokere for udviklingen af en klassesolidaritet i den proletariske forsvarskamp, måtte føre til at Severing i en rigtig vurdering af situationen allerede d. 26. marts kunne give ordre til, så hurtigt som muligt at skaffe "orden" igen uden "forhandlinger". VKPD's så modige og så dårligt gennemtænkte kampe, måtte ligesom de konkurrerende KAPD-gruppers kampe i Holz, ende i alvorlige nederlag.
Den fuldstændige fejlvurdering af de tyske forhold under denne etappe, havde faktisk den af kontrarevolutionen tilsigtede opløsningsproces af VKPD til følge, ligesom også isoleringen af det kommunistiske parti fra arbejderklassen i dens helhed. Klassens fundament i denne etappe, den egentlige arbejdermasse (og ikke de faglærte arbejdere) blev ikke samtidig det - revolutionære - fundament for VKPD, der altså så at sige gik på et ben gennem den tyske klassekamp.[9]
Den 29. marts faldt Leuna-værket, det specielle symbol på modstanden. Den 1. april opfordrede den "Røde Fane" til standsning af den nationale generalstrejke, der slet ikke havde fundet sted. Det var fra start til mål en klassekamp, der var lokaliseret i Sachsen.
Den kvalitative forskel mellem denne Martsaktion i 1921 og generalstrejken mod Kapp-kuppet i 1920 eller situationen omkring det bayerske lærestykke under ledelse af Eugen Leviné består i følgende: For Bayern gjaldt det, at situationen i landet var revolutionær. Kampene for den bayeriske rådsrepublik foregik ganske vist på ugunstige betingelser, Bayern kunne blive isoleret, det store nederlag i november 1918, mordet på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht var netop gået forud. Men for arbejderklassens flertal og andre aktive grupper i Bayern drejede det sig om mere end kampen mod provokationerne fra den herskende klasse, det drejede sig om mere end lønarbejdernes strejkekampe, der ville fremtvinge en til kapitalen 'tilpasset' løn. Det drejede sig i Bayern om en tysk rådsrepublik med et socialistisk indhold. Og det var tendentielt også den politiske kraft, der stod bag den tyske arbejderklasses kampberedskab, da Kapp-kuppet blev slået ned.
Fuldstændig anderledes var det i marts 1921. På bekostning af arbejderklassen forsøgte finanskapitalen, der var udviklet på nye akkumulations- og produktionsstrukturer i en heldig offensiv, at koncentrere arbejderklassens forsvarskamp for eksistensgrundlaget regionalt, og at ramme den politiske kerne i denne klassekamp. Sachsen var det mest velegnede sociale og politiske sted til at tvinge de lokale klassebevidste kommunistiske og socialistiske arbejdere og det kommunistiske parti i kamp og dermed berede dem et politisk-militært nederlag. Og dermed, komme målet om en skærpet udbytningsproces nærmere, mere præcist indførelsen af Ford- og Taylor-systemet i selve den industrielle produktionsproces.
Bourgeoisiet havde rigtigt erkendt, hvor vigtigt det er, at lukke den kommunistiske og socialistiske indflydelse ude og at bryde modstanden i den kemiske sektor, således specielt på Leuna: Et lærestykke for hele landet.
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] Se Carr: "The bolshevik Revolution" vol. 3., s. 233.
Det kvantitative spring, mener Carr, var fra ca. 50.000 til 350-500.000 partimedlemmer. Fra et aktuelt synspunkt (og fra nutiden skal vi konkretisere fortiden og fremtiden) taler meget for, at den fortsatte eksistens af USPD og det kritisk-solidariske samarbejde mellem USPD og et aktivt KPD havde været den største sikkerhed for arbejderklassens, bønderne og lønarbejdernes, proletariske eenhedsfront; en kraft, som måske kunne have brudt den dominerende binding til Socialdemokratiet. Ved siden af Carr kan angående KPD-historien også W. T. Angress "Stillborn Revolution, "Die Kampfzeit der KPD 1921-23", [Dødfødt revolution, KPD's Kampfase 1921-23], Princeton University Press 1963 (tysk: 1973 Räteverlag Wien) anbefales, især s. 123ff.
[2] Lukács: "Vor dem Sturm" [Før stormen] i: Proletár 31.3.1921. Også her er igen den ildevarslende "afgørende kamp" udgangspunktet for vurderingen af situationen. Opportunistiske og kupagtige elementer er nu "formidlet" hos Lukács. Hvornår er en organisation "virkelig kampdygtig?" Lærer kollektivets medlemmer ikke kampen netop i kamp?
[3] Krigsøkonomien havde med omstruktureringen af de samfundsmæssige produktionsprocesser gjort væsentlige "fremskridt", et nyt tempo i forskydningen af klassegrupperingerne satte ind. En bevægelse, der allerede var begyndt før 1. verdenskrig, se J. Kúezynski: "Darstellung der Lage der Arbeiter in Deutschland von 1900 bis 1917-18" bd. 4 af: "Die Geschichte der Lage der Arbeiter unter dem Kapitalismus" Berlin 1967, s. 361tf..
Kejserrigets bureaukratisk-militæriske maskine, der spillede en afgørende rolle for bank- og industrikapitalens økonomiske maskine, regerede efter nederlaget - og uden kejser - ubrudt videre. Den måtte i alliance med socialdemokratiet politisk bryde den socialistisk-kommunistiske modstand, for at kunne indlede og gennemføre det nye produktions- og udbytningstrin. Magtens statslig-institutionelle struktur forandrede sig samtidig med, at den nye produktionsproces realiseredes. I storindustriens kemiske og elektroniske sektor blev den højeste grad af kapitalens organiske sammensætning sammen med den højeste grad af innovationer udviklet. Dvs. at i disse brancher, der allerede i forberedelsen af 1. verdenskrig havde nået en høj udvidelse af produktivkræfter, kom denne udvidelse også tilsyne i lønskalaen.
Efter krigen begyndte disse sektorers samfundsmæssige rolle at vokse. Arbejderklassen skulle i disse brancher, der udviklede sig mod en masseproduktion i årene mellem 1919 og 1923 indlede et højere produktivitetsniveau under udviklingen af et nyt trin i arbejdsdelingen og økonomiseringen med produktionsmidlerne, men uden at tå del i dets "goder". Den tyske monopolkapital havde klart erkendt den specifikke funktion af udviklingen af kunststoffer i den kemiske sektor. (Farveindustrien og den pharmaceutiske industri, kunststof, produktionen af kunstig gødning osv.), i modsætning til energiudviklingen. Denne proces skulle føre til de andre produktionsgrenes stigende afhængighed af den kemiske industri.
[4] Her fik VKPD 197.113 stemmer, "resten" af USPD 74.754 og SPD 70.340 - se "Märzkämpfe" SED-publikationen, s. 20.
[5] Anmeldelsen af politiindsættelsen var den 16.3. gået forud for denne. Begrundet i et angiveligt tiltag i tyveriet i industrien og den agrare produktion. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[6] Det ses i sammenhæng med forbuddene fra direktionen i Mansfeld-grupperne, i Leuna osv. de havde forbudt lønarbejderne at fortsætte den gamle tradition med at tage affaldstræ o.a. Denne overleverede ret var for arbejderfamiliens liv meget vigtig i denne hårde tid, for kapitalisterne økonomisk betydningsløs, provokationen var imidlertid politisk gennemkalkuleret. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[7] Om den "revolutionære offensivteoris" dominans er der dog ikke tale.
[8] Det er rigtigt, at den sachsiske arbejderklasse efter Kapp-kuppet ikke "blev afvæbnet", men det er endnu rigtigere, at der desværre aldrig har eksisteret en socialistisk eller kommunistisk bevæbning af klassen. Havde ellers afslutningen af Kapp-kuppet i sin sluteffekt foregået så heldigt for kontrarevolutionen?
[9] De kommunistiske kadrer i bedriftsrådene på Leuna havde fremtvunget 8-timers arbejdsdagen, indtil starten af 1921 var den endnu ikke givet til Leuna-arbejderne. Det var yderligere en grund til, at direktionen på "IG-Farben", satte alt ind på at tilintetgøre det "kommunistiske spøgelse" med hjælp af den overleverede tyske magtmaskine og socialdemokratisk understøttelse. Det havde været af central betydning for klassekampen at holde KPDs klassebevidste og kampberedte arbejdere i denne industribranche hhv. at udvide partigrundlaget. Netop det gik tabt p.g.a. bourgeoisiets målrettede taktik og VKPDs forkerte linie i Marts-aktionen i 1921. Da den isolerede storm i Sachsen allerede var forbi, hed Georg Lukács' overskrivt om denne klassekamp stadig: "Før Stormen".
Last updated on: 8.22.2008