|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
Eksistensen af den borgerlig-socialdemokratiske regering under ledelse af Károly,[1] som fra midten af oktober 1918 udøvede den politiske magt efter monarkiets 'tilbagetræden', var for Lukács - indtil begyndelsen af december - den eneste mulighed for at kunne optage kampen for "demokrati" og "socialisme" - af socialdemokratisk type, for "ydre kompromisser" og "indre fasthed". forandringerne, samfundsmæssige overgange og den politiske bevægelse fremtvang fornyede svar på nye fremtrædelser for Lukács. Om kort tid muliggjorde og fordrede den vedvarende defensive og kompromisvenlige holdning - uden 'principper' - hos socialdemokraterne og den tiltagende offensive politik hos det netop fødte Kommunistiske Parti fornyede afgørelser.[2]
Kritikken af den bolsjevistiske taktik ud fra etiske udgangspunkter fik en grundlæggende drejning. I slutningen af december 1918, få dage efter at bolsjevismeskriftet var udkommet, trådte Lukács ind i UKP. Bidraget "Bolsjevismen som etisk problem" kan på en vis måde forstås som teoretisk grundlag for denne indtræden, en selvrefleksion, som i sig bærer ansatsen til drejningen.[3]
Det var et spring ind i riget for de revolutionære friheder, som er formidlet gennem de organisatoriske nødvendigheder i den politiske klassekamp. Den samfundsmæssige situation tilspidsedes yderligere, da den franske general Vix den 20.3. 1919 efter ordre fra den ungarske borgerlig-socialdemokratiske regerings "entente" overbragte fordringen om, at anerkende de af "ententen" fastlagte demarkationslinjer som endegyldige grænser. Károlyi, repræsentanten for det ungarske bourgeoisi, tog sin afsked. At overlade et så tungtvejende 'nationalt spørgsmål' til socialdemokratiet var vigtigt for bourgeoisiets, storgodsejernes, kleresiets og de halvfeudale landejeres interesser, fordi de gamle forhold nemmere ville lade sig genopbygge efter socialdemokraternes forventede nederlag. I denne situation besluttede ledelsen i socialdemokratiet sig for ikke at bære den vigtige politiske beslutning alene; primært fordi det småborgerlige USP stadig tydeligere truede med at miste skæret af proletarisk basis gennem de politiske klasseforskydninger. Ledelsen, som var sammensat af forskellige fraktioner, drog den ud fra den politiske situation i landet eneste rigtige konsekvens: gennem en socialdemokratisk taktikånd at få det kommunistiske parti, som stadigvæk kæmpede med politisk-organisatoriske fødselsveer, med i en fælles regering.[4]
Dermed var den historisk uundgåelige og mulige spaltning af USP og dets venstremedlemmers overgåen til UKP endegyldigt forhindret. Hvorledes kom det hertil? Fra Korvin til Hirossik og Lukács var indstillingen på en formal 'forening' af klassen i et parti større end den objektivt forfaldne spaltning af USP.[5] En spaltning, som ville have skaffet klare forhold, og som ikke ville have forhindret udfoldelsen af arbejdernes og bøndernes frigjorte klassebehov gennem partihandel hinsides dette behovstrin.[6]
Foreningen af for-førerne i USP og UKP frembragte navnet det "Ungarske Socialistiske Parti" hvilket var en "grundlæggende indrømmelse". "Også hele organisationen i det nye parti blev betroet i socialdemokraternes hænder" og dermed blev "den fremtidige kommunistiske udvikling af partiet, den kommunistiske indflydelse på proletarmasserne fuldstændig forhindret".[7]
Det ungarske rådsdiktatur blev udråbt "fra oven" af Kun, Kunfi, Weltner etc. som resultat af kompromisset. De samfundsmæssige bærere, arbejderklassen, de oprørske bønder etc. var hverken spontant eller organisatorisk gjort delagtige i konstitueringen af den nye samfundsmæssige struktur som ledende eller som drivkraft. Den væsentlige modsætning mellem USP og UKP, et udtryk for modsætningen i arbejderklassen, blev ophævet på overfladen gennem partiernes fællesforførelse (regering).[8]
Men den "unge" kommunist Lukács så i 'foreningen' mellem UKP og USP den forventede og ønskede genetablering af den "proletariske klasse som totalitet".
I de første faser af "råds-diktaturet" forsøgte han emfatisk at formidle sin "venstresocialdemokratiske" demokratiforståelse med de revolutionære kommunisters teoretiske begrebsverden, som i denne tid var tilgængelig for ham. Dilemmaet for Lukács - påvist i "Bolsjevismen som etisk problem" - var naturligvis endnu ikke overvundet gennem hans indtræden i KP. Kort tid efter udråbeisen af "rådsdiktaturet" opstår således arbejdet "Taktik og etik"[9] - et teoretisk-politisk forsøg på at vurdere den revolutionære situation ud fra standpunktet hos en filosof, som er blevet kommunist.
Det kvalitative teoretiske skridt viser sig især i kapitlerne "Hvad er ortodoks marxisme?" og "Parti og klasse" hvor sidstnævnte vedrører den aktuelle politiske refleksionssammenhæng. Lukács er nu allerede blevet sig mere bevidst - teoretisk - om den revolutionære sprængkraft i den hegelske dialektik, i Hegels indflydelse på Marx ser han ikke mere en indsnævrende "hegelianisme" som bringer udtværende tendenser med sig. Lukács opdager altså den revolutionære marxisme gennem Hegel og omvendt.
Den overfladiske 'syntese', foreningen af socialdemokratiet og kommunisterne måtte i særlig grad fejres som et "verdenshistorisk skridt" i den lukács'ske klassekampsforståelse, der byggede på en venstre-socialdemokratisk etik - noget som ikke var ophævet gennem Lukács' indtræden i UKP. Det, som i Rusland kun blev opnået efter halvandet hundrede års svære kamp og efter "proletariatets broderkamp" synes at realisere sig uden besvær i Ungarn.[10]
På trods af den stigende fascination af den russiske oktoberrevolution drejer det sig hos Lukács stadigvæk om den ungarske revolutions 'egen' vej. Ganske vist om en etisk begrundet "egen vej"[11] og ikke om én, som blev begrundet ud fra forskellen i produktions- og kulturhistorie. Således er egenarten i foreningen mellem KPU og SPU for Lukács klassens "enhed og organisering". Hvad det er for en enhed, hvorledes og gennem hvem den er kommet i stand, det bliver der ikke spurgt om. Siden den første verdenskrig var det blevet almindelig bekendt, at den kapitalistiske produktionsmåde i denne overgangenes epoke i væsentlig grad også holdes oppe af den tingsliggjorte klasseorganisation af socialdemokratisk type.[12] Gennem den uformidlede legitimering af arbejderklassens abstrakte enhed når Lukács nødvendigvis frem til falske teoretisk-politiske slutninger. Den filosofiske abstraktions metode får en tilslørende funktion.
Den centrale politisk-organisatoriske kerne i "Taktik og etik" synes mig at ligge i parolen om "partiet som en overgangsformation"[13] en parole som afslører og tilslører. Det tilslørende ligger i legitimationen for opløsningen af det først netop fødte UKP. Det afslørende opstår gennem bestemmelsen af den historiske proceskarakter i partiet som selvstændig organisation, består i den "dialektiske modsætning" mellem parti og klasse.[14]
De revolutionære partiers aprioriske 'evighedskarakter' bliver historiseret hos Lukács - på trods af alle abstraktioner. Fejlen i dette rigtige moment lå i særdeleshed i, at Béla Kun og hans falske opløsning af KPU fik et teoretisk, et ren og skært filosofisk fundament.[15]
Det er nok påfaldende i "Taktik og etik" at Lenin og Trotzki bliver nævnt, og at bolsjevismens storhed, "dens verdenshistoriske selvbevidsthed" som "fremtrådte for første gang efter pariserkommunen" bliver betonet; den absolut utilstrækkelige reception synes snarere at ligge i den historiske situation end i en endnu uophævet moralsk afvisning af oktoberrevolutionen.
I "Skitsen" henviser Lukács til, at han forgæves har gjort sig umage for, at kunne få fat i et billede af Lenins 'åndelig-praktiske moralske fysiognomi' gennem de ungarske partifæller, som havde taget aktivt del i den russiske revolution: "Alle højagtede den 'ufejlbarlige' politiske fører, men selv Béla Kun sagde til mig i en privatsamtale under fire øjne: han troede - trods alt - at Bucharin dog havde været revolutionens egentlige teoretiker".[16] Her bliver det klart, at hverken Kun eller Lukács havde gennemskuet de teoretiske og politisk-organisatoriske debatter og slutninger mellem bolsjevikker og mensjevikker omkring "partiet af en ny type" omkring den grundlæggende forskel mellem et konkret "parti af en ny type" og et abstrakt parti som "overgansformation". Her synes det mig, at der ligger en af rødderne til, at Lukács i den grad fejrede foreningen af KPU og SPU.
Hans subjektivistisk-moralske og helt igennem abstrakt-'dialektiske' kritik dels af vulgærmarxismen å la Bernstein og Kautsky og dels af syndikalismen à la Lagardelle, Bergson og Szabó vedblev at være uden en social-økonomisk og historisk begrundelse. Derved forholdt denne "unge" kommunist sig fuldstændig uformidlet overfor masserne. På den ene side ærer han Endre Ady og forsøger at fortsætte dennes ungarske kulturforståelse, som er rettet mod masserne.[17] Han forsøger at bekæmpe de feudale levninger gennem en radikal kulturpolitik, men på den anden side så han ikke, hvor stærkt de "gamle radikale massebestræbelser"[18] efter en emancipativ kultur var formidlet gennem agrarspørgsmålet, gennem de fattige bønders og proletariatets specifikke behov for at kunne bearbejde deres egen jord. Også kollektivisering må udfolde sig gennem massebehovene og ikke gennem stats- og partitvang, ellers kan der ikke være tale om emancipation.
Agrarspørgsmålet blev overladt til USP-alliancepartneren. Der blev ikke taget hensyn til klasseadskillelsen på landet og mellem rige bønder, småhusmænd (fattige bønder) og landproletarerne. Her ligger grunden til, at klassekampene på landet forblev underudviklede. Den fuldstændige ekspropriation af storgodsejerne indbragte for det andet ikke en eneste hektar til den fattige landbefolkning. De eksproprierede storgodsbedrifter blev kollektiviseret gennem staten. For de landløse arbejdere og de fattige bønder havde den revolutionære omdannelse af de samfundsmæssige forhold altså overhovedet ikke fundet sted. Derudover var der i statsliggørelsen af storgodsbedriften, som stod i modsætning til massebehovene på landet, en truende udsigt for de private småproducenter til deres truende ekspropriation. Hvis producenten enten som mulighed eller som noget reelt bliver frarevet dispositionsretten over jorden, kan han da endnu have en levende interesse for "rådsdiktaturet"?[19]
Naturligvis var denne agrarpolitik ikke udtryk for den "venstrerettede kritik af den russiske fremgangsmåde" (den spontane landopdeling),[20] men et lærestykke i 2. Internationales tradition overfor bondespørgsmålet.[21] Idet det fra oven fastsatte rådsdiktatur traf en socialdemokratisk afgørelse i agrarspørgsmålet og lod de brede fattige lag på landet uforandret forblive fattige og uden jord, skabte det sig en afgørende forudsætning for nederlaget. Alliancen mellem arbejdere og bønder var - i et land som Ungarn - afgørende for realiseringen af konkrete overgangsformer i "proletariatets diktatur". Den ringe forståelse for denne klassealliance mod bourgeoisiet måtte føre til, at proletariatet i byerne kom ud i økonomisk nød, hvilket politisk kunne vende sig mod "proletariatets diktatur".[22]
Lukács, kommunisterne og socialdemokraterne, arbejderne og bønderne måtte i disse måneder gøre mangfoldige erfaringer. En omskolingsproces blev fuldbyrdet.
Partiernes tilslørende "forenings-ideer" blev afsløret i klassebevægelsens dynamik: "I tre-måneders kampene begynder det organisatorisk opløste gamle kommunistiske parti og de virkeligt revolutionære elementer i det socialdemokratiske parti at opdage hinanden. Indenfor det samlede socialistisk-kommunistiske parti danner der sig en fraktion, som tager det første skridt til at lægge magten over i hænderne på det revolutionære lag. Parallelt dertil omorganiserer kontrarevolutionen sig også".[23]
Den hæmmende rolle hos en tendentielt ledelses-udygtig leder som Béla Kun blev gentaget i "rådsdiktaturets" slutfase. Den indre økonomiske stagnation og ødelæggelse var øget gennem den rumænske hærs angreb, men bevarede også muligheden for at give rådsdiktaturet en ny kurs. Tilbagegangen var umiddelbart forestående, men den revolutionære fraktion i partiet var besluttet på at udkæmpe den politisk-militære kamp og først tage den politiske afgørelse om rådsdiktaturets videreførelse eller afslutning efter kampens resulater: "Kun har brudt denne aftale, han har indkaldt folkekommissærernes råd og ladet dem beslutte abdikationen, uden af afvente kommunisternes ankomst (fra den militære front), uden at vente på resultatet af modoffensiven (og den var succesrig, thi de røde tropper tilbageerobrede endda Szolnok én dag efter abdikationen), - han har abdiceret, fordi hans 'fortrolige' Haubrich styrtede ned i salen" og forkyndte nederlaget for den røde hærs modoffensiv.[24]
Georg Lukács siger selvkritisk, idet han i eksil resumerer nederlaget: "De, som håbede på revolutionens hurtige fald, tog fejl forsåvidt som de forestillede sig en kort proces. For de troede, at omskolingen af arbejderstanden fra socialdemokratiet til kommunismen, fra mægleri til revolution kunne være resultatet af ren og skær propaganda og agitation. Det har vist sig, at dette er umuligt. Her - som overalt - må kendsgerningerne og resultaterne være lærer. Ligesom de store masser af arbejderstanden, som er bedraget af de socialdemokratiske lærer, først vil tro på, at kapitalismen virkelig er styrtet sammen, når dens ruiner falder ned over deres hoveder, ligeså vil de kun da blive overbevist om den kendsgerning, at revolutionen i dag ikke mere blot forhindres af bourgeoisiet, men i væsentlig grad af socialdemokratiet, når de - ved en spontan revolutionær aktion - ser sig selv stående overfor disse socialdemokratiske maskingeværer, som beskytter kapitalismen. Men også denne erfaring må gentage sig ofte, før den bliver til fundamentet i den revolutionære aktion".[25]
Men på dette tidspunkt kan der endnu ikke findes en forståelse af bondespørgsmålet, og derfor forblev forklaringen af nederlaget endnu indskrænket. Den kommunistiske selvkritik, denne søgen efter den konkrete sandhed, finder ikke sted. Socialdemokrater og kommunister skjuler rødderne til nederlaget.
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] Mihály Károlyi (1875-1955), som kom fra adelen, tilhørte de påtvungne bærere af den borgerlig-demokratiske ungarske revolution den 30. oktober 1918, hvor opgaven var at afskalle kongedømmet og forhindre den proletariske revolution. Han var præsident i "nationalrådet", som den 16. november 1918 proklamerede "republikken". Efter radsdiktaturets sejr drog han til udlandet. Ungarns kommunistiske parti (UKP) blev grundlagt den 24. november 1918 i Budapest. Forud herfor havde der været dannet en forform til partiet i slutningen af marts i Moskva.
[2] Det er ikke rigtigt, at grundlæggelsen af UKP med Béla Kun i spidsen - hjemvendt fra Moskva med sine 'tilhængere' - slet og ret foregik 'indenfor nogle få dage': "Kun Béla Kun og Lászá Rudas var for en selvstændig konstituering al partiet, alle andre var imod". (Rudas, Abenteurer - und Liquidatorentum. Die Politik Béla Kuns und die Krise der UKP [Eventyr og likvidation. Béla Kuns politik og UKP's krise], Wien 1922, s. 19) Imod var syndikalisterne omkring Otto Korvin, som efter jauarstrejken i 1918 havde dannet en gruppe. De tog generelt afstand fra et parti. Sa var der venstrefløjen i USP, som frygtede en spaltning af partiet. Her ligger grunden til den så 'lette' og skæbnesvangre forening af USP og UKP i marts 1919. Ledelserne i partierne foretog en forening uden masserne, hvorved kimene til det senere nederlag allerede var lagt.
[3] Lukács henviser i "Skizzen" til, at udviklingen i den almene situation, diskussionen med kommunisterne og især Gertrud Bortstiebers passive holdning, der på en vis måde var en kritik overfor hans socialdemokratiske position, har hjulpet ham til at tage skridtet over mod kommunisterne. Han taler om en dobbeltkontrol på hans livsforløb, en dobbeltkontrol, som udviklede sig gennem hende. ('Skizze', op. cit., s. 30ff.).
[4] Rudas, op. cit., s. 25ff.; s. 45f.
[5] At der var en vis spaltningstendens til stede i USP kan eftervises hosf Jenö Landler. Han førte forhandlinger med Kun om koalitionen mellem USP og KPU: "... oprindelig var der ikke engang have støttet dem (socialdemokraterne) og som tegn på denne støtte skulle Béla Kun være trådt ind i rådet for iblkekommissærer som folkekommissær for udenrigssager. Dermed ville UKP's selvstændighed være blevet bevaret ... Kammerat Landler erklærede også straks efter konferencen, at han trådte ud af det socialdemokratiske parti ... og ind i UKP. Aftalen blev så ændret. Socialdemokraterne så fælden, sendte en kommission bestående af Kunfi, Weltner, Landler og Pogany i "fængsel" og den oprindelige koalition blev ændret til en forening". (Rudas, op. cit., s. 45-46). Af UKP's tilsyneladende sejr udviklede sig snart det største nederlag. I "Taktik og etik" fejrede Lukács begivenheden som en kommunistisk sejr.
[6] Rudas repræsenterede på dette tidspunkt UKP på Kominterns 1. kongres. Lenin og Bucharin skal have ytret store betænkeligheder ved 'foreningen', se Rudas, op. cit., s. 44, se Lenin, bd. 29, s. 212f. Især også fordi en koalitionsregering, hvor UKP's selvstændighed havde været sikret, er noget andet end en 'forening', hvor "kommunisterne blev til stedfortrædere" og socialdemokraterne til "reserve-kommunister", se Rudas, op. cit., s. 47.
Ganske vist er det alligevel besynderligt, at Lenin i sin "Hilsen til de ungarske arbejdere" i slutningen af maj 1919 gør foreningen af partierne afhængig af det vedtagne kommunistiske program. En organisatorisk vending er endnu ikke givet med anerkendelsen af et program, det havde dog netop Lenin lært og lært fra sig.
[7] Se Ladislaus Rudas, op. cit., s. 529-53. Efter rådsdiktaturets nederlag henviste Lukács til - i artiklen "Parti- og ungdomsbevægelse i Ungarn", KJI, 1921, hæfte 9, s. 233 -, at "Ungarns kommunistiske ungdomsforbund", som under rådsdiktaturet befandt sig i opposition til foreningskompromisset mellem UKP og USP, var den "politisk mest pålidelige støtte i de kommunistiske bestræbelser".
[8] Ganske vist skulle de råd, som var opstået gennem den borgerlige revolution, nu være medvirkende i den statslige maskine til den "proletariske revolution", men hvad er rad, der ikke som arbejdernes, bøndernes og soldaternes kamporganer må gå kæmpende frem mod afskaffelsen af hæmmende produktionsforhold og institutioner? De bliver 'rådløse', hvis klassen ikke må opbygge efter og under ødelæggelsen, men skal bøje sig for de formelle programmer for tilsyneladende forenede modsigelser (UKP/USP). Uden kontinuiteten i dialektikken mellem revolutionære rad og revolutionære partier lander begge i tingsliggørelsens sump.
[9] Budapest 1919; se i: Ludz, ibid., s. 1-40, se Lukács, Taktik og etik, i: Geschichte und Klassenbewusstsein [Historie og klassebevidsthed], Frühschriften II, Neuwied og Berlin 1968, s. 45ff., s 723.
[10] Lukács miskender derved ganske vist, at der i Rusland i de 18 måneder forud for oktoberrevolutionen var en klassekrig, at det i forløbet af kampen kom til drejninger og klasseforskydninger i de enkelte fraktioner. Om det historiske fænomen om overgange i klassefraktioner se Lenins artikler - i særdeleshed mellem juli og september 1917; under andre socialøkonomiske betingelser se K. Marx, "Louis Bonapartes 18. Brumaire"; se W. Reich, Fascismens massepsykologi (om den politiske reaktions sexualøkonomi og om den proletariske sexualpolitik), Berlin 1933; Rhodos, Kbh. 1974 - under den økonomiske krises betingelser.
[11] Lukács, Skizze, s. 27f. Hvilket især må fuldbyrdes gennem de etiske begreber i "Taktik og etik" (renhed, moral, sjæl, offer etc.).
[12] Se Rudas, op. cit., s. 45f.
[13] Se i: Peter Ludz, op. cit., s. 32.
[14] En modsætning, som erfarer sin opløsning gennem opløsningen af klassesamfundet. Afskaffelsen af klassesamfundet er forbundet med afskaffelsen af partierne, ville der ellers være en "dialektisk modsætning" mellem klasse og parti?
[15] Hos Lukács sker der ingen analytisk bestemmelse af de objektive muligheder for en udvikling af klassekampene i revolutionen, fordi der ikke tages hensyn til den historisk specifikke udvikling af produktivkræfterne, klassernes situation i den samfundsmæssige produktionsproces og klassekamp og de derudaf tendentielt opstående bevidsthedstrin, industri- og landarbejdernes, de fattige og mellemste bønders, den proletariske ungdoms og kvindegruppernes behov, interesser og forhåbninger. Hvor svært dette i virkeligheden var, se G. Lukács, Skitser, s. 30ff..
Når "taktik" formidles med "etik" og ikke gennem den reale klassekamp, konkrete analyser og revolutionær organisation, så bliver der kun lidt tilbage af de revolutionære skridt mod at gøre en ende på den samfundsmæssige nød. Hvor stærkt abstraktionen var fremherskende hos Georg Lukács etc., viser f.eks. temavalget i det teoretiske tidsskrift "Internationale" (Budapest) fra 6.7.1919: Rudas, L., Wesen und Form [Væsen og form]; Lukács, G., Alte und neue Kultur [Gammel og ny kultur] (senere i "Kommunismus", Wien 1920, s. 1538ff.); Revai, J., Theorie und Praxis [Teori og praksis]; Fogarasi, Sinn der Arbeit in der Kommunistischen Gesellschaft [Arbejdets mening i det kommunistiske samfund]; Varjas, Marx als Philosoph [Marx som filosof].
[16] Lukács, Skitser, s. 32.
[17] Ibid., s. 14, 25, 30, 34.
[18] Ibid., s. 34 Hvorledes kan massebestræbelserne udvikle sig, hvis det nye foreningsparti hæmmer dem? Rudas bevidner, at der "ikke engang eksisterede en partiledelse; derimod var regeringsrådet (folkekommissærernes råd) på samme tid partiledelse" (Rudas, ibid., s. 62). Den så produktive modsætning mellem det førende parti og arbejderklassen i alliance med bønderne kunne således overhovedet ikke føres ud i livet.
[19] Ang. empirisk stof om de socialøkonomiske forhold i Ungarn forud for og især under rådsdiktaturet: E. Varga, Die wirtschaftlichen Probleme der proletarischen Diktatur [De økonomiske problemer under det proletariske diktatur], Wien 1920; normalt tilgængelig som reprint hos boghandlerne. I "Skizzen" siger Lukács, at årsagen til den falske løsning på bondespørgsmålet lå i at der ikke havde været "noget virkeligt kendskab til Lenin" (s. 30). At Lukács i lang tid undervurderede de særligt undertrykte bondefraktioner, synes mig bl.a. snarere at ligge i, at Marx' generaliserede Kapitalreception ikke virkelig tog hensyn til de historisk-specifikke særegenheder hos de enkelte klasseretninger og deres - i forskellige modifikationer - relevans for den aktuelle klassekampsbevægelse; se Lukács i: "Taktik og etik", s. 33; Lukács, "Historie og klassebevidsthed", Berlin 1923, s. 64. I begge tilfælde frakendes bønderne i sidste ende et "entydigt klassetilhørsforhold", dermed også "klassebevidsthed" og klassekampspotentiale.
[20] Schwarze Protokollel, zur Theorie der linken Bewegung [Sort Protokol, Om teorien for venstrebevægelsen, nr. 2, okt. 1972, s. 51. Derimod mener jeg, at kritikken af Varga, som "ikke bekymrer sig om den specifikke slags organisation" (ibid., s. 60), der skal lede produktionen under nye produktionsforhold, er rigtig. Kritikken forbliver utilstrækkelig, forsåvidt som Vargas "udvælgelsesprincip" ikke bliver afledt filosofisk over Szabó, Nietzsche og den vulgariserede darwinisme; hermed kunne kritikken blive dybere.
[21] Få år før sin død kaldte Lukács "et af de mest onde social-demokratiske arvestykker for - en art bondefjendskhed", se A. G. Löwy, Die weltgeschichte ist das Weltgericht [Verdenshistorien er verdensdommen]. Bucharin, Vision des Kommunismus [Kommunismens vision], Wien-Frankfurt-Zürich 1969, s. 221.
[22] Arkadii Gurland skriver meget rigtigt i Marxismus und der Staat [Marxismen og staten], Leipzig 1930: "Diktatur er ikke blot klasseherredømme, som kan tilsidesættes gennem en politisk revolution. Det er et klasseherredømme, som tilhører den økonomiske struktur i den tilsvarende produktionsmåde, et klasseherredømme uden hvilket denne produktionsmåde overhovedet ikke kan tænkes. Det er den politiske overbygning for bestemte produktionsforhold, men som overbygning er det samtidig en forudsætning for, at dynamikken kan fungere i den samfundsmæssige produktionsproces' basis, som er adækvat for den pågældende produktionsmåde". (s. 81 f.). Klaus Meschkat, Die Pariser Kommune von 1871 [Pariserkommunen fra 1871], 1965; uforandret nyoptryk Koln 1971, som gjorde denne sociologiske interpretation af diktaturbegrebet hos Gurland til sin egen, henviser dog kritisk til, at ethvert "proletariatets diktatur" opviser en "bestemt politisk form" og griber derved tilbage til den marxske Kommunemodel. Det skal her bemærkes kritisk, at Karl Marx i ingen af sine udkast til "Borgerkrigen i Frankrig" f.eks. bruger begrebet "proletariatets diktatur" om Pariserkommunen, hvilket historisk svarede til klassekampssituationen i Frankrig etc. og vel ikke skal afvises som taktik overfor anarkisterne. Men dette siger os da, at Kommune-modellen fremstiller en historisk-specifik politisk form for "proletariatets diktatur", der ikke må generaliseres uformidlet abstrakt. At Kommunen udviklede afgørende momenter til væsenslogikken for proletariatets politiske klassekamp, er et resultat, som skal fastholdes, men det må ikke generaliseres historisk-skematisk.
De lukács'ske vanskeligheder ved at forstå "proletariatets diktatur" i praksis eller "Pariserkommunen" og deres historiske sammenhæng osv., genspejles i hans Hegelreception i "Taktik og etik", hvor den fichte'ske "moralske selv-erkendelse" dukker op i form af "ansvarlighed" og bliver blandet med en hegelsk subjekt-objekt-dialektik. Lukács går så vidt som til at insinuere, "at erkendelsens blotte faktum fremkalder en væsentlig ændring i det erkendte objekt": "forskellen mellem teori og praksis "bliver ophævet", "ren" teori træder frem, sikret som den er gennem en moral, men uden kritisk materialisme. Hegel får funktionen: at blive en komplettering af etikken, hans sprængende kraft går tabt.
[23] Lukács, Die kontrarevolutionåren Kräfte in der ungarischen Proletarier-Diktatur [De kontrarevolutionære kræfter i det ungarske proletar-diktatur], i: Uj Március, 1927 - Der neu Mårz [Det nye marts], Tidsskrift for KPU i eksil. I "Proletár" fra 25.11.1920 havde han allerede formuleret rådsdiktaturets fejl: "Det ungarske proletar-diktatur er begyndt at 'bygge' for hurtigt og for overfladisk. Det har ikke i tilstrækkelig grad taget hensyn til virkeligheden i klassekampen og klassebevidstheden, det har ladet overgangen fra kapitalisme til proletariatets diktatur fremtræde for simpelt".
[24] Rudas, op. cit., s. 80. Vejen til Wien beskrev Lukács således: "Béla Kun, Jenö Landler og Erno Por to af sted med et særtog på dagen for faldet. Den efterfølgende dag kørte Vágo og Pogány. De øvrige ledere blev enten hjemme eller flygtede under livsfare". Om sig selv siger Lukács, at han "efter diktaturets fald ifølge ordre fra partiet var blevet hjemme sammen med min Otto Korvin for at lede kommunisternes undergrundsorganisation. Men de andre, som blev hjemme foruden os, er: Alpåri, Hirossik, Hevesi, Rudas, Révai, Sallai og mange andre kammerater". (I: "Proletár", 17.10.1920; hvorledes Lukács havde indstillet sig på det forventede drab - hvis de skulle blive fanget -, se Serge, op. cit., Beruf: Revolutionär [Erhverv: revolutionær]. Endnu kort før sin død erindrer Lukács i "Skizze" om "formodningerne om Kun" (s. 35), som han og chefen for partiets undergrundsorganisation, Korvin, i fællesskab havde haft. Bag denne "formodning" stod tilsyneladende den antagelse, at Kun kort før styrtet skal have haft hemmelige aftaler med "ententen" - uden at have forhørt sig hos partiet -, respektivt at Kun ikke har overholdt afgørelserne blandt kommunisterne, som Rudas beskriver dem.
[25] Lukács, Warum ist die ungarische Diktatur des Proletariats gestürzt? [Hvorfor faldt det ungarske proletariats diktatur] i: "Proletár", 29.7.1920. Der lindes intet mere farligt for en revolution, end at den dækker over sine egne modsigelser. Således ville det f.eks. mystificere de chilenske klassekampes karakter af lærestykke, hvis nederlaget ikke blev set og gennemtænkt ved paroler som "Folkefronten leve".
Last updated on: 8.22.2008