Marcus Thrane

Om eiendomsretten

Arbeider-Foreningernes Blad 23.9.1854

Efterat der i et halvthundrede aar i stilhed var knurret over den bestaaende eiendomsret, lød i 1848 det raab. «Eiendom er tyveri», saa stærkt og mægtigt, at det bedøvede den ene halvdeel af menneskeslægten og gav den anden halvdeel liv og haab. Raabet udgik fra demokraten Proudhon og istemtes snart af alle Europas fattige eiendomsløse skarer. De forhen ivrigste demokrater dreide om og slog sig til tyrrannernes partie for at dette frygtelige raab kunde skræmmes ud af de fattige folkeklasser. Skribenter i mængdeviis deklamerede om «eiendommens hellighed», præsterne understøttede med trudsler om evig forbandelse og løfter om tifold eiendom hisset. Soldater hjalp til med bajonetter, politi med nederdrægtigheder og fyrster med fornegtelse af tidligere løfter og eeder, og nationalforsamlinger med ja og amen til alt dette. Paa denne maade fik man qvalt de fattiges løsen - for en tid; men folkeledere og presse vil sørge for å vise tyrannerne og samfundsstyrerne, at raabet endnu ikke er glemt, og at det endnu skal komme til å lyde den hele verden om.

Eiendom er tyveri! Det er en besynderlig sætning, saa besynderlig, at det ikke er underligt, at den har forvirret alle svage hoveder. Men os eiendomsløse har sætningen ikke forvirret. Os har den endelig bragt ud af den tusindaarige forvirring, der har hersket i os og gjort os til en mindreheds lydige tjenere. Os, der vandrede om som sløve dyr, har denne sætning opvakt og givet menneskeligheds præg; os, der sad haabløse og stirrede ud i den dunkle fremtid, os har den givet et sikkert haab, et jordisk maal som andre. Lad os derfor aldrig glemme den setning: eiendom er tyveri! lad os iderlig have den i tanke, iderlig gjentage den for hverandre indbyrdes og for vore børn, saa at hver fattig sjæl kjender og forstaar den, naar den dag kommer, at dens mening skal fuldføres.

Men det er ikke nok, at sætningen kjendes, den maa ogsaa forstaaes. At den i høi grad misforstaaes, og det især af de høiere, er vist. At den bedre forstaaes af de fattige tro vi; thi dem erstatter det naturlige instinkt, hvad der mangler i naturlig forstand.

Naar vi tale om eiendomsretten komme de store altid med følgende talemaader: «eiendomsretten er hellig og ukrænkelig».

«Eiendommen er grundstenen i den menneskelige samfundsbygning».

«Uden eiendomsrettens anerkjendelse kan et ordnet samfund ikke bestaa».

« Uden eiendomsrettens hellighed vil man komme til å leve i anarki» (lovløshed).

«Eiendomsrettens krænkelse vil have almindelig fattigdom tilfølge og altsaa ikke bevirke nogen forbedring i de fattige folkeklassers kaar».

Disse og lignende talemaader fremføre altid de store, og tro i sin indbildte viisdom herved rigtig å have gjort slaaende indvendinger imod vor fordring paa en forandring med hensyn til eiendomsretten.

Men alle disse «indvendinger» ere ikke indvendinger der er modgrunde. Tvertimod: de ere medgrunde, grunde der støtter os imod dem.

At eiendommen bør være hellig og ukrænkelig,

at eiendomsretten er samfundets hjørnesteen

dette ere sætninger som vi ingenlunde bestride.

Tvertimod er det vor hovedpaastand at der skal og bør saa være. Vi vil slet ikke, at eiendomsretten skal krænkes, vi vil slet ikke afskaffe eiendomsretten; tvertimod vil vi netop, at den skal helliges og at den skal være samfundets virkelige hjørnesteen.

Men vi vil kun ikke erkjende det begreb om eiendom, som vore modstandere opstille. Det meste af det, som de kalde eiendom ansee vi for tyveri; og det de kalde eiendomsret ansee vi for eiendoms-uret.

Hvad er nemlig eiendom?

For å faa dette spørgsmaal tilfredsstillende besvaret, er det nødvendigt at vi opkaste nogle andre spørgsmaal, nemlig:

Hvorved erhverves ialmindelighed eiendom? og

hvad er det som helliger eiendommen?

03 / 10 / 2000
[email protected]