Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling

Marx/Engels på skrift

 

Selv om kun en lille brøkdel af Marx' og Engels' skrifter er udgivet på dansk, er der dog et pænt udvalg.

Marx' vigtigste værk – Kapitalen – blev først udgivet på dansk i sin helhed 1970-72 på Forlaget Rhodos. Bind I udkom dog allerede i 1887 og bind II i 1888.

De mest centrale skrifter fra Marx og Engels er samlet i Udvalgte Skrifter i to bind. Se indholdsfortegnelsen til dem her.

De mest centrale enkelttekster – Det kommunistiske Manifest, Pariserkommunen osv. - er udgivet i en del forskellige udgaver.

Af større værker (ud over ovennævnte) findes på dansk bl.a.: Filosofiens Elendighed, Den tyske ideologi (forkortet), Bidrag til kritik af den politiske økonomi, Grundrids, Anti-Dühring, Naturens Dialektik.

Af større samlinger findes bl.a. Verdensmarkedet – 3 bind med artikler og breve.

Søger du yderligere oplysninger om Marx/Engels-udgivelser på dansk, findes de bedst i en bibliografi af Louise Fluger Callesen udgivet af Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA) i 1997. Den indeholder en oversigt over alle kendte artikler, breve, bøger af Marx og Engels på dansk mellem 1848 og 1996. ABA kan kontaktes på e-mail: [email protected]. Bibliografien koster 200 kr.