MIA > Norsk > Referanse-arkiv > Wessel
Ny Tid, 5. januar 1914.
Social-Demokraten har på første side i sit nr. av 19. ds. en beretning om en for den kapitalistiske tidsalder typisk tildragelse: et overfald på en rik fabrikeier, som blir dræpt og plyndret mens han er på vei hjem med endel av profiten fra sine arbeideres ydelser, - men en beretning hvis tone ikke lar ane, at den er bestemt for denne forurettede arbeiderskare selv. Meget mere skulde man tro at den er slengt hen som et feigt offer til flertallets smak i den kommune hvor det nu skulde været så ønskelig at sitte inde med ordførerstillingens og maktens sødme. Rimeligvis er den dog diktert av noget som ligger endnu længer tilbake i utviklingen: av den mest komplette forståelsesløshet likeoverfor livets virkelige forhold. Redaktionen synes at stå så nær opunder folket på solsiden, at den end ikke har anelse om at der findes en anden tilværelse, en tilværelse sort og håpløs som natten.
I denne nat har vi bruk for klare lyskastere, for hele strålebundter av lys. Og ikke for de endnu glubskere politihunnder, som Soc.-Dem. sukker efter.
Social-Demokraten fortæller med rørt mine sine læsere om den dygtige og driftige arbeidsgiver, det elskværdige, naturelskende friluftsmenneske, som ingen uvenner hadde (!), som levet lykkelig i sin lune familiekreds, aldrig tok del i det offentlige liv, men elsket at gå på jagt.
Denne mønsterborger blir en nat skutt av et andet mennneske, som derved - og rimeligvis bare derved - kunde kommme i besiddeise av et par kroner, eller av de par hundrede kroner som mønstermanden den dag hadde "arbeidet op" i sin fabrik nede i Kristiania.
Og da det to- og firbente politi prompte blir varslet og øieblikkelig rykker halsende ut, lykkes det "desværre", sier Soc.-Dem., ikke disse blodhunder at komme på spor efter den tobente misdæder.
"Desværre".
(Forhåpentlig går det bedre næste gang noget sådant hænder. Og dermed er vel den saga ute).
Heller skulde Social-Demokraten ha sagt: "Ja, kan de bedre vente det, disse frække utbyttere, som ved aftenstid reiser til sit lykkelige hjem med tyvekoster - med den av fattige arbeidere optjent merværdi i lommen. Det er bra der endelig statueres et eksempel; det er bra pakket får sig en skræk i livet, så tyvegeschäften ikke blir så utelukkende behagelig herefter. Det blir ingen forandring, før overklasseuttbytterne simpelthen ikke tør optræ mere som lovbeskyttede tyveknegter. Dette er den eneste måte hvorpå denslags ramp kan bibringes noget som har likhet med samvittighet."
Bedre var det om S.-D. hadde sagt dette. Ti i krigen mellem klasserne går det fortiden brutalt til, og den klasse som er drukken av blod og guld, forstår ialfald ingen anden tale end vold, viker ikke tilbake for noget andet.
Derfor vilde et forsvar for selv den råeste voldshandling fra de forurettedes side tjene som bedre beskyttelse mot den almindelige ødslen med liv end denne sanktioneren av det gamle system gjennem at rope på bedre politihunder.
Et forsvar vilde styrket arbeiderklassens evne til at se størrelsen av den uret den lider, og vilde derigjennem git moralsk mot til på riktig måte - ved at forholde utbytterne sin arbeidskraft - at benytte makt for at vinde frem til sin ret.--
Under en dampskibsreise heroppe, mellem fiskeværene Kiberg og Berlevaag tror jeg det var, blev forleden år et rovmord begåt av en fisker som manglet penger til billet og som visste at hans medpassager hadde 50 - femti - øre på sig. For disse 50 øres skyld så vor mand sig i øieblikket nødt til at dræpe et menneske.
Og gjorde det.
Hvad vil de ikke Soc.-Dem. ha sat ut for bikjekjæft mot denne synder! Kanske han var fuld også!
Men vi mangler heller ikke politikjøtere blant de "socialdemokratiske" broderorganer her nord, ganske små men opriktige efterapere, som trøstig tar parti for politiet, for eiendomsrettens nagaikavæpnede beskyttere, og altid kommmer halsende ved dets side.
50 øre var den så sterkt eftertragtede gevinst i dette tillfælde. Men er nu 10 kroner så svært meget mere?
Femti øre!
Findes det mon i Norge et eneste arbeiderblad, som vilde stanse op ved disse femti øre og spørre sig selv alvorlig efter grunden til så dyp en nat midt under den rike, blændende middagssol? Hvad er det her som stænger? Misdæderen selv? Denne ene mand?
Umuligt!
Men hvordan forstå ham? Og hvorved hjælpe ham tilbake de par små skritt han muligens kan ha forvildet sig bort fra sin - fra proletariatets egen, rette vei?
- Politihunder! roper Social-Demokraten.
Og man vasker som Pilatus på forhånd sine feige hænder. Motiverne til drapet på Aasheim er endnu ukjendt. Hvem forøveren var og hvilken klasse han tilhører er ukjendt. Men Soc.-Dem. går tydeligvis ut fra at det har været en meget fattig mand, som uten at vite hvor stort utbyttet kunde bli, er gåt til verket "på lykke og fromme".
Og denne fattige mand dømmes uhørt. Morder! Turtermorder! Punktum.
Den rike dropsfabrikant, som man så varmt forsvarer, han roses i Soc.-Dem. fordi han var kommet så høit på strå uagtet han "for bare 13 år siden begyndte med to tomme hænder."
Men disse to hænder var dog kanske indtil den tid endnu to ærlige arbeidsnæver. Har Soc.-Dem. tænkt på hvor meget hvitt blod de siste 13 år må ha heftet ved disse hænder? Tror Soc.-Dem. at der blant hans "lykkelige arbeidssstok på 60 mand" slet ikke fandtes familier hvor årsaken til sykdom og fortidlig død netop var mangelen av denne merværdi, denne halve del av lønnen, som dropsfabrikanten selv hver dags aften knep av med?
Sandelig han fik en barmhjertig medfart, skulde man regne det skete som gjengjældelse for alle de seigpinte ofre som årlig falder for sådanne fabrikeieres profitjagt.
La handlingen være ret eller vrang, - vor opgave er ved tilfælder som dette ikke at istemme det almindelige forskrækkede og forvirrede borgerhyl, men at kaste fuldt lys over grunden til at sådanne tildragelser kan forekomme, at vise hvordan de er den nødvendige frugt og følge av det mordd- og tyvesystem vi for øieblikket trækkes med.
Sydvaranger 27. decbr. 1913
Ellisif Wessel
P.S.
Soc.-Dem. går i sit nr. av 20. ds. fremdeles ut fra at "pengetrangen har været det drivende motiv for drapet."
29-12-13.
E.W.
Sist oppdatert 3. august 2007
[email protected]