|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
Den inden for den almene fremstilling af den asiatiske produktionsmåde netop beskrevne udbytning og produktion formidlet over stats- og skattesystemet har i udviklingen henholdsvis stagnationen af de samfundsmæssige forhold i Rusland virket i lange tider - trods væsentlige modifikationer. De agrikulturelle bysamfund med deres små hjemmeindustrier og partikulariserende isolation begrundede og bestemte karakteren af de agrare producenter og deres forhold til den herskende klasse. Der eksisterede netop "en sådan fuldstændig isolation mellem de enkelte fællesskaber" som Engels i 1875 mener, "der ganske vist skaber ens interesser i landet, men netop skaber det modsatte af fælles interesser". Og han siger videre, at denne situation er "det naturgroede grundlag for den asiatiske despotisme: Fra Indien til Rusland har denne samfundsform, hvor den var fremherskende, til stadighed produceret den (den asiatiske despotisme), til stadighed i denne fundet sin fuldendelse. Ikke blot den russiske stat i almindelighed, men sågar dens specifikke form, zardespotismen, er, i stedet for at hænge i luften, et nødvendigt og logisk produkt af de russiske samfundstilstande ..."[1]
I indledningen til "Kritikken af en politiske Økonomi" siger Marx på den ene side, at begrebet "arbejde overhovedet" først træder frem i dets moderne almenhed i USA, fordi "individerne med lethed overgår fra det ene arbejde til det andet, og hvor arbejdets bestemte art er tilfældig og derfor ligegyldig for dem. "På den anden side mener han, at "det, der i De forenede Stater fremtræder som historisk produkt - denne ligegyldighed over for det bestemte arbejde - hos f.eks. russerne fremtræder som naturgivet anlæg". Og han fortsætter, at det er en "forbandet forskel", "barbarer har anlæg for at blive beslægtet med alt, eller om civiliserede anvender sig selv til alt".[2] Marx mener, at russernes "traditionelle væren vokset fast til et bestemt arbejde" kun kan overvindes "gennem indflydelse udefra". Derfor kunne de "kun udefra" "fjernes"[3] fra deres russiske arbejde.
I baggrunden står den nødvendige sociale revolution, som den engelske imperialisme i dens "ynglingetid" udløste eksemplarisk i Indien. Man så endnu ikke den anden side af sagen, nemlig muligheden for en politisk revolution i Rusland og dens sociale omslag i revolutionen. Det drejer sig for Marx her, som vi så ofte vil se, om den russiske variant af den asiatiske despotisme, der er begrundet i den specifikke produktionsmåde i det halvasiatiske agerbrugssamfund, om de isolerede bysamfund og om det specifikke problem omkring den russiske stagnation med den ekstremt svage udvikling af de samfundsmæssige produktivkræfter.
Jeg forsøger ikke her at levere en konkret-historisk analyse af den russiske historie. Snarere vil jeg på 'ortodoks' måde rekonstruere Marx' og Engels' analytiske og begrebslige forståelse, - hvad angår den russiske historie. Genstand for analysen er de samfundsmæssige muligheder og skranker for en asiatisk industrialisering, på grundlag af en samfundsmæssig basis, som elementært er modsatrettet den borgerlige kapitalbevægelse. Hvad der nu især interesserer er oprindelsen af den russiske statsform, i dens vekslende som kontinuerlige karakter.
Et kritisk-materialistisk og historisk-specifikt klassestandpunkt begriber afskaffelsen af den magtform, som staten udgør, som et grundlæggende moment i lønarbejderklassens sociale befrielseskampe for at nå målet: det klasseløse samfund. For dette standpunkt kan opkomsten af staten ikke adskilles fra udfoldelsen af produktivkræfterne og arbejdsdelingen i det opvoksende klassesamfunds sociale differentieringsproces. Her træder den herskende klasse frem som "en klasses organiserede magt til undertrykkelse af en anden".[4] Den herskende klasses historie i Rusland beskæftiger os, for at kunne forstå de "ydmygedes og såredes" (Dostojevski) historie. I denne forbindelse skal man være opmærksom på, at først "på et bestemt trin i den økonomiske udvikling, der nødvendigt var forbundet med en spaltning af samfundet, blev staten p.g.a. denne spaltning en nødvendighed".[5] Den social-økonomiske historie i overgangene fra eet produktions- og livstrin til et andet er vigtig. Her ligger baggrunden for statens opkomst. "Erobringens" rolle og funktion, dvs. "magten" i klassespaltningen og historien har Engels rammende bestemt således: "Røverkrigene styrkede såvel den øverste hærførers som underførernes magt; det sædvanlige valg af efterfølgere fra de samme familier gik, navnlig siden faderrettens indførelse, efterhånden over til først tålt, så krævet og endelig tilranet arvelighed; grundlaget var lagt for det arvelige kongedømme og den arvelige adel",[6] dermed også udgangspunktet, det første grundlag for udviklingen af klassestaten.
Menneskehistoriens urkommunistiske udgangspunkt blev slået i stykker. I det russiske tilfælde er det fortrinsvis den opløsningsproces, der frembragte Ruslands særegne udviklings-, henholdsvis stagnationsmønster, der interesserer os. Den revolutionære marxisme har aldrig benægtet, at opkomsten af forskellige statstyper har fundet sted og kan finde sted gennem erobringer. Ganske vist er det ikke i sig selv de militære aktioner, der skaber historien. For os skal krigsmetoderne, krigsinstrumenterne osv. snarere udledes og forklares udfra den social-økonomiske struktur.
Marx har meget udførligt fremstillet de for ham specielle træk ved den russiske historie i de af den russiske revolutionære Rjasanov i 1909 udgivne og kritisk kommenterede tekst: "Karl Marx om oprindelsen til Ruslands fremhersken i Europa",[7] som den russiske revolutionær, Rjasanov udgav med kritiske kommentarer i 1909. De normanniske erobreres indtrængen og mongolernes erobring af Rusland fra den tatariske zone fremtræder for Marx som vigtigste element i kæden af historiske etapper i Rusland. Disse mongoler ødelagde grundlaget for Rurikriget, der var udviklet mellem 880 og 1169.
Marx betegnede Ruriks politik "som identisk med den politik, de germaniske barbarer, der oversvømmede Europa, førte".[8] Han fortsætter: "De moderne nationers historie begyndte - altså oprindelsen af rodfæstet klassestyre og strukturerede statstyper - først efter at denne syndflod var ovre. Den gotiske periode i Rusland udgør kun et kapitel i de normanniske erobringer. Ligesom Karl den Stores rige går forud for grundlæggelsen af det moderne Frankrig, Tyskland og Italien, får også Ruriks rige selv forud for grundlæggelsen af Polen, Litauen, de baltiske afståelser Tyrkiet og Moskva".[9] Erobrings- og røversygen i denne epoke var af en sådan karakter, at Marx sagde: "Længtes lederne efter ro, blev de alligevel tvunget til at fortsætte af deres tropper, og i det russiske såvel som i det franske monarki kom det til det øjeblik, hvor lederne måtte sende deres skamløse og umættelige våbenfæller ud på nye røvertogter, bare for at slippe af med dem".[10] Med disse krige, med Ruriks kamp- og livsorganisation er det for Marx indlysende at de "på ingen måde" adskiller sig fra "normannerne i det øvrige Europa": "Den samme magiske troldom, der drev de andre nordiske barbarer til vestens Rom, drev warangerne til østens Rom. Netop den fortsatte forlængelse af den russiske hovedstad, som Rurik forsøgte at oprette i Novgorod, Oleg i Kiev og Sviätoslaff i Bulgarien, beviser uden tvivl at erobrerne først og fremmest søgte deres vej og kun betragtede Rusland som en gennemgangsstation, hvorfra de ville søge efter et rige sydpå".[11] Og Marx drager konklusionen: "Når det moderne Rusland stræber efter besiddelsen af Konstantinopel for at befæstne sin styrke overfor verden, så var Rurik modsat, gennem modstanden fra Byzans under Tsimiskes (Johannes d. L, kejser af Byzans, 969 til 976) definitivt tvunget til at grundlægge sit rige i Rusland".[12] Og i overensstemmelse med Marx tilføjer Rjasanov:
"Når der kan tales om en eller anden slavisk indflydelse i denne epoke, så er det kun om indflydelsen fra byrepublikken Novgorod, hvis politik og hele tradition står i diametral modsætning til traditionen i de nuværende Rusland".[13] Under normannerne blev Ruslands byhandelsrepublikker med deres republikanske sigte ikke ødelagt, men Ruriks "bliven-hængende" i Rusland, begrundede Ruriks selvopløsningsproces: "Under Jaroslav blev warangernes fremtrængen (normannerne) brudt, men samtidig med dem forsvinder den første periodes erobringssyge og det gotiske Ruslands forfald begynder. Denne forfaldshistorie beviser endnu mere end erobringen og udviklingen Rurikrigets udelukkende gotiske karakter".[14] Marx henviser til at "det usammenhængende, ustrukturerede og uudviklede rige som Rurikkerne havde bragt sammen, med basis i kvægavl og agerdyrkning, der var afhængig af regn, sluttelig splittedes "i arvegoder og lån". Riget blev stadig mere opdelt "under erobrernes efterkommere", under den landbesiddende adel, "revet i stykker af lenskrige og gennem indblanding af fremmede folk. Storfyrsternes suveræne magt svinder bort for kravene fra halvfjerds fyrster af blodet ... således forsvinder det normaniske Rusland ganske fra skuepladsen".[15] Den samfundsmæssige tendens i Ruslands social-økonomiske oprindelse gennemgår en grundlæggende ændring med de asiatiske mongolers erobring af Rusland. Marx udleder noget specielt af denne ændring: "Ikke i den normaniske periodes ærefulde råhed, derimod i blodigt skum af mongolsk slaveri står Moskvas vugge, og det moderne Rusland er ikke andet end en omdannelse af Moskva ..."[16]
Hvordan kommer Marx til en sådan opfattelse? Hvordan ser han specielt den mongolske erobring? Hvad siger Marx om erobringer i almenhed? Lad os begynde med dette: "Det erobrende folk underkaster det erobrede sin egen produktionsmåde (f.eks. englænderne i Irland i dette århundrede, og delvis i Indien); eller lader det gamle bestå og nøjes med tributter (f.eks. tyrkere og romere); eller der indtræder en vekselvirkning, hvorigennem der opstår en ny, en syntese (delvis i de germaniske erobringer.) I alle tilfælde er produktionsmåden, det være sig det erobrendes folk, det være sig det erobredes, det være sig en sammensmeltning af de to ovenstående, bestemmende for den nye distribution, der opstår. Selv om denne fremtræder som forudsætning for den nye produktionsperiode, er den således selv et produkt af produktionen, ikke kun af den historiske produktion i almenhed, men af den bestemte historiske produktion".[17] Og han gør os nu klart, at mongolernes erobring af Rusland, førte til indførelsen af en ny produktionsmåde, en ny distribution osv. i Rusland: "F.eks. handlede mongolerne med deres ødelæggelser i Rusland i overensstemmelse med deres produktion, kvægdrift, for hvilken store ubeboede strækninger er en hovedbetingelse".[18] Bymarkerne blev ikke afskaffet, men reduceret. Således taler Marx konsekvent om et mongolsk "rædselsrige"[19] i Rusland, hvor det "store blodbad"[20] herskede "som økonomisk princip, for at forhindre opstande og for at konstituere den mongolske form af den asiatiske produktionsmåde i Rusland. Derfor betegner Marx Rusland som et halv-asiatisk samfund med orientalsk despotisme, på en vis måde en afart af denne produktionsmåde i almenhed. De mongolske tatarer beherskede Rusland fra 1227 til 1462, "tataråget lå ... over folket".[21] "Menneskeslagteriet, der affolkede store dele af landet, førte til et højere isolationstrin og et stationært eller stagnerende produktionstrin i den russiske agrikultur omkring landsbyerne. Vigtigt er det at de mongolske tatarer ikke ødelagde de fyrstendømmer, som de forefandt, "men derimod blot gjorde dem afhængige og tributpligtige".[22] Det udtrykker den asiatiske trældom, hvor "skat og grundrente" falder sammen i den statslige grundejer og suveræn. De russiske fyrster blev meddelagtige i skattens inddrivelse, en historisk egenartet form for asiatisk "medbestemmelse". Det russiske folk blev imidlertid udbyttet og "ydmyget" dobbelt. De russiske fyrsters skamløse forsøg, gennem "bagvaskelser" som Marx siger, på at opnå de "gyldne horders" "gunst" skal ses i denne sammenhæng. Og Marx mener, at det var denne metode, hvormed "Moskva-linien" gik af med "sejren". "1328 modtager Juri ... af Usbek Khans hænder storfyrstekronen ... af Ivan d. I. Kalita og Ivan d. III., med tilnavnet den store, personificerede den ene det Moskva, der var vokset frem gennem det tatariske herredømme og den anden det Moskva, der gennem tatarherredømmets forsvinden, var blevet til en selvstændig magt. I disse to personligheders historie er hele den moskovitiske politik, fra det øjeblik den trådte ind i den historiske arena, sammenfattet".[23]
Ivan d. III. lagde efter Marx' opfattelse den grundlæggende basis for det moskovitiske selvherredømme. Var han endnu mellem 1462 og 1505 i hans regerings begyndelsesfase tributpligtig overfor tatarerne og endnu ikke i totalbesiddelse af magten overfor lensfyrsterne, så var det dog ham, der sluttelig fuldendte befrielsen af tatarerne og konstituerede det moskovitiske selvherredømme. Denne proces foregik ikke gennem kampe. For Marx fremtræder Ivan snarere som en læge ved det "tatariske uhyres" "dødsleje" "der har forudsagt døden og venter på den ..."[24] for efter befrielsen fra tatarerne at ødelægge "den gamle russiske republik"[25] og sikre det halv-orientalske selvherredømme. Under tatariseringen var det kommet til udviklingen af den første russiske suverænitet på nationalt plan, nemlig den mongolske Khan-institution. Enhver russer var Khanens slave. Denne type statsslaveri, det "almene statsslaveri i Orienten" (Marx), er den dybeste begrundelsessammenhæng for Ruslands despotisk-sutokratiske zarisme. Under han d. III. blev den russiske afart af det asiatiske statsslaveri befæstnet: "I starten af hans regering (1462-1508) var Ivan d. III. endnu tributpligtig overfor tatarerne; lensfyrsterne kæmpede endnu med ham om maten. Novgorod, den russiske republiks centrum, beherskede det nordlige Rusland; Polen-Litauen tilstræbte erobringen af Moskva; og de livlandske riddere var endnu ikke definitivt afvæbnet. I slutningen af hans regering ser vi Ivan d. III. sidde på en uafhængig trone, med datteren af den sidste kejser i Byzans ved sin side, Kasan ved sine fødder og resten af den gyldne horde strømme i hobevis til hans hof".[26] Hans magtapparat var personalt som strukturelt halvasiatisk.[26a] Derfor kan Marx sige, at der "mellem Ivan d. III:s politik og det nuværende Ruslands" - dvs. anden halvdel af det 19. århundrede - "ikke kun eksisterede ligheder, men derimod identitet". Og Marx klarlægger det moskovitiske selvherredømmes oprindelseshistorie: "Ivan d. III. fuldkommengjorde kun den traditionelle moskovitiske politik som Ivan d. I. Kalita havde efterladt ham". Hvad var det for en politik? Den havde en strategi: "Ivan Kalita, den mongolske slave, erhvervede sin storhed ved at dirigere kraften fra hans største fjende, tatarerne, mod hans mindre fjende, de russiske fyrster".[27] Det er grundlaget for, at det aldrig kunne komme til en feudalisme, i vores forstand, eller komme til at zaren blev en "første blandt ligemænd".
Og således fremtrådte det moskovitiske selvherredømme udadtil: "Det forbavsede Europa, der ved Ivans regerings begyndelse næppe havde haft en anelse om Moskvas eksistens, der lå klemt inde mellem tatarerne og Litauen, var gennem den pludselige fremvækst af et uhyre rige ved sin østgrænse formelig blændet, og sultan Bajazet, for hvem Europa skælvede, var den, der første gang fik Moskvas hovmodige tone at høre".[28] Et hovmod, der udadtil bar "erobrerens teatralske positur", men indadtil aldrig glemte "at have kysset stigbøjlen tilhørende Khanens laveste underordnede".[29] Således kan Marx også sige om Ivan d. III.: "Han efterlignede sin tidligere herres stemme, som endnu 'skræmte hans sjæl".[30] Ivan Kalita lagde grunden til det moskovitiske selvherredømme, Ivan d. III. konsoliderede og udviklede denne nye undertrykkelse af det russiske folk.
I den marxske analyse af den russiske udenrigspolitik følger her en næsten springende overgang til "Peter d. Store". Marx opgiver naturligvis ikke sådan som man måske skulle tro pludselig sin historieforståelse, og han begynder selvfølgelig ikke at fremstille historien som de "store personligheders" historie, derimod ser han i Peter d. I. fortsættelsen af den russiske udvikling, der begyndte med den tatariske vending.
Den politiske udvidelse af statsapparatet var trådt i centrum. Peter d. I. forenede Ivan Kalita, "den mongolske slaves politiske fingernemhed" med de mongolske herskeres stolte stræben, hvem Dschingis Khan som sin sidste vilje havde testamenteret verdens erobring".[31] Den halvasiatiske karakter af det moskovitiske selvherredømme og dets forhold til udviklingen af verdensmarkedet står til debat. Var Rusland i slutningen af det 16. århundrede nær ved at ende i en "fuldstændig økonomisk stagnation",[32] så blev det 17. århundrede fasen med den egenartede "europæisering" af Rusland, formidlet gennem handelen med England, Holland og Hamburg: "Pengeøkonomien, hvis udvikling i det 16. århundrede var blevet hæmmet indtil omlæggelsesprocessen af handelsvejene var afsluttet, begyndte hurtigt efter urosperioden at udvikle sig. Langs de vigtigste veje, der førte til Moskva og derfra gik til Archangelsk, opstod en hel række af nye handelscentre. Fra Moskva udgik seks handelsveje: 'Moskva udgjorde handelsaktivitetens midtpunkt for hele riget. Dens betydning blev befordret af, at regeringen selv beskæftigede sig med handelsoperationer, zaren var selv - som en englænder udtrykte det - Ruslands første handelsmand".[33] Den statslige handelskapital træder her frem, den halvasiatisk-zaristiske statsmaskines dominans i kapitalforholdet er altså givet: "Fra Moskva blev varerne transporteret til Vologda via Jaroslav, Rostov og Perejaslav, hvor englænderne købte den dertil transporterede hør og hvor de havde deres stabelpladser til deres varer og hvorfra de blev bragt videre til Archangelsk. Ved siden af Moskva blomstrede i Ruslands centrum Nishnil Novgorod op" - det nyopbyggede Novgorod - "der i det 17. århundrede blev til stabelplads for alle varer, der strømmede ind fra alle retninger: fra Astrachen kom asiatiske varer, fra Archangelsk vesteuropæiske, fra Kasan sibiriske og fra Moskva de lokale produkter, der var bestemt for østen. Nishnil Novgorod blev også et vigtigt midtpunkt for kornhandelen, hvor kornet blev købt og bragt videre til de nordlige provinser".[34] Med hjælp fra England, Holland og Hamburg forsøgte zarismen at fastholde sin specifikke politik, altså at opretholde kontinuiteten i sin magt: "I virkeligheden er Peter d. Store grundlæggeren af den moderne russiske politik, men han blev det kun, idet han i dens rent lokale karakter overtog den gamle moskovitiske metode af tilsløret indtrængen og tilegnelse og fjernede dens tilfældige blandingsformer; idet han satte den på en abstrakt formel, almengjorde dens mål og ophøjede dens hensigter, således at dens stræben efter at besejre en bestemt given magtgrænse ophævede sig til en stræben efter ubegrænset magt. Han bragte Moskvas omdannelse til veje gennem en almengørelse af dets system og ikke gennem den blotte tilføjelse af provinser".[35]
Bevægelserne på verdensmarkedet havde altså for det moskovitiske Rusland også i det 17. århundrede den funktion, at føre det halv-orientalske samfunds despotisk-autokratiske karakter videre og at befæstne den historiske situation tilsvarende. Opløsningen af det "halv-asiatiske fastland" til et "havombrust rige" - "det er vand Rusland behøver" (Peter den Store) - har været målet for Peters politik. Et mål, der netop blev mulig på grund af verdensmarkedets videre udvikling i Rusland. Peter begyndte med "Europas udfordringer" (Marx) gennem forrykkelsen af hovedstaden fra Moskva til Petersborg: "Idet han rykkede sin hovedstad ud til kysten udtrykte han åbent hån overfor denne races landkrabbeinstinkter og reducerede den til et rent drivhjul i en politisk mekanisme ... Med forrykkelsen af hovedstaden viste Peter, at han med vestens formidling ville optrævle østen og dens umiddelbare naboer".[36] Orienten og Asien blev altså målet for den russiske politik, men den verdenshistoriske etappe, udviklingen af det internationale handelssamkvem havde forandret sig. Ruslands indflydelsesmuligheder på den asiatiske zone havde, mener Marx, en objektiv skranke, nemlig det asiatiske stagnationsproblem. Det "asiatiske folks begrænsede forbindelser"[37] skulle gennembrydes af "det vestlige Europas alsidige forbindelser"[38] og blive bragt op på et nyt trin. Denne Ruslands indtræden i denne tids europæiske verdensmarkedsbevægelse, i sømagternes alliance henholdsvis krigspolitik fik en specifik karakter, fordi disse sømagter "gennem disse erobringer blev afhængige af Rusland p.g.a. deres skibsmateriale. En afhængighed, der ikke havde eksisteret, sålænge Moskva, den største producent af det meste af dette skibsmateriale, ikke havde haft sine egne udgangsporte ..."[39] Ruslands kampe i den baltiske zone, med Sverige osv. havde lønnet sig. For hvem må man virkelig spørge.
Marx siger:
"Havde de moskovitiske zarer, der hovedsagelig foretog deres områdeanvisninger med hjælp af den tatariske Khan, været tvunget til at tatarisere Moskva, så var Peter d. Store, der ville virke ved vestens hjælp, tvunget til at civilisere Rusland. Idet han tilrev sig de baltiske provinser, havde han med et greb det nødvendige redskab til denne proces. De gav ham ikke kun diplomater og generaler, altså de hoveder, han skulle bruge i udførelsen af sit systems politiske og militære aktioner i vesten, de skaffede ham også samtidig en hær af bureaukrater, skolelærere og gamacheknapper, der skulle udstyre russerne med et skær af civilisation, der gjorde dem egnet til vestlige folks tekniske indretninger, uden dog at fylde dem med deres ideer".[40] Udfoldelsen af de menneskelige og samfundsmæssige produktivkræfter blev altså fortsat hæmmet.
Det vil sige, at det "halvasiatiske fastland" ganske vist blev den "herskende sømagt i Østersøen"[41]; det var en politisk vigtig ændring, men det centrale i den moskovitiske tatarisering, de specifikke magt-, produktions- og udbytningsforhold, det centrale i den russiske styreforms halv-asiatiske despotisme blev ikke derved ændret. Under Peter d. I. begynder de tilsyneladende ændringers historie, Ruslands samfundsmæssige metamorfoser (der rækker op til Oktoberrevolutionen i 1917).
I virkeligheden er denne proces zarismens kamp for at realisere sit væsen: "erobringen af jorden" (Marx) på bekostning af dets eget folk. Herved bliver særlig den største produktivkraft i Rusland, agrikulturen på landet udbyttet. Under Peter blev bondestanden begrænset og udpresset dobbelt: ikke blot får de ikke del i de "tekniske fremskridt" men de bliver drevet ind i livegenskabet.
Dobbelt udbytning var resultatet: Udbytning gennem "staten" og "adelen". Og Marx drager konklusionen: "Den virkelige historie" - og ikke bare overfladefænomenerne - "vil vise os at de gyldne horders Khaner ikke var redskabet i udførelsen af Ivan d. III. og hans forgængeres planer i højere grad end England var Peter og hans efterfølgeres redskab".[42] Marx henviser til opløsningsprocessen af de "gyldne horder" henholdsvis de engelske despoter på verdensmarkedet, men på ingen måde til en sådan opløsningsproces i Ruslands magtmaskine.
At Marx i vurderingen af det russiske livegenskab aldrig taler om "feudalisme", heller ikke om en "asiatisk feudalisme" (Tokei) må have sine grunde. Det forekommer mig at han fuldstændig fastholder konceptionen af de "asiatiske former"[43] for Rusland. Han gennemskuer fuldstændigt den 'europæisering', som Peter d. I. havde påbegyndt og som strandede ligesom Katharina d. II.'s forsøg på at indføre "middelalderens vestlige lavsvæsen"[44] som bedrag [Schein]. Derfor tilslører begrebet "feudalisme" Ruslands historie. Specificeringen som "asiatisk feudalisme" er kun meningsfyldt, når en asiatisk "kapitalisme" i den industrielle overbygning har udviklet sig på en stærk agrikol basis, der ikke desto mindre er i opløsning. Det bestrider Marx til hver en tid. Så er det problematisk, når Fritz Kramer i en ellers udmærket artikel fra "Rotes Forum" 1970 forsvarer den opfattelse, at de russiske bønder "som livegne" ikke kun lader de autokratiske despoter opkræve den ene del af deres merprodukt som skat, men derimod også er underkastet det feudale herredømme i form af den jordbesidder, der lever af rente.[45] Denne dobbeltudbytning er korrekt, men når de asiatiske magtforhold - ifølge Marx - er kendetegnet ved, at "staten" er den "øverste jordbesidder" og, at den "på nationalt plan koncentrerede grundejendom" smelter sammen som "rente og skat" eller rettere der eksisterer ingen fra denne form for grundrente forskellig skat"[46] således fandtes der i Rusland under tatariseringen og derefter ingen "feudalherrer" der kunne leve af "rente". Der fandtes "adelige godsejere" der indtil den fuldstændige indførelse af livegenskabet under Peter d. I. var nydere og privatbesiddere efter logikken i den asiatisk-russiske struktur.[47] Ved siden af eksisterede den kollektive besiddelse og det kollektive brug af jorden gennem fællesskabet.[48] Forsåvidt var også de russiske adelige tjenestebesiddere, de var tjenere indenfor rammerne af udbytningsmaskinen og zarens magtudøvelse. Hvad havde de at udbytte og beherske? Der var de russiske bysamfund, den samfundsmæssige jord, overfor hvilken udbytningens skattesystem allerede fra den tatariske tid var blevet udøvet og skærpet: Det russiske bysamfund - obščinaen - "er den videst udviklede form i rækken af primære formationer og svarer omtrent til "agerbrugsfællesskabet". Kun et skridt mangler, funktionen af omfordelingen, for at forvandle det til en by af parcelbygninger for at sætte privatgrundejendommen igennem. Relationen mellem individ og ejendom begynder allerede at dominere relationen mellem individ og fællesskab, gentilrelationerne er opløst. Miren, byforsamlingen, bestemmer periodisk individernes (f.eks. familier) andele af den kollektive jord".[49] Karakteren af det kollektive brug blev altså stadig opretholdt: "Men den archaisk-demokratiske form er herredømmets objekt, i ren form et agrarbureaukrati af en helt igennem asiatisk karakter. Problemet omkring merproduktets distribution, som p.g.a. agrarbureaukratiets relative autonomi i lokalforvaltningen ikke uden videre kunne løses ovenfra og nedefter, og som i Kina f.eks. blev løst gennem embedsmændenes halvlegale korruption, blev i zarriget løst gennem oplæringen af embedsmænd".[50] F. Kramer drager konklusionen: "Obščinaens merprodukt blev tilegnet dels som skat og dels som rente, ergo er den herskende klasse dels adel dels bureaukrati. Bønderne er livegne, men ikke kun underkastet den private jordbesidders magt, men derimod også zaren selv, og de er indbyrdes archaisk-demokratisk organiseret".[51] Problematisk hos Kramer er den mekaniske adskillelse mellem "skat" og "rente" mellem "adel" og "bureaukrati"; den dialektiske sammensmeltning af dette kompleks siden Ruslands tatarisering bliver ikke tilstrækkeligt belyst. De historiske forskydninger i forholdet mellem disse herskende fraktioner må medreflekteres, for de udtrykker netop de handels-politiske vendinger, som Rusland foretog i retning af Europa, for at kunne stabilisere og udvide magten i Asien med europæiske landvindinger. Den undertrykkelse af bondefællesskabets frihed, der var indledt med tatariseringen, blev forstærket under Peter d. I. og den plebejeriske frihedstradition blev yderligere brudt i Rusland, men den borgerlige frihed efter europæisk tradition vandt ikke indpas. At der således ikke kunne udvikles et russisk borgerskab er ligeså klart som den objektive uundgåelige forøgelse af denne specielle russisk-asiatiske adels samfundsmæssige kraft, som dog alligevel forblev under zarismens eentydige ledelse. Den første ændring hen mod den asiatiske privatgrundejendom viser sig i 1762 ved, at pomeščiki (tjenesteadelen) nu kunne råde overjorden uden tjenesteforpligtelser; men på den anden side måtte de fortsat indkræve skat til det zaristiske styre. Det var i det små en historisk passende modifikation for på et højere plan således at kunne opretholde magtforholdene.
Den dobbelte udbytning, der blev forstærket gennem indtrædelsen på verdensmarkedet, førte på lang sigt til en specifik, nemlig en asiatisk feudalisme og en specifik, nemlig en asiatisk kapitalisme.
Oprindelsen og videreudviklingen af den halv-asiatiske feudalisme[52] og den halv-asiatiske statskapitalisme på grundlag af den halv-asiatiske produktionsmåde skal nu undersøges. Her kommer arbejdet i en vis modsætning til Marx og Engels. Begge kunne i sidste instans kun forestille sig begrebet om kapitalisme og kapitalistisk produktionsmåde ligesom begrebet feudalisme under vesteuropæiske forhold. Selv om de netop, som vi vil se, med deres henvisninger til "en vis form for kapitalisme" i Rusland, har ydet afgørende forudsætninger for videreførelsen af debatten om Ruslands halv-asiatiske historie.
Af den halv-asiatiske feudalisering, der indledtes med Peter d. I. i det 17. århundrede, udviklede sig i det 19. århundrede overgangstrinene i den halv-asiatiske statskapitalisme: "Efter Ruslands nederlag i Krimkrigene der ... på landet havde bragt selve råddenskaben i det sociale politiske system for dagen, befriede regeringen de livegne og ændrede hele forvaltnings- og retssystemet".[53]
Skærpelsen af udbytningen indadtil og af den agressive udenrigspolitik, det var hvad Marx mente med den "halv-orientalske forvirring" i den russiske europapolitik. Afgørende mellemled i udviklingen og stagnationen af Ruslands agrariske samfund er kampen om "bondebefrielsesloven" og dens endelige indførelse i året 1861. De lokale og regionale bondeopstande, der havde udviklet sig i lange kæder i livegenskabsperioden måtte afsluttes, den herskende klasse måtte modificere sine produktions- og magtformer for at modgå revolutionen. Således var frigørelsen fra livegenskabet, som Marx sagde et år før dens realisering i "Herr Vogt" hans skrift mod denne tyske vulgærmaterialist og agent i fransk tjeneste, udtryk for "udviklingen af de økonomiske tilstande" der var formidlet gennem det ikke-økonomiske felt, hvilket på den anden side igen var bestemt af det økonomiske. Og han kom til den konklusion, at livegenbefrielsen vil være "i den russiske regerings interesse".[54] Med "regering" forstår han utvivlsomt den herskende klasse, den dominerende fraktion der efter bondebefrielsen ville "forøge Ruslands agressivitet hundredfold"[55]: "Den har ganske simpelt til hensigt at fuldende autokratiet gennem nedrivningen af de skranker, som den store autokrat hidtil var stødt på blandt de mange mindre autokrater i den russiske adel, der støttede sig på livegenskabet såvel som på de selvforvaltende landsbyfællesskaber, hvis materielle grundlag, fællesejendommen skulle nedbrydes gennem den såkaldte frigørelse".[56]
De indre modsigelser mellem de adelige jordbesiddere og de livegne bønder, mellem dele af den jordbesiddende adel og den despotiske stat, mellem zaren og bønderne osv., den historiske situation og kapitalbevægelsens internationale niveau muliggjorde og befordrede en ny metamorfose: en mere radikal end hidtil, som imidlertid ikke forandrede de samfundsmæssige magtforhold! Dermed blev stagnationen i de samfundsmæssige forhold yderligere forlænget. Hvad drejede det sig om? For at kunne slippe af med de adelige godsejere, måtte bønderne betale til den zaristiske stat og forpagtede derfor for det meste jorden af deres godsejere for så eventuelt at kunne få en større indkomst. Hvorved forpagterpengene naturligvis kun igen kunne skaffes gennem et tilskud via lønarbejde. Bønderne kunne kun 'befries' gennem betaling til staten. Denne havde tilsyneladende overtaget de adeliges grundrente (i den europæiske betydning af grundrentebegrebet) og havde betalt den russiske udgave af de asiatiske feudalherrer herfor. I virkeligheden havde den zaristiske regering med bondefrigørelsen taget et nyt skridt i retning af orientaliseringen. Den decentraliserede del afden asiatiske grundrente, der indtil 1861 var gået over til de adelige godsejere, endte som følge af 'frigørelsen' i de samfundsmæssige hænder, som specielt havde behov for den i en agressiv udenrigspolitik: den despotiske regering. Den zaristiske regering trak det typiske asiatiske skattesystem i dets russiske form tilbage fra de adelige godsejere. Godsejerne blev betalt og bønderne måtte købesigfri hos staten. Det er den specielle russiske metamorfose af de "asiatiske formers" russiske afart: "Bondefrigørelsens karakter bestemte på afgørende måde Ruslands agrariske historie og dermed overhovedet Ruslands økonomiske og politiske historie op til i dag. De pre-borgerlige trældoms- og afhængighedsforhold blev ikke ophævet, men derimod tilpasset den om sig gribende vareproduktion og pengecirkulation og derigennem konserveret".[57]
Den samfundsmæssige metamorfose i 1861 fuldbyrdede overgangen fra den asiatiske feudalisme til den asiatiske kapitalisme. Alle historiske produktions- og livsniveauer blev uopløseligt blandet ind i hinanden i de despotiske magtforholds strukturelt uforandrede dominans.
Den objektive eksistens af sådanne forhold, der var baseret på opretholdelsen af den overleverede magt og udbytning, forhindrede udfoldelsen af produktivkræfterne i vesteuropæisk kapitalistisk forstand, men ødelagde imidlertid den agrikole basis i Rusland. Det er en proces, der er typisk for alle de lande, hvor den vesteuropæiske vej til kapitalismen (alternativt til socialismen) ikke er givet som noget ufravigeligt, uforanderligt, men derimod peger på andre veje, selvom de måtte have samme endemål.
Den dobbelte trældom blev fortsat og forstærket i Rusland efter 1861. Bønderne blev slaver for de adelige feudalherrer og i udvidet form for den asiatiske statskapitalisme, der var ved at konstituere sig. "Reformen" i 1861 stødte på heftig modstand blandt bønderne: "Folket, bønderne havde aldrig anerkendt befrielsesloven af d. 19. februar 1861, de forlangte en ny lov af zaren, som kunne give dem deres land. Gennemførelsen af reformen udløste i de næste to år ikke mindre end 1100 bonderevolter, men det var lokalt begrænsede opstande, for det meste kun mod lokale magtbesiddere, ingen kamp mod magtsystemet i dets helhed".[58]
Logikken i ændringen af ejendomsforholdene bestod i, at der udelukkende fandt en forskydning sted, men intet samfundsmæssigt spring i ejendomsforholdene. Den store befrielse resulterede udelukkende i en belastning af bønderne: Bønderne måtte, bogstaveligt, 'oparbejde' deres frihed i kraft 'af sig selv' og de blev "støttet" i denne proces af den opblomstrende ågerkapital, når det var "uundgåeligt".
Et moment i konsekvensen af loven i 1861 må ikke glemmes: En kvalificeringsproces af den russiske adel til en varemæssig deltagelse på verdensmarkedet. Den 'omsorgsfulde' holdning fra de adelige patriarker, som omgav byfællesskabet, ændrede sig og antog en særlig udbytterisk og brutal form. 'Befrielsen' af bønderne udgjorde et nyt trin i udbytningen og undertrykkelsen. Sluttelig var varen arbejdskraft gjort 'bevægelig'. Denne overgang fra det russiske samfunds "halv-asiatiske" "halv-orientalske" struktur med dets agrikulturelle basis i Ruslands "orientalske krise", som Marx taler om i et brev til F. R. Sorge d. 27.9.1877, er resultatet af den opløsningsproces af det agrikole byfællesskab, der blev indledt med "bondefrigørelsen" og den dermed forbundne asiatiske kapitaliseringsproces. Idet zardespotismen forsøgte at 'orientalisere' sig dybere for at konstituere sin magt på et nyt trin, stødte den direkte på afgørende social-økonomiske forudsætninger for den tendentielle opløsning af en sådan produktionsmåde, forudsætningen for afslutningen på dens magt. De grupper i det russiske samfund, der befandt sig i en situation af "fuldstændig økonomisk, moralsk, intellektuel opløsning"[59] var endt i en proces med den største "chance" for "at miste" "hvad historien engang havde tilbudt et folk" "for til gengæld at gennemgå alle det kapitalistiske systems skæbnesvangre omskiftelser".[60] Således havde Marx i sit berømte brev til redaktionen af "Fædrelandsnotitser"[61] ganske vist fuldstændigt indset den mulige kapitalistiske retning af Ruslands udvikling - men under omvæltningen af produktionsmåden ikke udelukket den deri indeholdte objektive mulighed for revolutionære spring, dvs. revolutionære spring i den førkapitalistiske periode.
I brevet fra 1877 og endnu skarpere fire år senere, påpeger Marx overfor den revolutionære V. Sassulitsch at den "historiske skæbne". som han har afdækket i analysen af de vesteuropæiske lande, ikke gælder for Rusland: "I denne bevægelse i Vesten drejer det sig om forvandlingen af en form for privatejendom til en anden form for privatejendom. Med hensyn til den russiske bonde ville man modsætningsvis forvandle deres fællesejendom til privatejendom.
Den i 'Kapitalen' givne analyse indeholder altså på ingen måde bevis - hverken for eller imod landsbyfællesskabets livsduelighed, men det specialstudie, jeg har drevet omkring dette ..., har overbevist mig om, at dette landsbyfællesskab er støttepunktet i Ruslands sociale genfødelse; for at det imidlertid kan fungere i denne betydning, må man først besejre den ødelæggende indflydelse, der fra alle sider stormer mod det, og på den måde sikre de normale betingelser for en naturlig udvikling".[62] Det er i denne sammenhæng man skal forstå hans sympati for narodnikkerne, for deres kamp mod zarismen og dennes forsøg på at indføre kapitalismen. Påfaldende er det, at Marx anser det for muligt at gå over i en kollektiv kommunisme, på grundlag af et førkapitalistisk landsbyfællesskab, der befinder sig i en overgang, hvor privatejendommen til jorden sætter sig igennem. Muligheden af det tilsyneladende umulige, denne negative dialektik, udtrykker her baggrunden for ansatserne til en "konkret utopi" som den russiske revolutions sociale program mod det zaristiske despoti. Under disse forudsætninger bliver det også muligt at integrere resultaterne af kapitalismen i Vesteuropa og Amerika i Rusland, uden at måtte slæbe deres kvaler med internt. Ifølge Marx er det netop denne samtidighed i den historiske situation, den "orientalske krise" og den "kapitalistiske krise". der ikke lader den manglende samtidighed i udviklingen af produktivkræfterne blive en hæmmende faktor. Som begrundelse fremtræder specielt, at Rusland "ikke er isoleret fra den moderne verden" og "ikke som Østindien er blevet bytte for fremmede erobrere".[63]
Af særlig interesse er her forskellen i vurderingen af situationen i Rusland, som vi ser den i "Grundrisse" og den gennem udviklingen af Rusland opståede "orientalske krise" med de revolutionære muligheder, der er udviklet herigennem og som udtrykker sig i den marxske refleksion. Var det allerede interessant, at Marx trækker det indiske byfællesskab frem, som lærestykke for den asiatiske produktionsmådes historie, så er det endnu mere påfaldende når Marx taler om den "centrale despotisme over fællesskabet"[64] og om deres farlige gensidige "isolering": "Føderationen af nordrussiske republikker beviser at denne isolering, sandsynligvis oprindelig opstået p.g.a. deres territoriums uanede størrelse, for en stor del gennem politisk skæbnesvangre slag befæstnede sig, hvilket Rusland har måttet lide under siden mongolernes invasion".[65] Her fremtræder den russiske variant og det halv-asiatisk udviklede russiske samfunds historie særlig tydelig.
Marx finder den simple og geniale løsning på det farlige problem omkring de isolerede landsbyfællesskaber deri, at agrarfolkets revolutionære proces må bønderne selv organisere sig - hvad egentlig først Ho Chi Minh og Mao Tse-Tung under om ikke ulige, så dog betingelser der adskiller sig, har begrebet: "Man måtte simpelthen erstatte ... (Woloszt)[66]-en, en regeringsinstitution, (embedsdistriktet) med en bondeforsamling som fællesskabet selv valgte og som skulle tjene som det økonomisk administrative organ for det interesser".[67] Fra det reaktionære 'ovenfra' til det revolutionære 'nedefra' dette kvalitative omslag var og er et grundprincip i en emancipativ organisationstype, hvor decentraliserede centraler kontrollerer og kritiserer de 'øvre' centraler. Det drejer sig for Marx om den objektive mulighed for realiseringen af en "kollektiv produktion" og "kommunistisk ejendom" under de særlige betingelser i Rusland.
Mandelbaum: "I denne usædvanlige situation, som ikke har nogen historiske paralleller, eksisterer ifølge Marx teoretisk den mulighed, at Rusland kan tilegne sig resultaterne af den samfundsmæssiggjorte arbejdsproces i den store kapitalistiske industri, 'uden at måtte underkaste sig dens modus operati'. Det kan trinvis overgå til maskinel agrarisk storproduktion og gøre de nye produktivkræfter umiddelbart nyttige som samfundsmæssig ejendom, men baseret på de endnu virksomme oprindelige kooperationsformer, og dermed gå direkte fra individuel småproduktion til kollektiv storproduktion og således nå en produktionsmåde der er de vestlige lande overlegen. Den eneste, men nødvendige forudsætning for dette ville være zarismens fald, under hvis tryk (skat, bøndernes gældsbyrde) miren - "landsbyforsamlingen" - "bliver ruineret".[68] Mandelbaum indrømmer ganske vist, at den afgørende forskel mellem Marx og Narodnikkerne består deri, at Narodnikkerne ser socialismen i miren, mens Marx betoner den objektive opløsningsproces af den agrikole organisationsform, men alligevel anser Mandelbaum den marxske vurdering af det revolutionære perspektiv i ødelæggelsen af zarismen for "mindre overbevisende".[69] Hvorfor?
Det afgørende punkt er her arbejdsbegrebet, som jeg allerede indledningsvis behandlede. Med Marx forsøger Mandelbaum nu at argumentere mod den marxske vurdering af det revolutionære perspektiv. Idet han griber tilbage til "Indledningen til kritikken af den politiske Økonomi" skriver Mandelbaum, med citater fra Marx, "at 'kategorien arbejde, arbejder overhovedet, arbejde sans phrase' i denne almenhed først er blevet sand i det borgerlige samfund og det mest moderne eksistensform, De forenede Stater, fordi først her - og det er forudsætningen for ophævelsen af den gamle arbejdsdeling i socialismen - er de økonomiske forhold produceret, 'hvor individerne overgår med lethed fra det ene arbejde til det andet og hvor arbejdet bestemte art er tilfældig og derfor ligegyldig for dem. 'Man kunne sige ...' fortsætter Marx, at 'hvad der i De forenede Stater fremtræder som et historisk produkt - denne ligegyldighed overfor det bestemte arbejde - hos f.eks. russerne fremtræder som naturgivent anlæg'. "[70]
Angående den daværende modsætning mellem "barbarer" og "civiliserede" hos Marx - hvilket dog ikke angår forskellen mellem urkommunismen og negationen af det borgerlige samfund - siger Mandelbaum: "Her eksisterer den samme forskellighed i arbejdets udviklingsgrad, som adskiller den kapitalistiske kooperation (i fabrikken) fra de kollektive former, som bestod ved begyndelsen af menneskehedens kultur, og som er bevaret i miren. Hvad det betyder praktisk, fremgår straks, når man spørger, hvorledes det skulle lade sig gøre, at Rusland overtog de i vesten frembragte produktivkræfter som materiel basis for en socialistisk orden. Produktivkræfter er jo ikke kun til stede som håndgribelige organer, som maskiner, som i virkeligheden bare kunne importeres, derimod samtidig som arbejdernes anlæg og kvalifikationer, ... en hovedvanskelighed ved indførelsen af fabrikssystemet bestod og består i, at få 'menneskene afvænnet med deres uregelmæssige vaner i arbejdet og få dem identificeret med den store automats uforanderlige regelmæssighed".[71] Mandelbaum misforstår fuldstændigt de urkommunistiske "anlæg og kvalifikationer" i Asien, som på et til enhver tid værende historisk udviklingsniveau skulle tilpasse sig ethvert slags arbejde. Et ganske særligt bestandigt kendetegn for den asiatiske produktions- og livszone.[72]
Mandelbaum forudsætter en uundgåelig "lang inkubationsperiode for maskinindustrien"[73] ligesom i Europa. Han forstår ikke at den "fysiske beskaffenhed af den russiske jord"[74] og den halvasiatiske mennesketype, der dermed var opstået, og at den russiske position i verdenshistorien ligesom i sin egen udvikling (med den kontinuerlige stagnation) var særlig velegnet til efterhånden "at kunne erstatte det parcellerede agerbrug med et kombineret landbrug drevet ved hjælp af maskiner".[75] Dominansen af den urkommunistiske agrarsammenhæng blev betragtet som basis, som forudsætning for den emancipatoriske udfoldelse af samfundet efter zarismens styrt. Maskinen blev betragtet som et brugsværdiorienteret instrument som objekt for den agrariske vej til kommunismen. Maskinerne er altså ikke den vesteuropæiske konkurrencekapitalismes tingsliggørende subjekt-objekt sammenhæng, den vesteuropæiske civilisations-, fremmedgørelses- og tingsliggørelsesbegrundelse for det "moderne borgerlige samfund". Dialektikken mellem landet agrariske basis og den industrielle overbygning,[76] der skal benyttes, for at kunne udvikle den sociale emancipation efter zarismens styrt, er væsenet i den socialistiske konstitutionssammenhæng hos Marx. Videre forstår Mandelbaum den langsomme udvikling efter 'reformen' i 1861 ikke som en overgang fra asiatisk feudalisme til den asiatiske statskapitalisme; dvs. at han overhovedet ikke tager hensyn til den strukturelle forskel mellem den asiatiske og vesteuropæiske produktions- og livsform. Den falske modstilling af "babarer" og "civiliserede" har Marx mere og mere opgivet efter udviklingen og stagnationen i Rusland fra 1861, særlig forårsaget af det indgående studium af de russiske agrarforhold[77] Dog bliver de objektive modtendenser under udfoldelsen af modsigelser i Rusland ikke overset. For os er det nu vigtigt at henvise til, at ifølge Marx, forsøger "en vis form for kapitalisme" (fremhævelse af mig, R.D.), "næret gennem statens formidling på bekostning af bønderne"[78] at ødelægge fællesejendommen i den agrikulturelle struktur via "... undertrykkelse fra statens side og udbytning gennem kapitalistiske indtrængere, som via den samme stat havde vokset sig store på bekostning og på belastning af bønderne".[79]
En specifik kapitalisme begynder at udfolde sig, en vis form for den oprindelige akkumulation, som ikke har nogen plads i den marxske "historiske skitse" med dens historiske "fatalitet". Denne russiske vej blev præget at den "orientalske" krise i Rusland, denne under- og overgang af forskellige' produktionsmåder. Den halvasiatiske struktur levede videre og blandede sig med vesteuropæiske "skadedyr" (Marx). Men den hermed begyndende tendens til asiatisk kapitalisering blev ikke registreret af Marx. (Om civilisationsbegrebet også hos ham udvirkede negativt, ville være et interessant spørgsmål, som vi imidlertid ikke her skal gå nærmere ind på).
Marx insisterede - idet han greb tilbage til 'Kapitalen' - uafladeligt på at "privatejendommen" som modsætning til den samfundsmæssige, kollektive ejendom, kun (eksisterede) der, hvor ... arbejdets udvendige betingelser tilhørte privatfolk. Men alt efter om disse privatfolk var arbejdere eller ikke-arbejdere, havde også privatejendommen en anden karakter".[80]
I "Kapitalen" drejer det sig for Marx om at eftervise, at "metamorfosen fra den feudale produktion til den kapitalistiske produktion har ekspropriationen af producenterne som sit udgangspunkt, og i særdeleshed, at grundlaget for denne udvikling, er ekspropriationen af agerbrugerne ..."[81] Og han kommer til spørgsmålet: "Hvorledes kan man relatere det til Rusland, hvor landet ikke er agerbrugernes privatejendom?"[82] Landet var altså ingen privatejendom, og slet ikke i samme forstand som en adelig godsejers vesteuropæiske privatejendom! Den af den zaristiske regering påtvungne 'kapitalistiske' vej - hvorved den autokratiske despot i samme grad underlægges tvang - har som i et drivhus opdyrket de dele af det vestlige kapitalistiske system, der, uden på nogen måde at udvikle produktivkræfterne i den agrare produktion, er de mest velegnede til at fremme og lette tyveriet af deres frugter via uproduktive mellemmænd".[83]
Den marxske henvisning til de "uproduktive mellemmænd" og opløsningsprocessen af landsbyfællesskabet, der blev til "objekt for udbytningen gennem handel, grundbesiddelse og åger"[84] gør på det sted i "Theorien über den Mehrwert" hvor der bliver henvist dertil, opmærksom på, at "ågeriet i den asiatiske form kan fortsætte længe" uden at fremkalde andet end økonomisk fallit og politisk fordærvelse, men uden realt at opløses".[85]
Og han fortsætter: "Først i en periode, hvor de øvrige betingelser for den kapitalistiske produktion er til stede - frit arbejde, verdensmarked, opløsning af de gamle samfundssammenhænge, udviklingen af arbejdet til et vist trin, udviklingen af videnskaben osv. - fremtræder ågeriet som den nye produktionsmådes dannelsesmiddel; samtidig feudalherrens ruin, støttepillen for det antiborgerlige element, og den lille industris ruin, agrikulturens ruin osv. kort, midlet til centraliseringen af arbejdsbetingelserne som kapital".[86] Det specifikke i den russiske situation, metamorfosen og sammenblandingen af forskellige overgange, er åbenlys. Den marxske almene bestemmelse af formationen[87] behøver ikke at føre til, at de fire forskellige produktionsepoker mekanisk og ahistorisk adskilles fra hinanden eller at udviklingsspring anses for umulige. Således blev eksempelvis ikke Rusland, men Indien 'udviklet' af den 'unge' imperialisme, mere præcist: opløst og i en ny epoke styrtet. Netop dette finder ikke sted i forløbet af de zaristiske metamorfoser. De særlige specifikke magtforhold under zarismen forblev fundamentet for den samfundsmæssige stagnation". "Opløsningsprocessen" af gamle samfund fandt sted uden realt at besejre det gamle samfund. Zarismen hindrede følgelig den reale samfundsmæssige udvikling af produktivkræfterne. Eller objektivt sagt: en stationær agrikol stagnationssammenhæng havde et andet udviklingsbegreb end kapitalens vesteuropæiske dynamik. De agrikulturelle og samfundsmæssige russiske institutioner, som netop som følge af deres halv-asiatiske arv var meget svære at 'bryde op', blev kun berørt af kapitalbevægelsen i de små industribyer via det zaristiske bank- og kreditsystem i den forstand, at den agrare produktivitet aftog yderligere, hvorved faldet i denne produktivitet foregik endnu hurtigere end i landsby-miren. Hvor "uhyre langsomt" (Lenin) den samfundsmæssige omvæltningsproces fuldbyrdedes i et land, hvor den 'moderne industrialisering' blev indført og hvorledes "primitive bondefællesskaber" (Engels) 'levede uforandret videre' i den således indledte opløsningsproces, må ikke glemmes: "Staten havde ydet sin bistand til en overilet (fremhævelse af mig, R.D.) udvikling af tekniske og økonomiske midler, der var mest egnet til at lette og fremme udbytningen af agerbrugerne, dvs. Ruslands største produktivkraft og berige 'samfundets nye støtter'".[88]
Her moraliserer Marx ikke, derimod viser han blot hen til, hvorledes han i et agrarland ser forholdet til industrialiseringsprocessen og relationen mellem land og by.
Et agrarland, fuld af produktivitet og ressourcer, bliver ødelagt gennem et "overilet" industrialiseringsforsøg, uden at det kan give landet et omslag til kapitalistisk produktivitet.
Den zaristiske regering søgte 'med stort resultat' at fremme et jernbanesystem, børser, togfabrikker, aktieselskaber, stålværker og privatbanker osv. Mangelen på ind- og udenlandske kapitalagenter i denne "form for kapitalisme" (Marx) i Rusland dækkede den zaristiske regering gennem statsbanken, der aldrig behøvede "at bekymre sig om deres kassebeholdning".[89] Kapitalagenternes profitter var altså "sikret". Hvad var det første resultat af det "overilede" industrialiseringsforsøg? Den dominerende jernbanebygning gav det kapitalistiske verdensmarked adgang til den agrare produktion, men førte i samme grad til, at den agrare opløsnings- og udbytningsproces blev drevet foran: "Hvad vesteuropæerne så, var den uhyre forhøjelse af korneksporten gennem udviklingen af jernbanenettet; hvad de ikke så var, at denne eksport udlignede sig ved en sammentrækning af stadigt gentagne perioder af hungersnød, som nu indtrådte hvert femte år og nåede deres højdepunkt i 1880".[90] Denne sammenhæng er kun forståelig, når man tager i betragtning, hvad den såkaldte bondefrigørelse i 1861 havde tilført den zaristiske regering af nye udbytningsmuligheder. Alle forhenværende "statsbønder" "apanagebønder" forhenværende "godsejeres livegne" som "tidsligt bundet"[91] stod under "fælles ansvar" overfor den overalt eksisterende "skatterestance".[92] En væsentlig fordel i bonde-"frigørelsen" for zardiktaturet var den "direkte inddrivelse af skatter". Før 1861 var "pomeščiki"-en (tjenesteadelen) ansvarlig herfor. Denne institutionelle forandring indebar en "mindre skattestigning. Den zaristiske fremgang kan altså ikke adskilles fra "bruddet med landadelens magtdomæne" som samtidig betyder overgangen til den asiatiske statskapitalisme. Marx er ikke i tvivl om - som i "Herr Vogt" fra 1861 -, at dermed er den zaristiske regerings magt vokset trods tiltagende samfundsmæssige opløsningstendenser, som også regeringen blev ramt af. Han ser magtudviklingen deri, at regeringen udvidede "konskriptionsområdet" (den militære del af statsguvernementet). Dermed forbundet var en almen reform af hæren"[93] Den orientalske despotisme (samt en "vis form for kapitalisme") fremtræder for Marx som den herskende klasse, som orientalsk kapitaliserer og militariserer samfundet. Den despotiske adel i den herskende regering i form af zaren og den bureaukratiske statsadel, suppleret med dele af den opløste landadel og det bureaukratiske apparat i samtlige samfundsmæssige institutioner, der ikke kan adskilles herfra, at alle disse fænomener udtrykker i deres helhed en form for "herskende klasse" der kun er forståelig og begribelig, når netop den beskrevne stagnation af klassen i dens realitet medtænkes.
Derfor nævner Marx som et sidste zaristisk resultat af reformen: "I forbindelse med frigørelsen udvikles de ... (lokale selvforvaltnings-)institutioner: statens byrder kastes for en stor del over på provinser og amter (uden en formindskelse, snarere med en forhøjelse af den direkte statsskat)".[94] De adelige godsejeres magt, der ikke var gået over til den statslige bureaukratiadel, blev derigennem yderligere forringet.[95] Det er nu teoretisk og historisk klart, at proletariatet i Marx' analyse, der angår Rusland, har en underordnet stilling. Han ser, hvad undertrykkerne ville i Rusland: afskaffe landsbyfællesskabet, ... "forvandle det mere eller mindre velstående mindretal af bønderne til en agrarisk middelklasse og flertallet af bønderne til ordinære lønarbejdere".[96] En industrialiseringsinteresse, som, udfra forskellige motiver blev forsvaret såvel af det historisk forsinkede russiske borgerskab som af de 'legale marxister' S. Bulgakov, Tugan-Barannovsky osv. og som rakte op til Lenin.[97] Som udforsker af den asiatiske produktionsmåde og dens særformer kender Marx imidlertid den specielle langfristethed i ændringen, i denne produktionsmådes overgang. Derfor kunne han vurdere det russiske borgerskabs illusioner rigtigt. Hvilket ikke altid, som vi ser, var tilfældet med Lenin; Lukács såvel som hans kritikere, som fuldstændigt forsømmer bureaukratikonceptionen hvad de "asiatiske former" angår, forbigår vi i tavshed. Marx og Engels viser endnu i deres sidste fælles "forord" til anden russiske udgave af det "Kommunistiske Manifest" fra 1882 hen til det "rask opblomstrende kapitalistiske svindel" og den "borgerlige (fremhævelse af mig, R.D.) grundejendom, der netop først udvikler"[98] sig i Rusland, men henviser til, at "den største halvdel af jorden befinder sig i bøndernes kollektive besiddelse"[99] derfor: "Bliver den russiske revolution signalet til en proletarisk revolution i Vesten, således at begge revolutioner kan støtte hinanden, sådan at den nuværende russiske fællesejendom til jorden kan tjene som udgangspunkt for en kommunistisk udvikling".[100] Det var denne prognose, der forekom dem mulig på dette tidspunkt (1882); de sagde det ikke om den historiske etappe, hvor udviklingen af den asiatiske "kapitalistiske svindel" var videre fremskreden uden at forandre sig i sit væsen, dvs. fortsat ødelæggelse af de gamle produktivkræfter uden udvikling af nye. Således vil det russiske samfund stagnere, det vil opløse sig. Uden en produktiv kontinuitet af modsigelser mellem udvikling og stagnation. Landsbyfællesskabet vil gå under og en anden samfundsmæssig kraft, det industrielle proletariat, - når det virkelig har udviklet sig bredt - må indtage en særlig lederrolle i et agrarland gennem sine revolutionære organisationer.
Henvisningen til den "kapitalistiske svindel" er relevant i vurderingen af Ruslands social-økonomiske oprindelse. Den henviser os påny til industrialiseringens reale overflade [Schein] og stagnationens væsen: "Rusland minder" - i modsætning ti den amerikanske hurtige udvikling - "mere om tiden omkring Ludvig d. 14. og 15., end den finansielle, kommercielle og industrielle overbygning (fremhævelse af mig, R.D.) eller bedre den sociale strukturs overflade "virker" som en satire på den stagnerende tilstand" i størsteparten af produktionen (agrikulturen).[101]
"Producenternes nød"[102] er den deraf opståede konsekvens. Når Marx siger, at "tiden omkring Ludvig ..." "havde et mere solidt grundlag end Ruslands" udtrykker det forskellen mellem udvikling og opløsning.
Fænomenerne i overgangen fra den "orientalske krise"[103] mod den kapitalistiske vej, påklistringen af de kapitalistiske vareformer på det halv-asiatiske naturalsamfund og den dermed udviklede opløsning af jordkulturen har Marx sammenfattet således overfor Danielson i februar 1881: "... der, hvor mennesket - i manglen på midler - er ophørt med at være en 'magt' bliver denne proces til eneste regulerende faktor"[104] Marx betoner den særlig stagnerende udvikling af den russiske historie. I sin kritik af sin kritiker, N. K. Michailovski, der fremstillede ham som opfinder af en slags "universalnøgle" til samfundsmæssige udviklinger, afviser han at have påduttet Rusland en europæisk akkumulationsproces: "(Min ærede kritiker) må helt igennem forvandle min historiske skitse om udviklingen af kapitalismen i Vesteuropa til en historiefilosofisk teori om en almen udviklingsform, der skæbneagtigt er foreskrevet alle folk uanset de historiske omstændigheder, hvori de befinder sig, for sluttelig at nå frem til den økonomiske formation, som med det største opsving i det samfundsmæssige arbejdes produktivkræfter sikrer den mest alsidige udvikling af menneskene. Men jeg vil bede ham om undskyldning. (Det vil på een gang være at tildele mig for megen ære og for megen skændsel)".[105] Det afgørende kriterium på kapitalistisk udvikling, udfoldelsen af de samfundsmæssige produktivkræfter, finder i Rusland sted, som vi så, på en egenartet måde. Samfundsmæssig kontinuitet, stagnation og opløsning bestemmer de omstændigheder,[106] der ikke kan adskilles fra det halv-asiatiske grundlag. Nu stiller imidlertid spørgsmålet sig, hvorledes Ruslands perspektiv blev anskuet efter Marx.
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] MEW, bd. 18. s. 563ff. Det bestrider Ferene Tökei, op. cit., s. 27 i en tilsvarende sammenhæng.
[2] Grundrisse s. 25.
[3] Ibid. Rusland skal "befries" fra sin halvasiatiske basis. Marx haber endnu pa denne tid, at den europæiske erobring af Rusland nu endelig vil linde sted efter at tatarerne har erobret Rusland.
[4] Marx/Engels: "Det kommunistiske Manifest".
[5] Engels: "Familien, staten og privatejendommens oprindelse", Marx/Engels Udvalgte Skrifter. bd. II s. :321.
[6] Ibid., s. 312.
[7] Denne analyse udkom som 5. suppleringshefte al "Neue Zeit". Der må henvises til at bidragene fra Marx, Relevations of the Diplomatic History of the Eighteenth Century [Anvendeligheden af det 18. århundredes diplomatiske historie], der i 1857 fremkom i "Free Press", ikke - som så mange andre - er indeholdt i MEW-udgaven. Vi forsøger senere al vise grunden hertil. Del drejer sig i særdeleshed om det russiske asiatkina (asiatdømmet) og de dermed givne ejendoms- og magtforhold, der muliggøres og støttes af den herskende statsmaskine. Del er denne specifikke samfundsmæssige strukturhistorie (produktionshistorie), som Lukács taler om i sin artikel om kolonial-spørgsmålet.
[8] Rjasanov, op. cit., s. 18.
[9] Ibid., s. 18.
[10] Ibid., s. 18.
[11] Ibid., s. 19.
[12] Ibid., s. 18.
[13] Ibid., s. 19.
[14] Ibid., s. 19. V. Gitermann siger i en anmeldelse af et værk af J. Kulicher: "Russische Wirtschaftsgeschichte" [Russisk samfundshistorie]: "Gammel-Ruslands udenrigshandel afvikledes hovedsagelig ad to veje. En handelsvej førte (med benyttelsen af floderne Neva, Wolchov, Lovat og Dnjepr) fra den finske havbugt via Novgorod og Kiev til Sortehavet og Byzans, en anden fulgte Volgas løb til Det kaspiske Hav og derfra videre til Bagdad. Livlig handelstrafik med Arabien er rigeligt bevist gennem talrige møntlund og beretninger fra arabiske geografer". Archiv für Sozialwissenschaft und Sozialpolitik [Arkiv for Socialvidenskab og socialpolitik], Vol. 56, s. 778.
[15] Ligesom den hermed forbundne "gotiske periode i Rusland". (Rjasanov/Marx) Hos Gitermann hedder det: "I andet kapitel skildrer Kulicher det russiske "delfyrstendømmes" epoke, hvori han er tilbøjelig til at se paralleller til det vesteuropæiske feudalvæsen". Men hvad er den sa grundkæggende forskel? Gitermann siger med Kulicher: "Delfyrstendømmets sociale struktur er kendetegnet ved fraværet af byborgerskabet, i særdeleshed siden ødelæggelsen af Dnjepr-Becken der 'kievskaja Rus', p.g.a. steppefolkenes gennemførte blokering af handelen med Byzans. "De ser heri den afgørende opløsning af den russiske produktions- og kulturudvikling". (ibid., s. 780) At der i Rusland eksisterede et overskud af skind, voks og honning osv. og at dette overskud i handelen med Byzans indbragte tekstiler osv. (og senere sa blev byttet med korn i handelen med England) er en al grundene til at udviklingen af et erhvervsdrivende borgerskab i vesteuropæisk forstand allerede før tatariseringen var fuldstændig overflødiggjort hhv. forhindret. De med tatariseringen indledte forandringer gjorde endegyldigt en vesteuropæisk udvikling i Rusland umulig. Den asiatiske vej var nutiden og fremtiden.
[16] Ibid. I de to perioder blev det partikulariserede bondefællesskab umiddelbart udbyttet pa to forskellige mader. Det "agrare fællesskabs" historie er den agrikole urkommunismes historie.
[17] Grundrisse. op. cit., s. 181.
[18] Ibid. Skridtet hen imod den halv-asiatiske struktur begyndte.
[19] I: Rjasanov. op. cit., s. 19.
[20] Det hele fra Rjasanov. ibid.
[21] Ibid.
[22] Rjasanov, ibid., s. 19. Her falder den marxske analyse næsten fuldstændigt sammen med X. Kostomarovs: "Der Ursprung der Alleinherrschaft im alten Rusland [Oprindelsen til enevælden i det gamle Rusland]. Samlede værker, 5, s. 5-95, Petersborg 1905. Det via Khanen indførte statsslaveri, trældomsforholdenes dominans, formidlet over den despotiske statsmaskine er også for P. Miljukov en kendsgerning i "Skizzen zur russischen Kulturgeschichte" [Skitser til den russiske kulturhistorie], Petersborg 1898, s. 115-117. Angående begge bøger, se Rjasanov, op. cit., s. 26f.
[23] Rjasanov, ibid., s. 20.
[24] Ibid. Hvor stærkt tatariseringen prægede Rusland lader sig påvise gennem de russiske pengeformers historie: "Den ældste betegnelse for penge pa russisk er 'skot', dvs. kvæg, der udtrykker det latinske pecunia. Ved siden af kvæg blev også 'kunen' dvs. skind brugt som penge (Kuniza = tyv) da det stadig fandt afsætning dengang ... Novgorods overgang fra skindpenge til møntprægning fandt sted i det 15. århundrede ... møntenheden var "griwna", senere 'rubkewaja griwenka' (delte griwna), hvoraf betegnelsen 'rubel' er opstået. Og nu kommer det vigtigste element i den russiske pengegenesis: "Det moderne russiske ord "dengi" = penge er af tatarisk oprindelse". (Gitermann, op. cit., s. 179) Ruslands halvasiatiske overgang ser Kostomarov således: "I den førtatariske periode var der pa ingen made udviklet et grundlag for Ruslands kommende enevælde, og endnu mindre var den bevidste stræben hen imod den til stede ... med den tatariske erobring fuldbyrdedes et hurtigt og pludseligt omsving ... indtil da havde Rusland ikke halt nogen overherre og nu fremtrådte han for første gang i form af den skrækkelige tatarerobrer. Erobret med vabenmagt blev Rusland hans ejendom; alle russere fra fyrsten til den laveste undersåt blev uden undtagelse hans slaver. Og i dette slaveri fandt Rusland sin enhed, som det ikke havde tænkt pa i frihedens periode. Khanen ophøjede den ældste fyrstestand og gav den magt og kraft'". Standen "blev etableret gennem fedteri og hengivenhed overfor overherskeren ..." (I: Rjasanov, ibid., s. 27). Rjasanov bestrider ganske vist den grundlæggende kontinuitet i tatariseringen, men bestrider aldrig, at Marx og Engels kontinuerligt skelnede mellem 'Vesteuropa her og det asiatiske Rusland der". (Rjasanov, ibid.. s. 63)
[25] Ibid.. s. 21.
[26] Ibid.. s. 20. Disse historiske sammenhænge bliver ofte utilstrækkeligt reflekteret. I Bernd Rabehls hidtil 'sidste' forskydning, denne gang sammen med Wilfried Spohn og Ulf Wolter, bliver "modsætningen" mellem feudalstrukturen i Rusland og feudalstrukturen i Europa ganske vist anerkendt, men begrundelsen er konfus: "I modsætning til feudalstyret i Vesteuropa, der var kendetegnet ved en økonomisk og politisk splittelse og først blev centraliseret og forandret pa grundlag af de udviklede borgerlige forhold, opstod den despotiske statsmagt i Rusland på ren naturaløkonomisk og feudal basis i kamp mod nomaderne fra de østlige steppeområder". (Jeg citerer fra den fotokopierede tekst: "Halbheiten in der Überwindung des Leninismus. Zur Leninkritik des Projekt Klassenanalyse (PKA) [Løse ender i overvindelsen af leninismen. Til 'projekt Klassenanalyse's leninkritik, s. 12]. Hvorledes så den moskovitiske "slutkamp" i 1480 med mongolerne i virkeligheden ud? Parterne skilles pa en egenartet made: "Begge hære flygtede fra hinanden, uden at blive forfulgt. På en måde endte tatarernes sidste indfald" (se Karamsin, citeret i K. Wittfogel, Orientalischer Despotismus [Orientalsk despotisme], op. cit., s. 282) Fordi kammeraterne på dette punkt orienterer sig for meget efter Brutzko, Agrarentwicklung und Agrarrevolution in Rusland [Agrarudvikling og agrarrevolution i Rusland], Berlin 1925, og for lidt efter Marx, forstår de hverken tatariseringen eller udviklingen af den første russiske stat efter Rurik-rigets fald. Men netop fordi de ikke forstår det, bliver kunstigheden i tilføjelsen af det asiatiske aspekt, tilføjelsen af begrebet om Ruslands asiatiske produktionsmåde, desto tydeligere. Det er absolut forkert og besynderligt, når der tales om den moskovistiske "kamp mod nomaderne fra de østlige steppeområder". Det ville nemlig have bekommet moskovitterne dårligt, efter den erfaring som Dmitri i 1380 havde gjort med hannen fra de for en kort tid besejrede tatareres side. Ivan Kalita gennemførte med god grund afledningsmanøvrer overfor tatarerne, som han pudsede på sine andre modstandere. Der blev først bekæmpet efter tatarernes forsvinden under Ivan d. III., som gik imod byrepublikkerne og styrede mod "fornægtelsen af den russiske frihed" (Rjasanov): "Det er stadig i dag bemærkelsesværdigt, hvilken stor ulejlighed Moskva - ligesom det moderne Rusland gjorde sig - når det gjaldt om at holde republikken i live" - f.eks. byen Wjatja eller Pskow -: "Novgorod og dens kolonier går i spidsen: kosakrepublikken følger, og Polen bakker den op. Vil man begribe Ruslands pulverisering af Polen", sådan mener Marx på sin tid", så skal man studere underkastelsen under Novgorod, som varede fra 1478 til 1528". Mens byerne videreudviklede sig i Vesteuropa og blev mere selvstændige, blev de russiske ødelagt af det moskovitiske selvherredømme. Mens den tredie stand i byerne satte sig igennem og udviklede sig i Vesteuropa blev grundbetingelserne i Rusland for udviklingen af kapitalismen i vesteuropæisk forstand samfundsmæssigt udryddet. Derved udvikledes og befæstnedes den halv-asiatiske, den despotisk-autokratiske karakter af den moskovistiske statsmaskine.
Besynderligt hos kammeraterne Rabehl, Spohn og Wolter er også deres indskrænkede centralismebegreb for Vesteuropa. De reflekterer ikke, at det europæiske feudalsystem med "kongen som den første blandt ligemænd" udtrykte en særlig form for centralisme: "Kun i tiden omkring feudalismens forfald, da 'trediestanden', det opkommende borgerskab opstod og skydevåben og infanteri gik af med sejren overfor det feudale rytteri, kunne det europæiske 'absolutte monarki' opstå, der støttede sig på denne kraft". (E. Varga: Über die asiatische Produktionsweise [Om den asiatiske produktionsmåde], i Jahrbuch für Wirtschaftsgeschichte. Deutsche Akademie der Wissenschaften zu Berlin, Berlin 1967, Del IV s. 199) Rabehl, Spohn og Wolter forsøger imidlertid ikke at aflede den 'despotiske statsmagt' af tatariseringen og ejheller af dens specifikke opløsningsproces, derimod postulerer de på den ene side uden videre en påklistret og ubegrundet "asiatisk produktionsmåde" med dens særlige "despotisme" og taler på den anden side uproblematisk om en "ren naturaløkonomisk og feudal basis". Formidlingerne mangler.
[26a] Efter moskovitternes sejr var territorialfyrsterne uden for Moskva ophøjet eller også degraderet til en status af "tjenesteadel", var altså forpligtiget til tjenesteydelser overfor staten. Det gik så vidt, at de nye adelige tjenestemænd indenfor det statsapparat, der yderligere stabiliserede sig, "overskyggede eller fuldstændigt fortrængte den gamle stand af moskovistiske bojarer, der ikke var udstyret med en titel", nemlig den indtil da uafhængige adel. (Kljutschewski: "A History of Russia...", vi citerer efter Wittfogel, op. cit., s. 286f.) Den nye "tjenesteadel", de halvasiatiske "tjenestefolk", modtog i denne tid statsland (pomest'e) og blev dermed statsansatte (pomeščiki). De havde også den specifikke funktion at fortsætte med skatteopkrævningen, som tatarerne havde indført.
[27] Rjasanov, op. cit., s. 22.
[28] Ibid., s. 20: (Fremhævelse af mig, R.D.)
[29] Ibid., s. 21.
[30] Ibid.
[31] Ibid., s. 22. Den tyrkiske politiks indflydelse på Rusland i det 16. århundrede er af Marx åbenlyst blevet anset for en styrkelse af den halv-orientalske despotisme! Anderledes vanskelig er forståelsen af kontinuiteten fra Ivan Kalita til Peter d. Store. I 1853 tillagde Marx Ruslands religion og civilisation en "byzantisk oprindelse". Den halv-asiatiske struktur spiller altså ingen rolle i hans analyse af Rusland. Det passede udgiverne af MEW. "Asiatdømmet" er altså efter deres mening ikke påviseligt, og bliver for det andet ukorrekt kun betragtet negativt af dem. De krumbøjede statskommunister agerer som om statsliggørelse [Verstaatlichung] var identisk med samfundsmæssiggørelse [Vergesellschaftung]. Den bureaukratisk-repressive side er ikke synlig. En væsentlig fejl fra Marx' side kan ligge deri, at han ikke anvender tyrkernes specifikke rolle i konstitueringen af den asiatiske feudalisme som nyt produktionstrin i Orienten på den russiske situation. Engels havde i almindelighed klart gennemskuet, at "først tyrkerne ... havde indført en form for jordbesiddende feudalisme i de lande de erobrede". MEW, bd. 20, s. 164)
[32] Ibid., Rjasanov, s. 30.
[33] Ibid., s. 33. Den af Rjasanov citerede sætning er hentet fra N. Kostomarow.
[34] Ibid. (Mine fremhævelser, R. D.).
Rjasanov siger hertil: "I året 1584 blev der ved Dünas udløb grundlagt en by, som fik navnet "Novija Cholmogory", der i 1637 blev ændret til "Archangelsk". Indtil Petersborgs grundlæggelse var det Ruslands vigtigste handelsbase, hvorigennem hele den russiske handel passerede. De vigtigste eksportartikler var: Pelse, skind, hør, hamp, tov, træ til master, talg, beg og te; englænderne bragte hovedsagelig uld- og silkestoffer, tøj, galanterivarer, sukker, papir og metal til Rusland" (s. 32).
[35] Marx, i: Rjasanov, op. cit., s. 23 (Understregningerne mine, R.D.)
[36] Ibid., s. 24.
[37] Ibid.
[38] Ibid.
[39] Ibid.
[40] Ibid. Her begyndte den industrielle overbygnings historie.
[41] Ibid. Petersborg blev hovedstaden. Når Marx ifølge Rjasanov overser konflikterne mellem de russiske og engelske handelsfolk i det 17. århundrede og derved overvurderer Peter d. I.'s rolle, så undervurderer Rjasanov dette statsslaveris samfundsmæssige form og den dermed givne udenrigspolitiske aggressivitet, økonomisk baseret på udbytningen af dets egen agrikultur, netop efter den vesteuropæisk orienterede vending. Se Rjasanov, op. cit., s 38f.
[42] Rjasanov, Ibid., s. 25. På dette sted adskiller Marx og Rjasanov sig. Rjasanov mener, at "Marx lader hele Ruslands indre historie fra Iwan d. III. til Peter d. I. ude af betragtning" (s. 29), og at han derfor ikke helt kunne forstå den russiske udenrigspolitik. Han er af den opfattelse, at det russiske livegenskab - "ligesom i Tyskland" - var annonceringen "af den kapitalistiske periode på landet forstået som de agrare storbedrifters periode" (ibid.). For det andet betragtede han handelen med England i det 17. og 18. århundrede som "Ruslands europæisering" (ibid., s. 30). I hans forståelse af Ruslands historie opstår den russiske stat som resultat af angsten for tatar-faren. Denne sammenhæng spiller "den samme rolle som tyrker-faren i Østrig-Ungarn og saracenerfaren i Spanien" (Ibid., s. 28). Rjasanovs forsøg og hans sammenligninger forekommer mig at være forkerte, fordi han ikke reflekterer forandringen i de russiske livs-, magt- og produktionssammenhænge ved tatarjinvasionen og ikke understreger dominansen af den asiatiske form for trældomsforhold. Det forekommer mig også at være tilfældet med Rabehl.
Rabehl var oprindelig orienteret efter Rjasanov. Således sagde han: "Udviklingen af kapitalismen blev hindret og modificeret gennem eksperimentet med den russiske absolutisme, der hvilede på feudalismens klassegrundlag hhv. gennem forsigtige reformer på vej ind i et borgerligt samfunds overbygning", (op. cit., s. 130) Efter tilføjelsen af den asiatiske struktur hedder det så: "Udviklingen af kapitalismen blev hindret og modificeret gennem eksperimentet med den russiske despotisme, der hvilede på feudalismens klassegrundlag hhv. gennem forsigtige reformer på vej ind i den absolutistiske stat og videre ind i et borgerligt samfunds overbygning" (Rabehl: Marx und Lenin, s. 121) (Fremhævelserne mine, R. D.) Vankelmodigheden i den teoretiske position er klar. Rabehl mener altså, idet han snart taler om den "russiske absolutisme", snart om "russisk despotisk absolutisme", at "det russiske-engelske forbund" "signaliserede afslutningen på feudalismen i Rusland". Altså en afslutning som skulle være formidlet over den engelske kapitals "føring" på verdensmarkedet. Han argumenterer på den ene side med Rjasanov, på den anden side gør han nogle tilslørende tilføjelser: "Det russisk-engelske forbund signaliserede afslutningen på blandingsformerne mellem asiatisk produktionsmåde, feudalisme og tidlig-kapitalistiske forhold i Rusland og dermed transformationen af den statslige despotisme over i absolutismen og den borgerlige stats form" (s. 138). Den asiatiske struktur er i forhold til det forrige standpunkt trukket frem hhv. tilbage.
Netop modsætningen til det Marx forstår ved Ruslands 'virkelige historie' bliver på dette punkt forfægtet af Rabehl. Han reflekterer ikke, at de asiatiske hhv. halv-asiatiske produktions- og livsformer med deres statsmaskine indtog hhv. indtager en specifik status på verdensmarkedet. I den periode vi beskæftiger os med, var de ikke objekt for den internationale kapital, på den ene side p.g.a. den agrikole basis' dominans i naturaløkonomisk form, på den anden side som følge af den halv-orientalske despotisme, der udnyttede verdensmarkedet til at opretholde trældomsforholdene. Idet Rabehl uformidlet indføjer den asiatiske struktur, yder han diskussionen om udviklingen og tilbagegangen i produktions- og revolutionsprocesserne i Rusland en halvhjertet, men ingen politisk konsekvent tjeneste. Lære- hhv. forandringsprocesser må ikke misforstås som tilpasningsformer.
[43] MEW, bd. 26.3., s. 520.
[44] MEW, bd. 19, s. 397.
[45] Se "Kollektivwirtschaftlige Ursprunge des Sozialismus in China und Russland" i: "Gesellschaftstrukturen" [Kollektive samfundsmæssige forudsætninger for socialismen i Kina og Rusland] - udgivet af Meschkat/Negt Suhrkamp s. 200f. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[46] MEW, bd. 25, s. 799; Rhodos, Kapitalen bog 3.4., s. 1018.
[47] Men det er ikke private jordbesiddere. Her ligger et yderligere vigtigt moment i differentieringen mellem udviklingen i Asien og Vesteuropa. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[48] MEW, bd. 25, s. 799; Rhodos, Kapitalen bog 3.4., s. 1018.
[49] Fritz Kramer: "Über den sozialismus in China und Rusland und die marxsche Theorie der Geschichte" [Om socialismen i Kina og Rusland og den marxske historieteori], i: Rotes Forum, Hefte 3, 1970, s. 19.
[50] Ibid., s. 19.
[51] Ibid., s. 19.
[52] Den gamle "arveadel", der blev så kraftigt udfordret af Peter d. I.'s europafikserede udenrigspolitik ligesom af udråbelsen af Petersborg til hovedstad, måtte neutraliseres. Det var kun muligt gennem den russiske tilpasning til det verdenshistoriske miljø; resultatet var: den 'nye', den feudale adel rekruteres fra den magtfraktion, som af Peter d. I.'s zaristiske maskine var trukket ind i krigen. Skærpelsen af livegenskabet og opkomsten af de 'små autokrater' (Marx) på landet var følgen af denne magtforskydning.
[53] MEW, bd. 17, s. 515. Den zaristiske maskine forsøgte at rive tyrkerne til sig og dermed Dardanellerne og Bosperus, hvilket verdenspolitisk ville have været af stor betydning.
[54] MEW, bd. 9, s. 216. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
Den marxske differentiering mellem Ruslands "halv-asiatiske forvirring" og "Kinas totale orientalske forvirring" (MEW, bd. 9, s. 216) og hans understregning af de russiske institutioners halv-asiatiske karakter ser jeg begrundet i at et vigtigt moment i den asiatiske magt i denne produktionsepoke, formidlingen af produktionen og udbytningen via det "offentlige arbejde", vandregulering osv. ikke spillede nogen rolle. Heraf kan der imidlertid ikke drages den konsekvens, at det i grunden ikke drejede sig om et asiatisk, men om et i europæisk forstand halv-feudalt eller sågar feudalt samfund. Denne konsekvens har Marx og Engels heller ikke taget, fordi tatariseringen grundlæggende havde forandret Ruslands forhold og institutioner. Betydningen af den tyrkiske invasion og meget mere udelades her, fordi Marx ikke anså den for væsentlig, hhv. fordi den alment blev subsumeret under den orientalske struktur. Heri kan der, som jeg har vist, ligge en væsentlig fejl fra Marx's side. En fejl, som hindrede ham i at udvikle begrebet om en "asiatisk kapitalisme" (i modsætning til en vesteuropæisk)!
[55] MEW, bd. 14, s. 498.
[56] Ibid., s. 498. Det var målet. Men dette fællesland blev "ikke som i Preussen overdraget enkelte bondefamilier som privatejendom, men derimod hele fællesskabet som en uforanderlig og upantelig fællesejendom. For afløsningsskylden ligesom for samtlige skatter og afgifter hæftede fællesskabet solidarisk og det stod frit i forholdet til de enkelte medlemmer. På denne måde blev den storrussiske bondemasses enorme område indrettet" (Rosa Luxemburg: Ausgewählte Reden und Schriften, s. 612) Derved blev den "preussiske vej" i udviklingen af den russiske kapitalisme blokeret. Det er dette punkt, Rabehl totalt overser i sin oprindelige Rjasanov-position angående Rusland.
[57] Die Briefe von Karl Marx und Friedrich Engels an Danielson [Brevene fra Karl Marx og Friedrich Engels til Danielson] (Nikolai-on) med forord af prof. Meyer, udgivet og indledt af K. Mandelbaum, Leipzig 1929, s. VII. Nikolai-on er pseudonymet på Nikolai Danielson.
[58] Ibid., s. VIII.
[59] MEW, bd. 34, s. 296.
[60] MEW, bd. 19, s. 108. Således taler ingen Narodnik-ideolog, derimod en revolutionær socialistisk tænker. Og han kendte de russiske betingelsers lange overgangsproces, hvor magtforholdene tilpassede sig den udviklede vareproduktion, pengecirkulation osv. og derigennem blev konserveret. Se K. Mandelbaum, Die Briefe von Marx und Engels an Danielson (Nikolai-on), s. VII.
[61] MEW, bd. 19, s. 107ff.
[62] MEW, bd. 19, s. 243. Når vi ikke glemmer at småbøndernes privatejendom først efter 1905-revolutionen blev "officielt" initieret og ikke virkelig kan udfolde sig under forstærkede magtforhold, ligger vi ikke under for myten om 'kapitalforholdets dominans'.
[63] Ibid., s. 385.
[64] Ibid., s. 390.
[65] Ibid.
[66] Efter at Marx havde tilegnet sig det russiske sprog følger oftere benyttelsen af russiske ord.
[67] Ibid. Han så statens uhyre udbytning af den agrare produktion som ingen anden. At gennembryde denne var et afgørende skridt i den sociale revolution i Rusland. Noget som bolsjevikkrne under magtovertagelsen absolut forfejlede. Den påførte terror og tjekkaens deri skjulte irrationalitet linder her en af sine væsentligste rødder.
[68] Mandelbaum, op. cit., s. XV.
[69] Ibid., s. XVI.
[70] Ibid., s. XVI.
[71] Ibid.
[72] Hvilket det kinesiske forsøg på efter den heldige revolution at fremme udviklingen af stålindustrien på landet beviser eksemplarisk. Gennemslaget af arbejdsdelingen i Den kinesiske Folkerepublik bragte altså en asiatisk tradition til live igen og stampede ikke noget nyt op af jorden.
[73] MEW, bd. 19, s. 385.
[74] Ibid., s. 405.
[75] [Nottexten mangler i vores udgave - MIA.]
[76] Ibid. Disse progressive rammer bestående af agrikol struktur og industriel overbygning i Asien har Den kinesiske Folkerepublik netop udviklet mest i forholdet mellem den politiske centralisering og agrikol-industriel decentralisering. Det er ikke uinteressant at Indien nu fortvivlet forsøger at gå denne kinesiske vej. Den absolutte skranke er imidlertid, at der ikke her har fundet en bondeproletarisk revolution sted.
[77] Kulturrevolutionens specifikke rolle og funktion som en emancipativ opdragelses-, lære- og aktionsproces efter den revolutionære sprængning af de herskende magtforhold i den asiatiske produktionszone vil vi senere beskæftige os mere med.
[78] MEW, bd. 19, s. 400.
[79] Ibid. Havde han endnu i "Grundrisse" forstået de kapitalistiske "indtrængere" som produktive og social-omvæltende, så havde et intensiveret studium af Rusland overbevist ham om, at den agrikole struktur og Ruslands historiske situation viste en anden mulighed.
[80] MEW, bd. 19, s. 396.
[81] Ibid.
[82] Ibid. Og ikke engang gennem den kontrarevolutionære agrarlov i 1907 kunne der opstå virkelig privatejendom.
[83] MEW, bd. 19, s. 393.
[84] Ibid.
[85] MEW, bd. 26.3., s. 520. Dette så overordentligt vigtige aspekt af det revolutionære arbejde i Rusland har Lenin aldrig lært at påskønne p.g.a. hans håb om Ruslands "preussiske vej".
[86] Ibid. Reformen i 1861 var et midlertidigt nederlag for en asiatisk feudalisme af russisk karakter. Lenin kunne ikke engang tale om en "godsejernes ruin" i 1914. Ruslands asiatiske feudalherrer forenet med den asiatiske statskapitalisme beherskede på denne tid samfundet mere end det påklistrede vesteuropæiske kapitalforhold. De af Marx opstillede kriterier for den vesteuropælsk-kapitalistiske produktionsmådes dominans var i Rusland ikke tilstede. Det "frie arbejde" og centraliseringen af arbejdsbetingelserne udviklede sig kun i ringe grad. Det er grunden til, at Lenin var så ekstremt fikseret på "centralismen" som et skridt i overvindelsen af "middelalderlighedens" russiske asiatdømme.
[87] MEW, bd. 13, s. 9.
[88] MEW, bd. 19, s. 393.
[89] Ibid., s. 422.
[90] Ibid., s. 418.
[91] Ibid., s. 419.
[92] Ibid.
[93] Ibid., s. 417. Det var et overordentligt vigtigt skridt for at forstærke den zaristiske statsmaskines udenrigspolitiske aggressivitet og indenrigspolitiske kontrol.
[94] Ibid. s. 417.
[95] Det stiller ikke opkomsten af en "vis form for" asiatiske agrar-kapitalister til diskussion.
[96] MEW, bd. 19, s. 394.
[97] Se Rosdolsky, Zur Entstehungsgeschichte des marxschen 'Kapital' [Til den marxske Kapital's oprindelseshistorie], s. 546-569.
[98] MEW, bd. 19, s. 296.
[99] Ibid. Dvs. havde et slægtskab med urkommunismen.
[100] Ibid.
[101] Brev til Danielson MEW, bd. 34, s. 374.
[102] Ibid.
[103] Ibid. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[104] MEW, bd. 35, s. 155ff.
[105] MEW, bd. 19, s. 111.
[106] Lukács kunne i den russiske 1917-revolutions syvende år, om end ikke i 'syvende himmel', alvise striden mellem russiske og internationale socialister tiår århundredskiftet "om, hvorvidt kapitalismen i Rusland var udviklingsdygtig" (Lukács: Lenin, Studie über den Zusammenhang seiner Gedanken", op. cit., s. 13) eller ej, ved at sige, at den var interessant, men ikke relevant. Sovjetunionens historiske udvikling, Marx, Engels og Lenins forståelse af den asiatiske konception 'hindrer' os idag i fortsatat opretholdeden lukács'ske position og endnu mindre hans kritikeres. Den metodiske og historiske refleksion af de russiske forhold får herved en væsentlig forskellig karakter.
Last updated on: 8.22.2008