|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
En arbejderklasse, der vågner til samfundsmæssigt liv på basis af en kapitalistiskindustriel overbygning, og som er tilføjet den landbrugsøkonomiske grundstruktur, har nødvendigvis en særlig karakter. Denne industrielle struktur skabtes ikke som i Vesteuropa over generationer af kapitalakkumulationen ud af håndværket, småvirksomheden etc., men påklistredes agrar- og hjemmeindustriens stagnerende fundament, der var i opløsning under Ruslands asiatiske "kapitalisering". Den russiske arbejderklasses objektiveringsproces, den politiske opdragelsesproces og tilegnelsen af den "oprejste gang" (Bloch) mod den zaristisk-"kapitalistiske" undertrykkelse og udbytningen førte således uundgåeligt til specifikt udviklede, tågede, aktuelle og latente klassebevidste tanke- og adfærdsformer, der - trods al lighed - alligevel adskiller sig væsentligt fra det vesteuropæiske proletariats.
Lenin glemmer generelt ikke den "asiatiske statsordnings" socialøkonomiske stagnationskarakter, men han underbetoner ofte hvor lidt den simple vareproduktion videreudvikles og hvor stærkt naturaløkonomien, på vej mod privatisering, "lever videre" i landsbykommunernes forandrings- og opløsningsproces. Hvilke virkninger har det for bøndernes og arbejdernes befrielseskampe mod zarismen? Hvilken kraft træder specielt i forgrunden? Det er arbejderklassens politiske fremtrædelsesformer, denne unge klasses fascinerende kampe, der fejede hen over landets agrikole fundament. Socialøkonomisk kan denne 'overlapning' ikke adskilles fra den af samfundets 'despotiske regering' skabte og initierede asiatiske kapitaliseringsproces i Rusland. Dette skaber nødvendigvis en arbejderklasse med objektive samfundsmæssige skranker og med en speciel historisk opgave. Thi i imperialismens tidsalder er revolutionen og ikke 'venten' på den vesteuropæiske kapitalisme sagen. Hvor lidt 'normal' den russiske 'kapitalisme' udviklede sig omkring 1900, hvor revolutionær og modsigelsesfyldt Lenin forsøgte at vende arbejdernes og bøndernes politiske nød organisatorisk, viste sig især i hans politisk-organisatoriske konception for klassekampen i Rusland.
I tiltro til den 'videre' udvikling i kapitalismens produktivkræfter som forudsætning for den russiske arbejderklasses videreudvikling og konfronteret med den despotiske zarismes herskende bureaukrati, kommer Lenin til den konklusion, at denne repression og undertrykkelse, som den herskende klasse med alle den til rådighed stående midler udøver mod den unge arbejderklasse og de gærende bondelag, kun kan besvares ved, at arbejder- og bondeavantgarden, det socialdemokratiske arbejderparti, anfører klassekampen, altså at det revolutionære parti nærmer sig klasserne "udefra".
Hvor lidt Lenin har set Ruslands socialøkonomiske virkelighed i dens asiatiske totalitet på det tidspunkt da han skrev "Hvad må der gøres?" hvor meget han var fixeret på kapitalens 'normale' akkumulationsproces i Rusland, i hvor høj grad han teoretisk var den 'russiske' Kautsky, der håbede på en 'preussisk vej' for Rusland, viser programudkastet til Ruslands socialdemokratiske Arbejderparti i 1902: "VII. Den gennem hele kapitalismens udvikling forberedte revolution er nødvendig for arbejderklassens virkelige befrielse, dvs. ophævelsen af privatejendommen til produktionsmidlerne, disses overgang til samfundsmæssig ejendom og afløsning af den kapitalistiske vareproduktion gennem den socialistiske organisation af produktion af goderne på hele samfundets regning, til sikring af den højeste velfærd og alle medlemmers frie alsidige udvikling. VIII. Denne proletariatets revolution vil fuldstændigt ophæve opdelingen af samfundet i klasser og følgelig også social og politisk ulighed, der udspringer af denne opdeling. IX. For at fuldbyrde denne sociale revolution, må proletariatet erobre den politiske magt, der kan gøre det til herre over situationen og tillade det at fjerne alle hindringer, der står i vejen for dets store mål".[1] Dette abstraktionsprogram, der har lige så lidt at gøre med klassernes russiske udbytnings- og omgangsformer som "hvad må der gøres" har at gøre med de revolutionære bondelag, udtrykker Lenins forkerte, hans 'preussisk'-kautskyanske forståelse af kapitalismens udvikling i Rusland.
Her opstår de modsætninger, der hele tiden optræder mellem den ortodokse Marx-ortodoksi i det teoretiske billede af Rusland og Lenin som praktisk revolutionær.
Det uundgåelige i at "illegaliteten" dominerede i det 'revolutionære partis' arbejde under despotismens særegne trældomsforhold, der fuldstændigt nybestemte, ja forhindrede 'bourgeoisiet' og proletariatet i opfyldelsen af deres 'historiske mission' skaber grundlaget for den russiske socialdemokrat Lenins organisatoriske konsekvenser. Lenins aktuelle mål var ikke den 'proletariske', men den 'borgerlige' revolution, dvs. det drejede sig for ham om den orientalske zarismes fald som forudsætning for det russiske proletariats kapitalistiske og opdragende videreudvikling. Ruslands asiatiske statsordning var opstået over det "mongolske uhyre" (Marx). Derigennem blev det klart, hvad Lenin mener med sin politiske overflade-distinktion mellem zarismen og Bismarcks socialistlov, når han siger: "Der venter endnu det russiske proletariat umådeligt meget hårdere prøvelser, der venter det kampen mod et uhyre (fremhævelser af mig, R.D.), sammenlignet med hvilket socialistloven i et konstitutionelt land virker som en sand dværg". Det vil sige, forskellige kamp- og organisationsformer står til debat. Og Lenin fortsætter: "Historien har nu stillet os den nærmeste opgave, som er den mest revolutionære af alle proletariatets nært forestående opgaver i noget land. Virkeliggørelsen af denne opgave, ødelæggelsen af ikke blot den europæiske, men (kan vi nu sige) også den asiatiske reaktions mægtige bolværk (den sidste fremhævelse af mig, R.D.), ville gøre det russiske proletariat til det internationale revolutionære proletariats avantgarde".[2]
I den forbindelse står det i begyndelsen Lenin klart, at "kun et parti, der ledes af en fremskreden teori, kan opfylde forkæmperens rolle"[3] en virkelig avantgarde, der leder og initierer de objektivt stedfindende klassekampe, indsamler erfaringer, konkluderer politisk og sætter organisatorisk ind for at forberede zarismens fald gennem kampenes kontinuitet.
Her er det afgørende punkt. Spørgsmålet er, om Lenin og bolsjevikkerne - for slet ikke at tale om mensjevikkerne - kunne opfatte den russiske virkelighed begrebsligt korrekt. Afspejlede deres teoretiske position det russiske samfund? Afspejlede de historiske tendenser og de politiske muligheder? Jeg forsøgte ud fra det marxske "realiseringsproblem" og ud fra begrebet om den "herskende klasse" at påvise, at Lenin, der ganske vist var politisk revolutionær, hvad angik teorien forstod de russiske forhold på kautskyansk indskrænket vis ... i 2. Internationales tradition. Denne leninske revolutionsopfattelses dobbeltkarakter tillader ingen formidling af konkrete etappeopgaver og frigørende foregribelse af det socialistiske mål i det revolutionære parti. En historisk passende formbestemmelse af den revolutionære organisation i Rusland ville være en negation af zarismens politisk-økonomiske trældomsforhold. Fordi Lenin vedblivende postulerer kapitalismens og dermed arbejderstandens udvikling i en preussisk-vesteuropæisk forstand for Rusland, spærrer han sig den rigtige vej.
Jeg har allerede rekonstrueret den asiatiske 'kapitalismes' socialøkonomiske stagnation og gjort opmærksom på mangelen af borgerlige resultater i den europæiske betydning af ordet. Under disse betingelser var en åbent arbejdende, 'legalt' tilladt klasseorganisation bestående af proletarer og bønder ikke mulig. Lenin siger endnu efter revolutionen 1917: "Zarismen havde på enhver tænkelig måde forhindret den selvstændige og frie sammenslutning af befolkningen i foreninger".[4]
'Folkemasserne' var i dette kombinerede system af zaristisk-kapitalistisk[5] udbytning og undertrykkelse så "skræmt og uvidende",[6] at det forekom Lenin konsekvent at optage narodnikkernes subversive arv, dvs. at planlægge og organisere kampen på liv og død mod zarismen. Således kunne han sige, uden at han selvfølgelig havde tabt klassekampens dominans af syne: "Giv os en organisation af revolutionære, og vi skal dreje Rusland"[7] Denne russiske politisering af den græske matematiker Arkimedes'[7a] ord har faktisk "gejsten" fra de nationale kampe i slutningen af det 19. århundrede i sig. Hvad betyder det? Det betyder, at politikken hos de russiske socialdemokrater og disses førende hjerne. Lenin i første omgang ikke sigtede mod andet end zarismens fald.
Når en klasseorganisation ikke er mulig, dannelse af fagforeninger er forbudt og de borgerlige friheder ikke eksisterer, så er det uundgåeligt, at det revolutionære parti vil spille en særlig rolle. Denne emancipationskamp forstår Lenin i "Hvad må der gøres?" primært som deltagelse i den borgerlige revolution for på den måde at nå udfoldelsen af bourgeoisiets samfundsmæssige produktivkræfter og arbejderklassens samfundsmæssige klassekampsevne. Denne fixering på den borgerlige revolution, på en udvikling efter europæisk forbillede spærrede blikket for bondemasserne og forhindrede således fra begyndelsen en politisk-organisatorisk alliance mellem den arbejderklasse, der stort set var svag men politisk afgørende i byerne, og de undertrykte bondelag indenfor den 'førkapitalistiske' samfundsmæssigt dominerende agrikultur. De lag, der i Rusland var det politisk-økonomiske fundament for proletariatets sejr, de undertrykte bondelag, blev ikke inddraget politisk-organisatorisk, fordi Lenin anså den asiatiske virkelighed som en plage for Rusland og ikke som en samfundsmæssig-historisk realitet med et revolutionært perspektiv. Konsekvensen var, at partiet forblev begrænset til industriområder. Det er rigtigt, at Lenin i "Hvad må der gøres?" efterprøver arbejderbevægelsens internationale erfaringer kritisk og i overensstemmelse med sit lands betingelser. Han stiller Ruslands socialdemokratiske arbejderparti den opgave "at befri hele folket fra selvherredømmets åg".[8]
Dette revolutionære parti "skal" og "vil" befri de undertrykte klasser - ikke engang vekselvirkningen mellem arbejderparti og arbejderklasse fastholdes.
Emancipationskampen er forskudt, abstrakt-ideologisk skal arbejderklassen befri sig selv, konkret-historisk skal det revolutionære arbejderparti tage vare på denne opgave. På disse præmisser er det ikke noget under, at den "tekniske" side indtager en særlig rolle i den leninske revolutionsteori. Således kom det da til en partitype, i hvilken det ikke var klassetilhørsforholdet, der var det afgørende, men den politisk-menneskelige opgave at være professionel revolutionær under zarismens påtvungne illegalitet. Den objektive modsætning mellem 'arbejderklasse' og 'borgerlig intelligens' - særlig eklatant i Rusland omkring 1900 - blev således tilsløret. Man må naturligvis forstå, at det ikke var nogen bevidst tilsløring. Det gjaldt om at organisere 'ledere for hele folket' da ikke blot den unge og relativt lille arbejderklasse, men hele folket skulle befris fra zarismen. Til illegalitetsbetingelserne, sådan som de råder i dette den asiatiske 'kapitalismes' despotiske land, forsøger Lenin i "Hvad må der gøres?" at påvise nødvendigheden af professionelle revolutionære: "Mangelen på specialisering ... er en af de største mangler i vor teknik".[9] Og: "... specialiseringen forudsætter og kræver på sin side ubetinget centraliseringen".[10] Svarende til zarismens betingelser kræver han den "strengeste konspiration, den strengeste udvælgelse af medlemmerne, uddannelse af professionelle revolutionære".[11] Hvor principielt anderledes situationen var - og først i dag rigtig er - i kapitalismens højtudviklede samfund kan man se allerede deraf, at et revolutionært 'parti' hos os jo ikke skal befri 'folket', klasserne fra zarismens despotiske undertrykkelse, men at den nye politiske arbejderklasse, de "ydmygede og såredes" klasse, der hele tiden politiseres, må befri sig fra den specifikt kapitalistiske udbytnings åg og fra den menneskelige tilværelses dermed forbundne fremmedgørelse i det moderne borgerlige samfund.[12]
Omkring 1900 må Lenin for Ruslands vedkommende betone partiorganisationens dominans i forhold til de masser og klasser, der er som undertrykte slaver. Men han siger: "Koncentreringen af alle konspirative funktioner i hænderne på det ringest mulige antal professionelle revolutionære betyder ingenlunde, at disse 'vil tænke for alle' og at mængden ikke vil tage aktivt del i bevægelsen. Tværtimod, mængden vil i stadig større tal frembringe disse professionelle revolutionære, thi mængden vil da vide, at det ikke er nok, når et par studenter og arbejdere, som fører en økonomisk kamp, mødes for at danne en 'komite', men at det er nødvendigt at uddanne sig til erhvervsrevolutionær gennem årelangt arbejde; og mængden vil ikke bare 'tænke' på fuskeri men netop på en sådan uddannelse. Centraliseringen af organisationens konspirative funktioner betyder ingenlunde centraliseringen af alle bevægelsens funktioner".[13]
Den politiske bevægelse som resultat af de objektive modsætninger i Rusland er - mente Lenin - det revolutionære fundament for denne den "demokratiske centralismes" partitype. Den betinges af den despotiske centraliserings illegaliserende trældomsforhold.[14] Den "demokratiske centralisme", det leninske parti og den leninske stats organisationsprincip, er intet andet end det politisk-organisatoriske udtryk for en bestemt socialøkonomisk struktur og det kan heller ikke overføres fra denne. Det skulle da være med de negative konsekvenser, som vi senere skal beskæftige os med. Som princip betydet det en overbetoning af centralismen og en underbetoning af demokratismen. I 1902, samme år som "Hvad må der gøres? Brændende spørgsmål for vor bevægelse" udkommer, endnu et skrift om partiopbygningen, "Brev til en kammerat om vore organisatoriske opgaver". Det er trykt i uddrag i bogens dokumentariske tillæg, fordi det i denne brochure endnu engang opsummeres, hvorledes Lenin forstår partiet.[14a] Meget plastisk hedder det der: "For at centralbureauet ikke blot (som det hidtil var tilfældet) kan rådgive, overtale, diskutere men virkelig dirigere orkestret, er det nødvendigt, at man præcist ved, hvem der spiller violin hvor, hvor og hvordan han har lært eller er ved at lære at spille hvilket instrument, hvem der spiller falsk (når musikken skurrer i ørerne), hvor og hvorfor og hvem man må flytte hvordan og hvorhen, for at fjerne mislyden osv". Den tekniske dialektik mellem centralisering og decentralisering såvel som den indholdsmæssige dialektik mellem ledelse og ansvar virker på den måde, at den politiske magt og planlægning over decentraliseringen koncentreres i centralen. Vejen går ovenfra og ned. Og enhver har at spille sit instrument og kun sit instrument. Det er planlægningsprocessen i den leninske revolutionsteknik.[14b]
Lenin pegede i "Hvad må der gøres?" på afgørende aspekter for de russiske socialdemokrater i det zaristiske Rusland: "Den aktiveste og bredeste massedeltagelse i en demonstration lider ikke på nogen måde under, men vinder tværtimod meget ved, at et 'dusin' prøvede revolutionære, fagligt ikke dårligere skolet end vort politi, centraliserer hele det konspirative arbejde, som f.eks. fremstillingen af løbesedler, opstillingen af en plan i grove træk, indsætningen af en stab ledere i hvert bydistrikt, hvert fabrikskvarter, hver læreanstalt osv.". Og han tilføjer med rette, at den bebrejdelse, at "... mine synspunkter er udemokratiske' "[15] er en tåbelig indvending. Lenin beskriver i "Hvad må der gøres?" det organisatoriske alternativ til det zaristiske bureaukrati.
Senere siger han om dette bureaukrati, at det er "den udmærket organiserede, ideologisk enige og traditionelt om sig selv lukkede" magtforms "herredømme". Hvor langt borte fra og alligevel nær den leninske partitypes "demokratiske centralisme" er ved sit modstykke, den "despotiske" zarisme, bliver her åbenbart.[15a] Endnu en distinktion, og det en væsentlig, er at det zaristiske apparat herskede i alle det russiske samfunds sektorer, mens Det socialdemokratiske Arbejderparti forblev indskrænket til Ruslands kapitalistiske overbygning, nemlig til fabrikkerne. Denne indskrænkning måtte virke tilbage på organisationens karakter, fordi varernes totalt samfundsmæssige byttehandel ikke var udviklet, mens Lenin deterministisk 'håbede' på et udvidet industrielt potentiale. HJ. Krahl sagde om dette problem: "Faren for den teknicistiske reduktion af den revolutionære praksis truer den leninske koncept fra to sider: fra en organisatorisk omsætning af teknisk fabriksdisciplin til den organiserede klassekamps praktiske disciplin og fra en omsætning af magtstrategiske og kommunikationsstrategiske mål, revolutionære og emancipatoriske principper til et faktisk regulativt realitetsprincip for succeskontrolleret politisk kamp".[16] Det vil sige problemer, som de vesteuropæiske KI-kommunister gjorde ahistoriske derved, at de i følgeskab med KI overtog den leninske partikonception og således samtidigt belastedes med de specifikt russiske formidlinger.[17]
Hvor meget mere det er tilfældet i nutiden hos 'vore' sekterikere skal ikke nærmere forklares.[18]
Lenins revolutionære ærlighed, hans storartede forsøg i "Hvad må der gøres?" på at finde et svar med henblik på at kunne føre den umiddelbare kamp mod det zaristiske "uhyre" rigtigt, adskiller sig principielt fra ånden hos vore sekterikere. For slet ikke at tale om forskellen mellem den samfundsmæssige produktion og undertrykkelse i Rusland omkring 1900 og situationen i det stagnerende borgerlige samfund i dagens metropoler. "Hvad må der gøres?" må kritiseres, fordi Lenin af teoretiske grunde overvurderede byproletariatets relevans og organisering og undervurderede landproletariatet og de fattige bondelags ditto, hvad der senere måtte få fatale konsekvenser.
Lenin orienterer sig - som sædvanlig - stærkt ud fra det tyske socialdemokratis udvikling. Dertil svarer hans teoretiske håb om Ruslands "preussiske vej". Det hjælper og hæmmer Lenin. Hæmningerne ligger i Ruslands økonomiske struktur, som han ikke kan fatte med den "preussiske vej". Den produktive side forekommer mig at ligge i at Lenin i SPD's opportunistiske organisationsstruktur kunne se at den "nye partitype" der forstår sig som forholdenes organisatoriske negation, må gå en helt anden vej. Her faldt russisk særegenhed og erkendelse af SPD-opportunismen sammen. Det førte imidlertid ikke Lenin til nu, også teoretisk at angribe SPD's opportunisme, at gøre op med Kautskys falske ortodoksi etc. Dertil krævedes første verdenskrig. Netop denne forkortning i den kritiske reception af SPD er for mig et væsentligt moment i, at Lenin ikke kunne komme virkelig fri af det teknisk-specialistiske standpunkt: "Jo mindre det fælles arbejdes enkelte 'operationer' er, jo snarere kan man finde folk, der er i stand til at udføre sådanne operationer".[19] Herved udvides imidlertid differensen mellem "central" og "basis" når nemlig den 'demokratiske centralismes' demokratiske side ikke allerede er til stede i partilivet som socialistisk foregribelse. Men netop det lykkedes overordentligt dårligt for Lenin og bolsjevikkerne, for slet ikke at tale om partiets andre fraktioner efter den partiinterne spaltning. Forholdet mellem parti og klasse forblev bornert-ideologisk fra begyndelsen af udviklingen af hans plan for "den borgerlig-demokratiske". og senere "proletariske" revolution.
Idet han kun så tilvejebringelsen af den russiske arbejderbevægelses revolutionære karakter i alliance med de særligt undertrykte bondelag (fattige bønder, landproletariat etc.) i en "revolutionær teori" og i et "revolutionært parti", placeredes det socialøkonomiske indhold i arbejdernes og bøndernes emancipationskamp i den ideologiske overbygning. Døren til en ægte dialektik mellem parti og massevirksomhed som afgørende klassekontrol overfor partiet lukkedes totalt. Således havde den "nye" partitype ganske vist fra starten af overfor den despotiske zarisme den kvalitative differens i ideologien (teorien), men var ligesom denne ideologisk ensartet og lukket om sig selv. De mange teoretiske diskussioner viser sig som kampe om den fælles ideologi, om enighed etc. Arbejdernes og bøndernes interesser og behov betragtes "udefra". Lenin griber også her tilbage til Kautsky og citerer overbevist: "Den socialistiske bevidsthed er altså noget der i klassekampen er tilført proletariatet udefra og ikke noget, der oprindeligt er opstået i det".[20] To verdener adskilles, proletariatets verden med dets klassekamp og den "moderne socialistiske bevidstheds" verden (ibid.). Den sidste opstår ikke af den første. Den "borgerlige intelligens" er socialismens teoretiske bærer. Her ligger den kautskyanske adskillelse af parti og klasse, særlig den centraliserede adskillelse af ledelse og basis i partiet. Det afgørende punkt er, at Lenin med Kautsky tilskriver den socialistisk orienterede "borgerlige intelligens" en ledende rolle, tillægger den "socialistisk bevidsthed" - uden at gøre dens samfundsmæssige væren til udgangspunkt for en kritisk-materialistisk analyse af den borgerlige intelligens og dens bevidsthed, uden at problematisere dens livs- og kampforhold overfor arbejderklassen for først dermed konkret at lade en virkelig solidaritet opstå.
Denne den "socialistiske bevidstheds" ideologiske orientering mod partiet indeholder nødvendigvis en strengt moralistisk-missionæragtig rollebestemmelse af arbejderne og bønderne. Det forhindrer ganske vist ikke den "konkrete analyse" hos Lenin, men det indskrænker den på forhånd. Hans revolutionære partiskhed er ikke primært klasseorienteret, den er partiorienteret. Klassen skal 'spille med' men er ikke den socialøkonomiske garant for og kontinuitet i partiets teori og praksis. Lenin har ret i kritikken af ideologien om arbejderklassens bevidsthedsgørelse; de kapitalistiske forhold, for Ruslands vedkommende den zaristiske undertrykkelse, tillader objektivt ikke dette. Netop derfor er det revolutionære parti en livsnødvendighed for de undertrykte klasser. Den motoriskaktivistiske side overdriver Lenin imidlertid altid ved at afslutte den ideologiske diskussion med teknicistisk-specialistiske "løsninger" uden at han stiller den faktiske kampevne i arbejderklassens fraktioner i politisk focus, med udgangspunkt i analyser af strejke- og oprørsbevægelser i by og på landet, deres differenser og fællestræk. Han kæmperi "Hvad må der gøres?" mod "økonomisterne", "spontanisterne" og så videre - og lander hos teknicisterne. I organisationsspørgsmålet fjerner Lenin sig fra arbejderbevægelsens interesser og behov, fordi han ikke konkretiserer og undersøger strejkebevægelsens dialektik som et lærestykke, omslaget fra økonomiske til politiske krav. Det kan han ikke, fordi den overdrevne adskillelse af parti og klasse hindrer ham deri. Fordi Lenin ikke konkret analyserer kapitalbevægelsen i de langsomt voksende små storbyer, kan han heller ikke virkelig forfølge det unge proletariats faktiske klassekampsbevægelse. At formidle kapitalbevægelsen i den tynde industrielle overflade med de zaristiske trældomsforholds dominans bliver igen særlig umuligt for ham, fordi han tilslører sine analyser med den falske hypotese om kapitalforholdet dominans i vesteuropæisk forstand. En fetichering af partiet og dets rolle i arbejdernes og bøndernes russiske klassekamp var den uundgåelige følge.
Lenins polemik mod spontanisterne, er tilslørende og fremmedgør partiet fra arbejderklassen: "Den spontane arbejderbevægelse er i og for sig kun i stand til at udvikle tradeunionisme ..., men arbejderklassens tradeunionistiske politik er netop arbejderklassens borgerlige politik. Arbejderklassens deltagelse i den politiske kamp og selv i den politiske revolution gør endnu ikke dens politik til socialdemokratisk politik".[21] I et land, hvor arbejderklassen ikke engang har de mest elementære rettigheder, må man forundres over Lenins argumentation. Men den, der ikke glemmer den kautskyanske kerne, behøver ikke at undre sig. Arbejderstandens konkrete interesser separeres mekanistisk fra RSDAP's "socialistiske mål". En formidling af nære og fjerne mål, af arbejdernes og bøndernes konkrete og utopiske interesser og behov - i overensstemmelse med den historiske situation - gøres ligefrem umulig. Det er således ikke underligt, at Lenin imod "bernsteinianismen" forsvarer "ideen om den sociale revolution og proletariatets diktatur".[22] I denne "ide" - hos Lenin uden materialistisk klarhed - ligger der gemt megen lasalleianisme med megen moral og evighed i kategorierne, ideerne etc.
Den teoretiske, idemæssige konstitution af den leninske partitype og den dermed forbundne tekniske formbestemmelse kan ikke adskilles. Den socialistisk orienterede "borgerlige intelligens" beherskede partiet, en formaliseret videnskabsforståelse i kautskyansk forstand eliminerede eller forhindrede dominansen af arbejderklassens sanselighed i partiet, for slet ikke at tale om, at der herskede en skjult bondefjendtlighed. Forholdet mellem arbejderklasse og intelligens bestemtes af RSDAP's abstrakte teori i stedet for at konkretisere arbejderpartiets videnskabsbegreb nedefra, materialistisk, med henblik på ikke apriori at begrunde en kløft mellem klasseværen og klasse-bevidsthed ["Klassen - da - sein" und "Klassen - bewusst - sein"]. Den leninske partitype forsøgte altid at legitimere sig gennem "det zaristiske selvherredømmes tryk"[23] og gennem produktivkræfternes ringe udviklingsgrad. Dertil tjener videnskabsbegrebet med dets moralske kriterier og parolen om den borgerlige revolution som en uundgåelig revolution før den proletariske. Lenin orienterer sig efter det tyske socialdemokratis Erfurter Program,[23a] fordi han anser "kapitalismens grundlæggende udviklingsproces i Tyskland" for Ruslands. På den måde geråder særegenhedernes dialektik løbende i vanskeligheder. Han glemmer ikke, at disse "særegenheder for det første relaterer sig til vore politiske opgaver og kampmidler; for det andet til alle rester af det patriarkalske, førkapitalistiske regime og til bondespørgsmålets specielle stilling, der er forårsaget af denne kamp".[24] Kampen mod den "asiatiske statsordning" ses fuldt ud - men gennem Erfurter Programmets briller. Partitypen som "kampmiddel" formidles over den russiske politiske situation, arbejdernes og bøndernes virkelige bevægelse afledes i RSDAP's teori af "ideen" om Ruslands "preussiske vej" af "ideen" om "proletariatets diktatur" etc.
Zarismens modsigelsesfulde og dog ubrudte stabilitet - indenfor rammerne af den samfundsmæssige opløsning - giver ikke Lenin anledning til grundlæggende at ændre sit teoretiske, skabelonagtige håb på kapitalismens vesteuropæiske udvikling i Rusland for derpå at foretage politisk-organisatoriske vendinger.
Trældomsforholdene på landet og zarismens skattesystem betoner Lenin på ny efter arbejdernes og bøndernes revolution i 1905. Han betoner betydningen af den ikke opløste førkapitalistiske produktionsmåde og siger, at den "kapitalistiske stordrift indenfor landbruget" "i de rent russiske guvernementer utvivlsomt" er "ringe udviklet".[25] Men deraf drager han ingen politisk-organisatoriske konsekvenser for en ny indholdsmæssig og klasseadækvat bestemmelse af partitypen, ingen konsekvenser for forholdet mellem arbejderklasse og den uundgåelige alliancepartner i de revolutionært orienterede bondefraktioner. Hans falske teori om vareproduktionen er dybt forankret i hans falske hypotese om dominansen af det vesteuropæiske kapitalforhold i Rusland. Denne opgives ikke og derfor kan den fulde politisk-organisatoriske konsekvens af erfaringerne fra revolutionen i 1905 ikke drages. Formidlingen af arbejder- og bondebevægelse var uforenelig med hans forståelse af kapitalismens udvikling i Rusland. Derfor faldt det ham også svært kritisk-materialistisk at recipere spørgsmålet om forholdet mellem revolutionært parti og klasseorganisation af sovjettypen i by og på land som et politisk-organisatorisk problem om det dialektiske forhold mellem parti og masser, at anvende det på partiet selv etc. Arbejderklassens ledelse i et bondeland i imperialismens tidsalder og under den socialistiske revolutions aktualitet betvivles ikke. Men i et bondeland drejer det sig netop om i alliance med den undertrykte bondestand at konkretisere og organisere det specifikke forhold mellem parti og arbejderklasse. Hvad skal man gøre, hvis forholdene forhindrer en hurtig udvikling af kapitalismen og arbejderklassen?
Lenin tvivlede efter 1905 ikke på udviklingen af kapitalistiske storbedrifter på landet var forblevet ekstremt lav. Men at udvikle en ny klasseanalyse deraf, nemlig at fremstille de specifikke ejendoms- og trældomsforhold for at erkende klassekampsmulighederne på landet og anvende denne erkendelse på det politisk-organisatoriske felt - det forhindrede hans bundethed til "Erfurter Programmet". den kautskyanske ortodoksi, det forhindrede hans myte om kapitalforholdets dominans i Rusland.[26] Det var ganske vist Lenin, der indenfor II. Internationales historiske rammer analyserede bonespørgsmålet mest til bunds, og han forsøgte aldrig at tabe alliancespørgsmålet mellem arbejdere og bønder i revolutionsprocessen som i den almene klassekamp af syne. Men netop dette lykkedes ikke fuldstændig for Lenin og bolsjevikkerne, fordi de lod det blive ved "synet" og af de anførte grunde ikke kunne fuldføre den politisk-organisatoriske vending. For bolsjevikkerne, for slet ikke at tale om mensjevikkerne etc., var der ikke socialistisk sprængstof i dette alliancespørgsmål. De socialrevolutionære med deres bondemytologi forstod på deres side ikke en ny arbejderklasse med dets partiers førende rolle i imperialismens tidsalder, mere præcist, i epoken for kapitalismens "opgang og forfald".[26a] Lenin var begejstret over revolutionen i 1905, Plechanov fordømte den i sidste instans. Men ingen af dem reviderede deres vesteuropæiske model for kapitalismens udvikling i Rusland, og det skønt det russiske bourgeoisi i 1905 påny havde bevist sin politisk-økonomiske impotens og i sidste instans bevist sin afhængighed af den zaristiske statsmaskines bureaukratiske diktatur. Alle kampe på landet blev derfor undervurderet, småproducenterne og de små landmænds kamp mod "bourgeoisiet" affærdiges som "reaktionær" - fordi Lenin alene ser disse kampe på landet under aspektet afskaffelse af den "asiatiske" arv. Derfor propagerer han kapitalismens udvikling. Ønsket om en sejr for bourgeoisiet, opstået på grundlag af den falske hypotese om de førkapitalistiske forhold og den "asiatiske statsform" tilslører de revolutionsstrategiske konkretiseringer af de aktuelle socialistiske mål og deres formidling i organisationsformen, partitypen, partiprogrammet etc.
Den verdenshistoriske formidling af bondekomiteer til ekspropriationen af godsejerne på landet og sovjetterne i Petersburg, i sidste instans anført af de revolutionære partier hvorved sovjetterne og bondekomiteerne kontrollerer disse - så at sige som den anden garant for det socialistiske demokrati under arbejdernes og bøndernes revolutionære, demokratiske diktatur, denne formidling kan bolsjevikkerne, for slet ikke at tale om de andre, ikke forestille sig.
Socialismens tilsyneladende videnskabelige blik "udefra", fra partiet på masserne, forhindrer adgangen til det aktuelle rige for den socialistiske revolution af en specifik type.
Forholdene i Rusland behøvede efter den leninske model kapitalforholdets dominans - den simple vareproduktion etc. - og den borgerlige revolution for at lade bourgeoisi og proletariat "vokse". Derfor udstedes den så store og snævert reflekterede parole om "arbejdernes og bøndernes demokratiske diktatur". Zarismen skal styrtes og bourgeoisiet bliver på den ene side bekæmpet, på den anden skal det imidlertid sejre. Derfor kan denne leninske model for den kapitalistiske udvikling i Rusland året 1905 kun forstås som en ren borgerlig revolution.
En modifikation af den nye partitypes rolle og funktion blev ikke mulig. Hvad var det "nye" i sidste instans? Det var dybden i beslutsomheden for den revolutionære kamp (disciplin, teknik, centralisation etc.) mod den "asiatiske" statsordning. Det var ikke udtryk for dybden i erkendelsen af den socialistiske vejs specifikke type i Rusland. Sidstnævnte skulle være "europæisk" derfor indsnævres den nye partitype a priori og finder ikke nogen materialistisk begrundelse i Ruslands socialøkonomiske stagnation eller i den aktive arbejder- og bondebevægelse.
Den "nye" parti"type" bærer i sig bøger, ideer, teknik, disciplin etc., - men ikke arbejderklassen og de allierede bønders sanselige og faktiske liv: "Endnu mere nødvendig er organisering med henblik på at beskytte sig mod forfølgelse fra politiets og gendarmers side og overfor disse at hemmeligholde alle arbejderforeninger og deres forbindelser, for disse for at lede arbejdernes forsyning af bøger, brochurer, aviser osv. på vej".[27] Her tales illegalitetens sprog, arbejderklassen beskyttes, - det er rigtigt. Men hvor bliver formidlingen mellem revolutionær organisation som instrument (i forsvaret, i fordelingen etc.) og revolutionært parti som negation af de herskende forhold, af, som anticipation af socialistiske samkvems- og kommunikationsformer i arbejderklassen? At besvare negationen med illegalitetsbetingelser fører kun til en tildækning af problemstillingen. Jeg mener, men skal nærme sig problemet gennem en afklaring af den "demokratiske centralisme". Lenins første revolutionsstrategiske mål var den borgerlige revolution uden ægte borgerskab. Han betragtede den borgerlige revolution som negation af de zaristiske trældomsforhold af asiatisk afart. I overensstemmelse med denne falske konception forsøgte han at opbygge partiet med to hoveder. Konsekvensen var, at den socialistiske foregribelse og det konkrete socialistiske perspektiv forsvandt i "ideen" at organisationen som instrument ("ny partitype") landede på den "demokratiske centralismes" borgerlige område.
Hvad gemmer sig i "demokratisk" og hvad i "centralisme"? I "centralisme" er der nu engang ikke noget særligt socialistisk. Partimedlemsskabets politisk-kommunikativ-økonomiske egalitet er heller ikke givet i "centralismens" "demokratiske" variant. Socialismen forbliver i hovedet, vel at mærke i bestemte hoveder. Omslaget til deres ben, som det drejer sig om, vanskeliggøres. Begge sider af partitypen viser sig som værende under det socialistiske niveau for frigørende foregribelse og socialistisk negation af de herskende forhold.[28]
Vi henvises altså påny til forståelsen af den borgerlige revolution af 1905 i Rusland. Kun således kan vi over Lenins økonomiske konceptioner nærme os rødderne til den "demokratiske centralisme" som partitype.
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] LW, bd. 6, s. 13. I programmet tales vesteuropæisk-ortodokst, i den politiske praksis blev de asiatiske trældomsforhold ikke overset. Lukács ser ikke denne modsætning, se Lukács: Lenin, Studie über den Zusammenhang seiner Gedanken, Wien 1924, i Gesehiehte und Klassenbewusstsein, Frühschriften II, Neuwied-Berlin 1968, s. 531ff.
[2] Altsammen i LW, bd. 5, s. 383. Lenin foregriber den russiske revolutions lederkrav i den internationale sammenhæng. Hvilket fra 1919 realiseredes i den Kommunistiske Internationale.
[3] LW, bd. 5, s. 380. Den "fremskredne" teori kommer fra Kautsky og ikke fra praksis.
[4] LW, bd. 25, s. 360. Lenin: Udvalgte Værker, bd. 7, s. 154. Dvs. den proletariske klassekamps grundelementer i det "moderne borgerlige samfunds" (Marx) kapitalforhold.
[5] LW, bd. 5, s. 74. De "borgerlige konstitutionelle rettigheder" var under alle omstændigheder i denne "bestemte kapitalismeform" lige så lidt givet som "handelsmandens og hans ejendoms sikkerhed" (Engels). At Lenin taler om den "asiatiske" og "despotiske" hån mod personligheden viser, at han ikke kender noget til den specielle respekt for personligheden i den østasiatiske produktionszone; se Lily Abegg, Ostasien denkt anders [Østasien tænker anderledes], München 1970, s. 209ff. Overhovedet spiller bønderne og arbejdet på landet næppe nogen rolle i "Hvad må der gøres?" Kampene på landet var ganske vist fra begyndelsen vigtige for Lenin og hans politik. Bønderne var imidlertid som klasse, mente Lenin, dømt til døden. Han placerede stadig mere arbejderklassens ledende rolle i centrum og så ikke, at netop p.g.a. den samfundsmæssige stagnation ville en anden revolutionær linie være nødvendig, nemlig den, nok at styrke arbejderklassens føring politisk organisatorisk, men samtidig styrke den agrare basis herfor ved at forcere arbejdet i landsbykommunerne (obščina)
[6] LW, bd. 5, s. 74.
[7] Ibid., s. 483.
[7a] Arkimedes: "Giv mig et fast punkt, hvor jeg kan stå, og jeg skal dreje Jorden".
[8] Ibid., s. 380. Der er her ikke tale om arbejderklassens egen frigørelse, anført af det revolutionære parti. Partiet 'skal' befri "folket", her ligger rødderne til avantgardeteorien: "Lenins organisationstanke forudsætter faktum, revolutionens aktualitet". (Lukács, Lenin... op. cit., s. 535) Det er rigtigt, men Lukács udarbejder ikke den mekaniske distinktion mellem borgerlig og proletarisk revolution, som Lenin foretog den for 1905, derfor er hans fremstilling af den leninske revolutionsteori tilslørende.
[9] Samlebindet, Über den Parteiaufbau [Om partiopbygningen], s. 57.
[10] Ibid. s. 59.
[11] ibid., s. 69. "Udvælgelsen" kan ikke kun forklares ud fra den despotiske zarisme. Den må snarere forklares ud fra adskillelsen af arbejder-væren og partibevidstheden om disse arbejdere. Set på den måde indeholder "udvælgelses"begrebet Nietzsche-Darwin-elementer for slet ikke at tale om de lasalleske "ideer" hos Lenin, her er Fichte på hjemmebane.
[12] Se H. Brinckmann, Stalin - Theoretiker der Bürokratie [Stalin - bureaukratiets teoretiker], Giessen 1971, s. XXXVIII.
[13] LW, bd. 5, s. 482. Selvstændiggørelsen forstås "specialistagtigt", dvs. reduceres. Bestemte omraders selvstændiggørelse er følgen" tab af erkendelsen af den samfundsmæssige totalsammenhæng er konsekvensen. Centralen skal udligne tabet.
[14] Lukács siger: "Den bolsjevistiske organisationsplan trækker en gruppe målbevidste, totalt offervillige revolutionære ud af gesamtklassens mere eller mindre kaotiske masse". (G. L. Lenin... - op. cit., s. 535). Denne partiopbygningens viljesbestemmelse er hos Lenin langt mere direkte formidlet over Ruslands samfundsmæssige stagnation.
[14a] At Leninforståelsen af organisationsspørgsmålet ikke er alsluttet med dette brev er en selvfølge. Erfaringerne fra 1905 og især fra 1914 fører til vigtige forskydninger i organisationens taktik. Ernest Mandel siger at Lenin indtil "det traumatiske chok" 4.8.1914 (det tyske socialdemokratis tilbagefald til chauvinismens sump gennem tilslutning til krigskreditterne) først og fremmest behandlede den "nye partitype" som et teknisk-funktionelt problem og først bagefter forsøgte indholdsmæssige bestemmelser (se Ernest Mandel, Lenin und die Probleme des politischen Klassenkampfes [Lenin og problemerne i den politiske klassekamp], i: Lenin, Revolution und Politik, Frankfurt 1970, s. 149-205).
[14b] Hvis man sammenligner strukturerne svarer det til kapitaldelenes situation indenfor rammerne af totalkapitalen. I begge tilfælde er decentraliseringen en udvikling af arbejdsdelingen og ikke en proces i udvidelsen af selvreguleringen og selvdisciplinen. Derfor forbliver partimedlemmerne underkastet byttehandelens bevægelseslove. "Nettet af handlende agenter" er et objekt for centralen. "Selvforandringsprocessen" (Marx) slutter for medlemmerne i det leninske parti allerede i udgangspunktet og ikke først hos Stalin med opgivelsen af "selvet". Vi finder zarismens teknisk-konkretistiske negation men ikke den konkret-utopiske negation af forholdene.
[15] LW, bd. 5, s. 482. Lenin var "mere demokratisk" end Kautsky, der ikke engang tilfod den leninske replik til Rosa Luxemburgs Leninkritik i "Neue Zeit". Han nægtede specifikke erfaringers revolutionære potentiale adgang til Vesteuropa. Lenin, som den kampberedte revolutionær, var opportunismens (Bernstein) og centrismens (Kautsky) negation. Hvad teorien angik, forblev han ganske vist endnu i lang tid afhængig af Kautsky.
[15a] Hvad betyder identifikationen med agressoren i den revolutionære proces. Det giver Hans Magnus Enzensberger et eksempel på: "Forrædderi-tabuets magiske smittefare udstrækker sig til dem, der bryder med det. Den revolutionære konspirations historie viser overalt spor af denne infektion. Den ed, hvormed herskeren vil beskytte sig mod forrædderi, svarer til det løfte, som forrædderne aflægger. De revolutionære bekæmper forrædderne i deres egne rækker mere ubønhørligt end deres egentlige fjende. Dermed overføres den gamle ordens paranoide struktur på den nye endnu før den har sat sig igennem. Fremragende eksempler herpå er Netjajevs sammensværgelse og de socialrevolutionæres kamporganisation i det zaristiske Rusland. De strukturelle ligheder med modstanderen, det vil sige med det hemmelige politi, er frapperende; de muliggør dobbeltspillet hos en mand som Asev, der netop forblev ukendt, fordi den revolutionære aktivitet til forveksling lignede den kontrarevolutionære i vaner og metodik". (Theorie des Verrats [Forrædderiets teori], i: Politik und Verbrechen [Politik og forbrydelse], Frankfurt, 1964, s. 374).
[16] Krahl, Konstitution und Klassenkampf, Verlag Neue Kritik, Frankfurt 1971, s. 196.
[17] Se "Geschichte und Klassenbewusstsein" [Historie og klassebevidsthed], 1923, s. 298fT.
[18] Zaristiske forhold (!) tillod netop ingen leg med revolutionen. Tilsyneladende 'proletarisk offentlighed' og manipulation bag massernes ryg finder stadig sted, mere end nogensinde. At manipulere bag massernes ryg, ikke at oplyse dem om aftalerne mellem ledelsesgrupperne etc. er reaktionært, og det forhindrer udviklingen af den politiske bevægelse i landet. Selvvirksomhedens kraft i socialistiske og kommunistiske masser ødelægges, af oprejst gående bliver der krumme og sammenbøjede socialister og kommunister.
Et dialektisk forhold mellem virkelige ledere, der kontrolleres og føres af masserne - "opdragere må opdrages" (Marx) - kan ikke opstå igennem pseudorevolutionære 'ledere', der foragter masserne. Ligesom 'fuskeriet' i Rusland mindskede revolutionens anseelse, så hæmmer og tilslører sekterismen, den reaktionære legen med 'marxismen-leninismen' etc. socialisternes virkningsmuligheder i Vesttyskland. Den frigørende ærlighed hos socialister og kommunister, der hverken går krumt eller krumbøjet, men oprejst, hvad der principielt adskiller dem fra revisionister af enhver retning, føler sig ikke hjemme i sekterismen. Der forbliver socialismen og kommunismen i det ideologiske hoved, med hænderne i skødet kan man så altid 'brokke sig' over "partiledelsens ideologi". Selvvirksomhed som potentielt eksisterende grundmoment, der må videreudvikles, i de "ydmygede og såredes" "oprejste gang" er en gru for teknicistisk-organiserede sekteriske grupper.
Sekteriske retninger er ude af stand til at beholde den reale klassefjende, mod hvilken det politiske angreb må føres, i syne; de er ude af stand til at handle kritisk-solidarisk med alle dem, der trues af denne fjende. Derfor kan sekterikerne ikke bestemme det afgørende punkt hinsides putchisme og opportunisme, som er velegnet som basis for en negationens politik i relation til de herskende forhold i en historisk, politisk-organisatorisk såvel som personligt adækvat form. Borgerlig adfærd er den altid truende konsekvens af denne manglende evne. Informationer monopoliseres, beslutninger træffes ovenfra og ned. Overalt står der et lukket legitimationssystem, der umuliggør og skal umuliggøre en problematisering af egne positioner. En konsekvent socialistisk og kommunistisk politik, der tager begreberne "enhedsfront" og "aktionsenhed" alvorligt, er dermed tendentielt udelukket. Disse bliver således ude af stand til at indgå i alliancer, bliver et objekt for kapitalagenternes kaos, for kontrarevolutionen. Kapitalens herskende kaos kan ikke styrtes af sekterikerne.
[19] LW, bd. 5, s. 485. Rosa Luxemburg underkender faktisk partiets "bevidste og aktive element" i forholdet til arbejderklassen (se Lukács, Lenin..., op. cit., s. 541), men Lenin ignorerer vekselvirkningen mellem økonomisk udvikling og organisatorisk "af lukkethed" som avantgarde. Denne forbliver mekanisk uforandret.
[20] Lenin, AW, bd. 1, s. 174. Bestemt ikke opstået "oprindeligt" men uadskillelig fra dets samfundsmæssige væren.
[21] LW, bd. 5, s. 452. Det kan ikke betvivles, men partiet skal skabe formidlingen mellem umiddelbare behov og socialismens i en given fase. Idet Lenin 'udsætter' socialismen bevæger formidlingerne sig ufrivilligt i en borgerlig retning.
[22] LW, bd. 5, s. 372.
[23] LW, bd. 5, s. 468, se også s. 480.
[23a] Dette program besluttedes på partikongressen i oktober 1891. Modsigelserne i programmet har Engels rammende formuleret: "... at proklamere og ovenikøbet uden grund" den 'fredelige voksen' ind i socialismen i Tyskland, hvor regeringen er næsten almægtig og alle andre repræsentative organer uden virkelig magt", "er det samme som at tage figenbladet af absolutismen og binde det for ens egen nøgenhed". (MEW, bd. 22, s. 337) Denne vildledning af partiet gennem den 'ærlige' opportunisme, der for Engels måske er den farligste af alle, overså Lenin længe. Også fordi "vi vil efterligne Erfurter Programmet..." (Lenin). Fordi der hos Lenin var tale om relativ kontinuitet i den asiatiske konception for Rusland, kunne han meget ofte i den russiske praksis henvise til begrænsningerne i "Erfurter Programmet".
[24] LW, bd. 4, s. 229/30.
[25] LW, bd. 13, s. 215. Tvivl på de påståede hypoteser findes ikke hos den "ortodokse" Lenin. Lukács, der hverken historisk eller teoretisk om Marx og Lenin har taget den russiske "asiatiske arvs" specifikum op, kommer ikke engang i nærheden af en problematisering.
[26] Maos "analyse af klasserne i det kinesiske samfund" (1926) tager en fuldstændigt anden vej. Idet Mao ser den revolutionære march fra land til by, er han langt mere klarsynet i bondespørgsmålet end Lenin. På den anden side afskærer han sig fra indsigten i land- og byproletariatets historisk adækvate lederrolle, fordi klassen ikke selvstændigt kan organisere sig. Således blev arbejderparti og arbejderklasse i årtier totalt identiske i Kina, og afstanden mellem parti og klasse blev derved større end på Lenins tid. Det var den stalinistiske periode i Den kinesiske Folkerepublik. Den maoistiske myte om den kinesiske arbejderklasse må afdækkes, og man må spørge, hvorfor den kommunistiske offentlighed nationalt og internationalt ikke kan få kendskab til partikongressens diskussioner. Her drejer det sig ikke om et "europæisk" spørgsmål, det drejer sig snarere om socialistisk-kommunistiske egalitets- og kommunikationsprincipper. Det specifikke forhold mellem land- og byproletariatet er specielt bemærkelsesværdigt under de kinesiske forhold. Kulturrevolutionens særegne forsøg på at nærme sig bl.a. det problem må, trods al kritik, aldrig tabes af syne.
[26a] Marx påpeger i "Det kommunistiske Manifest", at alle former for utopisk socialisme mister deres betydning i det øjeblik dannelsen af udviklede kapitalforhold har sat sig igennem. Anvendt på Rusland kan man sige at den - omend svagt - fremadskridende vareproduktion ganske vist havde anfægtet narodnikkerne, de socialrevolutionæres basis hos bønderne, men at der alligevel med god grund dannedes en efterfølgende organisation. Det var de socialrevolutionæres parti. Det var deres program at opdele det "russiske land" rigtigt, dvs. ligeberettiget at opdele landet mellem "folket". På denne måde ville de den russiske kapitalisme til livs. Nu må man spørge efter, om da de socialrevolutionære, i Det kommunistiske Manifests betydning, målt på landets tilstand socialøkonomisk og politisk var "overhalet", om de som "utopiske socialister" fortjener betegnelsen "reaktionære", når udviklingen af kapitalismen i Rusland tager en vej, der ikke kan bedømmes med vesteuropæiske udviklingskategorier. Det er dog betegnende, at Lenin kort før Oktoberrevolutionen overtager de socialrevolutionæres agrarprogram, og at bolsjevikkerne og ikke de socialrevolutionære vinder sejren. Lenin så altså i rette tid, at bøndernes behov dukkede op i de socialrevolutionæres program og ikke i programmet hos bolsjevikkerne og mensjevikkernes socialdemokratiske fraktioner. At de socialrevolutionære på deres side ikke søgte nogen rigtig formidling med arbejderklassen er grunden til denne politiske retnings nederlag i Rusland.
[27] Se B. Rabehl, op. cit., s. 263. B. Rabehl gør opmærksom på, at den leninske partikonception skal "forsone tilsyneladende objektivt bestående modsætninger og splittelser" mellem socialistisk videnskab og spontan arbejderbevægelse.
[28] Dieter Duhm har i sin bog "Warenstruktur und zerstörte Menschlichkeit" [Varestruktur og ødelagt menneskelighed], Köln 1973, givet det abstrak-almene grundlag for en ny videreførende diskussion om en ny kvalitet i den revolutionære organisation; det konkrete svar på spørgsmålet "Hvad må der gøres i dag?" må naturligvis gå ud over den abstrakte almenhed.
Last updated on: 8.22.2008