Udvalget af tidskriftsartikler i denne bog inkluderer to, der kræver nogen forklaring. "Kommunismens uundgåelighed" blev skrevet for 40 år siden, og kritikken af "Menneske og samfund i ombygningens tidsalder" blev skrevet under anden verdenskrig. Min politiske holdning og mit teoretiske standpunkt blev formet af den radikale arbejderbevægelse, betinget af de tyske politiske opstande og af forventninger, som kunne udledes af den kapitalistiske økonomis forfald, som i 1929 omfattede hele verden. Dengang så den sociale krise i de europæiske nationer ud til at være af ret permanent natur, og den økonomiske verdenskrise så vi som tegn på, at kapitalismen ikke længere var i stand til at undgå krisebetingelser gennem en ny generel ekspansion af kapitalen, således som den for havde kunnet det. Og naturligvis mente man, at denne krise kunne fore til samfundsmæssige konflikter, der kunne ende i en socialistisk revolution og dermed i kommunisme.
Der er ingen tvivl om, at i Marx' øjne var kapitalismen, ligesom alle tidligere systemer, bestemt til at udskiftes med et nyt og anderledes samfund. Et klasseløst, socialistisk samfund ville blive resultatet af klassekampene, der var objektivt bestemt af de voksende modsigelser i det kapitalistiske system, der fremkom i løbet af dets udvikling. For Marx, ligesom for den tidlige socialistiske bevægelse, syntes kommunismen at være uundgåelig, ikke blot pa grund af stigningen i de revolutionære tilbøjeligheder som viste sig i dannelsen af socialistiske arbejderbevægelser, men også på grund af den teoretisk etablerede sikkerhed før, at den irrationelle søgen efter kapital uden hensyn til faktiske samfundsmæssige behov, ville ødelægge selve basis for den udbytning, som den kapitalistiske produktionsmåde bygger pa. Fordi den kapitalistiske bevægelse tenderede mod dens eget sammenbrud, og med forte stadig flere ødelæggende kriser, ville den også udvikle et subjektivt beredskab høs den lidende proletariske befolkning til at gore en ende pa systemet.
Denne tidlige overbevisning mistede meget af sin umiddelbarhed, fordi kapitalens faktiske udvikling, trods dens tilbøjelighed til gentagne kriser, stort set var af progressiv karakter, hvilket også tillod en forbedring i proletariatets betingelser. Forventningen om, at tiltagende social misere ville frembringe en tilsvarende revolutionær bevidsthed, gav plads for andre ideer, som tilsyneladende reflekterede de faktiske betingelser mere realistisk. Det så ud, som om udviklingen var mere evolutionær end revolutionær, da den gav mulighed for en gradvis forandring af kapitalismen gennem økonomiske og politiske reformer. Socialismen forblev "uundgåelig", men snarest fordi man forventede en almen akcept af den socialistiske ideologi hos størstedelen af befolkningen, og følgelig den endelige bevidste beslutning om at indføre socialisme med det borgerlige demokratis legale midler. Socialismens ide, ikke materiel nødvendighed, ville være det bestemmende element i den samfundsmæssige om formningsproces.
Denne idealistiske afvigelse fra den tidlige marxisme blev bekæmpet af den revolutionære fløj og den socialdemokratiske bevægelse ved, at de insisterede på, at kapitalismens økonomiske sammenbrud var objektivt uundgåeligt. I denne sammenhæng var det af mindre betydning, hvorvidt sammenbruddet deduceredes ud fra Marx' teori om kapitalproduktionen eller, som Rosa Luxemburg hævdede, ud fra kapitalismens absolutte behov for ikke-kapitalistiske markeder, hvor den kunne realisere merværdi. Pointen var i begge tilfælde, at kapitalismens faktiske udvikling ville blive karakteriseret af stadig større kriser og derfor af stadig mere intensive klassekampe, som til sidst ville ende i den proletariske revolution. Den harmoniske udvikling som reformisterne og de marxistiske revisionister forudså, blev anset for rent blændværk, afledt af en midlertidig fase i kapitalismen, som kun kunne ophæves af dens videre udvikling. Ikke tilpasning inden for det kapitalistiske system, men stadige forberedelser til den socialistiske revolution skulle bestemme den socialistiske bevægelses teori og praksis.
Teorien om kapitalismens sammenbrud implicerede kommunismens uundgåelighed, da kommunismen almindeligvis blev betragtet som kapitalismens efterfølger. Det stod naturligvis klart, at historien ikke handler selv, og at kun menneskene kan skabe historie. Men de kan alligevel kun tænke og handle inden for rammerne af de eksisterende materielle betingelser, som ikke kun er deres egen skabelse, men også stammer fra al tidligere historie, og som bestemmer det næste udviklingsskridt. Man påstod dengang, at en tro på kommunismens uundgåelighed kun kunne fore til passivitet, fordi man ikke behøver at kæmpe for det, der under alle omstændigheder vil indtræffe. Rent faktisk var det imidlertid netop de socialister, der mente at kommunismen var uundgåelig, der var de mest aktive i den revolutionære bevægelse, som om sikkerheden for at nå målet gav større vilje til at kæmpe for det.
Arbejderbevægelsens inaktivitet var snarere udtryk for dens reformistiske karakter, som delegerede repræsentationen af sine interesser ud til et spirende bureaukratisk apparat i fagforeningerne og til sine politiske repræsentanter i parlamenter og andre institutioner i det borgerlige samfund. Men dette var i sig selv et tegn på, at arbejderbevægelsen var på vej til at tabe sin første revolutionære ideologi og var parat til at blive integreret i det kapitalistiske system, som en institution blandt andre. Langt fra at udvikle en socialistisk bevidsthed, førte den reformistiske bevægelses gradualisme objektivt til klassesamarbejdsholdninger og -aktiviteter, som afslørede sig i den socialistiske bevægelses sammenbrud ved udbruddet af den første verdenskrig.
Dette syntes at være enden på den reformistiske illusion. Og rent faktisk fremkaldte den kapitalistiske krig, som havde den været en intensiveret krise, revolutionære opstande i Rusland og de politiske revolutioner i Centraleuropa. Endnu engang antog klassekampen revolutionære former og fornyede troen på kommunismens uundgåelighed. Den økonomiske depression i krigens kølvand og dens udvidelse til en virkelig verdensomspændende økonomisk krise i 1929, syntes at retfærdiggøre forventningen om nye og mere magtfulde sociale opstande, som meget vel kunne føre til kapitalismens omstyrtelse.
Denne forventning deltes i virkeligheden også af bourgoisiet, der kæmpede imod med dets egne økonomiske og politiske forholdsregler. Opkomsten af fascistiske regimer og vidtgående regeringsindgreb i markedsrelationerne bekræftede den prekære situation, som kapitalismen befandt sig i, og som den prøvede at overvinde ved at modificere sig selv. Denne bestræbelse lykkedes for den; krisen førte ikke til revolution, men til anden verdenskrig. Tydeligvis var kommunismen ikke uundgåelig, men kun mulig og ganske klart ikke den mest sandsynlige mulighed.
Men den ny krig gav fornyet håb, i det mindste for nogle socialister - jævnfør mine konklusioner i kritikken af Karl Mannheims bog - om at, ligesom den første verdenskrig førte til en række revolutionære begivenheder, så ville den anden verdenskrig, der var langt mere vild og grusom, også få lignende virkninger. Men de blev skuffede, da de herskende klasser viste sig at være i stand til at bibeholde deres kontrol hele krigen igennem, og i tiden derefter. Desuden gjorde selve krigen kapitalismens fornyede ekspansion mulig, idet den udfyldte en enorm krises funktioner, og derved førte til et generelt fald i de socialistiske aspirationer.
Tilsyneladende var muligheden for kommunisme, for ikke at tale om dens uundgåelighed, ikke et aktuelt problem. Kapitalismens elasticitet var sådan, at den kunne overvinde endda så store vanskeligheder som verdensomspændende depressioner og verdensomspændende kriser. Arbejderklassernes utilbøjelighed til for alvor at modsætte sig det kapitalistiske system var i sig selv et aspekt af den kapitalistiske elasticitet. Den marxistiske ide om en socialistisk revolution syntes fuldstændig diskrediteret, og ikke kun på grund af den vestlige kapitalismes udholdenhed, men også på grund af resultaterne af de samfundsmæssige omdannelser, som det ikke lykkedes for kapitalismen at forhindre.
De sociale revolutioner, der lykkedes, var ikke proletariske revolutioner i marxistisk forstand, de førte ikke til en "forening af frie og lige producenter", men til statskapitalistiske revolutioner, der objektivt var ude af stand til at ende i socialisme. Marxismen tjente her nærmest som en slags ideologi for at retfærdiggøre opkomsten af modificerede kapitalistiske systemer, som ikke længere blev bestemt af konkurrencen på markedet, men blev kontrolleret af en autoritær stat. De var baseret på bondestanden, men fremmede en udvidet industrialisering for at skabe et industrielt proletariat, og de var parat til at afskaffe det traditionelle bourgoisi, men ikke kapitalen som samfundsmæssig relation. Denne type kapitalisme var ikke blevet forudset af Marx og marxisterne, selv om de havde tilrådet at overtage statsmagten for at smide borgerskabet ud og dermed afskaffe staten selv.
Selv om det kaldes socialisme, så er statskontrol over økonomien og over det samfundsmæssige liv i det hele taget, når den udøves af en nyopstået herskende klasse, en fortsættelse af de udbytningsvilkår og den magtesløshed hos de agerbrugende og arbejdende klasser, som havde været deres lod under de semi-feudale samfundsmæssige relationer i kapitalistisk underudviklede nationer. At dette nye sociale system kunne bruges også i kapitalistisk set mere udviklede lande, viste sig efter anden verdenskrig i den vestlige udbredelse af de statskapitalistiske systemer ved hjælp af imperialistiske erobringer. I begge tilfælde er "socialisme" almindeligvis blevet identificeret med de dominerende statskapitalistiske systemer. Der eksisterer bevægelser, hvis formål netop er at etablere lignende systemer i endnu tiere lande, selv om disse formål nogen gange kan tilsløres eller endda direkte fornægtes. Derfra kommer faren for, at nye revolutionære udbrud kan føres på vildspor og omdannes til statskapitalisme, og derved endnu en gang udsætte den socialistiske revolution.
Denne mulighed understøttes af kapitalens inhærente centraliseringstendenser. Kapitalkoncentrationen, monopoliseringen, trustdannelsen og opkomsten af selskaber, hvor ejerskab og management er adskilt, og endelig den tøvende integration af stat og kapital i blandingsøkonomien med dens finans- og pengemanipulationer, synes at pege i retning af en fuldt udviklet statskapitalisme, hvor kontrollen med økonomien er et eksklusivt privilegium for statsbureaukratiet og dets planlæggende mellemmænd. Hvad der en gang var et vagt håb for de evolutionære sociale reformister, og som i mere tilbagestående nationer blev en realitet ved revolution, fremtræder nu som det uundgåelige middel til at sikre de samfundsmæssige relationer, således at en minoritet fortsat kan kontrollere og udbytte majoriteten.
Selv om den dominerende blandingsøkonomi ikke automatisk vil blive forvandlet til statskapitalisme, kan nye sociale opstande meget vel føre til en sådan i socialismens navn. Men dette ville betyde intet mindre end en mulighed for yderligere udvidelse af grænserne for det udbyttende samfund, der baseres på lønarbejde. Men også dette er kun en tvivlsom mulighed, ikke nogen sikkerhed, da den falske identificering af statskapitalisme og socialisme ikke kan opretholdes i den bitre virkelighed, som den opleves i statskapitalismen. Men faren for at sociale revolutioner vil standse ved statskapitalisme er virkelig nok, og den må der kæmpes imod. Der er altså ingen sikkerhed for, at nye sociale revolutioner vil føre til kommunisme.
Udsættelsen af sandt kommunistiske revolutioner afskaffer ikke muligheden for at de kan opstå, da klasserelationerne i de statskapitalistiske systemer og deres nationalt-konkurrerende tendens til ekspansion, uden hensyn til faktiske samfundsmæssige behov, kan føre til nye opstande mod denne nye relation mellem kapital og arbejde. Denne mulighed, hidtil kun i kimform, har allerede vist sig i den sociale uro indenfor de statskapitalistiske nationer. Hvis man har den overbevisning, at kapitalismen ligesom alle andre sociale systemer, har sine historiske grænser, vil selv fremtidige mislykkede forsøg på at nå kommunismen ved hjælp af klassekamp ikke betyde, at kommunismen selv er et uopnåeligt Utopia.
Endnu mere generende for forestillingen om kommunismens uundgåelighed, er kapitalismens nylig opståede evne til at ødelægge sig selv fysisk og dermed for betingelserne for et kommunistisk samfund, som bygger på en større produktivitet end den kapitalistiske. Denne tanke var ikke tilgængelig for Marx og marxisterne, selv om de kunne se, at kapitalismens destruktive kræfter ville vokse i takt med dens produktivkraft; men ikke at det var i et omfang, der kunne true selve det moderne samfundsmæssige liv. På grund af og på trods af alle dens modifikationer, er kapitalens tilbøjelighed til økonomiske katastrofer stadig intakt, den vil i fremtiden ligesom tilforn, forsøge at udrydde sig selv ved hjælp af imperialistisk konkurrence og krig. Hvis denne krig bliver en atomkrig, vil udgangen være uvis, og det vil heller ikke være muligt at forudsige hvilken slags samfund, hvis noget overhovedet, der vil dukke op af kæmpebranden. Sådan som tingene står idag, er mulighederne for en atomkrig lige så store som mulighederne for en social revolution for at forhindre den. Det er derfor ikke længere muligt at regne med kommunismens historiske uundgåelighed.
Man kunne snarere sige: hvis kommunismen ikke er uundgåelig, vil verden sandsynligvis blive ødelagt. Således kan verdensbefolkningens behov kun reddes gennem proletariske revolutioner, og de sidstnævnte bliver det uundgåelige middel til at forhindre en tilbagevenden til barbari. Med andre ord, man må handle som om kommunismen faktisk er uundgåelig, og således gøre den til virkelighed.
De herskende klasser i alle kapitalistiske systemer kender udmærket de mulige konsekvenser af en atomkrig. Men alligevel kan de kun forsøge at forebygge den ved gensidig terror, d.v.s. ved konkurrerende udbygning af atomvåben og andre våben. Ligesom de har en meget begrænset kontrol over deres økonomi, har de ikke heller nogen rigtig kontrol over deres politik, og deres mulige hensigt at undgå gensidig ødelæggelse, gør den ikke mindre sandsynlig.
Det er denne uhyggelige situation, der udelukker den tidligere tro på kommunismens uundgåelighed og troen på revolutionære virkninger af imperialistiske krige.
Man er naturligvis nødt til at handle som om den midlertidige eller permanente ødelæggelse af verden kunne undgås, og som om vejen til et mere rationelt samfund ikke bliver spærret. Med andre ord må man forudsætte, at der stadig er en chance for at overvinde kapitalismen og dens selvødelæggende tendenser, og tro på at den kan erstattes af, i marxistisk forstand, socialistiske eller kommunistiske forhold. Dette kan naturligvis kun gennemføres af den klasse, der er kapitalismens modpart, og som før eller senere vil blive tvunget til at forsvare sig selv, tilsyneladende for det daglige brød, men i virkeligheden for at sikre livet selv.
På trods af, at der hele tiden er overhængende fare for nye imperialistiske konflikter, der skyldes de nye modsætninger, som fulgte i den anden verdenskrigs kølvand, genoplivede en længere periode med økonomisk udvidelse af den vesterlandske kapitalisme ikke kun illusionen om en krisefri kapitalisme, men også det håb, at en atomkrigs enorme størrelse ville forhindre stormagterne i at udløse den. I denne situation har tanken om socialistiske revolutioner i de avancerede kapitalistiske lande, enten som et resultat af en forlænget økonomisk krise eller en katastrofal krig, tabt endog det skær af sandsynlighed, som var overleveret i erfaringerne fra fortiden. Faktisk er der i de sidste ti år fremkommet forskellige teorier om den bevidst kontrollerede kapitalistiske økonomi, om det rige velfærdssamfund, om den voksende lighed mellem kapitalisme og "socialisme", om det endimensionale menneske under den samfundsmæssigt integrerede kapitalisme og, under indflydelse af den såkaldte "Keynesianske revolution", forskellige modifikationer af Marx' teori om kapitalismen.
I øjeblikket synes efterkrigstidens ekspansion af den internationale kapitalisme, ligesom enhver anden tidligere periode med kapitalakkumulation, at munde ud i en ny almen krisesituation, der gør alle de håbefulde forventninger til skamme, som har været baseret på det lange efterkrigsboom. Den faktiske stagnation og nedgang, ligesom det stadig større kaos i den kapitalistiske verdens økonomi, har vist at både den borgerlige økonomiske teori og i den senere tid dens partielle adaption af den såkaldte neo-marxisme, er falske. Nu som tidligere implicerer kapitalismens dynamik, d.v.s. kapitalens selvvalorisering, krisecyklussen, som kan hæmmes, men ikke afskaffes. Det er pa ingen måde sikkert, at krisens udvikling endnu engang kan hæmmes af regeringsindgreb i de økonomiske processer, da disse indgreb selv er begrænset af de krav, som en udvidet reproduktion af kapitalen stiller til profitten. Med en ny verdensomspændende krise dukker krigens og revolutionens spøgelse atter op og dermed muligheden for afgørende sociale forandringer, der også inkluderer muligheden for en kommunistisk revolution.
Hvorvidt kommunismen vil vise sig at være et gangbart samfundsmæssigt system, det er lige så meget et praktisk som et teoretisk spørgsmål. Det er derfor ikke muligt i forvejen at skitsere dens faktiske samfundsmæssige former på en eller anden detailleret måde, selv om den naturligvis må afskaffe de specifikke kapitalistiske produktionsrelationer og følgelig markedsøkonomien for at leve op til sit navn. Den må eliminere alle klasserelationer, og tillade, at de associerede producenter selv direkte bestemmer produktion og distribution. Ikke ophobningen af kapital, men tilfredsstillelsen af faktiske samfundsmæssige behov og ønsker, må være dens bestemmende motiv. At en sådan radikal forandring ikke kan være resultatet af en magtfuld revolutionær akt, men kun kan fremkomme ved en mere eller mindre forlænget proces med samfundsmæssige eksperimenter, det turde være ganske klart. Men dette er kun endnu en grund til fremfør alt at insistere på, at en sådan basal samfundsmæssig struktur etableres, der udelukker genopbyggelsen af de klasserelationer, der ligger bag alle udbyttende systemer.
De enorme vanskeligheder for en social revolution og en kommunistisk genopbygning af samfundet har været frygtelig undervurderet i de første forsøg på at afskaffe det kapitalistiske system. Men den styrke som kapitalismen faktisk havde, selv i krisesituationer, og dens ideologiske dominans kunne ikke opdages, med mindre man forsøgte at sætte en stopper for den. Og dette så meget desto mere som enhver dybtgående social og økonomisk krise kan vise sig at være kapitalismens sidste krise. Skulle denne krise føre til kapitalens ødelæggelse, ville det virkelig være kapitalismens endelige krise. Det er derfor mere fornuftigt at påstå at kapitalismen altid vil finde en måde at løse sine problemer på, end at pasta det modsatte.
Samfundsmæssig udvikling i kapitalismen bestemmes af regulerende nødvendigheder, som ikke indtræder som sådanne i de antagonistiske klassers bevidsthed. Disse reagerer snarere på overfladefænomener af de ikke-observerbare, underliggende og ukontrollerbare følger af kapitalproduktionen. Den samfundsmæssige udvikling er altså en blind proces, i hvilken systemet akkumulerer modsigelser, der viser sig eksplosivt gennem den økonomiske cyklus og dens politiske følger. Men eftersom de økonomiske markedskategorier nærmest er fetichistiske former for de underliggende produktionsrelationer, relationer mellem arbejde og kapital, er den økonomiske krise samtidig en samfundsmæssig krise, der påvirker klasserelationerne. Fra et marxistisk synspunkt, findes der derfor ingen "rent økonomiske" kriser, sådan som der heller ikke er noget "automatisk sammenbrud" i kapitalismen, men der optræder en mulighed for at styrte kapitalismen gennem de undertrykte klassers handlinger, hvis en krise skulle gå ud over det tålelige.
Det er ikke muligt at forudsige, hvornår en sådan krise opstår og hvorvidt den vil føre til handlinger, som kunne gøre kommunismen uundgåelig. Det eneste sikre er kapitalismens fortsatte tilbøjelighed til kriser og ødelæggelse, som imidlertid er grund nok til at råde til at forberede samfundsmæssige handlinger, der kunne føre til et socialistisk samfund og en yderligere progressiv samfundsmæssig udvikling. I denne forstand, og på trods af mange uheldige og tvivlsomme formuleringer, kan den nærmest forhastet udtrykte overbevisning, at kommunismen er uundgåelig, altså alligevel vise sig at være andet end en forudsigelse, der ikke kan bevises.
Paul Mattick, juli 1974
Last updated on: 8.23.2009