|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
Udfra det fælles oparbejdede teoretiske grundlag fulgte Engels efter sin vens død den videre udvikling i Rusland.
På den ene side følger han Marx og gør som udgiver af "kapitalens" tredie bind 1894 (!) opmærksom på, at "de russiske og indiske kommunistiske landsbyfællesskaber, ... var tvunget til at sælge en del af deres produkt, og tilmed en stadig voksende del af det for at skaffe penge til skatter, påtvunget dem af statens nådesløse despotisme - endda ofte gennem tortur".[1] Her menes de direkte og indirekte skatter. Men i det samme år hævder Engels i efterordet til "Sociales aus Rusland" at det "unge russiske bourgeoisi havde staten fuldkommen i sin magt".[2] At der her ligger en modsigelse, bliver særlig tydelig i "Kapitalens" tredie bind, hvor Marx siger, at "den store besparelse af midler og tid, som den umiddelbare kombination af landbrug og manufaktur medfører, yder her den mest hårdnakkede modstand mod storindustriens produkter, hvis pris omfatter ekstraomkostninger [faux frais] ved omsætningsprocessen, som alle vegne gennemhuller denne kombination".[3] Marx viser her hen til, at "i modsætning til den engelske handel" lader "den russiske det økonomiske grundlag for den asiatiske produktion uantastet".[4] Hvorfor mon? Netop fordi denne førkapitalistiske, specifikt russiske form for asiatisk produktionsmåde endnu var fremherskende i Rusland. "Kapitalforholdets dominans" kan der ikke være tale om.
Her gør Engels nu en vigtig anmærkning: "Efter at Rusland nu gør sig de mest krampagtige anstrengelser for at udvikle en egen kapitalistisk produktion, som udelukkende er henvist til det indenlandske og det begrænsede asiatiske marked, begynder også dette at ændre sig".[5]
Engels betoner den zaristiske stats indgreb, proceskarakteren af forandringerne i Rusland, og gør det klart, at Rusland endnu i 1894 befinder sig i krampagtige forandringsforsøg. Det russiske borgerskab, ligesom det russiske proletariat, der ikke kan adskilles herfra, er fortsat uudviklet, kapitalforholdet er ikke dominerende i den totalsamfundsmæssige formidlingssammenhæng. Denne modsigelse mellem tågede og klare bemærkninger om Ruslands udvikling gentager og forstærker sig hos Lenin, - som vi senere vil se.
Debatten mellem Danielson og Engels om mulighederne, skrankerne og umulighederne for en kapitalistisk akkumulationsproces i almindelighed og i Rusland[6] i særdeleshed viser os noget særligt: Sålænge - og om end nok så langsomt på grund af den asiatiske arv - akkumulationsprocessen udvikler sig på grundlag af modsigelsen mellem kapital og lønarbejde, er det muligt for kapitalagenterne at realisere merværdien. Netop når den akkumulerede merværdi tjener til, at trække nye arbejdskræfter til og videreudvikle maskineriet, for at holde stillingen på verdensmarkedet, bliver merværdien fra den 'sidste' (forrige) produktionsperiode i vid udstrækning realiseret gennem den 'forudbetalte' løn til de nye lønarbejdere. Den specifikke proceskarakter i merværdiens realisering og de "frygtelige lidelser og krampetrækninger" bliver betonet af Engels, men overset af Danielson.
Engels henviser til, at i Rusland, fordi det "er det sidste land, der blev erobret af den kapitalistiske storindustri og på samme tid også et land med en usammenlignelig større bondebefolkning end alle andre lande, ... så må det skift, som den økonomiske omvæltning forårsager, være meget dybere og skarpere end alle andre steder. Fortrængningsprocessen af ca. 500.000 godsejere og ca. 80 mill. bønder til fordel for en ny klasse af borgerlige jordbesiddere kan kun fuldbyrde sig under frygtelige lidelser og krampetrækninger".[7]
Marx og Engels var klar over, at uden en historisk næsten 'øjeblikkelig' revolutionær ødelæggelse af zarismen, ville det hendøende obščina-landsbyfællesskab, der med privatejendommens opståen gik sin opløsning i møde, miste sin eneste klare historiske mulighed for at starte opbygningen af de russiske forhold. Da Marx og Engels kendte den særlige stagnationskarakter i en sådan agrikol, hjemmeindustriel formidlet struktur, dens specifikke modstandskraft overfor varerne i den påklistrede ung-kapitalistiske industri, er det forståeligt, hvorfor Marx og Engels også forstod obščinaens og "mir"-forsamlingens undergang så procesagtigt, og taler om den "raskt opblomstrende kapitalistiske svindel" og det "kapitalistiske skadedyr" i Rusland ikke moralsk, ikke i narodnikkernes interesse, men derimod som kritisk-historiske materialister.[8]
Vi så at en vis form for kapitalisme yderst vanskeligt og langsomt kan udvikle de samfu ndsmæssige produktivkræfter og nå et højere trin i den kapitalistiske produktionsmåde. Privat naturaløkonomi - i ødelæggende, men ikke sig selv opløsende obščinarammer - og simpel vareudveksling ville i lang tid præge den russisk-asiatiske kapitalisme.
Kapitalagenternes borgerlige rettigheder, bourgeoisiets virkelige sikring af profitten var i det lange løb uforenelig med den zaristiske despotisme. Da disse borgerlige rettigheder manglede, var udfoldelsen af den kapitalistiske akkumulation også fra denne side begrænset, om ikke umulig, som narodnikkerne mente. Den borgerlige grundejendom, der "netop først"[9] udviklede sig, er basis for akkumulationsprocessen. Engels kommer i debatten med Danielson frem til følgende overbevisning: "Thi det er en af storindustriens nødvendige ledsagefænomener, at den ødelægger sit eget marked netop gennem denne proces, hvormed den skaber det. Den skaber markedet gennem ødelæggelsen af grundlaget for bøndernes hjemmeindustri. Men uden hjemmeindustrien kan bondeklassen ikke leve. Som bønder er de ruineret; deres købekraft er reduceret til et minimum, og indtil de som proletarer har sat sig fast i nye eksistensbetingelser, vil de kun udgøre et meget fattigt marked for de nyudviklede fabrikker".[10]
Denne historiske formidlingskarakter, denne lange proces, overser Lenin næsten fuldstændigt i sit teoretisk grundlæggende bidrag om "Die Entwicklung des Kapitalismus in Rusland" fra året 1899. Den udenlandske kapital, der særligt omkring 1890 trængte ind fra England og Frankrig, hvilket førte til udviklingen af flere storbedrifter end nogensinde før, og i enkelte byer til sammenblandingen af statskapitalistiske interesser med den inden- og udenlandske kapitals interesser, fremtrådte som "blomsten" af det første trin i den kapitalistiske industrialisering. Den ynglende kapitals bevægelser fascinerede også den revolutionære Lenin på en ambivalent måde. For ham drejede det sig i denne fase dog primært om at bryde med den halv-asiatiske arv, det slaveagtige trældomsforhold (krepostnicestvo), "asiatdømmet" (Asiatkina) i Rusland. Industrialiseringens udvendige skin tilslørede de virkelige produktionsforhold, dækkede over den vedvarende stagnation i den samfundsmæssige dominerende agrikultur. Det er grundlæggende forkert, at tale om 'kapitalforholdets dominans' i Rusland, når der dog kun stagnerende udvikler sig en asiatisk satire over den russiske form for kapitalisme; hvad drejer det sig om for Lenin i hans vurdering af kapitalismens russiske udvikling? Han vil fremstille narodnikkernes bonde-socialisme som en reaktionær bevægelse, der benægter arbejderklassens historiske rolle. Arbejderklassens udvikling forudsætter imidlertid et kapitalforhold i bevægelse, der forudsætter forholdet mellem kapital og arbejde. Selvom narodnikkerne heller ikke længere - som endnu på Engels' tid - afviser eksistensen af industribedrifter i udvikling, om også deres antal forblev relative ringe, så er deres teoretiske hovedargument dog altid, at "realiseringen af merværdien ikke er mulig i den kapitalistiske økonomi"[11] mere præcist, i kapitalbevægelsens russiske virkelighed.
Teoretisk er det for os her interessant, at Lenin - for at bevise det modsatte - trækker den "abstrakte analyse af de hypotetiske ligevægtsbetingelser i den udvidede reproduktion i den 'rene' kapitalisme"[12] skemaerne fra "Kapitalens" andet bind, frem til legitimeringen og begrundelsen af den marxske realiseringsteori.
Ganske vist udtrykker skemaerne abstrakt, at Kapitalen "ved eksistensen af bestemte proportioner i byttet mellem produktions- og konsumtionsmiddelindustrien i det kapitalistiske samfund ikke alene kan forny sine konstante og variable elementer, men derimod også vokse sig større gennem kapitaliseringen af en del af merværdien".[13] Dog siger det intet om de "afgørende momenter i den kapitalistiske virkelighed"[14] som "væksten af den organiske sammensætning af kapitalen og stigningen i den relative merværdi".[15] Det betyder, at de momenter, "der bestandig ødelægger ligevægten mellem produktion og konsumtion og derfor må lægge stadig større hindringer i vejen for realiseringen af det samfundsmæssige produkt, ingen rolle spiller hos Lenin i hans argumentation mod narodnikkerne. Deri ligger for ham ikke noget problem: "For dette problem, vi her beskæftiger os med, omkring det indre marked består den vigtigste konsekvens af den marxske realiseringsteori i følgende: væksten af den kapitalistiske produktion og følgelig også af det indre marked, henter mere sin begrundelse i produktionsmidlerne end i konsumtionsmidlerne: med andre ord: væksten af produktionsmidler overhaler væksten af konsumtionsmidler".[16]
Skemaerne er imidlertid det dårligste eksempel herpå. Når alt kommer til alt er de for det første ikke nogen "spejling af den konkrete virkelighed" men abstrakte redskaber i analysen af "kapitalen i almenhed". Og for det andet udvikler "produktionsmidlerne" og "konsumtionsmidlerne" sig "lige så hurtigt" i dette skemaernes metodiske redskab.[17]
Det er grunden til at Lenin, for at retfærdiggøre sin egenartede realiseringsteori - lige som Tugan-Baranowsky og S. Bulgakow,[18] "må"[19] forbinde "analysen af reproduktionsprocessen i andet bind af 'Kapitalen' med den senere (i tredie bind) udviklede lov for den voksende organiske kapitalsammensætning". De forskellige trin i analysen, den metodiske differentiering springes over, hvorved det bliver muligt for ham at projicere de i den kautskyansk-ortodokse betydning af ordet almene lovmæssigheder for den kapitalistiske produktionsmåde, den "konstante kapitals" hurtigere udvikling i forhold til den "variable" ind i skemaerne: "Dermed er det indre markeds voksen for kapitalismen til en vis grad 'uafhængig' af det industrielle konsum".[20] Den marxske "krise- og sammenbrudsteori" denne "fuldstændige oplysning" af realiseringsproblemet,[21] berøves ufrivilligt dens revolutionære kerne. Den leninske 'ligevægt' i videreudviklingen af 'den russiske kapitalisme' folder sig ud, og de sprængende forstyrrelser, dette fundament for den sig udfoldende klassekamp, bliver usynlige i den leninske interpretation af den russiske situation.
Abstrakt ortodokst består kapitalismens "historiske mission" for Lenin "i udviklingen af samfundets produktivkræfter".[22] Hvorved de kapitalistiske produktionsforholds struktur udelukker "nyttiggørelsen af disse tekniske resultater for befolkningsmassen".[23] Lenin forveksler i 1899 den marxistiske kategori for produktivkræfterne med "tekniske resultater". Selv om selvfølgelig den tekniske maskine osv. er et led i produktivkræfterne som sådan. Lenin lader det ikke blive klart, at disse produktionsinstrumenter, også når masserne ikke kan råde over dem, er objektiveringsformer fra stofskiftet mellem menneske og natur, at den produktive uro fra de undertryktes arbejdsproces har objektiveret sig i den "tekniske resultater". Det er "de menneskelige produktivkræfters udvikling, altså udviklingen af den menneskelige naturs rigdom som mål i sig selv".[24]
Idet han ikke reflekterer arbejdsprocessen metaøkonomisk, og idet han ikke tager hensyn til kapitalakkumulationens asiatiske særegenheder i Rusland, er det muligt for Lenin at prædike et "ubegrænset marked" for kapitalismens udvikling i Rusland. Også Rosdolsky finder her det "ubegrænsede marked" rigtigt, idet han for Ruslands vedkommende antager en "industrialisering af det endnu halvfeudale land"[25] hvorved der ville findes et "ubegrænset marked for produktionsmidler".
Denne præmis hos Rosdolsky og specielt hele Lenins realiseringsteori bliver problematisk, når der drejer sig om en samfundsmæssig overgang: fra den russiske form for asiatisk produktionsmåde, fra Ruslands "orientalske krise" (Marx) til dette lands zaristiske "kapitalisme".
I denne af Engels beskrevne social-økonomiske situation med en påklistret kapitalisme, opstår der nemlig en statslig styret storindustriel overbygning ovenpå en absolut stagnerende agrikultur, der begrænset eller overhovedet ikke optager industrivarerne.
Det er den hos Marx omtalte, hos Lenin ikke bemærkede "hårdnakkede modstand" som de asiatiske produktionsformer yder mod "storindustriens" produkter.[26]
Marx var i den forbindelse klar over, at Rusland ikke kan blive en kapitalistisk nation efter vesteuropæisk forbillede "uden først at have forvandlet en god del af sine bønder til proletarer".[27] Først "da, efter at være revet ind i det kapitalistiske samfunds hvirvel, må det udholde dette systems ubønhørlige love, ligesom de andre profane folk".[28] Rosdolskys forsøg på at se årsagen til Lenins metodiske fejltagelser angående realiseringsproblemet deri, at Lenin - ligesom de andre marxister - i sin historiske etappe ikke havde rådighed over "Grundrisse" og "Theorien über den Mehrwert" forekommer mig forkortet eller, rettere sagt, forkert. Allerede indledningen til første kapitel, ("Kostpris og profit") første afsnit ("Forvandlingen af merværdi til profit og af merværdirate til profitrate") af "Kapitalens" tredie bind forsøger at gøre os klart, at de tre bind af "Kapitalen" ikke kan skilles ad, men at de fremstiller forskellige analytiske trin eller analyser af kapitalen, mellem hvilke der metodisk må differentieres. Den umiddelbare "produktionsproces taget for sig" - dvs. bind 1 - "udvides gennem cirkulationsprocessen" (i bind 2). Og Marx fortsætter: Det, det drejer sig om i denne tredje bog, kan ikke være at anstille almene refleksioner over denne enhed (mellem produktions- og cirkulationsproces). Det gælder snarere om at opspore og fremstille de konkrete former, som vokser ud af kapitalens bevægelsesproces, betragtet som en helhed. I deres virkelige bevægelse optræder kapitalerne overfor hinanden i sådanne former, i forhold til hvilke kapitalens skikkelse i den umiddelbare produktionsproces såvel som dens skikkelse i cirkulationsprocessen kun fremtræder som specielle momenter. Kapitalens skikkelser, sådan som vi udvikler dem i denne bog, nærmer sig altså skridtvis den form, hvori de selv optræder på samfundets overflade, i de forskellige kapitalers indbyrdes aktion i konkurrencen, og i produktionsagenternes almindelige bevidsthed".[29]
Vi mener, at årsagerne til fejltagelserne mere ligger i den leninske arv fra 2. Internationale og hans egen sociale situation end i mangelen på "Grundrisse".
Som metodisk struktur for den "historiske materialisme" havde kautskyanismens ortodokse marxisme udviklet en "sociologisk monisme" og en "økonomisk determinisme"[30] hvor det snarere var den evolutionistiske vej 'fra aben til socialismen' der blev tænkt, end den virkelige klassekamp med de forestående revolutionære spring indenfor rammerne af det borgerlige samfunds kapitalbevægelse.
Hvis det er rigtigt, at hver historisk form for den videnskabelige socialisme i de enkelte lande, produktionszoner osv. er en tilpasset genspejling af 'det borgerlige samfunds' reale bevægelsesform, så forekommer fejlagtigheden i den leninske kapitalforståelse mig at ligge netop i det særegne ved Ruslands socialøkonomiske vej.
Hvorfor ser han ikke, at det borgerlige samfund i sin totalitet er samfundsmæssigt struktureret og ikke først skal ordnes gennem begrebskonstruktioner og empiriske tilføjelser. Netop denne fremstilling af kapitalforholdets væsenslogik har Marx dog leveret i sine bind. Hvorfor bliver det hos Lenin til, at han i Marx's "Kapitalen" så kapitalismens historiske udvikling og ikke fremstillingen af det borgerlige samfunds væsen? Vi mener, at Lenin ikke kan forstå f.eks. værdiformsbestemmelsens genesis hos Marx, fordi det af Marx væsensmæssigt fremstillede borgerlige samfund ikke findes i den russiske virkelighed! At tillægge Lenin 'dumhed' eller at jamre over Lenins 'fatale' opfattelser af den marxske "Kapital" viser den fundamentale indskrænkethed og historieløshed i en kritik af Lenin ud fra det 'almene kapitalbegreb'.[31] Sammenblandingen af en begrebsverden for det førkapitalistiske[31a] samfund af russisk art og marxismens begrebsstruktur for kritikken af det borgerlige samfund er roden til den omfattende modsigelsesfylde, der findes i den leninske reflektion på sociale, økonomiske og politiske sammenhænge.
Det russiske samfund, dette samfund af en særlig type, som Marx og Engels endnu opfattede som et samfund i ned- og overgang, havde omkring 1900 endnu ikke forandret sig grundlæggende. Den "asiatiske kapitalisme" forbliver sagens kerne. De industrielle islæt, den påklistrede 'kapitalisme' havde forandret den russiske overflade, men ikke det samfundsmæssige væsen i de "halvasiatiske" produktions-, omgangs- og trældomsformer.
Lenin og RSDAP [Ruslands socialdemokratiske Arbejderparti] forstod sig i et bondeland som specifikt arbejderparti. Derfor arbejdede de med det borgerlige, vesteuropæiske samfunds begrebverden og håbede for Ruslands vedkommende på den kapitalistiske produktionsmådes 'normale' udvikling. Derfor gerådede de imidlertid også permanent i modsætning til den russiske virkelighed. Ligesom den vesteuropæiske kapitalisme blev påklistret Rusland - uden realt at forandre den russiske virkelighed -, således indhyllede Lenins refleksion det ikke borgerlige russiske samfund i det begrebsapparat, som Marx havde udviklet for det borgerlige samfund.[32] Vesteuropæiske og asiatiske forhold sættes lig. Modsigelsen mellem 2. Internationales ortodokse marxisme, som Lenin i væsentlig grad er påvirket af, dvs. mellem sin teoretiske position og sin praktiske politik for de russiske forhold kendetegner hele historien om Lenin. Det unge proletariats strejker og klassekampe i byerne peger på denne klasses særegne rolle, men gør det samtidigt klart, at alliancen med de undertrykte bondelag er af grundlæggende betydning for et agrarland.
Lukács ser denne sammenhæng, men finder spørgsmålet om en selvstændig bondeorganisation for upassende. Som i "Geschichte und Klassenbewusstsein" [Historie og klassebevidsthed] er han af den mening, at den 'frygtelige kulturelle tilbageståenhed' og deres 'objektive klassesituation' gør det umuligt for bondelagene at organisere sig selvstændigt.[33]
Langt snarere af metodisk-principielle end p.g.a. eventuel overdreven solidaritet med de militante narodnikker vogtede Marx sig til sin dødsdag for at propagere kapitalismens udvikling som en uundgåelig nødvendighed for Rusland, som f.eks. at påstå, at denne kapitalistiske vej, hvis den skulle sætte sig igennem hvad Marx aldrig udelukkede, vil gå en typisk europæisk vej. Lenin derimod gik i sit første store arbejde, "Die Entwicklung des kapitalismus in Rusland" [Kapitalismens udvikling i Rusland] (1899), så vidt som til at hævde, at den kapitalistiske privatejendoms opkomst havde sat sig igennem. Alle de ægte førkapitalistiske særegenheder i Ruslands social-økonomiske struktur tabes derved af syne.[34] For slet ikke at tale "asiaternes" arv, de dermed formidlede træk ved den zaristiske statsmaskine, den statslige ejendomstype, den dermed givne fraktionering i den "herskende klasse" etc.
Idet Lenin ikke klart skelner mellem Ruslands førkapitalistiske vej og den vesteuropæiske, idet han ikke differentierer mellem den vesteuropæiske og asiatiske kapitalisering, bliver hans antagelse af kapitalforholdets dominans i Rusland tåget, og det bliver ham ikke muligt at bestemme det revolutionære perspektiv konkret.
Udgangspunktet for Lenins analyse er påny den faretruende hypotese, at Marx's "Kapitalen" udtrykker en almen fremstilling for kapitalismens udvikling.[35] Denne hypotese er ikke 'faretruende', hvis det kritisk-materialistisk forstås, at "bevidsthed" er udtryk for "bevidst væren". Den russiske intelligens' væren og dens bevidsthed udviklede sig i rammen af og i forhold til den overbygning, der langsomt udviklede sig. Som børn af 'bourgeoisiet' der gjorde oprør, nåede de frem til arbejderklassen. Socialismen forekom denne intelligens at være det eneste alternativ til den zaristiske despotisme. Det store håb om kapitalismens fulde gennemslag i Rusland og tilnærmelsen til den unge og svage arbejderklasse, dens videnskabelige erkendelse af socialismen, ophæver ikke dens totalsamfundsmæssigt bornerte situation. De russiske produktionsforholds bornerthed måtte i forskellig form afspejle sig i de leninske konceptioner, analyser, paroler etc., som rigtige, utilstrækkelige eller illusoriske. Forholdene, virksomheden i dem, den specifikke produktionsmådes produktionsstade og positionen i en bestemt samfundsmæssig klasseramme konstituerer bestemte "forestillinger" og "ideer". Bornert "materialistisk virksomhedsmåde"(Marx) under de dermed formidlede omstændigheder, underudviklet samkvem, begrænser nødvendigvis også den "samfundsmæssige og politiske organisation".[36]
Lenins illusioner om kapitalismens udvikling i Rusland kan ikke adskilles fra hans fordom om Ruslands industrialiseringsproces. Denne fordom og dette håb hindrer indsigten i de russiske forhold i deres totalitet. For det andet var det borgerlige samfunds organiske form ikke givet. Verdensmarkedet havde kun i begrænset omfang haft indflydelse i Rusland. Marx har ikke forgæves talt om, at zarismen betjener sig af verdensmarkedet, i dette tilfælde den engelske ung-imperialisme, for at eviggøre de indre magt- og udbytningsforhold.
Rusland var ifølge Engels det "sidste land". hvor den kapitalistiske storindustri indledte sit erobringstogt. Alle disse særegne momenter virkede grundlæggende ind på Lenins praktisk-teoretiske udvikling. Den afgørende bundethed til industriproletariatet og den kautskyanske 2. Internationale, kan ikke adskilles fra den socialistiske intellektuelles sociale situation. Lenins bevidsthed skal afledes af hans virkelige livsproces - hans dybe erkendelse såvel som fejltagelserne og illusionerne. Det gælder også for den så egenartede reception af den marxske væsenslogik. Er denne hos Marx en begreb slig fremstilling af det "moderne borgerlige samfunds" opstignings- og forfaldsproces, så bliver den hos Lenin til en historisk kronologi, i hvilken de kapitalistiske produktionsstadier fra simpelt varesamfund, varebytte, "arbejdskraftens bliven til vare"[37] osv. frem til aktieselskabet historisk, eller rettere historistisk, fuldbyrdes fra land til land.
Man har bebrejdet Lenin, at han ikke huskede Marx's henvisning om at gå ud fra det almene kapitalbegreb og så konkretisere analysen af det enkelte land i verdensmarkedssammenhængen. Hertil skal siges, at de førkapitalistisk dominerende forhold i Rusland - et land med en kapitalistisk overflade - ikke kan subsumeres under "Kapitalens" væsenslogik. Hvorfor har Marx taget sig vel i agt for en sådan almengørelse i sit Michailovski-brev til redaktionen på "Otjetschestwennyje Sapiski" (Fædrelandsnotitser), indskrænket sig til den romerske analogi og opfordret til, at man studerer Ruslands udvikling "for sig"![38] Netop denne har Lenin fuldstændigt set bort fra og har derfor underordnet de empiriske bestanddele den abstrakte hypotese om kapitalforholdets dominans i Rusland: "Postulatet om, at kapitalistiske produktionsbetingelser var fremherskende i Rusland, måtte føre til at udstyre alle mellem- og overgangsformer i produktionen med prædikatet kapitalistisk, dvs. at overse den konkrete modsigelsesfylde i disse former og de for dem repræsentative klassekampe".[39] Fordi Lenin 'ortodokst' postulerer kapitalforholdets dominans, kan han nødvendigvis kun vanskeligt bringe de virkelige produktionsforhold, udviklingen og specielt de forskellige produktionsgrenes stagnation på ægte begreb:
"Det er interessant at konstatere, i hvor høj grad de væsentlige træk i denne totalproces uagtet Ruslands usædvanlige ejendommeligheder såvel i økonomisk som i udenoms-økonomiskhenseendestemmeroverensiVesteuropaogiRusland".[40] Istedetfortilstadighed at sætte den "usædvanlige ejendommelighed" i centrum, det særegne, underkaster han det det almenes uformidlede konstruktion, denne kapitalforholdets faretruende dominans. De førkapitalistiske kommuneformer, de halvasiatiske afhængighedsforhold, den feudale og kapitalistiske overbygning etc. bliver ikke gennemskuelige. Naturligvis var naturalsamfundet inde i en opløsningsproces, og dog forblev arbejdsdelingen yderst uudviklet på landet. Men Lenin går anderledes frem: "I varesamfundet opstår heterogene virksomhedsenheder, de enkelte virksomhedsgrenes antal bliver større, antallet af de virksomheder, der udfører en og samme virksomhedsfunktion, bliver ringere. Netop denne progressive forøgelse af den samfundsmæssige arbejdsdeling er hovedmomentet i dannelsesprocessen af et indre marked for kapitalismen".[41] Det leninske landbrug går en ligefrem retlinet vej til kapitalismen over den simple vareproduktion, udviklingen af manufaktur og storindustri, hvorefter klasserne på landet så opdeler sig". Opløsningen af bondestanden skaber to nye landbefolkningstyper, idet den på bekostning af "midten" udvikler bondestandens ydergrupper. Det fælles kendetegn ved de to typer er vare- og pengekarakteren af deres landbrug. Den første nye type er landsbybourgeoisiet eller den velhavende bondestand. Den anden type er landproletariatet med jordlod. Hertil hører den fattige og derunder også den totalt besiddelsesløse bondestand".[42]
Lenin tildeler her den primitive handels- og ågerkapital en stor rolle for at lade kapitaliseringen af landbruget foregå endnu hurtigere. Lenin er ikke klar over, at handels- og ågerkapital kan ødelægge, men ikke spille nogen virkelig samfundsmæssigt produktiv rolle. Lenin henviser andetsteds, mere konkret end Marx, til den russiske arv, taler om "den asiatiske hån mod personligheden som man stadig møder den på landet"[43] og dog postulerer han en naturgroet klassedifferentieringsproces på landet efter en vesteuropæisk kapitaliserings type. Det lader sig kun fuldføre hos ham igennem kapitalforholdets påståede dominans.
Lenin konstaterer en ny type "landproletariat med jordlod". Dertil havde Marx i analysen af de russiske grundejeres problemer skrevet: "Mere karakteristisk er imidlertid ... beklagelsen ... over: at man, selv om man også har penge, ikke i tilstrækkeligt omfang og til enhver tid finder de nødvendige arbejdskræfter disponibel, idet den russiske landarbejder som følge af landsbykommunens fælleseje afgrund og jord endnu ikke er fuldstændigt skilt fra sine produktionsmidler og derfor endnu ikke er nogen "fri" lønarbejder i ordets fulde betydning. Men sidstnævnte tilstedeværelse i samfundsmæssig sammenhæng er en uomgængelig betingelse for at P-V, forvandling af penge til vare, som forvandling af pengekapital til produktiv kapital kan finde sted".[44] Men netop til dette stadium i den rebelske kontinuitet i landsbykommunens forfald kunne Lenin ikke nå med sin kapitalforholdets dominans. Således spærrede han sig på forhånd vejen til en virkelig bedømmelse af klassekampsmulighederne på landet. "Identifikationen af kapitalistisk udvikling indenfor landbrug og industri førte Lenin til den fejltagelse at regne 48,5 millioner af de 97 millioner indbyggere, der efter statistikken 1897 levede på landet, til land- og halvproletariat og også af en bybefolkning på 21,7 millioner at henregne 13,7 millioner indbyggere til proletariatet for endelig at komme til, at af en samlet befolkning på 125,6 millioner var 63,7 millioner eller 51% proletarer".[45] Det er rigtigt, at Lenin ikke deraf afled te sin taktik, sin organisation etc., dertil var han en alt for virkelighedsnær revolutionær, men tallene udtrykker tydeligt den forkerte analytiske ansats ud fra den fetichistiske hypostasering af det 'dominerende' kapitalforhold.[46]
Kapitalens aktiviteter i Rusland omkring 1900 er endnu kun ved at indlede sønderbrydningen af grundejendommens førkapitalistiske former. Men kapitalakkumulationen forbliver bundet til undergravningen og opløsningen af de forældede produktionsformer. Da der ikke i Rusland fandtes "noget moderne borgerligt samfund", hvor kapitalen er "den alt beherskende økonomiske magt"[47] kan der heller ikke have sat sig nogen moderne grundejendom eller noget moderne kapitalistisk landbrug igennem, hvorfor klassedifferentieringen bærer præg af at være asiatisk-kinesisk arvegods. De særegne magtforhold, den "asiatiske hån mod personligheden" indskrænker på forhånd kapitalbevægelsen og arbejderklassens bevægelse. Derfor var alliancen mellem arbejderklasse og undertrykt bondestand på forhånd af grundlæggende politisk-organisatorisk betydning for RSDAP i epoken med tiltagende klassekampe. For Marx, Engels og specielt Lenin var zarismens karakter som russisk afart af asiatiske forhold udenfor enhver tvivl, hvad jeg for Lenins vedkommende skal påvise senere. Den væsentlige forskel er imidlertid, at specielt Marx bedømmer denne Ruslands samfundsmæssige situation positivt i klassekampenes internationale sammenhæng, mens Lenin anså de samfundsmæssige forholds hele russiske situation som en plage, og derfor også var specielt orienteret mod produktivkræfternes udvikling, kapitalforholdets udvikling i sit land. I håb om at proletariatet kunne opfylde sin "mission". Marx vidste fra sin analyse af den asiatiske produktionsmåde, at vejen over den russiske variant ville gå uhyre langsomt, Lenin så denne korrekte bedømmelse af en samfundsmæssig type - og håbede alligevel på kapitalismens hurtige sejr over de førkapitalistiske produktionsformer og over Ruslands "asiatiske statsordning" (Lenin) for at nå hen i nærheden af den proletariske revolution. Lenin hader "kapitalismens asiatiske udvikling"[48] og ville gerne have den europæiske.
Det drejer sig her om en grundlæggende teoretisk "fejl" hos Lenin. Hans ønske om det socialistiske perspektiv i Rusland er en "ide" men ikke en, der udtrykte social-økonomiske forhold. Hvilket heller ikke var underligt, forholdene under zarismen var ikke sådan som 2. Internationales "ortodokse" marxisme krævede det. Modsætningen mellem "teoretisk" konception, der kom fra den kautskyanske marxisme, og praktisk virksomhed som russisk revolutionær var uundgåelig. Denne modsætning måtte afspejles i teorien. Det er således ikke underligt, at han i kampen mod "subjektivismens" forskellige retninger ikke kan nå frem til at gennemskue subjekt-objekt-relationerne i et givet borgerligt samfund, til at afsløre tågedannelserne i produktionsagenternes bevidsthedsformer som "subjektivisme". Hvis der ikke er noget borgerligt samfund til stede, hvis zaristiske magtforhold indenfor en asiatisk statsform bestemmer forholdene, så må der ud fra disse forhold, ud fra Lenins sociale position, dukke en videnskabsforståelse op, der ved siden af adskillelsen af teori og praksis praktiserer en skelnen mellem virkelighedens relevante og irrelevante fremtrædelsesformer ud fra "partiskhedens" standpunkt. Således kommer det hos Lenin til en formidling af "subjektivisme" og "objektivisme", men ikke til nogen erkendelse af den samfundsmæssige subjekt-objekt-relation. Lenin nærmer sig de samfundsmæssige forhold "udefra" og opfatter kun partiskhedens standpunkt som relevant i kampen mod zarismen. Fremtrædelsesformernes mangfoldighed afledes ikke af produktionsforholdene, klassebevidstheden forstås ikke som "bevidst væren", men tilordnes "ideens rige". Bagved gemmer sig en borgerlig erkendelsesteori med et socialistisk mål i almindelighed og en revolutionær beslutsomhed mod zarismen i særdeleshed. Lenin siger: "Materialisten gør præcise iagttagelser over den givne socialøkonomiske formation og de af den skabte antagonistiske forhold. Når objektivisten påviser nødvendigheden af en given række fakta, så står han til stadighed i fare for at stille sig på apologetens standpunkt i forhold til disse fakta; materialisten afdækker klassemodsætninerne og fastlægger dermed sit standpunkt".[49] Lenins apologetiske holdning til kapitalismens opbygning i Rusland er hævet over enhver tvivl, for så vidt er han "objektivist" hans subjektivistiske klassestandpunkt er det moralske standpunkt hos en undertrykt borger, der er gået vejen til socialismen. Den proletariske anskuelsesmåde kan under disse zaristiske forhold ikke afledes af den materialistiske produktionsmåde. Derfor ligger marxismens "nye kvalitet" i en med borgerlig baggrund og socialistisk forgrund udstyret "partiskhed". Dette partisk begrænsede klassestandpunkt besidder en objektiv russisk sammenhæng. Marx reciperede erkendelserne i den borgerlige videnskab (historie og politisk økonomi), som fuldt ud havde erkendt samfundets klassestruktur. Men han går principielt ud over denne derved, at han analyserede arbejdets samfundsmæssighed, dets dobbeltkarakter i det borgerlige samfund og påviste dets historiske ophævelige karakter.
Idet Lenin gør "basis" og "overbygning" til kriterium for adskillelsen af "materialisme" og "idealisme" "form" og "indhold" og ikke gennemskuer det samfundsmæssige arbejdes dobbeltkarakter, kan han ikke påvise, hvorledes bestemte fremtrædelsesformer, selv i hans eget parti og hans egen person, fremgår af socialøkonomiske indhold. Derfor "overser" Lenin heller ikke dette grundlæggende skridt hos Marx, han kan snarere ikke objektivt se det og det er en stor forskel. Han kan specielt ikke se det, fordi han "udefra" teoretisk postulerer kapitalforholdets dominans, overtager en "relevant" hypotese, der 'skal' bevises i virkeligheden og ikke er blevet bevist. Lenin forsøger at være den proletariske klasses litterære og revolutionære stedfortræder i Ruslands "industrielle overbygning". Da han ikke gør Ruslands specifikt-organiske totalitet og stagnation til centrum og udgangspunkt for analysen, vikler han sig med nødvendighed løbende ind i modsigelser. De samfundsmæssige produktions- og livsforhold i deres totalitet kan derved ikke fremtræde som basis og overbygning i enheden af indhold og form. Dem, der bebrejder Lenin, at han ikke har begrebet den marxske deciffrering af den borgerlige struktur, kan kun gøre dette, fordi de følger den leninske hypotese om kapitalforholdets "dominans" i Rusland. Fordi Lenin antager hypotesen om en vesteuropæisk kapitalismes dominans i Rusland, kommer det hos ham til en dominans af det videnskabelige 'princip' som kategorierne i kritikken af den politiske økonomi af Marx og Engels underordnes. Imellem Lenins videnskabelige principper og de samfundsmæssige, empiriske komplekser, som disse skal ordne, opstår der et borgerligt-irrationelt moment, der derefter ikke kan opløses i den formidlende og bestemmende partiskhed.
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] MEW, bd. 25, s. 735; Rhodos Bog 3.4., s. 937.
[2] MEW, bd. 22, s. 243.
[3] MEW, bd. 25, s. 346; Rhodos Bog 3.2., s. 436.
[4] Ibid.
[5] MEW, bd. 25, s. 346; Rhodos Bog 3.2., s. 436, fodnote 51.
[6] Rosdolsky, ibid., s. 542 ff.
[7] MEW, bd. 39, s. 38. De asiatiske formidlinger bliver synlige.
[8] MEW, bd. 26.3, s. 520.
[9] MEW, bd. 19, s. 296. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[10] Engels, i: Rosdolsky: "Die entstehungsgeschichte ...", s. 545.
[11] Rosdolsky, ibid., s. 557.
[12] Ibid., s. 558.
[13] Ibid., s. 559.
[14] Ibid.
[15] Ibid.
[16] Lenin, i: Rosdolsky, ibid., s. 560. Det står i modsætning til Marx: "Betingelserne for den umiddelbare udbytning og for dens realisation er ikke identiske. Nogle af dem er kun begrænset af samfundets produktivkraft, de øvrige af proportionaliteten mellem de forskellige produktionsgrene og af samfundets konsumtionskraft". (MEW, bd. 25, s. 254; Rhodos Bog 3.2., s. 322).
[17] Altsammen Rosdolsky, ibid., s. 560.
[18] ibid., s. 546ff.
[19] Ibid.
[20] Ibid., s. 560f.
[21] Ibid., s. 569.
[22] Ibid., s. 561.
[23] Ibid.
[24] MEW, bd. 26.2, s. 111.
[25] Ibid., s. 561.
[26] MEW, bd. 25, s. 346. Kapitalen 3.2., s. 436. Når Lenin taler om Ruslands "uhyre langsomme" udvikling, så nærmer han sig de marxske henvisninger til asiatiske forholds "hårdnakkede modstand" mod en vesteuropæisk industrialisering.
[27] MEW, bd. 19, s. 111. Netop hos disse fandtes den asiatiske landbrugsmodstand.
[28] Ibid.
[29] MEW, bd. 25, s. 33; Kapitalen, 3.1., s. 36. Dermed forekommer mangelen på "Grundrisse" mig slet ikke at forklare de leninske fejltagelser. Fejltagelser, som han ifølge Rosdolsky endnu i 1923 anså for "rigtige" (se Rosdolsky, ibid., s. 566.). Dvs. på et tidspunkt da "Theorien über den Mehrwert" - kautskyansk begrænset - mellem 1904 og 1910 var blevet udgivet.
[30] Se Duncker, H., Ein neues Buch über Marxismus [En ny bog om marxisme], i: Die Rote Fahne [Den røde fane], Årg. 6, nr. 119 (27.5.1923), i bogens dokumentariske appendiks.
[31] Det må aldrig glemmes i leninkritikken, som den dukker op fra 'alle' sider, at Lenin var en oprejst gående revolutionær, den betydeligste på sin tid. Således ser den revolutionære Lukács historisk rigtigt, at Lenins "kampskrift mod sismondismen lige så lidt" kan adskilles "fra kampene mod narodnikerne som 'Empiriokriticismen' fra kampen mod otsovismen, som imperialismebogen fra kampen mod højre- og centrumsopportunismen under verdenskrigen, som 'Staten og Revolutionen' fra kampen om magten i 1917 osv. ... alle Lenins teoretiske resultater (er) konkrete og ikke abstrakte sandheder i dialektisk forstand" (G. Lukács, i: Grünbergarchiv, 1929, s. 452). Det er rigtigt, at Lenin aldrig har tabt denne den politiske klassekamps verdensomspændende sammenhæng af syne. Men Lukács går ikke tæt nok på de russisk-sovjetiske særegenheder, holder sig til "politikkens primat ', og de specifikke produktionsforhold kommer til kort.
[31a] [Nottexten mangler i vores udgave - MIA.]
[32] En sammenhæng, som vi senere vil genfinde i partispørgsmålet, nemlig hvordan partiet udefra påklistres arbejderklassen, hvordan det ikke kommer til nogen kontinuerlig politisk-organisatorisk vurdering af bønderne og de landproletariske lag.
[33] Se G. Lukács, Lenin, op. cit., s. 20f. Den russiske og først rigtigt den kinesiske, vietnamesiske etc. revolution har bevist det modsatte.
[34] Da han i den revolutionære praktiske politik hele tiden forsøger at forfølge den faktiske virkelighed i arbejdernes og bøndernes klassebevægelse, når han tendentielt og ad omveje næsten eller fuldstændigt frem til sagen.
[35] En teoretisk position, som Lenin aldrig har opgivet. Det gælder i samme grad for den bedste teoretiker ved siden af Lenin, D. Rjasanov; se: Zur einleitung des Briefwechsels zwischen V. Sassulitsch og K. Marx [Til indledning til brevvekslingen mellem Vera Sassulitsch og K. Marx] i: Marx-Engels-Archiv, bd. 1, Frankfurt/M. 1928, s. 309ff. Han menes at måtte inddrage Marx's "undergravede arbejdsevne" som årsag til 'fejltagelserne' og uklarheden i udkastene, for det andet giver han her Bernstein ret, der specielt har betonet, at Marx og Engels ikke ville "narre" de russiske revolutionære. Rjasanov beholdt sin teoretiske position fra 1909, da han allerede anså Marx af 1857, altså den "sunde", for at tage fejl i sin Ruslandsposition, - det er alt. Rjasanov har i endnu højere grad end Lenin undervurderet Marx's konception for Rusland, selv om han var den, der har udgivet mest om den asiatiske konception.
[36] MEGA, bd. 5, s. 569.
[37] B. Rabehl, op. cit., s. 252.
[38] MEW, bd. 19, s. 112.
[39] Rabehl, op. cit., s. 251. Jeg er her helt enig med Bernd Rabehl. Meningsuoverensstemmelsen begynder med problemet om relevansen af den asiatiske konception hos Marx, Engels og Lenin for den russiske udvikling. Efter diskussioner er han ganske vist også af den mening, at den asiatiske side ved produktionsmåden i Rusland ikke må overses, men han anser den for en rest ved siden af de andre produktionsmåder af førkapitalistisk art i de russiske produktionsforhold. Idet han ustandselig skifter position, snart halvleninistisk spontanist, snart antileninist etc. og ovenikøbet misforstår dette som udtryk for sin videnskabelige udvikling, er det på sin plads indtrængende at råde ham til at begribe den revolutionære kontinuitets begreb subversivt og ikke opportunistisk.
[40] LW, bd. 3, s. 13.
[41] LW, bd. 3, s. 25/26.
[42] LW, bd. 2, s. 172.
[43] LW, bd. 1, s. 234. Altså de asiatiske forhold i den russiske overbygning.
[44] MEW, bd. 24, s. 39. Rosa Luxemburg siger: "Endnu i år 1900 befandt 122 mill. hektar i Rusland sig i kommunebesiddelse og kun 22 mill. i bøndernes privatbesiddelse". Rosa Luxemburg, Ausgewählte Reden und Schriften, Berlin 1951, s. 613. Det viser, hvor langsomt - omend kontinuerligt - den førkapitalistiske strukturs opløsningsproces gik for sig og hvorledes dannelsen af kapitalforholdets reale dominans forhindredes af de zaristiske magtforholds dominans og agrikulturens produktionshistorie.
[45] Rabehl, op. cit., s. 256. Også her ligger en forskel mellem Rabehl og mig. Vi ser begge teoretiske fejl hos Lenin, men interpretationen er forskellig. Jeg hævder, at denne fejl angående det almene kapitalbegreb hos Lenin altid er relateret til en specifik virkelighed. Således skriver Lenin: "I min bog 'Om kapitalismens udvikling i Rusland' ('Om storindustriens indre marked og udviklingen af dette i Rusland'), som nu (marts 1899) er trykt færdig, stiller jeg ikke spørgsmålet om markedernes teori, men om den russiske kapitalismes indre marked. Derfor spiller teoriens abstrakte sandheder der kun rollen som ledesætninger, de er kun værktøj i analysen af de konkrete data" (LW, bd. 4, s. 80). Historie og kategorier, produktionstrin og begrebsdannelse forbliver uformidlet, de degraderes objektivistisk. Lenin dykker ned i det empiriske materiale, ordner det med principper, men erkender ikke sin teoretiske og praktiske blindgyde. Hans empiriske tal var i virkeligheden uhyre præcise, men da han forfølger kapitalismens udvikling som vesteuropæisk og ikke som asiatisk, kan han ikke korrekt erkende de politisk-organisatoriske konsekvenser for forholdet mellem by- og landproletariat.
[46] Maos teoretiske bundethed til 3. Internationale var 'ringere' end Lenins til den kautskyanske 2. Internationales "ortodokse" marxisme. Og Lukács mener i 1924, kort efter Lenins død, at denne - ligesom Marx - "på ægte geniers vis - i et lands mikrokosmos visionært ser problemerne i totaludviklingens makrokosmos", i: Das Forum, VIII (1924) s. 22. Særegenhedernes dialektik går dermed tabt.
[47] K. Marx, Grundrisse, op. cit., s. 27.
[48] Lenin, Ausgewählte Werke (AW), Dietz Verlag, Berlin, s. 558. Dermed berørte han det virkelige væsen, grundlaget for det revolutionære perspektiv i Rusland.
[49] LW, bd. 1, s. 414.
Last updated on: 8.22.2008