Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Trykt i bladet Volna nr. 22, den 20. maj (2. juni) 1906.
Samlede Værker (russisk), 5. udgave, bd. 13, s. 128-130.
Oversat til dansk af Martin Thomsen
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 4, s. 175-77, Forlaget Tiden, København 1977.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 2. jan. 2000.
Redaktionen har fået tilsendt følgende dokument, underskrevet af RSDAP's centralkomité:
"Eftersom nogle partiorganisationer har rejst spørgsmålet om grænserne for frihed til kritik af partikongressernes beslutninger, mener centralkomiteen, ud fra den betragtning, at det russiske proletariats interesser altid har krævet den størst mulige enhed i RSDAP's taktik, og at denne enhed i politisk handling mellem de enkelte dele af vort parti nu er endnu mere nødvendig end nogensinde:
1) at alle skal have tilstået fuld frihed til i partipressen og på partimøder at fremsætte sin personlige mening og forfægte sine særstandpunkter,
2) at partiets medlemmer på brede politiske møder ikke må fremføre agitation, der går imod kongressens beslutninger.
3) at intet medlem af partiet på sådanne møder hverken må opfordre til aktioner, der er i modsætning til kongressens beslutninger, eller foreslå resolutioner, der ikke er i overensstemmelse med kongressens beslutninger." (Kursiven overalt vor.)
Når vi ser på det væsentlige i denne resolution, får vi øje på en hel række mærkværdigheder. Resolutionen udsiger, at "på partimøder" tilstås "fuld frihed" for den personlige mening og for kritik (§ 1), men på "brede møder" (§ 2) "må intet medlem af partiet opfordre til aktioner, der er i modsætning til kongressens beslutninger". Tænk engang over, hvad resultatet af dette bliver: på partimøder har medlemmer af partiet ret til at opfordre til aktioner, der er i modsætning til kongressens beslutninger, – på brede møder "tilstås" der ikke fuld frihed til "at fremsætte sin personlige mening"!!
Resolutionens forfattere har fuldstændig misforstået forholdet mellem friheden til kritik inden for partiet og partiets enhed i handling. Kritik, inden for grænserne af partiprogrammets grundlæggende principper, bør være helt fri (lad os blot minde om Plekhanovs tale om dette på RSDAP's anden kongres) og ikke blot på partimøder, men også på brede møder. At forbyde en sådan kritik eller en sådan "agitation" (for man kan ikke adskille kritik fra agitation) er umuligt. Partiets politiske aktioner bør foregå 1 enhed. Alle "opfordringer", der bryder enheden i givne aktioner, er utilladelige både på brede møder, på partimøder og i partipressen.
Centralkomiteen har øjensynligt defineret friheden til kritik upræcist og for snævert, og enheden i handling upræcist og for bredt.
Lad os tage et eksempel. Kongressen besluttede deltagelse i valgene til dumaen. Valg er en ganske bestemt aktion. Mens valgene foregår (for eksempel for øjeblikket i Baku) er alle opfordringer fra partimedlemmers side til ikke at deltage i valgene utilladelige overalt. På dette tidspunkt er "kritik" af beslutningen om deltagelse i valgene også utilladelig, fordi den i praksis ville undergrave virkningen af valgagitationen. Derimod er kritik fra partimedlemmernes side af beslutningen om at deltage i valgene tilladelig overalt på et sådant tidspunkt, hvor valgene endnu ikke er fastsat. Naturligvis vil den praktiske anvendelse af dette princip af og til også afskedkomme diskussioner og misforståelser, men kun på grundlag af netop dette princip kan alle diskussioner og alle misforståelser afklares ærefuldt for partiet. Men centralkomiteens resolution skaber en umulig situation.
Centralkomiteens resolution er både indholdsmæssigt forkert og i modstrid med partiets love. Princippet om den demokratiske centralisme og om de lokale organers selv styre betyder netop frihed til kritik, fuldt ud og overalt, når blot ikke enheden i en bestemt aktion brydes derved, – og utilladelighed af enhver kritik, der undergraver eller vanskeliggør enheden i en af partiet besluttet aktion.
Vi regner det for en stor fejl fra centralkomiteens side at udsende en resolution om dette vigtige spørgsmål uden nogen form for forudgående diskussion i partipressen og i partiorganisationerne; en sådan diskussion ville kunne have hjulpet centralkomiteen til at undgå de af os påviste fejl.
Vi opfordrer alle partiorganisationer til nu at diskutere centralkomiteens resolution og præcist udtrykke deres forhold til den.