Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Fra pjecen Kritik af Gotha-programmet, Forlaget Tiden 1977.
London, 23. februar 1891.
Kære Kautsky!
Min lykønskning, som jeg i hast sendte dig i forgårs, har du sikkert modtaget. Men lad os nu igen se på bemeldte sag: Marxbrevet [1].
Frygten for, at det skulle give modstanderne et våben i hænde, var ubegrundet. Ondskabsfulde insinuationer hæftes jo til alt muligt, men i det store og hele var indtrykket hos modstanderne alligevel fuldstændig forbløffelse over denne hensynsløse selvkritik, og den følelse: hvilken indre kraft må et parti ikke sidde inde med, der kan byde sig selv sådan noget! Det fremgår også af det, som du har sendt mig (mange tak!), og af de modstanderblade, jeg i øvrigt har haft adgang til. Og, ærlig talt, det var også min tanke, da jeg offentliggjorde dette dokument. At det hist og her måtte virke noget ubehageligt i første øjeblik, det vidste jeg, men det kunne ikke undgås, og det saglige indhold opvejede det rigeligt, set med mine øjne. Og jeg vidste, at partiet ganske givet var stærkt nok til at tåle det, og jeg regnede med, at det også i dag ville kunne tåle det uforbeholdne sprog, der blev brugt for 15 år siden; at man med berettiget stolthed ville pege hen på denne styrkeprøve og sige: hvor findes der et andet parti, der tør vove noget lignende? Det har man imidlertid overladt til "Sächsische" og "Wiener Arbeiter-Zeitung" og "Züricher Post" [2].
Hvis du i nr. 21 af "Neue Zeit" overtager ansvaret for offentliggørelsen, så er det meget pænt af dig, men glem ikke, at jeg dog gav det første stød til det og oven i købet på en vis måde satte dig i en tvangssituation. Jeg gør derfor krav på at få hovedansvaret. Hvad enkeltheder angår, så kan man jo altid have forskellige anskuelser om dem. Jeg har strøget og sletter alt, hvad du og Dietz har gjort indvendinger mod, og hvis Dietz havde sat streg ved endnu mere, så ville jeg også dér have været så kulant, som det var mig muligt, det har jeg altid bevist jer. Men hvad hovedsagen angår, så var det min pligt at offentliggøre dokumentet, så snart programmet engang stod på dagsordenen. Og tilmed nu efter Liebknechts tale i Halle, i hvilken han dels ugenert benytter sig af sine uddrag af det som sin ejendom, dels kæmper imod det uden at nævne det med navn, ville Marx ubetinget have stillet originalen over for denne bearbejdelse, og jeg var i hans sted forpligtet til at gøre det samme. Desværre havde jeg dengang endnu ikke dokumentet; jeg har først langt senere fundet det efter megen søgen.
Du siger, at Bebel skriver til dig, at Marx' behandling af Lassalle har sat ondt blod hos de gamle lassalleanere. Det er muligt. De folk kender jo ikke den virkelige historie, og der synes heller ikke at være gjort noget for at oplyse dem om den. Hvis de folk ikke véd, at hele Lassalles storhed beroede på, at Marx i årevis tillod ham at smykke sig med Marx' forskningsresultater, som var de hans egne, og oven i købet at forvrænge dem som følge af mangelfuld økonomisk skoling, så er det ikke min skyld. Men jeg er fuldbyrder af Marx' litterære testamente og har som sådan også mine pligter.
Lassalle har i 26 år tilhørt historien. Når man under undtagelsesloven har ladet den historiske kritik af ham hvile, så bliver det endelig på tide, at den kommer til sin ret, og at der skabes klarhed om Lassalles stilling til Marx. Den legende, der tilslører og forherliger Lassalles sande skikkelse, kan dog ikke blive en trosartikel for partiet. Man kan sætte Lassalles fortjenester for bevægelsen nok så højt, hans historiske rolle i den vedbliver at være en dobbelt. Demagogen Lassalle ledsager skridt for skridt socialisten Lassalle. Gennem agitatoren og organisatoren Lassalle skinner lederen af Hatzfeldt-processen [3] overalt igennem: den samme kynisme i valg af midler, den samme forkærlighed for at omgive sig med urolige og korrumperede folk, som man kan bruge eller kaste bort som blotte redskaber. Han, der indtil 1862 i praksis var en af de specielt preussiske vulgærdemokrater med stærkt bonapartistiske tilbøjeligheder (jeg har lige set hans breve til Marx igennem), slog pludselig om af rent personlige årsager og begyndte sin agitation; og før der var gået to år, forlangte han, at arbejderne skulle tage parti for kongedømmet mod bourgeoisiet, og spillede falsk spil sammen med sin åndsfrænde Bismarck på en måde, der måtte føre til faktisk forræderi mod bevægelsen, hvis han ikke til held for sig selv var blevet skudt i rette tid. I hans agitationsskrifter er det rigtige, som han har lånt fra Marx, i den grad blandet sammen med Lassalles egne og regelmæssigt forkerte betragtninger, at de to ting næsten ikke kan skilles ad. Den del af arbejderne, der føler sig sårede af Marx' dom, kender af Lassalle netop kun de to års agitation og også dem kun gennem farvede briller. Men over for sådanne fordomme kan den historiske kritik ikke evigt blive stående med hatten i hånden. Jeg følte det som min pligt endelig engang at gøre op mellem Marx og Lassalle. Det er nu sket. Det kan jeg foreløbig nøjes med. Jeg selv har tilmed andet at gøre nu, og Marx' offentliggjorte hensynsløse dom over Lassalle vil allerede i sig selv gøre sin virkning og indgyde andre mod. Men hvis jeg blev tvunget til det, så ville jeg ikke have noget valg: jeg måtte een gang for alle gøre op med Lassalle-legenden.
At der i fraktionen har hævet sig røster for, at man skulle stille "Neue Zeit" under censur, er virkelig nydeligt. Spøger socialistlovtidens fraktionsdiktat [4] (der jo var nødvendigt og blev fortræffeligt gennemført) endnu stadig, eller er det mindelser om Schweitzers fordums skrappe organisation? Efter at den tyske socialistiske videnskab er blevet befriet for Bismarcks socialistlov, er det faktisk en herlig tanke at stille den under en ny socialistlov, der skal fabrikeres og udøves af de socialdemokratiske partiinstanser. Forøvrigt er der sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen.
Vorwärtsartikelen rører mig kun lidet [5]. Jeg vil afvente, at Liebknecht fortæller historien på sin måde og så velsagtens i en så venskabelig tone som muligt svare på begge. I Vorwärtsartiklen skal der kun korrigeres nogle urigtigheder (f. eks. at vi ikke havde villet sammenslutningen, at begivenhederne havde givet Marx uret o.s.v.) og bekræftes nogle selvfølgeligheder. Med dette svar agter jeg at afslutte debatten fra min side, hvis jeg ikke ved nye angreb eller urigtige påstande bliver nødsaget til at tage fat igen.
Sig til Dietz, at jeg er i færd med at bearbejde "Oprindelsen" [6]. Men nu skriver Fischer i dag og vil også have tre nye forord!
Din F. E.
1. Der sigtes til "Kritik af Gothaprogrammet", som på Engels' forlangende blev offentliggjort i "Die neue Zeit", et teoretisk organ for det tyske socialdemokrati, redigeret af Kautsky.
2. Af disse blade var de to første socialdemokratiske, det sidste borgerligt.
3. Lassalle var sagfører for grevinde Hatzfeldt i hendes skilsmisseproces 1845/54.
4. Her er tale om den socialdemokratiske fraktion i den tyske rigsdag.
5. "Vorwärts", det tyske socialdemokratis hovedorgan, meddelte den 13. februar 1891, hvilken stilling partiledelsen tog til "Kritik af Gothaprogrammet". I denne artikel blev Marx' vurdering af Lassalle fordømt på det skarpeste, og det blev regnet partiet til ære, at det trods Marx' kritik havde vedtaget programudkastet.
6. Engels mener forberedelsen af 4. oplag af hans værk "Familiens, privatejendommens og statens oprindelse".