|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
Lenin er klar over at det drejer sig om en "demokratisk (efter sit samfundsmæssigt økonomiske indhold borgerlig) omvæltning".[1] Dette fører ham til den parole, at "arbejdernes og bøndernes demokratiske diktatur" skal oprettes i alliance med bourgeoisiet for at styrte zarismen og sprænge den altomfattende maskine. Lenin forventede "ingen undergravning af kapitalismen, ingen undergravning af bourgeoisiets herredømme",[2] af denne revolution i 1905, men han håbede, at det russiske bourgeoisi for første gang grundigt ville rydde vejen for en bred og rask europæisk og ikke asiatisk udvikling af kapitalismen og at "bourgeoisiets klassecensur og klasseherredømme" for første gang ville blive mulig.[3]
Lenin håber, at den vesteuropæiske konkurrencekapitalisme sætter sig igennem med sin produktivkraftsudviklende dynamik over værdiøgningsvanskelighedernes krisecyklus. I sin henvisning til "kapitalismens asiatiske udvikling" i Rusland kan han ikke nærme sig den russiske fortid og nutids kerne. Men for ham er den asiatiske kapitalismes væsen stagnation, og det vil i hans forstand sige socialismens ikke-realisering. Den russiske egenart beklages, men det begribes ikke videre at netop dette er den russiske vej, på hvilken kampen om socialismens sejr vil udspille sig.
Revolutionen i 1905 kunne ikke styrte zarismen, og det russiske bourgeoisi sprang endnu længere op i det zaristiske maskineris seng. "Kapitalismens" asiatiske vej i Rusland, denne specifikt asiatiske statskapitalisme af zaristisk karakter satte sig mere igennem efter 1905. Dermed måtte nødvendigvis den asiatiske feudalisme, kraften i den herskende klasses agrikole fraktion, vinde yderligere indflydelse. Ganske vist, det hæmmende fundament, det stagnerende samfund under den zaristiske maskines ledelse, herredømme og udbytningsbeskatning (!) ændrede sig efter 1905, men dets knægtende væsen forblev uforandret. Zarismens politiske forvandling som følge af revolutionen i 1905 (udråbning af dumaen; kontrarevolutionens agrarlov fra 1906, hvorved omfordelingen af jorden blev sjældnere) førte ikke hos bolsjevikkerne til nogle forandringer i bedømmelsen af klasseforholdene. Ganske vist erkendte Lenin udbytningssammenhængen indenfor landbruget mere konkret, men det førte ham ikke til at udvide partitypen med henblik på bønderne. På landet voksede de asiatiske feudalherrers magt i alliance med den zaristiske maskine, men overfor den zaristiske statsmaskine koncentrerede bolsjevikkerne sig stadig om de industrielt-proletariske storbyer. Bolsjevikkernes "demokratiske centralisme" var tænkt som en revolutionær alternativorganisation til zarismens despotiske centralisme. Hvorfor skulle bolsjevikkerne altså forandre deres positioner, var ikke situationen i Rusland principielt uforandret? Thi de zaristiske metamorfoser efter 1905 lod i virkeligheden væsenet i landets socialøkonomiske struktur uantastet. Men skønt zaristerne på landet gjorde visse indrømmelser, benyttede bolsjevikkerne ikke denne forskydning som udgangspunkt for en ny politisk-organisatorisk vurdering af klassekampen, og de forandrede ingenlunde deres vurdering af bønderne i den langsigtede revolutionsproces under ledelse af det industrielle proletariat og dets revolutionære parti. Lenin kan ikke vurdere de undertrykte fraktioner på landet som landproletariatet i den asiatiske statskapitalismes asiatiske feudalisme. Derfor vakler hans bondepolitik, derfor kan han ikke drage nogle fuldstændige konsekvenser for bolsjevikkerne deraf, derfor kommer det ikke til noget fulstændigt brud med mensjevikkerne, og derfor kommer det ikke til nogen 'landproletarisering' af den bolsjevistiske fraktion (uden derved at opgive industriproletariatets førende rolle).
Kun Lenin ville ifølge sin revolutionære forståelse af de russiske betingelser og den asiatiske konception hos Marx og Engels have været i stand til at forskyde den nye revolutionsplan og lede den i en anden retning uden at forskyde revolutionen. Den russiske revolution måtte således være blevet til det asiatiske by- og landproletariats revolution i kampen mod den asiatiske statskapitalisme. Det ville imidlertid altsammen kun have været muligt, hvis "kapitalismens asiatiske udvikling i Rusland" ikke var blevet anerkendt og revolutionært benyttet som plage, men som Ruslands reale historiske formationsbestemmelse. Men det forhindrede Lenins "ortodokse" fixering på Kautsky såvel som det ufuldendte opgør med Plechanov, denne i teori og praksis russiske kautskyaner. Dette viste sig tydeligst i debatten om revolutionen i 1905, om dens rødder og perspektiver.
Men hvad var nu egentlig det særegne, den nye kvalitet og retning, der udløstes af denne revolution i 1905?
Revolutionen var proletariatets og bøndernes første, og den kendetegnede overgangen fra Ruslands absolutte til dets relative stagnation. Sinoviev: "Zarismens nederlag ved den ydre front i 1904 var den sidste dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Zarhærens sammenbrud i krigen med Japan 'udløste' endegyldigt revolutionen". Og nu siger Sinoviev, Lenins elev og medarbejder: "Men man må ikke glemme, at den samme udenrigspolitiske skueplads for zarismen blev til udgangspunkt for forbedringen af dens situation indenfor landet. Udenrigspolitikkens spørgsmål bliver løftestang for zarismens sejr over revolutionen. Zarismens udenrigspolitik fremstiller det krystallisationspunkt, om hvilket den nye kontrarevolutionære blok dannes.
Zarismen lokkede netop bourgeoisiet mest med perspektivet i dens udenrigspolitik. Bourgeoisiet håbede i en vis udstrækning på at tage revanche på udenrigsarenaen for dets indrømmelser til den feudale reaktion på indenrigspolitikkens område. Allerede i 1905 vil det liberale bourgeoisi ikke forstyrre zarismen (faktisk hjælper det den) i at tage lån hos Frankrig. I 1906 er Ruslands forhandlinger om opdelingen af 'indflydelsessfærer' i Persien i fuld gang".[4] Vi henvises til, at det russiske bourgeoisi holdes underudviklet, og at den zaristiske maskine og godsejerne benytter den politisk-militær-økonomiske udenrigspolitik som løftestang for. stabiliseringen, men at zarismens militære nederlag samtidig også udløser revolutionære bølger i Rusland. Det bliver imidlertid ikke klart for Sinoviev og Lenin, at det i et land med halvasiatisk grundstruktur, agrikulturel basis og industrielt påklistret overbygning ikke på dette historiske stadium kan komme til nogen vesteuropæisk kapitalisme i Rusland i løbet af den halvasiatiske despotismes (zarismens) militære nederlag. Det står dem altså ikke klart, at den af Lenin så ofte besværgede asiatiske "kapitalisme" i et land som Rusland kun kan sætte sig igennem via zarismens nederlag hhv. forsøg på at opretholde sin "stormagt". Drømmen om den vesteuropæiske kapitalisme i Rusland forbliver en fejlvurdering af bondefraktionernes særlige rolle og funktion i Ruslands proletariske revolutionsproces. Med dannelsen af den asiatiske kapitalisme, en 'vis' form for kapitalisme, som Marx talte om, må de asiatiske godsejeres indflydelse (specifikt de asiatiske 'feudalherrers') nødvendigvis øges, - i alliance med den svækkede, men ikke det ringeste opløste "asiatiske statsform", - hvad Lenin anerkender. Ruslands bourgeoisi måtte derfor nødvendigvis forblive udueligt som leder. Vi skal senere se, at Lenin alene og mest konsekvent fastholdt de marxske tanker omkring den asiatiske konception, men at hans falske tiltro til kapitalismens vesteuropæiske vej indenfor Rusland førte til teoretiske og politiske fejltagelser.
Hvorledes tænkte Marx sig den russiske vending på sin tid, og vel at mærke før 'bondebefrielsen'? Marx beskrev denne russiske vendings væsen således: "... disse halvasiatiske livegnes skrækkelige herredømme vil være noget i historien hidtil uset, men det vil blive det andet vendepunkt i den russiske historie og til sidst sætte en virkelig og almen civilisation i stedet for den bedrageriske og uægte civilisation, som Peter den Store indførte". Og Marx lod ingen tvivl om, at det drejer sig om at lade "det russiske 1789 bryde løs"[5] og ikke lade et fransk 1789 opstå i Rusland. Marx ventede ud fra den russiske tilstand allerede en revolution der, sådan som den allerførst realiseredes i Kina. En borgerlig-demokratisk revolution, der går over i en socialistisk - det ville være konsekvensen af den marxske overvejelse.
Der blev revolutionen foregrebet. Årtier var gået, og det blev den unge og lille russiske arbejderstand, der i 1904 og 1905 på liv og død tog den proletariske og ikke borgerlige kamp op med de zaristiske trældomsforhold og som overtog ledelsen i denne kamp.
I denne situation "faldt de indtil da kaotiske bondetumulter med hele deres tyngde som politisk faktor i revolutionens vægtskål, og agrarspørgsmålet blev dens centrale punkt".[6] Den specifikke formidling af proletarisk ledelse og basis hos bønderne i revolutionen blev aktuel. Den savnede politisk-organisatoriske vending mod bondestanden uden bare et øjeblik at tvivle på industriproletariatets ledelse havde indfundet sig. Men bolsjevikkerne såvel som mensjevikkerne holdt fast ved at betragte revolutionen i 1905 som borgerlig.
På denne borgerlig-demokratiske bestemmelse af revolutionen i 1905 bliver det borgerlige indhold i en partitype som den "demokratiske centralisme" i begge dens led tydelig. For det første i den vesteuropæiske betydning af borgerligt demokrati, hvilket ytrer sig økonomisk i konkurrencekapitalismen. For det andet er "centralisations"-kategorien, som vi snart vil få at se, udtryk for Lenins borgerlige statsbegreb.
I hvor høj grad Lenins tankeformer er 'europæiserede' og teoretisk bevæger sig med den europæiske kapitalismes kategorier, og hvordan de derfor ikke kan bringe den russiske virkelighed på adækvate begreber er særlig tydeligt i "To slags taktik for socialdemokratiet i den borgerlige revolution": "Graden af Ruslands økonomiske udvikling (den objektive betingelse) og graden af klassebevidsthed og de brede massers organisering i proletariatet (den subjektive betingelse, der er uløseligt forbundet med den objektive) umuliggør en øjeblikkelig og fuldstændig frigørelse af arbejderklassen. Kun helt uvidende folk kan ignorere den faktiske demokratiske omvæltnings borgerlige karakter; kun helt naive optimister kan glemme, hvor lidt arbejdermassen hidtil kender til socialismens mål og midlerne til dens virkeliggørelse. Og dog er vi alle overbevist om at arbejdernes frigørelse kun kan være arbejdernes eget værk". (Fremhævelser af mig, R.D.).
Angsten og usikkerheden overfor den 'asiatiske kapitalisme', over en ikke europæisk vej skinner igennem. "Uden klassebevidsthed og massernes organisering, uden deres skoling og opdragelse gennem den åbne klassekamp mod det samlede bourgeoisi kan der ikke være tale om en socialistisk revolution".[7] Og det betød udskydelsen af den proletariske revolution i Rusland til en ubestemmelig fremtid. Lenin kan indtil verdenskrigens udbrud ikke forestille sig, at heller ikke arbejderklassen som følge af de objektive forhold, det russiske 'bourgeoisis' svaghed begrundet i den asiatiske despotisme, kan gå nogen 'europæisk' vej, og at kampen for socialismen derfor objektivt vil blive en anden end den europæiske. Det vil sige, bære andre etapper, spring og tilbageslag i sig; thi der foreligger andre produktionsforhold, en anden kultur- og livshistorie, andre adfærdsmønstre hos masserne etc.
Trods al grundlæggende politisk og organisatorisk forskel mellem Ruslands bolsjevistiske og mensjevistiske socialdemokrater[8] har de eet til fælles: 'frygten' for Asiatkinas egen historie og håbet om en 'europæisering' af landet. At det netop er Ruslands revolutionære intelligens, der nærer dette håb og ikke de undertrykte klasser, at dette europæisk orienterede sociale lag - hvortil den zaristiske regering havde drevet dem - henter de specifikke kautskyanske ideer om marxismen ind og udefra vil påklistre dem den russiske arbejderklasse, burde ses i netop denne sammenhæng.
Lenin betragtede fra starten og også fortsat efter 1905 den proletariske kerne i landets højtudviklede industrigrene som en kerne, der som følge af produktivkræfternes udvikling og bourgeoisiets "historiske mission" fortsat vil udvikles - kvantitativt og kvalitativt.
De yderligere stagnationstendenser i det russiske samfund førte ikke til, at indlede en teoretisk, politisk-organisatorisk vending og rive sig løs fra den 'preussiske vej' som russernes fremtid, at gøre den asiatiske kapitalisme med dens særegenheder og specifikke trældomsforhold til grundstruktur i den økonomiske vurdering af den politiske klassekamps politik og organisation. Denne ikke dragne konsekvens måtte permanent føre til modsigelser - trods enhver leninsk tilpasningsevne.
Lenin havde - som næppe nogen anden - et revolutionært praksisbegreb, der stadig stillede forholdet til de undertrykte og kæmpende masser i centrum. Men hans fejlagtige konception med hensyn til udviklingen af den vesteuropæiske kapitalisme i Rusland måtte ufrivilligt indeholde et moment af massefjendtlighed overfor de undertrykte bondefraktioner. Derfor måtte forholdet mellem arbejderparti og arbejderklasse tendentielt føre borgerlige adskillelsesaspekter ind i den bolsjevistiske fraktion. Mensjevikkerne forblev indenfor den vesteuropæisk orienterede borgerlighed, som Lenin og bolsjevikkerne så overvandt i spaltningen. Men de gjorde ikke virkelig op med den. Bønderne blev af Lenin (ganske vist langt mindre end af alle andre i socialdemokratiet) vurderet og politisk-organisatorisk bestemt som anvendeligt objekt, men ikke som et subjekt-objekt i den historiske proces under ledelse af det proletariske parti og dets lille arbejderklasse. Og denne indstilling var i et halvasiatisk land med dannelsen af asiatisk 'kapitalisme', dvs. under trældomsforholdenes asiatiske betingelser, fyldt med farer. Den asiatiske produktionsmåde i almenhed er den asiatiske urkommunismes afskaffelse igennem den politiskdespotiske magt- og udbytningsform over skattesystemet, uden at privatejendommens absolutte dominans dog var blevet realiseret i den agrikole struktur. Dvs. det som Marx sagde om det specifikke russiske perspektiv var kun sandt på uhyre langt sigt (endnu længere end vel endog Marx havde tænkt). Han skrev følgelig til Vera Sassulitsch: "Rekonstruer og organiser påny jeres lands kommunistisk-agrikole struktur efter zarismens fald, som ikke - må lade vente 'længe' på sig. Så er jeres fremtid indenfor kapitalismens verdensomspændende krise- og undergangssystem sikret! Så kan I, hvis I rekonstruerer jer, udnytte kapitalismens resultater, - uden at geråde ind i det almene kapitalforholds ødelæggende dynamik i verdensmarkedscyklen".
Her skal det imidlertid siges, at Marx på sin tid udefra kunne fastslå de russiske landsbykommuners opløsning. Men han var ikke blevet helt klar over, at der ud af den russiske agrikulturs opløsningsproces nødvendigvis i første omgang uhyre langsomt må vokse en asiatisk 'kapitalisme' af russisk form. Dvs., "en bestemt form" for kapitalisme, som ikke vil have nogen identitet med den vesteuropæiske. Men netop dette antog Marx tendentielt. Denne antagelse, som kun sjældent findes i brevudkastene til Vera Sassulitsch og tydeligst i brevet til tidsskriftet "Otjetschestwennyje Sapiski" har de vesteuropæisk orienterede som Plechanov osv., og blandt disse last not least Lenin, benyttet som begrundelse for deres falske håb om realisering af den vesteuropæiske kapitalisme i Rusland. Og Marx har ikke offentligt differentieret mellem den indenfor verdensmarkedet herskende konkurrencekapitalisme af vesteuropæisk type med værdilovens socialøkonomiske struktur og de zaristiske trældomsforholds asiatiske statskapitalisme. Herved får formen for værdilovens gennemslag nødvendigvis en anden karakter, værdiøgningsvanskelighederne, krisecyklen osv. må i Rusland bestemmes ved stagnationskategorien. Men netop det kunne Lenin ikke komme efter, fordi han håbede på overvindelsen af stagnationen med vesteuropæiske øjne. Og derfor inddrages stagnationens dominans ikke som basis for klasseanalysen. Forholdet mellem revolutionært parti, by- og landproletariat, fattige og rige bønder osv. bestemmer ikke hos ham klassepolitikkens konkretisering og indholdet af partitypen, altså den "demokratiske centralisme".
Trods vores kritiske bemærkning overfor Marx skal det alligevel betones, at i modsætning til hvad der hævdes hhv. antages om den tilsyneladende 'umarxistiske' karakter af brevudkastene til Vera Sassulitsch (fra Rjasanov og indtil i dag), så er netop disse udkast udtryk for den marxske forståelse af produktionsepokerne og ikke f.eks. udtryk for kompromisser overfor narodnikkerne. Hvor stærkt også Engels har holdt fast ved dette viser sig netop i, at han afviste opfordringen fra Plechanov og andre til offentligt entydigt at distancere sig kritisk fra narodnikkerne. Hvorfor? Fordi sagen primært ikke drejede sig om narodnikkerne. Det drejede sig snarere om Marx's og Engels' asiatiske konception overfor Rusland. Denne konsekvens har Engels desværre ikke udtalt.
Idet netop Plechanov, medredaktør ved partibladet "Iskra" og en af fremtidens mensjevik-fortalere, kunne påberåbe sig Engels' og Marx's uklarheder og Lenin derpå ikke virkeligt grundlæggende afklarede position overfor Plechanov, blev partispaltningen i 1903 ganske vist en politisk to-gruppe-dannelse, men ikke nogen principiel splittelse. Der var tale om fraktionering i flertallets (bolsjevikkernes) og mindretallets (mensjevikkernes) folk, men der var ikke tale om spaltning i to partier. Lenin var politisk revolutionær, hvorfor hans delvise revision af det marxske perspektiv for Rusland med hensyn til agrarstrukturen var en anden end den politiske, men revolutionsfjendtlige Plechanovs. Som derfor måtte fremstå som en revisionist, der ikke kunne fremstille formidlingen mellem det revolutionære mål og den historisk-konkrete arbejderbevægelse i alliance med de klassekampsberedte bondefraktioner.
Men hvad holdt alligevel Plechanov og Lenin, mensjevikkerne og bolsjevikkerne sammen så længe? Det gjorde, trods alle differenser, den fælles afværgende holdning overfor den halvasiatiske fortid og den asiatiske statskapitalismes nutid i zaristisk form. Derfor var Lenin såvel som Plechanov imod en socialistisk revolution i 1905. Efter revolutionen havde den revolutionære Lenin lært at sætte pris på den undertrykte bondefraktions dybe revolutionære kraft, han fjernede sig for så vidt længere fra Plechanov og gerådede i væsentlige konflikter med ham om denne sag. Da Lenin i det nye udkast til et agrarprogram foreslog at indbygge nationaliseringen af jorden som parole i partiprogrammet, indledte Plechanov en skarp polemik mod Lenin. Det var da helt konsekvent også kun Plechanovs argumenter, der faldt den dengang plechanovistiske kommunist Wittfogel ind, da han som kontrarevolutionær på den amerikanske antikommunismes vegne angreb Lenin. Da han gengiver disse argumenter i overensstemmelse med Plechanov, griber vi tilbage til dem: "Plechanov påberåbte sig i sin stillingtagen Marx's og Engels' ide om at Rusland under mongolherredømmet blev halvasiatisk og endog trods betydelige ændringer forblev halvasiatisk endnu efter bondebefrielsen. Han minder om at pomeščiki (i 1762) var blevet til ejere af deres tidligere tjenesteland uden nogle andre betingelser end at tjene regeringen, medens bønderne stadigvæk anvistes deres land (af staten og porneščiki'erne). Bønderne, der led denne uret, ønskede genetableringen af det gamle system med statskontrol over landet".[9] At bønderne ville tilbage til den agrikole urkommunisme og ikke til den zaristiske despotisme med statsmaskinens særlige skatteudbytning forstod Marx og delvis Engels og Lenin, men ikke i mindste måde Plechanov eller plechanovisten Wittfogel.[10] Ligesom de heller ikke forstod, at bøndernes protest rettede sig mod den nye værdilov, der var under udvikling under den asiatiske statskapitalisme. Ganske vist kan naturlove ikke ophæves, men deres historisk-konkrete formbestemmelse følger af de politiske klassekampe. Men disse kunne bønderne ikke føre alene, dertil krævedes den proletariske ledelse.
Den tidligere plechanovist, der aldrig forstod denne sammenhæng - hvorfor Wittfogel heller aldrig forstod differensen mellem Sovjetunionen og Kina - fortsætter: "Plechanov erkendte det revolutionære element i disse ideer" hos bønderne - som om det ikke var interesser -, "men frygtede samtidig det reaktionære potentiale, som de efter hans mening indeholdt. Ved en restauration af Ruslands gamle samfunds- og statsordning 'ville den russiske histories hjul i afgørende, meget afgørende grad blive drejet tilbage'. Han påberåbte sig eksemplet fra den kinesiske statsmand Wang Anschi, der angiveligt ville gøre (den despotiske) stat til ejer af al jord og de statsansatte til ledere af al produktion. Plechanov proklamerede: 'Vi venter intet andet end skader af russiske Wang Anschi'ers planer, og vi retter alle vore anstrengelser mod samfundsmæssigt og politisk at umuliggøre sådanne planer'. "Og nu bliver det særligt spændende: " 'Vi vil ikke have nogle kitaiščina' - ikke noget kinesisk system!"[11] Her støder vi på kernen i den russiske og senere sovjetiske revisionisme, kernen i den aktuelle konflikt mellem Sovjetunionen og Den kinesiske Folkerepublik.[12]
Men Lenin kan ikke klart og tydeligt besvare denne plechanovistiske og entydigt revisionistiske asiaterangst, fordi også han ikke er ganske uhildet her. Han såvel som Plechanov begreb ikke, at historien i den asiatiske produktionssammenhæng indeholder et fuldstændigt andet kapital- og fremskridtsbegreb end indenfor rammerne af vesteuropæisk 'tankegods' eller snarere 'civilisation', helt præcist (indenfor rammerne) af det vesteuropæiske kapitalforhold og dets genesis i verdensmarkedet.
Idet Lenin i sidste instans mod Plechanov henviser til, at "den eneste garanti" mod en asiatisk restauration er "den socialistiske revolution i vest" forbliver han alligevel ufrivilligt indenfor den plechanovistisk-kautskyanske tankeverden. Han kan ikke afdække Plechanovs grundlæggende fejltagelser, fordi han ikke anerkender, hhv. ikke gennemskuer den asiatiske statskapitalismes socialøkonomiske uundgåelighed for en hel epoke.[13]
Her viser det sig nu nødvendigt at reflektere den leninske forståelse af stats typen som grundstruktur i hans partitype under Ruslands specifikke forhold. Hvor lidt den leninske vesteuropæiske model for Ruslands vej til socialismen havde forandret sig efter 1907, trods den asiatiske 'kapitalismes' entydige gennemslagstendens, er særlig tydeligt før den første verdenskrig.
Vi griber derfor nu tilbage til "Kritiske bemærkninger om det nationale spørgsmål". Dette bidrag fra 1913 repræsenterede de samme intentioner og perspektiver, som Lenin allerede i 1905 havde udviklet i "To slags taktik for socialdemokratiet i den demokratiske revolution".
For os kommer det her an på den leninske forståelse af "centralisme og autonomi" på hans socialistiske og kapitalistiske perspektiv i Rusland. På ny står produktivkræfternes hæmmede udvikling i centrum: "Kapitalismens brede og hurtige udvikling af produktivkræfterne kræver store, statsligt sammensluttede og forenede territorier, hvorpå alene bourgeoisiklassen og med den også dens uundgåelige antipode, proletariatets klasse, kan slutte sig sammen - idet de river alle gamle, middelalderlige, standsmæssige, snævertlokale, smånationale, konfessionelle og andre skranker ned". (Fremhævelser af mig, R.D.).[14]
Det er ikke socialismen, der for Lenin har vundet i konkret aktualitet. De så seje russiske trældomsforhold og deres socialøkonomiske struktur kan i den leninske konception alene brydes igennem videreudviklingen af den vesteuropæiske kapitalisme i Rusland. Vejen går over den højtudviklede kapitalistiske storstat, for engang at nå til det socialistiske mål. Denne kapitalismes karakter kendetegnes hos Lenin ved en "demokratisk centralisme": "Den demokratiske centralisme udelukker ingenlunde den lokale selvforvaltning med en autonomi for områder, der udmærker sig ved særlige samfunds- og livsbetingelser, en særlig national befolkningssammensætning osv., men kræver tværtimod nødvendigvis både det ene såvel som det andet. Hos os forveksles centralisme stadig med zarismens vilkårlighed og bureaukratisme. Ruslands historie måtte naturligt forårsage en sådan forveksling. Men for en marxist ..."[15]
Hvis det havde været en plaidoyer for den asiatiske socialisme og mod den asiatiske statskapitalisme, så ville det have. været en konkretisering af forholdet mellem centralisering og decentralisering i det politisk-økonomiske kompleks. Det ville have været begyndelsen til afklaring af den russiske agrarstruktur som basis for den socialistiske, plebejiske demokratisering af landet, altså et ægte alternativ til de zaristiske trældomsforhold. Men det er hos Lenin en plaidoyer for den vesteuropæiske kapitalisme og mod det zaristiske trældomsforholds dominans: "Det ligger lige for, at man ikke kan forestille sig en moderne, virkelig demokratisk stat uden sikring af en autonomi for ethvert område med blot nogenlunde væsentlig egenart i samfunds- og livsforhold, med særlig national befolkningssammensætning osv. Centralismens princip, der er uundværlig for kapitalismens udviklingsinteresser, undergraves ingenlunde gennem en sådan (lokal og regional) autonomi, men virkeliggøres tværtimod - demokratisk og ikke bureaukratisk - netop takket være denne".[16]
Lenin modstiller kapitalisme (demokratisk) og "asiatisk statsform" (bureaukratisk). Han begriber ikke, at "asiatisk statsform" og asiatisk 'kapitalisme' i Rusland uadskilleligt er forbundet med hinanden. Marxisten Lenin tænker her på ny i den kautskyanske marxreceptions skabeloner. Rigtigt erkender han den uhyre vigtighed af retten til nationalitet i et land som Rusland: "Thi 'den zaristiske maskines' bureaukratiske indblanding i rent lokale (regionale, nationale osv.) anliggender er en af de allerstørste hindringer for den samfundsmæssige og politiske udvikling overhovedet og i særdeleshed en forhindring for centralismen i vægtige, store og grundlæggende spørgsmål".[17]
Lenin anticiperer socialismen i hovedet, men den russiske virkelighed forbliver "umoden" for ham, og derfor får den "demokratiske centralismes" parti nødvendigvis for det socialistiske perspektiv et "umodent" snarere et falskt, et borgerligt udgangspunkt i spørgsmålet om dette RSDAP's konstitutionssammenhæng med arbejderklassen, med bønderne og med det socialistiske mål, når det drejer sig om partitypen. Lenins feticherede håb på den "preussiske vej" i Rusland, der permanent modsagde hans faktiske vurdering og videreudvikling af Marx's og Engels' asiatiske konception for Rusland, skabte denne dobbeltkarakter af socialdemokratisk europabundethed i et parti, der i dobbelt forstand arbejdede "udefra". De halvasiatiske forholds reale modsætninger (med kapitalistisk overflade i vesteuropæisk forstand og produktionsmådens asiatiske fremtrædelsesform i fortid og nutid) blev derfor hos Lenin aldrig gjort til åen grundlæggende bestemmelse af den socialistiske vejs kamp- og målretning: "Det er latterligt at tale om en moderne kapitalismes betingelser og krav uden samtidig at henholde sig til ikke den 'moderne' ikke den 'kapitalistiske' men til den middelalderlige, feudale, amtsbureaukratiske inddeling af Rusland, og tilmed i dens mest grove form (guvernementer og ikke kredse). Det er soleklart, at der ikke kan være tale om en bare nogenlunde reel lokalreform i Rusland uden at denne inddeling tilsidesættes og erstattes af en virkelig 'moderne' inddeling, der ikke svarer til statskassens, ikke til bureaukratiets, ikke til rutinens, ikke til godsbesiddernes og ikke til pavernes, men til kapitalismens krav. I den forbindelse vil kravet om størst mulig ensartethed i befolkningens nationale sammensætning utvivlsomt høre til kapitalismens moderne krav, da nationaliteten og det fælles sprog er en vigtig faktor i den fuldstændige erobring af det indre marked og i samfundssamkvemmets fulde frihed",[18] altså i indførelsen af konkurrencekapitalismen i vesteuropæisk produktions- og kulturforståelse!
Den imperialistiske verdenskrig står for døren, og RSDAP kæmper og tænker for den vesteuropæiske kapitalisme i Rusland for at slippe af med dens egne asiatiske historie. - Socialismen er derfor uformidlet hos dem og ukendelig som politisk konkret livsopgave for proletariatet: "Marxisterne forholder sig selvfølgelig fjendtligt til føderation og decentralisation, og det ganske enkelt af den grund at kapitalismen forlanger størst mulige og stærkest muligt centraliserede stater til sin udvikling. Under sådanne stabile omstændigheder vil det klassebevidste proletariat altid gå ind for en større stat. Det vil altid kæmpe mod den middelalderlige partikularisme og vil altid hilse den tættest mulige samfundsmæssige sammenslutning til store territorier velkommen, på hvilke proletariatets kamp mod bourgeoisiet kan udfolde sig bredt".[19]
Lenin stræber efter kampen "klasse" mod "klasse" i det "moderne borgerlige samfund". Han kan med sin hypotese om kapitalforholdets dominans i vesteuropæisk forstand kun forstå denne klassekamp som en socialistisk arena. Det historisk og samfundsmæsigt specifikke miljø i Rusland med de dermed objektivt satte begrænsninger for udviklingen af en kapitalistisk overflade i dette land reflekteres ikke teoretisk og ikke politisk-strategisk af Lenin. Den socialistiske magtovertagelses dobbeltkarakter i en sådan asiatisk kapitalisme, nemlig direkte overgang fra den demokratisk-borgerlige til den socialistiske revolution, gennemskuede han derfor ikke.
Den leninske konception for den kapitalistiske stat, at nå til "samfundssamkvemmets fulde frihed" indenfor disse samfundsmæssige forhold gennem den "demokratiske centralisme" som grundstruktur for det "indre markeds" udvikling, medindbefatter bourgeoisiets mål og ansatser. Dette bourgeoisi var i Rusland dømt til undergang, eller rettere til ikke at kunne sætte sig igennem i denne historiske etappe. Bolsjevikkerne dømte sig selv til 'at indhente' dette konkret-historisk falske mål på det socialøkonomiske område. Hvilket ikke på nogen måde udelukkede en politisk sejr, - i en særlig krisesituation indenfor den specielle type asiatiske kapitalisme.
Men netop den "demokratiske centralismes" demokratiske side måtte mislykkes, fordi det plebejiske ved agrikulturen ikke blev gjort til basis for partiarbejdet! Bolsjevikkerne udviklede sig i den industrielle overbygning uden at have vundet en virkelig basis i den plebejiske bondestand. Denne basis ville de ikke engang nå, for de var i deres historieforståelse på forhånd dømt til døden.
Den leninske partitype anticiperede i den "demokratiske centralisme" under zaristiske trældomsforhold et "moderne" "kapitalistisk" samfund som alternativ til det zaristiske. I denne struktur var socialismen nødvendigvis trængt tilbage og oplagret i hovedet, var "demokratiets" "borgerlige" samkvemsformer tilsløret af vesteuropæisk civilisationsforståelse og "centralismen" af kautskyansk socialisme. Det socialistiske demokrati som politisk-økonomisk egalitet i partiet kunne ikke etableres, fordi det socialistiske alternativ var blevet degraderet til en "ide" og den aktuelle fremtid modsat blevet tildelt det borgerlige samfund.
Hvor fjernt den leninske konception er fra organisationstypen for arbejderklassens revolutionære parti i det "moderne borgerlige samfund" lader Lenin os vide: "... sålænge og for så vidt forskellige nationer danner en enhedsstat, vil marxisterne under ingen omstændigheder gå ind for det føderative princip eller decentraliseringen. En centraliseret storstat er et gevaldigt historisk skridt fremad på vejen fra en middelalderlig opsplitning til hele verdens forestående socialistiske enhed, og en anden vej til socialismen end over en sådan (med kapitalismen uløseligt forbundne) stat findes ikke og kan ikke findes".[20]
For Lenin drejer det sig permanent om overgangen fra dominerende trældomsforhold til kapitalforholdets ønskede dominans som basis for klassekampen mellem lønarbejde og kapital i vesteuropæiske og ikke asiatiske dimensioner. Men der skilte produktionsepoker Rusland og Vesteuropa. Og dog drejede det sig i begge produktionszoner i tidsalderen for kapitalismens tiltagende kriser om socialismen og ikke om en oprindelig borgerlig revolution. Derfor den uundgåelige sammenblanding og den uundgåelige overgang fra den 'borgerlige' til den socialistiske revolution af specifik type.
Grundlæggende forkert var og blev Lenins deterministiske håb på et potent 'bourgeoisi', der ville kunne opstå overfor et større proletariat.
Således viser de revolutionære kategorier for den "demokratiske centralisme" den "jernhårde disciplin" etc. i den leninske partiforståelse sig som antizaristisk vendte begreber i en historiske etappe for kapitalens særegne oprindelige akkumulation i Rusland. 'Blot' var det ikke det russiske 'bourgeoisi', der kæmpede mod zarismens 'asiatiske statsordning' for at komme til den samfundsmæssige magt, men det var en socialistisk intelligens fra det russiske 'borgerskab', der i alliance med den politisk-kampberedte så afgørende og dog objektivt svage russiske arbejderklasse måtte tage kampen mod zarismen (og 'bourgeoisiet'). Derfor forfejlede bolsjevikkerne historiens gang i Rusland i lang tid. De stod over for en kapitalakkumulation, der ikke udviklede sig og ringeagtede produktionshistorien i et agrikolt land fra den halvasiatiske produktionszone.
Lenin betoner også før den første verdenskrig stadig begrænsningerne i det russiske 'bourgeoisis' udvikling: "Ruslands faktiske ordning og regering kommer i dens klassemæssige grundlag for dagen: grundbesidderne kommanderer, bestemmer og udøver magten. Denne klasses almagt er enorm. Bourgeoisiet 'tillader' den kun ... at indgå kontrakter, som de så bryder".[21] Og han tilføjer, at også kontrakterne indenfor den herskende klassers fraktioner brydes: "Det er bestemt en forskel mellem Rusland og de øvrige klassestater, det er bestemt vores egenart (fremhævelser af mig, R.D.) at de spørgsmål forbliver uløst, som Europa har løst for 200 og for 100 år siden".[22] Den herskende klasses førkapitalistiske, i den vesteuropæiske forståelse, i virkeligheden asiatisk-statskapitalistiske samkvemsformer var stadig dominerende. Den vesteuropæiske konkurrencekapitalisme forblev stadig fuldstændig på overfladen i Rusland. Lenin lader så sent som kort før første verdenskrig, i diskusionen med Rosa Luxemburg i "Om nationernes selvbestemmelsesret". ingen tvivl tilbage om, at han - ligesom Rosa Luxemburg - regner den russiske statsform for en af typen "asiatisk despotisme" for en samfundsmæssig struktur, i hvilken "fuldstændigt patriarkalske, førkapitalistiske træk har overvægt og varesamfundet og klassedifferentieringen kun er ganske ringe udviklet".[23] Derfor er det også konsekvent, når han i slutningen af 1914 i artiklen "Om storrussernes nationale stolthed". altså allerede under den imperialistiske verdenskrig, skriver "Vi har ikke glemt, at den storrussiske demokrat Tschernyschewski, der viede sit liv til revolutionens sag, for et halvt århundrede siden sagde: 'En jammerlig nation, en nation af slaver, fra øverst til nederst - slaver'. De åbenlyse og skjulte storrussiske slaver (slaver i forhold til zarmonarkiet) vil nødig mindes disse ord".[24] Her tales der om statsslaveriets historie og nutid overfor den asiatisk-despotiske zarisme. Lenin opfordrer til kamp mod "vor" helt specielle "slaveagtige fortid"[25] og mod "vor slaveagtige nutid"[26], (!) I hvilken forbindelse det ikke må glemmes, at dette orientalske statsslaveri intet har at gøre med antikkens slaveri, som hviler på privatejendom, og slet ikke med den vesteuropæiske feudalisme. Disse russiske slaveforhold er asiatiske slaveforhold: Ved siden af og i den asiatiske statskapitalismes zaristiske bureaukratimaskine eksisterer de "adelige godsbesiddere"[27] asiatiske feudalherrer, men ingen vesteuropæisk "feudale" sådan som de preussiske junkere, der måtte tilslutte sig det nye kapitalforhold. Totalsamfundets asiatiske pseudokapitalisering, real i den industrielle overbygning, forandrede ikke væsenet i den herskende klasses førende fraktioner.[28] De agrikulturelle trældoms- og produktionsforholds væsen forblev uantastet. Helt konsekvent siger Lenin om den herskende fraktions rolle i den herskende klasse: "... Zarismen undertrykker ikke blot disse ni tiendedele af befolkningen økonomisk og politisk, men den demoraliserer, fornedrer, vanærer og prostituerer den også, idet den vænner den til at undertrykke fremmede folk og til at iklæde dens skændsel hykleriske og angiveligt patriotiske fraser".[29] I denne artikel har han endnu ikke den socialistiske revolutions perspektiv, og han håber på den "storrussiske stormagtskapitalismes"[30] sejr, hvorved "det storrussiske proletariats socialistiske rolle som hoveddrivkraft i den kommunistiske revolution, som kapitalismen skaber",[31] ville konstitueres. For Lenin er en lang opdragelsesproces for proletariatet forudsætningen for den socialistiske revolution. Under krigen tvinges Lenin til at ændre sin politiske holdning.
Lenin påviser, at godsbesidderklassen og handels- og industribourgeoisiets øvre lag "ivrigt" "understøtter" "zarregeringens krigsliderlige politik".[32] Også det "liberale bourgeoisi" (kadet-partiet), der altså havde tilordnet sig denne Ruslands nationale stagnation, "fulgte zarregeringen gennem tykt og tyndt".[33]
Med rette er for Lenin i begyndelsen af den imperialistiske krig "den eneste klasse i Rusland, som man ikke formåede at indpode den chauvinistiske epidemi".[34] det russiske proletariat. Derfor tildeltes dette proletariat en politisk rolle og kvalitet, der i grunden ikke svarede til denne klasses ringe kvantitet i bondelandets rammer.
Hvorledes vurderer Lenin nu i den imperialistiske verdenskrigs etappe de undertrykte bondelags revolutionære kraft? I "Revolutionens to linjer" fra november 1915 gør han opmærksom på, at "bondestandens differentiering" "har forstærket klassekampen indenfor bondestanden" og at "ret mange politisk slumrende elementer" blev "rusket vågne" "og landproletariatet bragt nærmere byernes proletariat". Fordi Lenin ikke klart udarbejder og videreudvikler den asiatiske statskapitalismes begreb af Marx's og Engels' asiatiske konception, bliver det ham ikke klart at landet er fuldt af det asiatiske landproletariats specifikke fraktioner, den egentlige basis for en proletarisk revolution i den asiatiske statskapitalisme. Og det kommer her til en relativt overraskende bemærkning om nødvendigheden "af en særlig organisation for landproletariatet". hvad bolsjevikkerne allerede i 1906 havde krævet på mensjevik-kongressen i Stockholm.[35] Men denne henvendelse blev ikke fulgt ligesom heller ikke de arme bønder etc. nævntes.
Så snart Lenin så den ringeste politisk-subversive susen indenfor landbruget, som stadigt stagnerede og var under opløsning, huskede han de revolutionære lags særlige rolle i et agrarlands fundament; men det forblev stadig kun umiddelbare reaktioner på politisk-sociale overfladebevægelser i landet.
I den leninske forståelse af denne "socialistiske revolution" i Rusland, som blev aktuel gennem den første verdenskrig, drejer det sig om at nærme sig "det borgerlige Ruslands befrielse fra zarismen, fra grundejendommen og fra godsbesiddernes herredømme" at være opmærksom på "dannelsen" af "revolutionære kræfter" indenfor bondestanden og at gøre "befrielsen af det borgerlige Rusland fra den militær-feudale 'imperialisme' (= zarisme)" til udgangspunkt, "for at fuldbyrde den socialistiske revolution i alliance med Europas proletarer".[36] Zarismen blev forandret til en "militær-feudal 'imperialisme', "som hvilede på et "borgerligt" Rusland, der skulle befries, - i en verdenshistorisk situation, hvor socialismen står på dagsordenen. Han skriver igen "militærfeudal" og fortier igen den specifikt asiatiske feudalisme i den asiatiske statskapitalisme, der grundlæggende adskiller sig fra den vesteuropæiske.
I førstnævnte dominerer trældomsforhold og stagnation, hvorved den vesteuropæiske kapitalisme ikke kan udvikle sig der, derfor "asiatisk" statskapitalisme. I sidstnævnte dominerer det vesteuropæiske "fremskridt". udviklingen af produktivkræfterne, konkurrencekapitalismens dynamik med dens fundamentale modsætninger.
Ganske vist taler Lenin ofte om de hindringer, som zarismen lægger ud for produktivkræfternes udvikling. Vi har også ofte hørt om det leninske håb om det russiske 'bourgeoisis' 'borgerlige udvikling' etc. Lenin forsøgte imidlertid aldrig at karakterisere en asiatisk 'kapitalismes', rettere: statskapitalismes, væsen. Preussen svævede altid for hans øjne som "lærestykke" og eksempel. Selv om han altid fremhæver den store afstand fra den "preussiske vej" kommer han alligevel aldrig på den tanke at betragte den preussiske vej som et falskt alternativ.[37]
Dette er forkert, fordi forudsætningerne for den "preussiske vej" (vesteuropæisk feudalisme, vesteuropæisk konkurrencekapitalisme etc.) ikke var til stede. En ægte russisk særegenhed havde dannet sig over den asiatiske arv og nutid. En "vis slags" "kapitalistisk produktion, uden dens fordele i udvikling af arbejdets samfundsmæssige former og de produktivkræfter der udsprang heraf".[38]
Hvilke var de objektive konsekvenser? Det måtte komme dertil, at den russiske arbejderklasse fra den industrielt-kapitalistiske overbygning i den asiatiske statsorden med det dominerende "førkapitalistiske" fundament (vesteuropæisk betragtet) indenfor agrikulturen ville spille en specifik ledende rolle i revolutionsprocessen i det zaristiske systems kriseproces. Men en social-økonomisk svag leder. En leder, der kunne føres hhv. forføres af et revolutionært parti af "ny" eller "gammel" type, som ikke politisk-organisatorisk holder fast ved formidlingen af "industriel overbygning" og "agrikolt fundament".
Det gjaldt om med svage hænder at nærme sig en kæmpemæssig opgave af verdenshistorisk omfang, i den imperialistiske verdenskrigs etappe at sætte socialismen på dagsordenen i verden i almindelighed og i Rusland i særdeleshed og at forberede sig på den revolutionære borgerkrig.
Spørgsmålet drejer sig om denne kursændring hos Lenin, der få måneder før første verdenskrigs begyndelse endnu på Kautskys "ortodokse" måde satsede på kapitalismens moderne udviklingsvej i Rusland og ikke troede på en socialistisk revolution i Rusland, men skematisk regnede vejen til socialisme over en dominerende førkapitalistisk produktionsmåde for umulig. Alligevel giver han også nu en vesteuropæisk-proletarisk begrundelse for overgangen til socialismen.
Hvad var grunden til hans ændring?
Han tager til efterretning, at godsejerfraktionen (asiatiske feudalherrer) og den dominerende fløj indenfor handels- og industribourgeoisiets fraktion såvel som det "liberale bourgeoisi" følger og understøtter "zarregeringens krigsliderlige politik". "Slaverne i forhold til zarmonarkiet" havde på ny afsløret sig som sådanne; stadig at satse på den "moderne kapitalismes" udvikling i Rusland ville nu have været reaktionært.
Proletariatet i de russiske storbyers vesteuropæiske overflade havde vist sig som den "eneste klasse" som man "ikke formåede at indpode den chauvinistiske epidemi". Dvs. at den klasse, som Lenin havde regnet for "umoden" fordi den "moderne" kapitalisme "desværre" endnu ikke havde sat sig igennem, viste sig som den mest afklarede klasse. Selv om den i forhold til bondefraktionerne var den mindste klasse og uden forbindelse med disse. I stedet for at gå ud fra trældomsforholdenes objektive dominans og deraf at bestemme den revolutionære taktik og alliancespørgsmålet med de specifikke fraktioner i bondestandens lejr og anvende disse på organisationsproblematikken, driver Lenin sin påståede hypotese om det vesteuropæiske kapitalforholds dominans i Rusland til det yderste. Den leninske imperialismeteori opstår. Denne tilsyneladende videreudvikling af marxismen[39] er derfor næppe andet (det er ganske vist også en hel del) end en revolutionsstrategisk legitimation for det skærpede revolutionsperspektiv i Rusland. Denne vending er, som vi skal se i kapitlet "Staten og revolutionen" forbundet med den teoretiske fortrængning af den "asiatiske middelalderlighed" forsømmelsen af den asiatiske konception med dens nærhed til den russiske virkelighed.
Den leninske afstandtagen fra den asiatiske konception med hensyn til Rusland var ingen principiel teoretisk vending, men det var en taktisk, omend tungtvejende vending indenfor rammerne af "politikkens primat". Han opgav næsten totalt den asiatiske konception for med ideen om kapitalismens nye stade i verdensmålestok som sådan og i Rusland i særdeleshed at bane vej for socialismen. Lenins imperialismeteori er følgelig et forsøg på at konkretisere kapitalforholdets dominans i Rusland, og vel at mærke formidlet over udviklingen i den internationale finanskapital, kartellerne, trusterne etc.
Denne sammenhæng er for Rusland i Lenins forståelse kun mulig, hvis Lenin ved en tilkæmpet "befrielse af det borgerlige Rusland fra den militær-feudale 'imperialisme' (= zarisme)" forstår, at det ikke længere er gjort med en borgerlig revolution, og at den "socialistiske revolution" må fuldbyrdes "i alliance med Europas proletarer". Thi kapitaludviklingens nye kvalitet så Lenin i, at kapitalen er blevet "international og monopolistisk". Det gjaldt følgelig også for Rusland. Idet zarismens "asiatiske statsform" blev forvandlet til en "monopolkapitalistisk" var det ikke længere nødvendigt at problematisere den zaristiske skatte- og magtmaskines særlige funktion indenfor førkapitalistiske trældomsforhold. Den "asiatiske statsform" var blevet til en forklædt "statskapitalisme" og vel at mærke en stagnerende og rådnende, som det derfor var muligt at dreje socialistisk. Stagnationsproblemet og problemet om kapitalismens undergang afleder Lenin naturligvis primært af de russiske forhold. Kapitalforholdet i det "moderne borgerlige samfund" lever og forfalder gennem systemets dynamik. Netop denne kapitalforholdets særlige dynamik var aldrig opstået under Ruslands trælleagtige forhold. Det må imidlertid ikke overses, at Lenin endnu midt i 1915 ud fra sin almene konception regnede den socialistiske revolution i Rusland for "umiddelbart umulig" ganske vist med begrundelsen: "Thi Rusland er det mest tilbagestående land".[40]
Men revolutionen, der fremgik af den imperialistiske krig og omslaget til revolutionær borgerkrig, betvivlede han som socialistisk revolutionær aldrig.
Og hvilken revolution? For bolsjevikkerne var det helt klart: en borgerlig-demokratisk revolution, ganske vist med overgangsmuligheder på grundlag af den proletariske klassekamps internationale situation i de vesteuropæiske lande.
Og revolutionen kan ikke "laves" (en ny undsigelse af blanquismen): "Den vokser ud af en hel række mangfoldige tilsynekomster, sider, træk, ejendommeligheder og følger af den imperialistiske krig. Og denne voksen er umulig uden en række militære fiaskoer og nederlag hos de regeringer, som deres egne undertrykte klasser tilføjer slag".[41]
På denne tid havde Lenin og Sinoviev, idet de afgrænsede sig fra Trotzki,[41a] bibeholdt den bolsjevistiske parole fra 1905 om "arbejdernes og bøndernes demokratiske diktatur": Den imperialistiske verdenskrig har uadskilleligt forbundet den revolutionære krise i vort land med den voksende proletariske, socialistiske revolution i vest".[42]
For bolsjevikkerne var året 1905 ikke mere optakten til den socialistiske revolution, og den "socialistiske revolution" var blot en gentagelse af den gamle krise, en ny imperialistisk periode, selv om kampen om den socialistiske omstyrtning af zarismen denne gang var meget nær.
I begge tilfælde spiller altså den zaristiske udenrigspolitik en betydelig rolle: for de revolutionære bølger såvel som for at konsolidere den "asiatiske statsform" - i tilfælde af sejr. Ruslands halvasiatiske forhold, som Marx og Engels forstod dem, var stadig dybt forankret i bolsjevikkerne, og trældomsforholdenes russiske virkelighed udtrykte sig deri. Ganske vist følger entydige forkortninger, men væsentlige grundelementer i Ruslands førkapitalistiske forhold forblev intakt. Og netop i de leninske diskussioner med Trotzki og Martow, der indtog en uklar position i det for Rusland så vigtige spørgsmål om de undertrykte nationaliteter, fordi de ikke rigtigt gennemskuede den russiske virkeligheds asiatisk-kapitalistiske karakter: "Hovedsagen" er, sagde Lenin, "at Rusland også i fredstid har slået verdensrekorden i undertrykkelse af nationerne på grundlag af en imperialisme, der optræder i ganske grov form og som er samfundsmæssigt-tilbagestående og militær-bureaukratisk".[43]
Her bliver, som så ofte når Lenin kommer ind på det russiske grundlag, næppe noget tilbage af den russiske "kapitalisme" i vesteuropæisk forstand. Men han siger ikke, at det er en specifikt opstået asiatisk "kapitalisme" med stagnation og zaristisk despotisme. Netop derfor er for Lenin det socialistiske perspektiv "umiddelbart umuligt". I grunden betød det, at kapitalforholdets dominans i Rusland først kunne sætte sig igennem med det borgerlige Ruslands frigørelse fra zarismen. Dermed kan de så længselsfuldt ventede grundforudsætninger for den socialistiske revolutionsproces, kampen klasse mod klasse, bourgeoisiet mod proletariatet i alliance med de undertrykte bondefraktioner træde historisk-samfundsmæssigt frem.
Når Lenin i slutningen af august 1915 siger, at "kapitalen ... er blevet international og monopolistisk" så er det i den forbindelse påfaldende, at imperialismebegrebet ikke indkredses over kapitalakkumulationen og værdiøgningsvanskelighederne, men over den politiske overflade, over "stormagtspolitikken" Det er heller ikke mærkeligt. Under førkapitalistiske strukturers trældomsforhold findes andre værdiøgningsvanskeligheder. Påny falder her zarismens særegne udenrigspolitik Lenin i øjnene. "Verden er fordelt blandt en lille hoben stormagter, dvs. sådanne stater, der i den store udplyndring og undertrykkelse af nationerne kan notere sig for den største succes. Europas fire stormagter: England, Frankrig, Rusland og Tyskland (med en befolkning på 200-300 millioner og et samlet areal på 7 millioner kvadratkilometer) råder over kolonier med en befolkning på næsten en halv milliard (49,45 mill.) og en flade på 64,6 millioner kvadratkilometer, dvs. næsten over den halve jordklode (133 millioner kvadratkilometer uden polarzonen)". Og nu bliver det for os særlig vigtigt: "Hvis De så tilføjer de tre asiatiske stater: Kina, Tyrkiet og Persien, som nu rives i stykker af de røvere, der nu fører 'befrielseskrige nemlig: Japan, Rusland, England og Frankrig. Disse tre asiatiske stater, som man kan betegne som halvkolonier (i virkeligheden er de for 9/10 deles vedkommende kolonier), har 360 millioner indbyggere og et samlet areal på 14,5 millioner kvadratmil (dvs. halvanden gang så meget som hele Europas totale areal)".[44] Det er vigtigt, at Lenin bibeholder den marxistiske konception for den asiatisk-orientalske produktionsmåde; han taler ikke om de nævnte tre asiatiske stater i en geografisk, men i en social-økonomisk sammenhæng. Rusland regner han ikke længere til de stater, som han endnu få uger før verdenskrigen talte det med til. "Østeuropa" og "Asien" forbindes med hinanden: "Revolutionen i Rusland, i Persien, i Tyrkiet, i Kina og krigene på Balkan - det er verdensbegivenhedernes kæde i vor epoke i vort 'Østen'".[45] Spørger vi nu Lenin, hvordan det kan være gået til, at det førkapitalistiske Rusland, førkapitalistisk forstået i vesteuropæisk forstand, og de kapitalistiske lande igennem imperialismen kunne nå op på samme niveau, så hedder det: "Imperialismen er som kapitalismens højeste stadium i Amerika og Europa og altså" (hvorfor?) "også i Asien blevet fuldkommen moden i årene 1889-1914. Den spansk-amerikanske krig (1899), boerkrigen (1900 til 1902), den russisk-japanske krig (1904-1905) og den samfundsmæssige krise omkring 1900 i Europa - det er de vigtigste historiske grænsepæle i verdenshistoriens nye epoke".[46]
Epokebegrebet forstås altså ikke som produktionsbegreb, men som historisk rækkefølge i den kapitalistiske produktionsmådes udviklingsproces. Derved tilkommer der krigene, dvs. den militære udenrigspolitik, en særlig rolle i vurderingen af den "nye epokes" karakter. Her regner Lenin tydeligvis endnu engang Rusland med til de asiatiske lande, der har mistet deres "asiatiske" karakter gennem krigsførelsen og er blevet "imperialistiske". Hvad forstår Lenin nu videre derved? Han siger: "Vi må begynde med en så præcis og fuldstændig definition af imperialismen som mulig. Imperialismen er et særegent historisk stadium i kapitalismen. Dette har tre ejendommeligheder: imperialismen er 1. en monopolistisk kapitalisme; 2. en parasitær eller stagnerende kapitalisme; 3. døende kapitalisme. Afløsningen af den frie konkurrence gennem monopolet er det grundlæggende økonomiske træk, imperialismens væsen. Monopolkarakteren åbenbarer sig i tre former: 1. karteller, syndikater og truster; ... 2. storbankernes monopolistiske situation; 3-5 storbanker behersker hele det samfundsmæssige liv i Amerika, Frankrig og Tyskland". Det er betegnende, at Lenin her ikke ofrer et ord på Rusland, hvor den asiatisk-zaristiske statsmaskine behersker kreditvæsen og finanskapital. Lenin fortsætter i sin bestemmelse af "imperialismen": "3. overtagelsen af råstofkilderne gennem trusterne og finansoligarkiet (finanskapitalen er den monopolistiske industrikapital, der er smeltet sammen med bankkapitalen); 4. den samfundsmæssige opdeling af verden blandt de internationale karteller er begyndt. Sådanne internationale karteller, der behersker hele verdensmarkedet og til sidst opdeler det fredeligt - sålænge krigen ikke har nyopdelt det - findes der allerede over hundrede af! Kapitaleksporten, som et særligt karakteristisk fænomen til forskel fra vareeksporten under den ikke-monopolistiske kapitalisme, står i snæver sammenhæng med den samfundsmæssige og politisk territoriale opdeling af verden.
Den territoriale opdeling af verden (kolonier) er afsluttet".[47] Dette punkt hører nu til den leninske imperialismeteori indenfor rammerne af forberedelsen af den russiske revolution i "stormagts"- og klassekampenes internationale kontekst. I hvilken forbindelse det er af særlig betydning at stormagterne gennem monopoliseringen af karteller, trusts og syndikater og gennem deres særlige udbytterrolle - og her tænker han alene på de industrielle stormagter "England, Frankrig, Nordamerika og Tyskland" - kan opnå en "merprofit"[48] et "fedt bytte" i deres kolonier. Det gør dem muligt at vinde "deres arbejderes øverste lag" idet bourgeoisiet til det formål spenderer et par millioner frank om året, thi dets merprofit beløber sig sandsynligvis til en milliard".[49] Heri ser Lenin "imperialismens samfundsmæssige og politiske væsen, hvis dybeste modsætninger Kautsky tildækker, men ikke afdækker".
Medens Lenin i denne form forsøger at tage diskussionen op med opportunismen, og yderligere fjerne sig fra sin før verdenskrigen så højtærede lærer udi ortodoksiens problemer, og politisk at angribe ham, "tildækker" han imidlertid den anden side og skjuler sine teoretiske overensstemmelser med Kautsky. Kontinuiteten i det teoretiske slægtskab mellem Lenin og Kautsky bliver så først i praksis afdækket gennem Kautskys opportunistiske holdning overfor den imperialistiske krig.[50]
Lenin hader Kautsky af moralske grunde. Først ud fra dette 'grundlag' følger så forsøget på at forklare "imperialisme" og "opportunisme" over "stormagternes" "merprofit" osv. Men det kommer aldrig til noget forsøg på selvkritisk at gennemlyse hans egen teoretiske bundethed til Kautsky i den nære 'fortid' - og dermed hans egen uklare forståelse af Marx og Engels! Forsøget forekommer mig først og fremmest mislykket fordi Lenin selv forblev bundet til den russiske virkeligheds objektive begrænsning, hvis ophævelse det for ham altid drejede sig om. Forbindelsen til Marx' og Engels' asiatiske konception i almenhed og i forholdet til Rusland i særdeleshed muliggjorde for Lenin den dybeste erkendelse af de russiske stagnationsproblemer. Men han fjernede sig under første verdenskrig stadig mere fra denne konception, særlig hvad Rusland angår. Derved forblev en analyse af fraktionsdannelsen indenfor arbejderklassen og blandt bønderne lukket land for ham.
I det leninske monopolbegreb går den marxistiske konception for afledningen af imperialismens historiske fremtrædelse af kapitalakkumulationens socialøkonomiske love fulstændig tabt. Det er således ikke mærkeligt at imperialismekomplekset i den sidste tredjedel af det 19. århundrede for ham begynder med, at efter undergangen af Englands eneherredømme på verdensmarkedet er den nye "epoke" begyndt med "nogle få stormagters" påbegyndte herredømme. Og "stormagts"begrebet er indskrænket politisk og er i hvert fald ikke noget socialøkonomisk begreb i kritikken af den politiske økonomis forstand, der har udvundet deres kategorier af det "moderne borgerlige samfund". Hvorfra kommer "stormagts"begrebet og hvordan er det hos Lenin formidlet med "monopol"begrebet? Lenin giver os en henvisning, ganske vist i en bibemærkning: "(I Japan og Rusland erstattes den moderne finanskapitals monopol delvist af det gevaldige territoriums militære kraftmonopol eller af den særlige bekvemmelighed at udplyndre de fremmede folk, Kina osv.)"[51] Men netop her karakteriserer han den asiatiske statskapitalisme med dens værdiøgningsvanskeligheder!
Det indrømmes, at den udenlandske finanskapital ikke dominerer i Rusland og skjult henledes opmærksomheden på den "asiatiske statsforms" særegenhed i Rusiand. Lad os repetere: Et år før reduceredes den asiatiske konception til "militær-feudal imperialisme (zarisme)"; et år senere og altså et år før oktoberrevolutionen, hedder det nu "det gevaldige territoriums militære kraft" eller "bekvemmeligheden" ved at erobre og udbytte strukturelt ensartede lande (Persien, Tyrkiet og Kina). Heller ikke her benævnes sagens asiatiske side i marxsk forstand som begrebet for den asiatiske produktionsmåde med dens specifikke modifikationer, historiske udviklingstendenser, overgange osv. Og netop på dette sted havde Lenin allerede imod 1905 mere specifikt end Marx og Engels bestemt Ruslands alternativ. Enten kommer det til produktivkræfternes videreudvikling indenfor den påførte industri, dvs. enten kommer det til dannelse af den vesteuropæiske kapitalisme i Rusland, eller også vil stagnationskarakteren i den "asiatiske kapitalisme" af russisk form sætte sig igennem. Det er denne specifikke statskapitalisme af asiatisk karakter, hvor den vesteuropæiske kapitalismes væsen og kapitalisternes "frie konkurrence" på markedet stadig grundlæggende forhindres af dominansen af den "asiatiske statsforms" trældomsforhold. Dens vesteuropæiske "væsen" produktivkræfternes alsidige udvikling, kan den ikke realisere og den socialistiske revolution i denne produktionszone har derfor en specifik karakter. Det specifikke forhold mellem proletariat og bondestand er af afgørende betydning, hvad Trotzki på ingen måde forstod og hvad Lenin kun delvist begreb, fordi han ikke kan fastholde den russiske overgang fra dette lands halvasiatiske struktursammenhæng til den asiatiske feudalisme som real arv ved overgangen til stagnationens og indskrænkethedens "asiatiske kapitalisme" - som følge af hans orientering mod kapitalismens vesteuropæiske vej, som jeg ofte har understreget, mod det vesteuropæiske kulturbegreb, mod 2. Internationale, mod Kautskys Marxreception osv.
Lenins "stormagts"- og "monopol"-begreb såvel som hans forståelse af det marxske krisebegreb er netop forvirrende, fordi han ikke strengt skelner mellem de forskellige kapitalismetyper, den vesteuropæiske, der bestemmer verdensmarkedet, og den stagnerende asiatiske i denne specifikke zones lande. Lenin adskiller jo ganske vist stormagterne i det "moderne" Amerika og Europa fra det tilbagestående Rusland og fra Japan f.eks., men forskellen bestemmes ikke socialøkonomisk, men politisk-militært. "For Marx var kapitalens krise, som den skranke der med cykliske mellemrum lægger sig i vejen for enkeltkapitalernes værdiøgning gennem produktion og realisering af merværdi, grundlaget for det periodevise omslag fra kapitalistklassens 'praktiske broderskab' (nemlig ved delingen af profitten i faser med hurtig akkumulation) til en 'kamp mellem fjendtligsindede brødre' ... Lenin derimod bestemmer ikke længere anvendelsen af voldelige midler i kapitalernes konkurrencekamp ud fra kapitalens givne værdiøgningssituation, men ud fra dens nye eksistensform som monopol og dermed ud fra styrkeforholdene mellem de forskellige nationale monopoler og stater indbyrdes. Han skiller altså spørgsmålet om de politiske og samfundsmæssige former (fredelige eller ufredelige) for nationalkapitalernes konkurrencekamp fra spørgsmålet om kapitalens værdiøgningssituation".[52] Denne samfundsmæssige proces' cykliske forløb spiller derfor hos Lenin en uvæsentlig rolle. Denne fejl er forståelig under den russisk prægede "asiatiske kapitalismes" betingelser, hvor konkurrencen ikke kan udfolde sig og den zaristiske maskines monopolstilling er åbenlys. Lenin lader ikke disse russiske forholds særegne karakter, hvor den samfundsmæssige stagnation dominerer og den kapitalistiske krises struktursammenhæng i vesteuropæisk forstand ikke er bestemmende, træde frem. Den socialistiske internationalist Lenin kunne forestille sig den russiske revolution som en socialistisk, hvis den borgerligt-demokratiske revolution fuldendes med zarismens fald og så kan drives videre gennem den proletariske revolution i Vesteuropa over i den socialistiske revolution i Rusland. Lenin når i sin begrundelse for de kapitalistiske produktionsforholds sprængning igennem monopolbegrebet ingenlunde Marx's begrundelse af den proletariske revolution. Christel Neusüss siger klart: "Snarere udvikler han" - dvs. Marx - "fundamentalt disse betingelser af kapitalens værdiøgningsbetingelser sådan som de sammenfattet udtrykker sig i profitratens tendentielle fald og sætter sig igennem som cyklisk tilbagevendende kriser; disse gennemslagsformer og deres videre konsekvenser resulterer i forfaldsprocesser indenfor den borgerlige bevidsthed og i læreprocesser indenfor proletariatet ... De kapitalistiske akkumulationslove tilvejebringer det tendentielle profitratefald samtidig med kapitalens koncentration og centralisation. Begge tendenser under eet skaber grundlaget for revolutionens og det socialistiske samfunds mulighed, grundlaget for proletariatets klasseerkendelse",[53] basis for klassekampen og den sociale emancipation. Forskellen mellem den vesteuropæiske og asiatiske klassekamp for socialismen er åbenbar. I hvor høj grad den russiske særegenheds almengørelse indenfor rammerne af den Kommunistiske Internationale ufrivilligt blev til hæmsko for den proletariske revolution i Vesteuropa, skal jeg senere komme ind på. For Rusland var den leninske imperialismeteori imidlertid et afgørende kampinstrument i forbere delsen af en russiske revolutionsproces under bolsjevikkernes ledelse.
Som afslutning på den "asiatiske konceptions foreløbige afslutning" som jeg betegnede mit kapitel, må jeg henvise til, at spørgsmålet om den asiatiske produktionsmåde aldrig helt forsvandt ud af Lenins horisont. Således siger han før sin afrejse til det revolutionært gærende Rusland af 1917 om den revolutionære bølge af 1905: "Kun endnu nogle korte bemærkninger om den verdenshistoriske betydning af den russiske revolution. Rusland hører såvel geografisk som også økonomisk og historisk ikke blot til Europa, men også til Asien".[54] Det betegnede jeg som vesteuropæisk overflade i de få storbyer og asiatisk basis i de russiske landområder. Lenin drager af denne Ruslands dobbeltkarakter konklusionen: "Og derfor ser vi, at den russiske revolution ikke blot har opnået at vække det største og mest tilbagestående land i Europa af dets søvn og, anført af det revolutionære proletariat" - mærkværdigvis inddrages partiet ikke - "at skabe det revolutionære folk".[55] Og han fortsætter: "Ikke blot dette. Den russiske revolution har bragt hele Asien i bevægelse. Revolutionerne i Tyrkiet, i Persien og i Kina beviser, at den enorme opstand i 1905 har efterladt sig dybe spor og at dens konsekvenser i hundreder og atter hundreder af millioner menneskers fremskridt er uudryddeligt"[56]. Lenin siger utvetydigt, at den russiske revolutions tilbagevirkende kraft på og relation til den asiatiske produktions- og livszone er større end til den vesteuropæiske: "På indirekte vis har den russiske revolution udøvet sin indflydelse på de vestligt beliggende lande. Det må ikke glemmes, at da telegrammet fra zarens konstitutionelle manifest kom til Wien den 30. oktober, bidrog denne efterretning i høj grad til den almindelige valgrets definitive sejr i Østrig. Lenin betoner altså få uger før oktoberrevolutionen 1917, at den revolutionære forbindelses dominans ligger i den asiatiske livs- og produktionssfære, men at det ikke må betyde en mekanisk afskærmning af de russiske revolutioner fra de vesteuropæiske.
Da den mekaniske adskillelse hhv. mekaniske overtagelse af oktoberrevolutionen 1917 blev kendetegnet for arbejderklassens spaltning i tyverne, vil vi ud fra den vesteuropæiske intellektuelle Georg von Lukács', et barn af bourgeoisiet, særegne lærestykke forfølge, hvorledes overgangen til kommunismen fuldbyrdes hos ham. Og det især, fordi netop denne bog ud fra Ruslands særegne eksempel vil forfølge forskellen i revolutionens vej i Vesteuropa og Asien.
Behandlede vi hos Lenin udviklingen, kontinuiteten hhv. tilbagegangen i den asiatiske konception, så drejer det sig hos Lukács om at spørge om de formidlinger, der førte ham fra bourgeoisiet til kommunismen. I sidste instans var det ganske vist en kommunisme indenfor 3. Internationale (KI), som ikke så forskellen mellem den vesteuropæiske og asiatiske vej til socialismen som problem.
Lad os derfor nu ved slutningen af fremstillingen af den asiatiske konception hos Lenin gøre en første ekskurs for igennem forståelsen af en bestemt fraktion i den vesteuropæiske arbejderklasse at begribe denne kommunisme, for at bringe overgangsprocesserne hos Lukács ind i en aktuel sammenhæng. Det anser vi også for vigtigt, fordi mange unge kommunister og socialister påny er kommet fra bourgeoisiet hhv. småborgerskabet og endnu ikke har lært sig en "oprejst gang" - dvs. at gå på to ben og ikke lade det "venstre" stå i Peking og det "højre" i Moskva, - og endog forbinder "solidaritet" herved. At gå på begge ben og at handle kritisk-solidarisk som internationalist, det er opgaven.
For nu ud fra Lukács særegne eksempel at erhverve den første væsentlige tilgang må jeg fremstille de strømninger i den vesteuropæiske arbejderklasse, der førte Lukács på vejen til den socialistiske, i sidste instans kommunistiske position og indstilling. Her er det vigtigt ikke at tabe udviklingen i Lenins indflydelse, den korte udvikling og den hurtige tilbagegang i Rosa Luxemburgs indflydelse på Lukács af syne.
Vi vil få at se, at Lukács i vurderingen af sin egen historie er af den mening, at Rosa Luxemburg og hendes førkrigsskrifter under krigen ydede en langfristet indflydelse på ham, og at han først efter den ungarske revolutions nederlag i Wiener-eksilet havde lært Lenin og dennes bedømmelse af den imperialistiske krig at kende.[57] Vi vil imidlertid også erfare andre, delvist modsatrettede formidlinger og spor, spor der henviser til andre kilder, og overgange, der fremviser forskellige indstillinger til revolutionsprocessen i almenhed, til den russiske i særdeleshed og til den ungarske i enkelthed(er).
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] Lenin, AW, bd. 1, s. 559.
[2] Ibid., s. 558.
[3] Ibid.
Idet Lukács ikke tager hensyn til produktivkræfternes tilbagestående udvikling i det moderne borgerlige samfunds forstand i Rusland og altså overser den førkapitalistiske (i kapitalakkumulationens vesteuropæiske civilisationsbegreb) grundstruktur, kan han ikke virkelig forstå Lenin. Den leninske "metode at stille spørgsmål og svare på", (Lukács i: Grünbergarchiv, 1929, s. 151) kan alene begribes ud fra denne dobbeltkarakter af ubegrundet kapitalforholds-hypotese og politisk praksis som bolsjevik.
[4] Sinoviev, i: N. Lenin, G. Sinoviev, Gegen den Strom [Imod strømmen], Hamburg 1921, s. 436.
På samme måde hedder det hos Lenin endnu få uger før oktoberrevolutionen: "Nu er vi stærke - sagde zaren til herremændene og godsbesidderne i juni 1907. - Arbejder- og bonderevolutionens bølge ebber ud. Men vi vil ikke kunne holde os på den gamle vis, og bedraget alene er ikke nok. En ny politik på landet, en ny økonomisk og politisk blok med Gutschkov-Miljukov, med bourgeoisiet, er nødvendig". (LW, bd. 26, s. 39)
[5] MEW, bd. 12, s. 682.
[6] Rosa Luxemburg, Ausgewählte Reden und Schriften, op. cit., s. 620.
Det er ikke sikkert at en "lang march" på landet ville have været nødvendig i Rusland, især da der heller ikke i 1905 fandt nogen ødelæggelse af egne kadrer sted p.g.a. en forkert KI-politik. Men deraf kan den virkeligt manglende forankring på landet ikke forklares. Trotzki følte som internationalist noget af den aktuelle proletariske revolutions nødvendighed i Rusland, men forstod ikke, at den asiatiske kapitalismes russiske vej er det politisk-økonomiske grundlag for dette revolutionsperspektiv. Han forstod derfor ikke livsnødvendigheden af en kontinuerlig alliancepolitik mellem proletariat og undertrykte bondefraktioner for den socialistiske revolution i Rusland.
[7] Lenin, AW, bd. 1, s. 540.
[8] Se § 1 i organisationsstatutten fra Brüssel-Londoner kongressen i 1903. Kautsky besluttede sig entydigt for Martov. Lenin drog imidlertid ingen konsekvenser deraf med henblik på at problematisere sit teoretiske forhold til Kautsky! Det egenartede er, at Lenin i den revolutionære praksis, hvilket netop "Hvad må der gøres?" viser, allerede forlængst havde opgivet den 'europæiske vej' - hvilket mensjevikkerne aldrig gjorde. De var ikke blot i hovedet, men også i praksis totalt fejlagtigt orienteret mod Vesteuropa. Medens Lenin i sidste instans i den asiatiske konception aldrig helt tabte den russiske virkelighed af syne.
[9] K. Wittfogel, Die orientalische Despotie [Det orientalske despoti], Köln - Berlin 1962, s. 487/88.
[10] På "idé"-fronten, hvor klasseinteresserne forsvinder, går Wittfogel endog langt bag om sit tidligere plechanovistiske standpunkt! [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[11] K. Wittfogel, op. cit., s. 488.
[12] Hvad vi ikke kan komme nærmere ind på. Denne baggrund tilsløres desværre også af KKP. I hvor høj grad "fremskridt" og "stagnation" ikke mekanisk kan skilles ad, beviser netop Kinas udvikling. At der i Kina allerede mellem 960-1270 (Sungperioden) blev "udviklet en metode til at uddrage kvadratrødder og til at løse ligninger af alle grader", noget som "først opdagedes i Europa i 1819 af englænderen Horner" - således Wittfogel (Wirtschaft und Gesellschaft Chinas, [Kinas økonomi og samfund], Leipzig 1931, s. 67) da han endnu var KI-kommunist - peger på denne formidling af stagnation og udvikling, ligesom Den kinesiske Folkerepubliks vej. Ikke fremskridt for enhver pris, men efter ødelæggelsen af kapitalismen udviklingen af den konkrete utopis fremtid på fortidens produktions- og livshistorie, der formidles over nutiden.
[13] Hvorledes han i 1922/23 nærmer sig denne sag uhyre meget, skal vi senere vise.
[14] LW, bd. 20, s. 31.
[15] Ibid.
[16] [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[17] LW, ibid. Idet Rabehl siger, "den kapitalistiske udvikling selv skærper modsætningen mellem dette absolutistiske system på landet og industrialiseringen", (op. cit., s. 170) ser han bort fra modsigelserne, kontrolmulighederne og indgrebene i det politisk-økonomiske kompleks gennem den zaristiske maskine.
[18] LW, op. cit., s. 34; (fremhævelser af mig, R.D.). Det gamle realiseringsproblem står hos Lenin i baggrunden. Det "indre marked" er ikke blevet noget vesteuropæisk, men forblevet asiatisk. Det har yderligere stabiliseret sig i sin stagnation.
[19] LW, op. cit., s. 31.
[20] [Nottexten mangler i vores udgave - MIA.]
[21] LW, bd. 20, s. 165.
[22] Ibid., s. 165. At der deraf giver sig specifikke begrebsbestemmelser, kan Lenin p.g.a. tesen om kapitalforholdets dominans i Rusland i vesteuropæisk forstand ikke indse.
[23] LW, bd. 20, s. 406.
[24] LW, bd. 21, s. 92; Lenin: Udvalgte værker bd. 6, s. 21.
[25] [Fodnoten og nottexten mangler i vores udgave - MIA.]
[26] [Fodnoten og nottexten mangler i vores udgave - MIA.]
[27] [Fodnoten og nottexten mangler i vores udgave - MIA.]
[28] I udsagnet om den herskende klasse nar Lenin til disse tre fraktioner: "bureaukratiet (man undskylder det upræcise ord)" - på grund af slavesproget giver han for det meste afkald på formuleringen zaristisk maskine -, "de feudale godsbesiddere af den forenede adels slags" og "Ruslands bourgeoisi, der er blevet 'kaldt' til en ganske vist yderst beskeden, men dog til en magtdeltagelse i lovgivnings- og forvaltningssystemet af '3. juni' " (LW, bd. 20, s. 419).
[29] LW, bd. 21, s. 94. Således opstår asiatisk "feudalisme", asiatisk "kapitalisme".
[30] [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[31] Ibid. Den ortodokst-mekanistiske historiebetragtning af produktionsepokerne optræder som hidtil.
[32] LW, bd. 21, s. 92.
[33] Ibid.
[34] LW, bd. 21, s. 320.
[35] Ibid., s. 427.
[36] LW, bd. 21, s. 427.
[37] Lukács gik, da en sådan sammenhæng efter hans indtræden i UKP [Ungarns Kommunistiske Parti] blev til problem, som filosoferende socialist alligevel ind for KI-linjen. Men han var alligevel ikke verdenshistorisk på den rigtige vej?
[38] Marx, citeret hos Mandelbaum, forord i: Die Briefe von Karl Marx und Friedrich Engels an Danielson (Nikolai-on), Leipzig 1929, s. VII.
[39] Se Rabehl, op. cit., s. 290ff., se Projekt Klassenanalyse, Leninismus - neue Stufe des wissenschaftlichen Sozialismus? [Leninisme - nyt stadium i en videnskabelig socialisme] op. cit., s. 354 ff.
[40] Lenin, i: Gegen den Strom Imod strømmen, Hamburg 1921, s. 106. Det er en gentagelse af argumentationen fra 1905.
[41] Lenin, op. cit., s. 276.
[41a] Lenin siger i 1915 om Trotzkis teoretisk-politiske position, at denne "fra bolsjevikkerne" tager "appellen til proletariatets beslutsomme revolutionære kamp og til erobringen af proletariatets politiske magt" "og fra mensjevikkerne 'negationen' af bondestandens rolle". I: Gegen den Strom, op. cit., s. 296. Trotzki repræsenterede en fraktion i Ruslands socialdemokratiske lejr, der i 1915 grupperede sig om tidsskriftet "Nasche Djelo" (Vor Sag").
[42] Sinoviev, i: Gegen den Strom, op. cit., s. 267.
[43] Lenin, i: op. cit., s. 415.
[44] Lenin, i: Gegen den Strom, op. cit., s. 124.
[45] Lenin, Über die nationale und koloniale nationale Frage, op. cit., s. 221.
[46] Lenin, i: Gegen den Strom, op. cit., s. 511.
[47] Ibid.
[48] Lenin, i: op. cit., s. 518.
[49] Ibid.
[50] Lenin siger i et brev til Schljapnikow: "Kautsky hader og foragter jeg nu allermest: det er beskidt, lumpent og selvtilfreds hykleri. Der er dog slet ikke sket noget - mener han -, principperne blev ikke ødelagt, alle havde ret til at forsvare fædrelandet. Imperialismen - bedes man bemærke - består netop i, at arbejdere i alle lande 'i fædrelandsforsvarets navn' skyder på hinanden". Og nu følger den særligt bemærkelsesværdige sætning: "Rosa Luxemburg havde ret, da hun allerede for lang tid siden skrev at for Kautsky er 'teoretikerens servilitet' særegen, simpelt sagt kryberiet, kryberiet for partiets flertal, for opportunismen". Nu, efter 2. Internationales sammenbrud anser Lenin det på grund af "proletariatets ideologiske selvstændighed" for nødvendigt at bekæmpe Kautskys "pseudovidenskabelige tirader", for at forhindre, at han kan tilsløre "arbejdernes opvakte samvittighed": "Hvis det lykkes Kautsky, bliver han til hovedrepræsentanten for den borgerlige råddenskab i arbejderbevægelsen". (LW, bd. 35, s. 142/43). Hos Lenin falder "arbejderklassens råddenskab" og "imperialismens råddenskab" sammen.
[51] Lenin, i: Gegen den Strom, op. cit., s. 518/19; her artiklen fra 1916.
[52] Christel Neusüss, Imperialismus und Weltmarktbewegung des Kapitals [Imperialisme og kapitalens verdensmarkedsbevægelse], Erlangen 1972, s. 31.
[53] Neusüss, op. cit., s. 32.
[54] Lenin, Om den nationale og koloniale..., op. cit., s. 516. Hr. Wittfogels tåbelighed i det asiatiske anliggende er åbenbar, når han giver en passage imod Lenin overskriften "Totalt tilbagetog (1916-1919)". Understregningen af Lenincitatet er min.
[55] Lenin, op. cit., s. 516.
[56] Ibid. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[57] Jeg bestrider f.eks. afgjort, at Rosa Luxemburg under krigen udøvede nogen nævneværdig indflydelse på Lukács. Denne følger netop i Wiener-eksilet og blev allerede (officielt) afsluttet i foråret 1921 med opløsningen af Landler-Lukács-fraktionen. Det er næppe forkert, at Rosa Luxemburg ingen rolle spiller i hans skitse over livsforløbet. Om den periode, som har interesse for os i denne forbindelse, hedder det: "Sympati for Jaurès og Liebknecht uden ringeste mulighed for at gå deres vej". (op. cit., s. 26).
Last updated on: 8.22.2008