Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Trykt første gang 1. marts 1913 i det bolsjevikiske blad
Pravda, nr. 50.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 1, s. 70-73, Forlaget
Tiden, København 1981.
Også på dansk i Lenin: Karl Marx, Forlaget
Tiden, København 1970.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online,
feb. 1999
Det vigtigste i Marx' lære er, at den klarlægger proletariatets verdenshistoriske rolle som skaber af det socialistiske samfund. Har nu begivenhedernes forløb verden over bekræftet denne lære, efter at Marx har fremsat den?
Marx opstillede den for første gang i 1844. Marx' og Engels' Kommunistiske manifest, der udkom i 1848, leverede allerede en sluttet, systematisk, hidtil uovertruffen fremstilling af denne lære. Verdenshistorien efter denne tid deler sig tydeligt i tre hovedafsnit: 1) fra revolutionen 1848 til Pariserkommunen (1871); 2) fra Pariserkommunen til den russiske revolution (1905); 3) fra den russiske revolution.
Lad os kaste et blik på den skæbne Marx' lære har haft i hver enkelt af disse perioder.
I begyndelsen af den første periode er Marx' lære langt fra fremherskende. Den er kun en af de yderst talrige fraktioner eller strømninger inden for socialismen. Fremherskende er derimod de former for socialismen, som i det væsentlige er beslægtede med vor narodnisme [1]: man forstår ikke det materialistiske grundlag for den historiske bevægelse; man forstår ikke at skelne den rolle og betydning, som hver enkelt klasse i det kapitalistiske samfund har; man skjuler de demokratiske reformers væsen med forskellige skinsocialistiske fraser om "folket", "retfærdigheden", "retten" osv.
Revolutionen i 1848 gav alle disse larmende, brogede, højrøstede former for før-marxsk socialisme dødsstødet. Revolutionen viser i alle lande forskellige samfundsklasser i aktion. Det republikanske bourgeoisis nedskydning af arbejderne i junidagene 1848 i Paris fastslår definitivt, at kun proletariatet er socialistisk af natur. Det liberale bourgeoisi er hundred gange mere bange for denne klasses selvstændige optræden end for en hvilken som helst reaktion. Den feje liberalisme ligger på maven for reaktionen. Bønderne nøjes med at afskaffe resterne af feudalismen og går over på ordenens side. Kun af og til vakler de mellem arbejderdemokratiet og den borgerlige liberalisme. Alle teorier om en ikke-klassepræget socialisme og en ikke-klassepræget politik viser sig at være det pure vrøvl.
Pariserkommunen (1871) [2] afslutter denne udvikling af de borgerlige reformer; her har republikken, dvs. den statsform, hvor klasseforholdene træder mest utilsløret frem, udelukkende arbejdernes heroisme at takke for sin konsolidering.
I alle andre europæiske lande medfører en mere indviklet og mindre afsluttet udvikling den samme konstituering af det borgerlige samfund. Ved slutningen af den første periode (1848-1871), stormenes og revolutionernes periode, ligger den førmarxske socialisme på dødslejet. Der opstår selvstændige proletariske partier: 1. Internationale (1864-1872) og det tyske socialdemokrati.
Den anden periode (1872-I904) adskiller sig fra den første ved sin "fredelige" karakter, ved mangelen på revolutioner. Vesten var færdig med de borgerlige revolutioner. Østen var endnu ikke moden til dem.
Vesten tager fat på en "fredelig" forberedelse til de kommende omdannelsers epoke. Overalt dannes der proletariske, væsentligt socialistiske partier, der lærer sig at udnytte den borgerlige parlamentarisme og at skabe sin egen dagspresse, egne oplysningsorganer, egne fagforeninger og egen kooperation. Marx' lære vinder fuldstændig sejr og - vokser i bredden. Langsomt, men støt foregår der en proces, hvor proletariatet rekrutterer og samler sine kræfter og forbereder sig til de forestående slag.
Historiens dialektik er sådan, at marxismens teoretiske sejr tvinger fjenderne til at forklæde sig som marxister. Den indvendigt rådne liberalisme søger at få nyt liv som socialistisk opportunisme. At kræfterne i en periode forberedes til de store slag, udlægger de som opgivelse af disse slag. At slaverne forbedrer deres kår for at stå bedre i kampen mod lønslaveriet, fortolker de således, at slaverne sælger deres ret til friheden for en skilling. Fejt prædiker de "social fred" (dvs. fred med slaveriet), opgivelse af klassekampen osv. Blandt de socialistiske parlamentarikere, blandt arbejderbevægelsens funktionærer og den "sympatiserende" intelligens har de overordentlig mange tilhængere.
Endnu mens opportunisterne sang lovsange til den "sociale fred" og til muligheden for at undgå storme under "demokratiet", sprang der nye kilder til vældige verdensstorme frem i Asien. Oven på den russiske revolution fulgte den tyrkiske, den persiske, den kinesiske. Den epoke, vi nu lever i, præges netop af disse storme og deres "tilbagevirkning" på Europa. Hvilke tilskikkelser der end venter den store kinesiske republik, som de forskellige "civiliserede" hyæner nu hvæsser tænderne imod, vil ingen magt i verden kunne genoprette den gamle feudalisme i Asien, ingen vil kunne udslette den heroiske demokratiske ånd, som folkemasserne i de asiatiske og halvasiatiske lande har lagt for dagen.
Der var nogle folk, der ikke fattede betingelserne for at forberede og udvikle en massekamp, men blev drevet ud i pessimisme og anarkisme, fordi den afgørende kamp mod kapitalismen i Europa stadig lod vente på sig. Vi ser nu, hvor kortsynet og klejnmodig denne anarkistiske pessimisme er.
Det er ikke pessimisme, men optimisme, der kan hentes i den kendsgerning, at Asiens 800 millioner er blevet draget ind i kampen for de samme europæiske idealer.
De asiatiske revolutioner viste os den samme karakterløshed og nederdrægtighed hos liberalismen, den samme overordentlige betydning af de demokratiske massers selvstændige optræden, det samme tydelige skel mellem proletariatet og alskens bourgeoisi. Den, der efter erfaringerne i Europa og Asien taler, som om politik og socialisme ikke har klassekarakter, han fortjener simpelthen at blive sat i bur og udstillet sammen med en australsk kænguru.
Efter Asien er så Europa begyndt at røre på sig - blot ikke på asiatisk vis. Den "fredelige" periode 1872-1904 tilhører uigenkaldeligt fortiden. Dyrtiden og trusternes tryk fremkalder en uhørt skærpelse af den økonomiske kamp, som bringer røre selv blandt de engelske arbejdere, der er mest fordærvede af liberalismen. Lige for vore øjne modnes den politiske krise selv i det mest "stenhårde" borgerligt-junkerlige land, Tyskland. Rustningsfeberen og imperialismens politik har af det moderne Europa lavet en "social fred", som mest af alt ligner en krudttønde. Og opløsningen i alle borgerlige partier og modningen i proletariatet skrider støt fremad.
Efter marxismens fremkomst har hver af de tre store epoker i verdenshistorien bragt nye bekræftelser og nye triumfer. Men en endnu større triumf vil den forestående historiske epoke bringe marxismen, proletariatets lære.
1. Narodnisme - en småborgerlig - dels revolutionær, dels liberal-demokratisk - bevægelse, der opstod i Rusland efter indførelsen af Landbrugsreformen, 1861. Den afspejlede bøndernes protest mod godsejeråget og resterne af livegenskabet. Bevægelsens ledere - P. Lavrov, M. Bakunin, o.a. - mente, at den afgørende revolutionære kraft måtte findes i bønderne, og de regnede ikke arbejderklassen med i denne forbindelse. - Red.
2. Pariserkommunen - revolutionært styre, hvis regering blev valgt i Paris 26. Marts 1871 efter opstanden 18. marts. Regeringen bestod af arbejdere, intellektuelle, tjenestemænd og repræsentanter for småborgerskabet og udøvede for første gang i verdenshistorien proletariatets diktatur. Kommunens to store politiske grupperinger var blanquisterne og proudhonisterne.
Med støtte fra Preussen bekæmpede det franske bourgeoisi Kommunen, hvis sidste barrikade faldt den 28. maj samme år. - Red.
Læs også Marx' egen fremstilling i Pariserkommunen.