|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
Allerede i den "Tyske ideologi" var Marx og Engels klar over, at i et mangel-samfund, hvor udviklingen af produktivkræfterne er lav, kan der ved en revolution "kun" ske en generalisering af manglen: "Altså med nødtørften måtte også striden om det nødvendige begynde igen og alt det gamle lort måtte indfinde sig".[1] Hvilke andre grunde bliver der angivet? De to revolutionære Marx og Engels er overbevist om, at "kun med denne universelle udvikling af produktivkræfterne er der sat et universelt samkvem mellem menneskene. Den har derfor skabt på den ene side fænomenet de 'ejendomsløse' masser hos alle folk på samme tid (almen konkurrence), den gør enhver af dem afhængige af de andres omvæltninger-, og endelig har den sat verdenshistoriske, empirisk universelle individer istedet for lokale".[2]
Hvad er konsekvensen, hvis et sådant verdenshistorisk trin endnu ikke er nået, og der alligevel foregår samfundsmæssige sprængninger? De siger. "Uden dette kunne 1. kommunismen kun eksistere som en lokalitet, 2. samkvemmets magter selv havde ikke kunnet udvikle sig som universelle, og derfor uundgåelige magter, de ville være forblevet hjemlig-overtroiske 'omstændigheder' og 3. enhver udvidelse af samkvemmet ville ophæve den lokale kommunisme".[3] Den almene revolutionsstrategiske vurdering af den sociale emancipation hedder hos Marx-Engels: "Empirisk er kommunismen kun mulig som de herskende folks handling på 'en gang' eller samtidig, hvilket forudsætter den universelle udvikling af produktivkræfterne og den med denne sammenhængende verdenshandel".[4] Hvilket ligeledes indeholder gennembrydningen af den underkuende, den fremmede magt" af det kapitalistiske verdensmarked. Disse udsagn hos Marx og Engels relaterersig tilproduktions-zonerne, hvorde "herskendefolk" dominerer, dvs. zonerne, hvor den vesteuropæiske konkurrencekapitalisme har sat sig igennem som den herskende produktionsmåde. Dette skete og er ikke sket universelt. I løbet af sine videre studier er Marx især blevet sig bevidst om dette ud fra det russiske, det halvasiatiske lærestykke.
Fra Marx, som aldrig glemte specificiteten i Ruslands social-økonomiske genesis, véd vi, at dette lands "virkelige historie"[5] ligger i, at det kapitalistiske verdensmarkeds despot i 70'erne af det 19. århundrede, altså England, blev behandlet som "værktøj"[6] af Ruslands, altså den zaristiske maskines og dens lakajers, halv-orientalske, halv-asiatiske despotisme: for at kunne opretholde trældomsforholdene i deres eget land. Netop gennem studiet af Ruslands agrikole struktur var Marx nået frem til den konsekvens, at i dette samfund, som har en pseudo-kapitalisme, der udvikler sig overfladisk - hvilket senere blev til en specifik asiatisk stats-kapitalisme -, er den kommunistiske omvæltning mulig og har en specifik karakter. At Lenin, Plechanov osv. anså dette forløb for umuligt, har jeg påvist flere gange. Men nu vil jeg spørge om, hvorledes det leninske begreb for "verdensrevolutionen" udviklede sig i tiden efter bolsjevikkernes magtovertagelse. Marx havde i et brev til Vera Sassulitsch klart fremstillet de revolutionære bølgers ikke-samtidighed, revolutionsprocessernes formidling og relation i forskellige produktions"arter" (Vesteuropa-Rusland). Hvorledes er Lenins tilgang til revolutionernes samtidighed - de revolutioner som blev fremkaldt gennem den imperialistiske verdenskrig? Umiddelbart før opstanden, den russiske oktoberrevolution i 1917, bestemte Lenin bolsjevikkernes umiddelbare mål for revolutionen. Det gjaldt om, mente han, "at holde magten indtil den socialistiske verdensrevolution havde sejret".[7]
Han gik ud fra, at krigens slutning i sig bar den reale mulighed for verdensrevolutionen. I denne hypotese om verdensrevolutionen så han den eneste chance for at kunne modvirke den - i Rusland under socialdemokraterne - så frygtede genfremstilling af asiaterdømmet ved en isolation af den russiske revolution. At gennembryde Ruslands samfundsmæssige stagnation, at kunne "indhente og overhale" Vesteuropa, syntes for Lenin kun muligt, hvis verdensrevolutionen skred fremad.
På dette sted begynder den specifikke betydning i grundlæggelsen af en ny internationale for arbejderklassen. Efter magtovertagelsen siger Lenin: "At sejre fuldstændig, endegyldigt i verdensmålestok er ikke muligt i Rusland alene, det er først muligt, hvis proletariatet tilkæmper sig sejren i det mindste i alle fremskredne lande eller også blot i nogle af de største fremskredne lande. Så først kan vi med fuld overbevisning sige, at proletariatets sag har sejret, at vores første mål, underkuelsen af kapitalismen, er nået".[8] Dobbeltkarakteren i Lenins vurdering af situationen er klar. Han vil - på den ene side -, at den nye magt, proletarernes og bøndernes magt fastholdes. Men for at sikre SU vil han også gøre alt for at fremskynde den internationale dimension i den socialistiske verdensrevolution.
Ikke-samtidigheden i de revolutionære bølger, som afslutningen på verdenskrigen fremkaldte, bragte bolsjevikkerne ud i yderligere vanskeligheder. Ud fra deres konception afhang deres videre eksistens, som socialistisk alternativ overfor de kapitalistiske røverstater, at, at den revolutionære bølge i Mellemeuropa gik videre.
Den leninske klarhed var opstået gennem hans specifikt russiske sammenbrudsteori. Jeg har forsøgt at fremvise dens svagheder. Nu drejer det sig for mig om at benævne det, som i hans analyse af verdenskrigen ingen rolle spillede: væsnet i den marxistiske kriseteori, dvs. kapitalbevægelsens cyklusforløb.
Jeg går ud fra, at den første verdenskrig var den historiske form, hvori "opstigningen til krise"[9] allerede havde fundet sin udvidede nye form. Hvis imperialismen ikke bliver misforstået som et kvalitativt nyt fænomen "hinsides kapitalismen" så gælder for den imperialistiske fremtrædelsesform alle de grundlæggende kategorier i kritikken af den politiske økonomi, således som Marx og Engels har udviklet dem for det "moderne borgerlige samfund".
Den historiske formforandring fører til en opløsning af en produktionsmådes væsens-struktur.
Spørgsmålet forbliver dermed: hvorledes sætter den kapitalistiske værdilov sig igennem i den internationale akkumulationsproces, den dermed formidlede kapitalværdi-øgningsproces - på nationalt niveau, men smeltet sammen internationalt? Hvorledes sætter værdiloven sig igennem på verdensmarkedet? Gennem verdenskrigen? Hvis vi sammenligner zarismens asiatiske statskapitalisme med den - i verdensmarkedskomplekset dominerende - vesteuropæiske konkurrencekapitalisme, som havde monopolfremtrædelser[10] uden at kunne afskaffe konkurrencen, så var et tilsyneladende ens udgangspunkt givet ved verdenskrigen. De kapitalistiske værdiøgningsvanskeligheder er det, der er fælles i almenhed for disse historiske herredømmetyper.
Fælles er agressionen indadtil og udadtil. Men den grundlæggende forskel er produktionsformens samfundsmæssige struktur og løsningen på krisen. Den vesteuropæiske konkurrencekapitalismes værdiøgningsvanskeligheder, som drev den ud i en verdenskrig, havde en principiel anden begrundelsessammenhæng. Nu er det ikke stagnationens dominans i konkurrencekapitalismen, som fører til indre og ydre aggression, det er udviklingens dynamik og den dermed tendentielt opstående overakkumulation, det er de særlige værdiøgningsvanskeligheder: "Merværdien er ikke tilstrækkelig til fortsættelse af akkumulationen ..."[11]
Profitratens fald, dette grundlæggende problem for konkurrencekapitalismen, spiller ingen rolle hos Lenin, lige så lidt som produktivkræfternes udvikling i Vesteuropa gør det. Om perioden forud for den første verdenskrig, altså perioden hvor roden til den imperialistiske krig ligger, siger den russisk-tyske socialdemokrat og sociologiske statistiker Woytinsky: "Årene forud for krigen var i ganske særlig grad rige på opdagelser og opfindelser. Helt bortset fra det blik ind i naturens hemmelighedsfulde værksted, som opdagelsen af radium har bragt, er det tilstrækkeligt at forestille sig produktivkræfternes stormende vækst i denne periode, som viser sig i opkomsten og i udviklingen af fobrændingsmotorerne, elektromotorerne, turbinerne, den organiske kemi, anvendelsen af elektrolyse ved bearbejdelsen af metaller osv. Som norm for førkrigstiden kan der gælde en uafbrudt fremskridtsgang".[12]
Efter en omfattende gengivelse af udviklingen i produktivkræfterne forud for den første verdenskrig siger han, at kapitalismens uafbrudte fremskridtsgang på dette tidspunkt sandsynligvis udgjorde i gennemsnit årligt mere end 4-5% "tilvækst i produktivkræfterne i alle grene af verdensindustrien".[13] Naturligvis var væksten ikke-samtidig, men den af Lenin antagede almene stagnationstendens[14] viser sig allerede efter kort tid som et problem for den specielle russiske form for asiatisk statskapitalisme. Den vesteuropæiske kapitalismes tilsyneladende "skrankeløshed" fandt ganske vist sit røveriske omslag netop i den første verdenskrig. Internationalt betragtet drejer det sig altså i denne historiske fase om "kapitalens værdiøgningskriser på internationalt niveau"[15] kriser som svarede til kapitalakkumulationens cykliske karakter.
Ved slutningen af krigen begyndte umiddelbart og nødvendigvis den anden cyklusfase i kapitalforholdets krise, forsøget på "overvindelse af krisen"[16] begyndte.
Proletariatets klasseorganisationer i almindelighed, de socialistiske partier og deres teoretiske repræsentanter i særdeleshed havde ikke marxistisk gennemskuet tendensen til den internationale krise, dens udbrud.[17]
Derfor kunne krisens anden fase endnu mindre blive revolutionær. Hvilket naturligvis ikke udelukkede revolutionære udviklingsspring i den anden krisetid. Den revolutionære bølge brød jo ud af den objektive krisesituation med denne fases kaotiske naturgroethed. Men den revolutionære planlægning, som især var nødvendig[18] i konkurrencekapitalismens lande med den krisecykliske dynamik, var på ingen måde blevet udviklet. Kapitalforholdet forsøgte ved slutningen af krigen at løse cyklens anden fase nationalt og internationalt gennem genfremstilling af "kapitalens værdiøgning": "Dette kan dog ikke ske af sig selv, blot ved at tiden går, men forudsætter en række organisatoriske foranstaltninger. Krisen bliver kun overvundet gennem denne strukturelle reorganisering af økonomien. Den kapitalistiske mekanisme er ikke overladt til sig selv. I den arbejder levende kræfter: På den ene side arbejderklassen, på den anden side klassen af arbejdsgivere".[19]
Altså afhang den reale forandring af cyklens anden fase af det politisk-økonomisk-militære styrkeforhold mellem klasserne ved afslutningen af verdenskrigen. Det tyske bourgeoisi[20] dets fraktioner i den politisk-økonomiske sfære, var ved slutningen af krigen på det rene med umuligheden af at genoprette monarkiet, men re-stabiliseringen af de kapitalistiske ejendomsforhold, overvindelsen af krisen forblev en aktuel opgave. Det gjaldt om i første række at skabe de forhold, som for kapitalen muliggør at gå i gang med overvindelsen af krisen. "Ro og orden" var - og er - alternativet til den revolutionære bølge. Dertil behøvedes så en vis anerkendelse af arbejderklassens rolle, funktion og kraft og af det parti, som allerede forud for og under verdenskrigen havde vist sig som det mest trofaste overfor staten, som det mest, "demokratiske" i de herskende bourgeoisi-fraktioners forstand, dvs. af det socialdemokratiske parti, som stadig mere bestemt tog afstand fra USDP og især fra spartakisterne. Indholdsmæssigt befalede den første væsentlige alliance - indenfor den politisk-militære sfære - mellem den øverste hærledelse (Hindenburg, Gorter) og Ebert fra SPD: "Vi har allieret os ... til kamp mod bolsjevismen ... Vores mål den 10. november var indførelsen af en ordnet regering så hurtigt som muligt", at opnå "støtte til denne magt gennem tropperne og nationalforsamlingen ..."[21]
Og Franz Neumann siger: "For opnåelse af den samme effekt i den sociale sfære tjente afslutningen på centralarbejdsfællesskabet fra 15. november 1918, den såkaldte Stinnes-Legien-aftale, hvorigennem arbejdsgiverne lovede: ikke længere at tolerere gule fagforeninger, kun at anerkende de uafhængige fagforeninger, at arbejde sammen med dem og at regulere arbejdsbetingelserne gennem tarifmæssige overenskomster". Denne aftale garanterede på en vis måde det tyske kapitalforhold, sikrede "eksistensen"[22] for størstedelen af arbejderklassen i kapitalismen, men forhindrede ansatsen til sprængningen af trældomsforholdet, det kapitalistiske lønarbejde. Neumann siger herom: "Denne aftale udelukkede ikke kun bolsjevismen, men overhovedet enhver form for socialisme og lagde grunden til systemet, inden for hvilket Tyskland levede fra 1918 til 1930".[23]
Konstitueringen af "fabriksråd" var en yderligere kompletering i den første stabilisering af pluralisme-forholdet mellem lønarbejde og kapital, hvilket skulle hjælpe med til at uskadeliggøre det sprængende klassekamp-forhold, der var opstået gennem krisen.
I den anden fase gælder det om, at "profitraten, altså den indskudte kapitals værdiøgning forhøjes og forbedres".[24]
Den militær-bureaukratiske maskine re-stabiliseredes i kampen mod det tyske proletariats spontane klassekamps-aktioner. Det militær-bureaukratiske kompleks, som især havde udviklet sig under verdenskrigen og uddybet sit forhold til den industrielle sektor hos bourgeoisiet, udgjorde lige fra begyndelsen af krisens anden fase et grundlæggende moment i re-stabiliseringen af kapitalforholdet: "Hvad enten det er gennem reorganiseringen af den kapitalistiske mekanisme indefra (f.eks. gennem sænkning af fremstillingsomkostninger for deres produkter, gennem besparelser på kul, materialetab, arbejdskraft), hvad enten det er gennem bedre udformning af deres handelsrelationer til verdensmarkedet (internationale karteller, sikring af billigere råstoffer osv.), så fortsætter arbejdsgiverne deres bestræbelser indtil det lykkes at genoprette rentabiliteten".[25]
De allerede vedtagne "ro og orden"-love udgjorde den reelle sikring, som for krisens anden fase skulle muliggøre en linie i den herskende klasses interesser. Hvad var det grundlæggende moment i denne linie? Marx henviser med god grund til, at "krisen altid (betyder) udgangspunktet for et stort ny-anlæg"[26] at der med krisen må sætte sig et nyt udbytningstrin igennem. Vi kan altså sige, at denne proces begyndte forud for den første verdenskrig og blev fortsat i Tyskland efter afslutningen. Under disse historiske og sociale betingelser begyndte nederlagenes historie, den tyske arbejderklasses, Komintern-organisationens, KPD's nederlags historie.
Og hvor blev "verdensrevolutionen" af? De kriterier, som Marx forudsatte for den kommunistiske omvæltning, nemlig "produktivkræfternes universelle udvikling" og den universelle "verdenshandel" har åbenbart endnu ikke været historisk til stede. Det vil sige, at lokale revolutionære omvæltninger med deres isolations-vanskeligheder i al mindelighed var mulige, men en "verdensrevolution" var uden tvivl umulig![27]
Vi vil nu vende os direkte til den leninske konception for komintern og de gamle bolsjevistiske forhåbninger om verdensrevolutionen for dermed at komme fri af deres eget "asiaterdømme". Derved bliver der gang på gang peget på Tyskland som centrum. Ved krisens anden fase i Tyskland er der ganske vist fra begyndelsen af en specificitet, som vi aldrig skal glemme, og det er også den væsentligste forskel på krisefaserne før og efter verdenskrigen: den ekstreme dynamik i udvidelsen af produktionssfæren bliver efter den tyske imperialismes nederlag erstattet af en formindskning. Den koncentration af den tyske kapital, som begyndte særligt hurtigt, er udtryk for bourgeoisiets nederlag og dets nye kamp for en kapitalistisk organisationsform for produktionen, som allerførst gør det muligt at komme nærmere til profitabiliteten. Kapital-koncentrationens hurtighed hvad angår trustdannelse vil vi gang på gang støde på. Dermed indgår der forskydninger i arbejdsprocessen, som udtrykker sig i klassefraktionsændringer, men som arbejderorganisationerne fra socialdemokraterne til kommunisterne, ikke forstår kritisk-materialistisk.
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] MEGA, bd. 5, s. 24.
[2] Ibid.
[3] Ibid.
[4] Ibid., fremhævelse af mig, R.D.
[5] Marx, i: Rjasanov, op. cit., s. 25.
[6] Ibid.
[7] LW, bd. 26, s. 115.
Yderst vigtige henvisninger til den videre udarbejdelse af de internationale klassekampssammenhænge i nutiden via verdensmarkedsbevægelsen efter den anden verdenskrig, se Neusüss, op. cit.
[8] LW, bd. 29, s. 42.
[9] Grossmann, op. cit., s. 294.
[10] Margaret Wirth siger: "Det, der ændrer sig historisk, er de former, hvorigennem enhver kapital forsøger at opnå gennemsnitsprofitten eller at unddrage sig profittens reduktion til gennemsnitsprofit. Subjektivt fremstiller tendensen til ens værdiøgning sig altid i forsøget på at opsnappe mere end de andre.
En form for forsøg herpå er monopolet, det er en fremtrædelsesform for konkurrencen og kan heller ikke forklares uden gennem konkurrencen ..." i: Probleme des Klassenkampfes, 8/9, s. 24.
[11] Grossmann, op. cit., s. 178.
[12] Woytinsky, Die vereinigten Staaten von Europa [Europas forenede stater], Berlin 1926, s. 12. Netop de statistikker over denne udvikling, som ifølge Lenin overhovedet ikke fandtes, findes hos Woytinsky.
[13] Woytinsky, ibid., s. 21.
[14] Grossmann stiller det rigtige spørgsmål til Lenin: "Hvis monopolet bevirker 'stagnation', hvorledes kan så imperialismens aggressive karakter forklares? Vi derimod ser den sidste årsag til denne fremtrædelse i sammenbrudstendensen, dvs. i den utilstrækkelige værdiøgning som følge af den vældige overakkumulation. Monopolet er selv kun et middel til at hæve profitten gennem prisforhøjelser. At forbedre værdiøgningen, er altså kun en overfladefremtrædelsel, hvis sidste skjulte kerne er den utilstrækkelige værdiøgning, som indtræder med kapitalakkumulationen. Og fordi kapitalens værdiøgning svigter, fremkommer derudaf med nødvendighed imperialismens aggressive karakter: dens stræben efter for enhver pris at genoprette kapitalens værdiøgning, at afsvække eller at tilsidesætte sammenbrudstendensen". (Grossmann, op. cit., s. 269)
[15] Neusüss, op. cit., s. 39.
[16] Grossmann, op. cit., s. 294.
[17] Strejkebølgerne mellem 1910 og 1913 blev ikke iværksat som politisk-økonomiske klassekampe for at stille et marxistisk alternativ op overfor den krise, som var under opsejling. Adskillelsen mellem økonomiske kampe (fagforeninger) og politiske kampe (arbejderparti) forhindrede netop dette; se S. Bologna, Zusammensetzung der Arbeiterklasse und Theorie der Partei an den Anfangen der Råtebewegung [Arbejderklassens sammensætning og teorien for partiet i begyndelsen af radsbevægelsen], s. 25ff., i: S. Bologna, M. Cacciari, Zusammensetzung der Arbeiterklasse und Organisationsfrage [Sammensætning af arbejderklassen og organisationsspørgsmålet], Merve Verlag, Berlin 1973.
Efter min mening har denne adskillelse mellem politiske og økonomiske sammenhænge sine rødder i adskillelsen mellem "åndens" og "håndens" arbejde. Det er et udtryk for den kapitalistiske "kollektivisering" al produktionsprocessen, som Bologna og Cacciari taler om. Den "radikal-liberale revolte hos store dele af den småborgerlige protestantiske ungdom i det sidste førkrigsårti, som man kender som den tyske ungdomsbevægelse" må ikke adskilles fra denne proces. Hvad drejede det sig om i denne "bevægelse"? "Kampen mod den på forhånd givne karriere, kastestaten, mod den derudfra indrettede opdragelse, mod stamborde, korpsstudenter og hykleri blev her påbegyndt i upolitiske former, men med en tendens til at omfatte tilhængernes hele liv og at skabe nye livsformer. Bevarelsen af førborgerlige livsformer i Tyskland, militariseringen af livsstilen tvang denne ungdom til i deres opposition at gå langt ud over den almindelige liberalisme i deres tid. Til dels delte de dog skæbne med den klassiske tyske filosofi, som af censuren blev tvunget op i den metafysiske abstraktions højder. Ud af deres tanker og af disse mennesker er der efter krigen fremstået på den ene side den tyske "kulturbolsjevisme", på den anden side vigtige elementer i den fascistiske bevægelse". (Sering, Die Wandlung des Kapitalismus [Ændringen af kapitalismen], 1935, s. 76).
Hvorfor var denne opposition oprindeligt dybt upolitisk? Hvorledes skal et lag, en potentiel del af den nye arbejderklasse blive politisk, hvis partierne og de litterære repræsentanter for den overleverede arbejderklasse ikke tager hensyn til forskydningerne i arbejderklassen?
[18] Hvis man udnævner Lenin til den store planlægger af den russiske revolution, overser man netop, at han aldrig i sin revolutionsstrategiske konception tog udgangspunkt i lovmæssighederne for den asiatiske statskapitalisme med zaristisk præg. 'Men han har dog sejret'; dette argument forveksler revolutionær planlægning og stor taktisk tilpasningsdygtighed. Hvis bolsjevikkerne ikke havde svømmet med på det asiatiske landproletariats revolutionære bølge- med socialrevolutionære paroler -, var de aldrig kommet til magten!
[19] Grossmann, op. cit., s. 294.
[20] Tyskland var det stærkeste punkt i den leninske konception for verdensrevolutionen. Han mente, at det stærkeste led i den internationale arbejderklasse eksisterede her.
[21] Citeret fra: Franz Neumann, Der Funktionswandel des Rechtsgesetzes [Funktionsændringer i retsloven], i: Zeitschrift für Sozialforchung [Tidsskrift for socialforskning], bd. 4, s. 571.
[22] Franz Neumann sagde, "at, dels som følge af fusionen mellem preussisk-konservative politistatslige elementer og industrien, dels som følge af de indrømmelser, som staten måtte gøre over for det styrkede proletariat, kom rettens rationalitet i høj grad de fattige og arbejderne til gode, især gennem udviklingen af fattiglovssystemet, som efter 1918 når en overordentlig bredde, og som gjorde det tyske retssystem i Weimar-perioden til det nok mest rationaliserede retssystem i verden, ikke kun rationel i betydningen: skabelse af beregnelighed, men også i en eminent social betydning, nemlig at fordelene ved den rationelle ret kom den arbejdende klasse og derudover også de fattige til gode". (op. cit., s. 570) Denne konception af den sociale hjælp var et væsentligt moment til at forhindre den revolutionære konsekvens af krisen, den socialøkonomiske omvæltning i krisens anden fase.
[23] Neumann, op. cit., s. 572.
[24] Grossmann, op. cit., s. 295.
[25] Grossmann, op. cit., s. 295.
[26] Marx, i: Grossmann, op. cit., s. 305.
[27] Men den bliver i nutiden stadig mere mulig og nødvendig for at kunne gøre en ende på de herskende forholds verdensomspændende ødelæggelse af menneske og natur. Det gælder om at stille den konkret-utopiske plan for den revolutionære omvæltning i centrum for forberedelsen, i centrum for dialektikken mellem oplysning og aktion, i centrum for udfoldelsen af de "undertryktes og krænkedes" (Bloch) selvvirksomhed. De, som hersker, forsøger "for enhver pris at fastholde" det opkommende "verdens-proletariat" "i den sløve tilstand af klassen i sig selv [an sich]" (Ekkehart Krippendorff, Das internationale System zwischen Stabilierung und Klassenkampf [Det internationale system mellem stabilisering og klassekamp], i: Ekkehart Krippendorff, (udg.) Pro. bierne der internationalen beziehungen [Problemer i de internationale relationer], Frankfurt 1972, s. 23.), forsøger at forhale den internationale klassekamp "gennem systemet, der - som stabiliseringsforudsætning i stadig nye former - forsøger på og opnår at segmentere dets massebasis i nationalistiske, etiske, tribalistiske, religiøse, men i hvertfald ikke klassebevidste og ikke internationalistisk orienterede fragmenter". (s. 307) I sin anmeldelse af denne vigtige "analyse af det internationale system som klassesystem" (s. 22) henviser Ursula Schmiederer til et vigtigt punkt i en revolutionær politik hos socialister og kommunister. Hun skriver, at "analysen af arbejdets og arbejderklassens internationalisering i sammenhæng med den kapitalistiske produktionsmådes verdensomspændende gennembrud" er den afgørende forudsætning for at "opspore" den internationale sammenhæng: "Først med dette kan mulighederne for en virkelig internationalisme og realiteten i den internationale klassekamp bestemmes. Hertil er det på den anden side ubetinget nødvendigt, at analyserne af den internationale politik virkelig går ud fra kapitalens verdensmarked og verdenspolitik og ikke længere forbliver fanget i nationalstatslige kategorier og forestillinger. Krippendorff udvikler ikke disse problemer, men hans forsøg henviser til dem og til nødvendigheden af at påtage sig dem". Ursula Schmiederer, i: Jahrbuch Arbeiterbewegung [Arbejderbevægelsens årbog], bd. 1: Über Karl Korsch [Om Karl Korsch], udgivet af Claudio Pozzoli, 1973, s. 358.
Last updated on: 8.22.2008