Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Trykt i bladet Vperjód nr. 4 den 31. (18.) januar 1905.
Samlede Værker (russisk), 5. udgave, bd. 9, s. 201-204.
Oversat til dansk af Martin Thomsen
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 4, s. 17-20, Forlaget Tiden, København 1977.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 31. dec. 1999.
Geneve, onsdag d. 25. (12.) januar
Der foregår storslåede historiske begivenheder i Rusland. Proletariatet har rejst sig mod tsarismen. Proletariatet er blevet drevet til opstand af regeringen. Nu er det næppe muligt længere at nære tvivl om, at regeringen med forsæt lod strejkebevægelsen udvikle sig forholdsvis uhindret og lod en bred demonstration begynde, fordi den ønskede at lægge tingene til rette for indsættelse af militærmagt. Og det fik regeringen bragt i stand! Tusinder af myrdede og sårede - det er resultaterne af den blodige søndag den 9. januar i Petersborg. Tropperne besejrede ubevæbnede arbejdere, kvinder og børn. Tropperne overmandede fjenden ved at skyde på arbejdere, der lå på jorden. »Vi har givet dem en ordentlig lektion!«, - siger tsarens håndlangere og deres europæiske lakajer i det konservative bourgeoisi nu med usigelig kynisme.
Ja, lektionen var storslået! Det russiske proletariat vil ikke glemme denne lektion. Arbejderklassens mest uerfarne, mest tilbagestående lag, der naivt troede på tsaren og oprigtigt ønskede fredeligt at overbringe »tsaren selv« det martrede folks bønner, de fik alle en lektion af den militære magt under ledelse af tsaren eller af tsarens onkel, storfyrst Vladimir.
Arbejderklassen fik en storslået lektion i borgerkrig; proletariatets revolutionære opdragelse tog på én dag et så stort skridt fremad, som den ikke kunne have taget i måneder og år i sit grå, forkuede hverdagsliv. Det heroiske Petersborgproletariats parole: »Døden eller friheden!« ruller nu som et ekko ud over hele Rusland. Begivenhederne udvikler sig med forbavsende hast. En generalstrejke er under udvikling i Petersborg. Hele det industrielle, sociale og politiske liv er lammet. Mandag den 10. januar vokser arbejdernes sammenstød med tropperne med stigende forbitrelse. Uanset løgnagtige regeringsmeddelelser flyder blodet i flere og flere af hovedstadens bydele. Arbejderne i Kolpino rejser sig. Proletariatet bevæbner sig og bevæbner folket. Det siges, at arbejderne har bemægtiget sig våbenarsenalet i Sestroretsk. Arbejderne skaffer sig revolvere, smeder sig våben af deres værktøj og laver bomber til den desperate kamp for friheden. Generalstrejken griber om sig i provinsen. I Moskva har allerede 10.000 forladt arbejdet. Det er besluttet at gennemføre generalstrejke i morgen (torsdag den 13. januar) i Moskva. Der er udbrudt uroligheder i Riga. Arbejderne i Lodz demonstrerer, opstand er under forberedelse i Warszawa, proletariatet demonstrerer i Helsingfors. I Baku, Odessa, Kijev, Kharkov, Kovno /Kaunas/ og Vilno /Vilnius/ gærer det mere og mere blandt arbejderne, og strejker breder sig. I Sevastopol brænder marinedepartementets arsenal og depoter, og tropperne nægter at skyde på de oprørske matroser. Der er strejke i Reval /Tallinn/ og Saratov. I Radom finder der væbnede sammenstød sted mellem tropperne og arbejdere og reservister.
Revolutionen vokser i bredden. Regeringen begynder at vakle. I stedet for blodig undertrykkelse forsøger den at klare sig med økonomiske indrømmelser og almisser eller løfte om en ni timers arbejdsdag. Men lektionen fra den blodige dag må ikke være forgæves. De revolterende Petersborgarbejderes krav om øjeblikkelig sammenkaldelse af en konstituerende forsamling på grundlag af almindelig, direkte, lige og hemmelig valgret må blive alle strejkende arbejderes krav. Øjeblikkelig omstyrtelse af regeringen - det er den parole, med hvilken selv de Petersborgarbejdere, der havde troet på tsaren, besvarede blodbadet den 9. januar, besvarede det med de ord, som deres anfører, præsten Georgij Gapon, efter denne blodige dag sagde: »Vi har ingen tsar længere. En flod af blod skiller tsaren fra folket. Længe leve kampen for friheden!«
Længe leve det revolutionære proletariat! - siger vi. Generalstrejken rejser og mobiliserer bredere og bredere masser af arbejderklassen og byernes fattigfolk. Bevæbningen af folket bliver en af denne revolutionære fases nærmeste opgaver.
Kun et bevæbnet folk kan være et virkeligt bolværk for folkets frihed. Og jo hurtigere det lykkes for proletariatet at bevæbne sig, jo længere det holder sig på sin militære position som strejkende og revolutionært proletariat, desto hurtigere bringes tropperne til at vakle, og desto før fremstår der blandt soldaterne folk, som omsider forstår, hvad de gør, og som stiller sig på folkets side mod umenneskene, mod tyrannen, mod dem, der myrder ubevæbnede arbejdere og deres kvinder og børn. Uanset hvordan den nuværende opstand i selve Petersborg ender, så vil den i alle tilfælde uundgåeligt og uafvendeligt blive det første trin frem mod en endnu bedre forberedt opstand. Det kan være, det lykkes for regeringen at udsætte regnskabets time, men en udsættelse vil kun gøre det revolutionære stormløbs næste skridt endnu mere storslået. En udsættelse vil blot blive anvendt af socialdemokratiet til at sammensvejse de organiserede kæmperes rækker og til at udbrede efterretningerne om Petersborg-arbejdernes initiativ. Proletariatet vil slutte op om kampen, forlade fabrikker og virksomheder og forberede sin bevæbning. Parolen om kamp for friheden vil blive ført endnu længere ud blandt byernes fattigfolk og blandt bøndernes millioner. Revolutionskomiteer vil blive grundlagt på hver fabrik, i hver bydel og i enhver betydende landsby. Når folket har rejst sig, vil det rydde rub og stub af det tsaristiske selvherskerdømmes regeringsinstitutioner af vejen og proklamere øjeblikkelig sammenkaldelse af en konstituerende forsamling.
Øjeblikkelig bevæbning af arbejderne og af alle borgere i det hele taget, forberedelse og organisering af de revolutionære kræfter for at tilintetgøre regeringens myndigheder og institutioner - det er det praktiske grundlag, på hvilket revolutionære af alle afskygninger kan og må forene sig til et fælles fremstød. Proletariatet må altid følge sin selvstændige kurs, aldrig afsvække sine forbindelser med det socialdemokratiske parti, altid erindre sig sit store endemål: Hele menneskehedens frigørelse fra enhver udbytning. Men denne selvstændighed, som det socialdemokratiske proletariske parti må våge over, vil aldrig få os til at glemme, hvor vigtigt et fælles revolutionært stormløb er i den nuværende revolutionære fase. Vi socialdemokrater kan og må handle uafhængigt af det borgerlige demokratis revolutionære, vi må bevare proletariatets klassemæssige selvstændighed, men vi skal gå hånd i hånd, når opstanden finder sted, når vi retter direkte stød mod tsarismen, når vi slår tropperne tilbage, og når vi angriber de magtpositioner, som denne forbandede fjende af hele det russiske folk holder.
Proletariatet overalt i verden følger nu med feberagtig utålmodighed proletariatet i hele Rusland. Omstyrtelsen af den russiske tsarisme, så heltemodigt indledt af vor arbejderklasse, vil være et vendepunkt i alle landes historie, den vil gøre opgaven lettere for alle arbejdere i alle nationer, i alle stater, overalt på kloden. Og gid enhver socialdemokrat, gid enhver bevidst arbejder vil indprente sig, hvilke storslåede opgaver i hele folkets kamp der nu hviler på hans skuldre. Gid han ikke vil glemme, at han også repræsenterer hele bondebefolkningens, hele den arbejdende og udbyttede masses, hele folkets ønsker og interesser mod hele folkets fjende. Alle har nu et klart eksempel at følge: Petersborgs proletariske helte.
Leve revolutionen!
Leve opstanden, leve proletariatet!