Socialismens udvikling fra utopi til videnskab, Friedrich Engels (1877)
Den materialistiske opfattelse af historien går ud fra den sætning, at produktionen og næst efter produktionen udvekslingen af dens produkter er grundlaget for al samfundsorden; at fordelingen af produkterne og dermed den sociale inddeling i klasser eller stænder i ethvert samfund i historien retter sig efter, hvad og hvorledes der bliver produceret, og hvorledes det producerede udveksles. Efter denne opfattelse skal de endelige årsager til alle sociale forandringer og politiske omvæltninger ikke søges i menneskenes hoveder, i deres stadig større indsigt i den evige sandhed og retfærdighed, men i forandringer af produktions- og udvekslingsmåden; de skal søges ikke i den pågældende periodes filosofi, men i dens økonomi. Den vågnende indsigt, at de bestående samfundsindretninger er ufornuftige og uretfærdige, at "fornuft er blevet vanvid og velgerning en plage", [6] er kun et tegn på, at der ganske stille er foregået forandringer i produktionsmetoderne og udvekslingsformerne, som den samfundsordning, der var afpasset efter tidligere økonomiske betingelser, ikke mere passer til. Dermed er samtidig sagt, at midlerne til at fjerne de opdagede misforhold ligeledes – i større eller mindre grad – må være til stede i selve de forandrede produktionsforhold. Disse midler skal ikke opfindes ud af hovedet, de skal ved hjælp af hovedet opdages i de foreliggende materielle kendsgerninger i produktionen.
Hvordan forholder det sig nu ifølge dette med den moderne socialisme?
Den bestående samfundsordning – det er nu så nogenlunde almindeligt anerkendt – er blevet skabt af den nu herskende klasse, bourgeoisiet. Den for bourgeoisiet ejendommelige produktionsmåde, som efter Marx betegnes med navnet kapitalistisk produktionsmåde, var uforenelig med den feudale ordnings lokale privilegier og standsprivilegier og også med dens gensidige personlige bånd; bourgeoisiet sønderslog den feudale ordning og skabte på dens ruiner den borgerlige samfundsforfatning med dens fri konkurrence, bevægelsesfrihed, ligeberettigelse for varebesidderne, og hvad nu de borgerlige herligheder allesammen hedder. Den kapitalistiske produktionsmåde kunne nu udfolde sig frit. De under bourgeoisiets ledelse udarbejdede produktionsforhold udviklede sig, efter at dampen og de nye værktøjsmaskiner havde forvandlet den gamle manufaktur til storindustri, med hidtil uhørt hurtighed og i hidtil uhørt målestok. Men ligesom manufakturen og det under dens indflydelse videreudviklede håndværk i sin tid kom i konflikt med lavsvæsenets feudale lænker, således kommer storindustrien i sin fuldstændigere udformning i konflikt med de skranker, indenfor hvilke den kapitalistiske produktionsmåde holder den indespærret. De ny produktionskræfter er allerede vokset den borgerlige form for deres udnyttelse over hovedet; og denne konflikt mellem produktivkræfter og produktionsmåde er ikke en konflikt, der er opstået i menneskenes hoveder, som f.eks. konflikten mellem den menneskelige arvesynd og den guddommelige retfærdighed, men den eksisterer i kendsgerningerne, objektivt, udenfor os, endog uafhængigt af de menneskers villen og færden, som har fremkaldt den. Den moderne socialisme er ikke andet end tankerefleksen af denne faktiske konflikt, dens ideelle genspejling i hovederne, først og fremmest på den klasse, som direkte lider under den, arbejderklassen.
Hvori består nu denne konflikt?
Før den kapitalistiske produktion, altså i middelalderen, herskede der allevegne småbedrifter, der hvilede på arbejdernes privatbesiddelse af deres produktionsmidler: de små, fri eller livegne bønders agerbrug, håndværket i byerne. Arbejdsmidlerne – jord, landbrugsredskaber, værksted, håndværktøj – var den enkeltes arbejdsmidler, kun beregnet for enkeltmands brug, derfor nødvendigvis små, dværgagtige, begrænsede. Men de tilhørte netop derfor også i reglen producenten selv. At koncentrere og udvide disse splittede og snævre produktionsmidler, at forvandle dem til nutidens mægtigt virkende løftestang i produktionen var netop den historiske rolle, som den kapitalistiske produktionsmåde og dens bærer, bourgeoisiet, havde. Hvorledes bourgeoisiet siden det 15. århundrede historisk har gennemført dette gennem de tre trin: simpel kooperation, manufaktur og storindustri, har Marx udførligt skildret i fjerde afsnit af "Kapitalen". Men bourgeoisiet kunne, som det ligeledes påvises dér, ikke forvandle disse begrænsede produktionsmidler til vældige produktionskræfter uden at forvandle dem fra den enkeltes produktionsmidler til samfundsmæssige produktionsmidler, der kun var anvendelige for en samlet mængde mennesker. I stedet for spinderokken, håndvæven og smedehammeren trådte spindemaskinen, den mekaniske vævestol og damphammeren; i stedet for enkeltmandsværkstedet, fabrikken, der krævede hundreders og tusinders samarbejde. Og på samme måde som produktionsmidlerne forvandledes selve produktionen fra en række enkelthandlinger til en række samfundsmæssige handlinger, og produkterne fra enkeltmands produkter til samfundsmæssige produkter. Garnet, stoffet og metalvarerne, som nu kom fra fabrikken, var et fælles-produkt, frembragt af mange arbejdere, hvis hænder det måtte passere efter tur, før det blev færdigt. Ingen enkelt af dem kunne sige: Det har jeg lavet, det er mit produkt.
Hvor imidlertid den spontane, planløst og gradvist opståede arbejdsdeling inden for samfundet er produktionens grundform, påtrykker den produkterne form af varer, hvis gensidige udveksling, køb og salg sætter de enkelte producenter i stand til at tilfredsstille deres mangeartede behov. Og dette var tilfældet i middelalderen. Bonden solgte f.eks. landbrugsprodukter til håndværkeren og købte til gengæld dennes håndværksprodukter. Den ny produktionsmåde skød sig nu ind i dette samfund af enkeltproducenter, vareproducenter. Midt i den spontane, planløse arbejdsdeling, som herskede i hele samfundet, stillede den den planmæssige arbejdsdeling, således som den var organiseret i den enkelte fabrik; ved siden af enkeltproduktionen optrådte den samfundsmæssige produktion. Begges produkter blev solgt på det samme marked, altså til i det mindste tilnærmelsesvis samme priser. Men den planmæssige organisation var mægtigere end den spontane arbejdsdeling; de samfundsmæssigt arbejdende fabriker fremstillede deres produkter billigere end de enkeltstående småproducenter. Enkeltproduktionen bukkede under på det ene område efter det andet, den samfundsmæssige produktion revolutionerede hele den gamle produktionsmåde. Men dens revolutionære karakter blev i så ringe grad erkendt, at den tværtimod blev indført som middel til højnelse og fremme af vareproduktionen. Den fremstod i direkte tilknytning til bestemte allerede forhåndenværende løftestænger i vareproduktionen og vareudvekslingen: købmandskapital, håndværk, lønarbejde. Idet den selv optrådte som en ny form for vareproduktion, bibeholdt tilegnelsesformerne under vareproduktionen også deres fulde gyldighed for den.
Under vareproduktionen, som den havde udviklet sig i middelalderen, kunne der slet ikke opstå spørgsmål om, hvem arbejdsresultatet skulle tilhøre. Den enkelte producent havde i reglen fremstillet det ved hjælp af egne arbejdsmidler og med eget eller familiens håndarbejde, af råstoffer, der tilhørte ham og ofte var frembragt af ham selv. Han behøvede slet ikke først at tilegne sig det, det tilhørte ham ganske af sig selv. Ejendomsretten til produktet hvilede altså på eget arbejde. Selv hvor der blev benyttet fremmed hjælp, var denne i reglen af underordnet betydning og fik ofte ved siden af lønnen også anden godtgørelse: lavstidens lærling og svend arbejdede mindre for kostens og lønnens skyld end for selv at blive uddannede til mestre. Da kom koncentrationen af produktionsmidlerne i store værksteder og manufakturer, deres forvandling til faktisk samfundsmæssige produktionsmidler. Men de samfundsmæssige produktionsmidler og produkter blev behandlet, som om de nu som tidligere var enkeltes produktionsmidler og produkter. Mens arbejdsmidlernes ejer hidtil havde tilegnet sig produktet, fordi det i reglen var hans eget produkt og fremmed arbejdshjælp var undtagelsen, så fortsatte nu besidderen af arbejdsmidlerne med at tilegne sig produktet, skønt det ikke mere var hans produkt, men udelukkende et produkt af fremmed arbejde. Således blev altså de nu samfundsmæssigt frembragte produkter ikke tilegnet af dem, som virkelig havde sat produktionsmidlerne i bevægelse og virkelig havde frembragt produkterne, men af kapitalisten. Produktionsmidlerne og produktionen er ifølge deres væsen blevet samfundsmæssige. Men de bliver underkastet en tilegnelsesform, som har de enkeltes privatproduktion til forudsætning, hvor altså enhver ejer sit eget produkt og bringer det på markedet. Produktionsmåden underkastes denne tilegnelsesform, skønt den ophæver forudsætningen for den [7]. I denne modsigelse, som giver den ny produktionsmåde dens kapitalistiske karakter, ligger allerede spiren til hele nutidens kollision. Jo mere den ny produktionsmåde slog igennem på alle afgørende produktionsfelter og i alle økonomisk afgørende lande og dermed fortrængte enkeltproduktionen til ubetydelige rester, desto grellere måtte også den kapitalistiske tilegnelses uforenelighed med den samfundsmæssige produktion komme for dagen.
De første kapitalister forefandt, som sagt, allerede lønarbejdets form, men lønarbejde som undtagelse, som bibeskæftigelse, som nødhjælp, som midlertidighed. Landarbejderen, der fra tid til anden arbejdede for dagløn, havde sit eget lille stykke jord, som han til nød kunne leve af, når han ikke havde andet. Lavsordningen sørgede for, at svenden af i dag blev mester af i morgen. Men så snart produktionsmidlerne forvandledes til at være samfundsmæssige og blev koncentreret i hænderne på kapitalister, forandrede dette sig. De små enkeltproducenters produktionsmiddel såvel som deres produkt blev mere og mere værdiløst; der blev ikke anden udvej for dem end at gå på lønarbejde hos kapitalisten. Lønarbejdet, der tidligere var undtagelse og nødhjælp, blev regel og hele produktionens grundform; tidligere var det bibeskæftigelse, nu blev det arbejderens eneste virksomhed. Den midlertidige lønarbejder blev forvandlet til livsvarig. Desuden blev mængden af livsvarige lønarbejdere kolossalt forøget ved den feudale ordnings samtidige sammenbrud, opløsningen af lensherrernes følge, bøndernes fordrivelse fra deres gårde osv. Skillelinjen var trukket klart op mellem på den ene side produktionsmidlerne, der var koncentreret i kapitalisternes hænder, og på den anden side producenten, som var reduceret til ikke at besidde andet end sin arbejdskraft. Modsigelsen mellem samfundsmæssig produktion og kapitalistisk tilegnelse træder frem som modsætning mellem proletariat og bourgeoisi.
Vi så, at kapitalistiske produktionsmåde skød sig ind i et samfund af vareproducenter, enkeltproducenter, hvis samfundsmæssige forbindelse blev bragt tilveje gennem udveksling af produkter. Men ethvert samfund, der hviler på vareproduktion, har det ejendommelige ved sig, at producenterne har mistet herredømmet over deres egne samfundsmæssige forbindelser. Hver for sig producerer med de produktionsmidler, han tilfældigvis besidder, og for sit eget særlige byttebehov. Ingen ved noget om, hvor meget der kommer på markedet af hans vare, hvor meget der overhovedet bliver brugt af den, ingen ved, om hans enkeltprodukt forefinder et virkeligt behov, om han vil være i stand til at få sine omkostninger dækket, eller om han overhovedet vil kunne sælge. Der hersker anarki i den samfundsmæssige produktion. Men vareproduktionen har, som enhver anden produktionsform, sine ejendommelige, indre love, som er uadskilleligt knyttet til den, og disse love gør sig gældende trods dette anarki, i det og ved hjælp af det. De fremtræder i den eneste form for samfundsmæssig forbindelse, der vedbliver at bestå, i udvekslingen, og gør sig gældende over for de enkelte producenter som konkurrencens tvangslove. De er altså i begyndelsen ukendte for producenterne selv og opdages først af disse lidt efter lidt gennem langvarig erfaring. De gør sig altså gældende uden producenterne og mod producenterne, som blindtvirkende naturlove for deres produktionsform. Produktet behersker producenterne.
I det middelalderlige samfund, især i de første århundreder, var produktionen hovedsagelig indstillet på selvforbruget. Den dækkede overvejende kun producentens og hans families behov. Hvor der bestod personlige afhængighedsforhold, som på landet, bidrog den også til at dække feudalherrens behov. Nogen omsætning fandt altså ikke sted dengang, produkterne antog derfor heller ikke karakter af varer. Bondens familie producerede næsten alt, hvad den behøvede, redskaber og klæder såvel som levnedsmidler. Først da den kom så vidt, at den kunne producere et overskud udover, hvad den selv havde brug for, og hvad den skyldte feudalherren i naturalafgifter, først da producerede den også varer; dette overskud, kastet ind i den samfundsmæssige udveksling, udbudt til salg, blev det, man kalder varer. Ganske vist måtte byernes håndværkere allerede straks fra begyndelsen producere for markedet. Men også de producerede selv størstedelen af deres eget forbrug; de havde haver og små marker, de sendte deres kvæg ind i byskoven, der desuden leverede dem gavntræ og brænde; kvinderne spandt hør, uld osv. Vareproduktionen, produktionen med salg til formål, var først ved at opstå. Derfor begrænset udveksling, begrænset marked, stabil produktionsmåde, lokal afsluttethed udadtil og lokalt sammenhold indadtil: landsbyfællesskabet på landet, lavet i byen.
Men med vareproduktionens udvidelse og navnlig med den kapitalistiske produktionsmådes fremkomst trådte også lovene for vareproduktionen, der indtil da havde ligget i slummer, mere åbent og mægtigt i virksomhed. De gamle forbindelser blev løsnet, de gamle begrænsede skranker gennembrudt, producenterne mere og mere forvandlet til uafhængige, isolerede vareproducenter. Anarkiet i den samfundsmæssige produktion kom for dagen og blev mere og mere udpræget. Det vigtigste redskab, hvormed den kapitalistiske produktionsmåde øgede dette anarki i den samfundsmæssige produktion, var imidlertid det stik modsatte af anarki: den stigende organisation af produktionen som samfundsmæssig produktion i hvert enkelt produktionsforetagende. Med denne løftestang gjorde den ende på den gamle, fredelige stabilitet. Hvor den blev indført i en industrigren, tålte den ingen ældre driftsmetode ved siden af sig. Hvor den bemægtigede sig håndværket, tilintetgjorde den det gamle håndværk. Arbejdsområdet blev en kampplads. De store geografiske opdagelser og de derpå følgende kolonistationer mangedoblede afsætningsmarkedet og fremskyndede håndværkets forvandling til manufaktur. Ikke blot udbrød kampen mellem de enkelte lokalproducenter; de lokale kampe voksede til nationale, til det 17. og 18. århundredes handelskrige. Storindustrien og skabelsen af verdensmarkedet har endelig gjort kampen universel og samtidig givet den en uhørt heftighed. I kampen mellem enkelte kapitalister såvel som mellem hele industrier og lande afgøres eksistensspørgsmålet af, om de besidder gunstige naturgivne eller kunstigt skabte produktionsbetingelser. Den, der bukker under, ryddes skånselsløst af vejen. Det er den darwinske kamp for enkelttilværelsen, overført fra naturen til samfundet med potenseret heftighed. Dyrenes naturtilstand synes at være som højdepunktet for den menneskelige udvikling. Modsigelsen mellem samfundsmæssig produktion og kapitalistisk tilegnelse fremtræder nu som modsætning mellem produktionens organisation i den enkelte fabrik og produktionens anarki i samfundet som helhed.
Den kapitalistiske produktionsmåde bevæger sig i disse to fremtrædelsesformer af den modsigelse, som den rummer fra sin oprindelse, heri beskriver den hin "onde cirkel", som den ikke kan finde udvej af, og som allerede Fourier havde opdaget. Hvad Fourier imidlertid ikke kunne se på sin tid, er, at denne cirkel efterhånden bliver snævrere, at bevægelsen rettere sagt er en spiral og ligesom planetbevægelsen må nå sin afslutning ved at støde sammen med centrum. Det er det samfundsmæssige produktionsanarkis drivende kraft, som mere og mere forvandler det store flertal af menneskene til proletarer, og det er atter proletarmasserne, som til sidst vil gøre ende på produktionsanarkiet. Det er det sociale produktionsanarkis drivende kraft, som gør muligheden for ubegrænset forbedring af maskinerne i storindustrien til et tvangsbud for hver enkelt industrikapitalist, som nødsages til at forbedre sine maskiner mere og mere, hvis han ikke vil bukke under. Men forbedring af maskinerne betyder overflødiggørelse af menneskearbejde. Når indførelse og forøgelse af maskinerne betyder, at millioner af håndværkere bliver fortrængt af nogle få maskinarbejdere, så betyder forbedring af maskinerne, at flere og flere maskinarbejdere selv bliver fortrængt og i sidste instans, at der frembringes et antal disponible lønarbejdere, der overskrider kapitalens gennemsnitlige beskæftigelsesbehov, en fuldstændig industriel reservearmé, som jeg allerede i 1845 [8] kaldte den, disponibel for de tider, hvor industrien arbejder under højtryk, kastet på gaden af det sammenbrud, der nødvendigvis følger efter, og til alle tider en blyvægt om benene på arbejderklassen i dens eksistenskamp mod kapitalen, en regulator til at holde arbejdslønnen nede på det lave niveau, som passer for kapitalistens behov. Således går det til, at maskinerne, for at bruge Marx' ord, bliver kapitalens kraftigste krigsredskab mod arbejderklassen, at arbejdsmidlerne til stadighed slår eksistensmidlerne ud af hånden på arbejderen, at arbejderens eget produkt forvandler sig til et redskab til undertrykkelse af arbejderen. Således går det til, at økonomisering med arbejdsmidlerne på forhånd samtidig bliver den mest hensynsløse bortødslen af arbejdskraft og rovdrift med arbejdsfunktionens normale forudsætninger; at maskinerne, det vældigste middel til arbejdstidens forkortelse, slår om til at blive det ufejlbarligste middel til at forvandle al arbejderens og hans families levetid til disponibel arbejdstid til udnyttelse af kapitalen; således går det til, at den enes overbebyrdelse med arbejde bliver forudsætningen for den andens arbejdsløshed, og at storindustrien, som jager hele kloden rundt efter nye forbrugere, hjemme indskrænker massernes forbrug til et sulteminimum og således undergraver sit eget indre marked. "Den lov, som til stadighed holder den relative overbefolkning eller industrielle reservearmé i ligevægt med kapitalakkumulationens omfang og energi, smeder arbejderen fastere til kapitalen end Hefaistos' kile holdt Prometheus til klippen. Den betinger en akkumulation af elendighed, som svarer til akkumulationen af kapital. Akkumulationen af rigdom på den ene pol er altså samtidig akkumulation af elendighed, arbejdskval, slaveri, uvidenhed, bestialisering og moralsk nedværdigelse på den modsatte pol, dvs. på den klasses side, som producerer sit eget produkt i form af kapital". (Marx: Das Kapital, s. 671). Og at vente en anden fordeling af produkterne af den kapitalistiske produktionsmåde, ville være det samme som at forlange, at et batteris elektroder skulle lade være med at sønderdele vandet, så længe de står i forhindelse med batteriet, og ikke udvikle ilt ved den positive pol og brint ved den negative.
Vi har set, hvordan de moderne maskiners evne til stadig at forbedres – der drives til det yderste – gennem samfundets produktionsanarki forvandler sig til et tvangsbud for den enkelte industrikapitalist, der er nødt til stadig at forbedre sine maskiner, stadig at forøge deres produktionskraft. En reel mulighed for at udvide sit produktionsområde forvandler sig til et tilsvarende tvangsbud for ham. Storindustriens enorme udvidelseskraft, mod hvilken luftarternes er den rene børneleg, fremtræder nu for vore øjne som et kvalitativt og kvantitativt udvidelsesbehov, som spotter ethvert modtryk. Modtrykket skabes af forbruget, afsætningen, markederne for storindustriens produkter. Men markedernes udvidelsesevne, ekstensiv såvel som intensiv beherskes først og fremmest af ganske andre love, der virker langt mindre energisk. Markedernes udvidelse kan ikke holde trit med produktionens udvidelse. Sammenstødet bliver uundgåeligt, og da det ikke kan bringe nogen løsning, så længe det ikke sprænger den kapitalistiske produktionsmåde selv, bliver det periodisk. Den kapitalistiske produktion frembringer en ny "ond cirkel".
Siden 1825, da den første almindelige krise brød ud, går hele den industrielle og kommercielle verden, produktionen og udvekslingen hos samtlige civiliserede folk og deres mere eller mindre barbariske vedhæng faktisk i ulave så nogenlunde hvert tiende år. Samkvemmet går i stå, markederne er overfyldte, produkterne ligger i lagre, der er ligeså mægtige som uafsættelige, de kontante penge bliver usynlige, kreditten forsvinder, fabrikkerne står stille, de arbejdende masser lider under mangel på livsfornødenheder, fordi de har produceret for mange livsfornødenheder, bankerot følger på bankerot, tvangsauktion på tvangsauktion. År efter år varer standsningen, produktivkræfter og produkter spildes og ødelægges i massevis, indtil de ophobede varemasser endelig under større eller mindre værdiforringelse svinder ind, indtil produktion og salg efterhånden kommer i gang igen. Lidt efter lidt fremskyndes gangen, slår over i trav, det industrielle trav slår over i galop, og dette øges yderligere til et fuldstændigt industrielt, kommercielt, kreditmæssigt og spekulativt forhindringsløbs tøjlesløse ridt, for endelig efter de mest halsbrækkende spring igen at ende i – sammenbruddets grøft. Og således om og om igen. Det har vi oplevet hele fem gange siden 1825, og vi oplever det for øjeblikket (1877) for sjette gang. Og disse krisers karakter er så skarpt udpræget, at Fourier ramte dem allesammen, da han betegnede den første som: crise pléthorique, krise på grund af overflod.
I kriserne kommer modsigelsen mellem samfundsmæssig produktion og kapitalistisk tilegnelse til voldsomt udbrud. Vareomløbet er for en tid tilintetgjort: cirkulationsmidlet, pengene, bliver en hindring for cirkulationen; alle love for vareproduktion og varecirkulation bliver vendt på hovedet. Det økonomiske sammenstød har nået sit højdepunkt: produktionsmåden gør oprør mod udvekslingsmåden.
Den kendsgerning, at produktionens samfundsmæssige organisering i fabrikken har udviklet sig til det punkt, hvor den er blevet uforenelig med det produktionsanarki, der består ved siden af og over den i samfundet – denne kendsgerning bliver håndgribelig for kapitalisterne selv gennem den voldsomme kapitalkoncentration, som fuldbyrder sig under kriserne, idet mange store og endnu flere små kapitalister bliver ruineret. Hele den kapitalistiske produktionsmådes mekanisme svigter under trykket af de produktivkræfter, som den selv har frembragt. Den kan ikke mere forvandle hele denne masse af produktivmidler til kapital: de ligger brak, og netop derfor må også den industrielle reservearmé ligge brak. Der er overflod af produktionsmidler, livsfornødenheder, disponible arbejdere, alle produktionens og den almindelige rigdoms elementer. Men "overfloden bliver nødens og mangelens kilde" (Fourier), fordi det netop er den, som forhindrer produktionsmidlernes og livsfornødenhedernes forvandling til kapital. Thi i det kapitalistiske samfund kan produktionsmidlerne kun træde i virksomhed, hvis de først er blevet forvandlet til kapital, til midler til udbytning af menneskelig arbejdskraft. Nødvendigheden af, at produktionsmidler og livsfornødenheder forvandles til kapital står som et spøgelse mellem dem og arbejderne. Den alene forhindrer, at de saglige og personlige kræfter i produktionen forenes; den alene forbyder produktionsmidlerne at fungere, arbejderne at arbejde og leve. Herved afsløres altså på den ene side den kapitalistiske produktionsmådes egen uduelighed til videre forvaltning af disse produktivkræfter. På den anden side stræber disse produktivkræfter selv med stigende kraft efter at ophæve denne modsigelse, efter at blive frigjort fra at være kapital, efter faktisk anerkendelse af deres karakter af samfundsmæssige produktivkræfter.
Det er de vældigt voksende produktivkræfters modtryk mod deres kapitalkarakter, denne stigende tvang til at anerkende deres samfundsmæssige natur, som mere og mere tvinger kapitalistklassen selv til at behandle dem som samfundsmæssige produktivkræfter, for så vidt dette overhovedet er muligt indenfor kapitalforholdet. Både den industrielle højtryksperiode med dens ubegrænsede kreditopsvulmen og selve krakket ved store kapitalistiske foretagenders sammenbrud fører hen mod den form for mere samfundsmæssig drift af større masser af produktionsmidler, som vi møder i de forskellige arter af aktieselskaber. Mange af disse produktions- og samfærdselsmidler er på forhånd så kolossale, at de, som f.eks. jernbanerne, udelukker enhver anden form for kapitalistisk udbytning. På et vist udviklingstrin slår heller ikke denne form mere til; de indenlandske storproducenter i en og samme industrigren slutter sig sammen i en "trust", en sammenslutning, der har til formål at regulere produktionen; de bestemmer hvor meget der i alt skal produceres, fordeler det mellem sig og fremtvinger således den på forhånd fastsatte salgspris. Da imidlertid sådanne truster for det meste går op i limningen, så snart der indtræder dårlige tider, ansporer de netop derved til en endnu mere koncentreret samfundsmæssig drift: hele industrigrenen forvandler sig til et eneste stort aktieselskab, og dette ene selskabs indenlandske monopol indtager den indenlandske konkurrences plads; således skete det allerede 1890 med den engelske alkaliproduktion, som nu, efter sammensmeltningen af samtlige 48 store fabriker, bliver drevet som et eneste selskab, der ledes som en helhed og har en kapital på 120 millioner mark.
I trusterne slår den fri konkurrence over i monopolet: det kapitalistiske samfunds planløse produktion kapitulerer over for det frembrydende socialistiske samfunds planmæssige produktion. Foreløbig imidlertid kun til gavn og glæde for kapitalisterne. Men her bliver udbytningen så håndgribelig, at den må bryde sammen. Intet folk ville finde sig i en produktion, der blev ledet af truster, i en så utilsløret udbytning af hele befolkningen gennem en lille bande kuponklippere.
På den ene eller den anden måde, med eller uden trust, bliver staten, det kapitalistiske samfunds officielle repræsentant, til sidst nødt til at overtage ledelsen af produktionen [9]. Ved de store samfærdselsforetagender: post, telegraf og jernbane, kommer det først frem, at overgangen til statsejendom er nødvendig.
Mens kriserne godtgjorde bourgeoisiets udulighed til videre forvaltning af de moderne produktivkræfter, så viser omdannelsen af de store produktions- og samfærdselsforetagender til aktieselskaber, truster og statsejendom, at bourgeoisiet kan undværes på dette punkt. Alle kapitalisternes samfundsmæssige funktioner bliver nu udført af lønnede funktionærer. Kapitalisten har ikke mere nogen anden samfundsmæssig virksomhed end at indkassere fortjenesten, klippe kuponer og spille på børsen, hvor de forskellige kapitalister indbyrdes fratager hinanden kapitalen. Har den kapitalistiske produktionsmåde i begyndelsen fortrængt arbejderne, så fortrænger den nu kapitalisterne og forviser dem, akkurat ligesom tidligere arbejderne, til den overflødige befolkning, omend ikke straks til den industrielle reservearmé.
Hverken forvandlingen til aktieselskaber og truster eller til statsejendom ophæver imidlertid produktivkræfternes kapitalkarakter. Ved aktieselskaberne og trusterne er dette åbenbart. Og den moderne stat er igen ikke andet end den organisation, som det borgerlige samfund giver sig selv for at opretholde de almene ydre forudsætninger for den kapitalistiske produktionsmåde mod overgreb såvel fra arbejdernes side som fra enkelte kapitalisters. Den moderne stat, hvilken form den end har, er hovedsagelig en kapitalistisk maskine, kapitalisternes stat, den ideelle overkapitalist. Jo flere produktivkræfter, der går over i dens besiddelse, desto mere bliver den virkelig overkapitalist, desto flere statsborgere udbytter den. Arbejderne bliver ved med at være lønarbejdere, proletarer. Kapitalforholdet ophæves ikke, det bliver tværtimod sat på spidsen. Men på spidsen slår det om. Statsbesiddelsen af produktivkræfterne er ikke konfliktens løsning, men den indebærer i sig det formelle middel, nøglen til løsningen.
Denne løsning kan kun blive, at de moderne produktivkræfters samfundsmæssige natur faktisk bliver anerkendt, at altså produktions-, tilegnelses- og udvekslingsmåden bliver bragt i samklang med produktionsmidlernes samfundsmæssige karakter. Og dette kan kun ske på den måde, at samfundet åbent og uden omveje tager de produktivkræfter i besiddelse, der er vokset fra enhver anden ledelse end samfundets. Dermed bliver da produktionsmidlernes og produkternes samfundsmæssige karakter, der i øjeblikket vender sig mod producenterne selv, og som periodisk gennembryder produktions- og udvekslingsmåden og kun gør sig gældende voldsomt og ødelæggende som blindtvirkende naturlov, med fuld bevisthed gjort gældende af producenterne og forvandler sig fra en årsag til forstyrrelser og periodiske sammenbrud til den mægtigste løftestang for selve produktionen.
De drivende kræfter i samfundet virker på akkurat samme måde som naturkræfterne: blindt, voldsomt og ødelæggende, så længe vi ikke har erkendt dem og ikke regner med dem. Har vi imidlertid først erkendt dem, lært deres virksomhed, deres retninger og deres virkninger at kende, så afhænger det kun af os, hvornår vi mere og mere underkaster dem vor vilje og når vore mål ved hjælp af dem. Og i særlig grad gælder dette om nutidens vældige produktivkræfter. Sålænge vi hårdnakket vægrer os ved at forstå deres natur og karakter – og den kapitalistiske produktionsmåde og dens forsvarere prøver faktisk at forpurre denne forståelse – sålænge vil disse kræfter udfoldes uafhængigt af os, mod os, sålænge behersker de os, sådan som vi udførligt har fremstillet det. Men er deres natur først én gang begrebet, kan de i hænderne på de forenede producenter forvandles fra dæmoniske herskere til lydige tjenere. Det er forskellen mellem elektricitetens ødelæggende voldsomhed i uvejrslynet og telegrafens og buelysets bundne elektricitet; forskellen mellem ildebranden og ilden taget i menneskets tjeneste. Ved denne behandling træder en samfunds- og planmæssig regulering af produktionen efter helhedens og hver enkelts behov i stedet for det samfundsmæssige produktionsanarki. Dermed bliver den kapitalistiske tilegnelsesmåde, under hvilken produktet først underkuer producenten og dernæst udbytteren, erstattet af den tilegnelsesmåde af produkterne, som er begrundet i selve de moderne produktionsmidlers natur: på den ene side direkte social tilegnelse som middel til opretholdelse og udvidelse af produktionen, på den anden side direkte individuel tilegnelse som middel til at leve og nyde.
Idet den kapitalistiske produktionsmåde mere og mere forvandler befolkningens store flertal til proletarer, skaber den selv den magt, som er tvunget til at fuldbyrde denne omvæltning, da de ellers må gå under. Idet den mere og mere tvinger til at forvandle de store samfundsmæssige produktionsmidler til statsejendom, anviser den selv vejen til omvæltningens fuldbyrdelse. Proletariatet sætter sig i besiddelse af statsmagten og forvandler først produktionsmidlerne til statsejendom. Men dermed ophæver det sig selv som proletariat, dermed ophæver det alle klasseforskelle og klassemodsætninger, og dermed også staten som stat. Det hidtidige samfund, der bevægede sig inden for klassemodsætninger, havde brug for staten, dvs. en organisation af vedkommende udbyttende klasse til opretholdelse af sine ydre produktionsbetingelser, altså navnlig til med magt at holde den udbyttede klasse nede i den form for undertrykkelse (slaveri, livegenskab eller stavnsbånds lønarbejde), som den bestående produktionsmåde betingede. Staten var hele samfundets officielle repræsentant, dets sammenfatning i et synligt organ, men den var det kun, for så vidt den var den klasses stat, som på sin tid selv repræsenterede hele samfundet: i oldtiden var den de slaveholdende statsborgeres stat, i middelalderen lensadelens, i vor tid bourgeoisiets. Idet den endelig faktisk bliver hele samfundets repræsentant, gør den sig selv overflødig. Så snart der ikke mere findes nogen samfundsklasse, der skal holdes nede, så snart klasseherredømmet er fjernet og den kamp for den enkeltes eksistens afskaffet, som opstår på grund af det hidtidige anarki i produktionen, og altså de sammenstød og udskejelser, der udspringer heraf, er der ikke mere noget, der skal undertrykkes, og som kunne nødvendiggøre en særlig undertrykkelsesmagt, en stat. Den første handling, under hvilken staten virkelig optræder som repræsentant for hele samfundet – overtagelsen af produktionsmidlerne i samfundets navn – er samtidig dens sidste selvstændige handling som stat. Statsmagtens indgriben i samfundsforhold bliver overflødig på det ene område efter det andet og sover så hen af sig selv. I stedet for hersken over personer træder nu forvaltning af ting og ledelse af produktionsprocesser. Staten bliver ikke "afskaffet", den dør bort. I forhold hertil må man måle frasen om den "fri folkestat", altså både med hensyn til dens tidsbegrænsede agitatoriske berettigelse og med hensyn til dens endelige videnskabelige utilstrækkelighed; det samme gælder de såkaldte anarkisters krav om, at staten skal afskaffes fra den ene dag til den anden.
Lige siden den kapitalistiske produktionsmåde trådte ind på historiens scene, har samfundets overtagelse af samtlige produktionsmidler ofte, mere eller mindre uklart, foresvævet både enkeltpersoner og hele sekter som fremtidsideal. Men den kunne først blive mulig, først blive en historisk nødvendighed, da de faktiske forudsætninger for dens gennemførelse var til stede. Som ethvert andet socialt fremskridt bliver dette gennemførligt, ikke ved, at man er nået til erkendelse af, at tilstedeværelsen af klasser står i modstrid med retfærdighed, lighed osv., ikke ved hjælp af den blotte vilje til at afskaffe disse klasser, men ved visse nye økonomiske betingelser. Samfundets spaltning i en udbyttende og en udbyttet, en herskende og en undertrykt klasse, var den nødvendige følge af produktionens ringe udvikling i fortiden. Så længe samfundets samlede arbejde kun afkaster et udbytte, der kun i ringe grad overskrider det, som kræves til den tarveligste eksistens for alle, så længe arbejdet altså lægger beslag på al eller næsten al tid for det store flertal af samfundsmedlemmer, så længe må dette samfund nødvendigvis dele sig i klasser. Ved siden af det store flertal, som udelukkende træller for arbejdet, danner der sig en klasse, der er befriet fra direkte produktivt arbejde, som varetager samfundets fælles anliggender: arbejdsledelse, statsforretninger, justits, videnskab, kunst osv. Det er altså arbejdsdelingens lov, som ligger til grund for klassedelingen. Men det hindrer ikke, at denne inddeling i klasser er blevet sat igennem ved vold og rov, list og bedrageri, og at den herskende klasse, når den først er i sadlen, aldrig har undladt at befæste sit herredømme på den arbejdende klasses bekostning og at forvandle den samfundsmæssige ledelse til en forøget udbytning af masserne.
Men selv om inddelingen i klasser således har en vis historisk berettigelse, så har den det dog kun for et givet tidsrum, for givne sociale forudsætninger. Den bundede i produktionens utilstrækkelighed: den vil blive fejet væk ved de moderne produktivkræfters fulde udfoldelse Og faktisk forudsætter afskaffelsen af de sociale klasser en sådan historisk udviklingsgrad, at det bliver en anakronisme, en forældet indretning, når ikke blot den og den bestemte herskende klasse eksisterer, men når en herskende klasse overhovedet, altså selve klasseforskellen, eksisterer. Den har altså til forudsætning en udviklingsgrad af produktionen, på hvilken tilegnelsen af produktionsmidlerne og produkterne og dermed en særlig samfundsklasses politiske herredømme, monopol på dannelse og åndelig føring, ikke blot er blevet overflødig, men også økonomisk, politisk og intellektuelt en hindring for udviklingen. Dette punkt er nu nået. Er bourgeoisiets politiske og intellektuelle bankerot næppe længere en hemmelighed for det selv, så gentager dets økonomiske bankerot sig regelmæssigt hvert tiende år. I hver krise kvæles samfundet under vægten af dets egne produktivkræfter og produkter, som det ikke kan anvende, og står hjælpeløst over for den absurde modsigelse, at producenterne ikke har noget at konsumere, fordi der er mangel på konsumenter. Produktionsmidlernes ekspansionskraft sprænger de bånd, som den kapitalistiske produktionsmåde har lagt på dem. Deres befrielse for disse bånd er den eneste betingelse for en uafbrudt, stadig hurtigere fremadskridende udvikling af produktivkræfterne og dermed af en praktisk talt ubegrænset forøgelse af selve produktionen. Ikke nok med det. Den samfundsmæssige tilegnelse af produktionsmidlerne fjerner ikke blot de nuværende kunstige hæmninger for produktionen, men også den positive bortødslen og ødelæggelse af produktivkræfter og produkter, som i øjeblikket er produktionens uundgåelige ledsager, og som når sit højdepunkt i kriserne. Den frigør endvidere en mængde produktionsmidler og produkter til fordel for hele samfundet, idet den gør ende på den nu herskende klasses og dens politiske repræsentanters vanvittige luksus. Muligheden for ved hjælp af samfundsproduktionen at sikre alle samfundsmedlemmer en eksistens, som ikke blot er materielt fuldtud tilstrækkelig og fra dag til dag bliver bedre, men som også garanterer dem den fuldstændigt fri uddannelse og udfoldelse af deres legemlige og åndelige anlæg, denne mulighed er der nu for første gang, men den er der. [10]
Med samfundets overtagelse af produktionsmidlerne er vareproduktionen afskaffet og dermed produkternes herredømme over producenterne. Anarkiet inden for den samfundsmæssige produktion erstattes med planmæssig bevidst organisation. Kampen for den enkeltes eksistens hører op. Dermed træder mennesket i en vis forstand endeligt ud af dyreriget, træder fra dyriske kår ind i virkelig menneskelige. Summen af de livsforhold, som omgiver menneskene, og som indtil nu beherskede dem, kommer nu ind under menneskenes herredømme og kontrol, og menneskene bliver for første gang bevidste, virkelige herrer over naturen, fordi de og idet de bliver herrer over deres egne samfundsforhold. Lovene for deres egen sociale handlen, som tidligere stod for dem som fremmede naturlove, der beherskede dem, bliver da med fuld sagkundskab anvendt og derved behersket af menneskene. Menneskenes samfundsmæssige tilværelse, der tidligere stod for dem som påtvunget af natur og historie, bliver nu deres fri virksomhed. De objektive, fremmede magter, som tidligere beherskede historien, træder ind under menneskenes egen kontrol. Først fra da af skaber menneskene selv deres historie med fuld bevidsthed, først fra da af vil de sociale årsager, som sættes i bevægelse af dem, overvejende og i stadigt stigende grad få de tilsigtede virkninger. Det er menneskehedens spring fra nødvendighedens rige ind i frihedens rige.
*
Lad os til slut kort sammenfatte vor udviklingsgang:
I. Det middelalderlige samfund: Lille enkeltproduktion. Produktionsmidlerne tilpasset efter enkeltmandbrug, derfor primitivt ubehjælpsomme, småtskårne, med dværgagtig virkning. Produktion for det umiddelbare forbrug, enten producentens eget eller herremandens. Kun dér, hvor der er et overskud af produktion ud over dette forbrug, bliver dette overskud udbudt til salg og kommer ind i en omsætning: vareproduktionen er altså først ved at opstå; men allerede nu indeholder den i sig spiren til anarkiet i den samfundsmæssige produktion.
II. Den kapitalistiske revolution: Industriens omdannelse først gennem simpel kooperation og manufaktur. Koncentration af de indtil da spredte produktionsmidler i store værksteder, og som følge deraf forvandling fra produktionsmidler for enkeltmand til samfundsmæssige - en forvandling, som i det store og hele ikke berører formen for udvekslingen. De gamle tilegnelsesformer eksisterer vedblivende. Kapitalisten dukker op: i sin egenskab af produktionsmidlernes ejer tilegner han sig også produkterne og gør dem til varer. Produktionen er blevet en samfundsmæssig handling; udvekslingen og dermed tilegnelsen er stadig individuelle handlinger, den enkeltes handlinger: det samfundsmæssige produkt tilegnes af enkeltkapitalisten. En grundmodsigelse, af hvilken alle de modsigelser udspringer, inden for hvilke det nuværende samfund bevæger sig, og som storindustrien bringer for dagens lys.
A. Producentens adskillelse fra produktionsmidlerne. Arbejderens fordømmelse til livsvarigt lønarbejde. Modsætning mellem proletariat og bourgeoisi.
B. De love, som behersker vareproduktionen, træder stærkere frem og virker med stigende styrke. Tøjlesløs konkurrencekamp. Modsigelse mellem den samfundsmæssige organisation i den enkelte fabrik og det samfundsmæssige anarki i den samlede produktion.
C. På den ene side en forbedring af maskinerne, hvad der gennem konkurrencen bliver til et tvangsbud for hver enkelt fabrikant og ensbetydende med, at en stadig stigende mængde arbejdere afskediges: industriel reservearmé. - På den anden side ubegrænset udvidelse af produktionen, ligeledes konkurrencens tvangslov for hver fabrikant. – Af begge grunde uhørt udvikling af produktivkræfterne, tilbudets overskridelse af efterspørgslen, overproduktion, overfyldning af markederne, kriser hvert tiende år, "ond cirkel": på den ene side overflod af produktionsmidler og produkter - på den anden side overflod af arbejdere uden beskæftigelse og uden eksistensmidler. Men begge disse løftestænger for produktionen og den samfundsmæssige velstand kan ikke forenes, fordi den kapitalistiske produktionsform forbyder produktivkræfterne at virke, produkterne at cirkulere, medmindre de da først har forvandlet sig til kapital: hvilket netop overfloden af dem forhindrer. Modsigelsen er steget til meningsløshed: produktionsmåden gør oprør mod udvekslingsformen. Bourgeoisiets manglende evne til fortsat at lede sine egne samfundsmæssige produktivkræfter er afsløret.
D. Delvis indrømmelse af produktivkræfternes samfundsmæssige karakter, en indrømmelse kapitalisterne selv nødes til at gøre. De store produktions- og samfærdselsorganismer overtages først af aktieselskaber, senere af truster, endelig af staten. Bourgeoisiet fremtræder som overflødig klasse; alle dets samfundsmæssige funktioner bliver nu udført af lønnede funktionærer.
III. Den proletariske revolution, opløsning af modsigelserne: proletariatet sætter sig i besiddelse af den offentlige magt og forvandler i kraft af denne magt de samfundsmæssige produktionsmidler, som glider ud af hænderne på bourgeoisiet, til offentlig ejendom. Gennem denne handling frigør det produktionsmidlerne fra deres hidtidige kapitalkarakter og giver deres samfundsmæssige karakter fuld frihed til at gøre sig gældende. En samfundsmæssig produktion efter en forudbestemt plan bliver nu mulig. Produktionens udvikling gør den fortsatte eksistens af forskellige samfundsklasser til en anakronisme. I samme forhold, som anarkiet i den samfundsmæssige produktion svinder bort, sover også statens politiske autoritet ind. Menneskene, der endelig er blevet herre over deres egen form for samfundsdannelse, er dermed samtidig blevet herre over naturen, herre over sig, selv – fri.
At gennemføre denne verdensbefriende handling er det moderne proletariats historiske mission. At udforske denne handlings historiske forudsætninger og dermed selve dens natur og således at bringe den klasse, der er kaldet til at udføre denne handling, men som i øjeblikket er undertrykt, til bevidsthed om dens egen handlings betingelser og natur, påhviler det teoretiske udtryk for den proletariske bevægelse, den videnskabelige socialisme.
6. Mefistofeles ord i Goethes Faust. – Red.
7. Det er ikke nødvendigt her at udrede, at selv om også tilegnelsesformen vedbliver at være den samme, bliver tilegnelsens karakter ved den ovenfor skildrede proces revolutioneret ikke mindre end produktionen. Om jeg tilegner mig mit eget produkt eller andres produkt, det er naturligvis to meget forskellige arter af tilegnelse. I parentes bemærket: lønarbejdet, i hvilket allerede spiren til hele den kapitalistiske produktionsmåde ligger, er meget gammelt; isoleret og spredt fandtes det i århundreder side om side med slaveriet. Men spiren kunne først udfolde sig til kapitalistisk produktionsmåde, da de historiske forudsætninger var tilvejebragt. (Note af Engels).
8. Den arbejdende klasses stilling i England, s. 109. (Note af Engels).
9. Jeg siger bliver nødt til. Thi kun i det tilfælde, at produktions- og samfærdselsmidlerne virkelig er vokset fra at blive ledet af aktieselskaber, at altså nationaliseringen er blevet økonomisk uafviselig, kun i dette tilfælde betyder den, også når den fuldbyrdes af den moderne stat, et økonomisk fremskridt, kun da betyder den, at man har nået et nyt trin på vejen til selve samfundets overtagelse af alle produktivkræfter. Der er imidlertid i den sidste tid, efter at Bismarck har slået sig på nationalisering, optrådt en vis falsk socialisme, som hist og her endog har udartet til øjentjeneri, som uden videre erklærer, at enhver nationalisering, selv den bismarckske, er socialistisk. Javist, hvis statsproduktion af tobak var socialistisk, så måtte Napoleon og Metternich regnes med til socialismens grundlæggere. Når den belgiske stat af ganske dagligdags politiske og finansielle grunde har bygget sine hovedjernbanelinjer selv, når Bismarck, uden at det på nogen måde var økonomisk nødvendigt, har socialiseret Preussens hovedjernbanelinjer, simpelthen for at kunne indrette og udnytte dem bedre i krigsøjemed, for at opdrage jernbanepersonalet til regeringens stemmekvæg og hovedsagelig for at skaffe sig en ny indtægtskilde, der var uafhængig af parlamentsvedtagelser – så var det på ingen måde socialistiske handlinger, hverken direkte eller indirekte, hverken bevidst eller ubevidst. Ellers ville også den kongelige skibsfart, den kongelige porcelænsmanufaktur, ja selv kompagniskrædderen ved militæret være socialistiske institutioner, for ikke at tale om, at der i trediverne under Frederik Vilhelm III af en udspekuleret fyr for alvor blev foreslået socialisering af – bordellerne. (Note af Engels).
10. Et par tal kan give en tilnærmelsesvis forestilling om de moderne produktionsmidlers enorme ekspansionskraft, selv under det kapitalistiske tryk. Efter Giffens beregning udgjorde Storbritanniens og Irlands samlede rigdom med runde tal:
1814 2200 mill. pund sterling = 44 milliarder mark 1865 6100 " " " = 122 " " 1875 8500 " " " = 170 " "
Hvad ødelæggelsen af produktionsmidler og produkter under kriserne angår så blev på de tyske industridrivendes 2. kongres i Berlin den 21. februar 1878 det samlede tab alene i den tyske jernindustri under det sidste krak opgjort til 455 mill. mark. (Note af Engels).