Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Artikel i Il Grido del Popolo, 29.4.1917. Oversat fra italiensk af Jørgen Stender Clausen.
Teksten er fra Antonio Gramsci: Arbejderkontrol, arbejderråd, arbejderstyre.
Artikler, s. 18-21, Forlaget Rhodos, København 1973. ISBN 87-7496-364-3
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, dec. 1998.
Hvorfor er den russiske revolution en proletarisk revolution?
Ved at læse aviserne, ved at læse de nyheder, som censuren har ladet passere, kommer det ikke klart frem. Vi ved, at det er proletarer (arbejdere og bønder), der har gennemført revolutionen, og vi ved, at der findes en komité af arbejderdelegerede, der kontrollerer det administrative apparat, som det har været nødvendigt at bibeholde for at ekspedere de ordinære sager. Men er det tilstrækkeligt, at en revolution er gennemført af proletarer for at være proletarisk? Også krigen udkæmpes af proletarer, men den er ikke af denne grund en proletarisk handling. Det er altså nødvendigt, at der spiller andre faktorer ind, nemlig åndelige faktorer. Det er nødvendigt, at den revolutionære akt, foruden at være et spørgsmål om magt, også viser sig at være et spørgsmål om mentalitet, altså en moralsk akt. De borgerlige aviser fremhæver magtspørgsmålet; de har forklaret os, hvorledes det er gået til, at den enevældige magt er blevet erstattet med en anden endnu ikke klart defineret magt, som de håber er den borgerlige magt. Og de har øjeblikkeligt trukket en parallel til den franske revolution og finder, at der er ligheder. Men det er blot begivenhedernes overflade, der synes ens, ligesom den ene voldsakt ligner den anden, og ligesom den ene ødelæggelse ligner den anden.
Og alligevel er vi overbevist om, at den russiske revolution foruden at være gennemført af proletarer også er proletarisk af indhold og derfor nødvendigvis må munde ud i et socialistisk styre. De få helt konkrete og virkeligt fyldestgørende meddelelser tillader ikke at føre et udtømmende bevis. Imidlertid gør visse elementer det muligt at nå til denne konklusion.
Den russiske revolution har ikke kendt til jakobinisme. Revolutionen har skullet omstyrte enevælden, men den har ikke skullet erobre flertallet med vold. Jakobinismen er et rent borgerligt fænomen, der var karakteristisk for den borgerlige revolution i Frankrig. Efter at have gennemført revolutionen, havde borgerskabet ikke et universelt program, men tjente særinteresser, dets egen klasses interesser, og med den snævre og smålige mentalitet, der er typisk for dem, der kun søger at opnå egen fordel. Den voldelige faktor i den borgerlige revolution er dobbelt voldelig: den tilintetgør den gamle samfundsorden og påvinger en ny. Borgerskabet påtvinger ikke alene den tidligere herskende klasse sin magt og sine ideer, men også folket, som det gør sig rede til at herske over. Det er et autoritært styre, som træder i stedet for et andet autoritært styre.
Den russiske revolution har tilintetgjort den autoritære styrefonn og erstattet den med den almindelige valgret, som også omfatter kvinderne. Det autoritære styre er blevet erstattet med frihed, og grundloven er blevet erstattet med den universelle bevidstheds frie røst. Hvorfor er de russiske revolutionære ikke jakobinere, og hvorfor har de med andre ord ikke erstattet en enkelt mands diktatur med et mindretals diktatur, et dristigt mindretal, der er besluttet på alt, blot deres program gennemtrumfes? Fordi de har et ideal, som ikke kun er for de få, fordi de er forvissede om, at når de udspørger hele det russiske proletariat, kan der ikke være tvivl om svaret: det er i alles bevidsthed, og det vil forvandles til en uigenkaldelig beslutning, så snart det kan udtrykkes under forhold med fuldstændig åndelig frihed, og uden at stemmeafgivningen påvirkes af politiet og af trusler om galge eller eksil. Industriproletariatet er allerede klar til overgangen, også kulturelt set, og også landproletariatet, som kender de traditionelle former for den kommunale kommunisme, er klar til at gå over til en ny samfundsform. De revolutionære socialister kan ikke være jakobinere; de har for øjeblikket i Rusland kun den opgave at kontrollere, at de borgerlige organer (duma og zemstva) ikke betjener sig af jakobinisme for at gøre folkeafstemningens svar tvetydigt og vende voldsfaktoren til deres fordel.
De borgerlige aviser har ikke lagt den mindste vægt på følgende hændelse: De russiske revolutionære har åbnet fængslerne ikke alene for de politiske fanger, men også for dem, der var dømt for andre lovovertrædelser. I et tugthus erklærede disse sidste ved meddelelsen om, at de var frigivet, at de ikke følte, at de havde ret til at tage imod friheden, men at de ville udsone deres skyld. I Odessa samledes de i fængselsgården og svor frivilligt, at de ville være ærlige og leve af deres arbejde. Denne begivenhed har mindst lige så stor betydning for opnåelsen af den socialistiske revolution som nyheden om zarens og storhertugernes fordrivelse. Zaren ville også være blevet fordrevet af borgerskabet, mens disse straffefanger fortsat ville være blevet betragtet som fjender af dets samfundsorden, dets rigdom og dets ro. For os har deres befrielse denne betydning: i Rusland har revolutionen skabt en ny mentalitet. Den har ikke blot udskiftet en magt med en anden magt, men har skabt en ny mentalitet, et nyt moralsk klima og åndens frihed foruden kroppens frihed. De revolutionære har ikke været bange for at løslade de mennesker, som den borgerlige retfærdighed har brændemærket med det afskyelige udtryk "tidligere straffet", og som den borgerlige videnskab har rubriceret under de forskellige typer af kriminelle forbrydere. Kun i en atmosfære af revolutionær begejstring kan en sådan handling finde sted, altså når holdningen er ændret, og den fremherskende mentalitet er skiftet. Friheden gør menneskene fri, udvider den moralske horisont og gør det autoritære styres værste forbryder til en pligtens martyr og en ærlighedens helt. Der står i en avis, at i et fængsel har disse forbrydere sagt nej til friheden og valgt deres vogtere. Hvorfor har de aldrig gjort det tidligere? Hvorfor var deres fængsel omgivet af mure, og hvorfor var der tremmer for vinduerne? Dem, der kom for at befri dem må have haft et ganske anderledes ansigt end rettens dommere og fængslets vogtere, og ganske anderledes ord end dem, disse forbrydere var vant til at høre, når en sådan forvandling foregik i deres bevidsthed, og når de med ét slag blev så fri, når de var i stand til at foretrække indespærring for frihed og til frivilligt at påtage sig en soning. De må have følt, at verden havde ændret sig, og at også de, samfundets udskudte, betød noget, og at også de, de afsondrede, havde mulighed for at træffe et valg.
Og det er det mest storslåede fænomen som menneskeværk nogensinde har frembragt. Forbryderen er i den russiske revolution blevet det menneske, som Emanuel Kant, den absolutte morals teoretiker, havde forkyndt, det menneske, der siger: himlens umådelighed uden for mig, min samvittigheds imperativ inden i mig. Det er åndens befrielse, indførelsen af en ny moralsk bevidsthed, som disse små nyheder afslører. Det er oprettelsen af en ny orden, som stemmer overens med alt det, vores læremestre havde lært os. Lyset kommer fra øst og bestråler den gamle vestlige verden, som forbavses og kun kan forsvare sig med de købte journalisters dumme og banale vittigheder.