Socialister og anarkister

af Antonio Gramsci (1919)

Oversat af Kjeld Østerling Nielsen fra italiensk.
Fra: Antonio Gramsci: Politik og kultur, Gyldendal, København 1972.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online.

Anarkisterne bliver ofte bebrejdet, at de i højere grad helliger deres propaganda kampen mod proletariatets politiske og faglige organisationer end kampen mod den herskende klasse. Objektivt er dette en ubestridelig kendsgerning. Men det problem, der bør undersøges, er imidlertid følgende: er anarkisterne i stand til at optræde anderledes? Ville de være i stand til at udfolde nogen som helst permanent og organisk virksomhed, hvis den socialistiske og proletariske organisation ikke eksisterede?

Findes der en anarkistisk teori? Der findes kun en samling aforismer, almindeligt holdte fyndord, og påstande i en bydende tone, som anarkisterne kalder for deres "lære": og den metode, anarkisterne følger i deres virksomhed, består i, at de eklektisk og empirisk accepterer alle de former for kritik mod den nuværende ordning, de anser for egnede til at fremme en tilstand af psykologisk ubehag og kvalme og herpå så baserer deres påstande, deres aforismer og deres fyndord. Anarkisterne har ingen organisk opfattelse af verden og historien: de ser virkningerne, de iøjnefaldende fænomener, men ikke årsagerne, ikke den historiske proces' kontinuitet, der kun i form af et indicium viser sig i disse virkninger og fænomener. Derfor har anarkisterne brug for at indføje sig i en real kraft - dvs. de arbejdendes politiske og faglige organisation - der er som plastisk knyttet til den historiske proces. Af dette forhold opstår hos anarkisterne illusionen om, at de skulle have eksistens - og det som en udbredt og organisk kraft - og denne illusion er så deres eksistensberettigelse.

Anarkismens "lære" gælder for alle tider og alle steder, den er baseret på den menneskelige "natur", der så burde styres af love, der netop er faste og uforanderlige som de såkaldte "naturens love". Den menneskelige natur er ånd; den konstante lov, der styrer ånden i dens højeste manifestation - tænkningen - betinger en uafbrudt søgen efter frihed, en uafbrudt kamp mod fordommene, mod snæversyn, mod de begrænsninger, der påtvinges af traditionen, religionen og manglen på kritisk sans. Anarkismens "teori" er en afspejling - stivnet og forarmet i dogmatiske formler - af en filosofisk tendens, der endnu ikke er nået til modenhed og en organisk systematisering.

I det øjeblik, den når til modenhed, har denne filosofiske lære påvist, at filosofien og historien samfalder: i fænomenet den anarkisk-socialistiske symbiose kan vi konstatere den objektive sandhed af denne påvisning. Under den konkurrenceordning, der betinges af privatejendommen, har strømningerne i samfundet en tendens til at legemliggøre en manifestation af almenhistorisk art: socialisterne henholder sig til samfundslivets dybe manifestationer, til den økonomiske struktur, der betinger alle samfundslivets former: anarkisterne henholder sig til åndens konstante love, til friheden, tænkningen ("anarkist er tanken osv. osv."); - tilsammen burde de have en tendens til objektivt at virkeliggøre tankens og handlingens enhed, enheden mellem historien og filosofien.

Men i stedet er de modstandere, og det er de, fordi anarkisterne bestandigt er imod socialisterne (- socialisterne er modstandere af kapitalismen og bekæmper kun anarkisterne, når de viser sig som ubevidste redskaber for kapitalismen -), og det skønt de næres af og kun lever, fordi de er indføjet i det historiske cellevæv, som socialisterne tålmodigt og stædigt har opbygget.

Socialisterne, eller kommunister med kritisk ånd, har derimod en fast og organisk teori, og de har en metode, den dialektiske metode. Eftersom de har en teori, har de en veldefineret personlighed og deres eget veldefinerede område.

Frihedens pulsslag er menneskets afgørende lov, menneskeslægtens historie er en uafbrudt befrielsesproces, der aldrig får ende. Men friheden er ikke noget fast, noget uforanderligt i tid og rum.

Individuelt er friheden en tankerelation, der er betinget af det pågældende individs kultur: jo mere fri, desto "rigere" på kundskab og klogskab, desto større ens "formue" af historisk og åndelig erfaring, desto større orden findes der i ens tænkning, desto mere fuldkommen er individets indre organisation. Individuelt falder frihedens udviklingsproces således sammen med den proces, igennem hvilken individets kultur udvikles, og i den henseende er anarkisterne de mindst frie af alle proletarerne, eftersom anarkisterne netop ikke har en organisk opfattelse af verden og historien, og dette skyldes så netop, at de ikke har en sammenhængende, konsekvent teori, men kun en rodet og modsætningsfyldt dynge af grundsætninger, fyndord og aksiomer. De er slaver af deres åndelige uorden, de er de faste formlers trælle: hvis historien er udvikling, tilbliven, en bestandig dialektik, er den, der har en "teori", der er baseret på det faste og uforanderlige, ude af stand til at forstå historien, han er begivenhedernes slave, ikke en skaber, ikke et frit menneske, sådan som derimod den socialistiske arbejder er, der lever en teori, og som har en verdensanskuelse, der bygger på kritik og dialektik.

I menneskenes samliv, opfattet som en relation mellem individer, er friheden en kræfternes ligevægt og konkretiserer sig i en organisation, i en orden. Under privatejendommens regime er den politiske frihed (og under privatejendommens regime kan friheden kun være politisk, eftersom den er en relation mellem individer, mellem borgere og ikke mellem fællesskaber af producenter, mellem sammenslutninger, således som den vil være under kommunistisk styre) betinget af, om man besidder materielle goder eller om man er tyende for den, der besidder de materielle goder. Det kan derfor ikke siges, at det borgerlige regime skulle være et regime uden frihed: hele historien er fuld af, hvorledes det ene frihedsregime følger efter det andet, men en frihed, der er individuel eller politisk, dvs. en frihed, der er formel for alle og effektiv kun for besidderne af produktions- og omsætningsmidlerne. Da staten var individuel "besiddelse", var kun tyrannen og hans sykofanter fri; da staten blev de kapitalistiske og jordejende besidderes besiddelse, blev de kapitalistiske og jordejende besiddere fri. Når det bliver de arbejdende, der "besidder" staten, bliver også de arbejdende fri.

Ordet "stat" får anarkisterne til at stejle. Thi i staten ser de kun autoritetens "uforanderlige" princip. Socialisterne skelner mellem to aspekter ved staten. For socialisterne er staten det politiske magtapparat, men den er også et apparat til produktion og omsætning.

Som industrielt princip for økonomiens organisation i et land må staten bevares og udvikles: alle de redskaber til produktion og omsætning, som kapitalismen efterlader proletariatet, må bevares og udvikles for at bevare og forøge den fælles velstand. Hvis den industrielle produktions behov kræver centralisering, må centraliseringen opretholdes og udvikles, indtil den bliver verdensomspændende; det ville være vanvid og forbryderisk at ødelægge et produktionsredskab, på hvis eksistens den nuværende verdensbefolknings trivsel beror, ja ofte dens elementære mulighed for at leve, blot fordi en mand for halvtreds år siden - og uanset at det var et så betydeligt menneske som Bakunin - har erklæret, at centralisering betyder "døden for selvstyret og friheden". Socialisterne er følgelig kun "statstilhængere", for så vidt den industrielle produktions udviklingsproces har skabt økonomiske apparater, der falder sammen med apparatet for den politiske magt og udgør dettes indre struktur.

Som princip for den politiske magt vil staten opløse sig desto hurtigere, jo mere kompakt og disciplineret de arbejdende ordner sig samfundsmæssigt, dvs. smelter sammen i grupper, der forenes til et fællesskab af arbejdet, og som er koordinerede og indbyrdes systematiserede i overensstemmelse med produktionens momenter: fra elementarkernen af arbejde af samme faglige type i værkstedsafdelingen, til værkstedsafdelingen i en fabrik, til fabrikken i en by, i en landsdel, i enheder, der stadig vokser, indtil de omfatter hele verden. Internationalen er de arbejdendes "stat", dvs. det egentlige og sande grundlag for fremskridtet i den specifikt kommunistiske og proletariske historie.

Staten vil forblive et magtapparat, så længe der findes klasser, med andre ord så længe det ikke er lykkedes den bevæbnede arbejdende befolkning - ved hjælp af den politiske stat (eller diktaturet), som kapitalisterne har udrustet som et seletøj for den økonomiske organisme - at beherske og realt sætte sig i besiddelse af det enkelte lands produktionsapparat og gøre det til den permanente betingelse for deres frihed.

Ordene "stat", "legalitet", "autoritære metoder" osv. som anarkisterne har munden fuld af, har en bestemt værdi, så længe de individuale ejendomsforhold fortsat består: nemlig en politisk værdi. De får en anden værdi, når de opfattes som rent industrielle forhold. Arbejderne i industrien kender disse forhold af direkte erfaring, og derfor er de socialister, de har en dialektisk psykologi; de er ikke anarkister, dvs. stivnede i en formel.

"L'Ordine Nuovo", 20.-27. sept. 1919