Fra Novemberrevolutionen til Brest-Litovsk-freden, Leon Trotskij 1918
En regeringskrise syntes ifølge denne demonstration aldeles uundgåelig. Men en meddelelse fra fronten, om at revolutionshæren havde begyndt offensiven, udviskede det indtryk, demonstrationen havde efterladt. Den samme dag, som proletariatet og Petrograds garnison havde krævet offentliggørelse af de hemmelige forhandlinger og et åbent fredstilbud, styrtede Kerenski revolutionshæren ind i offensiven. Det var naturligvis ikke noget tilfældigt sammentræf af begivenheder. De politiske regissører havde forberedt alt i forvejen, og offensivens tidspunkt var bestemt ikke af militære, men af politiske motiver. Den 19. juni drog den såkaldte patriotiske manifestation gennem Petrograds gader. Newski Prospektet – borgerskabets hovedstrøg – var fyldt af ophidsede grupper, blandt hvilke officerer, journalister og elegante damer drev en hed agitation imod bolschevikerne. De første beretninger om offensiven lød gunstigt. Den ledende liberale presse holdt på, at hovedsagen var i orden, at angrebet den 18. juni sine videre militære følger til trods var et dødbringende slag mod revolutionen, da det vilde genfremstille den tidligere disciplin i hæren og sikre de liberale borgere alle ledende stillinger i staten. Men vi forudsagde noget andet. I en særlig deklaration, som vi bekendtgjorde nogle dage før Juni-offensiven på den første sovjetkongres, erklærede vi, at denne offensiv vilde sætte det indre sammenhold i hæren over styr, idet den stillede de enkelte partier overfor hinanden, og at den vilde give de modrevolutionære stor overmagt, da disciplinens opretholdelse i en splittet, moralsk ikke fornyet hær ikke vilde lykkes uden alvorlige repressalier. Vi forudsagde med andre ord i denne deklaration de konsekvenser, der senere sammenfattedes under navnet Kornilowaffæren. Vi antog, at revolutionen vilde komme i fare både, hvis offensiven lykkedes, hvad vi ikke troede på, og dersom den mislykkedes, hvad der forekom os aldeles uundgåeligt. Lykkedes offensiven, vilde det i den chauvinistiske stemning befordre foreningen af småborgere med bourgeoisiet og derved isolere det revolutionære proletariat, og mislykkedes den, var hæren truet med fuldstændigt sammenbrud, kaotisk tilbagetog, tabet af nye provinser og med massernes skuffelse og fortvivlelse. Offensiven mislykkedes. Sejersefterretningerne varede ikke længe. De blev afløst af triste meddelelser om, at mange troppeafdelinger havde nægtet at angribe, om masakrer på officerer, der mange steder alene dannede angrebsenhedernes (1) o. s. v.
Krigsbegivenhedernes basis var de stadig voksende vanskeligheder i landets indre liv: På agrarspørgsmålets, industriens og de nationale forholds område gjorde koalitionsregeringen intet afgørende skridt fremad. Forsyningen med levnedsmidler og trafikken blev stadig dårligere; de lokale sammenstød blev hyppigere: De "socialistiske" ministre rådede masserne til at vente. Alle beslutninger og forholdsregler, deriblandt den konstituerende forsamling, blev udsatte. Regeringens ubeslutsomhed og usikkerhed var iøjnefaldende. Der var to mulige udveje: enten måtte man fratage borgerskabet magten og hjælpe revolutionen til udbrud, eller også måtte man ved strænge repressalier baste og binde masserne. Kerenski og Zeretelli slog ind på en mellemvej og gjorde derved sagen yderligere uklar. Da kadetterne, koalitionens fornuftigste og mest vidtskuende repræsentanter, indså, at den mislykkede Junioffensiv ikke blot på det føleligste kunde skade revolutionen, men også de herskende partier, skyndte de sig at træde ud i tide og skubbede hele ansvarsbyrden over på deres forbundsfæller til venstre.
Den 2. juli fandt ministerkrisen sted; dens formelle årsag var Ukrainespørgsmålet. Dette var i enhver henseende et moment af den største politiske spænding. Fra de mest forskellige dele af fronten kom der delegationer og enkelte repræsentanter og fortalte om det kaos i hæren, som offensiven havde afstedkommet. Den såkaldte regeringspresse krævede hårde repressalier. Lignende røster lod sig også mere og mere høre i den såkaldte socialistiske presses spalter. Kerenski gik mere og mere eller rettere sagt gik mere og mere åbenlyst over på kadetternes og kadetgeneralernes parti og viste demonstrativt sit had ikke blot til bolschevikerne, men også hele sin modvilje mod de revolutionære partier i det hele taget. Ententens repræsentant øvede tryk på regeringen og krævede disciplinens genoprettelse og fortsættelse af offensiven. I regeringskredse tabte man fuldstændigt hovedet. Blandt arbejderne steg ophidselsen; der utålmodigt søgte at bane sig vej til udbrud. "Benyt dog kadetministrenes demission til at bemægtige Eder hele magten" – med denne opfordring henvendte arbejderne i Petrograd sig til de social-revolutionære og menschevikerne, de ledende sovjetspartier. Jeg mindes eksekutivkomiteens møde d. 2. juli. De socialistiske ministre var kommet til stede for at aflægge beretning om den nye ministerkrise. Med spændt opmærksomhed ventede vi, hvilken stilling de nu vilde indtage, efter at de i den tunge prøvelse, koalitionspolitiken havde pålagt dem, havde lidt et så forsmædeligt nederlag. Zeretelli aflagde beretning. Han forklarede omhyggeligt eksekutivkomiteen, at de tilståelser, han sammen med Terestchenko havde gjort Rada'en i Kiew på ingen måde betød en deling af Rusland, og at de derfor ikke bød kadetterne tilstrækkelig anledning til at træde ud af ministeriet. Zeretelli bebrejdede kadetførerne deres centralistiske doktrinarisme, deres mangel på forståelse af Ukrainakompromisets nødvendighed. Dette gjorde et yderst fattigt indtryk, koalitionens håbløse doktrinær bebrejde de nøgterne kapitalpolitikere doktrinarisme, der benyttede den første den bedste anledning til at lade deres politiske hjælpere kvittere regningen for den afgørende omvæltning, de så i de begivenheder, der blev følgen af 18. Juni-Offensiven. Efter alle koalitionens tidligere erfaringer at dømme så det ud, som om kun en eneste udvej var mulig: et brud med kadetterne og oprettelsen af en sovjet-regering. Styrkeforholdene indenfor sovjetterne var dengang af en sådan beskaffenhed, at en sovjetregering vilde have været fuldkommen i de social-revolutionæres og menschevikernes magt. Vi var bestemt [ordet "ikke" må være faldet ud; Red.] modstander af dette. Takket være muligheden for stadige nyvalg sikrede sovjetmekanismen en temmelig nøje repræsentation af arbejder- og soldatermassernes stærkt til venstre holdende stemning. Hvis koalitionen altså brød med bourgeoisiet, måtte de radikale tendenser, således som vi havde forudset det, få overvægten i sovjetternes sammensætning. Under disse omstændigheder vilde proleteriatets kamp altså være mundet ud i sovjetorganisationens farvande og kunde uden fare udfolde sig videre. Men efter et brud med bourgeoisiet, vilde det småborgerlige demokrati selv være kommet i bourgeoisiets vold, så at det måtte søge nøjere tilslutning til det socialistiske proletariat, men derved vilde dets ubeslutsomhed og politiske formløshed før eller senere under vor kritiks vægt blive overvundet af de arbejdende masser. Dette var den eneste grund til, at vi opfordrede de ledende sovjetpartier – til hvilke vi, hvad vi ingenlunde skjulte, dog ikke nærede mindste tillid – til at tage regeringsmyndigheden i deres hænder.
Men heller ikke efter ministerkrisen af 2. juli gav Zeretelli og hans meningsfæller afkald på koalitionsideen. De oplyste i exekutivkomiteen, at ganske vist var de tidligere kadetter bidt af doktrinarisme, ja endog af modrevolutionære tendenser, men at der i provinsen fandtes mange borgerlige elementer, der endnu var i stand til at gå sammen med det revolutionære demokrati, og at man for at sikre disses medarbejde var nødt til at tage bourgeoisiets repræsentanter med i det ny ministerium. Efterretningen om, at koalitionens fald kun havde givet plads for en ny koalition, bredte sig hurtigt i Petrograd og fremkaldte her i soldater- og arbejderkvarteret en storm af ophidselse. Således modnedes begivenhederne fra 3.-5. juli.
1) Vi anfører her i betragtning af dets store historiske betydning et uddrag af et dokument, som vort parti bekendtgjorde på den alrussiske sovjetskongres d. 3. juni 1917 d. v. s. 2 uger før offensiven: "Vi anser det for nødvendigt for kongresarbejdet først og fremmest at fremsætte et spørgsmål, af hvilket ikke alene hele kongresarbejdets skæbne, men også i ordets egentligste forstand hele den russiske revolutions skæbne afhænger: Spørgsmålet om den offensiv, der forberedes i nærmeste fremtid. Idet de modrevolutionære kredse i Rusland stiller folket og hæren, der ikke ved, i hvilke internationale måls navn de kaldes til at udgyde deres blod, foran offensivens kendsgerning og alle dens følger, venter de også, at offensiven skal hidføre en koncentration af magten i de militærdiplomatiske gruppers hænder, der står i forbund med den engelske, franske og amerikanske imperialisme, og at den for fremtiden vil befri dem for at regne med det russiske demokratis organiserede vilje.
De hemmeligt modrevolutionære, der har taget initiativet til offensiven og ikke viger tilbage for noget krigseventyr, prøver bevidst på at udnytte den ved landets indenrigspolitiske og internationale stilling fremkaldte splittelse i hæren, hvorfor de vil bibringe demokratiets fortvivlede elementer den forkerte idé, at selve offensivens kendsgerning muliggør hærens reorganisation, og at manglen af et bestemt, virksomt program for krigsdikvidationen kan erstattes på denne mekaniske måde. Men det er dog klart, at en sådan offensiv kun formår helt at opløse en hær, i hvilken de forskellige troppeafdelinger står overfor hinanden."