|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
Ved en kritisk-materialistisk rekonstruktion af Lenins og den tidlige Lukács' revolutionsforståelse går jeg ud fra den tese, at de grundlæggende træk i den leninistiske samfunds- og partikonception vil kunne bestemmes konsekvent, når Marx og Engels' asiatiske konception også bliver anvendt på Rusland, dvs. at Rusland ikke bliver opfattet som en vesteuropæisk samfundsformation.[1]
Vi skal altså på den ene side konfrontere Marx og Engels' historieforståelse med Rusland og på den anden side forfølge receptionen, videreudviklingen henholdsvis tilbagefaldet hos Lenin. Det forekommer mig alene at være muligt, derved at den specifikke forskel mellem den vesteuropæiske og den asiatiske vej til revolutionen bliver reflekteret gennem det russiske lærestykke. Med denne tematisering er det af elementær betydning at undersøge, hvorledes bolsjevikkerne forestillede sig revolutionsprocessen i Vesteuropa, og hvorledes de bolsjevistiske resultater blev modtaget af de vesteuropæiske arbejderpartier og specielt af den socialistisk orienterede intelligens.
Georg Lukács gælder for os som det specifikke vesteuropæiske eksempel.[2] Hans personlige udvikling mellem 1918 og 1923, hans overgang til kommunismen er samtidig historien om Komintern (KI) og dens rolle i den internationale klassekamp med Ungarn som eksempel. Gennem Georg Lukács og Ungarns Kommunistiske Parti bliver det afdækket, at der eksisterede en kløft mellem de Midt- og vesteuropæiske sektioner inden for KI og SUKP's [Sovjetunionens Kommunistiske Parti] politik, ligesom den genspejlede sig i KIs Eksekutivkomite i Moskva.
Det drejer sig her om at blotlægge de forskellige interesser. Imidlertid bliver kløften kun virkelig tydelig, når de russiske forholds socialøkonomiske særegenheder bliver medreflekteret og det fremgår, at den russiske Kominernsektions kooperations- og solidaritetsformer i forhold til sektioner i de andre kommunistiske partier ikke udtrykker de objektive samfundsmæssige forskelle og de anderledes givne betingelser. Betoningen af forskelligheden stiller ikke spørgsmål ved fællesskabet og solidariteten som princip for den kommunistiske internationale (Komintern). Begrebets almenhed siger i sig selv ikke umiddelbart noget om sit konkrete indhold. Lukács siger korrekt, at for Lenin var "Revolutionens Aktualitet"[3] i imperialismens tidsalder det grundlæggende moment for hans politiske teori-praksis-forståelse.
Hvilke grundliggende og bestemmende politisk-socialøkonomiske betingelser forefandt Lenin nu i Rusland for at kunne starte den revolutionære kamp for befrielsen af arbejdere og bønder fra zarismens herredømme? Lad os først spørge den revolutionære i eksil, lad os spørge Georg Lukács. Georg Lukács er af den opfattelse "at den ikke-'organisk' udviklede, på Rusland påklistrede kapitalisme allerede i sin optakt viser en stærk monopolistisk karakter. (Overvægten af storbedrift, finanskapitalens indflydelse osv.) Heraf kan vi slutte at bourgeoisiet var en talmæssig mindre og social svagere gruppe end i andre lande, hvor der var sket en 'mere organisk' udvikling af kapitalismen, men samtidig kan vi slutte, at der i stordriften skabes et materielt grundlag for udviklingen af et revolutionært proletariat, end man antager udfra en skematisk-statistisk fremstilling af det kapitalistiske udviklingstempo i Rusland".[4]
I denne historiske og samfundsmæssige sammenhæng skal det russiske proletariats førende rolle i klassekampen og den organisatoriske formidling af disse kampe over det revolutionære parti opstå. Det er besynderligt, når vi på den IX. Alrussiske Sovjetkongres, dvs. i slutningen af december 1921 hører følgende fra Lenin: "Vi repræsenterer det kommunistiske parti, fagforeningen, proletariatet. Undskyld mig. Hvad er proletariatet? Det er den klasse der arbejder i storindustrien. Men hvor eksisterer storindustrien? Hvad er det for et proletariat? Hvor er deres industri? Hvorfor er de gået i stå? Fordi de ikke har nogen råstoffer? Er det lykkedes dem at drive noget op? Nej".[5] Eller mere radikalt i marts 1922 på den XI partidag: "Siden krigen er der vandret folk ind i fabrikkerne, folk som slet ikke er proletarer, men som snarere er gået ind for at gemme sig for krigen; og er i dag de samfundsmæssige og økonomiske forhold hos os af en sådan karakter, at det er ægte proletarer der eksisterer i fabrikkerne? Det er ikke tilfældet. Det er rigtigt ifølge Marx, men Marx har ikke skrevet (specifikt) om Rusland, men derimod om den samlede kapitalisme som en helhed, startende fra det 15. århundrede. Det er korrekt for et tidsrum på seks hundrede år, men det gælder ikke for Rusland i dag. Meget ofte er de, der går ind i fabrikkerne ikke proletarer, men derimod alle mulige tilfældige elementer".[6]
Det er åbenlyst, at væsenslogikken i den borgerlige formations kapitalforhold - som Marx i "Kapitalen" har udarbejdet for Vesteuropa - her fejlagtigt bliver sammenblandet med den historiske fremtrædelsesform for det specifikke 'kapitalforhold' i Rusland. Denne metodiske fejl bliver heller ikke overvundet ved, at Lenin historisk-empirisk konstaterer, at den russiske arbejderklasse siden krigsudbruddet ikke længere var proletarisk forankret i storindustrien. Hvorfor dette ikke er tilfældet interesserer os primært. Her berører Lenin radikalt Ruslands historisk-specifikke forhold og den problematiske relation mellem det revolutionere parti og den russiske arbejderklasse.
Schljapnikov fastholder, som repræsentant for "arbejderorganisationen", en af de opløste fraktioner inden for RKP, [Ruslands Kommunistiske Parti], over for Lenin: "Vladimir Iljitsj sagde igår, at proletariatet som klasse ikke eksisterer i marxistisk forstand i Rusland. Tillader De mig at gratulere Dem med, at De er avantgarden for en ikke eksisterende klasse".[7] Ingen af dem kunne benægte den høje grad af rigtighed i deres udsagn: "Det russiske proletariat var femten år efter oktoberrevolutionen - det mener Lenin - gået samfundsmæssigt rabundus som revolutionær og produktiv klasse.
Nu melder der sig imidlertid det berettigede spørgsmål, om denne arbejderklasse, der brød så hurtigt sammen, var så lidt stabil og aldrig virkelig havde været fremstående revolutionær, ikke netop var lige så samfundsmæssig "påklistret" som den ikke-organisk opståede russiske "kapitalisme" i imperialismens tidsalder. Henvisningen til borgerkrigen vil ikke bringe os problemet nærmere, lige modsat. Man må snarere spørge, på hvad, på hvilken førkapitalistisk produktionsmåde blev den russiske "kapitalisme" i imperialismens tidsalder påklistret.
Lenin taler i begyndelsen af 1923 om den "halvasiatiske kulturløshed"[8] i hvilken Sovjetunionen stadig befinder sig. Nu ved marxister, at kulturformen på alle modifikationstrin er betinget af produktionsformen. Det er altså forkert at tale om "kulturløshed", når den produceres og reproduceres samfundsmæssigt. Lenins kulturforståelse spiller forsåvidt en central rolle i bestemmelsen af kritikken af hans "Europa"-, "Ruslands"-, og socialismeforståelse.
En sådan modstilling af vesteuropæisk "civilisation" og asiatisk "barbari" er kun mulig i den udstrækning udviklingen af "fremskridtet" er indskrænket til vesteuropæiske produktions- og kulturkriterier: dvs. at "fremskridtet" kun forstås som opnåeligt gennem konkurrencekapitalismen. Det er tilfældet hos Lenin, og det må her eftervises.
I denne sammenhæng stiller spørgsmålet sig, om det "halvasiatiske" (Marx) Rusland, med sin påklistrede vesteuropæiske kapitalisme kan overtage den specifikt vesteuropæiske vej til socialismen, eller om landets historisk opståede "halvasiatiske" særegenhed gør det uundgåeligt, at slå ind på og fastholde en specifik asiatisk kurs. Om altså der har udviklet sig en produktions- og livsmåde i dette samfund, der adskiller sig grundlæggende fra den vesteuropæiske form. Og netop en produktionsmåde, der, omend "førkapitalistisk", ikke kan sammenlignes med en vesteuropæisk feudalisme og med dens overgang til konkurrencekapitalisme, trods historisk-politiske lighedspunkter. Denne forskel i vejen til socialismen må altså betones. Da Georg Lukács og de andre kommunister i denne periode ikke erkendte sådanne problematiseringer og anså - trods al anerkendelse af en vis egenart - vejen for den russiske udvikling som kapitalismens henholdsvis socialismens "normale" vej, synes de ikke at kunne registrere væsentlige resultater og eentydige fejl i den leninske analyse og i dens taktik. Dette er oprindelsen til kæden af fejltagelser inden for Komintern.
Via den russiske revolutionshistorie forsøger jeg at gå nærmere ind på totaliseringens grundlag og årsag, dens skæbnesvangre almengørelse og vulgarisering af de store sovjetiske revolutionserfaringer gennem Kominterns eksekutivkomité og den ukritiske reception i de europæiske og amerikanske komintern-sektioner. Jeg rekonstruerer og problematiserer denne sammenhæng for påny at gennemlyse de feticherede "vurderinger" af arvegodset fra den russiske revolution.
Forskellen mellem den sovjetiske og vesteuropæiske arv, forvirringen om den subversive retning, der ligger i "Historie og Klassebevidsthed" har Ernst Bloch beskrevet: "Russerne, som handler filosofisk, men tænker som udannede hunde, vil sågar spore et forfald i den ("Historie og Klassebevidsthed"). Selvom de er uendeligt forskellige (fra revisionisterne) er de dog på næsten samme måde afskærmet fra den filosofiske arv, og mange af dem vil sige, at Marx ikke stillede Hegel på fødderne for at Lukács igen skulle stille Marx på hovedet".[9] Denne her filosofisk-spekulativt reflekterede henvisning til det i leninsk forstand hæmmende asiatkina (asiatdømme), til den nævnte "halvasiatiske kulturløshed" (Lenin), står i historisk-teoretisk centrum for dette bidrag for at kaste et nyt lys over fremtrædelsesformerne for bolsjevikkernes politik og historie og deres tilbagevirkning på komintern-historien og på KPUs [Ungarns Kommunistiske Parti] komintern-sektioner i eksil. Her ligger en historisk sammenhæng, som Georg Lukács i 20'-erne aldrig respekterede som et teoretisk-politisk problem.[10] Han har altså europæiseret den russiske historie, uden at have lært dens halvorientale substans at kende, historisk og teoretisk. Hvilket på samme måde gælder Lukács' kritikere; ligesom det gælder for de venstrekommunistiske kritikere af Lenin; og som endnu idag udgør den overvejende retning. Diskussionen og afklaringen af de social-økonomiske forskelle mellem den vesteuropæiske og asiatiske vej til socialismen - aktuelle som langsigtede - anser jeg for et væsentligt aspekt, for virkelig her i den vesteuropæiske formation kritisk-materialistisk at kunne lære af den russiske, kinesiske, cubanske, vietnamesiske revolution - ikke ukritisk-idealistisk at overtage metoder og analyser. For mig er det problemet om det rigtige forhold mellem "videnskab" og "revolution", mellem "videnskab" og "politik", problemet omkring det samfundsmæssige standpunkt og det socialistiske perspektiv". "Ricardos hensynsløshed", siger Marx i sin kritik af denne fremmelige ideolog for det borgerlige samfund, "var altså ikke kun videnskabelig ærlig, men derimod videnskabeligt påkravet for hans standpunkt".[11] Altså, hvad der hos den tilbagestående repræsentant for aristokratiet, Malthus, ikke var tilfældet: "Men et menneske, der bestemmer videnskaben gennem en ikke ud fra den selv afledt interesse (hvor fejlagtig den end kan være), men derimod søger at tilpasse den udefra, til et standpunkt afledt fra en for videnskaben fremmed, udvendig interesse, det kalder jeg uvidenskabeligt".[12]
Marx ser altså et klart dialektisk forhold mellem "Klassestandpunkt" og "videnskab". Videnskabeligt udtrykker Ricardo det historisk fremadstræbende borgerskab. Malthus forsøger at "låne" fra ham, for at legitimere den fortsatte eksistens af det historisk overhalede aristokrati. Det marxske videnskabsbegreb kan ikke adskilles fra proletariatets klassestandpunkt, men heller ikke fra hans arbejdsbegreb: arbejdet som objektiveringen af det historisk-ontologiske stofskifte mellem mennesket og naturen, arbejdet i den borgerlige samfundsformation som fremmedgjort arbejde. For os bliver det senere særligt af interesse, at arbejdsbegrebet hos Lenin under de specifikke produktionsforhold i Rusland ikke bliver bestemt korrekt, at "videnskab", "klassestandpunkt" og "partiskhed" i den leninske partiopfattelse indeholder en hæmmende identitet.
[1] Hvor stærk den asiatiske side endnu er i det daværende Sovjetunionen, bliver åbenlyst i Solsjenitsyns nyeste bog, "GULAG Øhavet" Modsigelsen når sit højdepunkt ved, at Solsjenitsyn på den ene side vil "europæiseringen" af Rusland, men på den anden side lovpriser orientens, det asiatiske østens stabilitet og fasthed: sammenlignet med "det svampede Vesten" (Solsjenitsyn).
[2] Fordi han som søn af det ungarske bourgeoisi, går over til socialisme og kommunisme. At Lukács efter 1923 og hans specifikt modsigende og subversive værk "Geschichte und Klassenbewusstsein" Berlin 1923, ikke spiller nogen stor rolle i det foreliggende arbejde, skyldes at Lukács' udvikling, der gennemgik en første filosofisk-politisk ændring med "Geschichte und Klassenbewusstsein" og i 1928/29 i "Blum-teserne" nåede såvel sit højdepunkt som en politisk nedgang, her måtte lades ude. Denne del af arbejdet vil senere udkomme som "Georg Lukács og Komintern (1923-1930)".
[3] Lukács, Lenin, Studien über den Zusammenhang seiner Gedanken. Wien 1924.
[4] Lukács ibid., s. 19. Lenin, Om den innbyrdes sammenhæng mellem hans tanker. Pax Forlag, Oslo, s. 25.
Georg Lukács, Lenins tankevärld, Tema teori 1, s. 39.
[5] LW. Bd. 33, s. 158.
[6] Ibid., s. 268.
[7] i: Isaac Deutscher, Trotzki. Bd. II. Der unbewaffnete Prophet, Stuttgart 1962, s. 459.
[8] LW Bd. 33, s. 448.
[9] Bloch: "Aktualität und Utopie. Zu Lukács' Philosophie des Marxismus" Der neu Merkur, 7. årgang 1. Bd. Okt. 1923-marts 24, s. 459. Årsagerne til de filosofiske vanskeligheder bestemmer Puschkin således: "Tatarerne havde ikke noget tilfælles med maurerne. De de erobrede Rusland bragte de hverken landet algebra eller Aristoteles". Puschkin kritiserer ud fra den vestligt orienterede intellektuelles perspektiv og ikke ud fra sin egen russiske fortid.
[10] Studiet af "Meister Eckehard" denne diskussion med Ernst Bloch om "orientalsk filosofi" har nok ikke været båret af en forståelse for den asiatiske produktionsmåde; se Lukács: Gelebtes Denken, selvbiografi (skitse) s. 16. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[11] MEW. Bd. 26.2, s. 111.
[12] Ibid., s. 112. Sådan en position, formidlet over konkurrencen, findes også hos de socialister og kommunister, som ikke har lært, at tage emancipatorisk ærlighed og konkret-utopisk sandhed alvorligt: som altså dermed ikke dialektisk har ophævet det borgerlige sandhedsbegreb, men derimod falder bag om det.
Last updated on: 8.22.2008