|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
I forordet til nyudgaven af "Geschichte und Klassenbewusstsein" hedder det: "Den fejl, som jeg ofte kunne iagttage hos mange arbejdere og småborgerlige intellektuelle, nemlig at den kapitalistiske verden dog i sidste ende imponerede dem, er jeg aldrig faldet for. Mit had til livet i kapitalismen, et had der stammer fra drengetiden, og som var fyldt med foragt, har afholdt mig derfra".[1]
Det var et had til de forhold, som hæmmede og undertrykte ham i det ungarske bourgeoisis tilværelse. Marx beskriver det således: "Når bourgeoisiet og aristokratiet forsømmer sine pligter overfor sit afkom, så er det deres egen skyld. Barnet, som nyder disse klasses privilegier, er dømt til også at lide under deres fordomme".[2] Et bourgeoisibarns komplicerede og meget lange vej til praktisk handlen for den klasse, der kæmper for sin befrielse, fører hos Lukács nøvendigvis igennem forskellige etapper i en antikapitalistisk "roman-bevidsthed", som er isoleret fra klassekampene. Overgangen til en politisk handlende klassebevidsthed blev først mulig gennem den direkte deltagelse i den politiske klassekamp.
Første verdenskrigs udbrud konfronterede den romantisk-antikapitalistiske intelligens med det samfundsmæssige fænomen: imperialismen. "Jeg var fra første øjeblik på de nægtendes side: et liv fyldt med umenneskelighed skulle påtvinges os alle, for at bevare de livsmagter, som allerede tidligere syntes foragtelige i deres umenneskelighed, for at bevare dem som centrale og godkendte fra alle sider".[3] En relativ aftagen i den teoretiske interesse for æstetik svarer hos Lukács til en tiltagende interesse for virkelighedsnær etik med politiske implikationer.
Efter Ernst Blochs[4] afrejse fra Heidelberg var Lukács isoleret. Hvem af Max Webers elever skulle også kunne forstå Lukács' antimilitaristiske standpunkt? Den chauvinistisk-nationalistiske tids-"ånd" hos det absolutte flertal af den tyske intelligens, den objektive og subjektive sammensmeltning med de samfundsmæssige forhold kunne i særlig grad realisere sig under den første verdenskrig. Også Max Weber var ude af stand til at forstå Lukács' politisk-eksistentialistiske afgørelse.[5] I slutningen af 1917 vendte Lukács tilbage til Budapest; "Friskolerne for åndsvidenskaberne" blev grundlagt, her deltog bl.a. Fogarasi, Révai, Arnold Hauser og Karl Mannheim.[6] Tendensen i denne kreds bliver tydelig i Oszkår Jászis artikel om "Ervin Szabó og hans værk"[7]: "Da kredsen omkring Georg Lukács foranstaltede åndsvidenskabelige foredrag med det mål hovedsagelig at forny og videreudvikle den tyske idealismes lære under bekæmpelse af materialismen, fulgte Szabó dem med sympati og fuld interesse, og han talte ofte om den vulgære materialismes moralske bankerot. I diskussionen om den etiske idealisme foranstaltet af "Det sociologiske Samfund" gjorde han så vidtgående indrømmelser til idealismens tanker, som vel ingen af marxismens kardinaler ville have givet"[7a] Hvor Szabó således tilegnede sig den tyske idealismes filosofi i den Lukács'ske form, der nærmer Lukács via Szabó sig syndikalismen kritisk og distanceret[8] som teorien for den proletariske handlen. Denne teori lå tættest op af hans (Lukács') subjektivisme i fasen 1917/18, der på ingen måde var konkret praktiserende, men snarere abstrakt etiserende.
Den europæiske arbejderbevægelses syndikalisme, med teoretiske rødder i Lagardelle, Sorel og Bergson, havde fra omkring 1890 til 1914 udviklet sig som en praktisk kritik af II. internationales marxisme, hvor det tyske socialdemokrati havde den dominerende rolle. Den syndikalistiske opposition bliver forståelig, når vi betragter karakteren af II. internationale. Marxismen under Kautskys, Hilferdings, Bauers og andres protektorat var blevet opspaltet i en uformidlet dualisme mellem empirisk sociologi og moral. Som blot 'verdensanskuelse' og som abstrakt retfærdiggørelse af reformistiske kompromisser i udviklingen af parti og fagforeninger måtte marxismen miste sin sprængende karakter. I en sådan vulgærmarxisme fremtrådte udviklingen af store industrier, arbejderklassens vækst, forøgelsen af socialdemokratiets parlamentariske indflydelse og transformationen af det bestående samfund over i det socialistiske som en evolutionær naturlov. I denne almene teori "fra et encellet væsen til socialisme" fornægtedes den specifikt modsætningsfyldte form for denne udvikling: at udviklingen måtte virke tilbage på indholdet af samfundsmæssiggørelsen indenfor kapitalismens rammer. Det betyder, at modsigelserne, som produceres og reproduceres af den kapitalistiske produktionsmåde, og dermed den historisk specifikke klassekamp ikke kunne erkendes. Der var således kun samfundsmæssige disproportioner tilbage, og de kunne "overvindes" parlamentarisk. De marxske kategorier, som abstrakt og uformidlet blev bibeholdt af SP-ledelsen, tildelte socialdemokratiets praktiske og ideologiske integration i det monopolkapitalistiske system et "marxistisk" anstrøg, hvorved revolutionære fraktioners udspaltning af dette parti i Vesteuropa blev yderst vanskeliggjort. Politikken, som fuldbyrdedes i pragmatisme, bekræftede den kapitalistiske samfundsform såvel i sine virkninger på samfundet som i sin tilbagevirkning i partiet, hvor pligten til lydighed, underordning under partihierakiet og borgerlige konkurrenceprincipper var fremherskende. Den marxske teori, skamferet til udviklingssociologi, blev permanent kompletteret gennem ren og skær moral og etik, som "i medgift" gav den socialdemokratiske bevægelse fremtidssikkerhed, redelighed og etisk beredskab. Gennem den borgerlige klasses tillempning til det reaktionære prøjserskab og gennem opgivelsen af alle dens "idealer" blev socialdemokratiet på den ene side reservoir for den småborgerlige og proletariske opposition, på den anden side blev det trængt ind i den rolle at bevare arven fra den borgerlige oplysning, - hvor den egentlige opgave ellers var den proletariske ophævelse af denne arv.
I II. internationales "marxisme" var den dialektiske enhed af teori og en analyse af det kapitalistiske samfund rettet mod en sprængning af dette samfund - og dermed af teori og praksis - sønderrevet og erstattet af den "positive videnskab" om samfund og etik. Bernstein havde med sine forudsætninger for socialismen lagt en grundsten til tilintetgørelse af marxismen; Kautskys, Bauers, Adlers etc. arbejder fuldstændiggjorde denne tendens, også selvom deres forskel fra Bernstein tages i betragtning.
I forhold til denne reformistiske og samtidig tendentielt konservative pragmatisme, i forhold til den dobbeltbundne moral hos de førende socialdemokrater i Vesteuropa, virker syndikalismen slet og ret revolutionær: spontaneitet står over for parti, proletarisk aktion over for reform, generalstrejke over for parlamentarisme, solidaritet over for borgerlig moral, fred over krig. Dette forklarer, hvorfor Lukács - endnu fanget i dualismen mellem værdifri sociologi og filosofisk etik - i 1917/18 nærmede sig syndikalismen, endskønt socialdemokratiets dilemma på lang sigt reproduceres i denne syndikalistisk abstrakte konfrontation.[9]
Indenfor disse historiske rammer for II. internationale skal Szabó's teoretiske og politiske udvikling ses. Det var Jászi, som først gjorde Szabó opmærksom på betydningen af de russiske revolutionære Samuel Klatschko og Paul Teplow[10], det skete i Szabós studentertid i Wien i året 1897: "I denne russiske atmosfære" blandt de revolutionære i emigration har Szabó "fra marxismen i første række tilegnet sig den økonomiske udviklingsteori, og fra russerne og de franske revolutionære har han tilegnet sig de tanker om revolten[11], at det nye samfund kun kan være resultatet af en klassebevidst, velorganiseret arbejderklasses voldelige opstand".[12] Modifikationerne af denne abstrakt-teoretiske ansats til en revolutionsteori udfoldede sig i processen af Szabós tilnærmelse til den ungarske arbejderklasses interesser og situation. Umiddelbart efter sin tilbagevenden fra Wien begyndte han at blive aktiv i ungdoms- og arbejderbevægelsen, han begyndte at tilegne sig de teoretiske våben for proletariatets klassekamp. Denne proces for tilegnelse af den historiske materialisme blev på samme tid udfoldet og hæmmet gennem diskussionen i kredsen "Huszadik Század" (Det 20. århundrede) og i "Tarsadalomtudomanyi tarsas åg" (Det sociologiske Selskab).[13] Som de udvalgte tekster i to bind af Marx og Engels fra 1905/09[14] viste, dominerer den historiske materialismes fulde ansvarlighed som videnskabelig metode for arbejderklassens klassekamp tilsyneladende i den teori som udvikledes af Szabó.[15]
Gennem det voksende opgør med den småborgerlige reformpolitik hos det organiserede bureaukrati i fagforening og i SPU, med den fare som afspejler sig dér for borgerliggøreise af arbejderklassen og af begrebet om socialisme på den ene side og på den anden side gennem personlige og teoretiske relationer til syndikalisterne omkring Hubert Lagardelle,[16] når Szabó frem til den overbevisning, at den socialistiske politik og taktik må forandre sig grundlæggende for at muliggøre klassekampens revolutionære spring. I den artikel som optræder i 1908 i Lagardelles tidsskrift "Le Mouvement Socialiste"[17] og i "Huszadik Század" fra Budapest gør Szabó op med kompromisserne i den socialdemokratiske parlamentspolitik, med statsfikseringen hos den "forsigtige" opportunisme og reformisme. Dette bidrag fremkom næsten samtidig med bogen af Georges Sorel, "Reflexioner over Volden", (1908) Paris, hvori Sorel samlede politiske artikler fra de to sidste år, skrevet netop for "Le Mouvement Socialiste" Men forskellen mellem ham og Szabó er stor. Når den grundlæggende kritik af det parlamentariske demokrati og den antidemokratiske position dominerer hos Sorel på grundlag af erfaringer fra det franske samfund (Dreyfus-affæren), så er Szabó ved siden af sin kritik af kapitalismen især kritiker af den socialdemokratiske bureaukratisering af arbejderklassen.
Også Szabó vil fastholde arbejderklassen i en "vedvarende revolutionær stemning"[18] for at kunne knuse kapitalismen, men han glorificerer ikke volden, som Sorel gør det. Både Sorel og Szabó ser i den antibureaukratiske fagforening den rene form for arbejderklassens sociale befrielse, men den ene negerer abstrakt det borgerlige demokrati, mens den anden anser overgangen fra borgerlig demokrati til socialistisk producent-demokrati for mulig og netop p.g.a. en fornyet omend også ændret Marxreception: "Et politisk arbejderparti, som ville være i stand til at lade sig nøje med forberedelsen af det borgerlige demokrati og arbejdet med dets opbygning alene for at gøre det lettere for arbejderstanden at organisere sig som klasse og at føre en klassekamp, kan være en nyttig faktor for den samfundsmæssige udvikling. Et politisk parti derimod, som træder frem med fordringen om at være proletariatets sande klasseorganisation, det øverste og afgørende organ for arbejderstandens klassekamp, et parti, som for sig gør krav på at føre arbejderklassen over i socialismen ... tjener udelukkende fjendens sag, hvis endelig arbejderklassens eneste opgave ikke mere kun består i at styrke og opbygge det borgerlige demokrati ..."[19] Som tro syndikalist holder Szabó arbejderklasse og arbejderparti i deres funktioner ude fra hinanden. Men den Sorelske "nye elite" spiller hos ham ingen rolle. Det vil sige, den Bergsonske intuitions-filosofi, som taler om det irrationelt "nye" og det "hemmelighedsfulde" i den "mystiske opleven", er ikke at finde i denne direkte betydning hos Szabó.
Bergsons ufrugtbare 'forsøg på redning' af "sjælen" overgår hos Sorel i myten om vold og generalstrejke. Idet den overbeviste socialist Sorel adskiller "socialisme" og "demokrati" ringeagter deres afgørende enhed, kan han komme frem til teorien om den "nye elite" hvad der mod hans egne intentioner gjorde ham interessant og brugbar for fascismen, netop fordi den demokratisk-plebejiske side manglede i hans socialismeforståelse, i hans teori om massebevægelsen.
Der er altså ingen tvivl om, at Lukács var snævrere forbundet med Szabó end med Sorel. Men at aflede Szabós ekstremt store indflydelse på Lukács heraf går efter min mening for vidt. Den antibureaukratiske eller positivt udtrykt: den demokratiske side forenede Szabó og Lukács i abstrakt-almen forstand. Men netop ikke i filosofisk henseende. Da Lukács under sin politiseringsproces under første verdenskrig tilegnede sig Fichte og, som han mener det i erindringen, intensivt tilegnede sig de vigtigste værker af Rosa Luxemburg[20] kunne det have været klart for Peter Ludz[21] at de Szabóske texter fra krigstiden[23] hvilke ikke må adskilles fra texterne fra 1908, opviste for Lukács Szabós teoretiske og politiske grænser.
De to's fælles højagtelse for de ungarske digtere, Sándor Petőfi (1823-1849) og Endre Ady (1877-1919), Lukács' høje vurdering af Szabó-studierne om Ungarn[24] eller de fælles diskussioner i Budapests antikapitalistiske kredse af intellektuelle må ikke føre til, at den filosofisk fulstændig forskellige ansats hos de to tabes af syne som grundlaget for deres forskel.
Hvor Szabó fra start til mål havde givet sig i kast med sit teoretiske arbejde gennem den Darwinske og Spencerske materialistisk-evolutionistiske verdensanskuelse - tilsat en tidlig synlig Nietzsche-indflydelse, dér kunne arven fra den tyske idealisme spores i forskellige variationer hos Lukács.[25] Mens Szabó i tiden omkring den første verdenskrig fjerner sig fra den politiske klassekamp og proletariatets direkte aktioner så nærmer Lukács sig opgaverne for en antikapitalistisk intellektuel. Szabó erkender klart i "Frihandel og Imperialisme" (december 1917), at der bag slagordet om "beskyttelse af den nationale industri (...) altid og overalt" er gemt "kartel- og finanskapitalens interesser": "Derfor gælder det om, at være vagtsom overfor alle politiske monopoliseringsbestræbelser, såvel i nationaløkonomien som i verdensøkonomien". Men alligevel er monopolerne "i dag kendsgerninger, som man ikke kan sætte sig ud over; de er faste indretninger og grundlag for den nuværende økonomiske tilstand".[26] De kapitalistiske produktionsforholds hæmning af udviklingen af produktivkræfterne og de derved frigjorte muligheder for den politiske klassekamp mod de herskende forhold forbliver en - liberal - gåde for Szabó i slutningen af 1917, få uger efter den russiske oktoberrevolution.
Den kritisk-materialistiske og historisk-genetiske undersøgelse af årsagerne til den første verdenskrig havde vist Lenin, Luxemburg o.a., at denne krig ikke kunne forhindres, men at den proletariske revolution, borgerkrigen, i Vesteuropa og i Asien vil være objektiv mulig i forskellig form som dens resultat. Det er ikke det "kommende fædreland" som Szabó taler om, der er problemet for de forestående kampe. Problemet er tværtimod parolerne, målene, aktionerne og organisationsformerne for arbejderklassen og dens forbundsfæller i den proletariske, i proletariatets og bøndernes revolution. Desuden gælder det om, at oprette "proletariatets diktatur" som den højeste form for klassens - og ikke partiets - socialistiske demokrati i overgangsperioden for klassernes kamp om den politisk-økonomiske magt.
I hvor høj grad Szabó savnede en marxistisk vurdering af kapitalbevægelsen på verdensmarkedet - at der tværtimod konstant var givet hos ham en syndikalistisk-libertær vurdering - kan allerede eftervises i hans frihandelsbegreb: Grossmann[27] siger: "Idet Marx i sin tale om frihandlen har henvist til beherskelsen af verdensmarkedet gennem få råstofmonopoler, siger han: 'Når frihandlerne ikke kan begribe, hvorledes et land kan berige sig på bekostning af et andet, så behøver vi ikke undre os over, at de samme herrer endnu mindre vil begribe, hvorledes en klasse indenfor et land kan berige sig på bekostning af en anden' ... 'Alle destruktive fænomener, som den frie konkurrence opviser indenfor et land, gentager sig i endnu større omfang på verdensmarkedet', Dette er udbytningen i dens kosmopolitiske skikkelse' ..."[28]
Idet Szabó behandler dette formidlingskompleks i kapitalbevægelsen med frihandelsparoler, bliver han blokeret fra enhver tilgang til en politisk vurdering og bestemmelse af klassekampsbevægelsen ud fra en marxistisk forståelse. Hvorledes Lukács vil overvinde en sådan blokering, skal vi erfare ud fra hans reception af den russiske oktoberrevolution.
Forudsætningen for det er nu først og fremmest fremstillingen af den russiske oktoberrevolution ud fra det særlige aspekt, som angår sprængningen af zartidens bureaukratiske undertrykkelsesapparat og opståelse af et nyt bureaukratiproblem efter den verdenshistorisk store oktoberrevolution. Det vi sige, vi må spørge om, hvorledes Lenin kort før februar- og oktoberrevolutionen ændrer sin forståelse af statstypen, der, som jeg har påvist, ikke kan adskilles fra hans borgerlige parti-type som alternativ til zarismens før-borgerlige maskineri. Vi skal se, hvorledes Lenin i stats-spørgsmålet ændrer sin kurs teoretisk. Hvad der bliver åbenbart i "Staten og revolutionen". Og det konkrete revolutionsspørgsmål må vi undersøge, således som det bliver stillet i "Vil bolsjevikkerne holde statsmagten?" På ny gælder her grundtesen, at Lenin konstant adskiller teori og praksis.
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] Lukács: Forord (1967) til "Geschichte und Klassenbewusstsein. Studien über marxistische Dialektik", Sonderausgabe Neuwied-Berlin 1971; G. Lukács, Historia och klassmedvetande, Bo Cavefors Bokförlag. Dette angår også hans forhold til sin egen familie; ikke uden grund taler Lukács i "skitsen" til selvbiografien om en "guerillakamp", som han i barndommen udviklede mod sin mors undertrykkelsesforanstaltninger. Det særligt intensive forhold mellem Lukács og barnepigen, en kvinde af det ungarske folk, på den ene side og hans søster på den anden side forstærket gennem den gensidige anerkendelse mellem ham og faderen, satte ham i stand til at bære moderens overvurdering af broderen og hendes repression overfor ham og omsætte den produktivt. Igennem ca. 8 år forte modstanden mod moderens formalistiske og indholdsløse fordringer, en modstand som blev stadig mere bevidst, Lukács ind i det "modrende" mørkekammer, hvorfra han alene blev "befriet" gennem hans fars hjemvenden efter arbejdet som bankier.
Den Lukács'ske føjelighed, hans tilpasningsevne, den bevidste underkastelse, indsigten i svaghederne ved den "blinde spontaneitet" etc. (hvad der i den senere Lukács'ske historie ofte fremtræder overfladisk som "opportunisme", var i virkeligheden for det meste en real vurdering af de forhåndenværende muligheder) har deres første rødder i disse barndomskampe.
[2] MEW, bd. 16, s. 194.
[3] Lukács, Gelebtes Denken, Skizze einer Autobiographie (ikke offentliggjort manuskript, i afskrift, s. 23)
[4] I den selvbiografiske skitse henviser Lukács til den "højst vigtige rolle", som Ernst Bloch har spillet i hans udvikling. Blochs indflydelse begynder henimod 1911.
I denne teoretisk uklare situation blev der gennem bekendtskabet med Bloch åbnet op for en tankedimension. Den "afgørende" side i denne ramme var den filosofiske arv, som var repræsenteret i Bloch: "Min oplevelse: en filosofi i den klassiske (og ikke i den nuværende epigonale universitetsstil) gennem Blochs personlighed og dermed også åbnet for mig som livsvej. Men samtidig uden at have nogen indflydelse på indhold og opbygning af sidstnævnte". (Lukács, Skizze. s. 18)
[5] "(...) selv med Weber er intet fællesskab muligt". (ibid., s. 27)
[6] Lukács taler i sin "Skitse" om det "afgørende år 1917/18", hvor det drejede sig om udviklingen af "relationen til den russiske revolution". Han tilføjer: "min egen vej: modsætningsfyldt fascination" (ibid., s. 27f.). Vi vil snart beskæftige os mere med den komplicerede overgang.
[7] i: Grünberg-Archiv, bd. 10. Mens Ervin Szabó (1877-1918) forstod sig som radikal socialist, så havde hans videnskabelige ven Oszkar Jászi altid misforstået sig selv som en "liberal socialist". Han var imidlertid tværtimod en liberal socialdemokrat med sin kapital-hildethed, med sin illusion om, at kapitalismen vil træde fredeligt-frivilligt tilbage; se O. Jászi, Ungarns Leidensweg. Ungarns Auferstehung. Sinn, Bedeutung und Lehren der zwei Revolutionen (ung.), Wien 1920.
[7a] Jászi, Ervin Szabó und sein Werk, i: Grünberg-Archiv, bd. 10, s. 32. Overvurderingen af Szabós indflydelse på Lukács er især tydelig i Peter Ludz' indledning i det af ham udgivne samlebind: Georg Lukács, Schriften zur Ideologie und Politik, Neuwied-Berlin, 1967, ibid., s. XXIII..
[8] Dvs. den fraktion i arbejderklassen, som indskrænker kampen mod kapitalen til bedriftsniveauet og til fagforeningsbevægelserne, altså inkonsekvent ikke koncentrerer sig om kampen om den politiske magt.
[9] Smlg. hertil ved siden af den grundlæggende "Kritik af Gotha Programmet" af Karl Marx; K. Brandis, Die deutsche Sozialdemokratie bis zum Fall des Sozialistengesetzes, Leipzig 1931; C. E. Schorske, German Social Democracy 1905-1917, The Development of the Great Schism, Cambridge-Mann, 1955; H. Steinberg, Sozialismus und Sozialdemokratie, Hannover 1967. Rabehl, Geschichte und Klassenkampf, Berlin 1973.
Tak til Bernd Rabehl for diskussionen omkring II. Internationale!
[10] To børn - af det i Rusland så svage bourgeoisi -, som var blevet socialrevolutionære, og som i kampen mod zarismen blev socialister og måtte gå i eksil.
[11] På fransk er "revolte" dét, vi i vores sprog kalder "oprør" ["rebellion"].
[12] Jászi, ibid., s. 25.
Peter Ludz derimod giver 'med rette' afkald på Oszkar Jászi som kilde, da det for ham drejer sig om at anvende sine historisk uformidlede teser manipulatorisk overfor Lukács, nemlig teserne: at Szabó "fjernede sig stadig mere fra det ungarske socialdemokrati", at det har drevet ham til den "revolutionære syndikalisme, at han derved kunne "gribe tilbage til tidligere indtryk i Wien, som han havde faet i mødet med de russiske revolutionære Samuel Klatschko og Paul Teplow. Den historiske tilsløring topper i den direkte slutning og gennem den antagelse, som ikke er bevidst af nogetsomhelst, at Lukács i sine første politiske skrifter netop afviser 'realpolitiske' kompromisser. At Ludz i sit ellers værdifulde samlebind ikke offentliggjorde den første politiske artikel af Lukács, den politisk antibolsjevistiske artikel om "Bolsjevismen som etisk problem", synes mig mere at være et Ludz-problem end at være kammerat Lukács' problem. Denne første politiske ansats af Lukács er i et og alt et forsøg på, at synliggøre vigtigheden af og de rigtige principper i 'realpolitiske' kompromisser. Især her kan påvises hele forskellen og distancen til den szabo'ske syndikalisme. Her er det også værd at nævne, at Ludz ikke forsøger, at analysere den szabo'ske syndikalisme i sammenhæng med de tiltagende småborgerlig-bureaukratiske tendenser i det ungarske socialdemokrati og i fagforeningsbevægelsen - tendenser, som er en følge af kapitalhildetheden - for at fremvise processerne, hvor Szabó afsættes, overfor disse organisationer; se Ludz, Forord, s. XXVII, i: Lukács, Schriften zur Ideologie und Politik. Det er ikke uinteressant, at Ludz i navneregistret ikke omtaler de steder hos Lukács, som omhandler Szabó i "Taktik und Ethik", og som modsiger Ludz-tesen. Eller var det et tilfælde?
[13] "Huszadik Század" var et tidsskrift, som i det væsentlige var adskilt fra klassekampene og arbejderklassen, men som havde betydelig indflydelse blandt den ungarske intelligens, som beskæftigede sig med sociologi, litteratur, psykologi og filosofi. Det samme gælder for organisationen af sociologer.
[14] Szabó, Marx és Engels válogatott müvei (Marx-Engels udvalgte værker) 2. bind, Budapest 1905/1909; se G. Kovács, hans anmeldelse i: Grünberg-Archiv II. s. 218/20.
[15] Efter vendingen til syndikalismen, som angreb det herskende fagforeningsbureaukrati og som blev afvist af dette, var arbejdertidsskrifter sværere tilgængelige for Szabó. Men for Lukács blev Szabó lettere at recipere: "Dette forsøg ... (at syntetisere Hegel og Marx i en 'historiefilosofi') fik en særlig nuance derved, at den mest indflydelsesrige 'venstresocialistiske' ideologi for syndikalismen i mit hjemland, i Ungarn var Erwin Szabós. Hans syndikalistiske skrifter gav mine 'historiefilosofiske forsøg' ved siden af mange værdifulde ting (f.eks. formidlingen af 'kritikken af Gotha Programmet', som jeg har lært at kende gennem ham) et stærkt abstrakt-subjektivistisk og derfor etiserende præg". Lukács, "Mein Weg zu Marx", 1933, Internationale Literatur, III/2, s. 178. Jeg citerer fra: Georg Lukács zum siebzigsten Geburtstag, Berlin (Aufbau-Verlag), 1955, s. 228.
Det var Szabó - ikke det ungarske socialdemokrati - som tog sig af oversættelse til ungarsk, offentliggørelse og kommentering af vigtige grundværker af Marx og Engels, således "Kapitalen", "Filosofiens elendighed", "Familiens, privatejendmmens og statens oprindelse", "Anti-Dühring", "Kritik af Gotha Programmet" m.fl. Således skabte han "et fuldstændigt billede af den historiske materialismes lære, såvel i filosofisk som også i økonomisk og historisk henseende", hvilket "i enhver henseende er fuldkomment jævnbyrdigt med de mehringske kommentarer i efterladenskaberne. Teoretisk var dette også hans bedste præstation, her var han fjernet mindst fra den ortodokse marxisme, endskønt han også her på meget væsentlige punkter: i det nationale spørgsmål, i spørgsmålet om bedømmelse af den middelalderlige bonderevolution og af voldens historiske rolle, indtog en kritisk position overfor Marx og Engels". Révai, "Soziale und Partei-kämpfe in der 48/49er ungarischen Revolution", boganmeldelse i: Internationale Presse Korrespondenz, 1924, nr. 4, s. 73.
[16] Man kan sige, at Szabó er at regne blandt de historiske grundlæggere af syndikalismen, altså repræsenterede det, som Lagardelle stod for i Frankrig: anti-parlamentaristisk, anti-bureaukratisk, anti-statslig og anti-militaristisk. Begge står for en fraktion i arbejderklassen, som efter begyndelsen af den første verdenskrig fandt vejen til revolution stadig vanskeligere, og vejen til socialdemokratisk liberalisme og patriotisme stadig lettere. Syndikalismens filosof var Henri Bergson (1859-1941), om hvem Lukács i "Taktik und Ethik" siger: "... at syndikalismen forholder sig til den sande marxisme ligesom den velforståede Hegel forholder sig til syndikalismens filosofier, til Bergson". (Lukács, Taktik und Ethik, i: Peter Ludz, ibid., s. 26) Hvad vil dette sige - undersøgt lidt nøjere? Der konstrueres et forhold mellem historisk-dialektisk fornuft og intuitionens abstrakte metafysik; mellem proletariatets historiske klassekampserfaring og "mystiske oplevelser" (Béla Fogarasi)! Bergsons "livsfilosofi" er kendetegnet gennem en romantisk antikapitalisme, en abstrakt kritik mod det borgerlige samfunds voksende industrialisering, den er fornuftsfjendtlig og antiintellektuel. Dens indflydelse må man vel forklare med, at II. Internationales marxisme gjorde revolutionen til frase, at den lige så lidt forstod forandringerne i livs- og produktionsforholdene, kapitalakkumulationens videreudvikling, de fraktionelle forskydninger i arbejderklassen som den forstod at konkretisere det socialistiske mål.
At Lukács ser forholdet mellem syndikalisme og marxisme i "Taktik und Ethik" så snævert kommer af, at han ikke forstår livsbegrebet som et begreb for det samfundsmæssige arbejdelige så lidt som Bergson gør det. Imidlertid findes der en væsentlig forskel. Allerede meget tidligt forstod Lukács sig som en mand af den franske revolution, af demokratiet og af den tyske filosofiske idealisme. Derfor havde irrationalismen og anti-demokratismen i en filosofiske og politiske syndikalisme ingen inspirerende indflydelse på ham, og for eksempel heller ikke Sorel og hans antidemokratiske fetischering af magten og hans "myte" om den "direkte aktion", som på Sorels tid (1827-1922) fascinerede bestemte dele af den kritisk-borgerlige intelligens. Lukács' demokratiske distance viser sig netop i hans politiske forandrings-artikel "Bolsjevismen som etisk problem" (1919). At der alligevel fandtes filosofiske og politiske fælles træk viser sig deri, at Béla Fogarasi i sin "Einleitung in die Philosophie", Wien 1922 (ungarsk) og i forordet til den ungarske udgave af Henri Bergson, Einleitung in die Metaphysik, Wien 1922 kritiserer denne syndikalistiske filosofi utilstrækkeligt. I syndikalisme-spørgsmålet gælder dette for hele Landler-fraktionen i eksil.
[17] "Den socialistiske bevægelse", se Jászi, op. cit., s. 33.
[18] Szabó, Syndikalismus und Demokratie, i: Ausgewählte Schriften, Budapest 1958, s. 257ff.
[19] Szabó, Indledning til: Marx/Engels, Zur Kritik des Gotha Programms, i Karl Marx og Friedrich Engels, Ausgewählte Werke, bd. II. 1909, (ungarsk) s. 411, citeret fra Z. Horváth: "Die Jahrhundertwende in Ungarn. Geschichte der zweiten Reformgeneration", 1898-1914, Budapest-Neuwied-Berlin, 1966, s. 323.
[20] "Som akademisk intellektuel adskilt fra den illegale arbejderbevægelse har jeg under krigen aldrig hverken fået spartakusskrifterne eller krigsskrifterne af Lenin at se. Med en stærk og varig virkning læste jeg Rosa Luxemburgs førkrigsskrifter". Lukács i: Peter Ludlz, ibid., s. 326ff.. Netop tilegnelsen af R. L. skete mere intenst mellem 1919 og 1921 i eksil, efter den ungarske revolutions nederlag.
[21] Ludz tilskriver Szabó, Lukács, Luxemburg "og utallige andre kommunistiske intellektuelle" (s. XXVII/XXVIII) en "puristisk holdning overfor den politiske magts egentlige fænomen, hvilket må "betegnes som tragisk". En borgerlig videnskabsmand, som er hjemme i de socialdemokratiske taktikker for "magtovertagelsen", "magtovertagelsen" på basis af kapitalen, vil virkelig aldrig kunne forstå dialektikken mellem emancipative klassekampe og politisk magtovertagelse. Til problemet om intelligens og parti siger Lukács eksemplificeret ved Szabó i sin artikel "Hvem spekulerer"? i "Proletár" fra 25.11.1920: "Som om Vilmos Böhm"[22] ikke meget godt vidste, at det netop var ham og hans venner, som - begyndende med Szabó - har trængt alle, om hvem de formodede havde blot en gnist af begavelse og selvstændighed, ud af arbejderbevægelsen". Denne spaltning i USP var for eksempel ikke udtryk for adskillelsen mellem håndens og åndens arbejde i produktionsprocessen, og den blev ikke båret af arbejdere, men den opstod omkring modsætningerne mellem åndelig-emancipativ/åndelig-bureaukratisk arbejde i partiet.
[22] (1880-1949) var forud for det ungarske rådsdiktatur i USD en førende repræsentant for den etablerede fagforeningsbevægelse.
[23] Vi henviser her kun til "Krig og økonomisk forvaltning" (Archiv flir Sozialwissenschaft und Sozialpolitik, 1915, s. 643-688), hvor Hilferdings "Finanskapital" spiller en teoretisk dominerende rolle. Og alligevel når Szabó ikke frem til en klasseoverensstemmende partibinding for på grundlag af modsætningerne i de kapitalistiske forhold at få øje på mulighederne for deres gennembrydning. Hos Szabó førte Nietzsche-indflydelsen - og her er den filosofiske forskel fra Lukács en kvalitativ forskel - også Hilferdings imperialisme-analyse ind i den klassiske liberalisme: "Hvor styrkeforholdet er meget ulige, hvor forskellen mellem århundreder gammelt kulturarbejde slår revner mellem teknisk og organisatorisk beredskab, hvor krigen ikke er det uimodståelige udtryk for en nødvendig befrielse af (på) trængende massefølelser, men frivolt krigsspil og middelalderligt røvertog til fordel for privat nytte, hvor den ikke er revolutionen af det nationale enhedsstræbende fælisskab, men tværtimod den voldelige ødelæggelse af små nationale kulturer - dér er krigen også i dag primitiv, brutal vold og ikke en åndelig og moralsk styrkeprøve. Der gælder kun en konkurrence mellem ligemænd, og kun dennes dom over stærke og svage", ibid., s. 686. 'Konkurrencen' mellem de 'biologisk bedste' - legemligt og åndeligt - er efter 'afskaffelsen af voldsherredømmet' den 'rigtige frie konkurrence' hos Szabó. Bidraget blev afsluttet i december 1914 - hvilket ikke forbedrer hans fejl.
[24] Smlg. Lukács, Historie og klassebevidsthed, 1923, s. 64; kritisk solidarisk bidrag om Szabó hos Rudas, i: Proletár, 30. juni og 7. juli 1921, Wien, og Révai, "Sociale kampe og partikampe i den ungarske revolution i 48/49", i: Internationale Presse Korrespondenz, 1924, Wien, s. 73. Révai: "Ln hel verden adskiller os kommunister fra Ervin Szabó, vi ærer ham dog som en af de første revolutionære, marxistiske læremestre blandt det ungarske proletariat, hvis indvirken på den ungarske arbejderklasse forblev uhyre stor, endskønt han egentlig aldrig deltog aktivt i massebevægelsen. Allerede tidligt kom han i konflikt med det ungarske socialdemokrati og trak sig tilbage fra den politiske hverdagskamp". Den udviklingsmæssige forskel mellem Szabó og Lukács bliver også synlig her.
[25] Mens Lukács i konfrontationen med den imperialistiske krig og især omkring Fichtes "Den fuldendte synds [Sundhaftigkeit] tidsalder" bevægede sig videre til 'venstre' i retning mod socialisme-kommunisme, forblev hans erkendelsesteori 'til højre'.
Endre Adys indvirken skal nævnes pa ny hvad angår hadet til det feudale Ungarn. Interessant er her sammenblandingen mellem Tolstoj-Dostojewski hos Lukács. Lukács mener, at netop en tilbagegriben til Fichte forhindrede, at Tolstoj-Dostojewskis reaktionære sider brød igennem hos ham, uden ganske vist at føre til klarhed. Bevidsthed som "bevidst væren", arbejde som genstandsgørelse, stofveksel mellem menneske og natur som konstitutionssammenhæng, naturen som en given ting osv. lå dengang uden for hans tænken. Derfor stod han altså erkendelsesteoretisk "til højre". Som så mange unge militant-moraliserende socialister mellem 1964 og 1969.
[26] Szabó: "Frihandel og imperialisme", forelæsning afholdt i 'Det sociologiske Samfund' i Genf den 13. december 1917, Genf og Leipzig 1918, s. 27. At fremstille syndikalismens positive forudindtagethed overfor fagforeningsbevægelsen er ikke en opgave, som skal løses her; se f.eks. Szabós anmeldelse af Bernsteins bog "Arbejderbevægelsen" (1910), i: Grünberg-Archiv, vol. 2 (1910).
[27] H. Grossmann fungerede på "Institut for socialforskning" i 30'erne som teoretikeren i Kritikken af den politiske økonomi, og som Adorno, Horkheimer og Herbert Marcuse blev skolet af. Han var en af de få, som var stærkt forbundet med Grünberg og "Grünberg-arkivet" (arkiv for socialismens og arbejderbevægelsens historie).
[28] H. Grossmann, Det kapitalistiske systems akkumulations- og sammenbrudslov, Leipzig 1929, s. 455, anm. 364.
Last updated on: 8.22.2008