Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Om Junius-brochuren er skrevet juli 1916 og trykt oktober samme år i Sbornik Sotsial-Demokrata, der blev udgivet af avisen Sotsial-Demokrat.
Oversat til dansk af Gelius Lund
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 6, s. 183-97, Forlaget Tiden, København 1981.
Luxemburgs Junius-pjece er så vidt vides
ikke oversat til dansk, men hendes Udkast til
Juniusteserne, som også omtales i Lenins tekst,
gengiver hovedsynspunkterne i teseform. Teserne er skrevet
efter pjecen, men udgivet før, og er knapt
så pessimistiske.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 23. jan. 2000.
Endelig er der i Tyskland, illegalt, uden tilpasning til den nederdrægtige junkerlige censur, udkommet en socialdemokratisk pjece om krigens problemer! Forfatteren, der åbenbart tilhører partiets "venstreradikale" fløj, har underskrevet sin pjece med Junius (hvad der på latin betyder "den yngre") og kaldt den Socialdemokratiets Krise [1]. I et tillæg er aftrykt de Teser Om Det Internationale Socialdemokratis Opgaver, som blev forelagt allerede for Berner I. S. K. (Internationale Sozialistische Kommission) og offentliggjort i dens Bulletin Nr. 3 [2]; de stammer fra gruppen Internationale, som i foråret 1915 udgav et tidsskriftnummer under denne titel (med bidrag af Clara Zetkin, Mehring, Rosa Luxemburg, Thalheimer, Duncker, Ströbel o.a.), og som i vinteren 1915-16 afholdt en konference af socialdemokrater fra alle dele af Tyskland, hvor der blev givet tilslutning til disse teser [3].
Pjecen er skrevet i april 1915, som forfatteren siger i den d. 2. januar 1916 daterede indledning, og trykt "ganske uændret". Dens udgivelse på et tidligere tidspunkt blev hindret "ved ydre omstændigheder". Den befatter sig ikke så meget med "socialdemokratiets krise" som med en analyse af krigen, med en gendrivelse af legenden om krigens friheds- og nationale karakter, med en påvisning af, at krigen såvel fra Tyskland som fra de andre stormagters side er en imperialistisk krig, og endvidere med revolutionær kritik af det officielle partis adfærd. Junius' overordentlig livligt skrevne pjece har uden tvivl spillet en stor rolle i kampen mod det forhenværende socialdemokratiske parti i Tyskland, der var gået over på bourgeoisiets og junkernes side; den vil også fremdeles spille en stor rolle, og vi hilser forfatteren af ganske hjerte.
For den russiske læser, som er bekendt med den socialdemokratiske litteratur, der er udkommet på russisk i udlandet i årene 1914-16, byder Junius-brochuren intet principielt nyt. Når man læser denne brochure og sammenholder den tyske revolutionære marxists argumenter med det, der er nedlagt f.eks. i vort partis centralkomites manifest (september/november 1914) [4], i Bernresolutionerne (marts 1915) [5] og de talrige kommentarer, kan man ikke undgå at lægge mærke til den store ufuldstændighed, der præger Junius' argumenter, og til de to fejl han begår. Når vi i de følgende bemærkninger kritiserer Junius' mangler og fejl, må vi udtrykkeligt understrege, at vi gør dette af hensyn til den for marxisterne så nødvendige selvkritik og for alsidigt at efterprøve de anskuelser, der skal tjene som det åndelige grundlag for III Internationale. Junius-brochuren er i det store og hele et udmærket marxistisk arbejde, og det er meget vel muligt, at dens mangler til en vis grad er af tilfældig karakter.
Hovedmangelen ved Junius-brochuren og et direkte tilbageskridt i sammenligning med det legale (ganske vist straks efter udgivelsen forbudte) tidsskrift Die Internationale er fortielsen af sammenhængen mellem socialchauvinismen (forfatteren bruger hverken dette udtryk eller det mindre præcise udtryk socialpatriotisme) og opportunismen. Forfatteren taler ganske rigtigt om det tyske socialdemokratiske partis "kapitulation" og sammenbrud, om dets "officielle føreres forræderi", men videre går han ikke. Imidlertid har allerede Die Internationale givet en kritik af "Centrum", dvs. kautskyretningen, og retfærdigvis gennemhånet dets karakterløshed, dets prostituering af marxismen, dets tjenstagtighed over for opportunisterne. Dette samme tidsskrift begyndte at afsløre opportunisternes sande rolle, idet det f.eks. meddelte den yderst vigtige kendsgerning, at opportunisterne den 4. august 1914 mødte med et ultimatum, med en færdig beslutning om i alle tilfælde at stemme for kreditterne. I Junius-brochuren og i Teserne er der hverken tale om opportunismen eller om kautskyretningen! Dette er teoretisk urigtigt, thi man kan ikke forklare "forræderiet" uden at bringe det i forbindelse med opportunismen som retning, en retning der allerede kan se tilbage på en lang historie, hele II Internationales historie. Det er praktisk-politisk forkert, eftersom man hverken kan forstå eller overvinde "socialdemokratiets krise" uden at have klarlagt de to retningers betydning og rolle: den åbent opportunistiske (Legien, David osv.) og den fordækt opportunistiske (Kautsky og konsorter). Det er et tilbageskridt i sammenligning f.eks. med Otto Rühles historiske artikel i Vorwärts [6] for 12. januar 1916, hvor han klart og åbent påviser uundgåeligheden af en spaltning af Tysklands socialdemokratiske parti (Vorwärts' redaktion svarede ham med at gentage sødlige, hykleriske kautskyanske fraser uden at kunne anføre et eneste sagligt argument mod den kendsgerning, at der allerede eksisterer to partier, som ikke mere kan forsones med hinanden). Det er forbløffende inkonsekvent, for i Internationales 12. tese tales der direkte om nødvendigheden af en "ny" Internationale "som følge af det forræderi, de officielle repræsentationer for de førende landes socialistiske partier har begået" og som følge af "deres overgang ... til den borgerlig-imperialistiske politiks grundlag". Det er klart, at det simpelt hen ville være latterligt at tale om deltagelse i den "nye" Internationale fra det gamle Tysklands socialdemokratiske partis eller et andet partis side, der affinder sig med Legien, David og konsorter.
Hvordan dette tilbageskridt, som gruppen Internationale har gjort, lader sig forklare, ved vi ikke. Den største mangel ved hele den revolutionære marxisme i Tyskland er, at den mangler en fasttømret illegal organisation, som systematisk forfølger sin linje og opdrager masserne i de nye opgavers ånd: en sådan organisation måtte indtage en klar stilling såvel over for opportunismen som over for kautskyretningen. Dette er så meget nødvendigere, som de tyske revolutionære socialdemokrater har mistet de to sidste dagblade – Bremer Bürgerzeitung [7] og Volksfreund [8] i Braunschweig, der begge er gået over til kautskyfolkene. Kun gruppen Tysklands Internationale Socialister (ISD) [9] forbliver tro mod sin mening, klart og tydeligt for alle.
Nogle medlemmer af gruppen Internationale er tilsyneladende igen gledet ned i den principløse kautskyretnings sump. Ströbel er f.eks. gået så vidt, at han i Neue Zeit [10] gør Bernstein og Kautsky komplimenter! Og for ganske nylig, den 15. juli 1916, har han i bladene offentliggjort en artikel Pacifisme Og Socialdemokrati, hvor han forsvarer Kautskys overmåde banale pacifisme. Hvad Junius angår, vender han sig på det bestemteste mod det kautskyanske projektmageri i stil med "afrustningen", "afskaffelse af det hemmelige diplomati" osv. Det er muligt, at der i gruppen Internationale findes to strømninger: en revolutionær og en vaklende, som hælder til kautskyretningen.
Den første af Junius' vildfarelser er fastlagt i gruppen Internationales femte tese:
"... I denne den uhæmmede imperialismes tidsalder kan der ikke mere gives nationale krige. De nationale interesser tjener kun som middel til at føre de arbejdende folkemasser bag lyset for at bringe dem i tjenesteforhold til deres dødsfjende, imperialismen ..."
Begyndelsen af femte tese, der ender med denne sætning, er helliget en karakteristik af den nuværende krig som en imperialistisk krig. Det er muligt, at benægtelsen af nationale krige overhovedet er enten en fejltagelse eller også en tilfældig overdrivelse under betoningen af den ganske rigtige tanke, at den nuværende krig er en imperialistisk og ikke en national krig. Men da også det modsatte kan være tilfældet, eftersom den fejlagtige benægtelse af enhver national krig kan iagttages hos forskellige socialdemokrater som en reaktion mod den falske fremstilling af den nuværende krig som en national krig, så er vi tvunget til at gå nærmere ind på denne fejl.
Junius har fuldkommen ret, når han fremhæver de "imperialistiske omgivelsers" afgørende indflydelse i den nuværende krig; når han siger, at bag Serbien står Rusland, "bag den serbiske nationalisme står den russiske imperialisme", og at deltagelse i krigen f. eks. fra Hollands side ligeledes ville udspringe af imperialistiske bevæggrunde, da det for det første ville forsvare sine kolonier og for det andet være en af de imperialistiske koalitioners forbundsfælle. Det er ubestrideligt – med hensyn til den nuværende krig. Og når Junius her navnlig fremhæver, hvad der i første række forekommer ham vigtigt: kampen mod "den nationale krigs gøglebillede, som i øjeblikket behersker socialdemokratisk politik" (side 81), så må man anerkende hans betragtninger som rigtige og absolut velanbragte.
Kun ville det være en fejl, om man, ved at overdrive denne sandhed og afvige fra det marxistiske krav om altid at være konkret, ville overføre bedømmelsen af den nuværende krig på alle under imperialismen mulige krige og glemme de nationale bevægelser mod imperialismen. Det eneste argument til forsvar for tesen: "der kan ikke mere gives nationale krige", er, at verden er delt op mellem en klat imperialistiske "stormagter", hvorved enhver om end oprindelig national krig forvandles til en imperialistisk krig, eftersom den berører en af de imperialistiske magters eller koalitioners interesser (side 81 hos Junius).
Dette arguments urigtighed er iøjnefaldende. Selvfølgelig består den marxistiske dialektiks grundsætning i, at alle grænser i naturen og historien er betingede og forskydelige, at der ikke gives en eneste foreteelse, der ikke under visse betingelser kan slå over i sin modsætning. En national krig kan slå over i en imperialistisk og omvendt. Et eksempel: den store franske revolutions krige begyndte som nationale krige og var det også. Disse krige var revolutionære: de forsvarede den store revolution mod en koalition af kontrarevolutionære monarkier. Men da Napoleon skabte det franske kejserrige og underlagde sig en hel række af Europas gamle, store, levedygtige nationalstater, da blev de nationale franske krige imperialistiske krige, som selv atter frembragte nationale befrielseskrige mod Napoleons imperialisme.
Kun en sofist ville udviske forskellen mellem en imperialistisk og en national krig med den begrundelse, at den ene kan slå om i den anden. Dialektikken har mere end en gang – også i den græske filosofis historie – tjent som redskab for sofistik. Men vi vedbliver at være dialektikere, idet vi ikke bekæmper sofismerne ved at benægte enhver mulighed for et hvilket som helst omslag, men ved hjælp af en konkret analyse af det givne i dets miljø og dets udvikling.
At den givne imperialistiske krig, krigen 1914-1916, skal forvandle sig til en national krig, er i høj grad usandsynligt, fordi den klasse, der repræsenterer udviklingen fremad, er proletariatet, som objektivt stræber efter at forvandle denne krig til borgerkrig mod bourgeoisiet, og også af den grund at begge koalitioners kræfter er lidet forskellige, og fordi den internationale finanskapital overalt har skabt et reaktionært bourgeoisi. Men man kan ikke påstå, at en sådan forvandling er umulig: hvis Europas proletariat forbliver afmægtigt i de næste 20 år; hvis denne krig ender med sejre af samme slags som Napoleons sejre og med undertrykkelse af en række levedygtige nationalstater; hvis imperialismen uden for Europa (i første række den japanske og den amerikanske) ligeledes kan holde sig endnu 20 år uden f.eks. som følge af en japansk-amerikansk krig at slå over i socialismen, så er en stor national krig i Europa mulig. Det ville for Europa være en udvikling baglæns på nogle årtier. Det er ikke sandsynligt. Men umuligt er det ikke; thi det er udialektisk, uvidenskabeligt, teoretisk urigtigt at tro, at verdenshistorien går glat og jævnt fremad uden undertiden at gøre kæmpespring tilbage
Videre. Nationale krige i kolonierne og halvkolonierne er i imperialismens epoke ikke alene sandsynlige, men uundgåelige. I kolonierne og halvkolonierne (Kina, Tyrkiet, Persien) lever henved tusind millioner mennesker, dvs. over halvdelen af Jordens samlede befolkning. De nationale frihedsbevægelser er her enten meget stærke eller i færd med at vokse frem og udvikle sig. Enhver krig er fortsættelse af politikken med andre midler. Fortsættelsen af den nationale befrielses politik i kolonierne vil uundgåeligt være koloniernes nationale krige mod imperialismen. Sådanne krige kan føre til en imperialistisk krig mellem de nuværende imperialistiske "stormagter", eller ikke føre dertil – det afhænger af omstændighederne.
Et eksempel: England og Trankrig har i syvårskrigen kæmpet om kolonier, dvs. de førte en imperialistisk krig (hvilket er muligt såvel på basis af slaveri eller primitiv kapitalisme som på basis af den nuværende højtudviklede kapitalisme). Frankrig bliver besejret og mister en del af sine kolonier. Nogle år senere begynder de Nordamerikanske Stater den nationale frihedskrig mod England alene. Frankrig og Spanien, som selv endnu ejer en del af De Forenede Stater af i dag, slutter på grund af deres fjendskab mod England dvs. på grund af de imperialistiske interesser, en venskabspagt med de stater, som har rejst sig mod England. Franske tropper slår sammen med amerikanske tropper englænderne. Vi har her at gøre med en national frihedskrig, i hvilken den imperialistiske konkurrence er et element, der kommer til, uden alvorlig betydning, i modsætning til hvad vi ser i krigen 1914-1916 (det nationale element i den østrigsk-serbiske krig har ingen alvorlig betydning i sammenligning med den alt bestemmende imperialistiske konkurrence). Deraf fremgår det klart, hvor meningsløst det ville være at anvende begrebet imperialisme skematisk og deraf slutte, at nationale krige er "umulige". En national frihedskrig, f.eks. et forbund mellem Persien, Indien og Kina mod disse eller hine imperialistiske magter er absolut mulig og sandsynlig, eftersom den ville fremgå af disse landes nationale frihedsbevægelse, og en sådan krigs omslag i en imperialistisk krig mellem de nuværende imperialistiske magter vil afhænge af overordentlig mange konkrete forhold, for hvis indtræden det ville være latterligt at garantere.
For det tredje kan man i imperialismens tidsalder ikke anse nationale krige for umulige selv i Europa. "Imperialismens tidsalder" har gjort den nuværende krig til en imperialistisk krig, den vil uundgåeligt avle nye krige (så længe socialismen ikke er kommet), den har gjort de nuværende stormagters politik helt igennem imperialistisk, men denne "tidsalder" udelukker på ingen måde nationale krige, f.eks. fra de små stater (lad os sige annekterede eller nationalt undertrykte stater) mod de imperialistiske magter, og den udelukker heller ikke meget omfattende nationale bevægelser i Europas østlige del. Junius anlægger f.eks. med hensyn til Østrig et meget sundt syn, idet han tager ikke blot det "økonomiske", men også det egenartet politiske i betragtning, fremhæver "Østrigs indre leveudygtighed" og fastslår, at "det habsburgske monarki ikke er en politisk organisation for en borgerlig stat, men kun en løs sammenføjning af kliker af sociale snyltere", og at "Østrig-Ungarns likvidering historisk set kun vil være en fortsættelse af Tyrkiets opløsning og ligesom denne er et krav, som stilles af den historiske udviklingsproces". Det forholder sig ikke anderledes med nogle Balkanstater og med Rusland. Og under forudsætning af stærk udmattelse af "stormagterne" i denne krig og under forudsætning af revolutionens sejr i Rusland er nationale krige, endda sejrrige, fuldt ud mulige. De imperialistiske magters intervention er i praksis ikke under alle omstændigheder gennemførlig – dette på den ene side. Når man imidlertid på den anden side ganske uden videre fastslår, at en lille stats krig mod en kæmpestat skulle være udsigtsløs, så må man dertil sige, at en udsigtsløs krig også er en krig; desuden kan visse foreteelser i "statsgiganternes" indre, f.eks. en begyndende revolution, gøre en "udsigtsløs" krig overordentlig "lovende".
Vi har beskæftiget os så udførligt med det urigtige i påstanden om, at der "ikke mere kan gives nationale krige", ikke blot af den grund, at den teoretisk er åbenbart forkert. Det ville naturligvis være meget kedeligt, hvis "venstrefløjen" lagde skødesløshed over for marxismens teori for dagen på en tid, hvor III Internationales grundlæggelse kun er mulig på den ikke forfladigede marxismes grundlag. Men også i praktisk-politisk henseende er denne fejl meget skadelig: af den afledes den meningsløse propaganda for "afvæbning", eftersom der angivelig ikke mere kan tænkes andre krige end reaktionære; af den afleder man den endnu mere meningsløse og direkte reaktionære ligegyldighed over for de nationale bevægelser. En sådan ligegyldighed bliver til chauvinisme, når medlemmer af "store" europæiske nationer, dvs. de nationer, som undertrykker en mængde små og koloniale folkeslag, med højlærd mine erklærer: "Der kan ikke mere gives nationale krige!" Nationale krige mod imperialistiske magter er ikke blot mulige og sandsynlige, de er uundgåelige, de bærer fremskridtet i sig og er revolutionære, om end der naturligvis, for at de skal lykkes, kræves enten forenede anstrengelser af et uhyre tal af indbyggere i undertrykte lande (hundreder af millioner i det af os nævnte eksempel Indien og Kina), eller en særlig gunstig situation (f.eks. lammelse af de imperialistiske staters intervention som følge af deres svækkelse, deres krigsførelse, deres modsætninger osv.) eller den samtidige opstand fra proletariatets side i en af stormagterne mod bourgeoisiet (dette i vor opregning sidste tilfælde er det første set ud fra det ønskelige og fordelagtige for proletariatets sejr).
Det må imidlertid bemærkes, at det ville være uretfærdigt at beskylde Junius for ligegyldighed over for de nationale bevægelser. Han fremhæver dog i det mindste blandt den socialdemokratiske fraktions synder, at den tav til henrettelsen af en fører for de indfødte i Cameroun på grund af "forræderi" (åbenbart på grund af et opstandsforsøg i anledning af krigen), og han betoner et andet sted (specielt for de herrer Legien, Lensch og lignende pjalte, der går for at være "socialdemokrater" ), at kolonifolk også er folk. Han udtaler ganske utvetydigt:
"Socialismen indrømmer ethvert folk retten til uafhængighed og frihed, til selvstændigt at råde over sin egen skæbne ... Den internationale socialisme anerkender frie, uafhængige, ligeberettigede nationers ret, men kun den kan skabe sådanne nationer, først den kan virkeliggøre folkenes selvbestemmelsesret. Heller ikke denne socialistiske parole er et forsvar for det bestående, men en vejviser og en spore for proletariatets revolutionære, omskabende, aktive politik" (s. 77 og 78).
De folk ville altså tage vældigt fejl, der tror, at alle venstreorienterede tyske socialdemokrater er forfaldne til det snæversind og den karikatur af marxismen, som forskellige hollandske og polske socialdemokrater er nået til, idet de ikke engang under socialismen anerkender selvbestemmelsesretten. For øvrigt, om de særlige hollandske og polske årsager til denne fejl er der tale andet steds.
Junius er inde på en anden fejlagtig tankegang i forbindelse med spørgsmålet om fædrelandsforsvaret. Det er et politisk kardinalspørgsmål i den imperialistiske krigs tid. Og Junius har bestyrket os i den opfattelse at vort parti har stillet dette spørgsmål på den eneste rigtige måde: Proletariatet er imod fædrelandsforsvaret i denne, imperialistiske, krig i betragtning af dens røveriske, slavefogedagtige, reaktionære karakter, i betragtning af muligheden for og nødvendigheden af at stille borgerkrigen for socialismen op imod den (og at stræbe efter dens forvandling til en sådan). På den ene side har Junius fortræffeligt gjort rede for den nuværende krigs imperialistiske karakter – til forskel fra en national krig – men på den anden side begår han en yderst sælsom fejl, idet han har gjort sig umage for at stable et nationalt program for den nuværende, ikke nationale krig på benene! Det lyder næsten utroligt, men det er en kendsgerning.
De officielle socialdemokrater af såvel legiensk som kautskysk afskygning gentager med særlig nidkærhed argumentet om "invasionen", af tjenstagtighed mod bourgeoisiet, som skreg mest op om den udenlandske "invasion" for at narre folkemasserne til ikke at se krigens imperialistiske karakter. Kautsky, der nu forsikrer naive og lettroende folk (blandt andet også ved hjælp af den i Rusland boende OK-tilhænger Spektator), at han i slutningen af 1914 skulle være gået over til oppositionen, påberåber sig nu som før dette "argument"! For at gendrive dette argument anfører Junius yderst lærerige historiske eksempler til påvisning af, at "invasion og klassekamp i den borgerlige historie ikke er modsætninger, således som det hedder i den officielle legende, men at det ene er middel og udtryk for det andet".
Eksempler: Bourbonerne i Frankrig hidkaldte den udenlandske invasion mod jakobinerne, bourgeois'erne det samme i 1871 mod Kommunen. Marx skrev i Borgerkrigen i Frankrig:
"Det største heroiske opsving, som det gamle samfund var i stand til, var den nationale krig, og denne viser sig nu at være en ren regeringssvindel, der ikke tjener noget andet formål end at udskyde klassekampen, og som kastes til side, så snart klassekampen flammer op i borgerkrigen". [11]
"Men alle tiders klassiske eksempel er den store franske revolution",
skriver Junius, med henvisning til året 1793. Og af alt dette drages den slutning at,
"som århundreder bærer vidne om, er altså ikke belejringstilstanden, men den hensynsløse klassekamp, som rusker selvfølelsen, heltemodet og den moralske kraft i folkemassernes vågen, den bedste beskyttelse og det bedste værn for landet mod ydre fjender".
Den praktiske slutning, Junius drager, er følgende:
"Ja, socialdemokraterne er forpligtet til at forsvare deres land under en stor historisk krise. Og den socialdemokratiske rigsdagsgruppes svære skyld ligger netop i, at den i sin erklæring af 4. august højtideligt forkyndte: "I farens stund lader vi ikke fædrelandet i stikken, men i samme øjeblik fornægtede sine egne ord. Den har ladt fædrelandet i stikken i den største fares stund. Thi den første pligt over for fædrelandet var i hin stund: at vise det den sande baggrund for denne imperialistiske krig, at sønderrive det væv af patriotiske og diplomatiske løgne, som dette anslag på fædrelandet var spundet ind i; højt og tydeligt at sige, at for det tyske folk er sejr og nederlag i denne krig lige skæbnesvangert; til det yderste at modsætte sig fædrelandets knebling gennem belejringstilstanden; at proklamere øjeblikkelig folkebevæbning og at lade folket bestemme i spørgsmålet om krig og fred; med alt eftertryk at kræve folkerepræsentationen uafbrudt samlet hele krigen igennem, for at sikre en årvågen kontrol af regeringen gennem folkerepræsentationen og af folkerepræsentationen gennem folket; øjeblikkelig afskaffelse af al politisk retsberøvelse, eftersom kun et frit folk kan forsvare sit land effektivt; endelig at stille det gamle i sandhed nationale program, der var patrioternes og demokraternes i 1848, Marx', Engels' og Lassalles program: Parolen om den forenede store tyske republik, op imod krigens imperialistiske program, der tager sigte på Østrigs og Tyrkiets opretholdelse, dvs. opretholdelse af reaktionen i Europa. Det var den fane, som måtte bæres i spidsen for landet, det ville have været sandt nationalt, sandt frihedsgavnligt og i overensstemmelse med Tysklands bedste traditioner og med proletariatets internationale klassepolitik ...
Det svære dilemma mellem fædrelandsinteresser og proletariatets internationale solidaritet, den tragiske konflikt, som fik vore parlamentarikere til kun "med tungt hjerte" at falde ned på den imperialistiske krigs side, er således en ren indbildning, en borgerlig-nationalistisk fiktion. Mellem landsinteresserne og den proletariske internationales klasseinteresser består tværtimod fuldkommen harmoni i krig som i fred; begge kræver den mest energiske udfoldelse af klassekampen og den mest eftertrykkelige hævdelse af det socialdemokratiske program."
Således argumenterer Junius. Det fejlagtige i hans udredning springer i øjnene, og når vore åbne og fordækte lakajer for tsarismen, de herrer Plekhanov og Tjkhenkeli og måske endog de herrer Martov og Tjkheidse med skadefryd vil gribe efter Junius' ord, ikke for den teoretiske sandheds skyld, men kun for at sno sig fri, udviske sporene, stikke arbejderne blår i øjnene, må vi ret udførligt beskæftige os med den teoretiske oprindelse til Junius' fejl.
Han foreslår, at et nationalt program skal "stilles op imod" den imperialistiske krig. Han foreslår den fremskredne klasse at se tilbage i fortiden og ikke ud i fremtiden! I 1793 og 1848 var det objektivt den borgerlig-demokratiske revolution, der stod på dagsordenen, såvel i Frankrig som i Tyskland og i hele Europa. Til denne objektive historiske situation svarede det daværende demokratis "i sandhed nationale", dvs. nationalt-borgerlige program, som blev virkeliggjort i 1793 af bourgeoisiets mest revolutionære elementer og af "fjerdestand", og proklameret i 1848 af Marx i hele det fremskridtsvenlige demokratis navn. Dengang blev objektivt revolutionær-demokratiske, nationale befrielseskrige stillet op imod de feudal-dynastiske krige. Det var indholdet af epokens historiske opgaver.
Nu er den objektive stilling en anden for de førende, største stater i Europa Udviklingen fremad kan – når man ser bort fra mulige forbigående tilbageslag – kun virkeliggøres i retning af det socialistiske samfund, den socialistiske revolution: Over for den imperialistisk-borgerlige krig, den højtudviklede kapitalismes krig kan, når man ser den fra fremskridtsudviklingens, den fremskredne klasses synspunkt, objektivt kun stå krigen mod bourgeoisiet, det vil i første række sige proletariatets borgerkrig mod bourgeoisiet om magten, den krig uden hvilken der ikke kan gives rogen alvorlig bevægelse fremad, endvidere – kun under bestemte særlige betingelser – en eventuel krig for at forsvare den socialistiske stat mod de borgerlige stater. Af denne grund forblev de bolsjevikker (der lykkeligvis kun var ganske få, og som vi straks overlod til "Prisyv-folkene" [12]), som var rede til at stille sig på det betingede forsvars standpunkt, forsvar af fædrelandet under forudsætning af sejr for revolutionen og sejr for republikken i Rusland, kun bolsjevismens bogstav tro, men forrådte dens ånd, thi også som republik ville et Rusland, der var indviklet i en imperialistisk krig sammen med de førende europæiske magter, føre en ligeledes imperialistisk krig!
Når Junius siger, at klassekampen er det bedste middel mod invasionen, så anvender han kun halvvejs den marxske dialektik, han tager et skridt på den rigtige vej, men forlader den så med det samme. Den marxske dialektik kræver en konkret analyse af den pågældende historiske situation. At klassekampen er det bedste middel mod invasionen – det er rigtigt både med hensyn til bourgeoisiet, som styrter feudalismen, og med hensyn til proletariatet, som slår bourgeoisiet ned. Netop fordi det er rigtigt med hensyn til enhver klasseundertrykkelse, er det for almindeligt og derfor utilstrækkeligt i det givne specielle tilfælde. Borgerkrigen mod bourgeoisiet er også en af klassekampens former, og kun denne form for klassekampen ville befri Europa (hele Europa og ikke blot et land) fra faren for invasion. Den "stortyske republik" ville, hvis den havde eksisteret i årene 1914-16, have ført en ganske lignende imperialistisk krig.
Junius kommer ganske nær til det rigtige svar på dette spørgsmål og til den rigtige løsning: borgerkrig mod bourgeoisiet for socialismen, men vender igen tilbage til fantasien om en "national krig" i årene 1914, 1915 og 1916, næsten som generede han sig for at sige sandheden helt ud. Når man betragter spørgsmålet ikke ud fra den teoretiske, men ud fra den rent praktiske side, så bliver Junius' fejl ikke mindre klar. Hele det borgerlige samfund, alle klasser i Tyskland, bondestanden indbefattet, var for krigen (i Rusland var sandsynligvis det samme tilfældet – i det mindste gik flertallet af de velhavende og mellemste bønder og en meget betydelig del af de fattige bønder åbenbart i den borgerlige imperialismes ledebånd). Bourgeoisiet var bevæbnet til tænderne. I en sådan situation at "proklamere" et program med republik, parlamentet uafbrudt samlet, folkevalgte officerer (" folkebevæbning") osv. ville i praksis have betydet – at "proklamere" revolutionen (med et urigtigt revolutionært program!).
Samme sted siger Junius med fuldkommen ret, at man ikke kan "lave" en revolution. Revolutionen stod på dagsordenen i årene 1914-16, skjult i krigens skød, udgående af krigen. Det skulle man have "proklameret" i den revolutionære klasses navn, man skulle konsekvent, frygtløst have fremlagt dens program: socialismen, som det i krigens epoke er umuligt at nå til uden borgerkrig mod det ærkereaktionære, forbryderiske bourgeoisi, der fordømmer folket til usigelige lidelser. Man skulle have tænkt nærmere over de systematiske, konsekvente, praktiske, i et hvilket som helst udviklingstempo for den revolutionære krise ubetinget gennemførlige aktioner, som ligger i retning af den modnende revolution. Disse aktioner er anført i vort partis resolution: 1. afstemning mod kreditterne; 2. sprængning af "borgfreden"; 3. skabelse af en illegal organisation; 4. forbrødring mellem soldaterne; 5. understøttelse af alle revolutionære masseaktioner [13]. Et heldigt resultat af alle disse skridt ville uundgåeligt have ført til borgerkrigen.
Proklameringen af et stort historisk program ville utvivlsomt være af uhyre betydning, men ikke af et gammelt og for årene 1914-16 allerede forældet nationaltysk program, derimod af et proletarisk-internationalt og socialistisk program. I bourgeois'er fører krig for rovets skyld; vi, arbejderne i alle krigsførende lande, erklærer jer krig, krig for socialismen – det er indholdet af den tale, socialisterne skulle have optrådt med den 4. august 1914 i parlamenterne, de socialister, der ikke som Legien, David, Kautsky, Plekhanov, Guesde, Sembat o.a. har forrådt proletariatet.
Øjensynlig kunne fejlagtige overvejelser af to slags forårsage Junius' fejl. Utvivlsomt er Junius afgjort imod den imperialistiske krig og afgjort for den revolutionære taktik; denne kendsgerning vil ikke bringe de herrer Plekhanovs skadefryd over Junius' "fædrelandsforsvar" ud af verden. Mulige og sandsynlige bagvaskelser af denne art må straks og klart besvares.
Junius har imidlertid for det første ikke gjort sig helt fri af de tyske, endda venstreorienterede socialdemokraters "miljø", de der frygter en spaltning, de der er bange for at udtale de revolutionære paroler helt ud. [*] Det er en falsk frygt, og Tysklands venstreorienterede socialdemokrater skal og vil befri sig for den. Udviklingen af deres kamp mod socialchauvinisterne vil føre dertil. Og deres kamp mod deres egne socialchauvinister er bestemt, energisk, oprigtig, det er den vældige, principielle, kardinale forskel på dem og de herrer Martov og Tjkheidse, som med den ene hånd (à la Skovelev) udfolder banneret med hilsenen: "Til Liebknecht'erne i alle lande" og med den anden hånd ømt omfavner Tjkhenkeli og Potresov!
For det andet ville Junius åbenbart skabe noget i retning af den mensjevikiske lidet berømmelige "stadiumteori", han ville gennemføre det revolutionære program, idet han begyndte ved den "bekvemmeste", "populæreste", for småbourgeoisiet mest acceptable ende. En slags plan om "at overliste historien", overliste spidsborgerne. Ingen kan dog være imod det bedste forsvar af det sande fædreand: det virkelige fædreland er den stortyske republik, det bedste forsvar er folkevæbningen, parlamentet uafbrudt samlet osv. Engang vedtaget ville et sådant program ganske af sig selv føre til det næste stadium: til den socialistiske revolution.
Sandsynligvis har sådanne overvejelser bevidst eller ubevidst bestemt Junius' taktik. Det er unødvendigt at sige, at de er urigtige. I Junius-brochuren sporer man den, der står alene, den der ikke har kammerater i en illegal organisation, der var vant til fuldt ud at gennemtænke revolutionære paroler og systematisk opdrage masserne i deres ånd. Men denne mangel – og det ville det være bundforkert at glemme – er ikke en personlig mangel hos Junius, men resultatet af svagheden hos alle tyske venstrefolk, som er indspundet fra alle sider i et nederdrægtigt net af kautskyansk hykleri, pedanteri, "fredsommelighed" over for opportunisterne. Junius' tilhængere har, på trods af at de stod alene, evnet at gå i gang med udsendelse af illegale flyveblade og med kampen mod kautskyretningen. De vil også i fremtiden forstå at gå videre frem på den rigtige vej.
*. Den samme fejl begår Junius i en af sine udredninger af temaet: hvad er det bedste, sejr eller nederlag? Han dragel den slutning, at begge dele er lige slet (ødelæggelse, øgede rustninger osv. ). Det er ikke det revolutionære proletariats standpunkt, men den pacifistiske småborgers. Hvis man taler om proletariatets "revolutionære intervention" – men derom taler Junius og gruppen Internationales teser, desværre, for almindeligt – så må spørgsmålet ubetinget stilles ud fra et andet standpunkt. 1. Er en "revolutionær intervention" mulig uden fare for et nederlag? 2. Er det muligt at angribe ens eget lands bourgeoisi og regering uden at mane den samme fare frem? 3. Har vi ikke altid sagt, og har den historiske erfaring fra de reaktionære krige ikke vist, at nederlag letter den revolutionære klassen værk?
1. Socialdemokratiets Krise – skrevet af Rosa Luxemburg i marts-april 1915 i kvindefængslet i Berlin og udgivet under pseudonymet Junius. Rosa Luxemburg var dømt til et års fængsel for at tale på et offentligt møde. Brochuren blev skrevet illegalt. Ved affattelsen Var Leo Jogisches (Tyszka) hende behjælpelig. – S.183.
2. I.S.K. (Internationale Socialistiske Kommission) – eksekutivorgan for Zimmerwaldbevægelsen, nedsat på den første internationale socialistiske konference, der blev afholdt i Zimmerwald 5.-8. september 1915.
I.S.K. udsendte en bulletin Internationale Sozialistische Kommission zu Bern. Bulletinen udkom på tysk; fransk og engelsk fra september 1915 til januar 1917. Der udkom i alt 6 numre. – S.183.
3. Gruppen Internationale – revolutionær organisation bestående af tyske venstre-socialdemokrater. Gruppen blev dannet af Karl Liebknecht, Rosa Luxemburg, Franz Mehring, Clara Zetkin m.fl. I april 1915 startede Rosa Luxemburg og Franz Mehring tidsskriftet Die Internationale, der blev samlingsmærke for hovedgruppen af venstre-socialdemokrater i Tyskland. På en konference af Tysklands venstre-socialdemokrater i januar 1916 tog gruppen organisatorisk form og kaldte sig gruppen Internationale. Som grundlag for konferencens drøftelser vedtoges de såkaldte "Leitsätze" ("Grundsætninger"), der var udarbejdet af Rosa Luxemburg med bistand fra Karl Liebknecht, Franz Mehring og Clara Zetkin.
I november 1918 under revolutionen i Tyskland tog gruppen formelt navneforandring til Spartakus-Forbundet. På en stiftende kongres 30. december 1918 – 1. januar 1919 grundlagde spartakisterne Tysklands Kommunistiske Parti. – S.183.
4. Se dette binds første artikel Krigen Og Det Russiske Socialdemokrati. – S.184.
5. Bernresolutionerne – se Lenin: Samlede Værker, bd. 26, s. 161 ff. 5. udg., russ. – S.184.
6. Vorwärts (Fremad) – dagblad, det tyske socialdemokratis centrale organ. Udkom i Berlin fra 1891 som en fortsættelse af Berliner Volksblatt, der var udkommet siden 1884. Under 1. verdenskrig forfægtede Vorwärts socialchauvinistiske synspunkter. Efter oktoberrevolutionen førte bladet antisovjetisk propaganda. Bladet udkom til 1933. – S.185.
7. Bremer Bürgerzeitung – socialdemokratisk dagblad, der udkom i Bremen fra 1890-1919. Bladet var før 1916 under indflydelse af venstresocialdemokraterne i Bremen, gik derefter over til socialchauvinisterne. – S.185.
8. Volksfreund – socialdemokratisk dagblad, grundlagt 1871 i Braunschweig. I årene 1914-1915 var det reelt organ for de tyske venstre-socialdemokrater, men gik 1916 over til Kautsky-tilhængerne. – S.185.
9. Tysklands Internationale Socialister (Internationale Sozialisten Deutschlands, ISD) – gruppe af tyske venstre-socialdemokrater, der under den imperialistiske verdenskrig samlede sig om tidsskriftet Lichtstrahlen (Lysstråler), der udkom i Berlin fra 1913 til 1921. ISD gik åbent imod krigen og opportunismen. Gruppen tilsluttede sig Zimmerwaldbevægelsen, men havde ingen stærke forbindelser til masserne og faldt snart fra hinanden. – S.185.
10. Neue Zeit (Ny Tid) – det tyske socialdemokratis teoretiske tidsskrift. Udkom i Stuttgart fra 1883 til 1923. Tidsskriftet indtog en centristisk holdning under den imperialistiske verdenskrig og støttede reelt socialchauvinisterne. – S.185.
11. Se Karl Marx/Friedrich Engels: Udvalgte Skrifter, bd. I, s. 538. Forlaget Tiden, København 1976. – S.192.
12. "Prisyv-folkene" – Tilhængere af gruppen Prisyv, der var dannet af mensjevikker og de socialrevolutionære i september 1915. Gruppen indtog en ekstrem socialchauvinistisk holdning Udgav bladet Prisyv, hvori bl.a. Plekhanov indtog en ledende position. – S. 194.
13. Se Lenin: Samlede Værker, bd. 26, s. 164, 5. udg. russ. – S.195.