|
|
Det var den 18. november, sneen begyndte at falde. Om morgenen vågnede
vi og så, at vinduesgesimsen var hvid, og at snefnuggene hvirvlede så
tæt, at man ikke kunne se fem skridt frem. Mudderet var borte, på et,
øjeblik var den dystre by blevet hvid og blændende. Droskerne med deres
vatterede kuske afløstes af leaner, der i rasende fart hoppede hen over
de ujævne gader, kuskenes skæg var stive og frosne ... Uanset al
revolution styrtede hele Rusland sig beruset ud i den ukendte og
frygtelige fremtid, ellevilde over sneens komme. Alle smilede, folk løb
rundt i gaderne og rakte leende armene op mod de bløde faldende fnug.
Skjult var alt det grå, kun de gyldne og mangefarvede spir og kupler
skinnede gennem den hvide sne med forstærket barbarisk glans.
Også solen kom frem om eftermiddagen, bleg og vandet. De regnfulde
måneders forkølelser og rheumatisme forsvandt. Byers blev mere munter,
og selve revolutionen forløb hurtigere...
Jeg sad en aften i en beværtning over for Smolnyjs port, det var et
lavloftet, tilrøget sted, der hed »Onkel Toms Hytte», et yndet mødested
for Røde Garder. Der var i øjeblikket overfyldt omkring de små horde
med deres snavsede duge og enorme porcelænstepotter, cigaretrøgen hang
tykt over alt, mens tjenerne for rundt og råbte: Straks! Straks!
I et hjørne sad en mand i kaptajnsuniform, han talte til forsamlingen, som hvert øjeblik afbrød ham.
”I er ikke bedre end mordere!” råbte han. ”At skyde på jeres russiske brødre på gaderne!”
”Hvornår har vi gjort det?” spurgte en arbejder.
”Sidste søndag, dengang officerseleverne..”
»Skød de måske ikke på os?« En mand viste sin arm frem, den var bundet op. »Har jeg ikke fået en erindring af dem, de slyngler!«
Kaptajnen råbte højt. ”I skulle være neutrale! I skulle være neutrale!
Har I måske ret til at ødelægge den lovlige regering? Hvem er Lenin? En
tysker
Hvem er du? En kontrarevolutionær! En provokatør!«, skrålede de imod ham.
Da han igen kunne få ørenlyd, rejste han sig op. »Hør nu!“ sagde han.
”I kalder jer for det russiske folk. Men I er ikke det russiske folk. Det er bønderne. Vent til bønderne…”
”Ja,” råbte de, ”vent til bønderne taler. Vi ved, hvad bønderne vil sige ... Er de ikke arbejdsfolk ligesom os?”,
I det lange løb afhang alt af bønderne. Bønderne havde nok været
politisk tilbage, men de havde deres egne ideer, og de udgjorde over 80
procent af det russiske folk. Bolsjevikkerne havde relativt få
tilhængere blandt bønderne, og et permanent diktatur i Rusland udøvet
af industriarbejderne var utænkeligt ... Det traditionelle bondeparti
var det socialrevolutionære parti; af alle partier, der nu støttede
sovjetregeringen, var de venstre-socialrevolutionære de logiske
arvtagere til førerskabet for bønderne - og de
venstre-socialrevolutionære, som var prisgivet det organiserede
byproletariat, havde kolossalt brug for bøndernes støtte...
I mellemtiden havde Smolnyj ikke forsømt bønderne. Efter dekretet om
jorden havde en af den nye TsIK's første handlinger været at indkalde
en bondekongres, hen over hovedet på bondesovjetternes landsledelse.
Nogle få dage senere blev der udstedt detaljerede regulativer for de
lokale jordkomiteer, fulgt af Lenins »Bondeinstruks«1, som i enkle
vendinger forklarede den bolsjevikiske revolution og den nye regering,
og den 16. november offentliggjorde Lenin og Miljutin »Instruks til
provins-kommissærerne«, som sovjetregeringen i tusindtal sendte ud til
landsbyerne.
1. Når emissæren kommer til den egn, han skal arbejde i, skal han
sammenkalde et fællesmøde af de ledende organer i sovjetterne af
arbejder-, soldater- og bonderepræsentanter, som han skal give en
redegørelse for landbrugslovene, og derpå skal han forlange, at et
fællesmøde af selve sovjetterne bliver afholdt...
2. Han skal studere alle Sider af landbrugsproblemet på egnen.
Er godsejernes besiddelser blevet overtaget, og i så fald, i hvilke distrikter?
Hvem administrerer den konfiskerede jord, de tidligere ejere eller jordkomiteen?
Hvad er der sket med landbrugsmaskinerne og med besætningerne?
3. Har bønderne fået mere jord at dyrke?
4. Hvor meget og i hvilken henseende afviger arealet af dyrket jord nu
fra det areal, regeringen har fastsat som det gennemsnitlige minimum?
5. Emissæren skal holde på, at når bønderne har fået jorden, må de
absolut forøge det dyrkede areal så hurtigt som muligt, at de bør
fremskynde afsendelsen af korn til byerne hvilket er det eneste middel
til at undgå hungersnød.
6. Hvilke foranstaltninger er påtænkt eller foretaget for at overføre
jorden fra godsejerne til jordkomiteerne og lignende organer, der er
udnævnt af sovjetterne?
7. Det er ønskeligt, at landbrugsejendom, der er i god stand og godt
drevet, skal administreres af råd, sammensat af disse ejendommes
personel, og under ledelse af kompetente landbrugsspecialister.
Gennem alle landsbyer løb en bølge af forandring, frembragt ikke blot
af jorddekretets elektricerende virkning, men også af tusinder af
revolutionært sindede bondesoldater, der vendte hjem fra fronten...
Specielt disse mænd hilste indkaldelsen af bondekongressen velkommen.
Ligesom den gamle TsIK havde søgt at forhindre indkaldelsen af den
anden kongres af arbejder- og soldatersovjetter, således søgte
bondesovjetternes landsledelse nu at forhindre Smolnyj i at indkalde en
bondekongres. Og ligesom den gamle TsIK bar sig ad, da den så sin
modstand blive forgæves, sådan sendte nu landsledelsen hektiske
telegrammer, der gav besked om at vælge konservative delegerede. Der
blev endda givet besked til bønderne, at kongressen skulle samles i
Moghilev, og nogle delegerede rejste derhen, men den 23. november var
der ca. fire hundrede samlet i Petrograd, og de separate partimøder
begyndte .
Det første samlede møde fandt sted i dumaens Aleksander-sal, og
afstemningen viste, at over halvdelen af de delegerede var
venstre-socialrevolutionære, mens bolsjevikkerne knap kontrollerede en
femtedel, de konservative socialrevolutionære en fjerdedel, og hele
resten forenedes kun af deres opposition mod den gamle landsledelse,
der domineredes af Avksentjev, Tjajkovskij og Pesjehonov .. .
Den store sal var stuvende fuld af mennesker og genlød af ustandselig
råben; dyb, hårdnakket bitterhed delte de delegerede i vrede grupper.
Til højre sås strålende officersepauletter og de æ1dre, mere velstående
bønders patriarkalske, skæggede ansigter; i midten var der nogle
bønder, underofficerer og nogle soldater; og til venstre bar næsten
alle de delegerede menige soldaters uniformer. Disse sidste var den
unge generation, der havde
gjort tjeneste i hæren ... Gallerierne var fyldt til trængsel af
arbejdere - der i Rusland stadig husker deres bondeoprindelse .. .
I modsætning til det gamle TsIK anerkendte landsledelsen ved åbningen
af samlingen ikke kongressen som officiel; den officielle kongres blev
indkaldt til den 13. december; midt i en orkan af bifald og vrede råb
erklærede taleren, at denne forsamling blot var en »ekstraordinær
konference« ... Men den »ekstraordinære konference« viste snart sin
holdning til landsledelsen ved at vælge Maria Spiridonova, leder af de
venstre-socialrevolutionære, til dirigent.
Det meste af den første dag optoges af en heftig debat om, hvorvidt
volost-sovjetterne skulle være repræsenteret, eller kun delegerede fra
provinsorganerne; og ganske som på arbejdernes og soldaternes kongres
erklærede et overvældende flertal sig for den bredest mulige
repræsentation. Hvorefter den gamle landsledelse forlod salen ...
Næsten øjeblikkeligt viste det sig klart, at de fleste af de delegerede
var fjendtlige overfor folkekommissærernes regering. Zinovjev, der
forsøgte at tale for bolsjevikkerne, blev hylet ud, og da han forlod
talerstolen under almindelig latter, lød der råb: ”Der kan I se,
hvordan en folkekommissær sidder i suppedasen!”
»Vi venstre-socialrevolutionere,« råbte Nazariev, en delegeret fra
provinsen, »nægter at anerkende denne såkaldte arbejder- og
bonderegering, indtil bønderne er repræsenteret i den. For øjeblikket
er den ikke andet end et arbejdernes diktatur ... Vi insisterer på
dannelse af en ny regering, der skal repræsentere hele demokratiet!«
De reaktionære delegerede nærede snedigt denne følelse ved mod
protester fra bolsjevikkernes pladser at erklære, at
Folkekommissærernes Råd enten agtede at bringe kongressen under sin
kontrol eller opløse den med væbnet magt - en meddelelse, der modtoges
af bønderne med raseri udbrud .:
På tredje dagen gik Lenin pludselig op på talerstolen; i ti minutter
gik salen amok. ”Ned med ham!”, skreg de. ”Vi vil ikke høre på nogen af
jer folkekommissærer! Vi anerkender ikke jeres regering!”
Lenin stod der ganske roligt, greb i pulten med begge hænder, mens hans
små øjne tankefuldt betragtede tumulten nedenfor. Endelig stilnede
demonstrationen noget af, af sig selv undtagen i salens højre side.
”Jeg kommer ikke her som medlem af Folkekommissærernes Råd,.” sagde
Lenin og ventede igen på, at støjen skulle ligge sig, ”men som medlem
af den bolsjevikiske gruppe, valgt lovformeligt til denne kongres.” Og
han holdt sine akkreditiver frem, så alle kunne se dem.
”Imidlertid,” fortsatte han med uberørt rest, »ingen vil nægte, at
Ruslands nuværende regering er blevet dannet af det bolsjevikiske parti
- -« - han måtte vente et øjeblik »således at det alligevel er ganske
det samme ...« Her brød højrebænkene ud i en øredøvende råben, men
centrum og venstre var nysgerrige og gennemtvang stilhed.
Lenins argument var ligetil. »Sig mig lige ud, I bønder, hvem vi har
givet godsejernes jord; Ønsker I nu at forhindre arbejderne i at få
kontrol med industrien? Dette er klassekrig. Godsejerne modsætter sig
naturligvis bønderne, og fabrikanterne modsætter sig arbejderne. Vil
I tillade, at proletariatets rækker splittes? På hvilken side vil I
være?
Vi bolsjevikker er proletariatets parti, bondeproletariatets såvel som
industriproletariatets. Vi bolsjevikker er sovjetternes beskyttere -
bondesovjetternes såvel som arbejder- og soldatersovjetternes. Den
nuværende regering er en sovjetternes regering; vi har ikke blot
indbudt bondesovjetterne til at træde ind i regeringen, men vi har også
indbudt repræsentanter for de venstresocialrevolutionære til at
indtræde i Folkekommissærernes Råd .. .
Sovjetterne er de mest fuldkomne repræsentanter for folket, for
arbejderne i fabrikkerne og minerne, for arbejderne på markerne.
Enhver, der forsøger at ødelægge sovjetterne, gør sig skyldig i en
antidemokratisk og kontrarevolutionær handling. Og jeg skal her
forkynde for jer, kammerater højre-socialrevolutionære og jer, mine
herrer kadetter - at hvis den grundlovgivende forsamling forsøger at
ødelægge sovjetterne, vil vi ikke tillade den grundlovgivende
forsamling at gøre noget sådant!”
Om eftermiddagen den 25. november ankom Tjernov i største hast fra
Moghilev, tilkaldt af landsledelsen. Han, der kun to måneder tidligere
blev betragtet som en yderliggående revolutionær, blev nu tilkaldt for
at standse kongressens farlige drift mod venstre. Ved sin ankomst blev
Tjernov arresteret og ført til Smolnyj, hvor han blev løsladt efter en
kort samtale.
Hans første handling var bittert at bebrejde landsledelsen, at den
havde forladt kongressen. De gik med til at vende tilbage, og Tjernov
trådte ind i salen, hilst velkommen med stort bifald af flertallet og
med bolsjevikkernes hujen og hån.
”Kammerater! Jeg har været borte. Jeg deltog i den 12. hærs konference
om spørgsmålet om at indkalde en kongres af alle bondedelegerede i
hærene på vestfronten, og jeg kender meget lidt til den opstand, der
har fundet sted her«
Zinovjev rejste sig fra sin plads og råbte: »Ja, du var borte - nogle
få minutter! « Frygtelig tumult. Råb. Ned med bolsjevikkerne!
Tjernov fortsatte. »Anklagen om, at jeg hjalp med at lede en hær mod
Petrograd er uden grundlag og er fuldstændig falsk. Hvor kommer en
sådan anklage fra? Vis mig kilden! «
Zinovjev: ”Izvestija og Folkets Sag - dit eget blad - der kommer det fra!”
Tjernovs brede ansigt med de små øjne, flagrende hår og grålige skæg
blev rødt af forbitrelse, men han beherskede sig og fortsatte. ”Jeg
gentager, jeg ved praktisk taget intet om det, der er sket her, og jeg
førte ingen hær, undtagen denne her (han pegede på bøndernes
delegerede), som jeg er stærkt ansvarlig for at have bragt hertil!”
Latter og bravoråb.
»Ved min tilbagekomst besøgte jeg Smolnyj... Der blev ikke rejst nogen
sådan anklage mod mig der ... Efter en kort samtale gik jeg - og det er
alt! Lad nogen som helst tilstedeværende rejse en sådan anklage!”
Der fulgte en larm, i hvilken bolsjevikkerne og nogle af de
venstre-socialrevolutionære straks var på benene og truede med deres
knyttede naver og skreg, og resten af forsamlingen prøvede på at hyle
dem ud.
»Dette er en voldshandling, ikke et møde!, råbte Tjernov, og han
forlod salen; mødet blev udsat på grund af støjen og uordenen ...
Imidlertid optog spørgsmålet om landsledelsens status alles tanker. Ved
at erklære forsamlingen for en »ekstraordinær konference« havde den
planlagt at spærre for nyvalg af landsledelsen. Men dette virkede i to
retninger: de venstre-socialrevolutionære besluttede, at hvis
kongressen ikke havde nogen myndighed over landsledelsen, så havde
landsledelsen ingen myndighed over kongressen. Den 25. november
besluttede forsamlingen, at landsledelsens myndighed overtoges af den
ekstraordinære konference, i hvilken kun medlemmer af landsledelsen,
der var blevet valgt som delegerede, kunne stemme .. .
Næste dag blev resolutionen trods bitter modstand fra bolsjevikkerne
ændret, så der blev givet alle medlemmer af landsledelsen, enten de
var valgt som delegerede eller ikke, tale- og stemmeret i forsamlingen.
Den 27. foregik debatten om jordspørgsmålet, der afslørede forskellene
mellem bolsjevikkernes og de venstre-socialrevolutionære
landbrugsprogrammer.
Koltjinskij opridsede på de venstre-socialrevolutionæres vegne
jordspørgsmålets historie under revolutionen. Den første kongres af
bondesovjetter, sagde han, havde vedtaget en præcis og regelret
resolution til gunst for at lægge jordgodserne direkte i hænderne på
jordkomiteerne. Men revolutionens ledere og de borgerlige i regeringen
havde fastholdt, at spørgsmålet ikke kunne løses, før den
grundlovgivende forsamling mødtes ...
Revolutionens anden periode, »kompromis'ets« periode, blev indvarslet
med Tjernovs indtræden i kabinettet. Bønderne var overbevist om, at nu
ville den praktiske løsning af jordspørgsmålet begynde; men på trods af
den bestemte beslutning på den første bondekongres havde de reaktionære
og kompromismagerne i landsledelsen forhindret enhver aktion. Denne
politik fremkaldte en række af bondeuroligheder, der opstod som det
naturlige udtryk for utålmodighed og undertrykt energi fra bøndernes
side. Bønderne forstod den nøjagtige mening med revolutionen - de
forsøgte at omsætte ord til handling ...
”De seneste begivenheder”, sagde taleren, ”tyder ikke på simple optøjer
eller et »bolsjevikisk eventyr«, men tværtimod en virkelig folkelig
opstand, der er blevet hilst med sympati af hele landet ..”
I almindelighed indtog bolsjevikkerne en korrekt holdning til
jordspørgsmålet; men ved at anbefale, at bønderne skulle tage jorden
med magt, begik de en dyb fejltagelse ... Lige fra de første dage
erklærede bolsjevikkerne, at bønderne skulle overtage jorden »i
revolutionær masseaktion«. Dette er ikke andet end anarki; jorden kan
overtages på en organiseret måde . . . For bolsjevikkerne var det
vigtigt, at revolutionens problemer skulle løses på den hurtigst mulige
måde, - men bolsjevikkerne var ikke interesseret i, hvorledes disse
spørgsmål skulle løses .. .
Jorddekretet fra sovjetternes kongres er i sine principper identisk med
beslutningerne på den første bondekongres. Hvorfor fulgte den nye
regering så ikke den taktik, der var opridset af kongressen? Fordi
Folkekommissærernes Råd ønskede at fremskynde afgørelsen af
jordspørgsmålet, således at den grundlovgivende forsamling ikke ville
have noget at bestille .. .
Men regeringen så også, at det var nødvendigt at vedtage praktiske
foranstaltninger, derfor vedtog den uden yderligere overvejelse
vedtægterne for jordkomiteerne og skabte således en mærkelig situation;
for Folkekommissærernes Rad afskaffede privatejendomsretten til jorden,
men vedtægterne, der er opstillet af jordkomiteerne, er baseret på
privatejendommen ... Imidlertid er der ikke sket nogen skade ved det;
for jordkomiteerne tager intet hensyn til sovjetdekreterne, men
iværksætter deres egne praktiske beslutninger - beslutninger, baseret
på det uhyre flertal af bønders vilje .. .
Disse jordkomiteer forsøger sig ikke med den lovgivende 1øsning af
jordspørgsmålet, hvilket alene påhvi1er den grundlovgivende forsamling
... Men vil den grundlovgivende forsamling ønske at opfylde de russiske
bønders vilje? Det kan vi ikke være sikre på ... Alt, hvad vi kan være
sikre på, er, at bøndernes revolutionære beslutsomhed nu er vakt, og at
den grundlovgivende forsamling vil blive tvunget til at løse
jordspørgsmålet på den måde, bønderne ønsker det løst ... Den
grundlovgivende forsamling vil ikke vove at bryde med folkets vilje ...«
Efter ham fulgte Lenin, som nu blev påhørt med åndeløs intensitet. »I
dette øjeblik er vi ikke blot ved at prøve at løse jordspørgsmålet, men
spørgsmålet om den sociale revolution - ikke blot her i Rusland, men
over hele verden. Jordspørgsmålet kan ikke 1¢ses uafhængigt af den
sociale revolutions øvrige problemer ... For eksempel vil
konfiskeringen af jordgodserne ikke blot fremkalde modstand hos de
russiske jordbesiddere, men også hos den udenlandske kapital - med hvem
de store landejendomme er forbundet gennem bankerne ...
Ejendomsretten til jorden i Rusland er grundlaget for uhyre
undertrykkelse, og bøndernes konfiskering af jorden er vor revolutions
vigtigste skridt. Men det kan ikke adskilles fra de andre skridt, sådan
som det klart demonstreres af de stadier, revolutionen har måttet gå
igennem. Det første stadium var tilintetgørelsen af selvherskerdømmet
og tilintetgørelsen af industrikapitalisternes og godsejernes magt,
hvis interesser er snævert sammenknyttet. Det andet stadium var
styrkelsen af sovjetterne og det politiske kompromis med bourgeoisiet.
De venstre-socialrevolutionæres fejl ligger i, at på den tid modsatte
de sig ikke kompromispolitikken, fordi de hyldede den teori, at
massernes bevidsthed endnu ikke var fuldt udviklet .. .
Hvis socialismen kun kan virkeliggøres, når hele folkets
intellektuelle udvikling tillader det, da vil vi ikke opleve
socialismen i det mindste i de næste fem hundrede år ... Det
socialistiske politiske parti - det er den arbejdende klasses fortrop;
det må ikke tillade, at det holdes tilbage på grund af manglende
opdragelse af gennemsnitsmasserne, men det må føre masserne, benytte
sovjetterne som organer for revolutionært initiativ ... Men for at
kunne føre de vaklende, må de venstre-socialrevolutionære kammerater
selv holde op med at tøve...
I juli måned i år begyndte en række af åbne brud mellem folkemasserne
og kompromisfolkene; men nu, i november, rækker de
venstre-socialrevolutionære stadigvæk hånden ud til Avksentjev, der
trækker folket med sin lillefinger ... Hvis kompromis'et fortsætter,
forsvinder revolutionen. Intet kompromis med bourgeoisiet er muligt;
dets magt må knuses fuldstændigt .. .
Vi bolsjevikker har ikke ændret vort jordprogram; vi har ikke opgivet
afskaffelsen af privatejendomsretten til jorden og vi agter ikke at
gøre det. Vi vedtog vedtægterne for jordkomiteerne - der aldeles ikke
er baseret på privatejendomsretten - fordi vi ønsker at opfylde
folkeviljen på den måde, folket selv har besluttet at gøre det, for
således at styrke koalitionen af alle de elementer, der kæmper for den
sociale revolution.
Vi indbyder de venstre-socialrevolutionære til at indtræde i denne
koalition, men insisterer på, at de holder op med at se bagud og at de
bryder med »kompromismagerne« i deres parti .. .
Hvad den grundlovgivende forsamling angår, er det
rigtigt, som den foregående taler sagde, at den grundlovgivende
forsamlings arbejde vil afhænge af massernes revolutionære
beslutsomhed. Jeg siger: ”Regn med den revolutionære beslutsomhed, men
glem ikke deres gevær!,””
Lenin oplæste derefter den bolsjevikiske resolution:
Bøndernes kongres, der fuldt ud støtter jorddekretet af 8. november ...
godkender den russiske republiks provisoriske arbejder- og
bonderegering, der er oprettet af den anden alrussiske kongres af
arbejder- og soldaterdeputeredes sovjetter.
Bøndernes kongres ... indbyder alle bønder til enstemmigt at støtte
denne lov og øjeblikkeligt selv at anvende den; og samtidig indbyder
den bønderne til til ansvarlige poster og positioner kun at udpege
personer, der ikke i ord men i handling har bevist deres fulde
hengivenhed for de udbyttede bonde-arbejderes interesser, deres ønske
og evne til at forsvare disse interesser mod al modstand fra de store
godsejeres, kapitalisternes, deres tilhængeres og medskyldiges side.
Bøndernes kongres udtrykker samtidig sin overbevisning om, at den
fuldstændige gennemførelse af alle de foranstaltninger, der udgør
jordreformen, kun kan lykkes ved arbejdernes sociale revolutions sejr,
der begyndte den 7. november 1917; for kun den sociale revolution kan
gennemføre den endelige overdragelse, uden mulighed for tilbagevenden,
af jorden til de arbejdende bønder, konfiskationen af mønsterbrugene
og deres overgivelse til bondekommunerne, konfiskationen af
landbrugsmaskinerne, der tilhører de store godsejere, sikringen af
landbrugsarbejdernes interesser ved fuldkommen afskaffelse af
lønslaveriet, den regulære og metodiske fordeling af landbrugs- og
industriprodukterne til alle Ruslands egne, og overtagelse af bankerne
(uden hvilket hele folkets besiddelse af jorden ville være umulig,
efter afskaffelsen af privatejendommen), og enhver form for bistand fra
staten til arbejderne...
Af disse grunde støtter bøndernes kongres fuldt ud revolutionen af 7.
november ... som en social revolution og udtrykker sin uforanderlige
vilje til med sådanne modifikationer, som måtte være nødvendige, men
uden tøven, at iværksætte den sociale omdannelse af den russiske
republik.
De ufravigelige betingelser for den socialistiske revolutions sejr, der
alene vil sikre varig succes og fuldstændig gennemførelse af
jorddekretet, er det snævre forbund mellem de arbejdende bønder og den
industrielle arbejderklasse, med proletariatet i alle fremskredne
lande. Fra nu af må i den russiske republik al organisation og
administration af staten, fra øverst til nederst hvile på dette
forbund. Kun dette forbund, der knuser alle forsøg, direkte eller
indirekte, åbne eller forklædte, på at vende tilbage til en politik af
kompromis med bourgeoisiet - et kompromis, fordømt af erfaringen, med
førerne for den borgerlige politik - kan sikre socialismens sejr verden
over.
De reaktionære i landsledelsen vovede ikke længere at vise sig åbent.
Tjernov talte imidlertid flere gange, med en beskeden og vindende
upartiskhed. Han blev indbudt til at tage plads i præsidiet ... På
kongressens anden aften raktes der en anonym seddel op til dirigenten
med opfordring til at gøre Tjernov til ærespræsident. Ustinov læste
sedlen højt, og øjeblikkelig sprang Zinovjev op og råbte, at det var
et nummer af den gamle landsledelse for at erobre mødet; i løbet af et
øjeblik var salen en brølende masse med viftende arme og vrede
ansigter, på begge sider ... Trods alt vedblev Tjernov at være meget
populær.
I de stormende debatter om jordspørgsmålet og Lenins resolution var
bolsjevikkerne to gange lige ved at forlade forsamlingen, begge gange
holdt tilbage af deres ledere. Det forekom mig, at kongressen var
uhjælpeligt kørt fast.
Men ingen af os vidste, at en rmkke hemmelige konferencer allerede var
i gang mellem de venstre-socialrevolutionære og bolsjevikkerne i
Smolnyj. Til at begynde med havde de venstre-socialrevolutionære
krævet, at der skulle være en regering sammensat af alle socialistiske
partier i og udenfor sovjetterne, der skulle være ansvarlig overfor et
folkeråd, der var sammensat af et lige antal delegerede fra arbejdernes
og soldaternes organisationer og bønderne og suppleret med
repræsentanter for bydumaens og zemstvoerne; Lenin og Trotskij skulle
fjernes og den militære revolutionskomite og andre
undertrykkelsesorganer skulle opløses.
Onsdag morgen den 28. november nåedes efter en frygtelig dyst hele
natten en overenskomst. TSIK, der var sammensat af 108 medlemmer,
skulle udvides med 108 medlemmer valgt ved forholdstal fra
bondekongressen; med 100 delegerede, valgt direkte fra hæren og
flåden, og med 50 repræsentanter for fagforeningerne (35 fra de
samvirkende fagforbund, 10 jernbanearbejdere og 5 for post- og
telegrafarbejderne). Dumaerne og zemstvoerne lod man falde. Lenin og
Trotskij blev i regeringen og den militære revolutionskomite vedblev
at fungere.
Kongressens møder var nu blevet flyttet til den kejserlige juridiske
skoles bygning, Fontanka 6, bondesovjetternes hovedkvarter. Der
samledes de delegerede i den store mødesal onsdag eftermiddag. Den
gamle landsledelse havde trukket sig tilbage og holdt sin egen
konference i et andet værelse i samme bygning med en lille hale
bestående af delegerede, der var stukket af, og repræsentanter for
hærkomiteerne.
Tjernov gik fra det ene møde til det andet og holdt et vågent øje med
forhandlingerne. Han vidste, at en overenskomst med bolsjevikkerne
blev drøftet, men han vidste ikke, at den var blevet afsluttet.
Han talte til halekonferencen. ”For nærværende, da alle går ind for at
danne en al-socialistisk regering, glemmer mange mennesker det første
ministerium, som ikke var en koalitionsregering, og i hvilket der kun
var een socialist - Kerenskij; en regering, der på sin tid var meget
populær. Nu anklager folk Kerenskij; de glemmer, at han blev båret til
magten ikke blot af sovjetterne, men også af folkemasserne ...
Hvorfor skiftede den offentlige mening overfor Kerenskij? De vilde
opstiller guder, som de beder til, og som de straffer, hvis en af deres
banner ikke bliver hørt
Det er det, der sker i dette øjeblik ... I går Kerenskij, i dag Lenin og Trotskij, i morgen en anden .. .
Vi har foreslået både bolsjevikkerne og Kerenskij at trække sig tilbage
fra magten. Kerenskij har accepteret - i dag meddelte han fra sit
skjulested, at han er demissioneret som statsminister; men
bolsjevikkerne ønsker at bevare magten, og de ved ikke, hvordan de skal
bruge den ...
Om det lykkes for bolsjevikkerne eller ikke, Ruslands skæbne vil ikke
blive forandret. De russiske landsbyer forstår fuldt ud, hvad de
mangler, og de gennemfører nu deres egne foranstaltninger ...
Landsbyerne vil redde os til syvende og sidst …”
Imidlertid havde Ustinov i den store sal givet meddelelse om
overenskomsten mellem bondekongressen og Smolnyj, hvilket blev modtaget
af de delegerede med den vildeste glæde. Pludselig dukkede Tjernov op
og forlangte ordet.
”Jeg forstår”, begyndte han, »at en overenskomst er ved at blive
sluttet mellem bondekongressen og Smolnyj. En sådan overenskomst ville
være ulovlig i betragtning af, at den virkelige kongres af
bondesovjetter ikke træder sammen før i næste uge .. .
Desuden ønsker jeg at advare jer om, at bolsjevikkerne aldrig vil acceptere jeres krav ...«
Han blev afbrudt af et stort latterudbrud; og han forlod, da han havde
forstået situationen, talerstolen og salen og tog sin popularitet med
sig ..
Sent om eftermiddagen torsdag den 29. november mødtes kongressen til en
ekstraordinær samling. Der var feriestemning i luften; der var smil på
alles ansigter ... Resten af forsamlingens sager blev bragt fra
hånden i en fart, og den gamle Nathanson, den hvidskæggede nestor for
de socialrevolutionæres venstrefløj, oplæste med skælvende røst og
tårer i øjnene beretningen om ”brylluppet” mellem bondesovjetterne og
arbejder- og soldatersovjetterne.
Hver gang ordet »samling« lød, var der ekstatisk bifald ... Til slut
gav Ustinov meddelelse om, at en delegation var ankommet fra Smolnyj
ledsaget af repræsentanter for den Røde Har, der hilstes med stigende
ovationer. Efter hinanden gik en arbejder, en soldat og en mariner op
på talerstolen og bragte dem hilsener.
Derefter Boris Reinstein, delegeret for det amerikanske socialistiske
arbejderparti: ”Den dag, da bondekongressen og arbejder- og
soldaterdeputeredes sovjetter samledes, er en af revolutionens store
dage. Den vil give tonende genlyd over hele verden - i Paris, i London
og tværs over Atlanten - i New York. Denne samling vil fylde alle
arbejdendes hjerter med lykke.
En stor ide har sejret. Vesten og Amerika ventede af Rusland, af det
proletariske Rusland noget vældigt ... Verdensproletariatet venter på
den russiske revolution, venter på de store ting, den udretter ...”
Sverdlov, præsident for TsIK, hilste dem. Og med råbet: ”Leve
afslutningen af borgerkrigen! Leve det forenede demokrati!” strømmede
bønderne ud af bygningen.
Det var allerede mørkt, og på den isdækkkede sne glitrede månens og
stjernernes blege Lys. Langs kanalens bred stod soldaterne fra
Pavlovskij regimentet stillet op i fuld marchorden med deres orkester,
der brød ud i Marseillaisen. Under soldaternes gjaldende råb af fuld
hals, sluttede bønderne op i rækker og udfoldede de alrussiske
bondesovjetters landsledelses store røde banner, der nylig var
broderet i guld, ”Leve de revolutionære og arbejdende massers enhed!”
Andre bannere fulgte; fra distriktssovjetterne - fra Putilov-fabrikken
med teksten:. ”Vi f¢lger dette flag for at skabe alle folks broderskab!”
Et eller andet sted fra dukkede der fakler op, der flammede med
orangefarve i natten, tusind gange genspejlet i isens krystaller,
sendende røg ud over mængden, mens den syngende bevægede sig ned Langs
Fontanka-bredden mellem menneskemængder, der stod i forundret tavshed.
”Leve den revolutionære hær! Leve den Røde Garde! Leve bønderne!”
Således snoede den store procession sig gennem byen, mens den stadig
voksede og udfoldede nye røde bannere med guldbogstaver. To gamle
bønder, krogede af slid, spadserede hand i hand, deres ansigter
stralede of barnlig lyksalighed.
”Nå,” sagde den ene, ”jeg kunne lide at se dem tage jorden fra os igen, nu!”
I nærheden af Smolnyj var den Røde Garde stillet op på begge sider af
gaden, vilde af glæde. Den anden gamle bonde talte til sin kammerat:
»Jeg er ikke træt,« sagde han. »Jeg har fløjet hele vejen!
På trinene til Smolnyj var omkring et hundrede arbejder- og
soldaterdeputerede trængt sammen med deres banner, mørk mod
lysglansen, der strømmede ud mellem buerne. Som en bølge styrtede de
ned, greb bønderne i deres arme og kyssede dem; og processionen
strømmede ind gennem den store dør og op ad trapperne med en støj som
torden .. .
I den uhyre hvide mødesal ventede TsIK sammen med hele
Petrograd-sovjetten og et tusinde tilskuere, med den højtidelighed, der
vises store bevidste øjeblikke i historien.
Zinovjev gav meddelelse om overenskomsten med bondekongressen midt i et
bragende brøl, der rejste sig og brød ud i storm, da lyden af musik
gjaldede gennem korridoren og spidsen af processionen kom ind. På
tribunen rejste præsidiet sig og gjorde plads for bøndernes præsidium,
idet de to omfavnede hinanden; bag dem flettedes de to bannere sammen
mod den hvide væg, over den tomme ramme, hvorfra tsarens billede var
blevet revet ned .. .
Så åbnedes »triumfsamlingen«. Efter et par velkomstord fra Sverdlov,
gik Maria Spiridonova, mager, bleg, med briller og et fladt
tilbagekammet hår og med en mine som en lærerinde fra New England, den
mest elskede og den mægtigste kvinde i hele Rusland, op på talerstolen.
»... Før arbejderne i Rusland åbner nye horisonter, som historien
aldrig før har kendt ... Alle arbejdernes bevægelser i fortiden er
blevet slået ned. Men den nuværende bevægelse er international, og det
er derfor, den er uovervindelig. Der er ingen magt i verden, der kan
slukke revolutionens ild! Den gamle verden falder sammen, den ny verden
begynder ...«
Så Trotskij, fuld af ild: »Jeg ønsker jer velkommen, kammerater bønder;
I kommer ikke her som gæster, men som herrer i dette hus, der rummer
den russiske revolutions hjerte. Millioner af arbejderes vilje er nu
samlet i denne sal ... Der er nu kun éen herre over den russiske jord:
forbundet af arbejdere, soldater og bønder...«
Med bidende sarkasme talte han derpå om de allierede diplomater, der
indtil da havde afvist Ruslands indbydelse til en våbenhvile med
foragt, mens den var blevet accepteret af centralmagterne.
”En ny menneskehed vil blive født af denne krig ... I denne sal sværger
vi arbejderne i alle lande, at vi vil forblive på vor revolutionære
post. Hvis vi bliver knust, da vil det være, mens vi forsvarer vort
flag ...”
Krylenko fulgte efter ham, forklarede situationen ved fronten, hvor
Duhonin beredte sig på at trodse Folkekommissærernes Råd. »Lad Duhonin
og hans lige grundigt forstå, at vi ikke vil tage med fløjlshandsker
på dem, der spærrer vejen til fred!«
Dybenko hilste forsamlingen på flådens vegne og Krusjinskij, medlem af
Vikzjel sagde: ”Fra dette øjeblik, da alle virkelige socialisters
samling er skabt, stiller hele hæren af jernbanearbejdere sig uden
forbehold til rådighed for det revolutionære demokrati”
Og Lunatjarskij, næsten grædende, og Prosjian for de
venstre-socialrevolutionære og endelig Saharasjvili for de forenede
socialdemokratiske internationalister, der var sammensat af Martovs og
Gorkijs grupper, der erklærede:
»Vi forlod TsIK på grund af bolsjevikkernes ubøjelige politik og for at
tvinge dem til at gøre indrømmelser for at skabe samlingen af hele det
revolutionære demokrati. Nu, da denne samling er skabt, anser vi det
for en hellig pligt atter at indtage vore pladser i TsIK … Vi
erklærer, at alle de, der har trukket sig tilbage fra TsIK nu bør vende
tilbage.”
Statjkov, en værdig gammel bonde i bondekongressens præsidium, bukkede
mod de fire hjørner af salen. »Jeg hilser jer med en ny russisk
tilværelses og friheds dåb!«
Gronsky på det polske socialdemokratis vegne; Skripnik for
bedriftskomiteerne; Tifonov for de russiske soldater ved Saloniki; og
andre, uden ende, talte af fulde hjerter, med den lykkelige
veltalenhed, opfyldte håb giver...
Det blev sent ud på natten, før følgende resolution blev stillet op og enstemmigt vedtaget:
»TsIK, samlet til ekstraordinært møde med Petrogradsovjetten og
bondekongressen, bekræfter de af den anden kongres af arbejder- og
soldaterdeputeredes sovjetter vedtagne jord- og fredsdekreter såvel
som det af TsIK vedtagne dekret om arbejderkontrol.
TsIK og bondekongressens fælles møde udtrykker sin faste overbevisning
om, at arbejdernes, soldaternes og bøndernes enhed, denne broderlige
enhed af alle arbejdere og udbyttede, vil konsolidere den af dem
erobrede magt, at den vil træffe alle revolutionære foranstaltninger
for at fremskynde magtens overgang i arbejderklassens hænder i andre
lande, og at den på denne made vil sikre den varige fuldførelse af en
retfærdig fred og socialismens sejr.