Marx/Engels Breve
Fra Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bind 2, s. 466-68, Forlaget Tiden, København 1973.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, dec. 1998.
London, 23. november 1871.
... Internationale blev stiftet for at sætte en virkelig kamporganisation for arbejderklassen i stedet for de socialistiske eller halvsocialistiske sekter. De oprindelige statutter og inauguraladressen viser dette ved første øjekast. På den anden side havde Internationale ikke kunnet hævde sig, hvis ikke historiens gang allerede havde slået sektvæsenet i stykker. Udviklingen af det socialistiske sektvæsen og af den virkelige arbejderbevægelse står altid i omvendt forhold til hinanden. Så længe sekterne er berettigede (historisk), er arbejderklassen endnu umoden til en selvstændig historisk bevægelse. Så snart den opnår denne modenhed, er alle sekter i virkeligheden reaktionære. Imidlertid gentog der sig i Internationales historie noget, som historien viser alle vegne. Det forældede søger indenfor den nyvundne form igen at komme til kræfter og hævde sig.
Og Internationales historie var en vedvarende kamp fra generalrådets side mod de sekter og amatørforsøg, der søgte at hævde sig indenfor selve Internationale mod arbejderklassens virkelige bevægelse. Denne kamp blev ført på kongresserne, men endnu langt mere i generalrådets private forhandlinger med de enkelte sektioner.
Da proudhonisterne (mutualisterne) [19] i Paris var medstiftere af associationen, sad de naturligvis i de første år ved roret i Paris. I modsætning til dem dannede der sig naturligvis senere kollektivistiske, positivistiske osv. grupper dér.
I Tyskland - lassallekliken. Jeg har selv i to år korresponderet med den berygtede Schweitzer og uimodsigeligt påvist overfor ham, at Lassalles organisation blot er en sekterisk organisation og som sådan en fjende af den organisation af den virkelige arbejderbevægelse, som Internationale tilstræbte. Han havde sine "grunde" til ikke at begribe det.
I slutningen af 1868 trådte russeren Bakunin ind i Internationale for at danne en anden Internationale indenfor denne under navn af "Alliance de la Démocratie Socialiste" [20] med ham selv som chef. Han - et menneske uden nogen teoretisk viden - krævede, at nævnte særorganisation skulle repræsentere Internationales videnskabelige propaganda, og ville gøre dette til en speciel funktion for denne anden Internationale indenfor Internationale.
Hans program var en pærevælling, som han overfladisk havde skrabet sammen fra højre og venstre - klassernes lighed (!), arverettens afskaffelse som udgangspunkt for den socialistiske bevægelse (St. Simonistisk idioti), ateisme, som medlemmerne får dikteret som dogme, osv. og som hoveddogme (proudhonistisk) afstandtagen fra politisk bevægelse.
Denne børnefortælling fandt genklang (og har endnu en vis støtte) i Italien og Spanien, hvor de reale betingelser for arbejderbevægelsen endnu er lidet udviklede, og blandt nogle forfængelige, ærgerrige, hule doktrinære i det romanske Schweiz og i Belgien.
For hr. Bakunin var og er doktrinen (hans fra Proudhon, St. Simon osv. sammentiggede ragelse) en biting - kun et middel til, at han personlig kan gøre sig gældende. Selvom han teoretisk er et nul, er han som intrigemager i sit rette element.
Generalrådet måtte i årevis kæmpe mod denne sammensværgelse (der til en vis grad blev understøttet af de franske proudhonister, navnlig i Sydfrankrig). Det har endelig gennem konferencebeslutningeme I, 2 og 3, IX og XVI og XVII ført det længe forberedte slag. [21]
Det er en selvfølge, at generalrådet ikke støtter i Amerika, hvad det bekæmper i Europa. Beslutningerne I, 2 og 3 og IX giver nu New York-komitéen de legale våben til at gøre ende på al slags sektvæsen og amatørgrupper og til i nødstilfælde at ekskludere dem.
... Arbejderklassens politiske bevægelse har naturligvis som endeligt mål at erobre den politiske magt for arbejderklassen, og derfor er det naturligvis nødvendigt at have en til en vis grad udviklet forudgående organisation af arbejderklassen, der vokser frem af selve dens økonomiske kampe.
Men på den anden side er enhver bevægelse, i hvilken arbejderklassen som klasse træder i modsætning til de herskende klasser og søger at tvinge dem ved tryk udefra, en politisk bevægelse. For eksempel: et forsøg på at tvinge de enkelte kapitalister til at nedsætte arbejdstiden ved hjælp af strejker osv. i en enkelt fabrik eller også i et enkelt fag er en rent økonomisk bevægelse; derimod er en bevægelse for at tiltvinge sig en ottetimers- osv. lov en politisk bevægelse. Og på denne måde fremvokser der alle vegne af arbejdernes isolerede økonomiske bevægelser en politisk bevægelse, dvs. en bevægelse af klassen for at gøre dens interesser gældende i almengyldig form, i en form, der har almengyldig tvingende kraft i samfundet. Hvis disse bevægelser forudsætter en vis forudgående organisation, så er de på den anden side i ligeså høj grad midler til at udvikle denne organisation.
Hvor arbejderklassen endnu ikke er så langt fremskreden i sin organisation, at den kan foretage et afgørende felttog mod de herskende klassers kollektivmagt, dvs. deres politiske magt, må den i hvert fald skoles til det ved hjælp af vedvarende agitation og fjendtlig indstilling over for de herskende klassers politik. I modsat fald bliver den en kastebold i deres hånd, hvad septemberrevolutionen i Frankrig har bevist, og hvad det spil, der endnu den dag i dag lykkes for hr. Gladstone og konsorter i England til en vis grad beviser.
19. Mutualisterne - således kaldte proudhonisterne sig, fordi de havde opstillet parolen "gensidig (mutuel) hjælp". - Red.
20. "Det socialistiske demokratis alliance". - Red.
21. Marx omtaler beslutningerne på I Internationales Londonkonference (september 1871) om følgende spørgsmål: styrkelse af Internationale, forstærkelse af centralismen og af generalrådets førende rolle, nødvendigheden af et selvstændigt politisk parti for proletariatet og af en uadskillelig forbindelse mellem den politiske og den økonomiske kamp, ophævelse af den bakunistiske fraktionelle gruppering. - Red.