|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
I hvor høj grad en absolutering af den leninske parti-type tingsliggør organisationsspørgsmålet, som ganske vist kan overføres fra den politiske overflade, men rent faktisk i ethvert samfund har specifikke forudsætninger og kræver specifikke løsninger, bliver særlig tydeligt, hvis vi sammenligner "Opportunismus und Putschismus"[1] med Lukács' bidrag om marts-aktionen[2] (heller ikke disse må adskilles fra de i slutningen af februar udbrudte fraktionskampe i UKP i eksil).
I "Opportunismus und Putschismus" havde Lukács endnu som en af de få revolutionære marxister i Europa i 20'erne begrebet, at det revolutionære organisationsspørgsmål ikke er et spørgsmål på den politiske overflade, ikke et teknisk spørgsmål. At tværtimod den revolutionære parti-type i særdeleshed, og organisationen i almindelighed er en politisk genstandsgørelsesform, som må afledes af økonomien, af kritikken af den politiske økonomi, som Marx og Engels har udviklet den. Den almene lære om kapitalbevægelsens naturgroede karakter i de kapitalistiske produktionsforholds struktur er basis for den alternative refleksion over formidlingen af forholdet mellem teori og praksis, over partiets revolutionære organisationsform.
Idet han griber tilbage til Marx' "Kritik af Gotha-programmet": at "retten aldrig kan være højere end den økonomiske udvikling og den derigennem betingede kulturudvikling i samfundet",[3] nåede Lukács frem til den materialistiske konsekvens, at denne økonomiens relation til retten, til kulturen, til politikken etc. ligeledes refererer til "proletariatets organisationsformer i dets klassekamp".[4]
Hvis vi husker på det "lave kulturniveau" og på Ruslands "halv-asiatiske kulturløshed", som Lenin så ofte talte om, på den samfundsmæssige stagnation og den lave grad i udviklingen af de russiske produktivkræfter, så vil vi ikke miste parti-typen af syne. Princielt er dette af betydning, for ikke uden videre at stole på alle gentagelses-illusioner og legitimerings-tilsløringer af f.eks. "Hvad må der gøres?" At tage denne arv fra Lenin kritisk-materialistisk alvorligt, men ikke lade den vulgarisere gennem en totalisering - det er vores opgave. I "Opportunismus und Putschismus" forstår Lukács abstrakt, at udviklingen af klassekampen indenfor rammerne af dynamikken i de samfundsmæssige produktivkræfter begrunder de objektive muligheder for konstitueringen af "udtryksformerne" og af "proletariatets våben".[5]
Han kommer frem til den meget vigtige konstatering, at "så snart en organisationsform hæver sig til selvstændighed",[6] mere præcist: bliver selvstændiggjort, slår det subversive, gensidigt drivende forhold mellem klasse- og parti-interesser i arbejderbevægelsens latente eller aktuelle kampe om i en dominerende parti-interesse. Partiet vil fjerne sig fra arbejderklassens almene og specifikke interesser og virke hæmmende bag ved klassen.
Fjernelsen af interesserne, behovene, omgangs- og kommunikationsformerne i partiet fra de reale og mulige former i klassen selv skjuler "totalitetens synspunkt".[7] Arbejderpartiernes selvstændiggørelse overfor deres klasse er udtryk for det forkortede begreb om totalitet og for en kampdygtighed i disse organisationer, som ikke er i overensstemmelse med klassen, og som ikke fuldbyrder forandringerne i arbejderklassen via produktionsprocessen. Den konkrete oprindelse til en fremstilling af formidlingerne, for at komme ud over en hildethed i umiddelbarheden, går derved tabt: "Thi marxismen opfatter hele processen for den kapitalistiske udvikling og indenfor denne udfoldelsen af den proletariske energi som en stor samlet proces. Det lange pusterum, som denne udvikling omfatter, de lange pauser, de lange - tilsyneladende - stilstande, tilbageslag, bevægelsesløsheder kan og må for proletariatet og især for dets bevidste avantgarde aldrig formørke totalitetens revolutionære karakter".[8] Herudaf giver der sig ifølge Lukács en dobbeltkarakter i arbejderbevægelsen, som kommunisterne må tilpasse sig: taktikken "må på den ene side aldrig tabe enheden og totaliteten af den revolutionære proces af syne. Men på den anden side må denne samme totalitet til stadighed betragtes ud fra det givne øjebliks synspunkt, ud fra de 'dagsaktuelle kravs' standpunkt".[9] Heraf drages den slutning, at den kommunistiske taktik altid må være "en revolutionær realpolitik", "hvorved ethvert af de to begreber, som den kommunistiske taktik opbygges af, må forblive lige vigtige".[10]
Da "totalitets"kategorien hos Lukács fremtræder som "synspunkt" og "proces" og ikke som en given social-økonomisk struktur for det borgerlige samfund i dets opløsningsproces, reciperer Lukács dog stadig Marx 'idealistisk'. I sidste instans drejer det sig for Marx i "Kritik af Gotha-programmet" om ved siden af ytringer om "kapitalen i almenheds" væsenskarakter i det borgerlige samfund primært om analyse-opgaven: "kapitalen i dens realitet" om de tyske klasseforhold med de deri gemte specifikke modsigelser og revolutionære muligheder for de undertrykte arbejdere og bønder.
"Revolutionær realpolitik" (Lukács) som bearbejder og overskrider den samfundsmæssige umiddelbarhed, er bundet til klassekampene og til analysen af "kapitalen i dens realitets" (Marx) historiske stade.
'Realpolitik', som forbliver i det til enhver tid givne øjebliks umiddelbarhed, har ingen kontinuitet og kan ikke på langt sigt være revolutionær og i overensstemmelse med klassen, fordi en sådan politik mangler futurisk sprængkraft, som viser ud over umiddelbarheden; fordi der ikke er nogen "konkret utopi" (Bloch) i programmet og i parti-typen til stede som formidlende og ledende basis for indholdet i perspektivet.
Begreb Lukács endnu i "Opportunismus und Putschismus"[11] klasseforholdene i deres abstrakt-filosofiske totalitet som basis for organisationsspørgsmålet og gennemskuede følgelig relativt den dialektiske formidlingssammenhæng mellem den revolutionære arbejderklasse og det revolutionære arbejderparti, arbejderrådene etc., så leder hans tiltagende KI-hildethed ham dog stadig i modsigelser. I efteråret 1920 betoner han den italienske revolutions modenhed og krise: "Situationen i den italienske revolution er krisefyldt, fordi massernes revolutionære bevægelse ikke bliver anført af et kommunistisk parti. Den nuværende situation i den italienske revolution er så at sige et skoleeksempel på denne fare, som indfinder sig ved befrielsen af proletariatet, hvis en partiorganisation mangler, hvis det revolutionære parti ikke er der" Og Lukács drager en vigtig slutning: "Og jo mere betydningsfuldt dette eksempel er, jo vigtigere er det, at proletariatet hurtigt og grundigt uddrager alle lærer deraf, thi det er mere end sandsynligt, at dette sagsforhold, manglen på et revolutionært parti, vil få tragiske konsekvenser i de vestlige landes revolutionære bevægelser".[12]
Lukács henviser til beslutningerne på KI's kongres vedrørende partiets rolle i den revolutionære proces, beslutninger som blev underskrevet af kommunisterne og revolutionære syndikalister. Og der følger en sætning, som er næsten lig Lenins på KI's 4. kongres i slutningen af 1922, altså efter det italienske nederlag: "Men den udmærkede beslutning forbliver blankt papir, hvis dens indhold ikke går ind i arbejdernes blod, hvis dens indhold og dens betydning ikke er i stand til at lede arbejdernes aktioner".[13] At dette ikke sker, fører Lukács tilbage til syndikalismen i arbejderbevægelsen, krisen i den revolutionære proces er en krise i syndikalismen. Lukács' refleksion er forkortet, fordi han ikke forstår, at en revolutionær beslutning om organisationen kun "går ind i arbejdernes blod" hvis indholdet i denne beslutning, i organisations-typen, virkelig udtrykker landets reale produktions- og kulturhistorie, hvis der på ægte vis er blandet "blod med blod", "klasse" med "parti" og der ikke opstår en kløft i kraft af et fremmed sprog.[14] Lukács nærmer sig til stadighed den almene erkendelse af nødvendigheden af et revolutionært parti: "De syndikalistiske organisationer er i stand til at føre arbejderne i kamp indenfor fabrikkerne mod enkelte kapitalister eller mod grupper af kapitalister. Men dog, hvis alle arbejdere i alle fabrikker ville optræde sammen og solidarisk mod totaliteten [gesamtheit] af kapitalister ... ville alle de organisationer indenfor statsmagten forblive uberørte deraf, som er i stand til at forvandle enhver tilkæmpet sejr til nederlag".[15] Fabriksbesættelser er ikke per se revolutionære, den revolutionære klassekamp er en politisk kamp om en ny klasse-magt, det er kampen om "proletariatets diktatur", det er en fundamental kamp mod bourgeoisiets politiske stats-maskine. Til dette ville det "revolutionære parti" være den uundværlige leder. Lukács forbliver også her abstrakt, og derfor kan han - også skønt det stadig falder ham svært - snart opfatte den kunstige ledelse i KI og spaltningen af det socialistiske parti i Italien gennem repræsentanter fra KI-maskinen (Pogány, Rákosi) som nødvendige skridt på vejen til dannelsen af det "revolutionære" KPI. 'Verdensrevolutionens central-komité' har besluttet - hvorledes kan der da på ægte vis tvivles?
"Hensynsløs sandfærdighed og selvkritik"[16] mister sin ægthed i en sådan påklistret parti-type: "Men arbejderklassen har lært at differentiere mellem ord og handlinger; endskønt også prisen for det var meget høj"[17] Faktisk har opportunismen i KPD,[18] USPD etc., for slet ikke at tale om SPD, skuffet de mest militante dele af arbejderklassen dybt i Kapp-kupfasen f.eks. Men Lukács siger: "Revolutionens forløb har skabt det kommunistiske parti. Og så snart det var blevet stærkt og selvbevidst nok til at lede revolutionen, begyndte den uundgåelige bevægelse til organisationen af arbejderråd. I alle revolutionære situationer danner arbejderstanden med et selvsikkert instinkt arbejderråd. Men på tidspunkter, hvor det kommunistiske parti endnu ikke er i stand til at rive ledelsen til sig, bryder spidsen af bevægelsens fortrop sammen som følge af opportunisternes politik, den bliver svagere og slappere, så snart arbejderrådene - efter den revolutionære situations forsvinden - ved afslutningen af deres funktion forsvinder eller svinder hen i en skyggetilværelse, (se novemberrevolution, Kapp-kup)".[19]
Alle KP's fejl kan følgelig af Lukács væltes over på de endnu ikke ophævede svagheder i organisationen eller på "opportunismen". Det er ham ikke muligt, at problematisere KP's struktur og type, rolle og funktion som en sektion af KI-maskinen i den mellemeuropæiske klassekamp, for at lære at forstå nederlag og fejl.[20]
Revolutionsproblemet i spørgsmålet om forholdet mellem klasse og parti kan han derfor kun se abstrakt-moralsk, men ikke sanselig-materialistisk: "Alene det kommunistiske parti er kaldet til at udtømme den revolutionære situation på revolutionær vis, at gøre den revolutionære stemning bevidst og at gøre revolutionen permanent".[21] Det messianske parti-begreb, som spreder sig over "verdensrevolutionens centralkomité" (KI-eksekutiv-komitéen), har helt igennem en materialistisk oprindelse, nemlig en oprindelse i den sovjetiske klassesituation i den nationale og internationale klassekamp. Reduktionen af den proletariske internationalisme til SUKP's interessesituation, som fandt sit specifikke udtryk i den "demokratiske centralismes" organisatoriske struktur, forhindrede tendentielt fra begyndelsen af, at disse ting kunne fremstilles kritisk-solidarisk. Lukács antager, at KPD "i fremtiden med hjælp fra arbejderrådene vil opdrage det tyske proletariat til aktion"[22]; men hvordan partiet skal opdrages af arbejderrådene for ikke at afvige fra klassens arbejderbehov, ses ikke som noget problem. Denne afgørende vekselvirkning forbliver overladt til partiets "mission" - hvorved den ikke bliver gennemskuet. Lukács mener, at arbejderrådene er "uundværlige" og anviser dem funktionen: "umiddelbar kontrol".[23] Men hvorledes kontrolforholdet mellem parti og arbejderråd skal se ud, overlades til "fremtiden".
Ægte proletarisk politik, som skulle vise sig i denne vekselvirkning, bliver hos Lukács til det almene postulat om vurdering af klasse- og styrkeforholdene som kriterium for KP's virkelighedsnære proletariske politik.[24]
Endnu forud for den ikke principielle vending, i anledning af den tyske martsaktion, har Lukács generelt ikke glemt, at "kendetegnet på revolutionære tider" "netop er denne uadskillelige enhed"[25] mellem økonomiske og politiske kampe: "Følgelig er organisationen ikke forudsætning for, men følge af massestrejken, revolutionen". Og han tilføjer: "Ordene i det 'Kommunistiske manifest', at proletariatet i revolutionen organiserer sig til klasse, blev ganske klart bekræftet i den russiske revolution".[26] 'Blot' lader han ude af betragtning, at produktionsforholdene og klassekræfterne "i det 'tilbagestående Rusland' "[27] i sig bar en anden klasse- og klassekampssammenhæng end i den vesteuropæiske produktionszone.
Denne fejl nåede sit højdepunkt i debatterne om martsaktionen. Om rollen for arbejderklassens massestrejkebevægelse havde Lukács engang tidligere udtrykkelig betonet, at partiets rolle ligger i "føringen og ledelsen" af massebevægelsen, ikke i det kupagtige: "'at lave' revolutionen".[28] Efter den uventede krise" (Lukács) for proletariatet i den tyske marts-aktion og efter de fraktionskampe i UKP som var påtvunget af Kun-fraktionen, fulgte den lukács'ske ændring i organisationsspørgsmålet. Bevægelsen i arbejderklassen, i dens kamp for efter nederlag at modvirke den tiltagende udbytningsbølge fra kapitalforholdet, som igen stabiliserede sig relativt, bliver af Lukács forstået som krise, hvorved han endnu mindre så på klassens materialistiske grund end på KI-maskinens og den "revolutionære centralkomités revolutionsfremkaldelse" Hvor Béla Kun var medlem.
Denne overgang fra "luxemburgisme" til "leninisme" var formal; endnu kort før martsaktionen havde han emfatisk forsvaret "luxemburgismens" teoretiske grundlag, Rosaf Luxemburgs akkumulationsteori: "Indholdet i hendes hovedværk Die Akkumulation des Kapitals [Kapitalens akkumulation], 1913 er analysen af imperialismen, den nye og sidste periode i den kapitalistiske udvikling".[29]
Hvori består dette forsøg på en "tilbagevenden til Marx' sande metode"? Ifølge er det følgende: "Værket er forsøget på at forstå den nye tids problem med denne metodes ånd, det problem, som opportunisterne, der kun så på de marxske bogstaver, ikke kunne og ville forstå. Spørgsmålet om kapitalens akkumulation er nemlig kapitalismens eksistensspørgsmål. Akkumulation vil sige, at udvide den kapitalistiske produktion med en del af den profit, som kapitalistklassen årligt erhverver sig. Denne del svarer til den mængde profit, som bliver tilbage, hvis vi fra kapitalistklassens samlede årsprofit trækker det fra, som denne klasse forbruger til sine egne behov. Med denne del forøger og udvider de deres fabrikker. Akkumulationen er følgelig problemet om den økonomiske værdiøgning af den profit, som går ud over kapitalisternes privatforbrug. Den er samtidig problemet om, hvem der vil købe produkterne fra en således forøget produktion. For enhver normal arbejder er R. L.'s overvejelse straks indlysende: af kapitalens akkumulation følger nødvendigvis kapitalens bestræbelser på uafbrudt og ubegrænset at udvide markedet. Men da det interne markeds optagelsesevne er begrænset, er kapitalen tvunget til udvidelse i verdensmålestok (imperialisme). Men da der før eller senere må opstå en tilstand, hvor samtlige kolonier og interessesfærer vil være i de enkelte imperialistiskkapitalistiske interessegruppers sikre besiddelse, må det komme til en kamp på liv og død mellem disse interessegrupper, dvs. til en verdenskrig. Den egentlige årsag til krigen består i, at enhver enkelt imperialistisk-kapitalistisk gruppe vil undvige den for dem endegyldige krise på bekostning af de andre; den krise, som er resultat af, at der for den udvidede kapitalistiske produktion ikke findes et tilsvarende større marked".[30] Her kommer vi frem til væsnet i den lukács'ske krise-teori, i det politiske udtryk. Derfor var verdenskrigen for ham den kapitalistiske produktionsmådes 'endegyldige krise' og "må følgelig føre i retning af verdensrevolutionen".[31] Denne forkortede sammenbrudsteori hos Rosa Luxemburg, som forstår, mere præcist: misforstår[32] kapitalakkumulationens krise ud fra cirkulationssfæren, men ikke ud fra produktionssfæren, finder sin politiskorganisatoriske komplettering i en revolutionsforståelse, hvor "revolutionen som proces" overbetones, og hvor den revolutionære etappe, klassekamp- og kapialbevægelsens konkrete sandhed ikke fremtræder og ikke kan bringes på et politisk-organisatorisk begreb.[33] Rigtigt protesterede Lukács mod de kupagtige tendenser i KP'erne, tilråbte dem med Marx: "I stedet for de virkelige forhold bliver "for dem "den blotte vilje til revolutionens drivhjul".[34] Men hvor hurtigt der af "revolutionen som proces" kan opstå den "blotte vilje" viser de lukács'ske bidrag om martsaktionen, hvor den almene luxemburgistiske sammenbrudsteori kompletteres af en "leninistisk" partiforståelse: "Med stor berettigelse har Lenin gjort front mod de opfattelser, der mekanisk-fatalistisk betegner kapitalismens imperialistiske krise, som han selv helt igennem opfatter som den sidste krise, som uden udvej; der findes, siger han, ingen situation, som abstrakt og i og for sig ville være uden udvej. Proletariatet, proletariatets handling spærrer kapitalismen vejen ud af denne krise".[35] Men da - ifølge Lukács - "revolutionens hæmninger" var trådt uforudset frem som "ideologiske hæmninger i proletariatet selv" har partiets rolle i revolutionsprocessen fået en specifik offensivfunktion for at bryde hæmningerne. Lukács brød her med alle sandheder fra de marxske "afsløringer om kommunistprocessen i Köln", som han havde citeret til slut i "Opportunismus und Putschismus": "Mens vi siger til arbejderne: I skal gennemføre 15, 20, 50 års borgerkrige og folkekrige, ikke kun for at ændre forholdene, men for at ændre jer selv (understreget af Lukács) og for at kvalificere jer til det politiske herredømme, siger I (de anklagede utopister) derimod: 'Vi må straks komme til magten, eller vi kan lægge os til at sove' ... Ligesom ordet folk af demokraterne bliver gjort til et helligt væsen, så af jer ordet proletariat. Ligesom demokraterne pådutter I den revolutionære udvikling frasen om revolution".[36] Det nye hellige væsen var det leninistiske parti. En organisationsform, som ikke afledte sin historisk-materialistiske legitimation af udviklingen i kapital- og klassekampsbevægelsen, men ud fra kapitalens forudsatte bevægelsesløshed (sammenbrudsteori) og den forudsatte indskrænkethed i arbejderklassens bevægelsesfrihed i de højtudviklede kapitalistiske lande. Overgangen fra "luxemburgisme" til "leninisme" var ikke så vanskelig for Lukács; hverken hos R. Luxemburg eller hos Lenin fandtes et virkeligt forsøg på at forklare arbejderklassens nederlag og spaltning ud fra forandringer i den samfundsmæssige produktionsproces, som ikke var gennemskuet teoretisk og politisk-organisatorisk, i stedet for gennem "forræderideologien" og "arbejderaristokratiet" (korruption)[37] Hverken Luxemburg eller Lenin havde revolutions-strategisk reciperet mulighederne i den kapitalistiske produktionsplanlægning og "nødvendigheden af programmering, som kapitalen omkring 1905 begynder at blive opmærksom på - og efter 1917 begynder at organisere".[38] Lukács kommer ganske vist i 1922 i sine "Kritiske bemærkninger til Rosa Luxemburgs 'Kritik af den russiske revolution'". som ikke må adskilles fra fraktionskampen indenfor UKP i eksil, til den rigtige erkendelse, at der hos R. L. foreligger en stærkt "organisk"[39] historieforståelse, hvilket nødvendigvis måtte føre til fejl i organisationsspørgsmålet, men han kommer aldrig på den tanke at aflede R. L.'s fejltagelser i organisationsspørgsmålet af hendes mekanisk-deterministiske akkumulationsteori. Dette er heller ikke muligt, fordi Lenins imperialismeteori er en helt igennem forklædt og med Hilferding modificeret og forkortet sammenbrudsteori i politisk form.[40] Det vil sige, en teori, som ikke kan se forholdet mellem forandringer i arbejderbevægelsens og kapitalbevægelsens fraktionering, fordi en forkortet sammenbrudsteori udelukker - last not least - nye kapitalistiske trin i produktivkræfternes udvikling indenfor rammerne af de kapitalistiske indskrænkninger.
Derfor kan Lenin også kun utilstrækkeligt gennemskue de politisk-organisatoriske konsekvenser og retninger for klasskampsbevægelsen.
Politisk uklarhed og ubevidst afmagt var følgerne i KI, således som det viste sig efter den første revolutionære eufori ved slutningen af den første verdenskrig. Det taktiske forsøg på at redde Landler-fraktionen fra Kun-Pogány angrebet ved at forsvare KPD-ledelsen og Kun i deres eventyrlige politik, hjalp lige så lidt den lukács'ske fraktion som hans kritik af Rosa Luxemburgs kritik af den russiske revolution nogle måneder senere. Det tunge nederlag for fraktionen og KI-maskinens opløsning af partiet udgør følgelig den real-historiske basis for Methodisches zur Organizationsfrage [Metodisk om organisationsspørgsmålet] i "Geschichte und Klassenbewusstsein" Mange praktisk-politiske erfaringer, taktisk føjelighed og teoretiske generaliseringer genspejler sig deri.
Det specifikke, den reale SU-historie, KI-maskinens historie og dens hæmmende modsigelser med hensyn til den proletariske revolution i Vesteuropa bliver negeret og tilsløret på samme måde som det nye bureaukratiproblem i SU.[41]
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] Kommunismus, Wien 1920, s. 1107 ff.
[2] Se afsnit 9 og 10 i anden del af denne bog.
[3] Lukács, Opportunismus und Putschismus, s. 1111. Lukács henter citatet fra: "Neue Zeit", IX.I., s. 56.
[4] Ibid.
[5] Ibid.
[6] Ibid.
[7] Ibid.
[8] Ibid.
[9] Ibid.
[10] Ibid.
[11] I realiteten ibrud for fraktionskampen, som tvang blikket i retning mod Moskva-KI-eksekutiv-komitéen og Kun etc.
[12] Lukács, Die Krise der italienischen Revolution [Den italienske revolutions krise], i: Proletár, 23.9.1920 (Fremhævelse af mig). Det social-økonomiske indhold forbliver uklart.
[13] Ibid.
[14] Derfor er Lenins selvkritik på den 4. KI-kongres, som vi skal se, så interessant. Lenin forstår der at adskille mellem klassens almene interesser og partiets specifikke interesser og sætter ikke de to lig hinanden, som det var blevet gængs i KI.
[15] Lukács, Die Krise der italienischen Revolution; hvilket også gælder for enhver heldig hus-besættelse, som jo ikke engang står for en fabrik, omend nok for en gade-celle.
[16] Ibid.
[17] Lukács, Die Kommunistische Partei und die politischen Arbeiterräte in Deutschland [Det kommunistiske parti og de politiske arbejderråd i Tyskland], i: Proletár, 30.9.1920.
[18] Se Karl Radek, Die KPD während der Kapp-tage [KPD under Kapp-dagene], i: Kommunismus, bd. 2, hæfte 30-31, s. 1042ff.
[19] Lukács, op. cit., s. 1 i oversættelsen.
[20] Som det har vist sig i hans abstrakte forsøg om organisationsspørgsmålet indenfor KI-maskinen i anledning af KI's 2. kongres, se Kommunismus, 1920, bd. 1, s. 238. Lukács ville "kun stille dette spørgsmål til diskussion" og har sandsynligvis af den grund "ikke engang berørt", som et ekstra spørgsmål, spørgsmålet om "indoptagelse af nye partier i 3. Internationale" (s. 238). Der kom ikke en diskussion i stand, UKP måtte underordne sig.
[21] Ibid.
[22] Ibid., s. 4.
[23] Ibid.
[24] Se Lukács, Wo stehen wir? [Hvor står vi?], i: Proletár, 14.10.1920. Denne almene linie bliver, hvis den ikke er formidlet med spørgsmålet om det reale sanselig-praktiske forhold mellem parti og klasse, til en abstraktion, som kan misbruges til enhver legitimation af tilstandene.
[25] Lukács, Forord til Rosa Luxemburg, Massenstreik, Partei und Gewerkschaften [Massestrejke, parti og fagforeninger], Wien 1921, s. 4 (tysk oversættelse).
[26] Ibid.
[27] Ibid.
[28] Ibid., s. 5.
[29] Ibid. Det er ikke uinteressant, at de krumbøjede statskommunister fra Moskva til hovedstaden i DDR gør: Lenin, Imperialismen som kapitalismens yngste etappe (således hedder det i den "at Lenin-instituttet autoriserede udgave" fra 1926 i "Forlaget for litteratur og politik") til en: Lenin, Imperialismen som kapitalismens højeste stadium. I formuleringen "højeste stadium" ligger den luxemburgistiske sammenbrudsteori, netop det, som Lenin principielt har anset for forkert hos Rosa L.. Det var den "rigtige" afvisning af den organiske sammenbrudsteori, men en indsnævret afvisning. Lenin og Luxemburg er fælles om den falske reception af skemaerne i det 2. Kapital-bind om akkumulation og reproduktion, de to begriber på forskellig vis ikke skemaernes funktionssammenhæng indenfor det marxske helhedssystem.
[30] Lukács, ibid., s. 2-3.
[31] Ibid.
[32] H. Grossmann siger: "Det var en stor historisk fortjeneste, at Rosa Luxemburg i bevidst modsætning til og protest mod neo-harmonikernes opkomst holdt last ved grundtanken i "Kapitalen" og forsøgte at støtte den gennem påvisningen af en absolut økonomisk grænse for videreudviklingen af den kapitalistiske produktionsmåde". Men "ikke ud fra kapitalakkumulationens immanente love, ud fra en bestemt højde af disse, ikke herudaf alleder hun nødvendigheden af kapitalismens undergang, men af den transcendente kendsgerning om manglen på ikke-kapitalistiske lande". Ibid., s. 20-21.
[33] Se Rosa Luxemburg, "Massenstreik...", citeret og fortolket i: Lukács, "Opportunismus und Putscismus", s. 1109.
[34] I: Lukács, op. cit., s. 1115.
[35] Spontaneität der Massen, Aktivitåt der Partei [Massernes spontaneitet, partiets aktivitet], Lukács, ibid., s. 211. Det er ejendommeligt i den lukács'ske reception af Rosa Luxemburgs akkumulationsteori, at han netop i hendes sammenbrudsteori betegner hende søm "ægte dialektiker" (Geschichte und Klassenbewusstsein, s. 200) og ikke engang erkender antagelsen af en mekanisk afslutning på det kapitalistiske system" (H. Grossmann, ibid., s. 22) i hendes imperialisme-teori. Her støder vi allerede på den "dialektiske melodes fetich, hvor den dialektiske formidling mellem metode og historisk stof (det "moderne borgerlige samfunds" produktionsepoke) ikke bliver håndhævet som kriterium for Marx' og Lngels' "nye videnskab". At det ikke at have gennemskuet arbejdets dobbeltkarakter i det kapitalistiske samfund spiller en central rolle, møder os overalt hos Lukács.
[36] I: Lukács, Opportunismus und Putschismus, s. 1115.
[37] Der kan heller ikke dækkes over dette, når der i en sammenligning mellem Luxemburg og Lenin siges, "at hos hende står forudsigelsen af de samfundsmæssige modsigelsers tilspidsning til katastrofe i centrum lor analysen". Thi der må tilføjes, "at hun heroverfor ikke går ind på spørgsmålet om det materielle grundlag for socialismen og den revolutionære forening af arbejderklassen, givet i epoken for produktionens samfundsmæssiggørelsesproces". Neususs, Imperialismus und Weltmarktbewegung des Kapitals [Imperialisme og kapitalens verdensmarkedsbevægelse], Erlangen 1972, s. 25.
[38] Cacciari, op. cit., s. 115.
[39] Lukács siger derfor om Rosa Luxemburg: "Det er overvurderingen af den organiske karakter i den historiske udvikling", i: Die Internationale, 1922, s. 233 eller i "Geschichte und Kiassenbewusstsein", s. 281.
[40] Da Rosa Luxemburg ikke forstår og afprøver "det marxske reproduktionsskema" indenfor "rammerne af det marxske helhedssystem og specielt hans akkumulationslære" "... lå hun uvilkårligt under for indflydelsen fra dem, som hun ville bekæmpe, dvs. hun troede, at det marxske skema faktisk fremstiller en skrankeløs akkumulation". H. Grossmann, ibid., s. 280. Således faldt Tugan-Baranowskys, Lenins, Hilferdings, Bauers etc. fejlvurderinger af reproduktionsskemaerne i sidste instans sammen med R. Luxemburgs forkortede sammenbrudsteori. Politisk var Lenin og R. L. i mange henseender ved begyndelsen af verdenskrigen kommet nærmere hinanden: "Rosa Luxemburg havde ret, da hun allerede for længe siden skrev, at 'teoretikerens servilitet' var særegen for Kautsky, spytslikkeriet, sagt mere enkelt, spytslikkeri for partiets magt og for opportunismen". (Fra brevet til Schljapnikow, i: LW, bd. 35, s. 142-43) Som tidligere teoretisk elev af Kautsky, sagde Lenin om denne: "Kautsky hader og foragter jeg nu allermest..'"., LW, bd. 35, s. 142.
[41] Kommunismus, op. cit., 1921, s. 185. Her kan Lukács endnu forsvare SU ved at henvise til de åbne diskussioner om bureaukratiproblemet. I "Geschichte und Klassenbewusstsein" bliver den reale udvikling af problemet tilsløret, ibid., s. 431.
Last updated on: 8.22.2008