INDICE

 

John Reed

Ti dage der rystede verden

 

 

NOTER OG FORKLARINGER

For den almindelige læser vil mangfoldigheden af rus­siske organisationer, politiske grupper, komiteer og cen­tralkomiteer, sovjetter, dumaer, fagforbund og sammen­slutninger forekomme yderst forvirrende. Derfor giver jeg her nogle korte definitioner og forklaringer.

Politiske partier

Ved valgene til den Konstituerende Forsamling var der sytten partier at stemme på i Petrograd, og i nogle pro­vinsbyer helt op til fyrre, men den følgende sammenfat­ning af de politiske partiers mål og sammenslutning er begrænset til grupper og fraktioner, der er omtalt i denne bog. Kun det væsentlige i deres program og den almindelige karakter af deres vælgertilslutning kan omtales. Monarkisterne, af forskellig afskygning, oktobri­sterne etc. Disse fordums mægtige grupper eksisterede ikke længere åbenlyst, enten arbejdede de under jorden, eller deres medlemmer sluttede sig til kadetterne, efter­som kadetterne efterhånden gik ind for deres politiske program. Af monarkister nævnes i denne bog Rodzjanko og Sjulgin.

Kadetterne. Udtrykket stammer fra forbogstaverne i partiets navn Konstitutionelle Demokrater. Dets offi­cielle navn var imidlertid noget tredie: "FolkefrihedensParti.."

Under tsaren havde det tilslutning fra liberale fra de besiddende klasser og var det store parti for po­litiske reformer, der groft svarede til det Progressive Parti i Amerika. Da revolutionen udbrød i marts 1917, dannede. Kadetterne den første provisoriske regering. Kadetministeriet blev styrtet i april, fordi det gik ind for de allieredes imperialistiske krigsmål, deriblandt også tsarregeringens imperialistiske mål. Efterhånden som revolutionen mere og mere blev en social, økono­misk revolution, blev kadetterne mere og mere konser­vative. Af kadetter nævnes i denne bog Miljukov, Vi­naver og Sjatskij.

2 a. Gruppen af offentlige personligheder. Efter at ka­detterne var blevet upopulære, fordi de havde forbin­delse med Kornilovs kontrarevolution, blev »gruppen af offentlige personligheder« dannet i Moskva. Repræsen­tanter fra denne gruppe havde poster i Kerenskijs sidste regering. Gruppen erklærede sig for upolitisk, skønt dens intellektuelle ledere var mænd som Rodzjanko og Sjul­gin. Den havde tilslutning fra de mest » moderne« bank-folk, forretningsfolk og fabrikanter, som var intelligente nok til at indse, at sovjetterne måtte bekæmpes med de­res eget våben - med økonomisk organisation. Typisk for denne gruppe er Ljanozov og Konovalov.

3. Folkesocialisterne, eller Trudovikkerne. Talmæssigt et lille parti, sammensat af forsigtige intellektuelle, le­dere af kooperative selskaber og konservative bønder. Skønt de foregav at være socialister, støttede folkeso­cialisterne i realiteten sine borgeres, kontorfolks og små­handlendes interesser. De havde direkte arvet traditio­nen for kompromisser fra arbejdergruppen i den fjerde rigsduma, en gruppe, som i hovedsagen var sammensat af bønder. Kerenskij var leder af Trudovikkerne i rigs­dumaen, da martsrevolutionen i 1917 udbrød. Folkeso­cialisterne er et nationalistisk parti. I denne bog er deres repræsentanter Pesjehonov og Tjajkovskij.

4. Ruslands socialdemokratiske arbejderparti. Fra før­ste færd marxistiske socialister. På en partikongres i 1903 spaltede partiet på spørgsmålet om taktik i to grupper, flertallet (bolsjinstvo) og mindretallet (men­sjinstvo). Herfra stammer de to senere anvendte navne: bolsjevikker og mensjevikker. Disse to fløje blev til to adskilte partier, der begge kaldte sig ”Ruslands social­demokratiske arbejderparti” og begge bekendte sig til marxismen. Efter revolutionen i 1905 havde bolsjevik­kerne faktisk været mindretallet, men blev igen fler­tallet i september 1917.

Mensjevikkerne. Dette parti rummer alle afskyg­ninger af socialister, der mener, at samfundet må frem­ad gennem en naturlig evolution hen imod socialismen, og at arbejderklassen først må erobre den politiske magt. Altså et nationalistisk parti. Dette var et parti for socia­listiske intellektuelle, for eftersom alle opdragelsesmid­ler havde været i hænderne på de besiddende klasser, var de intellektuelle instinktivt blevet påvirket af deres uddannelse og stillede sig på de besiddende klassers side. Blandt deres repræsentanter i denne bog er Dan, Lieber og Tsereteli.

De mensjevikiske internationalister. En radikal fløj af mensjevikker, internationalister og modstandere af enhver koalition med de besiddende klasser, om end de ikke vil bryde med de konservative mensjevikker og er modstandere af arbejderklassens diktatur, som bolsje­vikkerne går ind for. Trotskij var lange medlem af denne gruppe. Blandt lederne er Martov og Martynov.

Bolsjevikkerne. Nu kalder de sig Kommunistisk Parti, for at understrege deres fuldstændige adskillelse fra den »moderate« eller »parlamentariske« socialismes tradition, som dominerer mensjevikkerne og de såkaldte flertalssocialister i alle lande. Bolsjevikkerne foreslog

a. øjeblikkelig proletarisk opstand og overtagelse af rege­ringsmagten for at fremskynde socialismens komme med magtmidler, således at man derved kunne overtage in­dustrien, jorden, de naturlige ressourcer og pengeinsti­tutterne. Dette parti er hovedsagelig talerør for industri­arbejderne, men også for en stor del af de fattige bønder. Navnet bolsjevik kan ikke oversættes til, maksi­malist. Maksimalisterne er en særskilt gruppe. Se 5 b. Blandt bolsjevikkernes ledere er Lenin, Trotskij og Lu­natjarskij.

De forenede socialdemokratiske internationalister, også kaldet Novaja Zjizn, Nyt Liv-gruppen, med et meget indflydelsesrigt blad af samme navn. En lille gruppe intellektuelle med meget ringe tilslutning i arbejder­klassen, når man ser bort fra direkte venner af Maksim Gorkij, som er gruppens leder. De er intellektuelle, som har næsten samme program som de mensjevikiske in­ternationalister, bortset fra at Nyt Liv-gruppen ikke vil slutte sig til nogen af de to store fraktioner. De er mod­standere af bolsjevikkernes taktik, men forblev i sovjet­regeringen. Andre repræsentanter i denne bog er Avilov og Kramarov. Jedinstvo. En meget Lille og svindende gruppe, der næsten helt består af Plekhanovs personlige venner. Ple hanov var en af pionererne i den russiske socialdemo­kratiske bevægelse i 1880’erne og dens største teoretiker. Nu er han en gammel mand, yderst patriotisk, for konservativ selv for mensjevikkerne. Efter bolsjevikkernes opstand forsvandt Jedinstvo.

5. Det socialrevolutionære parti. Kaldet Es-er fra begyndelsesbogstaverne i social-revolutionær. Oprinde­lig var det bøndernes revolutionære parti, de kæmpende terroristiske organisationers parti. Efter martsrevolutio­nen fik det tilslutning fra mange, der aldrig havde været socialister. Samtidig gik det ind for, at kun privat­ejendomsret til jorden skulle afskaffes, og ejerne skulle have erstatning. Til slut tvang bøndernes voksende revolutionære indstilling Es-er'erne til at opgive erstat­ningsbestemmelsen, og de yngre og mere fyrige intellek­tuelle brød med hovedpartiet i efteraret 1917 og dannede et nyt parti, det venstre-socialrevolutionære parti. Se­nere kaldte de radikale grupper altid Es-er'erne for højre socialrevolutionære. De antog mensjevikkernes politik og arbejdede sammen med dem. Sluttelig kom de til at repræsentere de mere bemidlede bønder, de intellek­tuelle og de politisk lidet oplyste befolkningslag i fjerne landlige egne. De rummede imidlertid flere politiske og økonomiske afskygninger end mensjevikkerne. Blandt deres ledere nævnes i denne bog: Avksentjev, Gots, Ke­renskij, Tjernov og »Babusjka« (Bedstemor) Bresjkov­skaja.

De venstre-socialrevolutionære. Selv om de teoretisk hævdede det bolsjevikiske program for arbejder­klassens diktatur, var de i begyndelsen uvillige til at følge den hensynsløse bolsjevikiske taktik. De venstre-socialrevolutionære forblev imidlertid i regeringen og havde navnlig landbrugsministerposten. De trak sig flere gange tilbage fra regeringen, men vendte altid til­bage. Efterhanden som bønderne i stigende tal forlod Es-er'erne, sluttede de sig til det venstre-socialrevolutionære parti; som blev det store bondeparti, der støt­tede sovjetregeringen, gik ind for konfiskation af de store godser uden erstatning og bøndernes overtagelse af dem. Blandt lederne er Spiridonova, Karelin, Kam­kov, Kolegajev.

Maksimalisterne. En gren af det socialrevolutionære parti, dannet i revolutionsdagene 1905, da det var en be­tydelig bondebevægelse, som forlangte umiddelbar vir­keliggørelse af det socialistiske maksimalprogram. Nu en ubetydelig gruppe af bonde-anarkister.

Mødeteknik

Russiske møder og kongresser er organiseret som i Europa. Den første handling er som regel at vælge di­rigenter eller præsidium. Præsidiet udgør en komite, bestående af repræsentan­ter for grupper og politiske fraktioner, valgt i forsam­lingen efter forholdstalsvalg. Præsidiet tager sig af for­retningsordenen, og dets medlemmer kan skifte som di­rigenter. Hvert punkt på dagsordenen behandles i et hovedind­læg og diskuteres derpå, og ved debattens slutning fo­relægger de forskellige fraktioner resolutioner, som sæt­tes under særskilt afstemning. Forretningsordenen bliver som regel sat ud af kraft i løbet af en halv time. Under henvisning til, at ”noget er hastesag”, hvad de for­samlede næsten altid går med til, kan enhver tilhører stå op og sige noget om hvad som helst. Tilhørerne be­hersker mødet, dirigentens eneste funktion er næsten kun at ringe med en lille klokke for at skaffe ro, og at meddele talernes navne. Så at sige alt virkeligt arbejde under mødet gøres i udvalgsmøder eller gruppemøder af de forskellige politiske fraktioner, som næsten altid stemmer en blok og repræsenteres af ordførere. Resul­tatet er imidlertid, at når et vigtigt nyt moment kom­mer op, afbrydes mødet for at give de forskellige grup­per og politiske fraktioner mulighed for at samles. Forsamlingen er overordentlig støjende, den hylder taleren eller hujer ad ham og kuldkaster præsidiets pla­ner. Blandt de gængse tilråb er: Fortsæt! Hør! Rigtigt! Hold op! Ned med ham! Fy! Stille! Må vi fa ro!

Folkelige sammenslutninger

Sovjet. Ordet sovjet betyder råd. Under tsaren var der et kejserligt rigsråd, en statssovjet. Efter revolutio­nen er ordet sovjet imidlertid blevet knyttet til en bestemt type folkeforsamling, der vælges af arbejderklas­sen og befolkningens økonomiske organisationer - so­vjetter af arbejder- eller soldater- eller bonderepræsen­tanter. Jeg benytter derfor kun ordet om disse organer. Ved siden af de lokale sovjetter, der væ1ges i hver enkelt storstad, by og landsby i Rusland og i storby­erne også rayonsovjetter, bykvarter-sovjetter - er der også distriktssovjetter og guvernements- (provins-) so­vjetter, og i hovedstaden findes centraleksekutivkomi­teen, landsledelsen for alle Ruslands sovjetter, som ef­ter sine russiske forbogstaver kaldes TsIK. (Se neden­for under Centralkomiteer).

Næsten alle vegne sluttede arbejderrepræsentanternes og soldaterrepræsentanternes sovjetter sig sammen snart efter martsrevolutionen. I særlige sager vedrørende de­res særinteresser fortsatte arbejdersektionerne og sol­datersektionerne at holde separate møder. Sovjetterne af bonderepræsentanter sluttede sig ikke til de to andre før efter bolsjevikkernes opstand. De var organiseret på samme made som arbejderne og soldaterne, med en ek­sekutivkomite i hovedstaden for alle rigets bondesovjet­ter.

Fagforbundene. Skønt de russiske arbejderforenin­ger hovedsagelig var industrielle i formen, blev de sta­dig kaldt fagforeninger, og på den bolsjevikiske revolu­tions tid havde de 3-4 millioner medlemmer. Disse fag­foreninger var også samlet i en landsorganisation, som havde sin centraleksekutivkomite i hovedstaden.

Bedriftsrådene. Disse var spontant dannede organer i virksomhederne, oprettet af arbejderne som et forsøg på at kontrollere industrien ved at udnytte det admini­strative sammenbrud, der fulgte med martsrevolutionen. Deres funktion var ved revolutionær aktion at overtage og drive virksomhederne. Bedriftsrådene havde også de­res landsorganisation, med en centralkomite i Petrograd, som samarbejdede med fagforbundene.

Dumaerne. Ordet duma betyder sådan noget som »forhandlende organ«. Den gamle rigsduma, som i en demokratiseret form holdt ud i 6 måneder efter marts­revolutionen, døde en naturlig død i september 1917. By­dumaen, som der henvisestil i denne bog, var den reor­ganiserede byduma, der ofte kaldtes byens selvstyre. Den var valgt ved direkte og hemmelige valg, og den eneste grund til, at den ikke magtede at holde igen på masserne under den bolsjevikiske revolution, var, at alle rent politiske organer generelt tabte deres myndighed i samme takt, som organisationer baseret på økonomiske grupper vandt indflydelse.

Zemstvoerne. Kan ret oversættes ved ”amtsråd”. Under tsaren var de halvpolitiske, halvsociale organer med meget ringe administrativ beføjelse, udviklet og kontrolleret af intellektuelle liberale blandt de jord ej­ende klasser. Deres vigtigste opgave var skolesager og socialt arbejde blandt bønderne. Under krigen overtog zemstvoerne gradvis al forsyning af den russiske har med fødevarer og beklædning samt indkøb deraf fra fremmede lande. Blandt soldaterne ved fronten arbej­dede de i almindelighed ligesom det amerikanske KFUM. Etter martsrevolutionen blev zemstvoerne de­mokratiseret, med det formål at gøre dem til lokale re­geringsorganer i landdistrikterne. Men ligesom byduma­erne kunne de ikke hamle op med sovjetterne.

De kooperative selskaber. Det drejer sig om brugs­foreninger blandt arbejdere og bønder. De havde adskil­lige millioner medlemmer over hele Rusland før revo­lutionen. De var grundlagt af liberale og »moderate« socialister og blev ikke støttet af de revolutionære so­cialistiske grupper, fordi de var en erstatning for den fuldstændige overførelse af produktionsmidlerne og for­delingen til arbejderne. Efter martsrevolutionen bredte de kooperative selskaber sig stærkt; de blev domineret af folkesocialisterne, mensjevikkerne og de socialrevolutionære og virkede indtil den bolsjevikiske revolution som en konservativ politisk kraft. Det var imidlertid disse kooperative selskaber, der forsynede Rusland, da det gamle handels- og transportsystem brød sammen.

Hærkomiteerne. Hærkomiteerne blev dannet af sol­daterne ved fronten for at bekæmpe den reaktionære indflydelse, som det gamle regimes officerer udøvede. Hvert kompagni og regiment, hver brigade og division, hvert korps havde sin komite, og over dem alle blev der valgt en armekomite. Den centrale hærkomite samarbej­dede med generalstaben. Det administrative sammen­brud i haren ovenpå martsrevolutionen betød, at hoved­parten af intendanturens arbejde og i nogle tilfælde også kommandoen blev lagt over til hærkomiteerne.

Flåddekomiteerne. Organer i flåden svarende til hær komiteerne.

Centralkommiteer

I foråret og sommeren 1917 blev der holdt alle mulige landskongresser i Petrograd. Der var landskongresser af arbejder-, soldater- og bondesovjetter, af fagforbund og bedriftsråd, af hær- og flådekomiteer - foruden kon­gresser af de enkelte våbenarter i haren og fladen, kooperative selskaber, nationaliteter etc. Hver af disse kongresser valgte en centralkomite, eller en centralekse­kutivkomite, som skulle varetage dens særlige interes­ser i regeringsbyen. Da den provisoriske regering blev svagere, var disse centralkomiteer nødsaget til at antage mere og mere administrativ myndighed. De vigtigste centralkomiteer, der navnes i denne bog, er:

Forbundenes Forbund. Under 1905-revolutionen dan­nede professor Miljukov og andre liberale forbund af studerede erhverv - lager, sagførere etc. De blev sam­let i en centralorganisation, Forbundenes Forbund. I 1905 handlede Forbundenes Forbund i forståelse med det revolutionære demokrati; i 1917 modsatte Forbun­denes Forbund sig imidlertid bolsjevikkernes opstand og organiserede de regeringstjenestemænd, der gik i strejke imod sovjetternes autoritet.

TsIK. Den Centrale Eksekutivkomite for arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter. Således kaldet ef­ter forbogstaverne i navnet.

Tsentroflot. Den centrale fladekomite.

Vikzjel. Centralkomiteen for jernbanefolkenes for­bund. Således kaldet efter forbogstaverne i navnet.

Andre organisationer

De Røde Garder, de væbnede bedriftsarbejdere i Rus­land. De Røde Garder blev først dannet under revolu­tionen 1905 og dukkede op igen i martsdagene 1917, da der behøvedes en styrke til at holde orden i byen. På den tid var de bevæbnede, og alle den provisoriske re­gerings anstrengelser for at afvæbne dem var mere el­ler mindre frugtesløse. Ved hver eneste stor krise un­der revolutionen viste den Røde Garde sig på gaderne, utrænet og udisciplineret, men fuld af revolutionær glød.

De Hvide Garder. Borgerlige frivillige, som dukkede op i revolutionens seneste stadier for at forsvare privat­ejendommen mod bolsjevikkernes fors¢g pa at afskaffe den. Mange of dem var universitetsstudenter.

Tehinerne. De udgjorde den sakaldte DVilde Division« i hren og var muhamedanske stammefolk fra Cen­tralasien. De nmrede stor hengivenhed for general Kor-

nilovs person. Tehinerne var kendt for deres blinde ly­dighed og dyriske grusomhed i krig.

Dødsbataljonerne. Eller stødbataljoner. Kvindebataljonen er blevet kendt som dødsbataljonen, men der var mange dødsbataljoner bestående af mmnd. De blev dannet i sommeren 1917 af Kerenskij, med det formal ved deres heroiske eksempel at styrke disciplinen og kamp­kraften i hærren. Dødsbataljonerne bestod mest af glødende unge patrioter. De kom hovedsagelig fra de be­siddende klasser.

Officersforbundet. En organisation dannet blandt de reaktionære officerer i hæren for politisk at bekæmpe hærkomiteernes voksende magt.

St. Georgsridderne. St. Georgskorset blev tildelt for tapperhed i kamp. Dets besidder blev automatisk St. Georgsridder. I denne organisation var militaristiske ideer stærkt fremherskende.

Bondeforbundet. I 1905 var bondeforbundet en revo­lutionær organisation. I 1917 var det imidlertid blevet det politiske udtryk for de mere velstående bønder og skulle bekæmpe bonderepræsentanternes sovjetter, der havde revolutionære formal og n¢d en voksende magt.

Tidsangivelser og stavemåde

Jeg bar i denne bog helt igennem anvendt vor kalen­der, i stedet for den gamle russiske kalender, der var 13 dage bagud for vor. Ved stavningen af russiske navne og ord har jeg ikke gjort noget forsøg på at følge videnskabelige regler for overførelsen, men har forsøgt at angive en stavemåde, der kan give læseren en simpel tilnærmelse til udtalen.

Kilder

Meget af materialet i denne bog stammer fra mine egne notater. Jeg har imidlertid ogsa støttet mig til en noget uensartet samling af adskillige hundrede udvalgte russiske aviser, som dækker næsten hver dag i det be­skrevne tidsrum, på samlinger af det engelske blad (Russian Daily News) og på de to franske blade (Jour­nal de Russie og Entente). Men langt værdifuldere end disse er den Bulletin de la Presse, som dagligt blev ud­sendt af det franske informationskontor i Petrograd, og som rapporterer alle vigtige begivenheder, taler og kom­mentarer fra den russiske presse. Heraf har jeg en næsten komplet samling fra foraret 1917 til slutningen af januar 1918. Ud over dette har jeg i min besiddelse næsten hver eneste proklamation, dekret eller bekendtgørelse, der har været opsat på Petrograds mure fra midten of sep­tember 1917 til slutningen of januar 1918, og yderligere den officielle publikation med de hemmelige traktater og andre dokumenter, som blev opdaget i udenrigsmini­steriet, da bolsjevikkerne overtog det.

John Reed