Dansk afdeling: Lenin: "Venstre"-kommunismen – en børnesygdom (1920)
De tyske kommunister, vi nu skal tale om, kalder sig ikke "venstre"-kommunister, men – hvis jeg ikke tager fejl – "principiel opposition" (22). Det følgende vil imidlertid vise, at de helt igennem opviser symptomer på "børnesygdommen venstreekstremisme".
I brochuren: Spaltningen i Tysklands Kommunistiske Parti (Spartakusforbundet), som gengiver denne oppositions standpunkt og er udgivet af lokalgruppen i Frankfurt a. Main, er indholdet i denne oppositions synspunkter, fremstillet særdeles plastisk, præcist, kort og klart. Nogle citater vil være tilstrækkelige til at gøre læseren bekendt med dette indhold:
"Det kommunistiske parti er den mest beslutsomme klassekamps parti …
Politisk bliver denne overgangstid (mellem kapitalisme og socialisme) det proletariske diktaturs periode …
Der opstår det spørgsmål, hvem der skal være bærer af diktaturet: Det kommunistiske parti eller den proletariske klasse? … Skal man principielt tilstræbe det kommunistiske partis eller den proletariske klasses diktatur?"
(Kursiv over alt som i originalen.)
Videre beskylder brochurens forfatter Tysklands Kommunistiske Partis "central" for at søge en vej til koalition med Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti og for at have fremdraget "spørgsmålet om principiel anerkendelse af alle politiske kampmidler", deriblandt parlamentarismen med det ene formål at dække over "centralen"s virkelige og væsentlige bestræbelse for at opnå en koalition med de Uafhængige. Derefter fortsætter brochuren:
"Oppositionen har valgt en anden vej. Den er af den mening, at spørgsmålet
om det kommunistiske partis herredømme eller om partiets
diktatur kun er et spørgsmål om taktik. I alle tilfælde
er det kommunistiske partis herredømme den sidste form
for ethvert partiherredømme. Principielt må
den proletariske klasses diktatur tilstræbes. Og alle partiets
forholdsregler, dets organisation og dets kampform, dets strategi
og taktik må tilpasses hertil. I overensstemmelse hermed
må man med al mulig beslutsomhed afvise ethvert kompromis
med andre partier, enhver tilbagevenden til parlamentarismens
historisk og politisk udlevede kampformer, enhver manøvre-
og forhandlingspolitik ... De specifikt proletariske metoder for
den revolutionære kamp må især fremhæves.
For at sammenslutte de bredeste proletariske kredse og lag, som
må optræde i den revolutionære kamp under ledelse
af det kommunistiske parti, må der imidlertid skabes nye
organisationsformer på det bredeste grundlag og med de videste
rammer. Dette samlingssted for alle revolutionære elementer
er Arbejderunionen, opbygget på basis af bedriftsorganisationerne.
I den må alle arbejdere samles, som følger parolen:
Ud af fagforeningerne! Her formeres det kæmpende proletariat
i de videste kampgeledder. Anerkendelse af klassekampen, sovjetsystemet
og diktaturet er tilstrækkeligt til optagelse. Al videre
politisk opdragelse af de kæmpende masser og den politiske
orientering under kampen er opgaver, der tilfalder det kommunistiske
parti, som står uden for Arbejderunionen ...
... To kommunistiske partier
står følgelig over for hinanden:
Det ene – førernes parti – som søger
at organisere den revolutionære kamp og lede den ovenfra,
som går med til kompromisser og parlamentarisme for at skabe
situationer, som gør det muligt for det at indtræde
i en koalitionsregering, i hvis hænder diktaturet vil ligge ...
Det andet – massernes parti – som venter den
revolutionære kamps rejsning nedefra, og som kun
kender og bruger en eneste målbevidst metode for denne kamp
og afviser alle parlamentariske og opportunistiske metoder. Denne
eneste metode er hensynsløst at styrte bourgeoisiet
for derefter at oprette proletariatets klissediktatur til virkeliggørelse
af socialismen...
... Dér førernes diktatur – her massernes diktatur! Det er vort løsen."
Dette er de væsentligste teser, som viser de synspunkter, der er karakteristiske for oppositionen i det tyske kommunistiske parti.
Enhver bolsjevik, som selv opmærksomt har gennemlevet eller på nært hold har fulgt bolsjevismens udvikling siden 1903, vil straks, når han læser disse betragtninger, udbryde: "Hvad er det for noget gammelt og velbekendt stads! Hvad er det for 'venstre'-radikal barnagtighed!"
Men lad os se lidt nærmere på de anførte betragtninger.
Allerede problemstillingen: "Partiets diktatur eller klassens diktatur? Ledernes diktatur (parti) eller massernes diktatur (parti)?" vidner om en ganske utrolig og håbløs tankeforvirring. De vil absolut udspekulere noget helt ekstra og gør sig med alle deres visdomsord latterlige. Enhver ved, at masserne er delt i klasser – at man kun kan tale om masser i modsætning til klasser, når man taler om det store flertal i almindelighed, uden opdeling efter stilling i den samfundsmæssige produktion, i modsætning til de enkelte kategorier, som indtager en særlig stilling i den samfundsmæssige produktion - at klasserne sædvanligvis og i de fleste tilfælde ledes af politiske partier, i det mindste i de nuværende civiliserede lande – at politiske partier i reglen ledes af mere eller mindre faste grupper af de mest autoritative, mest indflydelsesrige, mest erfarne personer, som er valgt til de mest ansvarsfulde poster, og som kaldes førere. Alt dette er abc. Alt dette er klart og ligetil. Men hvad skal vi så med den passiar, dette ny volapyk i stedet for? På den ene side er disse folk åbenbart blevet forvirrede i den vanskelige situation, der opstod ved, at den hastige skiften mellem legale og illegale forhold for partiet ødelagde den sædvanlige, normale og enkle forbindelse mellem førere, partier og klasser. I Tyskland var man som i andre europæiske lande blevet alt for vant til legaliteten, til fri og regulære valg af "førere" på ordinære partikongresser, til en bekvem kontrol af partiernes klassemæssige sammensætning ved parlamentsvalgene, møderne, pressen, stemningen i fagforeningerne og andre sammenslutninger o.s.v. Da man under revolutionens stormende forløb og borgerkrigens udvikling hurtigt måtte opgive disse vaner og gå over til at skifte mellem legalitet og illegalitet, til en kombination af disse former, til "ubekvemme" og "udemokratiske" metoder til at udsøge eller danne eller bevare "førergrupper", så mistede disse folk besindelsen og begyndte at udspekulere dette overnaturlige vrøvl. Sandsynligvis er visse medlemmer af Hollands kommunistiske parti, som har haft det uheld at være født i et lille land, hvor de har traditioner og vilkår, der skyldes en særlig privilegeret og særlig stabil legal stilling, og hvor de aldrig nogen sinde har set legale og illegale forhold skifte, selv blevet forvirrede og har tabt hovedet, siden de støtter disse tåbelige påfund.
På den anden side mærker man simpelt hen en ugennemtænkt, usammenhængende anvendelse af de nu så "moderne" vendinger om "masse" og "førere". Disse mennesker har hørt en hel del om angreb på "førerne" og om en modsætning mellem "førere" og "masse", og de har bidt mærke i det, men fatte sammenhængen, gøre sig sagen klar, har de ikke formået.
I alle lande trådte divergensen mellem "førere" og "masse" særlig klart og skarpt frem ved slutningen af den imperialistiske krig og i tiden derefter. Hovedårsagen til dette fænomen har Marx og Engels i årene 1852-1892 mange gange klarlagt ved at tage England som eksempel. Englands monopolstilling førte til, at der af "massen" udskiltes et "arbejderaristokrati", halvvejs småborgerligt, opportunistisk. Førerne for dette arbejderaristokrati gik til enhver tid over på bourgeoisiets side og blev – direkte eller indirekte – betalt af dette. Marx nød den ære at pådrage sig dette paks had, fordi han åbent stemplede dem som forrædere. Den nyeste imperialisme (i det 20. århundrede) gav nogle fremskredne lande en monopolistisk, privilegeret stilling, og på dette grundlag fremtrådte der overalt i II Internationale en vis type forræderiske førere, opportunister, socialchauvinister, som forsvarede deres eget laugs, det snævre arbejderaristokratis interesser. Der opstod et skel mellem de opportunistiske partier og "masserne", det vil sige de arbejdendes brede lag, deres flertal, de dårligst betalte arbejdere. Det revolutionære proletariats sejr er ikke mulig, hvis man ikke bekæmper dette onde, afslører, brændemærker og fordriver de opportunistiske, socialforræderiske førere. En sådan politik er det da også, III Internationale fører.
I den anledning at svinge sig op til generelt at stille massernes diktatur i modsætning til ledernes diktatur er en latterlig meningsløshed og dumhed. Især er det morsomt, at man under parolen: "Ned med førerne" faktisk erstatter de gamle førere, der nærer almindelige menneskelige meninger om simple ting, med nye førere, som blot er fulde af overnaturligt vrøvl og forvirring. Af den slags er i Tyskland Lauffenberg, Wolffheim, Horner, Karl Schröder, Friedrich Wendel og Karl Erler *). Denne sidstes forsøg på at "uddybe" spørgsmålet og overhovedet erklære politiske partier for overflødige og "borgerlige", er allerede sådanne herkulessøjler (23) af dumhed, at man kun har et skuldertræk tilovers. Det er unægteligt sådan, at man altid kan gøre en lille fejl om til en uhyrlig og grov, hvis man fremturer med fejlen, søger at begrunde den dybtgående og "fører den ud i dens konsekvens".
En afvisning af partiet og partidisciplinen, det var, hvad der kom ud af det hos oppositionen. Dette ville være ensbetydende med en fuldstændig afvæbning af proletariatet til gavn for bourgeoisiet. Dette er ensbetydende med netop den småborgerlige splittethed, vankelmodighed og mangel på udholdenhed, sammenhold og evne til planmæssig aktion, som uvægerligt vil ødelægge enhver proletarisk revolutionær bevægelse, hvis man lader den passere. At kaste vrag på partiet ud fra kommunismens synspunkt betyder at gøre et spring fra tiden før kapitalismens fald (i Tyskland), ikke til kommunismens laveste eller mellemste, men til dens højeste fase. Her i Rusland tager vi – i det tredje år efter bourgeoisiets fald – de første skridt på vejen fra kapitalismen til socialismen eller til kommunismens laveste stadium. Klasserne eksisterer og vil overalt vedblive at eksistere i årevis efter proletariatets erobring af magten. Måske kan denne frist tænkes at blive mindre i England, hvor der ingen bønder er (men dog små næringsdrivende!). At ophæve klasserne vil ikke blot sige at fordrive godsejerne og kapitalisterne – det gjorde vi forholdsvis let – det vil også sige at afskaffe de små vareproducenter, men dem kan man ikke fordrive, dem kan man ikke undertrykke, dem må man leve sammen med, dem kan (og skal) man omforme og omskole udelukkende ved et meget langvarigt, langsomt, forsigtigt organisatorisk arbejde. De omgiver proletariatet på alle sider med småborgerlig atmosfære, gennemsyrer det med den, fordærver det med den, fremkalder stadig inden for proletariatet tilbagefald til småborgerlig karakterløshed, splittethed, individualisme og svingninger mellem begejstring og forsagthed. Der behøves den strengeste centralisering og disciplin i proletariatets politiske parti for at modstå dette, for rigtigt, vellykket og sejrrigt at udfylde proletariatets organisatoriske rolle, som er dets vigtigste rolle. Proletariatets diktatur er en hårdnakket, blodig og ublodig, voldelig og fredelig, militær og økonomisk, pædagogisk og administrativ kamp mod det gamle samfunds kræfter og traditioner. Vanens magt hos millioner og atter millioner er den frygteligste magt. Uden et parti, jernhårdt og hærdet i kamp, uden et parti, der nyder tillid hos alt ærligt i denne klasse, uden et parti, der forstår at følge massernes stemning og indvirke på den, er det umuligt at vinde en sådan kamp.
At besejre det centraliserede storbourgeoisi er tusinde gange lettere end at "besejre" millioner og atter millioner af små næringsdrivende, men i deres uafladelige, daglige, usynlige og uhåndgribelige opløsende virksomhed skaber disse netop de resultater, som bourgeoisiet har brug for, og som genskaber bourgeoisiet. Den, som blot i mindste måde svækker den jernhårde disciplin i proletariatets parti (særlig under proletariatets diktatur), hjælper i virkeligheden bourgeoisiet mod proletariatet.
Ved siden af spørgsmålet: førere-parti-klasse-masse, må stilles spørgsmålet om de "reaktionære" fagforeninger. Først vil jeg imidlertid tillade mig endnu et par afsluttende bemærkninger på grundlag af vort partis erfaringer. I vort parti har vi altid haft angreb på "førernes diktatur". Første gang jeg husker sådanne angreb var i 1895, da partiet formelt endnu Ikke eksisterede, men en central gruppe i Petersborg var begyndt at danne sig og måtte påtage sig ledelsen af distriktsgrupperne (25). På vort partis 9. kongres (april 1920) var der også en lille opposition, som talte mod "førernes diktatur", "oligarki" o.s.v. (26). Der er derfor heller intet forbavsende, intet nyt, intet frygteligt ved "børnesygdommen" "venstrekommunisme" hos tyskerne. Denne sygdom forløber ufarligt, og når den er overstået bliver organismen endda stærkere. På den anden side førte den hurtige vekslen mellem legalt og illegalt arbejde i forbindelse med nødvendigheden af at gøre netop hovedstaben, netop førerne særlig "hemmelige" og konspirative, hos os undertiden til yderst farlige foreteelser. Det værste var, at en provokatør, Malinovskij, i 1912 kom ind i bolsjevikkernes centralkomité. Han forrådte snesevis af de bedste og mest hengivne kammerater, bragte dem på strafarbejde og forårsagede manges tidlige død. Når han ikke voldte endnu større skade, så var det, fordi vi havde indført en rigtig kombination af legalt og illegalt arbejde. For at vinde vor tillid måtte Malinovskij som medlem af partiets centralkomité og af dumaen hjælpe os med at udgive legale dagblade, som også under tsarismen forstod at føre kampen mod mensjevikkernes opportunisme og udbrede bolsjevismens grundsætninger i passende tilsløret form. Medens Malinovskij altså med den ene hånd sendte snese af bolsjevikkernes bedste folk på strafarbejde og i døden, måtte han med den anden hånd hjælpe til at opdrage titusinder af nye bolsjevikker gennem den legale presse. Det ville ikke være nogen skade til, om de tyske (og også de engelske og amerikanske, franske og italienske) kammerater, som står foran den opgave at lære at gøre et revolutionært arbejde i reaktionære fagforeninger, ville spekulere lidt over dette faktum **).
I mange lande, også i de mest fremskredne, sender bourgeoisiet utvivlsomt nu provokatører ind i de kommunistiske partier, og det vil de fortsat gøre. Et af midlerne til at bekæmpe denne fare er en klog kombination af illegalt og legalt arbejde.
*) Kommunistische Arbeiter-Zeitung
(24), Hamburg, 7. februar 1920, nr. 32, artiklen: Partiets Opløsning
af Karl Erler: "Arbejderklassen kan ikke knuse den
borgerlige stat uden at tilintetgøre det borgerlige demokrati,
og den kan ikke tilintetgøre det borgerlige demokrati uden
at knuse partierne."
De mest forvirrede hoveder blandt romanske syndikalister og anarkister kan være godt "tilfredse": Solide tyskere, der åbenbart anser sig for marxister (K. Erler og K. Horner beviser i deres artikler i nævnte blad særlig solidt, at de anser sig selv for solide marxister, og siger noget latterligt og utroligt tøjeri, som viser, at de ikke har forstået marxismens abc) – svinger sig op til at sige ting, som ingen steder hører hjemme. Anerkendelse af marxismen befrier i sig selv ikke for fejl. Russerne ved dette særlig godt, for hos os var marxismen særlig ofte "på mode".
**) Malinovskij blev krigsfange i Tyskland. Da han vendte tilbage til Rusland, efter at bolsjevikkerne var kommet til magten, blev han straks stillet for retten og skudt af vore arbejdere. Mensjevikkerne overfaldt os særlig ondartet for den fejl, at en provokatør havde været medlem af vort partis ck. Men da vi under Kerenskij krævede arrestation og retsforfølgning mod dumapræsidenten Rodsjanko, fordi Rodsjanko allerede før krigen havde fået kendskab til, at Malinovskij var provokatør, og ikke havde givet meddelelse herom til dumaens trudovikker (27) og arbejdere, så støttede hverken mensjevikkerne eller de socialrevolutionære, som deltog i regeringen sammen med Kerenskij, vort krav, og Rodsjanko forblev på fri fod og kunne frit tilslutte sig Denikin.