|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
I hvor høj grad metodiske fejl ikke udelukker en aktuelt-politisk rigtig handlen, viser Lenins virkelighedsrelaterede smidighed. I denne forbindelse må det imidlertid ikke glemmes, at de fremtidige fejl før og efter det bolsjevistiske socialdemokratis magtovertagelse generelt blev foregrebet allerede i analysen af den 'kapitalistiske' udviklingsvejs tendenser i Rusland.
I det følgende har Ruslands faktiske klassevirkelighed i den leninske konception for de russiske klassekampe min interesse. Først må spørgsmålet stilles om den "herskende klasses" historiske karakter og social-økonomiske indhold i den despotiske zarisme indenfor rammerne af Ruslands asiatiske kapitalisme. Igennem Marx og Engels skulle det være blevet klart, at "regeringen" "despoten" "bureaukratiet" specielt gennem systemet af indre og ydre skatter pressede merværdien ud af den særlig undertrykte bondeklasse.
Det er således ikke påfaldende, at Lenin tidligt taler om diktatur, "bureaukratiets magt"[1]: "det er for åbenbart, at enhver 'deltagelse af samfundsmæssige elementer' uden konstitution bliver en fiktion, en underordning af samfundet ... under bureaukratiet".[2]
Dette specielle begreb for et halvasiatisk bureaukrati, som ikke kan adskilles fra det zaristiske selvherredømmes diktatur, forekommer os at være et cenralbegreb for Lenin til at bestemme Ruslands "herskende klasse": Det vil sige den klasse, der afpresser merværdi og som hæmmer udviklingen af de samfundsmæssige produktivkræfter![3]
Lenin gør os opmærksom på, at det hurtigt blev muligt at afsløre "disse hykleriske intriger" "i Europa, hvor der findes en mere eller mindre fri presse og folkeforsamlinger, en valgkamp og udviklede politiske partier".
Men i "Asien, og derunder også i Rusland, (fremhævelse af mig, R.D.) er folkemasserne så skræmte og uvidende, og fordommene, der opretholder troen på Fader Zar, så stærke, at sådanne intriger har stor succes".[4]
Det er de specielle halvasiatiske magtforhold, den zaristiske despotismes samfundsmæssige produktionsforhold, der skabte de undertryktes slaveagtige adfærd. Lenin fortsætter: "Regeringen bestræber sig uafladeligt på, den sætter alt i bevægelse for snart her, snart der at fjerne arbejdernes utilfredshed - men utilfredsheden bryder blot stærkere frem et andet sted"[5] Ligesom Marx forstår Lenin her den zaristiske regering som "herskende klasse" ikke det russiske bourgeoisi. Der sigtes her mod den zaristiske despotismes magt og vanskeligheder. Hvor nær Lenin står den asiatiske konception hos Marx og Engels og at han ser zarismens regerende bureaukrati i dets komplicerethed bliver klart derved, at han beskrev den russiske guvernør i landets provinser som en sand satrap, "af hvis nåde en hvilken som helst institutions, ja endog en hvilken som helst persons eksistens i det ham 'betroede' guvernement afhang". Orientens tyrkiske side træder frem. Denne orientalske magtsammenhæng finder sin direkte fuldstændiggørelse i udbytningen: "Denne masse af små landlige udbyttere er en frygtelig magt og frygtelig specielt derved, at den undertrykker de arbejdende enkeltvis og hver for sig, at den lægger ham i lænker og fratager ham ethvert håb om forløsning, frygtelig derved, at denne udbytning som følge af landsbyens overordentlige tilbageståenhed, som er betinget af den lave arbejdsproduktivitet og manglende samkvemsbetingelser, ikke blot er udbytning af arbejdet, men ovenikøbet en asiatisk hån mod personligheden (fremhævelse af mig, R.D.), sådan som man stadig møder den på landet".[6] Hvor stærk den førkapitalistiske virkeligheds dominans er i landbrugets russiske fundament, gør Lenin klart på den måde, at han regner "vor kapitalismes virke for fremskridtsvenlig", dvs. at han anser udviklingen i byerne for progressiv og realiteten på landet for tilbagestående og førkapitalistisk.
Han ønsker at landet "underordnes den store kapital"[7] for at kunne samfundsmæssiggøre arbejdet og udvikle produktivkræfterne. Han ser, at der kun kan være tale om kapitalforholdets dominans i byernes industrielle overflade! Han ser ikke, at begrænsningerne i "kapitalismens" udvikling har en objektiv karakter og at alt håb om den europæiske vej i Rusland var falske.
Bedømmelsen af de russiske magtforhold på landet med den herskende regerings deri indeholdte skattesystem bliver først helt forståelig, når vi husker på, hvad Engels skrev i 1890 om forholdet mellem orientalsk herredømme og kapitalismens udvikling i sådanne orientalske produktionszoner: "I virkeligheden er det tyrkiske som al orientalsk herredømme uforeneligt med et kapitalistisk samfund; den tilegnede merværdi er ikke i sikkerhed for rovlystne satrapers og pachaers hænder; den borgerlige tilegnelses første grundbetingelse mangler: sikkerheden for handelsmanden og hans ejendom".[8] Her bliver denne leninske modsigelse mellem skematisk ortodoksi angående socialismens russiske vej over den europæiske kapitalisme og den virkelige bedømmelse af det russiske samfunds fremtrædelsesform særlig tydelig. Det er da heller ikke underligt, at han betoner Ruslands særlige "asiatiske statsordning" og dog kan "undre sig over" "at Ruslands europæisk-kapitalistiske udvikling, trods dennes asiatiske statsordning, kunne sætte et så stærkt stempel på samfundets politiske gruppering".[9] Hvor stærk var egentlig den påtvungne kapitalistiske overbygning i det stagnerende samfund? Hvor mange industrielle lønarbejdere lod sig påvise i Rusland. Lad os spørge Rabehl: "Ved århundredskiftet stod i alle russiske industrigrene ca. 2.277.000 i lønforhold; i 1914 stod, trods kapitalens udvidede akkumulation, ikke mere end ca. 2.700.000 i lønforhold. Arbejdsmetoderne, anvendelsen af den konstante kapital, produktionen af relativ merværdi, styklønsmetoderne og intensiveringen af udbytningen hindrede entydigt lønarbejderklassens udvikling".[10] Kan det ikke fortolkes anderledes? Stagnationen i "lønarbejderklassens udvikling" forekommer mig snarere at være afhængig af den despotiske zarismes "samfundsmæssige stagnation" end af "styklønsmetoderne" etc. Kampen mellem "bourgeoisi" og "proletariat" dominerer ikke samfundsmæssigt. Skrankerne og årsagerne til den russiske "kapitalismes" lave udvikling så Lenin modsigelsesfyldt i "Socialdemokratiets to taktikker i den demokratiske revolution". Han gør opmærksom på, at den "borgerlige revolution" er en ufravigelig betingelse for, at der kunne ske en udvikling. Han angriber anarkisterne og de socialrevolutionære for deres "fantasier" om en vej til socialismen uden en kapitalistisk mellemfase med udvikling af den samfundsmæssige vareproduktion og kommer så til den konklusion", ... at det er en reaktionær tanke at søge arbejderklassens befrielse i noget som helst andet end i kapitalismens videre udvikling". Hvad nu, hvis denne udvikling på grund af "den asiatiske statsordning" og det førkapitalistisk-asiatiske landbrug ikke skrider fremad? Lenin mener: "I sådanne lande lider arbejderklassen ikke så meget under kapitalismen som langt mere under kapitalismens utilstrækkelige udvikling.
Arbejderklassen er derfor ubetinget interesseret i den bredeste, frieste og hurtigste udvikling af kapitalismen. For arbejderklassen er fjernelsen af alle den gamle tids efterladenskaber, som er til hinder for kapitalismens brede, frie og hurtige udvikling, ubetinget en fordel".[11] Som revolutionær marxist, der kommer fra den russiske form for undertrykt borgerskab, frygter han intet mere end Ruslands asiatiske arv, som endnu er levende på landet og ikke blot en overleveret rest. Hans revolutionære taktik begrænses permanent af det europæiske håb. Dette hindrer ham i at lade de forhåndenværende tilstande og de forhåndenværende bevidsthedsformer være udgangspunkt for hans revolutionære taktik. Her greb Lenin tydeligvis tilbage til "Forord til første oplag" af Marx's "Kapitalen" hvor denne taler om, at "ikke blot den kapitalistiske produktions udvikling, men også mangelen på dens udvikling" piner os, den "stadige vegetation af gamle, overlevede produktionsmåder, med dens følgeskab af utidssvarende samfundsmæssige og politiske forhold".[12] Marx talte imidlertid om "Vesteuropa" og ikke om Rusland. Efter diskussionen i partiet mellem mensjevikker og bolsjevikker, der havde nået et teoretisk højdepunkt på Stockholmer Partikongressen i 1906 eftersom der i den forbindelse blev ført en principiel debat om den russiske arv fra "asiatkina" gik Lenin i sin "Beretning fra RSDAP's enhedskongres" ud fra, at "den kapitalistiske produktionsmåde siden anden halvdel af det 19. århundrede "er blevet styrket i Rusland, og at "den i det 20. århundrede ubetinget er blevet den fremherskende".[13] Hvorledes kan en produktionsmåde egentlig "styrkes", der kunstigt påklistres en fremherskende, halvasiatisk produktionsmåde i opløsning? Da Lenin ikke spørger således, er det ham muligt at føre diskussionen om restaureringen af den asiatiske produktionsmåde fuldstændigt ad absurdum. Det er vigtigt for os, at Lenin i denne sammenhæng på intet tidspunkt inddrager den senere kategori for den middelalderlige russiske "feudalstat", "statsfeudalisme" etc. for at fremstille den "halvasiatiske" (Marx) produktionsmådes historiske opløsningsproces i Rusland. Lenin bestrider og problematiserer den historiske eksistens af en "asiatisk produktionsmåde" i det moskovitiske rige før Peter L, men bestrider ikke den asiatiske konception hos Marx og Engels. Alligevel går han ikke tilbage til den marxske kategori for Ruslands "halvasiatiske" produktionsmåde med den despotiske statsordning før og efter Peter den Første og denne ordnings forskellige forvandlinger. Men netop dette kunne have ført til en problematisering af den hos Lenin påståede styrkelse af den kapitalistiske produktionsmåde efter bondebefrielsesloven, kunne ligeledes i vid udstrækning have relativeret den kapitalistiske produktionsmådes ubetingede overvægt. I "Socialdemokratiets agrarprogram" fortsættes denne debat. Lenin citerer Plechanov for dennes tale i Stockholm: "... det der hos os udspringer af disse levninger, er vor gamle binding til jorden og jordbrugerens til staten, vor gamle egenartede nationalisering af jorden. For vor restauration vil det derfor falde så meget lettere at genfremstille (sic!) denne nationalisering som De selv (dvs. Lenin! - R.D.) forlanger nationaliseringen af jorden, som De selv lader dette arvestykke fra vor gamle halvasiatiske ordning uantastet".[14]
Lenin stiller det rigtige spørgsmål til Plechanov: "Er det ordet 'nationalisering', der letter genfremstillingen af halvasiatiske tilstande, eller er det bestemte økonomiske forandringer?"[15] Og Lenin giver et klart og alligevel tvetydigt svar: "Ifølge sagens væsen, ifølge omvæltningens økonomiske indhold og ikke efter deres betegnelse med et eller andet ord er det følgelig netop nationaliseringen, der langt mere radikalt fjerner den asiatiske arvs økonomiske grundlag".[16] Efter Lenins mening langt mere radikalt end den opdeling af jorden i kommuner under revolutionen, som Plechanov gjorde sig til talsmand for. Lenin indrømmer her den asiatkinesiske eksistens i Rusland, men ser netop gennembrydningen af denne samfundsmæssige hæmsko i den fuldt gennemførte nationalisering. Problematisk er Lenins teoretiske tilbagetog i den indskudte bemærkning, hvor han anser det for uvigtigt, om der nu er tale om "halvasiatisk" "statsfeudal" etc. arv. Gennem denne begrebsforvirringens bemærkning, gennem den derfor upræcise bestemmelse af produktionsovergange og udviklingen af den specifikke 'kapitalisme' i Rusland, åbnes døren på vid gab for den politiske leg med "ord". Hvis en historisk passende bestemmelse af produktivkræfternes udvikling hhv. stagnation, den "herskende klasse" klasseudviklinger og klasseforskydninger bliver mere upræcis, så bliver partiprogrammet og den til de historiske forhold svarende partitype etc. manipulativ og upræcis! Så kan taktik og organisation ikke formidles.
Det er ikke underligt at Lenin uden videre siger: "I bondereformen" af 1861 "er feudalismens svøb (godsejerfeudalismens såvel som den statsfeudalismes svøb, som også Martynow efter Plechanov talte om på Stockholmer Partikongressen) meget stærk. Dog viste den økonomiske revolution sig som stærkere og fyldte dette feudale svøb med kapitalistisk indhold.
Trods forhindringerne i form af middelalderlig godsbesiddelse udvikler bonde- såvel som godsbesidderstanden sig, omend uhyre langsomt, i borgerlig retning".[17]
"Feudalisme" kategorien viser sig som 'meningsfuld' til at eftervise den specifikt kapitalistiske udvikling, Ruslands borgerlige vej i europæisk forstand. Der tales om "økonomisk evolution" uden at der tages hensyn til den "økonomiske evolutions" stagnation efter loven af 1861. At det "feudale svøb" realiter var en "halvasiatisk" virkelighed i overgangen til den asiatiske 'kapitalisme', lader Lenin kun skjult skinne igennem. Ikke forgæves siger han, at den borgerlige vej under russiske forhold kun satte sig igennem "uhyre langsomt" (fremhævelse af mig, R.D.) i bonde- og godsbesidderøkonomien. Men den asiatiske kapitaliserings dominans benægter han. Det er denne specielle akkumulationsproces for kapitalen i samfundsmæssige forhold, der indskrænker grundforudsætningerne for borgerlig akkumulation gennem det despotiske bureaukrati i forskelligste form. Det leninske "håb" på den kapitalistiske udviklings preussiske mønster ser hele tiden bort fra hans lands historiske og social-økonomiske særegenheder. At Lenin i denne sammenhæng alligevel kommer til væsentlige erkendelser om den russiske revolutions skranker og muligheder er ikke underligt.
Han ser som revolutionær - som bolsjevistisk socialdemokrat og ikke som mensjevistisk - momenter for revolutionær handlen yderst klart: "Kun eet kan være skærmbrædt mod reaktionen" - mod den asiatiske arv - "eller forankre" - revolutionens - "resultater": Massernes bevidsthed og organisering indenfor proletariatet og bondestanden. Og i den kapitalistiske stat, der ikke er centraliseret i kraft af bureaukratiets vilkårlighed men i kraft af den økonomiske udviklings uafviselige krav, må denne organisering bestå i sammensmeltningen til en enhedsmæssig kraft i hele staten. Uden en centraliseret bondebevægelse, uden bondestandens centraliserede politiske kamp, som følger det centraliserede proletariat, indenfor hele staten, kan revolutionen ikke føre til afgørende resultater, der var værd at 'forankre', kan der ikke gives noget 'skærmbrædt mod reaktionen'. "[18] Lenin benægter således ikke muligheden af en fornyet "asiatisk arv". Hvordan skulle han også kunne det? Den halvasiatiske statsordnings" magtforhold (Lenin) skaber den politiske magtform for en økonomisk udbytningssammenhæng. Og dog regner han det for "hjernespind" hvis der tænkes på noget andet end "en langsom og pinefuld borgerlig revolution efter preussisk mønster eller en hurtig og fri efter amerikansk mønster".[19]
Ville Mao og KKP nogensinde kunne have mobiliseret landet og bønderne for den "lange march" hvis de var gået ud fra et teoretisk evolutionsmønster af preussisk type?
Eftersom Lenin gjorde dette, kunne han ganske vist now and then abstrakt prædike bonderevolution, men han kunne ikke i organisatorisk, propagandistisk og agitatorisk form udarbejde den kort- og langfristede betydning af komplicerede bevidstgørelsesprocesser i de undertrykte bondelag, betydningen af det rigtige forhold mellem bondestand og proletariat.
Konsekvensen var, at bolsjevikkerne ganske vist kunne forankre sig i de bymæssige, men ikke i de dominerende landlige områder.
Hvor stærkt 'håbet' om den preussiske vej var, for slet ikke at tale om de falske teoretiske præmisser om den 'befæstede' kapitalistiske produktionsmåde i Rusland, kan man efter min mening rekonstruere og måle på Lenins "bureaukrati" forståelse. Hvis "kapitalforholdets dominans" antages, er det teoretisk-ideologisk simpelt og korrekt at sige at "bureaukratiets vilkårlighed" det zaristisk-despotiske (bureaukrati), objektivt er brudt og at det russiske bourgeoisi endelig holder den politiske magt i sine hænder.
Hvordan taler nu Lenin som praktisk revolutionær i Rusland?
Bureaukratibegrebets økonomiske indhold var i Rusland i den specielle stagnationsperiode mellem 1861 og 1905 formidlet over det underkuende og udbyttende skattesystems udenomsøkonomiske tvang i den zaristiske despotismes herskende institutioner.
Efter revolutionen i 1905, i begyndelsen af dumasamlingerne[20] i 1906 findes forestillingen om den despotiske zarismes herskende bureaukrati stadig hos Lenin: "I krigen, der i sandhed blev ført på liv og død af bureaukratiet, i denne krig viger bureaukratiets lakajer og partigængere ikke tilbage for noget middel"[21] til at sikre deres diktatur og til at udbytte arbejderne og bønderne. Vi må naturligvis ikke forstå dette bureaukratibegreb historisk, men det må betones, at denne kategori - omend stadig ekstremt langsomt - i løbet af de tendentielt skiftende klasseforhold udsattes for klassespecifikke forskydninger, og i virkeligheden gennemløber zaristiske magtmetamorfoser, uden at miste sit despotiske væsen og sin halvasiatiske karakter. Det er forståeligt, at Lenin i 1908 i "Socialdemokratiets agrarprogram" nævner den ubrudte formidling mellem "storgodsbesiddelsen og bureaukratiets øverste lag"[22] og i landets forandringsproces gør sig klart, at "bureaukratiets sammenhæng" med spidsen af "handels- og industribourgeoisiet"[23] specielt må understreges.
Han forbliver alligevel klar over, at dette "såkaldte bureaukrati"[24] tilhører zarismen og således ikke er nogen konstruktion: "Et skridt på vejen mod forandringen til noget nyt afskaffer på ingen måde det gamle, altså det 'bureaukratiske' system med dets vidtrækkende selvstændighed og dets uafhængighed ... med dets manglende finanskontrol. Bureaukratiet, der 'får sine kræfter' fra understøttelsen fra bourgeoisiets spidser, rekrutteres ikke fra disse spidser, men fra den gamle, helt gamle land- og tjenesteadel, der stammer fra tider, der ikke blot ligger før revolutionen (før 1905) men endog før reformen (før 1861). Bureaukratiet, der i betydeligt omfang får motiverne til sin virksomhed fra bourgeoisiets spidser giver den borgerlige virksomhed en rent herremandsagtig, en udelukkende herremandsagtig retning og form".[25] Altså en entydig asiatisk kapitalisering.
Marx talte om halvasiatisk trældom, og han talte før "bondebefrielsen" om at "en stor del af grundejendommen er pantsat i staten".[26] Hermed bliver det forståeligt, at Marx lidt senere kan tale om, at den russiske adel, det store flertal i denne klasse, ruineres af "bondebefrielsen for at indtræde i den bureaukratiske adelsklasse (fremhævelser ved mig, R.D.), hvis rang og stilling fuldstændigt afhænger af regeringen".[27] Skønt forskellen mellem Lenin og Marx i bedømmelsen må betones, er de enige om at den herskende klasse, der afpresser merværdi, har til huse i despotismens halvasiatiske statsmaskine og ikke i det russiske "bourgeoisi", der af zarismen påførtes det russiske samfund og ikke gennem f.eks. frigørelse fra zarismen er blevet til et borgerligt bourgeoisi. Den i vesteuropæisk forstand underudviklede karakter af en kapitalisme i halvasiatiske trældomsforhold i det zaristiske herredømmes under- og overgang bliver særlig klar: "Det begyndende økonomiske opsving" i storbyerne "lammes i meget høj grad af bondestandens fuldstændigt opløste økonomiske situation, af selvherredømmets røveriske budgetpolitik og den fuldstændige splittelse af det bureaukratiske apparat, mens på den anden side den tiltagende fordyrelse skærper arbejderklassens og den brede befolknings nød"[28] Endnu er her, på trods af enhver "splittelse" i den herskende klasses "bureaukratiske apparat" disse trældomsforholds samfundsmæssige institutioner 'stabile' nok til at hæmme den udvikling af produktivkræfterne etc., der tendentielt "fører" absolut stagnation mellem 1861 og 1905 over i en 'relativ' stagnation mellem 1906 og oktoberrevolutionen: Zarismens agrarpolitik, der er blevet knyttet sammen af godsbesiddernes og storbourgeoisiets regeringspartier såvel som af den kontrarevolutionære liberalisme med dens egne kontrarevolutionære interesser, har ikke blot skabt relativt stabile borgerlige forhold på landet, men den har heller ikke frigjort bondebefolkningen fra hungersnøden, som er et tegn på den overordentlige forringelse i befolkningens situation og et uhyre tab af produktivitet".[29]
Der er der heller intet om "kapitalforholdets dominans" intet om de samfundsmæssige produktivkræfters udvikling. Lenin taler om - ligesom Marx i 1879 -, at Rusland er et land i samfundsmæssig stagnation og opløsning. Der er tale om dominansen af den russiskasiatiske despotismes førkapitalistiske tvang (eller dominansen af en asiatisk kapitalisme i færd med at sætte sig igennem).[30] Det zaristiske selvherredømme satte i ledtog med "den sorte adel" objektive skranker for det "voksende industribourgeoisi"[31]
Hvad var målet, hvilke var midlerne og hvorledes så det parti ud, som bolsjevikkerne gik til den russiske opgave med? Hvordan var partiet blevet grundlagt og skabt? Efter at jeg har forsøgt at problematisere Lenins teoretiske præmisser og bestræbt mig på at rekonstruere hans forståelse af den "herskende klasse" i den "russisk-asiatiske statsordning" mener jeg at kunne gå over til bolsjevikkernes særegne partitype. Også fordi der i organisationsspørgsmålet ikke fandt nogle virkelige forandringer sted mellem 1902 ("Hvad må der gøres?") og bolsjevikkernes magtovertagelse.
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] LW, bd. 5, s. 52.
[2] Ibid. Da 1905-revolutionen på dette område havde tilkæmpet sig indrømmelser, fuldbyrdede zarismen en ny metamorfose for at kunne reproducere "samfundets underordning under bureaukratiet". Denne karakter af bureaukratiske magtforhold spillede aldrig nogen rolle for Lukács i hans Leninreception. Han kommer fra den "halvfeudale absolutisme" til det "moderne Rusland", men formidlingen af halv-asiatisk produktionstradition og "industriel overbygning" (Marx) kommer dermed ikke i stand. Citeret fra Lukács: Lenin, Studie über den Zusammenhang seiner Gedanken [Lenin, studie over sammenhængen i hans tanker], 1924; nylig offentliggjort i: Lukács, Geschichte und Klassenbewusstsein; Frühschriften II, Neuwid, 1968, s. 523.
[3] [Fodnoten og nottexten mangler i vores udgave - MIA.]
[4] Ibid. Det er endnu et argument for fra en anden side at legitimere den kautskyanske argumentations falske begrundelse for at intelligentsia- og partisocialismen "udefra" må tilføres arbejderklassen. Lenin var aldrig nogen Kautsky, han var russisk revolutionær med kautskyanske begrænsninger. Tiltroen til masserne var indskrænket af det europæiske syn og af den totale afvisning af Ruslands asiatiske arv. Lukács' betingelser er anderledes, men hans "proletariatets klassebevidsthed" (G. Lukács, Lenin... op. cit., s. 534) i det revolutionære parti går også denne vej "udefra", med spontanistiske kanter og legitimeret igennem webersk "tilregnelighed".
[5] Ibid.
[6] LW, bd. 1, s. 233f.
[7] Ibid., s. 234.
[8] Engels. Det russiske zardømmes udenrigspolitik, i: Die neue Zeit, 1890, s. 193, ikke optaget i MEW; de krumbøjede kommunister har deres grunde.
[9] LW, bd. 7, s. 33. Formidlingssammenhængen mellem "asiatisk statsordning" og sit lands asiatiske kapitalisering afviser Lenin af vesteuropæiske civilisationsårsager som revolutionær intellektuel i socialdemokratiet i de få byers i "industrielle overbygning".
[10] Rabehl, Die marxistische Theorie der Transformationsgesellschaft am Beispiel der Entwicklung der russischen Revolution [Den marxistiske teori om transformationssamfundet ud fra den russiske revolutions udvikling], i: K. Metschkat und O. Negt, Gesellschaftstrukturen [Samfundsstrukturer], Frankfurt 1973, s. 246.
[11] Altsammen Lenin, AW, bd. 1, s. 560, førsteudgaven 1970.
[12] MEW, bd. 12, s. 25.
[13] LW, bd. 10, s. 332. Det er antagelsen af denne hypotese, der hele tiden gør Lenins analyser af kaitalismens udviklingsmuligheder i et samfund med usikret merværditilegnelse skolastiske. Den "asiatiske hån mod personligheden" - og ikke blot på landet - tillader ikke nogen "sikkerhed for handelsmanden og hans ejendom" (Engels) Det er ikke uinteressant, at Varga i den forbindelse bemærker: "... Lenin udelukkede sågar ikke muligheden af, at der også i Rusland havde været en asiatisk produktionsmåde". E. Varga, Über die asiatische Produktionsweise [Om den asiatiske produktionsmåde...], i: Jahrbuch für Wirtschaftsgeschichte der Deutschen Akademie der Wissenschaften zu Berlin, Berlin 1967, Teil IV, s. 186 (tysk oversættelse af Vargas oprindeligt russiske tekst). Varga argumenterer her polemisk mod stalinisterne, men begrunder langt fladere end Lenin den halvasiatiske udvikling og kontinuitet.
[14] Plechanov i: LW, bd. 13, s. 330.
[15] Ibid.
[16] Ibid. Lenin rører ved en kilden sag. Problematikken omkring socialistisk statsliggørelse (nationalisering af jord, produktionsmidler etc.) og den dermed begyndende specifikke type statssocialistiske ejendomsforhold, der yder modstand mod forholdenes samfundsmæssiggørelse, er endnu ukendt for Lenin.
[17] LW, bd. 13, s. 331. Idet Lenin giver afkald på at bestemme "statsfeudalismen" som en asiatisk feudalisme med dens særegenheder, hvor der ikke findes nogen identitet med feudalismens og kapitalismens udvikling i Vesteuropa, kan Ruslands "økonomiske evolution" fortolkes som en borgerlig vej med "kapitalistisk indhold" i europæisk forstand.
[18] LW, bd. 13, s. 333.
Netop dette realiserede bolsjevikkerne ikke. Lenin foregriber her noget som først de kinesiske kommunister virkelig har forstået, selvom der også hos dem allerede siden den 6. Partikongres i Moskva (1928) fandtes og stadig findes en fortrængning og benægtelse af den asiatiske arv. Her gik KKP de historiske og teoretiske tilsløringers stalinistiske vej. Grundene hertil kan jeg ikke behandle her.
[19] LW, bd. 13, s. 331. Ifølge Rosa Luxemburg blev i 1902 "øksen lagt for foden" af den specifikt russiske landsbykommune: "det solidariske hæfte for skatterne blev ophævet. Ganske vist var denne foranstaltning selv effektivt blevet forberedt gennem zarismens finanspolitik. Statskassen kunne let se bort fra det solidariske hæfte for direkte skatter efter at de indirekte havde nået en sådan højde, at kun 148 mill. i årsbudgettet for 1906 med en samlet totalindkomst på 2030 mill. rubler bestod af direkte skatter, mens 1100 mill. bestod af indirekte, herunder 558 mill. alene fra brændevinsmonopolet: ... I årene 1905 og 1906 blev den tiloversblevne rest af afløsningsgælden nedsat til det halve og i 1907 helt strøget". Luxemburg, Ausgewählte Reden und Schriften, Berlin 1951, s. 620/21. Dette var altså endnu et resultat af revolutionen 1905. "Agrarreformen" forsøgte at lade småbrugsprivatejendommen opstå. Guvernements-pachaerne, de bureaukratiske satrapper og magtforholdene forhindrede principielt en kvalitativ udvikling på landet. Derfor kunne hverken "livegenskabens sidste rester" (Luxemburg) likvideres ligesom den preussiske vej (Lenin) ejheller var farbar. Den hæmmende funktion af kontinuiteten i den asiatiske arv så Lenin indtil 1914 bedre end Luxemburg. Han gennemskuede imidlertid ikke sammenhængen mellem obščina og zaristisk maskine. Landsbykommunesystemet ville kunne leve uden zarismen. Men denne orientalske despotisme kunne ikke leve uden den økonomiske blodudsugning af de isolerede kommuner, som skabte grundlaget for magten og underkuelsen.
[20] Som en konsekvens af den udeblevne revolutionsproces var kontrarevolutionen i februar 1905 blevet tvunget til på zarens vegne at nedsætte en "kommission" under ledelse af A. G. Bulygin, som skulle forberede en "lov", en "rådgivende rigsduma og en valgordning til dumaen". Det blev offentliggjort med zarmanifestet af 6. (19.) august 1905. Bolsjevikkerne besluttede sig for politisk boykot af den bulyginske duma, der stod under den zaristiske maskines magt.
[21] LW, bd. 10, s. 390.
[22] LW, bd. 13, s. 232.
[23] LW, bd. 17, s. 378.
Kapitalforholdets dominans eftervises mindst i disse enkeltstående artikler, der er rettet mod den praktiske politik. I disse dagspolitiske artikler er det derimod specielt magtforholdenes relevans og dominans, man finder. Herved forstår jeg den asiatiske kapitalisme i Rusland.
[24] LW, bd. 17, s. 378.
[25] Ibid., s. 379 (dvs. en førkapitalistisk karakter).
[26] MEW, bd. 12, s. 591.
[27] MEW, bd. 12, s. 678. Deri forekommer mig at ligge et væsentligt moment i den konstitutionssammenhæng, der begrunder en asiatisk feudalismes struktur. For slet ikke at tale om obščina-bastionen mod junkervæsenets preussiske vej etc.
[28] LW, bd. 17, s. 446.
[29] s. 445; den førkapitalistiske opløsning og trældoms dominans konstateres.
[30] LW, bd. 17, s. 445.
[31] Dannelsen af en "sort adel" var småborgerskabets forsøg på at forsvare de herskende forhold, dvs. den zaristiske maskine, i byerne sammen med agrarkapitalisterne og i pagt med den "sorte adel".
Last updated on: 8.22.2008