|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
Jeg beskæftiger mig ikke her med en fremlæggelse af Kominterns historie i almindelighed, i stedet skal den teoretiske og politisk-organisatoriske indflydelse fra de russisksovjetiske revolutionserfaringer på Komintern fremstilles, såvel som bolsjevikkernes specifikt russiske adfærdsmønster og omgangsformer overfor de vesteuropæiske Komintern-sektioner.
Det abstrakt almene formål for KI, der blev oprettet i marts 1919 i Moskva, var "verdensrevolutionen". Dette skulle i første omgang betyde udnyttelse af alle de revolutionære muligheder, som afslutningen på den imperialistiske verdenskrig, den potentielle overgang til de undertrykte klassers emancipative borgerkrig, førte med sig.
Negationen af den socialdemokratiske centrisme og opportunistiske chauvinisme, kravet om den proletariske revolution med sovjetter og råd som arbejderklassens kampog organisationsformer stod i centrum for den første kongres, som forsøgte at betone den revolutionære dynamik i internationalismen.
Vi må erindre os, at Rosa Luxemburg og ledelsen i KPD havde beordret[1] den tyske repræsentant Hugo Eberlein til at stemme imod oprettelsen af den nye, 3. internationale, hvis der skulle stemmes om det i SU. Rosa Luxemburg frygtede øjensynligt, at et sådant organisatorisk skridt i slutfasen for de umiddelbare borgerkrigsmuligheder, som verdenskrigen havde fremkaldt, ville betyde politisk-organisatorisk problematiske afgørelser på grundlag af forskellige konkrete interesser i et alment fællesskab. Organisatoriske afgørelser uden en politisk-teoretisk afklaring af vejen for den russiske revolution og af den internationale situation fører nødvendigvis til, at en bestemt interessesammenhæng dominerer, i dette tilfælde den bolsjevistisk-sovjetiske.
Denne entydige kritisk-solidariske holdning stødte i forskellig form på modstand hos bolsjevikkerne. Sinoviev siger: "I begyndelsen så det således ud: Repræsentanten for de tyske kommunister holdt næsten ultimativt fast ved, at vi kun blev en konference og ikke lod en kongres opstå ... Vort partis centralkomité mente efter en bedømmelse, af situationen, at det var uomgængeligt, at vi straks udråbte den III. Internationale". Hvorfor egentlig? Jeg mener, at det var den gamle socialdemokratiske position i Rusland, en position som var forankret i bolsjevikkerne og mensjevikkerne: hvis en russisk revolution ikke bliver understøttet af en vesteuropæisk, i særdeleshed i Tyskland, er revolutionens nederlag og en restauration af det så forhadte "asiaterdømme" i Rusland den nødvendige følge. Denne principielle baggrund tilslørede bolsjevikkerne for kommunisterne og de socialistiske partier. I sin beretning på den 8. partikongres lader Sinoviev som om, der ikke fandtes et entydigt pres på Eberlein: "... i det omfang de delegerede ankom og begyndte at aflægge beretninger, blev de tyske kommunister blødere i dette spørgsmål". Som om de få grupper havde øvet en afgørende indflydelse på Eberlein. Netop fordi Eberlein var blevet "blødere" kunne Sinoviev sige: "Og det blev stadig klarere for os, at en ikke øjeblikkelig åbning af III. Internationale betyder en forbrydelse overfor arbejderklassen, en uhyre fejl". Hvor den "uhyre" fejl lå, ved vi mere præcist i dag. Det bolsjevistiske pres på Eberlein resulterede jo dog i, at han "undlod" at stemme ved afstemningen om oprettelsen af 3. Internationale. Næsten kynisk sagde Sinoviev til slut i aflæggelsen af sin beretning: "Jeg tror, kammerater, at så snart det tyske kommunistiske partis central-komité bliver informeret, vil de virkelig træffe en beslutning i denne retning".[1a] Nemlig i overensstemmelse med bolsjevikkernes interesser, som blev udgivet for at være det internationale proletariats almene interesser. Hvad ville der være sket med en Eberlein, der var bolsjevik i SU, hvis han i udlandet havde brudt en entydig partibeslutning? Han ville ikke kun være blevet irettesat, han ville med rette være blevet udelukket af partiet. Men det kunne den tyske KP-centralkomité ikke længere gøre, da de bedste arbejderledere på dette tidspunkt allerede var blevet myrdet. Den revolution, som kun lige netop var begyndt modsætningsfyldt, blev frarøvet sine ledere af kontrarevolutionen. Kontrarevolutionen forstod på dette tidspunkt meget præcist vigtigheden af en ledelse i revolutionsprocessen, uden naturligvis at forstå vigtigheden og den afgørende basis i massens handlinger. I alle tilfælde var drabet på de kommunistiske ledere i Tyskland et væsentligt nederlag for den tyske revolution, og samtidig blev ligheden i diskussionen mellem repræsentanterne for den vellykkede oktoberrevolution og repræsentanterne for den forestående proletariske revolution i Mellemeuropa, der eksisterede i forberedelsesfasen, dermed yderst vanskelig.[2]
Klasse- og partiinteresserne eksisterer altid i en særlig specificitet ud fra produktionsforholdene, og heraf fremgår de enkelte medlemmers ret og pligt til revolutionær autonomi i den internationale klassekamp. Disse interesser måtte i en bolsjevistisk-teknicistisk konstitueret 3. Internationale nødvendigvis overskygges af det idealistiske, ikke kritisk-materialistisk formidlede mål om "verdensrevolutionen". De særlige kampformer under de tyske historisk-samfundsmæssige betingelser må miste i tydelighed og praktiserbarhed,[3] hvis der etableres et politisk-økonomisk afhængighedsforhold. Dette kunne ikke aflæses i det revolutionære øjebliks eufori, men den kendsgerning, at der ikke blev indbygget nogle sikringer som garanti for sektionernes revolutionære autonomi, indebar allerede afhængigheden af KI-eksekutiv-komitéen i Moskva. Den russisk-sovjetiske avantgardeteori blev internationaliseret og indrammet i den 3. internationale.[4] Den imperialistiske verdenskrig havde skabt en situation, som (for Rusland) ingen forstod så godt som Lenin, endskønt hans imperialismeteori gik langt ud over den særligt russiske situation. Lenins gamle hypotese om kapitalforholdets dominans i Rusland havde tilsyneladende vist sig at være rigtig, den anvendelige taktik, den organisatoriske struktur for bolsjevikkernes parti syntes i Vesteuropa at være helt igennem korrekt og nødvendig for den socialistiske revolution, for en "verdensrevolution".[5]
Det er rigtigt, at bolsjevismen var en ny historisk kvalitet for den revolutionære organisation. Da partiet arbejdede i storbyerne, havde de tilsyneladende også en situation identisk med arbejderklassens i Vesteuropa. Den internationale monopolkapital var stærkt koncentreret i Petersborg. "Asiatisk kapitalisme" (Lenin) i stagnation er dog ikke en vesteuropæisk kapitalisme med dens dynamiske udvikling af produktivkræfterne. Udførelsen og planlægningen af den objektivt formidlede revolutionsproces i Vesteuropa må derfor nødvendigvis søge efter sin originale vej i spørgsmålet om den revolutionære organisation. Det drejer sig ikke om at fordømme Lenin til den "'asiatiske socialismes' kuriositetskabinet"[6] derimod drejer det sig for os om at subsumere Lenins revolutionære arv under dominansen af vores samfundsmæssige forhold i Vesteuropa og at ophæve den dialektisk. Netop dette synes mig af forskellige grunde ikke at være sket i Komintern fra begyndelsen.
KI-eksekutiv-komitéen i Moskva stod fra begyndelsen i et specifikt forhold overfor de internationale sektioner, et forhold som primært var præget af de russiske erfaringer, problemer og modsigelser i SU, i SUKP. Ved første øjekast synes netop det modsatte at have været tilfældet. Når alt kommer til alt differentierede Lenin i sine bidrag til taktikken i KI mellem to forskellige linier: linien i den højtudviklede kapitalisme (Vesteuropa og Amerika) og linien i de samfund, som var fastholdt som underudviklede (koloniale og halv-koloniale zoner). I den første taktik står forsøget på at vinde flertallet af arbejderklassen i centrum, i den anden alliancen mellem proletariat og bondestand. Tilsyneladende er linierne snævert forbundne med hinanden, men den social-økonomiske forskel er dog af så principiel karakter, at en almen taktik kun kunne betyde en høj grad af abstraktion og dermed praktisk virkningsløshed.
Idet Lenin nu betoner de erfaringer i den russiske revolution, som 'skal generaliseres' og lader det specifikke i de zaristiske trældomsforhold ude af betragtning, skabte han de teoretiske forudsætninger for en sådan generalisering og dermed for den politisk-organisatoriske bolsjevisering af KI-sektionerne.
Netop når de revolutionære opgaver i de lande, som af forskellige grunde er fastholdt som underudviklede, stiller sig anderledes end i de højtudviklede imperialistiske lande, så var den metodiske ringeagtelse af denne russiske specificitet, den russiske asiatisk-kinesiske arv, en skæbnesvanger fejl overfor den revolutionære taktik i Vesteuropa og Nordamerika, en fejl, som endnu varer ved i nutiden. Den "industrielle overbygnings" fremtrædelser i de få industribyer i Rusland kunne derved forveksles med sit agrikole væsen, med sine før-kapitalistiske grundstrukturer, som var tildækket af cirkulerende pengekapital, men som ikke var blevet kapitaliseret. I hvor høj grad denne "forveksling" er til stede i den leninske konception af den forestående "verdensrevolution" skal vi snart få at se.
Den produktive dialektik mellem sådanne grundlæggende forskelle i opgaverne mellem de givne sektioner i KI blev ikke udnyttet, blot for dermed at opretholde de abstrakte fællestræk og at udgive dem for at være revolutionær taktik. Naturligvis omfattede begrebet om den kommunistiske "verdensrevolution" også reale momenter, men det forblev i stor udstrækning abstrakt, fordi de samfundsmæssige specificiteter aldrig blev benyttet som basis - som basis for de klassekampe, som skulle føres i imperialismens tidsalder, for det program, der skulle udvikles til en etappebestemmelse for differentieringen i parti-typen, eller som basis for forholdet mellem arbejder-klasse og revolutionært arbejder-parti, mellemarbejderklasseogbondestand. Generaliseringerne i KPR's generaliserede "taktik" forhindrede allerede ud fra et metodisk udgangspunkt den analytiske og politisk-organisatoriske særegenhedernes dialektik.
Til 1. Internationales centralråd havde Marx skrevet: "Da udviklingstrinnet for de forskellige arbejdersektioner i det samme land og for arbejderklassen i de forskellige lande nødvendigvis er meget forskellige, udtrykkes den reale bevægelse nødvendigvis også i meget forskellige teoretiske former. Det fælles i den aktion, som den internationale arbejderassociation kalder til live, idéudvekslingen gennem de forskellige organer for sektionerne i alle lande, endelig de direkte debatter på den almene kongres ville også lidt efter lidt skabe det fælles teoretiske program for den almene arbejderbevægelse (fremhævet af mig, R.D.)".[7]
Marx betoner proces-karakteren og særegenhederne. Og det forbliver også aktuelt i imperialismens tidsalder!
Lige så lidt som 2. Internationale havde forstået den marxske dialektik, metoden for kritikken af den politiske økonomi og den hegelske arv, lige så lidt var det under andre betingelser og mål at forvente af en KI-eksekutiv-komité i SU's revolutionære "eksil" at den "ude fra" kunne forfølge og lede de reale kapital- og klassebevægelser i de enkelte lande. Hvilket først rigtigt gælder for planlægning, centralisering og decentralisering af klassekampen i revolutionsprocessen. Lenin har ret, når han i "Staten og revolutionen" siger, at det er "mere tiltalende og mere nyttigt" "at gennemføre 'revolutionens erfaringer' end at skrive dem". Men det vil sige, at lande, som endnu ikke har gennemført revolutionen, bliver berøvet denne konkrete erfaring under et banner, som hedder "verdensrevolutionens" og den resultatrige bolsjevismes abstrakte almenhed. At produktions-zoner med helt anderledes kulturudviklinger bliver fastnaglet til en organisationstype, som er resultatrig andre steder, gennem "taktik" og teknicistiske henvisninger, dét var det teoretiske og politisk-organisatoriske tilbageskridt, som Komintem indledte, og som var grundlaget for dens hæmmende perspektiver.
Ruslands revolutionserfaringer, som var politisk storladne, men som i deres socialøkonomiske grundlag var falskt fortolkede, førte til en 'solidaritet for enhver pris'. Men solidaritetens kritiske væsen blev dermed bragt i fare. Følgen var permanent ukendte, tilslørede og upåagtede modsigelser mellem KI-eksekutiv-komitéen, SUKP og KI-sektionerne. En kritisk-solidarisk reception af de russiske revolutioner og deres specificiteter blev ikke kun forhindret ved, at en resultatrig revolution har ret til legitimation, at de revolutionære ansatser i de højtudviklede kapitalistiske lande ikke kunne sætte sig igennem, at en identifikationstvang bredte sig, men også og netop ved, at de vigtigste politisk-teoretiske ledere i den tyske og polske arbejderklasse, Luxemburg, Liebknecht, Jogisches og Leviné allerede var blevet myrdet i 1919 af kontrarevolutionen. Med undtagelse af Liebknecht var disse ledere blevet revolutionære under russisk-polske forhold.[8]
Revolutionære marxister ved, at historien er en klassekampenes historie, og ikke et anliggende for såkaldt 'store personer'. Marx forsøger at beskrive "ledernes" rolle og funktion i klassekampen således: "Verdenshistorien ville være ... meget bekvem at lave, hvis kampen kun ville blive taget op på betingelser af ufejlbarligt gunstige chancer. På den anden side ville den have været af en meget mystisk natur, hvis 'tilfældigheder' ingen rolle spillede. Disse tilfældigheder forsvinder naturligvis i udviklingens almene gang og bliver atter kompenseret gennem andre tilfældigheder. Men fremskyndelse og forsinkelse er meget afhængig af sådanne 'tilfældigheder' - hvorunder også den 'tilfældige' karakter hos folk, som først og fremmest står i spidsen for bevægelsen, figurerer".[9] Hvis kampbetingelserne er givne, så må klassen og det af den formidlede revolutionære parti optage kampen for at forhindre en almen demoralisering og for at muliggøre læreprocesser.[10]
Marx gør det klart, at "fremskyndelsen og forsinkelsen" af udviklingen forbliver afhængig af samfundsmæssige "tilfældigheder" og personlige lederkvaliteter i en revolutionær arbejderbevægelse.
Dette passer i ganske særlig grad for partiet fra 1919 og dets ledere; det drejede sig jo netop på dette tidspunkt om at forberede arbejderklassen på en ny periode for klassekampen i kapitalens produktionscyklus - i national og international målestok.
Efter mordet på disse ledere kunne bolsjevikkerne generalisere deres revolutionserfaringer, deres parti-type - uden kritisk-solidariske diskussioner, mere præcist: de kunne vulgarisere dem internationalt, naturligvis uden at ville det, men også uden virkeligt at erkende konsekvenserne af denne generalisering.
At det lykkedes så hurtigt gennem KI-eksekutiv-komitéen for bolsjevikkerne, kan efter min mening ikke primært tilskrives oktoberrevolutionens legitimeringstvang, bolsjevikkernes dygtighed, men må tværtimod afledes af de politisk-organisatoriske svagheder i det netop oprettede KPD. Hvis vi studerer Eberleins beretning om organisationsspørgsmålet på kongressen for oprettelsen af partiet, så er det påfaldende, at organisationsspørgsmålet ganske vist bestemmes alment rigtigt som et spørgsmål, der må afledes af de "nuværende økonomiske forhold" men ingen steder bliver der så meget som gjort et forsøg på faktisk at formidle de politisk-økonomiske tendenser i den internationalnationale sammenhæng med de derigennem givne organisationsretninger for partiet. De tyske kommunister befandt sig i en tendentielt "hendøende" etappe i revolutionsprocessen, som verdenskrigen havde sat i gang, - men denne etappeafslutning var en overgang til fornyede borgerkrigslignende klassekampe. Og i en sådan historisk situation forkynder partiledelsen: "Spartakusforbundets organisation kunne ganske vist i disse fire år kun være overordentlig løs ... i dag kan vi begynde at oprette en fast organisation og vinde medlemmer til vores organisation, og i medlemsskabet fortsætte handlingen".[11]
Lad os et øjeblik overveje, hvilken særlig rolle Kautskys politik og teori havde spillet i SPD og Legiens i fagforeningen. Den nødvendige partispaltning efter Bernstein-debatterne, hvilket vil sige at drage de organisatorisk-teoretiske konsekvenser af debatterne for arbejderklassens revolutionære perspektiv i Tyskland, var blevet forhindret gennem den kautskyanske centrisme hos "midterfløjen". Det rigtige blik for udviklingen i kapital- og klassekampbevægelsen gik tabt. Heller ikke venstrefløjen gjorde strejkebevægelser til udgangspunkt for skærpelsen af klassekampene. Adskillelsen af RSDAP i bolsjevikker (flertallet) og mensjevikker (mindretallet) konstituerede selvstændigheden i fraktionerne, men opløste ikke partiet. De zaristiske trældomsforhold og kampens hårdhed forhindrede dette i lang tid. I SPD, hvor det lykkedes Kautsky "teoretisk at udviske revolutionens afgørende spørgsmål"[12] dvs. ikke at håndtere revolutionens spørgsmål som et praktisk-organisatorisk spørgsmål, er den så afgørende spaltningsproblematik blevet udskudt i nogle år med revolutionære erfaringer op til den første verdenskrig.
Virkningerne heraf var katastrofale for den tyske revolution. Organisationsspørgsmålets revolutionære relevans blev først "opdaget" i den imperialistiske krigstid. Det forblev nødvendigvis kun et vagt forhold. Den tyske arbejderklasse havde i stor udstrækning været underlagt chauvinismen. Spartakus kunne derfor ikke tilegne sig og lede organisationsspørgsmålet gennem den politiske klassekamp mellem lønarbejde og kapital. Hugo Eberlein siger til slut i sin beretning på KPD's stiftelseskongres, at "hovedsagen er, at vi nu skaber en organisation, hvor vi får medlemmer, som er overbevist om socialismens lære, som er overbeviste tilhængere af vores parti, men som også har lejlighed til og er i stand til og har vilje til at stå ved vores side, og som er beredte til de kommende dage med aktioner, som henleder deres hele opmærksomhed på aktionerne i den kommende tid. Så vil vi komme ud over de små vanskeligheder".[13] Som om det var så "simpelt". Den egentlige grund til det så hurtige gennembrud af de bolsjevistiske principper om den "demokratiske centralisme" hos KPD ligger netop i dets strukturløshed. Luxemburg, Liebknecht, Jogisches, Leviné var støtterne i det endnu strukturløse KPD. Uden dem kunne en anden retning ubesværet sætte sig igennem. Og det blev KI-eksekutiv-komitéens, og i sidste instans SUKP's.
Den tyske arbejderklasse fik ikke mere mulighed for, på ny at gennemtænke rødderne til opløsningen og nederlagene via især diskussionerne mellem de tyske og de russiske revolutionære, eller at gennemtænke kautskyanismen, socialdemokratismen, og årsagerne til at der blev stemt for krigskreditterne den 4. august 1914: "Om det med nødvendighed måtte komme dertil? En begivenhed af denne rækkevidde er bestemt ikke et spil af tilfældigheder. Dybe og vidtspændende årsager må ligge til grund herfor. Men disse årsager kan også ligge i fejl hos proletariatets leder, hos socialdemokratiet, i at de svigter deres kampvilje, deres mod, deres troskab mod egen overbevisning".[14]
Ideologien om det socialdemokratiske partis "forræderi" parti-ledelsens "forræderi" eller det begrebsløse begreb om "arbejderaristokratiet" erstatter analysen af dynamikken i kapitalbevægelsen, af forskydningerne i klasse-lagene, dvs. erstatter de i produktionsforholdene immanente forandringer. Endog i den simple agitation tilslørede forræderi-ideologien de forestående problemer. Den samfundsmæssige modifikationer som følge af den skrankeløse og dog kapitalistisk indskrænkede udvikling af produktivkræfterne, som fører til forskellige trin i de samfundsmæssige organisationsformer, kan ikke bestemmes i overensstemmelse med den revolutionære klassekamp via politisk formale formbestemmelser, som lader kapitalbevægelsen upåagtet, hvad enten det nu er bestemmelserne af råds-systemet" eller af den leninske "parti-type". Taktisk spilfægteri er følgen: snart negeres SPD moralsk, snart koopereres der ambivalent med det. Dette er KPD's vej som sektion af KI. Socialdemokratiet spiller en etappevist afgørende og dog historisk indskrænket rolle: I processen, hvor kapitalforholdets organiske sammensætning udvides skaber socialdemokratiet en ny samfundsmæssig basis for det tyske bourgeoisi, for så igen at blive fordømt. Men alt dette bliver kun forstået overfladisk af KPD og KI-eksekutiv-komitéen. Heraf at slutte, at fordi der ikke forelå en ny analyse af den kapitalistiske nystrukturering, så havde den tyske arbejderklasse siden november 1918 optaget kampen "som allerede besejrede"[15] det synes mig at være en anden form for overfladiskhed; det specifikke i det historiske øjeblik med dets muligheder, som kun eksisterer én gang, som er enestående, bliver der derved ikke taget hensyn til. At lære, at lære og nok engang at lære, denne fælles holdning hos Lenin og Rosa Luxemburg - på trods af væsentlige forskelle - er det afgørende kriterium forud for og under de revolutionære tidspunkter. Fastholdes læreprocessen, og forveksles en søgen efter den konkrete sandhed ikke med parti-sandhed i den indskrænkede betydning af ordet, så kan der blive sejre af nederlag. Men der sker en reproduktion af nederlagene, hvis det at lære ikke står i centrum, hvis arbejdernes, bøndernes, håndværkernes osv. sanselige interesser og behov ikke genspejles i arbejder-partiernes politiske paroler.
Det historiske "tilfælde" for det tyske Kapp-kup i kontrarevolutionen fra marts 1920 forefandt ganske vist allerede en KPD-maskine under opbygning, som var tendentielt afhængig af KI-eksekutiv-komitéen, og som viste sig ude af stand til at udnytte den revolutionære situation. Men uformidlet determinisme i [vurderingen af] nederlagene er efter min mening forkert i forhold til den historiske proces af objektive muligheder. Der må erindres om, at denne anden revolutionære bølge i Tyskland, som kunne have udfoldet sig som en følge af, at den tyske arbejderklasse havde slået det kontrarevolutionære Kapp-kup i jorden, ikke blev udnyttet. KPD og KI-eksekutiv-komitéen ringeagtede de forhåndenværende kampmuligheder, de tilbød alene SPD-højrefløjen deres støtte mod kupmagerne, i stedet for at lade det tyske "Kornilov-kup" hjælpe med til en venstredrejning af styrkeforholdene i landet!
Under arbejderklassens generalstrejke mod kontrarevolutionens kupmagere handlede enheden af proletariatets klasseorganisationer (fagforeninger, SPD, USPD, KPD, KAPD) beslutsom på kamp, en potentiel klasse-kvalitet. Herigennem var den socialistisk-kommunistiske magtovertagelse blevet en reel mulighed. For at bryde udviklingen i frikorpset, i den kejserlige armés gamle ledelse, som stod bag ved republikken, for at vise den kampberedte klasse et politisk alternativ, ville det have været meget afgørende, at de tyske kommunister, selvstændigt og støttet af KI-eksekutiv-komitéen, havde kunnet åbenbare en socialistisk vej overfor et socialistisk udueligt og kapital-affirmativt SPD. KP-ledelsen under Thalheimer forblev dog ligeså uduelig som Sinoviev.
I marts 1920 var den proletariske revolutions magt ikke en lokal parti-magt - som i Sachsen i slutfasen af martsaktionen 1921 -, men en national klasse-magt, som rådede over en politisk-militær potens i alle væsentlige byer og områder indenfor hele landet, for dermed at kunne ødelægge og afvæbne kontrarevolutionens centrale hærafdelinger.
Den ledende artikel i det lukács'ske "Kommunismus" (Wien) den 19. marts 1920 sagde klart: "Generalstrejken er i kraft af sine virkninger et klassekamps- ikke et partikampsmiddel.
Den første virkning af generalstrejken var arbejdernes samling på en proletarisk basis, dannelsen af den proletariske enhedsfront, som i starten endnu ikke stillede sig op imod den forenede borgerlige front".[16] Men den undervurderer fuldstændigt den afgørende dialektik mellem det revolutionære parti og arbejderklassen og dens allierede. Uden at tage hensyn til dette i analysen af klassekampene, bliver udredningen tom, abstrakt-"moralsk": "det udgydte blod vil skærpe klassekampen".[17] En sådan mekanisk historieforståelse "ude fra" - overfor arbejderklassen - kan ikke virkeligt, dvs. sanseligt formidlet, begribe virkningen på klassen af de svære tab og nederlag, men heller ikke af sejrene. En kritisk-materialistisk, men dybt solidarisk kritik og fremlæggelse af KPD indenfor rammerne af KI og dens eksekutiv-komité og af KPD's rolle i disse kampe kan ikke findes i Lukács' "Kommunismus" Denne abstrakte radikalisme, som ikke kommer frem til radikalismens væsen, til tingenes rod, skuer så snævert, at der siges: "Thi skulle Tysklands arbejdere som følge af uforudsete virkeliggørelser alligevel begynde på den sidste våbengang med kapitalisterne, så er situationen for Sovjetrusland ændret, så måtte Sovjetrusland gribe ind, idet det alligevel lader sin røde hær forsøge på det afgørende slag mod den polskeiront".[18] Uden at konkretisere de tyske kampe, at opvise deres formidlinger slår den tomme abstraktions radikalisme - fejlagtigt betegnet som "venstreradikalisme" - om i spekulative krigskonstruktioner. På ejendommelig vis skal vi også snart møde dette hos SUKP i det polske spørgsmål. Hvor lidt tom radikalisme og opportunisme er bevendt, beviser KPD-politikken og KI-eksekutiv-komitéens politik især på Kapp-kuppets tid.
Kontrarevolutionen gjorde militære kup og af dens egne nederlag lærte den politisk arbejderpartiets opportunistiske eller kupagtige politik at kende. Den kampberedte og aktive arbejderklasse kæmper i lokale områder, men disse kampes erfaringer og mål almengøres og føres ikke i KPD. Generalstrejken mod Kapp-kuppet havde ført masserne frem til en ny kamp for socialismen. Det drejede sig ornat forsvare det unge "domokrati". Men intet andet end netop Kapp-kuppet gjorde det mere klart, at det emancipative demokrati kun står på dagsordenen som et socialistisk demokrati. Den konkrete formidling mellem socialistiskdemokrati og "proletariatets" ogdets allieredes "revolutionærediktatur" stillede KPD og KI-eksekutiv-komitéen ikke i centrum for parolerne og målbestemmelserne i anledning af Kapp-kuppet. Hvis "proletariatets diktatur" og "demokrati" bliver stillet mekanisk op overfor hinanden, således som det blev gennemført praktisk i SU, hvis et KPD tilslutter sig denne mekaniske spaltning, som Kautsky, Hilferding, Bauer, Martow osv. lader den socialdemokratiske, men ikke socialistiske politik gøre det for "demokratiets" vedkommende, så bliver kommunisternes understøttelse af et socialdemokrati opportunistisk. Et uformidlet angreb mod socialdemokratiets politik under parolen "proletariatets diktatur" (i den bolsjevistiske betydning af parolen) forbliver så kupagtigt eller opportunistisk, og forbliver i begge tilfælde et sekterisk angreb, som ikke engang på overfladen når massernes reale interesser og behov.
I anledning af Kapp-kuppet dominerede opportunismen i de førende arbejderpartier. I de første dage af kuppet kunne ledelsen omkring Thalheimer (Levi var i fængsel) forkynde: "Ikke en lillefinger til forsvar for republikken" og den sagde ikke, hvorhen de kampberedte arbejdere og håndværkere skulle gå. Da den typisk reformistiske fagforeningsleder Legien overtog ledelsen af generalstrejken og praktisk modarbejdede Kapp-Lüttwitz-kuppet 'storartet', da var de revolutionære overraskede og forvirrede, begreb ikke, at Legien sandsynligvis var den eneste, som så faren i den anden tyske revolutionære bølge nærme sig. Den historiske rolle som leder af dette samfundsmæssige klassesprængstof faldt i hænderne på reformismen. Afslutningen på den anden bølge kunne forudses. Kommunisterne fra Thalheimer til Levi - endskønt denne efter tilbagekomsten fra fængslet angreb KPD's passivitet - gik i en "legal" opposition, KI-eksekutiv-komitéen ligeledes.
Uden udviklingen og organiseringen af den tyske arbejderklasses politisk-militære kampe blev det på ny muligt for den højredrejede SPD-ledelse efter generalstrejken mod Kapp-kuppet og det tyske bourgeoisi, at indsætte de dele af hæren, som under kuppet havde deltaget 'neutralt' eller aktivt mod kontrarevolutionen, mod arbejderne i Ruhrdistriktet etc., som ville drive den generalstrejke, som var vundet i den politiske klassekamp, videre i retning mod socialismen.[18a] Sejren mod kontrarevolutionen blev et nederlag.
Nyvalget til rigsdagen viste i forhold til nationalforsamlingen en forskydning af styrkeforholdet mod højre. En revolutionær generalstrejke, som ikke var ført konsekvent til ende måtte nødvendigvis bringe en vækst i kontrarevolutionen med sig.
Den anden KI-kongres i Petersborg i juni 1920, som væsentligt drejede sig om den sovjetiske forsyndelse mod Warszawa, havde kun draget tilsyneladende konsekvenser af situationen i den "skærpede borgerkrig": "De partier, som tilhører KI, må opbygges efter princippet om den demokratiske centralisme. På det nuværende tidspunkt for den skærpede borgerkrig er KP kun i stand til at opfylde sine pligter, hvis de er organiseret mest muligt centralistisk, og hvis der hersker en jernhård, fast militær disciplin i dem, hvis deres particentrum er et mægtigt organ med vidtrækkende fuldmagt, som nyder partimedlemmernes almene tillid".[18b] Dette var begrundelsen for KPD's sekterisme, som tilsyneladende havde anvist sine sekterikere til KAPD[18c] Der blev talt et sprog, som forudsatte Ruslands zaristiske illegalitets- og klasseforhold og det deraf følgende forhold mellem "organisation" og "bevægelse" et sprog, der talte som "Hvad må der gøres?". Det er organisationsformer, som ikke virkelig rammer de særlige klasseforhold, adfærdsmåder og omgangsformer i de højtudviklede kapitalistiske lande.
Efter kommunisternes manglende evne til at initiere venstredrejningen i kampene mod Kapp-kuppet fulgte ikke forsøget på at erkende de objektivt givne muligheder for klassekampen gennem en differentieret analyse af det politiske nederlag og af kapitalforholdets ligevægt, som udviklede sig modsætningsfyldt, for så at bestemme de adækvate paroler og det rigtige forhold mellem "legalitet" og "illegalitet" og for fornyet at konkretisere parti-programmet, parti-typen og forholdet mellem det revolutionære parti og arbejderklassen og bondestanden. Man burde især have gennemtænkt det særlige forhold mellem fagforeninger, rådsorganisationer og revolutionært parti i de højtudviklede kapitalistiske lande og de forandringer, som yderligere satte sig igennem i den kapitalistiske udbytnings samfundsmæssige arbejdsproces. I stedet fulgte der fra KI-eksekutiv-komitéen på ny en teknisk-organisatorisk forandring af linien, som ikke længere behandlede væksten og ændringerne i klassekræfternes sociale indhold som grundlag for organisationsforandringer og som derfor tilslørede opgaverne.
Her må jeg forebygge en misforståelse. Umiddelbart kunne det se ud som om jeg gør de sovjetiske interessers dominans i KI ansvarlig for, at den internationale arbejderklasse i 20'erne går fra nederlag til nederlag uden gennem nederlagene at forberede sejren, uden at lære. Det ville være utilstrækkeligt og fejlagtigt, hvis der ikke bliver tilføjet, at der i denne historiske etappe efter mordet på lederne ikke fandtes noget personelt og teoretisk-politisk alternativ i den europæiske arbejderbevægelse[18d]
Den russiske oktoberrevolution tilskyndede og hæmmede udviklingen af den europæiske revolutionsproces. Den hæmmende faktor udviklede sig ved, at interesseforholdene indenfor SU ændrede sig, og de europæiske kommunister viste sig ude af stand til at slå ind på en specifik, selvstændig og oprejst og ikke duknakket gang til kommunismen, som ville tilfredsstille den europæiske arbejderklasses interesser. For at kunne slå ind på en sådan selvstændig vej - men ikke en 'tredie' vej mellem stolene - ville det have været nødvendigt, at sætte de social-økonomiske særegenheder, de indre-vesteuropæiske ændringer og bevægelser, og ikke de bolsjevistiske erfaringer i centrum for bestemmelsen af målene og for vurderingen af nederlagene. Kun hvis éns eget historiske fundament bliver behandlet som strukturgrundlag, kan andre revolutioners erfaringer optages produktivt. I " 'Venstreradikalismen', kommunismens børnesygdom" henviser Lenin ganske vist til, at det ville være en stor fejl at overdrive oktoberrevolutionens historiske "sandhed" men det er dog netop ham, som generaliserer den specifikt russiske organisationserfaring, som fremhæver den russiske forståelse for den nødvendige 'jernhårde disciplin' som gør "proletariatets ubetingede centralisering og strengeste disciplin"[19] til det organisatoriske kriterium for den almene revolutionsteori. For Lenin er dette tingenes væsen.
Det er helt sikkert væsentligt, men ikke væsenet. For Lenin er kommunismen "socialismens højeste trin, hvis menneskene arbejder, fordi de har begrebet arbejdets nødvendighed for almenvellet. Vi ved, at vi nu ikke kan oprette et socialistisk system. Gud give, at det bliver oprettet i vore børns eller børnebørns tid".[20] Lenin kender overhovedet ikke væsenet bag vore problemer: dialektikken mellem 'frihedens rige' og 'nødvendighedens rige', vores kamp for den historisk-mulige realisering af frihedens rige, reduktionen af det tingsliggjorte arbejde. For Lenin er kommunismen "arbejde". for os er det tendensen til afskaffelse af arbejdet. Ud af disse fuldstændige forskellige forudsætninger og betingelser giver der sig nødvendigvis en anden substans for disciplinbegrebet, for målet etc.[21]
Således har Lenin medvirket til at forøge den europæiske kommunismes uselvstændighed! Og vi har ikke lært det, som Lenin og bolsjevikkerne beherskede: revolutionær beslutsomhed.
Den første præmis er den "proletariske avantgardes klassebevidsthed og dens hengivenhed for revolutionen" "dens udholdenhed, dens selvopofrelse" og "heroisme" Det andet kriterium kalder Lenin avantgardens evne til at tilnærme sig de proletariske og ikke-proletariske masser, "til en vis grad at smelte sammen med dem" Endelig den rigtige politiske ledelse, som virkeliggøres af denne avantgarde, den tiltrådte strategi og taktik må vise sig rigtig under de betingelser, "at de bredeste dele af masserne gennem egen erfaring bliver overbevist om denne rigtighed".[22] Her ligger allerede tyngdepunktet, de egne erfaringer er udtryk for historiske genstandsgørelser af klassernes kampe, behov og vilje indenfor de til enhver tid givne særlige samfundsmæssige produktionsforhold. Indenfor rammerne af det historiske trin for produktivkræfternes udvikling.
Lenin tilslører her det særlige i de russiske forhold, hele eksistensen af den halv-asiatiske trældom, zarismens "asiatiske statsordning" (Lenin), svagheden i udviklingen af produktivkræfterne og dermed af arbejderklassen, det "impotente" bourgeoisi og den kæmpemæssige bondestand.
Han ligger endnu under for sin falske politisk-teoretiske hypotese, som fandt sit højdepunkt i imperialisme-bidraget, nemlig at den russiske revolution er afhængig af udviklingen i verdensrevolutionen, især af den revolutionære udvikling i Tyskland. Lenins egen konception - som jeg belyste kritisk gennem den russiske produktionshistorie - kunne derfor kun forstå Rusland som det 'svageste led i kæden' under imperialismen, og kunne ikke virkelig erkende, at Ruslands indre struktur ikke kun kan være et bolværk mod reaktionen, men også et bolværk mod revolutionen. (Som netop Kinas revolutionshistorie til stadighed viser i modsætningsfyldt form).
Forholdet mellem "verdensmarked" og "indre marked" mellem "verdensrevolution" og "revolution i et land" (uden at overse skrankerne og farerne i en sådan situation) må her reflekteres. Verdensmarkedssituationen i 1917 havde for Rusland stadigvæk en ekstremt specifik karakter. Men ud fra deres konception var bolsjevikkerne af den mening, at revolutionens sejr er afhængig af sejren i Mellemeuropa. Ligesom den orientalsk despotiske zarisme udnyttede verdensmarkedet til kontinuiteten i dens egne magtforhold og til den social-økonomiske stagnation, ligeledes ville nu bolsjevikkerne bruge "verdensrevolutionen" til en gennembrydning af stagnationen i deres eget land. Men forskellen er, at zarismen - så længe den regerede - i sidste instans var uafhængig af verdensmarkedet, mens bolsjevikkerne med deres konception blev afhængig af "verdensrevolutionen". Denne blev dog nu til objekt for bolsjevistiske interesser. Virkningerne på Komintern var skæbnesvangre. De vesteuropæisk orienterede bolsjevikker fra de få storbyer var ikke i stand til fuldt ud at mobilisere den revolutionære energi i deres eget land. Hvorledes skulle de være i stand til at gennemskue det specifikke i den proletariske revolution i Mellemeuropa? Den bolsjevistisk tilslørende parole om "verdensrevolution" forhindrede at denne sammenhæng blev afsløret i den kompleksitet, at ligheder og forskelle blev udredt. Den falske reception af de marxske refleksioner og analyser af den samfundsmæssige vej i Rusland, tabet af teoretiske og historiske erfaringer om den asiatiske konception osv. begyndte at gøre sig stadig mere gældende. Historisk adækvat handling blev derfor stadig sværere for bolsjevikkerne.
Lenin og bolsjevikkerne dogmatiserede derfor deres specifikke erfaringer, - uden at ville det. Lenins teoretiske fejl og den derigennem opståede politiske fejl fortsættes, hans forkortede "kapitalbegreb" indvirker negativt på organisationsspørgsmålet. Ligesom alle andre begreber, så bærer naturligvis ligeledes begrebet om den "revolutionære disciplin" en historisk karakter, selv-opofrelse dominerer i et illegalt parti under halvasiatiske forhold, et parti som vil befri klasserne, eller tendentiel selv-virksomhed dominerer i det revolutionære parti, hvor der er en klasse, som befrier sig selv. De revolutionære lever ikke kun af en teoretisk moral, de lever ligeledes af at spise, at elske og at hade under de sociale betingelser!" Derved nærmer de sig masserne. Eller de fjerner sig, hvis de udvikler livsformer, som ikke svarer til de objektive muligheder! Fordi Lenin ikke stiller de russiske revolutionserfaringer i metodisk centrum, må de revolutionære momenter, som er værdige til en vis generalisering, dog få en overdreven betydning.[23]
Anerkendelsen og den ukritiske overbetoning af Lenins og bolsjevikkernes politiske holdning, som var legitimeret gennem oktoberrevolutionens sejr, var i stadig højere grad konsekvenserne for KI-sektionerne.
Mens Lenin hverken kontrollerede eller øvede en ledende indflydelse på KI-eksekutiv-komitéens arbejde under ledelse af Sinoviev. Det samme gælder for Trotzki. KI's eksekutiv-komité var legemliggørelsen af den mest omfattende form for denne 'centralisme', men viste sig dog i alle politiske klassekampe i 20'erne som det svageste led i forberedelsen og gennemførelsen af revolutionære aktioner i international målestok. Analysen af den til enhver tid givne særlige situation for et land var umulig for eksekutiv-komitéen. Den måtte træffe afgørelser om klassebevægelser, opgør mellem partierne etc., og den kunne kun dårligt sige noget hertil. De skæbnesvangre konsekvenser for den internationale arbejderbevægelse blev meget rigtigt anticiperet af Lukács i en - omend også modsætningsfyldt - artikel om organisationsspørgsmålet i 3. Internationale: "Illegaliteten udelukker dog allerede rent teknisk og organisatorisk formerne hos Anden Internationale, kongressen og centralbureauet; det forbliver naturligvis forudsat, at relationerne skal være levende og ikke blot dekorative eller bureaukratiske (...) Et centraliseret centralbureau for 3. Internationale måtte uden tvivl kæmpe med de samme vanskeligheder. Ser vi bort herfra, ville hele bevægelsen bestandig være udsat for faren for en midlertid lammelse, hvis centralkontoret engang ville bukke under for borgerskabets magt ved en virkelig og stram centralisering. Det eneste middel til at undgå denne skæbne, nemlig at flytte centralkontoret til Rusland, ville igen på grund af trafikbesværligheder gøre dets aktivitet illusorisk".[24] Hvor ofte er f.eks. Kun, Pogány, Rákosi taget til Moskva for at få vejledning, hvor ofte er Thalheimer, Brandler, Thälmann, Ulbricht taget til Moskva for at hente afgørelser og løsninger for et oprør, som så fandt sted for sent eller blev bedømt som "falsk"? Partiledelsens manglende duelighed i KI-sektionerne blev under disse betingelser endnu mere grel, fordi de politisk-organisatoriske afgørelser og den personlige selvvirksomhed hos ledelsen i sektionerne blev indskrænket. Lukács fortsætter: "Allerede de ydre vanskeligheder måtte være nok til at lade en decentral opbygning (fremhævet af mig, R.D.) af 3. Internationale fremtræde som den nødvendige fordring for bevægelsens nuværende stade".[25] Hertil kom den socialøkonomiske basis for fælles aktioner blandt dele af arbejderklassen] i lande, som f.eks. er formidlet økonomisk med hinanden. Lukács tænkte f.eks. på kuldistriktet mellem Polen, Tjekoslovakiet og Tyskland-Østrig, fordi hans lands kulforsyning kom derfra. Således bliver samarbejdet med basis og ikke afgørelser 'fra oven' stillet i det teoretisk-politisk-organisatoriske centrum. Ideen om 'polycentrisme' stammer fra Lukács: "Ethvert parti i 3. Internationale må stå i stadig, umiddelbar tankeudveksling med partierne i de lande, hvorimellem der findes fælles problemer, for at det taktiske samarbejde virkelig vil være muligt. Der følger heraf, ... at et parti må være repræsenteret i flere centre".[26]
Denne retning havde ingen mulighed for at blive en politisk tendens i KI. KI-eksekutiv-komitéen hævede sig op over og bestemte over alle sektioner. Et UKP-medlem i eksil var politisk 'magtes'- og masseløst, uden indflydelse. Egnet til at arbejde for SU-interesserne, hvilket var en ære og en vanskelighed[27] De ungarske eksil-kommunisters livshistorie er et lærestykke om KI-fænomenet: afhængighed af KI-eksekutiv-komitéen. Landler-fraktionen af UKP,[28] som teoretisk var repræsenteret gennem Lukács, kunne ikke sætte sig igennem i KI. Tendensen til mekanisk centralisering af de uselvstændige KI-sektioner og af den beherskende KI-eksekutiv-komité forstærkedes. "Verdensrevolutionens" central under ledelse af Sinoviev behøvede dermed ikke at stille sig selv nogle kritisk-solidariske spørgsmål, fordi de krumbøjede kommunister i KPD f.eks. underordnede sig - med kun få undtagelser[29]
Borgerlige autoritetsforhold, tingsliggørelsen af autoriteten forhindrer tilegnelsen af den "oprejste gang" (Ernst Bloch) i proletariatets og de andre undertrykte klasselags politiske klassekamp. Denne absolutte pligt til lydighed, som blev indført gennem den "demokratiske centralisme" i f.eks. KPD, stødte mod samfundsmæssige forhold, hvor den "demokratiske centralisme" ikke var et alternativ til vores preussiske fortid og ubrudte kapitalistiske nutid, men tværtimod kun var dets borgerlige udtryk, pakket ind i bolsjevisme.
Den "demokratiske centralismes" organisationsstruktur, som under zaristiske trældomsforhold var de erhvervs-revolutionæres alternativ-organisation overfor den totalt undertrykkende statsmaskines despotiske centralisation, kunne, ville og vil aldrig fremstille en revolutionær alternativ-organisation i det moderne borgerlige samfund.
Vi må erindre os, at Lenin har betragtet denne "demokratiske centralisme" som type for et moderne borgerligt samfund forud for og - kun lidt forandret - efter zarismens styrt. Den "demokratiske centralismes" type var og er for os immanent i de borgerlige omgangsformer, borgerlige adfærdsmåder, i den borgerlige autoritets-hildethed, den er ikke en proletarisk-emancipativ organisationsstruktur, hvor opdrageren bliver opdraget, kontrolleret, hvor struktureringen følger 'nedefra' og 'op'. Ganske vist uden dermed at bilde os ind, at den egentlige 'løsning' på problemet ville ligge i at være uden ledere.
Partiet som bærer af autoriteten, i betydningen: den "demokratiske centralisme" synes mig - under den højtudviklede kapitalismes samfundsmæssige forhold at miskende planlægningen af klassekampen og at forhindre udfoldelsen af selv-virksomheden hos kommunisterne og socialisterne, som går oprejst - det er ikke identisk med oprigtig - og ikke krumbøjet.[30] Lederne i KI-sektionerne måtte i kraft af en påtvunget russisk partitype blive til krumbøjede KI-medlemmer overfor KI-eksekutiv-komitéen. Fra den 'øverste person' i partiet til den 'underste person' udviklede der sig en skala af krumme adfærdsmåder. En oprigtig krumhed, som gjorde "solidaritet for enhver pris" med Sovjetunionen til deres eget livsindhold, som ikke mere kunne problematisere deres egentlige samfundsmæssige væsen og drive det fremad i overensstemmelse med klassen. Selvets opgivelse af sig selv, ego-tabet bliver her muliggjort under internationalismens og SU-solidaritetens slør. Tænken, behov og beredskab til selvstændig, til kollektiv handlen er unddraget ego'et, følgen er den ukritiske anerkendelse af autoriteten!
Havde det allerede vist sig i SU, at et parti indenfor den "demokratiske centralismes" tradition med alle dets borgerlige implikationer - trods det socialistiske mål - ikke med rådene og sovjetterne kunne udvikle et dynamisk-produktivt forhold, så måtte dette vise sig som i særlig grad hæmmende i Vesteuropa. Thi rådssystemet var og er dog "den organisation, hvor proletariatets selv-virksomhedsmuligheder træder skarpt frem, og som samtidig lader gammeldags parti- og fagforeningslederes overflødighed træde frem i et grelt lys".[31]
I stedet for i den samfundsmæssige omvæltningsproces at indsætte denne uundgåelige vekselvirkning mellem revolutionært parti og revolutionære råd - hvor de politiskøkonomiske egalitetsprincipper må være forankret i partiet på grundlag af den til enhver tid givne historiske etappe i udviklingen af produktivkræfterne - forhindrede den socialdemokratiske og bolsjevistiske partilinje af forskellige grunde udviklingen af en sådan relation mellem parti og klasse. Socialdemokraterne - på grund af deres kapital-hildethed; bolsjevikkerne - som følge af totaliseringen af den "demokratiske centralisme" i Vesteuropa, hvilket mere svarede til kapitalens selv-virksomhed i Rusland - således som Lenin havde ønsket det - end til selvvirksomheden i socialistiske og kommunistiske aktioner med socialistisk-kommunistisk indhold. At denne bolsjevistiske parti-type stødte på visse kommunistiske kritik-former, forsøgte jeg at vise hos Lukács, eksemplificeret ved KI's organisationsform. Denne retning repræsenteret ved Lukács vil jeg nu tydeliggøre ved det særlige lærestykke i forholdet mellem "opportunisme og putchisme [kupagtighed]". Lukács griber ikke historisk-konkret tilbage til Kapp-kuppet eller lignende klassekampssituationer. Derved er den lukács'ske problematisering fra starten abstrakt. Men abstraktheden mister tendentielt sin tomhed,[32] fordi det drejer sig om grundproblemer i de revolutionære afvigelser - indenfor rammerne af den Kommunistiske Internationale. Det særlige studium af Rosa Luxemburg - men uden at formidle det gennem Lenin - bliver tydeligt.
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] Efter mordet på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht repræsenterede Leo Jogisches den samme linie. Om forskellen mellem Eugen Leviné og Jogisches i dette spørgsmål, se den fremragende bog af Levinés livs- og kampkammerat: Rosa Meyer-Leviiné, Leben und Tot eines Revolutionärs [En revolutionærs liv og død], München 1972.
[1a] Alle citater er fra Sinoviev på KPR(B)'s 8. partikongres, marts 1919 (protokol), Moskva 1959, s. 135-36 (russisk).
[2] At Luxemburg og Jogisches forstod Radeks tale på den 1. KPD-stiftelseskongres kritisk-solidarisk, men ikke emfatisk, skal ikke afledes af de alvorlige fraktionskampe i Polen - indenfor det samme parti -, men primært af den forskellige vurdering af gangen i den russiske revolution. Rosa Luxemburg havde skrevet sin kritik af den bolsjevistiske politik i fængslet, hun gav dog af taktiske grunde afkald på at presse partiledelsen til at offentliggøre kritikken, hvilket var en stor fejl. Men den kritiske solidaritet var der fortsat. Instruktionen af Eberlein til den 1. kongres i den Kommunistiske Internationale må forstås i denne sammenhæng. Se H. Weber, Der Gründungsparteitag der KPD. Protokolle und Materialen [Stiftelsespartidagen for KPD. Protokol og materialer], Frankfurt 1969, s. 44ff.; H. Eberlein, Spartakus und die Dritte Internationale [Spartakus og Tredje Internationale], i: Internationale Pressekorrespondenz, 29.2.1924, s. 306f.; J. S. Drabkin, Die Novemberrevolution 1918 in Deutschland [Novemberrevolutionen 1918 i Tyskland], Berlin (DDR) 1968, s. 459f.
Lukács har ganske vist læst Rosa Luxemburgs førkrigsskrifter før hans indtræden i UKP - se
"Mein Weg zu Marx", op. cit., s. 228 -, men som "Taktik og etik" viste, var det ikke en reception, som var omsat i teori og praksis.
[3] Har Lenin nogen sinde sagt noget praktisk-politisk som gjaldt Rusland, og som han havde fra Kautsky? Havde han dog bare gjort det! Så havde han måske hurtigere erkendt sine kautskyanske teori-elementer som fejl.
[4] Her ligger en grundlæggende fejl i KI.
[5] Claussen viser med rette hen til, at "diskussionerne på den Tredie Internationales kongresser, at denne bevægelses forlis på en vis måde er blevet reduceret subjektivistisk til et organisationsspørgsmål". Geschichte und Klassenbewusstsein heute, op. cit., s. 11.
[6] Cacciari, Uber das Problem der Organisation. Deutschland 1917-21 [Om organisationsproblemet. Tyskland 1917-21], i: S. Bologna/M. Cacciari, Zusammensetzung der Arbeiterklasse und organisationsfrage, s. 104, Berlin 1971.
[7] MEW, bd. 18, s. 14. I en revolutionær situation er dette ikke det eneste kriterium. Men alligevel giver Marx os principielle henvisninger med hensyn til konstitutionssammenhængen for en arbejderklassens Internationale. Se også Rabehl, Geschichte und Klassenkampf, Berlin 1973, s. 88ff. [Rabehl, Historie og klassekamp, s. 88ff., Kbh.].
Med hensyn til 3. Internationale siger "Projekt Klassenanalyse" rigtigt: "Lægger man de to aspekter sammen, proletariatets sejr og tiertal og så alliancepolitikken, og abstraherer fra de altid givne specifikke betingelser, så får man en almen revolutionær taktik, som er gyldig for alle lande: kommunisterne må i alle lande bringe flertallet af arbejderne bag sig og føre alliancepolitik med bønderne. Og dette ville ganske vist ikke være andet end en tom abstraktion, en skematisk ligestilling" (s. 76) Men skal ikke også tendentielle henholdsvis reelle fejl forklares ud fra de materialistiske forhold, dvs. ud fra SU og den bolsjevistiske politik?
[8] Rosa Luxemburgs opgør med Lenin, hendes kendskab til den russisk prægede asiatiske despotisme eta, var grundforudsætninger for en kommunistisk diskussion om gangen i den russisk-sovjetiske og den vesteuropæiske revolution. Lukács mener: "Opportunisterne siger: Lenin har anvendt erfaringerne fra den russiske revolution dogmatisk på de fuldstændigt forskellige forhold i Europa. Deres bedstefædre påstod på deres tid: Marx havde ukritisk ophøjet udviklingstendenserne for den engelske kapitalisme til almene love for menneskehedens udvikling". (Lukács i: Das Forum VIII, 1924, s. 22). Lukács siger til opportunisterne, at de ikke kender det "geniale" hos Marx og Lenin. Lukács har ret i dette. Men han kan ikke skelne mellem det borgerlige samfunds væsenslogik hos Marx og Lenins revolutionære politik under trældomsforholdene indenfor rammerne af imperialismen.
[9] Marx-Engels, AW, bd. 2, s. 436.
[10] Dette har Leviné bevist i Bayern; se R. Meyer-Leviné, Leben und Tod eines Revolutionärs, München 1972. En revolutionsproces er ikke afhængig af en "afsluttet analyse" af "kapitalen i dens realitet". Dette har Lenin på den anden side bevist i Rusland, Fidel Castro og Ché Guevara viste det i Cuba, og især Kina beviser det.
[11] Hugo Eberlein, i: Der Gründungsparteitag der KPD, Protokolle..., s. 245.
[12] Lukács, Der Triumph Bernsteins. Bemerkungen über die Festschrift zum siebzigsten Geburtstag von Karl Kautsky [Bernsteins triumf. Bemærkninger i anledning af festskriftet til Karl Kautsky's 70. fødselsdag] i: Die Internationale, VII, 21-22 1924, s. 662. Hvorfor lykkedes dette for den kautskyanske centrisme? Var det en taktisk streg hos personen Kautsky, eller repræsenterede han et særligt socialt lag (fra håndværk til specialarbejdere og statsligt ansatte fraktioner) i SPD, som ikke holdt stand med udviklingen i produktivkræfter og arbejderklasse, men tværtimod forsøgte at komme i parlamentet uden politisk klassekamp? Hvad er den sociale baggrund? P. Sering siger: "Den grundlæggende egenart ved den tyske udvikling indtil 1918 udgjorde modsigelsen, som bestod mellem den industrielle udviklings tempo og højde og de politiske magtformers tilbageståenhed: Europas mest udviklede industriland blev regeret i halvabsolutistiske former". (s. 69) Preussen spillede derigennem en særlig rolle for sikringen af og udviklingen i de kapitalistiske produktionsforhold. Her ligger væsnet i den leninske illusion om Ruslands preussiske vej. Den politiske fremtrædelse syntes at være den samme, men i Preussen udvikledes produktivkræfterne, og i det halv-asiatiske Rusland stagnerede samfundet. Sering henviser til, at udbytningen og undertrykkelsen af arbejderklassen, af bondestanden og af de katolske dele af befolkningen (kulturkamp) i Tyskland havde et særligt preussisk forløb: "... og også efter socialistlovenes fald forblev arbejderbevægelsen udenfor den officielle nation, ikke fordi den ville det, men fordi regimet ville det. Begyndende med den preussiske valgret var alle arbejderklassens demokratiske rettigheder bestandig indskrænket, og selv i deres indskrænkede omfang var de til stadighed udsat for pludselige trusler. Der var hele tiden kampe om strejkeretten, gadef'rihed blev først erobret kort før krigen, chikanerierne mod ungdomsorganisationerne ville ikke ende, osv". (s. 72)
Det er ikke helt forkert, at arbejderklassens ungdomsorganisationer kørte en antimilitaristisk kurs i deres politiske klassekamp med statsmaskineri, men så bukkede under for den imperialistiske chauvinisme ved begyndelsen af verdenskrigen. Mens det socialdemokratiske parti ikke begyndte den politiske klassekamp med de herskende forhold, men - på trods af formindskelsen "i massernes levestandard" gennem "industri- og agrarprotektionisme" - satte sig på de parlamentariske kort og var ude af stand til at erkende det revolutionære væsen i den historiske etappe og derudaf drage politisk-organisatoriske konsekvenser. Kampen mod kapitalforholdet blev ikke påbegyndt. Partiet lå under for den preussiske "socialpolitiks" skin. Derfor måtte det socialdemokratiske parti fjerne sig stadig mere fra arbejderklassens interesser og grundlæggende hælde "til en indpasning i de givne statslige rammer" (s. 73).
Dannelsen af "revolutionære kræfter" i en politisk-organisatorisk form blev således forhindret dobbelt: gennem den halvabsolutistiske statsmaskine af preussisk type - hvilket Sering betoner - og gennem et SPD, hvor centrismen systematisk og med held forhindrede den for revolutionsprocessen uundgåelige spaltning af dette parti - hvilket ikke står hos Sering.
Socialdemokratiet har aldrig tiltrådt den revolutionære arv fra den ufuldendte borgerlige revolution i Tyskland og kunne dermed fra starten kun slå ind på opportunismens centriske vej. Den politisk-organisatoriske sprængning al et sådant klassekamps-udueligt parti var derfor grundbetingelsen for på langt sigt og med konkret perspektiv at kunne påbegynde åen proletariske revolution i forbund med de undertrykte bønder og andre dele af folket. At venstrefløjen omkring Rosa Luxemburg ikke har gjort dette til løftestang for politikken, ligger efter min mening i, at heller ikke Rosa Luxemburg kontinuerligt stillede de konkrete historiske kapital- og klassekampsbevægelser i centrum for den revolutionære sag. Hvorledes skulle dette også være muligt i et reformistisk parti?
[13] Eberlein, i: Der Gründungsparteitag..., s. 252. Rosa Luxemburg osv. havde ikke udviklet en konkret alternativ-organisation til den bolsjevistiske, men Eberlein havde ikke engang forstået Rosa Luxemburgs og Jogisches afvisende holdning over for internationaliseringen af den bolsjevistiske linie! Noget, der blev sat i gang under debatten om navnet på det nye arbejderparti. Rosa Luxemburg var for navnet det "socialistiske parti" og afviste det "kommunistiske". Hvorfor? Ifølge Eberlein sagde hun, at det nye partis opgave er, at "at oprette forbindelsen mellem de revolutionære i øst og Vesteuropas socialister, som endnu i dag svømmer rundt i den reformistiske sejlrende, og at tilskynde den proces, hvor de vesteuropæiske socialister befries fra reformismen". (Fra: Hermann Weber, Der Gründungsparteitag..., s. 38). Eberlein begriber ikke, at Rosa Luxemburg taler om forskellen mellem forskellige social-økonomiske strukturer, når hun taler om "øst" og "Vesteuropa". Ikke uden grund kalder hun de politiske kræfter, som havde styrtet den "mest tilbagestående og mest reaktionære statsform", zarismens asiatisk underkuende statsform, ikke for "kommunister", men "de revolutionære i øst". Hun er altså hverken enig i beslaglæggelsen eller med den derved forhindrede overtagelse af partinavnet KP. Et ambivalent argument, som der dog i dag - efter årtiers udvikling og opløsning af kommunismen - i særlig grad må tages hensyn til.
[14] Luxemburg, Die Krise der Sozialdemokratie (Junius-Broschüre) Socialdemokratiets krise (Junius-brochuren), i: Rosa Luxemburg, Politische Schriften II, Frankfurt 1966, s. 30.
[15] Cacciari, op. cit., s. 70. Cacciaris forsøg på at gennemtænke den revolutionære arbejderklasses tyske organisationsspørgsmål gennem den økonomiske udvikling i Tyskland, gennem en analytisk sammenligning mellem Max Weber og Lenin med hensyn til bureaukrati-problemet, mener jeg er yderst værdifuld. Problematisk er især den leninske identitet mellem Rusland og Preussen, på trods af at 'afstanden' betones. Forskellens særegenhed mister derved sin substans. Dette finder vi i udvidet form hos Cacciari.
[16] Kommunismus, Heft 10, 19. marts 1920, 1. årgang, Wien, s. 293.
[17] ibid., s. 294.
[18] Ibid., s. 296-97.
[18a] Industri-, forvaltnings- og militærapparatet, hvis klassesituation - beroende på privatejendom - allerede i 1918 var forblevet uberørt, forblev først rigtig 'uberørt' efter den ikke fuldendte ødelæggelse af Kapp-kuppets samfundsmæssige basis. Sværindustrien og storgodsejerne kunne ikke blot uanfægtet forsvare deres privatejendom, udvide deres presse-institutioner, men gik med den principløse og retningsløse SDP-ledelse over til at udvide deres samfundsmæssige stilling, se hertil P. Broué, Die deutsche Revolution (1918-1923) [Den tyske revolution (1918-1923)], Berlin 1973, s. 73ff.; Sering, Historische Voraussetzungen des deutschen Nationalsozialismus [Historiske forudsætninger for den tyske nationalsocialisme], i: Zeitschrift für den Sozialismus, Prag 1937; genoptryk i: Sering, Die Wandlungen des Kapitalismus [Kapitalismens ændringer], Hamburg 1970, s. 76ff.. - En interessant artikel af Karl Radek om KPD's fejl under Kapp-kuppet, se i: Kommunismus, 1. årg., heft 30-31, Wien, August 1920, s. 1042ff.. Ganske vist kniber det med KI-eksekutivkomitéens selvkritiske side. - Om de politisk-militære opgør i Ruhr-distriktet, se H. M. Boek, Syndikalismus und Linkskommunismus von 1918-1923 [Syndikalisme og venstrekommunisme fra 1918-1923], Meisenheim, 1969, s. 289.
[18b] I: O. Pjatnitzky, Die einundzwanzig Aufhahmebedingungen der KI, Moskau [De 21 optagelsesbetingelser i Kl, Moskva], Leningrad 1934, s. 65; se Lenin, bd. 31, s. 197. En sekterer, som "ser" borgerkrigen og ringeagter kapitalbevægelsens cykliske forløb i det "moderne borgerlige samfund". Forskellige former for voluntarisme er da resultatet. Netop denne analyse af kapitalforholdets nye ligevægts-etablering og klassekampsniveauet, som skal bestemmes hermed for at kunne gøre en politisk-økonomisk ende på den kapitalistiske ligevægt, blev ikke foretaget.
[18c] Tysklands Kommunistiske Arbejderparti (KAPD) var opstået i 1919, som en spaltning fra KPD; se Reichenbach, Zur Geschichte der KAPD [Om KAPD's historie], i: Grünberg-arkiv, h. 13.
[18d] Pannekoek, Gorter etc: ideen om nødvendigheden af en europæisk kulturrevolution som forudsætning og betingelse for en proletarisk revolution, for dermed på ny at kunne angribe de undertrykte klassers specifikke tingsliggørelsesgrad, dette 'lyder' i nutiden 'mere realt' end i fortiden. Lukács har ikke støttet Gorter etc. i denne henseende. Erfaringerne i den ungarske revolution havde gjort den kommunistiske politikforståelse mere virkelighedsnær.
[19] LW, bd. 31, s. 8.
[20] LW, bd. 30, s. 189.
[21] Disciplin er ikke et formelt, men et historisk-konkret begreb set i sammenhæng med et trin i udviklingen af produktivkræfterne, af den konkrete individuation i den historiske kollektivitet.
[22] LW, bd. 31, s. 9.
[23] Lenin så klart, at det f.eks. "i de europæiske parlamenter ... er meget sværere" "at skabe en virkelig revolutionær parlamentsfraktion, end det var'tilfældet i Rusland". (Bd. 31, s. 49) Men det hindrede ham ikke i - metodisk med rette - at bebrejde Lukács og Béla Kun, at de ikke tog hensyn til det marxistiske princip om "den konkrete analyse af den konkrete situation" (bd. 31, s. 154). Men da han ikke engang gjorde et forsøg på at konkretisere det specifikke for parlamentarismen i de højtudviklede borgerlige samfund - hvorledes skulle han også det -, og til stadighed at betone primatet i den udenomsparlamentariske klassekamp, som ikke virkelig genspejler sig i parlamentet, heller ikke selvom et revolutionært parti deltager i valgene, så måtte parlamentets relevans for arbejderklassen nøvendigvis få en borgerlig-immanent karakter.
Den grundlæggende dialektik mellem legalitet og illegalitet i de kapitalistiske lande blev ikke gjort synlig, i Ruslands underudviklede asiatiske 'kapitalisme' dominerede derfor "illegaliteten" og i det udviklede Europa "legaliteten", og de to begreber skal ikke bruges mekanistisk, men differentieres social-økonomisk.
[24] Lukács, Organisationsfragen der dritten Internationale [Organisationsspørgsmålene i 3. Internationale], i: Kommunismus, 1920, s. 246. Denne artikel udkom før Kapp-kuppet.
[25] Lukács, op. cit., s. 246.
[26] Lukács, op. cit., s. 248.
[27] Hvorledes en ære kan blive til skændsel, se Béla Kuns historiske funktion, hans forhold til Sinoviev og senere til Stalin.
[28] Om fraktioneringens historie, se vores afsnit: "Fra UKP's tilblivelse under ledelse af Landler til det af KI-eksekutiv-komitéen opløste UKP, og så?"
[29] I et parti uden en lang kontinuitet i kamp og ledelse, især efter mordet på dets bedste ledere, er dette intet under i et KI under ledelse af bolsjevikkerne. Isaac Deutscher taler om en svag "selvtillid" i KI-sektionerne, som ydermere svandt fra år til år, om en "mindreværdsfølelse", som udviklede sig i processen af nederlagene. At der opstod politisk-økonomiske afhængighedsforhold, lader Deutscher ikke træde frem, heller ikke at den demokratiske centralismes organisationsform var kunstigt udstedt. Se Deutscher, Trotzki, bd. II: Der unbewaffnete Prophet [Den ubevæbnede profet], s. 150.
[30] Denne utilstrækkelige forskel mellem revisionister og ikke-revisionister, som vi igen støder på i det leninske organisationsspørgsmål, bliver problematiseret her. Fælles for dem er den mekaniske adskillelse mellem ledelse og parti, parti og klasse.
[31] Lukács Kommunismus, Wien 1920, H. 8-9, s. 237.
[32] At Lukács ikke kun udmærkede sig ved abstraktion i sin politiske tænkning, som vi især skal se det i analysen af hans bidrag om den kommunistiske oprørspolitik i Sachsen, men at han meget vel var i stand til at ytre sig illusionsløst og klart i den politiske hverdags spørgsmål, viser hans vurdering af den internationale situation i oktober 1920. "De ydre tegn tyder på, at også dette års vinter ligesom den forrige vil handle om intensiveringen af kontrarevolutionen og forsømmelsen af de revolutionære krafter. Den russiske offensiv er slået fejl, Polen rykker stadig frem, Wrangler har lokal fremgang, den af franskmændene styrede kontrarevolutionære blok i Mellemeuropa synes at være blevet tilvejebragt! Heroverfor har den store italienske revolutionære bølge, som har nået sit højdepunkt i arbejdernes besættelse af en del af fabrikkerne, i sidste ende ikke haft fremgang; den engelske bjergværksarbejderstrejke vil ifølge de foreliggende oplysninger overhovedet ikke komme i stand, og hvis forhandlingerne mellem lederne og regeringen forbliver uden resultat, vil strejken kun begynde som en ren og skær lønkamp, og kravene om socialisering (småborgerlig) bliver på forhånd tabt. I mellemtiden foregår opløsningsprocessen i rask tempo i de store arbejderpartier (i første linie i partiet for de tyske uafhængige - USPD), hvilket den borgerlige presse fastslår med tilfredsstillelse, og klassekampens defaitister fastslår sitrende af frygt. Det synes som om, vi stod overfor en stor kontrarevolutionær bølge, som om arbejderfronten ville blive svækket og kontrarevolutionen styrket". ("Hvor står vi?", i: Proletár, 14.10.1920).
Last updated on: 8.22.2008