Marxists Internet Archive > Norsk > Referanse-arkiv > Rudolf Nilsen > Øvrige dikt (1920-1929)
Vi gik her og sørget hver tærende nat, i tause og
trykkende morgner.
Vi saa ikke soldrag paa himmel og sky i lange og
langsomme tider.
Vi glemte at hævde vor tvingende tro - som ellers saa
truende taarner
sig solen imot, for at berge vor jord en plads ved dens
luende sider.
Vi stirret mot øst hver en nagende stund, mot øst og
mot vest og mot syden:
en helvedes øde - men enslige blink os varslet et
knitrende krater,
en sugende hvirvel, en massernes storm - - Men tause
vi lyttet til lyden
fra tusener stemmer som stønnet i nød, som tryglet om
hjælp, kamerater!
- - -
Da var det en morgen i susende sol, at gjennom
maskinernes dur
en jublende larm fra en frihetens fest os purret til storm
mot hver mur!
Et rungende kamprop mot rigdommens ret fik
skingrende klang i vor lur:
Engang kamerater vi kaster vort kors, engang blir det
ogsaa vor tur!
La sagene hvine og høvlene gaa, men striden faa plads
i vort liv,
vi vet at vi engang, en dæmrende dag skal faa løn for
vort evige kiv,
den dag da de stokker som støtter vor mur gaar over
som knækkende siv
og du kamerat - - ! Din fortærende glød til kamp
i al evighet giv!
- - -
Og hevnskriket hævet sig først ifra øst, ifølge med
solen og lyset,
først var det et klynk, ja et sultende støn
- men stod saa og dirret i vrede
fra higende, herjede menneskers bryst
- og verden igjennem gik gyset -
For aldrig har hevnen hat hardere ret
- og ikke en rikmand var rede ---
Vi gaar her og fyldes av varme
og vaar i store og hvitblanke morgner.
Vi gaar her og venter den dagenes dag
da jættene ei længer taaler
den gloende glød i vor seirende tro,
som evig saa truende taarner
sig solen imot, for at berge vor jord
en plads i dens luende straaler.
12 / 23 / 2007
[email protected]