Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Artiklen er skrevet af Lenin i efteråret 1895. Den blev offentliggjort i en artikelsamling i Forbundet af Russiske Socialdemokraters periodiske tidsskrift Rabotnik/Arbejderen, nr. 1-2, der først udkom i marts 1896. De verslinjer, der står som indledning til artiklen, har Lenin hentet fra N.A. Nekrasovs digt Til Minde Om Skribenten Dobroljubov.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 1, s. 55-64, Forlaget Tiden, København 1981.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 24 jun 2000.
Åh, hvilken klogskabs klare lys blev slukt,
og hvilket hjerte banker ikke mere!
Den 5. august efter ny tidsregning (24. juli) 1895 døde Friedrich Engels i London. Efter sin ven Karl Marx (død 1883) var Engels den betydeligste forsker og lærer for nutidens proletariat i hele den civiliserede verden. Lige siden skæbnen førte Karl Marx og Friedrich Engels sammen, blev de to venners arbejde livet igennem deres fælles sag. For at forstå, hvad Friedrich Engels udrettede for proletariatet, må man derfor sætte sig omhyggeligt ind i, hvilken betydning Karl Marx' lære og virksomhed har for udviklingen af nutidens arbejderbevægelse. Marx og Engels var de første, der viste, at arbejderklassen med sine krav er et nødvendigt produkt af vor tids økonomiske system, der ved siden af bourgeoisiet uomgængeligt skaber og organiserer proletariatet; de påviste, at det ikke er enkelte ædle personers velmente forsøg, men det organiserede proletariats klassekamp, der befrier menneskeheden for de ulykker, de nu plages af. Marx og Engels var de første, der i deres videnskab klarlagde, at socialismen ikke er et påfund af drømmere, men endemålet og det nødvendige resultat af produktivkræfternes udvikling i nutidens samfund. Hele den skrevne historie har hidtil været klassekampens historie, hvor nogle samfundsklassers herredømme afløses af andres, og nogle klasser sejrer over andre. Og sådan vil det fortsætte, indtil grundlaget for klassekampen og klasseherredømmet – privatejet og den anarkiske samfundsproduktion – forsvinder. Proletariatets interesser kræver tilintetgørelse af dette grundlag, og derfor må de organiserede arbejderes bevidste klassekamp rettes mod det. Og enhver klassekamp er en politisk kamp.
Disse synspunkter hos Marx og Engels deles nu af hele det proletariat, der kæmper for sin befrielse; men da de to venner i 1840'rne tog del i den tids socialistiske litterære virksomhed og samfundsbevægelser, var sådanne anskuelser noget helt nyt. Dengang var der mange mennesker, begavede og ubegavede, hæderlige og uhæderlige, som ivrigt deltog i kampen for politisk frihed, kampen mod tsarernes selvherskerdømme, mod politiet og poperne, men som ikke havde øje for interessemodsætningerne mellem bourgeoisiet og proletariatet. Disse folk kunne slet ikke forestille sig, at arbejdere skulle optræde som en selvstændig social kraft. På den anden side var der mange drømmere, undertiden geniale, der troede, at man blot behøvede at overbevise herskerne og de regerende klasser om uretfærdigheden ved det nuværende samfundssystem, så var det let at indføre fred og velfærd for alle i verden. De drømte om at nå socialismen uden kamp. Endelig betragtede næsten alle datidens socialister og overhovedet venner af arbejderklassen proletariatet som en byld, og de så med rædsel, hvordan det voksede i takt med industrien. Derfor tænkte de alle på, hvordan man kunne bremse udviklingen af industrien og proletariatet og standse "historiens hjul". I modsætning til den almindelige frygt for proletariatets udvikling satte Marx og Engels hele deres lid til proletariatets uafbrudte vækst. Jo flere proletarer, des større er deres kraft som revolutionær klasse, des nærmere og mere mulig er socialismen. I få ord kan man udtrykke Marx' og Engels' fortjenester over for arbejderklassen således: de lærte arbejderklassen selverkendelse og selvbevidsthed og satte videnskab i stedet for drømmerier.
Derfor må Engels' navn og liv blive kendt af enhver arbejder, og derfor skal vi i denne artikelsamling, hvis mål ligesom vore øvrige publikationer er at vække klassebevidstheden hos russiske arbejdere, give et rids af Friedrich Engels' liv og virke, en af det moderne proletariats to store læremestre.
Engels blev født i 1820 i byen Barmen i Rhinprovinsen i kongeriget Prøjsen. Hans fader var fabrikant. I 1838 måtte Engels af familiegrunde forlade gymnasiet og blive medhjælper i et handelshus i Bremen. Arbejdet ved handelen hindrede ikke Engels i at fortsætte sine studier og sin politiske udvikling. Allerede som gymnasieelev var han kommet til at hade enevælden og embedsmændenes vilkårlighed. Studiet af filosofi førte ham videre. Dengang herskede Hegels lære i tysk filosofi, og Engels blev tilhænger af den. Skønt Hegel gik ind for den enevældige prøjsiske stat, i hvis tjeneste han var professor ved universitetet i Berlin, var Hegels lære revolutionær. Hegels tro på menneskelig fornuft og dens rettigheder og den hegelske filosofis grundsætning, at der i verden foregår en uafbrudt proces af forandring og udvikling, førte de af den berlinske filosofs elever, der ikke ville affinde sig med de bestående forhold, til den tanke, at også kampen mod de bestående forhold, kampen mod den eksisterende falskhed og det herskende onde, har sin rod i en universel lov for den vedvarende udvikling. Hvis alt udvikler sig, hvis nogle institutioner afløses af andre, hvorfor skulle den prøjsiske konges og den russiske tsars selvherskerdømme, det forsvindende mindretals berigelse på det overvældende flertals bekostning og bourgeoisiets herredømme over folket så vare evigt? Hegels filosofi talte om åndens og ideernes udvikling. Den var idealistisk. Af åndens udvikling afledte den naturens og menneskets udvikling, de menneskelige og sociale relationers udvikling.
Marx og Engels optog Hegels ide om den evige udviklingsproces [*], men forkastede den forudfattede idealistiske opfattelse. Når de betragtede livet, så de, at det ikke er åndens udvikling, der forklarer naturens udvikling, men at man omvendt må forklare ånden ud fra naturen, fra materien... I modsætning til Hegel og andre hegelianere var Marx og Engels materialister. De anlagde et materialistisk syn på verden og menneskeheden og fandt, at ligesom der til grund for alle naturens fænomener ligger materielle årsager, er også menneskesamfundets udvikling betinget af de materielle produktivkræfters udvikling. Produktivkræfterne betinger de relationer, som menneskene indtager til hinanden under produktionen af ting, der er fornødne til tilfredsstillelse af menneskelige behov. I disse relationer har man forklaringen på alle fænomener i samfundslivet, i menneskenes bestræbelser, ideer og love. Produktivkræfternes udvikling skaber sociale relationer, der bygger på privateje; men nu ser vi, hvordan den samme udvikling af produktivkræfterne fratager de fleste deres ejendom og samler den i hænderne på et forsvindende mindretal. Den tilintetgør ejendom, grundlaget for den nuværende samfundsorden; den stræber selv mod netop det mål, socialisterne har sat sig. Socialisterne behøver blot at forstå, hvilken samfundskraft, der ifølge sin stilling i vor tids samfund har interesse i gennemførelse af socialismen, og give denne kraft bevidstheden om sine interesser og historiske opgaver. Denne kraft er proletariatet. Det lærte Engels at kende i England, i engelsk industris centrum, Manchester, hvortil han rejste i 1842 for at arbejde i et handelshus, som hans fader var parthaver i. Her nøjedes Engels ikke med at sidde på fabrikskontoret – han gik rundt i de snavsede kvarterer, hvor arbejderne boede, og så med egne øjne deres armod og elendighed. Men han slog sig ikke til tåls med personlige iagttagelser, han læste alt, hvad der før ham var oplyst om den engelske arbejderklasses stilling, og han studerede indgående alle officielle dokumenter, han kunne få fat i. En frugt af disse studier og iagttagelser var den i 1845 udkomne bog Arbejderklassens Stilling I England. Vi har allerede ovenfor nævnt, hvad der var Engels' hovedfortjeneste som forfatter til Arbejderklassens Stilling i England. Også før Engels havde mange skildret proletariatets lidelser og peget på nødvendigheden af at hjælpe det. Engels var den første, der sagde, at proletariatet ikke blot er en lidende klasse – at netop den skændige økonomiske stilling, proletariatet befinder sig i, uimodståeligt driver det fremad og får det til at kæmpe for sin endelige befrielse. Og det kæmpende proletariat vil hjælpe sig selv. Arbejderklassens politiske bevægelse fører uundgåeligt arbejderne til erkendelse af, at de ikke har anden udvej end socialismen. På den anden side bliver socialismen først til en kraft, når den bliver målet for arbejderklassens politiske kamp. Det er grundtankerne i Engels' bog om arbejderklassens stilling i England, tanker, der nu er optaget af hele det tænkende og kæmpende proletariat, men som dengang var helt nye. Disse tanker blev nedfældet i bogen, der er spændende skrevet, fuld af virkelighedstro og rystende billeder af det engelske proletariats hårde lod. Denne bog var en frygtelig anklage mod kapitalismen og bourgeoisiet. Den gjorde et dybt indtryk. Nu begyndte man alle vegne at henvise til Engels' bog som den bedste skildring af det moderne proletariats stilling. Og faktisk er der hverken før eller efter 1845 kommet en så klar og sandfærdig skildring af arbejderklassens elendighed.
Socialist blev Engels først i England. I Manchester kom han i forbindelse med ledere af den daværende engelske arbejderbevægelse og skrev i engelske socialistiske publikationer. I 1844, på vej hjem til Tyskland, traf han i Paris Marx, som han tidligere havde korresponderet med. Marx var ligeledes blevet socialist under påvirkning af de franske socialister og livet i Frankrig. Her skrev de to venner i fællesskab bogen Den Hellige Familie Eller Kritikken Af Den Kritiske Kritik. I denne bog, der udkom året før Arbejderklassens Stilling I England, og som for størstedelen blev skrevet af Marx, blev grunden lagt til den revolutionære, materialistiske socialisme, hvis hovedtanker vi fremsatte ovenfor. Den Hellige Familie er en spøgefuld benævnelse af filosofferne brødrene Bauer og deres tilhængere. Disse herrer propaganderede for en kritik, der er hævet over enhver virkelighed, over partier og politik, og fornægter enhver praktisk virksomhed og udelukkende kritisk betragter den omgivende verden og de begivenheder, der foregår der. De herrer Bauer betragtede overlegent proletariatet som en ukritisk masse. Denne tåbelige og skadelige retning vendte Marx og Engels sig energisk imod. Det, de krævede for den virkelige menneskelige personlighed, for arbejderen, der trædes under fode af de herskende klasser og staten, var ikke passiv betragtning, men kamp for et bedre samfundssystem. Den kraft, der er i stand til at føre en sådan kamp og er interesseret deri, fandt de selvfølgelig i proletariatet. Allerede før Den Hellige Familie havde Engels i Marx' og Ruges Tysk-Franske Årbøger offentliggjort en artikel, Rids Af En Kritik Af Nationaløkonomien, hvor han på socialistisk grundlag fremstillede de afgørende foreteelser i det nuværende økonomiske system som nødvendige følger af privatejets herredømme. Omgangen med Engels bidrog utvivlsomt til, at Marx besluttede sig til at beskæftige sig med politisk økonomi, den videnskab, hvori hans arbejder fremkaldte en hel omvæltning.
Tiden fra 1845 til 1847 tilbragte Engels i Bruxelles og Paris og forbandt videnskabeligt studium med praktisk virksomhed blandt de tyske arbejdere i Bruxelles og Paris. Her fik Engels og Marx forbindelse med det hemmelige tyske selskab Kommunisternes Forbund, som overdrog dem at formulere grundtrækkene i socialismen, sådan som de havde udarbejdet den. Således opstod Marx' og Engels' berømte Det Kommunistiske Partis Manifest i 1848. Denne lille bog er mere værd end mange bind: i dens ånd lever og virker den dag i dag hele den civiliserede verdens organiserede og kæmpende proletariat.
Revolutionen i 1848, der først brød ud i Frankrig og derefter bredte sig til andre lande i Vesteuropa, bragte Marx og Engels tilbage til Tyskland. Her i Rhinprøjsen blev de ledere af det demokratiske blad Neue Rheinische Zeitung, der udkom i Köln. De to venner var sjælen i alle revolutionære og demokratiske strømninger i Rhinprøjsen. Af yderste evne forsvarede de folkets og frihedens interesser mod de reaktionære kræfter. Disse fik som bekendt overtaget. Neue Rheinische Zeitung blev forbudt; Marx, der under sin emigration havde mistet prøjsisk statsborgerskab, blev udvist, men Engels deltog i den væbnede folkeopstand, kæmpede i tre slag for friheden og flygtede efter oprørernes nederlag gennem Svejts til London.
Der slog Marx sig også ned. Engels blev snart atter medarbejder og senere aktionær i det handelsselskab; han havde arbejdet i i 1840'rne. Indtil 1870 boede han i Manchester og Marx i London, hvilket ikke hindrede dem i at stå i den mest levende åndelige forbindelse: de korresponderede næsten daglig. I denne korrespondance udvekslede de synspunkter og viden og fortsatte i fællesskab udarbejdelsen af den videnskabelige socialisme. I 1870 flyttede Engels til London, og indtil 1883, da Marx døde, fortsatte deres fælles åndelige liv, fuldt af energisk arbejde. Frugten af dette var fra Marx' side Kapitalen, det største samfundsøkonomiske værk i vor tidsalder, og fra Engels' side en række store og små bøger. Marx arbejdede på analysen af den kapitalistiske økonomis komplicerede fænomener. Engels belyste i meget velskrevne, ofte polemiske arbejder de mest generelle videnskabelige spørgsmål og forskellige fænomener i fortid og nutid i den materialistiske historieopfattelses ånd og ud fra Marx' økonomiske teori. Af disse arbejder af Engels nævner vi: det polemiske værk Anti-Dühring (her analyseres hovedproblemer inden for filosofi, naturvidenskab og samfundsvidenskab [**]), Familiens, Privatejendommens Og Statens Oprindelse (russisk udgave, St. Petersborg, 3. oplag, 1895), Ludwig Feuerbach (russisk udgave med anmærkninger af G. Plekhanov, Geneve, 1892), en artikel om den russiske regerings udenrigspoltik (oversat til russisk i Social-Demokrat, nr. 1 og 2, Geneve), bemærkelsesværdige artikler om boligspørgsmålet og endelig to små, men meget vigtige artikler om Ruslands økonomiske udvikling (Friedrich Engels Om Rusland, russisk oversættelse ved V. I. Sasulitj, Geneve, 1894).
Marx døde, inden han nåede at fuldende sit store værk om kapitalen. I udkast var den dog færdig, og efter vennens død gav Engels sig i kast med det svære arbejde at færdigredigere og udgive bind 2 og 3 af Kapitalen – i 1885 udgav han 2. bind, i 1894 3. bind (4. bind nåede han ikke at gøre færdigt) [2]. Arbejdet med disse to bind var meget krævende. Den Østrigske socialdemokat Adler sagde med rette, at Engels med udgivelsen af 2. og 3. bind af Kapitalen havde sat sin geniale ven et storstilet mindesmærke, på hvilket han, uden at ville det, uudsletteligt havde indskrevet sit eget navn. Disse to bind af Kapitalen er faktisk to mænds værk: Marx' og Engels'. Gamle overleveringer fortæller rørende eksempler på venskab. Det europæiske proletariat kan sige, at dets videnskab er skabt af to videnskabsmænd og kæmpere, hvis indbyrdes forhold overgår alle gamle tiders mest rørende legender om menneskers venskab. Engels placerede altid sig selv i anden række i forhold til Marx, og som helhed ganske med rette. "I forhold til Marx spillede jeg andenviolin," skrev han engang til en gammel ven [3]. Hans kærlighed til den levende Marx og hans ærefrygt for den afdødes minde var grænseløs. Denne barske kæmper og nøgterne tænker kunne nære dyb kærlighed.
Efter bevægelserne i 1848-1849 beskæftigede Marx og Engels sig i landflygtigheden ikke blot med videnskab. Marx stiftede i 1864 den Internationale Arbejder Association og ledede i ti år denne sammenslutning. Engels deltog også levende i dens arbejde. Den virksomhed, der udøvedes af Internationale, som efter Marx' ide skulle omfatte proletarer i alle lande, havde stor betydning for arbejderbevægelsens udvikling. Men heller ikke, da Internationale ophævedes i 1870'erne, hørte Marx' og Engels' forenede rolle op. Man kan tværtimod sige, at deres betydning som arbejderbevægelsens åndelige ledere stadig steg, fordi også selve bevægelsen uafbrudt voksede. Efter Marx' død vedblev Engels alene at være de europæiske socialisters rådgiver og leder. Han blev rådspurgt både af tyske socialister, hvis styrke trods regeringens forfølgelser hurtigt og uafbrudt steg, og af repræsentanter for tilbagestående lande, f.eks. spaniere, rumænere og russere, som måtte overveje og afveje deres første skridt. Hos ham søgte de vejledning. Alle øste af den gamle Engels' rige skatkammer af kundskaber og erfaringer.
Marx og Engels, der begge kunne russisk og læste russiske bøger, var levende interesseret i Rusland, fulgte med sympati den russiske revolutionære bevægelse og opretholdt forbindelse med russiske revolutionære. De var begge fra demokrater blevet socialister, og den demokratiske følelse af had til politisk vilkårlighed var hos dem meget stærk. Denne umiddelbare politiske følelse sammen med en dyb teoretisk forståelse af sammenhængen mellem politisk vilkårlighed og økonomisk undertrykkelse gjorde i forbindelse med rige livserfaringer Marx og Engels usædvanlig fintmærkende netop i politisk henseende. Derfor fandt de fåtallige russiske revolutionæres tapre kamp mod den mægtige tsarregering den dybeste genklang og sympati hos disse prøvede revolutionære. Omvendt så de naturligvis med mistænksomhed på enhver tilbøjelighed til for indbildte økonomiske fordeles skyld at vende sig bort fra de russiske socialisters mest umiddelbare og vigtigste opgave – tilkæmpelsen af politisk frihed – og de regnede ligefrem en sådan tilbøjelighed for forræderi mod den sociale revolutions store sag. "Arbejderklassens frigørelse må være dens eget værk," sagde Marx og Engels altid [4]. Men for at kæmpe for sin økonomiske frigørelse må proletariatet erobre sig visse politiske rettigheder. Desuden så både Marx og Engels klart, at også for den vesteuropæiske arbejderbevægelse ville en politisk revolution i Rusland have stor betydning. Selvherskerdømmets Rusland havde altid været bolværk for hele den europæiske reaktion. Den overordentlig gunstige internationale situation, som krigen i 1870 placerede Rusland i, den langvarige strid mellem Tyskland og Frankrig, forøgede naturligvis kun det russiske selvherskerdømmes betydning som reaktionær kraft. Kun et frit Rusland, der hverken behøvede at underkue polakker, finner, tyskere og armeniere og andre små nationer eller bestandig at ophidse Frankrig mod Tyskland, ville befri det nuværende Europa for tyngende militære byrder, svække alle reaktionære elementer i Europa og styrke den europæiske arbejderklasses kraft. Derfor nærede Engels også for arbejderbevægelsens fremgang i vesten et varmt ønske om frihed i Rusland. I ham mistede de russiske revolutionære deres bedste ven.
Evigt være mindet om Friedrich Engels, proletariatets store forkæmper og lærer!
*. Marx og Engels pegede atter og atter på, at de i deres åndelige udvikling stod i betydelig gæld til de store tyske filosoffer, specielt til Regel. "Uden den tyske filosofi", siger Engels, "ville den videnskabelige socialisme ikke have eksisteret." [1].
**. Dette er en forbavsende
indholdsrig og lærerig bog. Desværre er kun en lille del
af den oversat til russisk, rummende et historisk rids af
socialismens udvikling (Den Videnskabelige Socialismes
Udvikling, 2. udg. Geneve 1892).
[ Det er formentlig den tekst, som kendes under navnet Socialismens udvikling fra utopi til videnskab – Webmaster ]
1. Marx/Engels: Udvalgte
Skrifter, I, s. 649. – S. 57.
[ Dvs. i Friedrich Engels: Forbemærkning til "Den tyske bondekrig" – Webmaster ]
2. Lenin kalder – i overensstemmelse med Engels' anvisninger – Marx værk Teorier om Merværdien (skrevet 1862-1863) for "Kapitalens 4. bind". Engels nåede ikke at fuldende bearbejdelsen af Marx' manuskripter til værket, før han døde. Teorier om Merværdien blev først udgivet på tysk i 1905, 1910 efter en bearbejdelse foretaget af Karl Kautsky. I 1955 påbegyndte det sovjetiske Institut for Marxisme-Leninisme udgivelsen af en ny revideret udgave af værket.
På dansk udkom det på forlaget Rhodos i 1977. – S. 61.
3. Se Engels brev til J. P. Becker af 15. okt. 1884. MEW, bd. 36, s. 218 – S. 61.
4. Marx/Engels: Udvalgte
Skrifter, I, s. 25. – S. 62.
[ Noten henviser her til Engels' forord til den tyske udgave 1890 af Det kommunistiske Manifest. Erklæringen er dog mest kendt fra 1. Internationales statutter fra 1864, som indledes med: "I betragtning af, at arbejderklassens frigørelse må erobres af arbejderklassen selv; ..." – Webmaster ]